(392) Den sabbatsreform, som skal udføres i den sidste tid, er tydelig omtalt i Esaias' profeti: "Saa siger Herren: Holder over ret og gjører retfærdighed; thi min frelse er nær til at komme, og min retfærdig til at aabenbares. Saligt er det menneske, som gjør dette, og det menneskes barn, som holder fast derved, den, som holder sabbat, at han ikke vanhelliger den, og som varer sin haand, og den aldrig gjør det." "Og de fremmede, som har sluttet sig til Herren for at tjene ham og at elske Herrens navn, for at være af hans tjenere, hver af dem, som holder sabbat, saa at han ikke vanhelliger den, men holder fast ved min pagt, dem vil jeg føre til mit hellige bjerg og glæde dem i mit bedehus." (Es. 56:1,2,6,7.) ret
(392) At disse ord er anvendelige paa den kristne tidsalder ses af sammenhængen: "Saa siger den Herre, Herre, som samler de fordrevne af Jsrael: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som er forsamlede om ham." (Es. 56:8.) Her forudsiges, hvorledes hedningene skal indsamles ved evangeliet, og Herren udtaler en velsignelse over dem, som paa denne tid ærer sabbaten. Saaledes naar det fjerde bud forbi Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart til den tid, da hans tjenere skulde forkynde det glade budskab for alle folk. ret
(392) Herren befaler ved den samme profet: "Bind vidnesbyrdet til, forsegl loven i mine disciple." (Es.8:16)[Det amerikanske bibelselskabs oversættelse.] Guds lovs segl findes i det fjerde bud. Blandt de ti er dette det eneste, som fremholder baade lovgiverens navn og titel. Det erklærer, at han er himlens og jordens skaber og viser saaledes, at han har ret til fremfor alle andre at fordre ærefrygt og tilbedelse. Bortset fra dette bud er der intet i de ti bud, som viser, ved hvis autoritet denne lov er given. Da sabbaten blev forandret af pavemagten, blev seglet borttaget fra loven. Jesu disciple opfordres til at gjenindsætte det ved at ophøje Herrens sabbat til dens retmæssige plads som en ihukommelse af Skaberen og et tegn paa hans autoritet. ret
(393) ”Til loven og til vidnesbyrdet." Medens modstridende lærdomme og theorier findes i overflod, er Guds lov den eneste ufejlbarlige regel, hvorefter alle meninger, lærdomme og theorier skal prøves. Profeten siger: "Dersom de ikke taler efter dette ord, da er det, fordi der intet lys er i dem." [engelsk oversættelse.] (Es. 8:20) ret
(393) Atter befaler Herren: "Raab af struben, spar ikke, opløft din røst som en basun, og kundgjør mit folk deres overtrædelse og Jakobs hus deres synder." Det er ikke den ugudelige verden, men dem, hvilke Herren betegner som "mit folk", der skal irettesættes for deres synder. Han erklærer videre: "Mig søger de dagligen, og til at vidne mine veje har de lyst; som om de var et folk, der havde gjort retfærdighed og ikke forladt sin Guds lov, spørger de mig om retfærdige love, de har lyst at komme nær til Gud." (Es. 58:1,2.) Her fremstilles en klasse af mennesker, som mener om sig selv, at de er retfærdige og synes at vise stor interesse i at tjene Gud. Men den alvorsfulde inrettesættelse fra ham, som ransager hjerterne, viser, at de nedtræder Guds bud. ret
(393) Det bud, som de har forladt, frembærer profeten saaledes, "Du skal bebygge de grundvolde, som har ligget fra slægt til slægt, og du skal kaldes det revnedes tilmurer, vejenes forbedrer, saa at man kan have bolig. Dersom du holder din fod i hvile paa sabbaten og ikke gjør, hvad du selv har behag i paa min hellige dag, og dersom du kalder sabbaten en lyst og Herrens helligdag en herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne veje og ikke gjør, hvad dig behager, og ikke fører tom tale: Da skal du forlyste dig i Herren." (Es. 58:12-14) Denne profeti er ogsaa anvendelig paa vor tid. Revnen i Guds lov fremkom, da sabbaten blev forandret af den romerske magt; men tiden er kommen, da de guddommelige anordning skal gjenoprettes. Det revnede skal tilmures, og de grundvolde skal bygges, som har ligget fra slagt til slægt. ret
(394) Den blev helliget og velsignet efter at Skaberen have hvilet paa den og helligholdt af Adam i hans uskyldighed i det hellige Eden, da ogsaa efter hans fald, da han var dreven bort fra sit lykkelige opholdssted og angrede sin synd. Den blev helligholdt af alle patriarkerne fra Abel til den retfærdige Noah, Abraham og Jakob. Da Guds udvalgte folk var i trældom i Ægypten, var der mange, som under det herskende afguderi tabte sin kundskab om loven; men da Herren frelste Jsrael, forkyndte ham sin lov med fordærvelig majestæt for den forsamlede mængde, for at de kunde kjende hans vilje og altid frygte og adlyde ham. ret
(394) Fra den tid til den nærværende er kundskaben om Guds lov bevaret paa jorden, og Herrens sabbat er bleven helligholdt. Omendskjønt det lykkes syndens menneske at træde sabbaten under fødder, saa var der dog paa hans herredømmes tid trofaste sjæle, som skjulte paa hemmelige steder, ærede Skaberens hviledag. Siden reformationen har været noget i enhver slægt, som har vedblevet at helligholde den. Der har lydt et stadigt vidnesbyrd om Guds lovs uforanderlighed og den oprindelige sabbats helligholdelse, omendskjønt det ofte har lydt under foragt og forfølgelse. ret
(394) Disse sandheder, saaledes som de fremstilles i Aab. 14, forbindelse med det "evige evangelium" vil blive kjendemærket paa Kristi menighed paa den tid, da han skal aabenbares. Thi som en følge af det trefoldige budskab lyder disse ord: "Her er de, som bevarer Guds befalinger og Jesu tro," og dette er det sidste budskab, som forkyndes, før Herren kommer. Straks efter, at det er forkyndt, ser profeten menneskets søn, som kommer i herlighed for at høste jordens høst. ret
(394) De, som annammede lyset angaaende helligdommen og Guds lovs uforanderlighed, blev fulde af glæde og forundring, da de saa, hvilken skjønhed og harmoni, der var i de sandheder, som blev opladte for deres forstand. De ønskede, at det lys, der forekom dem saa dyrebart, maatte lyse for alle kristne; og de kunde ikke andet end tro, at de vilde blive antaget med glæde. Men sandheder, som vilde bringe dem i strid med verden, var ikke velkomne for mange af dem, der gjorde fordring paa at være Kristi efterfølgere. Lydighed mod det fjerde bud fordrede et offer, som de fleste unddrog sig fra. ret
(395) Da sabbatens fordringer blev fremstilelde, var der mange, der begyndte at tænke ligesom de verdsligsindede. De sagde: "Vi har altid holdt søndagen og vore fædre holdt den, og mange gode og fromme mænd, som har holdt den, dødelige salige. Dersom de havde ret, saa har vi ogsaa ret. Dersom vi helligholder den nye sabbat, vil det bringe os i strid med verden, og vi vil ikke have have nogen indflydelse over den. Hvad kan en liden haandfuld, som holder den syvende dag, haabe at udrette mod hele verden, som holder søndagen? Det var ved lignende argumenter jøderne forsøgte at retfærdiggjøre sig, idet de fornegtede Kristus. Deres fædre havde været velbehagelige for Gud, idet de fremførte sine ofre, og hvorfor kunde ikke deres børn blive frelste, naar de fulgte den samme fremgangsmaade? Saaledes var det ogsaa paa Luthers tid: papisterne mente, at der var sande kristne, som var døde i den katholske tro, og derfor var den religion nok til deres frelse. Saadanne slutninger vilde danne en uoverstigelig hindring for al fremgang i kristelig tro og levnet. ret
(395) Mange fremhævede, at søndagens helligholdelse havde i mange aarhundreder været en anerkjendt lære og en vidt udbredt skik i menigheden. Denne paastand besvarede man ved at henvise til, at sabbaten og dens helligholdelse var endnu ældre og mere vidt udbredt, ja, saa gammel som verden selv, og at den var anerkjendt baade af Gud og engle. Da jordens grundvold blev lagt, medens morgenstjerner sang tilsammen og alle Guds børn raabe af glæde, blev sabbatens grundvold lagt. (Job. 38. 6,7; 1 Mos. 2:1-3) ret
(396) Vi bør visselig vise denne anordning agtelse; thi den blev ikke indstiftet ved menneskelig autoritet eller hviler paa menneskelige sagn; den blev anordnet af den Gamle af dage og er befalet i hans evige ord. ret
(396) Jdet folkets opmærksomhed blev hendraget til den rette lære om sabbaten, søgte de populære prædikanter at forvende Guds ord og at forklare dets vidnesbyrd paa en saadan maade, som bedst kunde neddysse dette spørgsmaal. Og de, som ikke ransagede skrifterne selv, nøjedes med at antage disse prædikanters paastande. Man søgte at omstyrte sandheden ved spidsfindigheder, kirkefædrenes sagn og kirkens autoritet. De, som forsvarede sabbaten, maatte søge til bibelen for at bevise det fjerde buds gyldighed. Uanselig mænd, væbnede ene og alene med sandhedens ord, fremstod og imødegik de lærde mænds angreb. De populære prædikanter fandt med forundring og vrede, at deres veltalende spidsfindigheder intet magtede mod de ligefremme vidnesbyrd fra mænd, som havde kun liden lærdom fra skolerne. ret
(396) Da de manglede skriftens vidnesbyrd til sit forsvar, spurgte mange med utrættelig udholdenhed, idet de glemte, at de samme grunde blev rettede mod Kristus og hans apostler: "Hvorfor forstaar ikke vore lærde mænd dette sabbatsspørgsmaal? Det er blot faa, der tror, som de tro, og de er nogle ulærte personer. Det er umuligt, at de kan have ret, og alle de lærde mænd i verden være fejl." ret
(396) For at modbevise saadanne argumenter, behøvede man blot at anføre skriftens lære og beretning om, hvorledes Gud handlede med sit folk i oldtiden. Gud virker gjennem saadanne mænd, som hærer og adlyder hans røst, som naar det behøves, vil forkynde ubehagelige sandheder; mænd, som ikke frygter for at straffe populære synder. Grunden, hvorfor han ikke oftere vælger lærde mænd og højtstaaende mænd til vejledere i store reformer, er, at de stoler paa sine trosbekjendelser, theorier og theologiske systemer og føler ingen trang til at blive lærte af Gud. Blot de, som selv lever i forening med visdommens kilde, er i stand til at forstaa og forklare skrifterne. Mænd, som har blot liden kundskab, kaldes undertiden til at vidne om sandheden, ikke fordi de er ulærte, men fordi de ikke er for store i sine egne øjne til at blive lærte af Gud. De lærer i Kristi skole; og deres ydmyghed og lydighed gjør dem store. Jdet Gud betror dem kundskaben om sin sandhed, beviser han dem en ære i sammenligning med hvilken jordisk ære og storhed er ganske betyningsløse. ret
(397) Da flertallet af adventisterne forkastede sandheden om helligdommen og Guds lov, var der ogsaa mange, som forkastede sin tro paa Kristi komme og antog usunde og selvmodsigende begreber om de profetier, som angaar dette værk. Nogle lod sig henrive til gjentagne gange at bestemme en vis tid for Kristi komme. Det lys, som udgik fra læren om helligdommen, vilde have vist dem, at ingen profetisk tidsperiode naar til Kristi andet komme, og at den bestemte tid for denne begivenhed ikke er forudsagt. Men idet de vendte sig bort fra lyset, vedblev de gjentagne gange at bestemme tiden for Herrens komme, og de blev skuffede lige saa ofte. ret
(397) Da menigheden i Thissalonika havde faaet urigtige begreber om Kristi kommer, raadede apostlen dem til omhyggelig at prøve sit haab og sine forventninger paa Guds ord. Han henviste dem til de profetier, der aabenbarede de begivenheder, som skulde ske før Kristi komme, og viste dem, at de ikke havde nogen grund til at forvente ham paa deres tid "Lader ingen bedrage eder i nogen maade" (2 Thess. 2:3) er hans advarende ord. Dersom de hengav sig til forventninger, som bibelen ikke stadfæster, saa vilde de komme ind paa de vildledende spor. Skuffelser vilde udsætte dem for vantro menneskers foragt, og de vilde komme i fare for at give efter for deres modløshed og vilde fristes til at tvivle paa de sandheder, som var nødvendige til deres frelse. Apostlenes advarsel til thessalonikerne, indeholder en vigtig lære for dem, som lever i den sidste tid. Mange adventister har ment, at dersom de ikke kunde fæste sin tro paa en bestemt tid for Herrens komme, saa kunde de ikke være nidkjære og flittige til at berede sig. Men eftersom deres haab atter og atter oplives for blot at omstyrtes, saa ryster dette deres tro saa stærkt, at det bliver dem næsten umuligt at modtage noget indtryk af profetiens store sandheder. Vidnesbyrdet om en bestemt tid for dommen, idet man forkyndte det først budskab var anordnet af Gud. Jngen har kunnet paavise nogen fejltagelse i beregningen af de profetiske tidsperioder, hvorpaa dette budskab var grundet, idet man ende de 2300 dage i efteraaret 1844. De gjentagne bestræbelser, for at finde nye tidspunkter, hvor man begyndte og slutte de profetiske tidsperioder, og de uholdbare grunde, som er nødvendige for at støtte disse yderlige standpunkter, leder ikke blot menneskene bort fra den nærværende sandhed, men bringer tillige foragt over alle, som bestræber sig for at forklare profetierne. ret
(398) Jo oftere der fremholdes en bestemt tid for Kristi andet komme, og jo videre denne lære udbredes, desto bedre passer det til satans hensigter. Efter at tiden er gaaet forbi, søger han at vække spot og foragt mod dem, som har bestemt den, og bringer derved ogsaa foragt over den store advent-bevægelse, som skete i 1843 og 1844. De, som vedbliver med denne vildfarelse, vil tilsidst bestemme en tid, som er længere i fremtiden end Kristi komme. Saaledes vil de ledes til en falsk sikkerhed, og mange vil ikke opdage sin vildfarelse, før det er for sent. ret
(398) Det game Jsraels historie er et slaaende eksempel paa adventisternes henrudne erfaring. Gud ledede sit folk i den store bevægelse angaaende Kristi snar komme, ligesom han ledede Jsraels børn ud af Ægypten. Ved den store skuffelse blev deres tro prøvet, ligesom hebræernes tro blev prøvet ved det røde hav. Dersom de fremdeles havde stolet paa den vejledende haand, som havde været med dem i deres henrundne erfaring, saa vilde de have set Guds frelse. Dersom alle de, der arbejdede i forening undervirksomheden i 1844, havde antaget den tredje engels budskab og forkyndt det med den Helligaands kraft, saa vilde Herren kraftig have understøttet deres bestræbelser. En fylde af lys vilde have udstraalet over verden. Jordens beboere vilde være bleven advarede for længe siden. Det sidste værk vilde have været fuldført, og Kristus have kommet for at frelse sit folk. ret
(398) Det var ikke Guds vilje, at Jsraels børn skulde vandre 40 aar i ørknen; han ønskede at gøre dem lige til Kanaans land, og befæste dem der, som et helligt, lykkeligt folk. Men de kunde ikke "komme ind formedelst vantro." (Heb. 3:19) Paa grund af deres tilbagegang og frafald omkom de i ørknen, og andre blev oprejste som skulde indføres i det forjættede land. Saaledes var det heller ikke Guds vilje, at Kristi komme skulde udsættes saa længe, og hans folk skulde vedblive at leve saa mange aar i denne verden, som er saa fuld af synd og sorg. Men vantro adskilte dem fra Gud. Da de negtede at udføre den gjerning, som han havde givet dem, blev andre opvakte til at forkynde budskabet. Jesus tøver med at komme og vise derved barmhjertighed mod verden, for at syndere kan faa anledning til at høre advarslen og finde i ham et tilflugtssted, før Guds vrede skal udgydes. ret
(399) Nu ligesom i forrige tider, fremkalder forkyndelsen af en sandhed, der straffer tildens vildfarelser og synder, en storm af modstand. "Thi hver, som gjør ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, at hans gjerninger ikke skal overbevises ham." (3 Joh. 3:20) De, som ikke kan forsvare sin tro med skriften har haardnakket besluttet, at de vil forsvare den, hvad det end koster, og de angriber ondskabsfuldt deres karakter og bevægrundene, som forsvarer den uopopulære sandhed. Det er den samme fremgamaade, som man har brugt til alle tider. Om Elias sagde man, at han besværede Jsrael; om Jeremias, at ha var en forræder; og Paulus, at han vanhelligede templet. Fra hin dag til denne har man udskreget dem, som vil adlyde sandheden, for oprørre, kjættere og partistiftere. Der gives en mængde mennesker, som er altfor vantro til at antage det profetiske ord men de antager med den største lettroenhed enhver beskyldning, som fremføres mod dem, der drister sig til at irettesætte menneskene for de synder som almindelig gaa i svang. Denne aand vil tiltage mere og mere. Og biblelen vidner tydelig, at tiden nærmer sig, da statens love vil komme saaledes i strid med Guds lov, at enhver, som vil adlyde alle Guds bud, maa udsætte sig for foragt og straf som en misdæder. ret
(399) Naar man nu ser dette, hvad er saa dens pligt, som forkynder sandhedens budskab? Skal han drage den slutning, at sandheden ikke bør fremholdes, efterdi den eneste virkning deraf er at vække menneskene til at undgaa eller modstaa dens fordringer? Nej, han har ikke mere grund til at holde Guds ords vidnesbyrd tilbage, fordi det vækker modstand, end reformatorerne havde i ældre tider. Den trosbekjendelse, som de hellige og martyrerne aflagde, er nedskreven til gavn for efterfølgende slægter. Disse levende eksempler paa hellighed, standhaftighed og retskaffenhed er bevarede for at indgyde mod i den, som nu bliver kaldede til at staa som vidner for Gud. De erholder naade og sandhed, ej blot for sig selv, men ogsaa for at Guds kundskab gjennem dem skulde oplyse jorden. Har Gud givet sine tjenere lys i denne slægt, saa bør de lade det lyse for verden. ret
(400) J oldtiden vidnede Herren for en, som talede i hans navn: "Men Jsraels hus skal ikke ville høre dig, thi de vil ikke høre mig", men alligevel siger han: "Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de lyder eller lader være." (Ez. 3:7;27.) Til Guds tjenere paa denne tid lyder det: "Opløft din røst som en basun, og kundgjør mit folk deres overtrædelse og Jakobs hus deres synder!" ret
(400) Saa vidt der gives anledning er enhver, som har erholdt sandhedens lys, under samme alvorsfulde og forfærdelige ansvar som profeten i Jsrael, til hvem Herrens ord lød: "Og du menneskesøn! Jeg har sat dig til vægter for Jsraels hus, at, naar du ører et ord af min mund, du skal advare dem paa mine vegne. Naar jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige, skal visselig dø, og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans vej, da skal han, den ugudelige, vel dø for sin misgjerning, men hans blod vil jeg kræve af din haand. Men naar du advarer den ugudelige for hans vej, at han skal omvende sig derfra, og han dog ikke omvender sig fra sin vej, da skal han død for sin misgjerning, men du skal have din sjæl frelst." (Ez. 33:7-9) ret
(400) Den største hindring, som er i vejen for at antage sandheden, er, at den bringer foragt og besværlighed. Dette er den eneste indvendig mod sandheden, som dens forsvarere aldrig har været i stand til at gjendrive. Men dette hindrer ikke Kristi sande disciple. De venter ikke til sandheden bliver populær. Men naar de er overbeviste om sin pligt modtager de korset villigt og siger med apostlen Paulus: "Vor trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al maade stor, evig vægt af herlighed. (2 Kor. 4:17) Med Moses agter de "Kristi forsmædelse som større rigdom end Ægyptens liggendefæ." (Heb. 11:26.) ret
(401) Hvad end menneskene bekjender sig til, saa er det blot de, som tjener verden med sit hjerte, der i sine handlinger tager mere hensyn til jordens fordel end til gode principper, naar det angaar religion. Vi bør vælge det rette, fordi det er ret, og overlade følgerne til Gud. Verden maa takke mænd med faste grundsætninger, tro og frimodighed for enhver stor reform. Den reform, som hører til vor tid maa ogsaa gjennemføres af saadanne mænd. ret
(401) Saa siger Herren: "Hør mig, J som kjender retfærdighed, du folk, i hvis hjerte min lov er, frygter ikke for et menneskes forsmædelse og forskrækkes ikke for deres forhaanelse. Thi møl skal æde dem ligesom en klædebon, og en orm skal æde dem ligesom uld; men min retfærdighed skal blive evindeligen, og min frelse fra slægt til slægt." (Es. 51:7,8) ret