(375) Og Guds tempel blev opladt i himlen, og hans pagts ark blev set i hans tempel." (Aab. 11:19) Guds pagts ark er i det allerhelligste i helligdommens anden afdeling. j tjenesten i det jordiske tabernakel, som tjente ved "avbildningerne og skyggen af det himmelske", blev denne afdeling aabnet paa den store forsoningsdag for at rense helligdommen. naar det da blev forkyndt, at Guds tempel i himlen blev aabnet, og hans pagts ark blev set, saa viser dette hen til, at det allerhelligste i den himmelske helligdom blev aabnet i 1844, da Kristus gik derind for at udføre den sidste del af forsoningsværket. De, som i troen fulgte deres store ypperstepræst, da han begyndte sin tjeneste i det allerhelligste, saa hans pagts ark. Da de havde ransaget læren om helligdommen fik de forstand paa Frelserens forandring i tjenesten, og de saa, at han nu tjente foran Guds ark og fremstillede sit blod til synderes frelse. ret
(375) Arken i tabernaklet paa jorden indeholdt de to stentavler hvorpaa Guds lovs forskrifter var indgravne. Arken var blot et gjemmested for lovens tavler, og det var disse guddommelige buds næværelse, som gjorde den saa vigtig og hellig. Da Guds tempel blev opladt i himlen, blev hans pagts ark set. J det allerhelligste i himlens helligdom er Guds hellige lov bevaret - den lov, som Gud selv talte under Sinais torden og skrev med sin egen finger paa stentavlerne. ret
(375) Guds lov i den himmelske helligdom er den store original, hvoraf de bud, som blev indgravne paa stentavlerne og nedskrevne af Moses i hans bøger, var en fuldkommen afskrift. De, som fik forstand paa dette vigtige punkt, blev saaledes ledede til at se den guddommelige lovs hellige og uforanderlige natur. De saa den store betydning af vor frelsers ord, saaledes som de aldrig før havde set den: "Jndtil himlen og jorden forgaar, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel forgaa af loven." (Math. 5:18) Guds lov er en aabenbarelse af hans vilje, en gjenpart af hans hellige karakter; derfor maa den bestaa evindelig som det trofaste vidne i skyen. Jkke et bud er bleven udslettet, ikke det mindste bogstav eller en tøddel er bleven forandret. Salmisten siger: "Herre, dit ord bestaar evingdelig i himlen." "Alle hans befalinger er trofaste. De er grundfæstede altid og evindelig." (Sal. 119:7,8) ret
(376) Midt iblandt de ti bud staar det fjerde som det først blev forkyndt: "Kom sabbatens dag ihu, at du holder den hellig. Seks dage skal du arbejde og gjøre al din gjerning, men den syvnede dag er sabbat for Herren din Gud; da skal du ingen gjerning gjøre, hverken du eller din søn eller din datter, din svend eller din pige eller dit dyr eller din fremmede, som er inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himlen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende dag; derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den." (2 Mos. 20:8-11) ret
(376) Guds aand virkede paa disse mænds hjerter, idet de ransagede hans ord. Det blev klart for dem, at de i uvidenhed havde overtraadt det fjerde bud og ringeagtet Skaberens hviledag. De begyndte at undersøge de grunde, som anføres for at helligholde den første dag i stedet for den dag, som Gud har helliget. De kunde ikke finde noget bevis i skriften for, at det fjerde bud var bleven afskaffet, eller at sabbaten var bleven forandret. Den velsignelse og hellighed, som Gud havde givet den syvende dag, var ikke bleven borttagen. De havde oprigtig søgt efter at vide, hvad Guds vilje var, og nu da de saa, at de selv overtraadte hans lov, fyldte sorg deres hjerter, og de viste sin lydighed mod Gud, idet de helligholdt hans sabbat. ret
(376) Mange ivrige bestræbelser blev gjorte for at omstyrte deres tro. Enhver kunde let se, at dersom den jordiske helligdom var et billede eller en lignelse af den himmelske, saa var loven, som laa i arken paa jorden, en højagtig afskrift af loven i den himmelske ark, og at de, som antog sandheden om helligdommen, ogsaa matte erkjende Guds lovs forordninger og gyldigheden af den sabbat, som er befalet i det fjerde bud. Her laa den hemmelige aarsag til den bitre, ihærdige modstand, som denne tydelige fortolkning af skriften mødte, idet den fremholdt Kristi tjenelige fortolkning af skriften mødte, idet den fremholdt Kristi tjeneste i den himmelske helligdom. Menneskene søgte at aabne den dør, som Gud havde lukket, og at lukke den, som han havde aabnet. Men han, der er den, "som lukker op, og igen lukker til, og lukker til, og igjen lukker op", han har sagt: "Se, jeg har stillet for dig en aabnet dør, og ingen kan lukke den." (Aab. 3:7,8) Kristus havde aabnet døren eller tjenesten i det allerhelligste. Lys skinnede fra den aabne dør i den himmelske helligdom, og man saa, at det fjerde bud var i den lov, som arken indeholdt. Det, som Gud havde stadfæstet, kunde intet menneske omstyrte. ret
(377) De, som havde annammet lyset om Kristi midlerembede og Guds lovs uforanderlighed, fandt at disse sandheder var fremstillede i Aab. 14. De budskaber, som fremholdes i dette kapitel udgjør et trefoldigt budskab, (Se anhang, anm 8) som skal berede jordens indbyggere for Herrens andet komme. Budskabet, "hans doms time er kommen", peger hen til det sidste værk i Kristi tjeneste for menneskens frelse. Det forkynder en sandhed, som maa lyse, indtil frelserens midlerembede ophører, og han kommer igjen til jorden for at tage sit folk til sig. Dommens værk, som begyndte i 1844, maa vedblive, indtil enhvers sag er afgjort, baade de levendes og de dødes; derfor vil det vedblive til prøvens tid ophører. For at menneskene kunne berede sig til at bestaa i dommen, befaler budskabet dem at frygte Gud og give ham æren og at tilbede den, "som har gjort himlen og jorden og havet og vandenes kilder". Følgen af at annamme disse budskaber anføres i disse ord: "Her er de, som bevare Guds befalinger og Jesu tro." (Aab. 14:12) For at beredes for dommen er det nødvendigt, at menneskene maa bevare Guds lov. Hans lov vil blive prøvestenen for menneskenes karakter i dommen. Apostlen Paulus vidner: "Hvilke som helst har syndet uden loven, de straffes og uden loven . . . paa den dag, da Gud skal dømme menneskenes skjulte idrætter . . . ved Jesus Kristus", og han siger, at "lovens gjørere skal retfærdiggjøres". (Rom. 2:12-16.) Tro er nødvendig for at bevare Guds bud, thi "uden tro er det umuligt at behage ham", og "alt det, som ikke er af tro, er synd". (Heb. 11:6; Rom. 14. 23:23.) ret
(378) Den første engel opfordrer menneskene til at "frygte Gud og give ham æren" og at tilbede ham, som er himlens og jordens skaber. For at gjøre dette maa de adlyde hans lov. Den vise mand siger: "Frygt Gud og hold hans bud, thi det bør hvert menneske at gjøre." (Præd. 12:13.) Uden lydighed mod hans bud, kan ingen gudsdyrkelse behage Gud. "Dette er kjærligheden til Gud, at vi holder hans bud." "Hvo, som vender sit øre bort fra at høre loven, endog hans bøn er en vederstyggelighed." (1 Joh. 5:3; Ordsp. 28:9) ret
(378) Det er vor pligt at tilbede Gud. Denne pligt grunder sig paa, at han er skaber, og at alle andre væsener skylder ham deres tilværelse; og overalt i bibelen, hvor han fordrer ære og tilbedelse fremfor hedningernes guder, saa henvises der til beviserne for hans skabermagt: "Thi alle folkenes guder er afguder; men Herren har skabt himlen." (Sal. 96:5.) "Hvem vil J da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den hellige. Opløfter eders øjne mod det høje og ser: Hvo skabte disse ting?" "Thi saa siger Herren, som skabte himlen, han, den Gud, som dannede jorden, og som gjorde den; . . . . jeg er Herren, og der ingen ydermere." (Es. 40:25,26; 45:18,) Salmisten siger: "Kjender, at Herren er Gud; han har skabt os, og ikke os selv." Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje knæ for Herre, vor skabers ansigt!" (Sal. 100:3; 95:6) Og de hellige væsener, som tilbeder Gud i himlen anfører som grunden, forfor de er skyldige at tilbede ham: "Værdig er du, Herre! at annamme ære og pris og kraft; thi du har skabt alle ting." (Aab. 4:11.) ret
(378) J Aab. 14 opfordres menneskene til at tilbede Skaberen, og profetien fremstiller en klasse af mennesker, der har antaget det trefoldige budskab og som en følge deraf bevarer Guds bud. Et af disse bud viser umiddelbart hen til Gud som skaber. Det fjerde bud vidner: "Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. . . . thi i seks dage gjorde Herren himlen og jorden, havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende dag; derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den." (2 Mos. 20:10.11.) Angaaende sabbaten siger Herren endvidere, at den er "et tegn . . . af J skal vide, at jeg er Herren, eders Gud". (Ez. 20:20.) Og den aarsag, som anføres, er: "Thi i seks dage gjorde Herren himlen og jorden, og paa den syvende dag hvilede han og vederkvægede sig." (2 Mos. 31:17) ret
(379) Det, der giver sabbaten vægt som et vidne om Skaberen, er, at den altid fremholder den sande grund, hvorfor vi er skyldige at tilbede Gud, fordi han er Skaberen, og vi hans skabninger. "Sabbaten danner derfor en grundvold for gudsdyrkelsen, thi den indskjærper denne sandhed paa den mest indtryksfulde maade, og ingen anden anordning gjør dette. Den sande grund for gudsdyrkelse, ikke blot paa den syvende dag, men for al gudsdyrkelse, ligger i forskjellen mellem Skaberen og hans skabninger. Denne store sandhed kan aldrig blive gammel og maa aldrig glemmes." For altid at fremholde denne sandhed for menneskene, indstiftede Gud sabbaten i Eden, og saa længe som den sandhed, at han er vor skaber, vedbliver at være en grund, hvorfor vi skal tilbede ham, saa længe vil ogsaa sabbaten vedblive at være et tegn og et minde. Dersom alle mennesker havde holdt sabbaten, saa vilde deres tenker og kjærlighed være bleven henvendt til skaberen som den, de vilde ære og tilbede, og der vilde aldrig have været nogen afgudsdyrker, nogen gudsfornægter eller nogen fritænker. Sabbatens helligholdelse er et tegn paa lydighed mod den sande Gud, "som gjorde himlen og jorden og havet og vandenes kilder". Heraf følger, at det budskab, som befaler menneskene at tilbede Gud og holde hans bud, vil fornemmelig opfordre dem til at holde det fjerde bud. ret
(379) J modsætning til dem, som bevarer Guds bud og har Jesu tro, peger den tredje engel hen paa en anden klasse, mod hvis vildfarelser en alvorsfuld og forfærdelig advarsel lyder: "Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede og tager mærket i sin pande eller i sin haand, han drikker og Guds vredes vin, som er iskænket ublandet i hans fortørnelses kalk." (Aab. 14:9,10) En ret tolkning af det symbol, som anvendes, er nødvendig for at forstaa dette budskab. Hvad betegner dyrets billede og mærke? ret
(380) Den profetiske kjæde, hvori disse symboler fremstilles, begynder med det 12te kapitel i Aabenbaringen, med den store ildrøde drage, som søgte at ødelægge Kristus, saa snart han blev født. Denne drage er øjnsynlig et symbol paa det romerske rige, som ved kong Herodes søgte at dræbe den nyfødte frelser. Rigets religion paa den tid var hedensk. Derfor fremstillede denne drage det hedenske Rom. ret
(380) J det 13de kapitel, 1ste-10de vers, beskrives et andet dyr, som "var ligt en parder", til hvilken dragen gav "sin kraft og sin trone og stor magt". Dette symbol, eftersom de fleste protestanter har troet, fremstiller pavemagten, og overtog den magt og trone og det herredømme, som det gamle romerske rige en gang besad. Om dyret, der lignede en parder, siges der: "Og en mund blev det given til at tale store ting og bespottelse, . . . . og det oplod sin mund til bespottelse mod Gud, at bespotte hans navn og hans paulun, og dem, som bor i himlen. Og der blev given det at føre krig mod de hellige og at overvinde dem; og magt blev det given over hver stamme og hvert tungemaal og hvert folk." Denne profeti, som er næsten ligelydende med beskrivelsen af det lille horn i Dan. 7. peger utvivlsomt til pavemagten. ret
(380) ”Og magt blev det given til at virke i 42 maaneder", "og", siger profeten, "jeg saa et af dets hoveder ligesom saaret til døden", og atter "dersom nogen samler til fængsel, han gaar i fængsel; dersom nogen dræber med sværd, han bør at det dræbes med sværd". De 42 maaneder er det samme som "én tid, tider og en halv tid, tre og et halvt aar eller 1260 dage, i Dan. 7, - den tid, hvori pavemagten skulde undertrykke Guds folk. Dette tidsrum, som forud omtalt, begyndte med oprettelsen af pavemagten 538 ef. Kr, og sluttede 1798. Paa den tid erholdt pavemagten sit dødelige saar, da pavedømmet blev afskaffet, og paven tagen til fange af den fran ske hær; og profetens ord blev opfyldt, "dersom nogen samler i fængsel, han gaar i fængsel". ret
(381) Derefter fremstilles et andet symbol. Profeten siger. "Og jeg saa et andet dyr stige op ad jorden, og det havde to horn lige med lammet." (Aab. 13:11) Dette dyrs udseende og maaden, hvorpaa det steg frem, synes at vise, at den magt, som det fremstiller, er ulig de magter, som er fremstillede under de foregaaende symboler. De store riger, som har hersket i verden, har erholdt sit herredømme ved erobringer og omvæltninger; og de blev fremstillede af profeten Daniel som glubende dyr, der fremstod, idet de "fire vejr under himlen brød frem paa det store hav". (Dan. 7:2) ret
(381) J Aab. 17de kapitel forklarer engelen, at vandene betegner "folk og skarer og lægter og tungemaal. (Aab. 17:15) Vejr er et symbol paa krig. De fire vejr paa himlen, som brød frem paa det store hav, fremstiller de forfærdelige erobringer og omvæltninger, hvorved rigerne erholdt sit vælde. ret
(381) Men dyret med horn som et lam "steg op af jorden", (Aab. 13:11) hvilket betegner, at den nation, som saaledes fremstilles, i stedet for atomstyrte andre magter for at befæste sig selv, fremkom i et land, som tilforn ikke var taget i besiddelse, og at den gradvis og fredelig udviklede sig. Det kunde derfor ikke opstaa blandt de sammentrængte, og kjæmpende nationer i den gamle verden - hin urolige sø af "folk og skarer og slægter og tungemaal". Det maa søges paa den vestlige halvkugle." ret
(381) Hvilken nation i den nye verden steg frem til magt i 1898? Hvilken nation gav paa den tid løfte om styrke og storhed og tildrog sig verdens opmærksomhed? Der kan ikke være noget spørgsmaal om, hvor dette symbol skal anvendes. En nation og blot én svarer til profetiens beskrivelse. Den peger ufejlbart til De forenede stater af Amerika. Jgjen og igjen er den hellige forfatter tanker, ja næsten de selvsamme ord, som han bruger, bleven uvitterlig benyttede af talere og historieskrivere, som har beskrevet denne nations opkomst og fremskridt. Profeten saa dette dyr "stige op af jorden". J følge ordbøgerne, betegner det ord, som her er oversat "stige op", bogstavelig at "vokse eller flyde op som en plante"; og som vi har set, maa denne nation opstaa paa et omraade, som ikke forud har været optaget. En fremstaaende forfatter, som beskriver De forenede staters opkomst, taler om "det hemmelighedsfulde ved, at de fremstod af et tomt rum"; og han siger videre: "Ligesom en taus sæd voksede vi til et rige." (Towsend in "the New world compared with the Old," p. 462) Et europæisk blad skrev i 1850 om De forenede stater som et underfuldt rige, der "opstod", og "i stilhed daglig forøgede sin magt og storhed". (The Dublin Nation) Edward Evert sagde i en tale om de første indvandrere, som grundlagde denne nation: "Søgte de efter en ensom plet, som ikke vilde have anstød paa grund af dens ubetydelighed, tryg, fordi den var saa langt bortfjernet fra tyrannernes tilholdssteder, hvor den lille Leyden menighed kunde nyde samvittighedsfrihed. Betragt de mægtige landstrækninger, over hvilke de har baaret korsets banner, ved fredelig erobring." ret
(382) ”Og det havde to horn lige med lammet." Disse horn, som lignede lammets, antyder ungdom, uskyldighed og mildhed, hvilket meget passende fremstiller De forenede staters karakter, da profeten saa den "stige op" i 1798. De kristne, som først flyede til Amerika, søgte et tilflugtssted fra kongernes undertrykkelse og præsternes ufordragelighed; og de besluttede at oprette et rige paa den borgerlige og kristelige friheds store grundvold. Uafhængighedserklæringen fremholder den store sandhed, at "alle mennesker er skabte jevnbyrdige" og begavede med den uafhændelige ret til "liv, frihed og stræben efter lykke"; og grundvolden garanterer folket ret til at styre sig selv paa den betingelse, at repræsentatnerne, som er valgte ved folkets afstemning, skulde give love og indskjærpe dem. Man gav ogsaa frihed i religiøse sager, og enhver fik lov til at dyrke Gud efter sin egen samvittigheds overbevisning. Republikanismen og protestantismen blev de ledende principper i nationen. Disse principper er grunden til dens magt og fremgang. De undertrykte og nedtrykte overalt i kristenheden har vendt sig til dette land med interesse og haab. Millioner har søgt til dets kyster, og De forenede stater har gaaet frem og indtaget en plads blandt jordens mægtige nationer. ret
(383) Men dyret med de to horn lige med lammet "talede som dragen, og det øver al det første dyrs magt for dets aasyn og gjør, at jorden og de, som bor derpaa, skal tilbede det første dyr, hvis dødelige saar blev lægt, . . .. . sigende til dem, som bor paa jorden, at de skal gjøre et billede for et dyr, som fik saar af sværdet og dog levede". (Aab. 13:11-14) ret
(383) Hornene lige med lammet og dragens røst, som dette symbol fremstiller, peger paa en skrigende modsætning mellem denne nations bekjendelse og handlemaade. At nationen taler betegner dens lovgivende og dømmende myndigheders handling. Ved en saadan handling vil den fornegte de fredelige og liberale principer, hvilke den har fremholdt som grundvolden for sin politik. Profetien om, at dette dyr vil tale som en drage og "øve al det første dyrs magt", henviser tydelig til, at det vil udvikle den samme ufordragelighed og forfølgelse, der viste sig hos de nationer, som repræsenteres af dragen og dyret, som var ligt en parder. Og vidnesbyrdet, at dyret med to horn "gjør, at jorden og de, som bor derpaa, skal tilbede det første dyr", viser, at denne nation vil bruge sin myndighed til at indskjærpe en vis handling, hvormed menneskene viser lydighed mod pavemagten. ret
(383) En saadan handling vilde ligefrem være i strid med denne regjerings grundsætninger, med dens frie anordningers væsen, med uafhængighedserklæringens bestemte og højtidelige løfter og med grundloven. De mænd, som lagde grunden til nationen, søgte visse at værne imod at anvende den verdslige magt til grunst for kirken; thi de uundgaaelige følger deraf er ufordragelighed og forfølgelse. Grundloven bestemmer, at "kongressen ikke skal kunne udstede nogen lov angaaende oprettelsen af en vis religion, ej heller skal den forbyde sammes frie øvelse". Det hedder endvidere, at "ingen prøve i trossager skal nogensinde fordres paa at erholde adgang til nogen offentlig embedsstilling inden De forenede stater." Jngen religiøs skik kan derfor indskjærpes af den verdslige øvrighed uden i aabenbar strid med disse principper, som beskytter nationens frihed. Men en saadan handling er ikke mere usandsynlig end den, som fremstilles i symbolet. Det er dyret med de to horn lige med lammet, - i sin bekjendelse ren, mild og uskyldig - der taler som en drage. ret
(384) ”Sigende til dem, som bor paa jorden, at de skal gjøre et billede for dyret." Her er tydelig fremstillet en regjeringsform, hvis lovgivende magt er i folkets hænder. Dette er et meget slaaende bevis for, at De forenede stater er en nation, som profetien antyder. ret
(384) Men hvad er dyrets billede? og hvorledes vil det blive oprettet? Billedet oprettes af det tohornede dyr og er et billede for det første dyr. Det kaldes ogsaa dyrets billede. For at lære, hvad billedet ligner, og hvorledes det oprettes, maa vi derfor undersøge de kjendetegn, som dyret eller pavemagten har. Da den første menighed blev fordærvet, idet den afveg fra evangeliets enfoldighed og antog hedenske ceremonier og skikke, mistede den Guds aand og kraft. For at den kunde herske over folkets samvittigheder, søgte den verdslige magts understøttelse. Saaledes fremkom pavedømmet, i en kirke, som styrede statsmagten og benyttede den til at fremme sine egne hensigter og især til at straffe "kjættere". For at De forenede stater skal kunne gøre et billede for dyret, maa den religiøse magt saaledes styre den verdslige regjering, at kirken kan anvende statens myndighed til at fremme sine egne hensigter. ret
(384) Saa ofte som kirken har erholdt verdslig magt, har den anvendt den til at straffe dem, som har afveget fra dens lære. Protestantiske menigheder, som har fulgt i Roms spor ved at indgaa i forening med de verdslige magter, har vist en lignende lyst til at indskrænke samvittighedsfrihed. Man har et eksempel her paa i den langvarige forfølgelse, hvormed statskirken i England plagede dissenterne. J det 16de og 17de aarhundrede var der tusender af prædikanter, som afveg fra statskirken, der blev tvungne til at forlade deres menigheder; og mange, baade prædikanter og folk, blev paalagde bøder og maatte udholde fængsel, marter og tilsidst lide døden som martyrer. ret
(385) Det var frafaldet, som bevægede den første menighed til at søge hjælp af den verdslige regjering, og dette beredte vejen for pavemagtens opkomst, for dyret. Paulus siger: "Thi først maa jo frafaldet komme, og det syndens menneske aabenbares." (2 Thess. 2:3) Saaledes vil frafaldet i menigheden berede vejen for dyrets billede. Og bibelen vidner, at før Herren kommer, vil der blive et religiøst frafald, ligesom der var i det første aarhundrede: "Men vid dette, at i de sidste dage skal vanskelige tider være at forvente. Thi menneskene skal være egenkjærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, bespottere, forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, ukjærlige, uforlignelige, bagtalere, umaadelige, umilde, uden kjærlighed til det gode, forræddere, fremfusende, opblæste, som mere elsker vellyst, end de elsker Gud, som har gudfrygtheds skin, men fornegter dens kraft. Fly ogsaa disse." (2 Tim. 3:1-5) "Men aanden siger klarlig, at i de sidste tider skal nogle affalde fra troen og hænge ved forføreriske aander og djæveles lærdomme." (1 Tim. 4:1) ret
(385) Satan vil arbejde ivrig, "med al løgnens magt og tegn og underlige gjerninger og med al ugudelighedens bedrag"; og alle, som "ikke annammede sandhedens kjærlighed til deres frelste", vil blive overladte til at antage "kraftige vildfarelser, at de skal tro løgnen". (2 Thess. 2:9-11) Naar man naar til denne fordærvelige tilstand, saa vil de samme følger komme til syne som i de første aarhundreder. ret
(385) Den store forskjel i læren i de proftestantiske menigheder betragtes af mange som et afgjørende bevis for, at de aldrig kan søge at tvinge folk til at antage en vis trosform Men der har i flere aar i de protestantiske menigheder været en stærk og stedse tiltagende stemning til gunst for at danne en forening, grundet paa saadanne lærdomspunkter, hvorom man er enig. For at danne en saadan forening, maa man naturligvis undlade at diskutere ethvert lærdomspunkt, hvorom de ikke alle er enige - hvor vigtigt det end kunde være fra bibelens standpunkt. ret
(386) Charles Veecher erklærede i en prædiken i 1846, at prædikanterne i de "evangelisk protestantiske samfund ikke alene udvikles hele vejen under et forfærdeligt tryk af ren menneskefrygt, men de lever og bevæger sig og aander i en grundfordærvet tilstand, hvori der bestandig gjøres indtryk paa de lavere elementer i deres natur, at de maa faa sandheden til at tie og bøje knæ for frafaldets magt. Gik det ikke paa samme maade med den romersk kirke? Lever vi ikke deres liv over igjen? Og hvad sker vi i den nære fremtid? - Et nyt almindeligt kirkeraad! en verdens forsamling! en evangelisk alliance og en trosbekjendelse for hele verden!" Naar dette opnaaes, vil der i bestræbelsen for at sikre sig fuldstændig enhed blot behøves et skridt, nemlig at gribe til magt. ret
(386) Naar de ledende menigheder i De forenede stater danner en forening med hensyn til saadanne lærdomspunkter, som de er enige om, og derefter benytter sin indflydelse over staten til at indskjærpe deres anordninger og at stadfæste deres indstiftelser saa vil det protestantiske Amerika have dannet et billede af det romerske præsteskab, og den uundgaaelige følge vil blive, at dissenterne paalægges straf. ret
(386) Dyret med to horn "gjør [befaler] at der gives alle, baade smaa og store, baade rige og fattige, baade frie og trælle, et mærke i deres højre haand eller i deres pande; og at ingen kan kjøbe eller sælge uden den, som har mærket eller dyrets navn eller dets navns tal." (Aab. 13:16,17) Den tredje engels advarende budskab lyder saaledes: "Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede, og tager mørket i sin pande eller haand, han drikker og Guds vredes vin." "Dyret", som omtales i dette budskab, hvis tilbedelse indskjærpes af det tohornede dyr, er det første dyr, som var ligt en parder, i Aabenbaringens 13de kapitel - pavemagten. "Dyrets billede" fremstiller den form af den frafaldne protestantisme, som vil udvikles, naar de protestantiske menigheder søger den verdslige magts hjælp for at indskjærpe sine læresætninger. Det staar nu tilbage at forklare, hvad "dyrets mærke" er. ret
(386) Efter at profetien har advaret mod at tilbede dyret og dets billede, vidner den: "Her er de, som bevarer Guds bud og Jesu tro." Eftersom de, der bevarer Guds bud, er saaledes fremstillede, i modsætning til dem, som tilbeder dyret og dets billede og antager dets mærke, saa følger deraf, at lydighed mod Guds lov paa den ene side og ulydighed paa den anden vil vise forskjellen mellem dem, som tilbeder Gud, og dem, som tilbeder dyret. ret
(387) Det mest fremtrædende kjendemærke paa dyret og derfor ogsaa paa dets billede er, at det overtræder Guds bud. Daniel siger om det lille horn eller pavemagten: "Han skal tænke paa at forandre tider og lov." (Dan 7:25) Og Paulus kalder den samme magt "syndens menneske", som skulde ophøje sig over Gud. Den ene profeti stadfæster den anden. Pavemagten kunde ikke søge at ophøje sig over Gud paa nogen anden maade end ved at forandre Guds lov. Den, som med oplyst forstand holder denne forandrede lov, giver den højeste ære til den magt, der har foretaget forandringen. En saadan lydighedshandling mod de pavelige love vilde blive et mærke paa troskab mod paven i stedet for mod Gud. ret
(387) Pavemagten har forsøgt at forandre Guds lov. Den har udeladt det andet bud af loven, hvilket forbyder at tilbede billeder, og har forandret det fjerde bud saaledes, at det authoriserer helligholdelsen af den førse dag som sabbat i stedet for den syvende. Men papisterne fremfører som grund for sin udeladelse af det andet bud, at det er unødvendigt, eftersom det indeholdes i det første bud, og at de fremstiller budet nøjagtigt saaledes, som det var Guds hensigt, at de skulde forstaaes. Dette kan derfor ikke være den forandring, som profeten forudsiger. Han taler om en forsætlig forandring: "Han skal tænke paa at forandre tider og lov." Forandringen i det fjerde bud er en nøjagtig opfyldelse af denne profeti. Den eneste autoritet, man paaberaaber sig for denne forandring, er kirkens. J dette stykke ophøjer pavemagten sig aabenbart over Gud. ret
(387) Medens de, som tilbeder Gud, især vil kjendes derpaa, at de viser agtelse for det fjerde bud - eftersom dette er et tegn paa Guds skaberværk og et vidnesbyrd om, at menneskene skylder ham ære og tilbedelse - saa vil de, som tilbeder dyret, især kunne kjendes paa deres bestræbelser for at rive ned paa Skaberens minde og at ophøje den katholske kirkes anordninger. Det var til gunst for søndagen pavemagten først fremkom med sine anmassende paastande. (Se anhang, anm.9.) Og da den først henvendte sig til staten om hjælp, skete dette for at tvinge folk til at helligholde søndagen som "Herrens dag". Men bibelen fremhæver den syvende og ikke den første dag som Herrens dag. Kristus sagde: "Saaledes er menneskets søn en herre ogsaa over sabbaten." Det fjerde bud skriver: "Den syvende dag er sabbat for Herren din Gud"; og Herren kalder den ved profeten Esaias, "min hellige dag." (Mark. 2:28; Es 58:13.) ret
(388) Den paastand, som saa ofte fremføres, at Kristus selv forandrede sabbaten, modbevises af hans egne ord. Han siger i sin bjergprædiken: "Mener ikke, at jeg er kommen at opløse loven eller profeterne; jeg er ikke kommen at opløse, men at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder; indtil himlen og jorden forgaar, skal end ikke det mindste bogstav eller én Tøddel forgaa af loven, indtil det sker altsammen. Derfor, hvo, som løser et af disse mindste bud og lærer menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i himmeriges rige; men hvo, som gjør og lærer han skal kaldes stor i himmeriges rige." (Math. 5:17-19) ret
(388) Protestanterne indrømmer i almindelighed, at skriften ikke indeholder noget bevis for sabbatens forandring. Dette er tydelig fremholdt i værker, som er udgivne af det amerikanske traktatselskab og den amerikanske søndagsskoleforening. En af disse traktater erkjender, "at det nye testamente tier aldeles stille, saa vidt det angaar noget bestemt bud for sabbaten [søndagen, den første dag i ugen] eller nogen bestemt regel for dens helligholdelse." ("The Abinding Sabbath", side 184, en Afhandling prisbelønnet med 500 dollars.) ret
(388) En anden siger: "Jndtil Kristi død var der ingen forandring af dagen", og "saa vidt som beretningen viser, gav de [apostlerne] ikke noget bestemt bud, som paabød, at den syvende dags sabbat skulde afskaffes, og at de skulde helligholdes paa den første dag i ugen". ("The Lords Day", side 185, 186, en afhandling prisbelønnet med 1000 dollars.) ret
(389) Katholikerne erkjender, at deres kirke har forandret sabbaten, og erklærer, at protestanterne anerkjender deres magt, idet de helligholder søndagen. J "The Chatolich Cathechism of the Christian Religion" til svar paa spørgsmaalet, hvilken dag der skal helligholdes for at lyde det fjerde bud, findes følgende vidnesbyrd: "Under den gamle lov blev lørdagen helliget, men kirken undervist af Jesus Kristus, og vejledet af Guds aand har indsat søndag i stedet for lørdag; derfor helliger vi nu den første, ikke den syvende dag. Søndag mener og er nu Herrens dag." ret
(389) Som et tegn paa den katholske kirkes myndighed anfører katholske forfattere, "at den har forandret sabbaten til søndag, hvilket protestanterne billiger"; thi naar de holder søndagen saa strængt, saa anerkjender de derved "kirkens magt til at befale helligdage og til at gjøre overtrædelsen deraf til synd". ("Abridgment of CHristian Doctrine") Hvad er sabbatens forandring andet end et tegn eller et mærke paa det katholske kirkes myndighed - "dyrets mærke". ret
(389) Den katholske kirke har ikke ophørt med sine paastande om overherredømme, og naar verden og de protestantiske menigheder antager en sabbat, som den har frembragt, medens de forkaster bibelens sabbat, saa hylder de i virkeligheden denne anmasselse. De kan søge at henvise til apostlene og kirkefædrene for denne forandring; men idet de gjør dette, tilsidesætter de det princip, der adskiller dem fra Rom nemlig, at "bibelen og bibelen alene er protestanternes religion". Papisterne kan se, at de bedrager sig selv og med forsæt tillukker sine øjne for sandheden. De glæder sig over, at søndagshelligholdelsen gaar fremad, og er visse paa, at den tilsidst vil bringe hele den protestantiske verden under katholikernes banner. ret
(389) Katholikerne erklærer, "at naar protestaterne helligholder søndagen, saa anerkjender de, trods alt hvad de sige, den katholske kirkes myndighed". ("Plain Talk about Protestantism", side 213) Naar de protestantiske menigheder indskjærper søndagens helligholdelse, saa indskjærper de pavemagten eller dyrets tilbedelse. De, som forstaar, hvad det fjerde bud fordrer og vælger at helligholde den falske i stedet for den sande sabbat, ærer derved den magt, som alene har befalet den. Men netop ved en saadan handling, som indskjærper en religiøs pligt med den verdslige magt, vilde menigheden danne et billede til dyret. Derfor vil indskjærpelsen af søndagens helligholdelse i De forenede stater blive en indskjærpelse af dyrets og billedets tilbedelse. ret
(390) Men fortidens kristne helligholdt den første dag i den tanke, at de helligholdt bibelens sabbat, og der er nu oprigtige kristne i enhver menighed, endog i den romersk-katholske, som af hjertet tro, at søndagen er den dag, Gud har anordnet. Gud antager deres oprigtig hensigter og deres retskafne vandel for ham. Men naar søndagshelligholdelsen skal indskjærpes ved lov, o g verden er bleven oplyst om den sande sabbats fordringer, saa vil enhver, som overtræder Guds bud for at adlyde et bud, som ikke har nogen bedre autoritet end den katolske kirkes, derved ære pavemagten højere end Gud. Han tilbeder den katholske kirke og den magt, som indskjærper den anordning, som denne kirke har befalet. Han tilbeder dyret og dets billede. Naar menneskene da forkaster den anordning, hvorom Gud har vidnet, at den er et tegn paa hans myndighed, og i stedet for ærer den ordning, hvilken den katholske kirke har valgt til tegn paa sit overherredømme, saa antager de derved den katholske kirkes troskabstegn - "dyrets mærke". Jkke før dette spørgsmaal er tydelig fremstillet for folket, og det ledes til at vælge mellem Guds bud og menneskebud, kan man sige, at de, som vedbliver at overtræde Guds bud, antager dyrets mærke. ret
(390) Den forfærdeligste trussel, som nogensinde er udtalt mod dødelige mennesker, fremholdes i den tredje engels budskab. Det maa være en forfærdelig synd, som saaledes nedkalder Guds vrede ublandet med naade. Menneskene skal ikke være i mørke angaaende denne vigtige sag; advarslen mod denne synd skal forkyndes for verden, før Guds domme hjemsøger den, for at alle kan vide, hvorfor disse domme kommer, og at de kan faa anledning til at undfly dem. ret
(391) Profetien vidner, at den første engel vilde forkynde dette budskab for "alle slægter og stammer og tungemaal og folk". (Aab. 14:6) Den tredje engels budskab, som dannede en del af det samme trefoldige budskab, skulde ikke udbredes mindre vidt. Det fremstilles i profetien saaledes, at det forkyndes med høj røst af en engel, som flyver midt igjennem himlen, og det vil vække opmærksomhed i hele verden. ret
(391) J denne kamp vil hele verden blive delt i to klasser - de, som bevarer Gud og Jesu tro, og de, som tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke. Omendskjønt kirken og staten vil forene sine kræfter for at tvinge "alle, baade smaa og store, baade rige og fattige, baade fri og trælle" til at antage dyrets mærke, saa vil Guds folk dog ikke antage det. Profeten paa øen Patmos saa, "den, som havde vundet sejrer over dyret og over dets billede og over dets mærke og over dets navns tal, staaende ved glarhavet og holdende Guds harper", og de sang Moses og lammet sang. (Aab. 15:2,3.) ret