(402) Hvor som helst Guds ord er bleven forkyndt, har man set følger, som bærer vidne om dets guddommelige oprindelse. Guds aand ledsagede hans tjeneres budskab, og ordet blev forkyndt med kraft. Syndere følte, at deres samvittighed vaagnede op. Det lys, "som oplyser hvert menneske, der kommer til verden", oplyste sjæles hemmelige tanker, og de skjulte Ting, som var i mørket, blev aabenbarede. En dyb overbevisning trængte ind i deres hjerter. De blev overbeviste om synd og om retfærdighed og dom den kommende dom. De havde en følelse af Jehovas retfærdighed og indsaa, hvor forfærdeligt det vilde blive at fremstilles i deres synd og urenhed for den, som ransager hjerterne. Med dyb smerte raabte de: "Hvo skal fri mig fra dette dødsens legeme." Da Golgathas kors aabenbaredes for dem, med dets evige offer for menneskenes synder, indsaa de, at intet andet end Kristi fortjeneste kunde forsone deres overtrædelser, intet uden dette kunde forsone menneskene med Gud. J tro og ydmyghed annammede de Guds lam, som bærer verdens synd. Ved Jesu blod erholdt de frelse for de forhen begangne synder. ret
(402) Disse sjæle bar omvendelsens værdige frygter. De troede og blev døbte og opstod for at vandre i et ny levnet som nye skabninger i Kristus Jesus; ikke for at vandre i de forrige lyster, men for at tro paa Guds søn, at følge i hans fodspor, at afspejle hans karakter, og at rense sig selv lige som han var ren. De ting, som de en gang hadede, elskede den nu; og de ting, de en gang elskede, hadede de. De, som havde vist hovmod og selvtillid, blev sagtmodige og ydmyge af hjertet; retsindige og retfærdige mennesker, blev alvorlige og beskedne. Spottere viste ærbødighed, rankere blev ædrue, og usædelige mennesker blev dydige. De kristne søgte ikke den udvortes prydelse, "haarfletning og paahængte guldsmykker eller klædedragt, men hjertets skjulte menneske i en sagtmodig og stille aands uforkrænkelige væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud". (1 Pet. 3:3,4.) ret
(403) Vækkelsesmøderne bragte menneskene til at ransage sine hjerter med dyb alvor. De udmærkede sig ved højtidelig, alvorlig formaning til syndere og ved den ømmeste medlidenhed for dem, som var kjøbte med Kristi blod. Mænd og kvinder bad og kjæmpede med Gud for sjæles frelse. Frugten af saadanne vækkelsesmøder var sjæle, som ikke veg tilbage for selvfornegtelse og ofre, men som glædede sig over, at de blev agtede værdige til at lide spot og forfølgelse for Kristi Skyld. Menneskene saa en forandring i deres levnet, som bekjendte Kristi navn. Deres indflydelse var gavnlig for samfundet. De samlede med Kristus og saaede i aanden for at høste det evige liv. ret
(403) Det kunde siges om dem, at de "blev bedrøvede til omvendelse". "Thi bedrøvelsen efter Gud virker omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død. Thi se, just dette, at J blev bedrøvede efter Gud, hvilken iver virkede det i eder, ja forsvar, ja fornegtelse, ja frygt, ja forlængsel, ja nidkjærhed, ja revselse! J alt har J bevist, at J var rene i denne dag." (2 Kor. 7:9-11) ret
(403) Dette er en fælge af Guds aands værk: Der er ikke noget bevis paa sand anger, uden den virker omvendelse. Dersom den ugudelige giver pant tilbage, betaler det han har røvet, bekjender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, saa kan man være vis paa, at han har fundet fred med Gud. Saadanne var de virkninger, som i ældre tider fulgte med religiøse vækkelser. Naar man dømte efter deres frugter, saa vidste man, at de var velsignede af Gud til menneskers frelse og menneskeslægtens forædling. ret
(404) Men mange vækkelser i nyere tider har vist en paafaldende modsætning til disse aabenbarelser af Guds naade, som i ældre tider ledsagede Guds tjeneres arbejde. Det er sandt, at der optændes en interesse, som udbreder sig vidt omkring. Mange bekjender, at de er omvendte, og der er mange, som forener sig med menighederne; men følgerne er alligevel ikke saadanne, at man kan have grund til at tro, at der er en tilsvarende vækst i sandt aandeligt liv. Det lys, som flammer op en kort tid, dør snart bort og gjør mørket mere tykt, end det var før. ret
(404) Populære vækkelser gjennemføres desværre ofte ved at virke paa indbildningskraften, vække følelserne ved at nære menneskets higen efter alt, hvad der er nyt og overraskende. De, som omvendes paa denne maade, har kun liden lyst til at lytte til bibelens sandheder, kun liden interesse for profeternes og apostlernes vidnesbyrd. Dersom ikke gudstjenesten frembyder noget opsigtsvækkende, saa har den ingen tiltrækning for dem. Et budskab, som fordrer rolig, sindig overvejelse, finder ingen gjenklang hos dem. Guds ords advarsler, der ligefrem angaar deres evige vel, lyder som for døve øren. ret
(404) For enhver sjæl, som i sandhed er omvendt, er dens forhold til Gud og evige ting det vigtigste i livet. Men hvor finder man den sande Gudsfrygt i de populære menigheder paa vor tid? De, som omvendes saaledes, aflægger ikke sin stolthed og kjærlighed til verden. De er ikke mere villige til at fornegte sig selv og tage korset op og føle den ydmyge og sagtmodige Jesus, end de var før sin omvendelse. Religionen bespottes af vantro og fritænkere, fordi saa mange, som bekjender sig til den, er uvidende om dens grundsætninger. Gudsfrygtigheds kraft er næsten vegen bort fra menighederne. Fester, kirkebazarer, prægtige huse, pynt og stads har udelukket tanken om Gud. Jordisk gods og verdslige beskjæftigelser optager sindet, og de evige ting skjenkes neppe en flygtig tanke. ret
(404) Trods det vidst udbredte forfald i tro og fromhed, har dog Kristus sande disciple i disse menigheder. Før jorden tilsidst hjemsøges af Guds dom, vil der blandt Herrens folk blive en saadan gjenoplivelse af oldtidens gudsfrygt, som man ikke har set mage til siden apostlernes tid. Guds aand og kraft vil blive udøst over hans børn. Paa den tid vil mange skille sig fra de menigheder, hvor denne verdens kjærlighed har fortrængt kjærligheden til Gud og hans ord. Mange, baade prædikanter og lægfolk, vil med glæde annamme de store sandheder, som Gud har ladet forkynde paa denne tid for at berede et folk for Herrens andet komme. Sjælefienden ønsker at hindre dette værk, og førend tiden kommer for denne bevægelse, vil han forsøge at forebygge den ved at indføre en falsk bevægelse. J de menigheder, som han kan faa under sin bedragelige indflydelse, vil han faa det til at se ud, som om Guds særdeles velsignelse bliver udøst. Der vil vise sig noget, som man antager for en stor religiøs interesse. Mange mennesker vil juble, fordi Gud virker saa underfuldt for dem, og dog er dette værk af en hel anden aand. Under en religiøs forklædning vil satan søge at udstrække sin indflydelse over hele den kristne verden. ret
(405) J mange af de vækkelser, som har været i det sidste halve aarhundrede, har den samme indflydelse været virksom i større eller mindre grad, som vil vise sig i de mere vidtstrakte bevægelser i fremtiden. Der er en opvækkelse af følelserne, en blanding af det sande med det falske, som er godt skikket til at lede vild. Men ingen behøver at lade sig bedrage. J Guds ords lys er det ikke vanskeligt at afgjøre, hvad slags bevægelser disse er. Hvor som helst menneskene tilsidesætter bibelens vidnesbyrd og vender sig bort fra de tydelige sandheder, som prøver hjerterne og fordrer selvfornegtelse og forsagelse af verden, der kan man være vis paa, at Gud ikke skjænker sin velsignelse. Og i følge den regel, som Kristus selv har givet: "Af deres frugter skal J kjende dem", (Math. 7:16) er det tydeligt, at disse bevægelser ikke er et værk af Guds aand. ret
(405) J sit ords sandheder har Gud givet menneskene en aabenbarelse af sig selv, og for alle dem, som antager dem, er de et skjold mod satans bedragerier. Det er tilsidesættelse af disse sandheder, som har aabnet døren for de onder, der nu bliver saa vidt udbredte i den religiøse verden. Man har for en stor del glemt vigtigheden af Guds lov og dens natur. Et fejlt begreb om Guds lovs natur, dens uforanderlighed og fordringer, har ledet til fejle begreber om omvendelse og helliggjørelse, og har havt til følge, at man har forringet regelen for fromhed i menigheden. Dette er aarsagen, til der er mangel paa Guds aand og kraft i vor tids vækkelsesmøder. ret
(406) Det er mænd i de forskjellige samfund, som er bekjendte for sin fromhed, der bekjender og beklager denne sandhed. Professor Edward park siger træffende, idet han fremholder de almindelige snarer for religionen: "En kilde til fare er, at man efterlader at indskjærpe Guds lov fra prædikestolene. J ældre tider var prædikestolene et ekko af samvittighedens stemme . . . Vore mest berømte prædikanter forkyndte ordet med underfuld kraft, idet de fulgte Mesteren eksempel og gjorde loven fremtrædende med dens fordringer og trusler. De gjentog de to store store grundsætninger, at loven er en afspejlning af Guds fuldkommenheder, og at det menneske, som ikke søker loven, ej heller elsker evangeliet; thi loven saa vel som evangeliet er et spejl, som viser Guds sande karakter. Denne fare leder til en anden, nemlig, at man ikke lægger vægt nok paa det onde ved synden, dens udstrækning og dens fordærvelse. J samme forhold som budens fordringer er retmæssige, er det fejl at overtræde dem." ret
(406) ”J nær forbindelse med de nævnte farer er faren for at undervurdere Guds retfærdighed. J prædikestolene paa vor tid er man tilbøjelig til at skille Guds retfærdighed fra hans barmhjertighed og at forrringe barmhjertighed til en følelse i stedet for at ophøje den til et princip. Den nye theologiske skole adskiller, hvad Gud har sammenføjet. Er Guds lov et gode eller et onde? Den er et gode. Saa er retfærdigheden god, thi den bestaar i en tilbøjelighed til at indskjærpe loven. Naar man først kommer i vane med at undervurdre Guds lov og retfærdighed og fordærvelsen og udstrækningen af menneskenes ulydighed, saa kommer man let i vane med at ringeagte naaden, som har skaffet forløsning fa synd". Saaledes tabe evangeliet sin værdi og vigtighed i menneskenes øjne, og man er snart færdig til at kaste selve bibelen bort. ret
(407) Mange kristne lærere paastaar, at Kristus ved sin død afskaffede loven, og at menneskene derfor er fri for deres fordringer. Nogle fremstiller den som et besværligt aag, og de fremholder den frihed, man nyder under evangeliet, i modsætning til lovens trældom. ret
(407) Men saadan betragter profeterne og apostlene ikke Guds hellige lov. David siger. "Og lad mig vandre i det frie; thi jeg har søgt dine befalinger." (Sal. 119:45.) Apostlen Jakob, som skrev efter Kristi død, henviste til de ti bud som "den kongelige lov" og "frihedens fuldkomne lov". (Jak. 2:8;1:25) Og Johannes, skrev Aabenbaringen et halvt aarhundrede efter korsfæstelsen, udtaler en velsignelse over den, "som gjør hans befalinger, paa det de maa faa adgang til livets træ og indgaa gjennem portene i staden." (Aab. 22:14) ret
(407) Den paastand, at Kristus ved sin død afskaffede sin faders lov, er ugrundet. Havde det været muligt at forandre loven eller tilsidesætte den, saa havde Kristus ikke behøvet at dø for at frelse menneskene fra syndens straf. Kristi død, saa langt fra at afskaffe loven, beviser tværtimod, at den er uforanderlig. Guds søn kom for at "gjøre loven stor og herlig. (Es. 42:21) Han siger: "Mener ikke, at jeg er kommen for at opløse loven." Jntil himlen og jorden forgaar, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel forgaa af loven." (Math 5:17,18) Og han vidner om sig selv: "Jeg har lyst til at gjøre din vilje, min Gud, og din lov er i mit inderste." (Sal. 40:9) ret
(407) Guds lov er i følge sin natur uforanderlig. Den er en aabenbarelse af hans egenskaber og vilje, som har givet hen. Gud er kjærlighed, og hans lov er kjærlighed. Dens store principer er kjærlighed til Gud og kjærlighed til næsten. "Kjærlighed er lovens fylde." (Rom 13:10) Guds natur er "retfærdighed og sandhed"; dette er ogsaa hans lovs natur. Samisten siger; "Din lov er sandhed". "Alle dine bud er retfærdighed." (Sal. 119:142,172) Og apostlen Paulus vidner: "Saaledes er vel loven hellig, og budet er helligt retfærdigt og godt." (Rom. 7:12) En saadan lov, som er et udtryk af Guds tanker og vilje, maa være ligesaa evigvarende, som den, der har givet den. ret
(408) Det er omvendelsens og helliggjørelsens værk at forligne menneskene med Gud ved at bringe dem i harmoni med hans lov grundsætninger. J begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede. Det var i fuldkommen harmoni med hans lov og natur, og retfærdighedens grundsætninger var skrevne i dets hjerte. Men synden adskilte mennesket fra dets skaber. Det afspejlede ikke længere det guddommelige billede. Dets hjerte var i strid med Guds lov grundsætninger, "kødets sans er fiendskab imod Gud, thi den er ikke Guds lov underdanig, ej heller kan den være det". (Rom 8:7.) Men Gud elskede verden saa højt, "at han har givet sin søn den enbaarne", for at menneskene kan blive forsonede med Gud. Ved Kristi fortjeneste kan menneskene atter komme i harmoni med sin skaber. Hjertet maa fornyes ved Guds aand, der maa vækkes et nyt liv ovenfra. Denne forandring er den nye fødsel og uden den, siger Jesus, at vi ikke "kan se Guds rige". ret
(408) Det første skridt for at blive forsonet med Gud er at faa overbevining om synd. "Synd er lovens overtrædelse", "ved loven kommer syndens erkjendelse." (1 Joh 3:4; Rom 3:20) For at kunne se sin synd, maa synderen prøve sin karakter efter Guds store regel for retfærdighed. Loven er et spejl, som vise en retfærdig karakters fuldkommenhed; den sætter menneskene i stand til at opdage manglerne i sin egen karakter. ret
(408) Loven aabenbarer synden i mennesket, men den giver os ikke noget lægemiddel. Den lover liv til den, som er lydig, men vidner, at døden er overtræderens del. Jntet uden Kristi evangelium kan frelse mennesket fra syndens fordømmelse og besmittelse. Synderen maa omvende sig fra Gud, hvis lov han har overtraadt, og tro paa den Herre Kristus og hans forsonende offer. Saaledes erholder han frelse fra de "forhen begangne synder" og bliver delagtig i den guddommelige natur. Han er et Guds barn og har erholdt en sønlig udkaarelses aand, ved hvilken han raaber: "Abba, Fader!" ret
(409) Har han nu frihed til at overtræde Guds lov? Paulus siger: "Afskaffer vi da loven formedelst troen? Det være langt fra! Nej, vi stadfæster loven." "Vi, som er døde fra synden hvorledes skulde vi endnu leve i den?" Og Johannes vidner: "Dette er kjærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke svære." (Rom. 3:31; 6:2; 1 Joh. 5:3.) Ved den nye fødsel bringes hjertet i harmoni med Gud, eftersom det kommer til at stemme overens med hans lov. Naar denne store forandring er foregaaet i synderen, saa er han overført fra døden til livet, fra synd til hellighed, fra overtrædelse og oprør til lydighed og troskab. Det gamle liv, hvori han var fremmed for Gud, er forbi; det nye liv i forligelse, i tro og kjærlighed har begyndt. Saa "vil lovens fordring" blive opfyldt i os, "som ikke vandrer efter kjødet, men efter aanden". (Rom. 8:4.) Og disse ord vil lyde fra sjælen: "Hvor kjær har jeg din lov! Den er min tanke den ganske dag." (Sal. 119:97.) ret
(409) ”Herrens lov er fuldkommen, den vederkvæger sjælen." (Sal. 19:8.) Uden lov kunde menneskene ikke have noget ret begreb om Guds hellighed og renhed eller om deres egen synd og urenhed. De har ikke nogen sand overbevisning om synd, og føler ikke nødvendigheden af omvendelse. De ser ikke deres fortabte tilstand som overtrædere af guds lov, og derfor kan de ikke føle, hvor meget de trænger til Kristi forsonende blod. De antager frelsens haab uden en grundig forandring af hjertet eller fornyelse af livet. Saaledes forekommer der en mængde overfladiske omvendelser, og mange mennesker forenes med menigheden, som aldrig har været forenede med Kristus. ret
(409) Fejlagtige theorier om helliggjørelse, som opstaar ved at tilsidesætte eller forkaste Guds lov, er ogsaa fremtrædende i de religiøse vækkelser paa vor tid. Disse theorier er baade falske med hensyn til læren og farlige i deres praktiske følger; og den omstændighed, at de saa almindelig begunstiges, gjør det dobbelt nødvendigt, at enhver maa have et klart begreb om, hvad skriften lærer angaaende dette punkt. ret
(410) Sand helliggjørelse er en bibelsk lære. Apostlen Paulus vidner i sit brev til menigheden i Thessalonika: "Dette er Guds vilje, eders helliggjørelse;" og han beder: "Men han selv, den fredens Gud, hellige eder ganske og aldeles." (1 Thess. 4:3;5:23.) Bibelen lærer tydelig, hvad helliggjørelse er, og hvorledes man kan erholde den. Frelseren beder for sine disciple, "hellige dem i din sandhed, dit ord er sandhed". (Joh. 17:17,19) Og Paulus lærer, at de troende bliver "hellige formedelst den Helligaand". (Rom. 15:16.) Hvad er den Helligaands værk? Jesus siger til sine disciple: "Naar han, den sandheds aand, kommer, skal han vejlede eder til al sandhed." (Joh. 16:13.) Ved Guds ord og aand forklares de store retfærdighedens grundsætninger, som indeholdes i hans lov for menneskene. Og eftersom Guds lov er "hellig og retfærdig og god", en afskrift af Guds fuldkommenhed, saa følger deraf at en karakter, som dannes ved lydighed mod denne lov, vil blive hellig. Kristus er et fuldkomment eksempel paa en saadan karakter. Han siger: "Jeg har holdt min faders befalinger." "Jeg gjør altid det, som er ham behageligt." (Joh 15:10; 8:29) Kristi efterfølgere skal blive ham lige. De skal danne sin karakter ved Guds naade i harmoni med hans hellige lovs principper. Dette er bibelsk helliggjørelse. ret
(410) Dette værk kan alene udføres ved tro paa Kristus, ved Guds aands iboende magt. Paulus formaner de troende: "Arbejder paa eders egen saliggjørelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i eder baade at ville og at udrette, efter sit velbehag." (Fil 2:12,13.) En kristen følger ikke syndens tilskyndelser, men han vil vedblive at stride mod den. Her behøves Kristi hjælp. Menneskenes svaghed bliver forenet med Guds styrke og troen udraaber: "Gud være tak, som giver os sejr formedelst vor Herre Jesus Kristus." (1 Kor. 15:57) ret
(410) Skriften viser tydelig, at helliggjørelsens værk foregaar gradvis. Naar en synder ved omvendelse faar fred med Gud ved forsoningens blod, er det kristne liv blot begyndt. Nu maa han "skride fremad til det fuldkomne" for at vokse op til "Kristi fyldes voksne alder". Apostlen Paulus siger: Brødre! Jeg agter ikke mig selv at have grebet det. Men det gjør jeg: Forglemmende, hvad der er bagved, og rækkende efter det, som er foran, ilder jeg mod maalet til det klenodie, som hører til Guds kald herovenfra i Kristus Jesus." (Fil. 3:13,14) Og Peter fremsætter for os de skridt, hvorved man kan erholde bibelsk helliggjørelse: "Saa anvender al flid just herpaa, og beviser i eders tro, dyd, men i dyden kundskab, men i kundskaben afholdenhed, men i afholdenheden taalmodighed, men i taalmodigheden gudsfrygtighed, men i gudsfrygtigheden broderkjærlighed, men i broderkjærligheden kjærlighed til alle. . . . thi naa J gjør dette, skal J ikke nogensinde støde an." (2 Pet. 1:5-10) ret
(411) De, som erholder en bibelsk helliggjørelse, vil vise ydmyghed. Ligesom Moses har de set hellighedens forfærdelige majestæt, og de ser deres egen uværdighed i modstætning til den evige Guds renhed og ophøjede fuldkommenhed. ret
(411) Profeten Daniel var et eksempel paa sand helliggjørelse. Han havde tjent sin mester trofast under hele sit lange liv. Han var en mand, som var "højlig elsket" af Gud. (Dan. 10:11.) Men i stedet for at paastaa, at han var ren og hellig, satte denne højtærede profet sig i klasse med det syndige Jsrael, idet han bad til Gud for sit folk. "Vi nedlægger vore ydmyge begjæringer for dit ansigt, ikke for vore retfærdige gjernings skyld, men for din store barmhjertigheds skyld." "Vi har syndet, vi har handlet ugudelig." Han vidner: "Og der jeg endnu talede og bad og bekjendte for min synd og mit folk Jsraels synd." Og da guds søn senere hen aabenbares for at undervise ham, siger han: "Og min friske farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen kraft." (Dan. 9:18,15, 20; 10:8) ret
(411) Da Job hørte Herrens røst ud af stormen udbrød han: "Derfor forkaster jeg, hvad jeg har sagt, og angrer i støv og aske." (Job. 42:6) Da Esaias saa Herrens herlighed og hørte keruberne raabe: "Hellig, hellig, hellig er den Herre Zeaboth", udbrød han: "Ve mig! thi jeg forgaar." (Es. 6:3,5) Efter at Paulus var bleven henrykt indtil den tredje himmel og hørte uudsigelige ord, hvilke det ikke er et menneske tilladt at udtale, siger han om sig selv, at han var den "allerringeste af alle hellige." (2 Kor. 12-2; Ef. 3:8.) Det var den elskede Johannes, som lænede sig op til Jesu bryst og saa hans herlighed, der faldt ned for Jesu fødder "at tilbede". (Aab. 22:8) ret
(412) Der kan ikke være nogen selvophøjelse, nogen pralende paastand om frihed fra synd blandt dem, som vandrer i korsets skygge. De føler, at det var deres synd, som bevirkede den smerte, der sønderbrød Guds søns hjerte, og denne tanke leder dem til selvfornedrelse. De, som lever nærmest til Jesus, ser mest klarlig den menneskelig ufuldkommenhed og syndighed, og deres eneste haab hviler paa den korsfsætede og opstandne frelsers fortjeneste. ret
(412) Den helliggjørelse, som nu er mest fremtrændende i den religiøse verden, leder til selvophøjelse og ringeagt for Guds lov, og dette viser, at den er fremmed for bibelens religion. De, som forsvarer den, lærer, at helliggjørelse er et øjeblikkeligt værk, hvorved de alene gjennem troen erholder fuldkommen hellighed. "Tro blot," siger de, "saa er velsignelsen din". Man tror ikke, at der kræves nogen videre anstrengelse fra deres side, som helliggjøres. Paa samme tid fornegter de Guds lov gyldighed, idet de paastaar, at de er løste fra al forpligtelse til at holde budene. Men er det muligt for menneskene at blive hellige i overensstemmelse med Guds natur og vise uden at komme i harmoni med de grundsætninger, som er et udtryk af hans natur og vilje, og som viser, hvad han har behag i. ret
(412) Ønsket om at erholde en let religion, som ikke fordrer nogen bestræbelse, nogen selvfornegtelse eller nogen skilsmisse fra verdens daarskab er, har gjort læren om tro og troen alene til en anset lære, men hvad siger Guds ord? Apostlen Jakob siger: "Hvad gaver det, mine brødre! om nogen siger, han har troen, men har ikke gjerninger? Mon den tro kan frelse ham? . . . . . Men vil du vide, o du forfængelige menneske! at troen uden gerninger død. Er ikke vor fader Abraham retfærdiggjort ved gjerninger, der han ofrede sin søn Jsak paa alteret? Ser du, at troen virkede med hans gjerninger, og at ved gjerninger blev troen fuldkommet . . . . . Ser J nu, at et menneske retfærdiggøres ved gjerninger, og ikke ved troen alene? (Jak. 2:14-24) ret
(413) Guds vidnesbyrd er imod denne forførende lære om tro uden gjerninger. Troen kan ikke gjøre fordring paa himlens gunst uden den gaar ind paa de betingelser, som fremstilles for, at naaden kan skjenkes. Det er en formastelse, thi grundvolden for den sande tro er skriftens løfter og foranstaltninger. ret
(413) Lad ingen bedrage sig selv med den tanke, at de kan blive hellige, saa længe de med forsæt overtræder et af Guds bud. At begaa synd med vidende bringer aandens vidnesbyrd til taushed og adskiller sjælen fra Gud. "Synden er lovens overtrædelse", og "hver den, som synder [overtræder loven] har ikke set ham ej heller kjendt ham". (1 Joh. 3:6.) Omendskjønt Johannes i sine breve taler saa meget om kjærlighed, saa undlader han ikke at aabenbare den sande karakter hos de mennesker, som paastaar, at de er helliggjort, medens de lever i overtrædelse af Guds lov: "Hvo som siger: Jeg kjender ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed; men hvo, som holder hans ord, i ham er sandelig Guds kjærlighed fuldkommet." (1 Joh. 2:4,5) Dette er en prøvesten for ethvert menneskes bekjendelse. Vi kan ikke indrømme, at noget menneske er helligt, før vi maaler det med den eneste maalesnor for hellighed, som Gud har givet i himlen og paa jorden. Dersom menneskene ikke har nogen interesse i sædeloven, dersom de foringer og foragter Guds bud, dersom de løser et af disse mindste bud og lærer menneskene saaledes, saa skal de miste sin agtelse i himlen, og vi kan vide, at deres paastande er gundløse. ret
(413) Den, som paastaar, at han er uden synd, beviser derved selv den paastand, at han er langt fra at være hellig. Naar et menneske anser sig selv for hellig, saa er det fordi, det ikke har noget ret begreb om Guds fuldkomne renhed og hellighed, og hvad de maa blive, som skal komme i harmoni med hans natur, det er fordi det ikke har noget ret begreb om Jesu renhed og ophøjde elskværdighed eller om syndens onde og fordærvelige natur. Jo større afstanden er mellem Kristus og menneskene, og jo dunklere begreber de har om Guds karakter og fordringer, desto mere retfærdige synes de i sine egne øjne. ret
(414) Den helliggjørelse, som skriften fremsætter, om fatter hele mennesket med aand, sjæl og legeme. Paulus bad for thessalonikerne, at deres "ganske aand og sjæl og legeme maa bevares ustraffeligen i vor herres Jesus Kristi tilkommelse". (1 Thess. 5:23.) Atter skriver han til de troende. "Desaarsag formaner jeg eder, brødre, ved Guds barmhjertighed, at J fremstiller eders legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer." (Rom. 12:1) ret
(414) J det gamle Jsraels tid blev ethver offer, som fremførtes for Gud, omhyggeligt undersøgt. Dersom han opdagede nogen mangel ved dyret, som blev fremstillet, blev det forkastet; thi Gud havde befalet, at ofret skulde være "uden lyde". Saaledes byder Herren de kristne at fremstille deres legemer for Gud "som et levende, helligt og Gud velbehageligt offer". For at de kan gjøre dette, maa alle deres evner og kræfter bevares i den bedst mulige tilstand. Enhver vane, som svækker menneskets legemlige eller aandelige styrke, gjør det uskikket til Skaberens tjeneste. Og vil Gud være fornøjet med mindre end det bedste, vi kan ofre? Kristus sagde: "Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hjerte." De, som elsker Gud af hele sit hjerte, vil ønske at give ham sit live bedste tjeneste, og de vil bestandig søge at bringe alle sine sjæls- og legemskræfter i harmoni med de love, som styrker deres evner til at gjøre hans vilje. De vil ikke ved at føje sine lidenskaber svække eller besmitte det offer, som de fremstiller for deres himmelske fader. ret
(414) Peter siger: "Holder eder fra kjødelige lyster, som strider imod sjælen." (1 Pet. 2:11) Enhver syndig tilfredsstillelse af lidenskaberne virker til at sløve sjælsevnerne og fordunkler vore aandelige begreber, og Guds ord og aand kan ikke blot gjøre et svagt indtryk paa hjertet. Paulus skriver til korinthierne: "Lader os rense os selv fra al kjødets og aandens besmittelse og fuldende vor helliggjørelse i gudsfrygt." (2 Kor. 7:1.) Og blandt aandens frugter, nemlig "kjærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed," anfører han ogsaa "afholdenhed". (Gal. 5:22,23) ret
(415) Hvor mange kristne bekjendere er der ikke, som trods disse vidnesbyrd af Guds ord alligevel svækker sine kræfter, idet de higer efter jordisk vinding eller tilbeder moden; hvor mange er der ikke, som nedværdiger sin ædle manddom ved overdaadighed, drukkenskab eller forbudne nydelser. ret
(415) Og i stedet for, at menigheden skulde straffe det onde, saa opmuntrer den det altfor ofte, idet den søger at vække menneskenes nydelsessyge og lyst til vinding for at fylde sit skatkammer, hvilket kjærligheden til Kristus er for svag til at forsyne. Dersom Jesus kom ind i menigheden paa vor tid og saa dens gjæstebud og den vanhellige trafik, som der føres i religionens navn; vilde han saa ikke drive disse vanhellige mennesker ud, ligesom han drev vekselererne ud af templet? ret
(415) Apostlen Jakob siger, at den visdom, som kommer ovenfra, er "først ren". Dersom han var kommen i berørelse med dem, som tager Jesus dyrebare navn paa sine læber, paa samme tid, som de er besmittede af tobak, dem, hvis andedræt og personer er besmittet af dens modbydelige lugt, og som fordærver himlens luft og tvinger alle omkring sig til at indaande denne gift, - var apostlen kommen i berørelse med den vane, som er saa modsat evangeliets renhed, vilde han saa ikke have erklæret den for "jordisk, sanselig, djævelsk"? Mennesker, der er slaver af tobak, paastaar, at de er fuldkommen hellige, og taler om, at de haaber at faa en plads i himle; men Guds ord erklærer tydelig, at "intet urent skal komme ind i dem". (Aab. 21:27.) ret
(415) ”Eller ved J ikke, at eders legeme er den Helligaands tempel, som er i eder, hvilken J har af Gud, og at J ikke er eders egne? Thi J er dyrekjøbte; ærer derfor Gud i eders legeme og i eders aand, hvilke hører Gud til." (Aab. 21:27) Den, hvis legeme er den Helligaands tempel, vil ikke være en slave af en fordærvelig vane. Hans kræfter tilhører Kristus, som har kjøbt ham med sit dyrebare blod. Hans ejendom er Herrens. Hvorledes kunde han gjøre sig skyldig i at ødsle med den kapitel, som er anbetroet ham. Mange, som bekjender sig til at være kristne, udgiver aarlig store summer for unyttlige og fordærvelige nydelser, medens sjæle omkommer af mangel paa livets ord. De bedrager Gud med tienden og afgiften, medens de fortærer mere paa de onde lysters fordærvelige alter, end de giver for at lindre de fattiges nød eller for at understøtte evangeliets forkyndelse. Dersom alle, som bekjender sig til at være Kristi efterfølgere, i sandhed var helliggjorte, saa vilde de bringe sine midler til Herrens skatkammer i stedet for at give dem ud til unyttige og skadelige nydelser, og de kristne vilde sætte et godt eksempel i afholdenhed, selvfornegtelse og selvopofrelse. Saa vilde de blive verdens lys. ret
(416) Verden har hengivet sig til sine kjødelige lyster. "Kjødets lyst, øjnenes lyst og livets hoffærdighed" behersker den store mængde af menneskene. Men Kristi efterfølgere har et helligere kald. "Derfor gaar ud fra dem og afsondrer eder, siger Herren, og rører ikke noget urent." Guds ord giver os ret til at sige, at det ikke kan være nogen sand helliggjørelse, som ikke frembringer en saadan fuldstændig afstaaelse fra syndige vaner og verdslige nydelser. ret
(416) Til dem, som gaar ind paa betingelserne, gaar ud fra dem, og afsondrer eder og rører ikke noget urent, lyder Herrens forjættelse: "Og jeg vil annamme eder, og jeg vil være eders fader, og J skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den almægtige." (2 Kor. 6:17,18) Det er enhver kristens privilegium og pligt at erholde en rig og overflødig erfaring i de ting, som tilhører Gud. Jesus siger: "Jeg er det vedens lys. Hvo, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have det livets lys." (Joh. 8:12) "De retfærdiges sti er som et skinnende lys, der bliver klarere og klarere indtil middag." (Ordsp. 4.18) Ethvert skridt i tro og lydighed bringer sjælen i en inderligere forening med verdens lys, hvori der "aldeles intet mørke er". De klare straaler fra retfærdighedens sol skinner paa Guds tjenere, og de bør give gjenskin af hans straaler. Ligesom stjernerne fortæller os, at der er et stort lys i himlen hvis herlige glans giver dem klarhed, saaledes bør de kristne ogsaa vise, at der er en Gud paa verdensaltets trone, hvis natur er værdig at berømme og efterligne. Hans aands naade og hans naturs hellighed og renhed, vil vise sig i hans tro vidner. ret
(417) Paulus fremholder i sit brev til kolossenserne de rige velsignelser, som Gud giver sine børn. Han siger: "Derfor aflader vi og ikke fra den dag, vi hørte det, at bede for eder og begjære, at J maatte fyldes med hans viljes erkjendelse i al visdom og aandelig forstand, at j kan omgaaes værdeligen for Herren til al behagelighed og være frugtbare paa al god gjerning og vokse til Guds erkjendelse, styrkede med al styrke efter hans herligheds kraft til al taalmodighed og langmodighed med glæde." (Kol. 1:9-11) ret
(417) Atter skriver han om sit ønske, at brødrene i Efesus skulde lære at forstaa, hvor ophøjede den krstnes privilegier er. Han fremsætter for dem med meget betydningsfulde ord, hvilken underfuld kraft og kundskab de kunde erholde som den Højestes sønner og døtre. Det var deres privilegium "at bekræftes ved hans aand i det indvortes menneske", at blive "rodfæstede og grundfæstede i kjærlighed", "at begribe med alle de hellige baade bredden og længden og dybden og højden, og kjende Kristi kjærlighed, som overgaar al kundskab". Men apostlenes bøn naar til det højeste af alle privilegier, naar han beder: "Att J kan opfyldes med al Guds fylde." (Ef. 3:16-19.) ret
(417) He er aabenbaret for os, hvor højt vi kan naa ved troen paa hvor himmelske faders forjættelser, naar vi opfylder hans fordringer. Gjennem Kristi fortjeneste har vi adgang til den Almægtiges trone. "Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa skjenke os alle ting med ham"? (Rom. 8:32) Faderen gav sin aand over al maade til sin søn, og vi kan ogsaa erholde af al dens fylde. Jesus siger: "Dersom da J, som er onde, ved at give eders børn og de gaver, hvor meget mere skal den himmelske fader give dem den Helligaand, som ham beder?" (Luk. 11-13) "Dersom J beder om noget i mit navn, vil jeg gjøre det." "Beder, og J skal faa, at eders glæde maa blive fuldkommen." (Joh. 14:14;16:24.) ret
(418) Paa samme tid som en kristens liv vil vise ydmyghed, saa bør han dog ikke bære mærke af bedrøvelse og selvforagt. Det er enhvers privilegium at leve saaledes, at Gud kan antage og velsigne ham. Det er ikke vor himmelske faders vilje, at vi altid skal være under fordømmelse og mørke. Det er intet bevis paa sand ydmyghed at gaa bestandig med nedbøjet hoved og hjertet fuldt af tanker om os selv. Vi kan gaa til Jesus og blive rensede, og staa for loven uden skam og samvittighedsnag. "Saa er da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, der ikke vandrer efter kjødet, men efter aanden." (Rom. 8:1) ret
(418) Gjennem Jesus Kristus bliver Adams faldne sønner "Guds sønner"; "thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, er alle af én, hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem brødre". (Heb. 2:11.) En kristens liv bør være et liv af tro og sejr og glæde i Gud. "Thi alt det, som er født af Gud, overvinder verden; og vor tro er den sejr, som har overvundet verden." (1 Joh. 5:4) Herrens tjener Nehemias talede sandhed, da han sagde: "Herrens glæde, den er eders styrke." (Neh. 8:10) Og Paulus siger. "Glæder eder i Herren altid; atter sig jeg: glæder eder." "Værer altid glade. Beder uden afladelse. Frembærer taksigelse i alle ting; thi dette er Guds vilje i Kristus Jesus til eder." (Fil. 4:4; 1 Thess. 5:16-18) ret
(418) Disse er frugterne af bibelsk omvendelse og helliggjørelse; og aarsagen til, at disse frugter saa sjelden ses, er, at de store sandheder angaaende retfærdighed, som fremholdes i Guds lov, betragtes med saa stor ligegyldighed af de kristne. Dette er grunden til, at der ses saa lidt af Guds aands dybe, varige værk, som udmærkede vækkelser i forrige tider. ret
(418) Det er ved beskuelse vi forvandles. Og eftersom de hellige bud, hvori Gud har aabenbaret sin naturs hellighed og fuldkommenhed, tilsidesættes, og menneskenes hjerter hendrages til menneskelige lærdomme og theorier, saa er det intet under, at sand gudfrygtihed aftager i menighederne. Herren siger. "Mig, den levende vandkilde, har de forladt for at hugge sig brønde, revnede brønde, som ikke kan holde vand." (Jer. 2:13) ret
(419) ”Salig den mand, som ikke vandrer i de ugudeliges raad, . . . men som har lyst til Herrens lov, og som grunder paa hans lov dag og nat. Han skal være som et træ, der er plantet ved vandbække, hvilket giver sin frugt i sin tid, og hvoraf ikke et bland affalder! Og alt, hvad han gjør, skal han faa lykke til." (Sal. 1:1-3) Først naar Guds lov bliver gjenoprettet, saa at den indtager sin rette plads, kan der blive en gjenoplivelse af den gamle tro og gudfrygtighed bland hans folk. "Saa sagde Herren: Staar paa vejene og ser til, og spørger om de gamle stier, hvor den gode vej mon være, og vandrer paa den og J skal finde rolighed for eders sjæl." (Jer. 6:16) ret