(433) For mange mennesker er syndes oprindelse og grunden for dens tilværelse en aarsag til stor forlegenhed. De ser det ondes værk med dens forfærdelige følger af elendighed og ødelæggelse, og de kan ikke forstaa, hvorledes alt dette kan eksistere under et væsens regjering, som er uendelig i visdom, magt og kjærlighed. Her er en hemmelighed, som de ikke kan faa nogen forklaring over; og i deres uvisheden og tvivl tillukkes deres øjne for sandheder, som er tydelig aabenbarede i Guds ord, og som er nødvendige til salighed. Der er nogle ,s om forsøger at ransage, hvad Gud aldrig har aabenbaret, idet de anstiller undersøgelser angaaende syndes tilværelse; derfor erholder de aldrig svar paa deres spørgsmaal. De, som er tilbøjelige til at tvivl og dadle, benytter sig af dette som en undskyldning for at forkaste den hellige skrifts vidnesbyrd. Men der er andre, som heller ikke erholder nogen tilfredsstillende forklaring over det store spørgsmaal angaaende det onde. Fortidens traditioner og fejlagtige forklaringer har fordunklet bibelens lære om Guds karakter, hans regjerings beskaffenhed og de grundsætninger, hvorefter han behandler synden. ret
(433) Det er umuligt at forklare syndens oprindelse eller at anføre en aarsag for dens tilværelse. Dog kan man forstaa saa meget baade om syndens oprindelse og om, hvad der tilsidst vil blive gjort med den, at Guds retfærdighed og barmhjertighed er fuldelig aabenbaret i al hans behandling af synden. Jntet er klarere fremholdt i skriften, end at Gud paa ingen maade er ansvarlig for, at synden trængte ind. Der var ingen vilkaarlig unddragelse af Guds naade, ingen mangel i Guds regjering, som gav anledning til, at der blev oprør. ret
(434) Synden er en besværlig gjæst, for hvis nærværelse ingen grund kan anføres. Den er hemmelighedsfuld, uforklarlig; at undskylde den er at forsvare den. Kunde man undskylde den eller paapege en grund, hvorfor den burde eksistere, saa vilde den ophøre at være synd. Vor eneste forklaring af synd er den, som findes i Guds ord; den er "lovens overtrædelse". Det er følgerne af et princip, som strider mod kjærlighedens store lov, hvilken er den guddommelige regjerings grundvold. ret
(434) Førend det onde trængte ind, var der fred og glæde i hele verdensaltet. Alt var i fuldkommen harmoni med Skaberens vilje. Kjærlighed til Gud var det højeste, kjærlighed til næsten var upartisk. Kristus var ordet, Guds enbaarne. Han var ét med den evige fader - ét i væsen, i natur og i hensigt. Han var det eneste væsen i hele verdensaltet, som kunde deltage i alt Guds raad, i alle hans planer. Ved Kristus skabte Faderen alle himmelske væsener; "thi ved ham er alle ting skabte, de i himlene . . . være sig troner eller herredømmer eller fyrstendømmer eller magter", (Kol.1:16) og hele himlen viste lydighed mod Kristus ligesom mod Faderen. ret
(434) Kjærlighedens Lov var Guds regjerings grundvold. Derfor var alle skabte væseners lykke afhængig af, at de levede i fuldstændig overensstemmelse med dens fuldkomne retfærdighed. Gud ønsker, at alle hans skabninger skal tjene ham af kjærlighed; han ønsker lydighed, som kommer af en fornuftig paaskjønnelse af hans karakter. Han har ikke behag i tvungen lydighed. Han giver alle fri vilje, saa at de kan tjene ham af eget valg. ret
(434) Men der var en, som valgte at misbruge sin frihed. Synden begyndte med ham, for næst efter var Krsitus var bleven mest æret af Gud, og som stod i højest i magt og ære blandt himlens beboere. Før sit fald var Lucifer den fornemste af de skjærmende keruber, hellig og ubesmittet. "Saa siger den Herre, Heerre: du, som paatrykker den afpassede ordning seglet, du, som er fuld af visdom og fuldkommen i skjønhed, du var i Eden, i Guds have, allehaande kostbare stene bedækkede dig." "Du var en salvet kerub, som skjærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige bjerg, du vandrede midt imellem gloende stene. Du var fuldkommen i dine veje fra den dag af, du blev skabt, indtil uretfærdighed blev funden i dig." (Ez. 28:12-15.) ret
(435) Lucifer kunde være forbleven i Guds naade, elsket og æret af hele englehæren, og kunde have brugt sine ypperlige evner til andres velsignelse og til at forherlige sin skaber. Men profeten siger: "Dit hjerte ophøjede sig for din skjønheds skyld, du ødelagde din visdom tilligemed din herlighed." (Ez. 28:17) Lidt efter lidt begyndte Lucifer at nære et ønske om selvophøjelse: "Du agtede dit hjerte som Guds hjerte." "Du sagde i dit hjerte: Jeg vil stige op til himlen, ophøje din trone over Guds stjerner, og jeg vil sidde paa forsamlingsbjerget." "Jeg vil fare op over de højeste skyer, jeg vil være den Højeste lig!" (Ez. 28:6; Es. 14:13,14.) J stedet for at sætte Gud højest i hans skabningers kjærlighed og lydighed forsøgte Lucifer at vinde deres tjeneste og hyldest for sig selv. Denne fyrste over englene begjærede den ære, som den evige fader havde skjænket sin søn. Han søgte at erholde den magt, som Kristus alene havde ret til at bruge. ret
(435) Hele himlen havde glædet sig ved at afspejle Skaberens personlighed og at frembære ham Lov. Saa længe Gud blev saaledes æret, var der intet andet end fred og glæde. Men en mislyd forstyrrede nu den himmelske harmoni. At tjene og ophøje sig selv var noget, som var i strid med Skaberens plan, og det fremkaldte en anelse af ondt i de sjæle, for hvem Guds herlighed var det højeste. Himmelske engle holdt raad sammen og søgte at overtale Lucifer. Guds søn fremstillede Skaberens storhed, kjærlighed og retfrdighed og has lovs hellige og uforanderlige natur for ham Gud havde selv oprettet den orden, som var i himlen, og Lucifer vilde vanære sin skaber og bringe fordærvelse over sig selv ved at afvige fra den. Men den Advarsel, som blev given i evig kjærlighed og naade, vakte blotmodstand hos ham. Lucifer var misundelig paa Kristus, og han tillod, at denne misundelse fik overhaand, og han blev mere gjenstridig. ret
(435) Stolt af sin egen herlighed nærede han et ønske om at erholde overherredømme. Den store ære, som blev Lucifer skjænket blev ikke paaskønnet som Guds gave og fremkaldte ingen taknemmelighedsfølelse mod Skaberen. han roste sig af sin egen skjønhed og ophøjelse og tragtede efter at blive lige med Gud. han var elsket og æret af den himmelske hær. Englene fandt behag i at udføre hans befalinger, og han besad mere visdom og herlighed end nogen af dem. Men Guds søn var erkjendt for himlens herre, ét i magt og myndighed med Faderen. Kristus deltog i at Guds raad, som Lucifer fik ikke tilladelse til saaledes at blive delagtig i de guddommelige planer. "Hvorfor", spurgte denne mægtige engel, "skulde Kristus have overherredømmet? Hvorfor skulde hans aaledes æres mere end Lucifer?" ret
(436) Lucifer forlod sin plads i Faderens umiddelbare nærværelse og gik bort for at udbrede misfornøjelse blandt englene. Han virkede hemmelighedsfuldt i løndom og skjulte nogen tid sin virkelige hensigt under en ydre ærbødighed for Gud. Saaledes bestræbte han sig for at vække misfornøjelse mod de lov, som styrer de himmelske væsener, idet han antydede, at de paalagde dem en unødvendig tvang. han paastod, at englene skulle adlyde deres egen vilje, fordi deres natur var hellig. Han søgte at vække sympati for sig selv, idet han sagde, at Gud handlede urigtig imod ham, da han skjænkede Kristus den højeste ære. Han paastod, at han ikke tragtede efter at ophøje sig selv, idet han stræbte efter at erholde større magt og ære, men hans øgte at straffe himlens beboere frihed, for at de derved kunde komme ind i en højere tilværelse. ret
(436) J sin store barmhjertighed bar Gud længe over med Lucifer. Han blev ikke straks nedstyrtet fra sin ophøjede stilling, da han først nærede utilfredshed, ja ikke engang, da han begyndte at fremstille sine falske paastande for de lydige engle. Han beholdt sin plads i himlen en lang tid. Den ene gang efter den anden fik han løfte om tilgivelse, dersom han vilde angre sin synd og være Gud underdaning. Saadanne bestræbelser, som Gud alene kunde tænke paa, blev gjort for at overbevise ham om hans vildfarelser. Utilfreds aand havde aldrig før været kjendt i himlen. Lucifer selv saa ikke i begyndelsen, hvad hans handlemaade vilde lede til. Han forstod ikke sine egne følelsers virkelige beskaffenhed. Men da det blev bevist, at hans utilfredshed var ugrundet, saa blev Lucifer overbevist om, at han var fest, at Guds fordringer var retfærdige, og at han burde erkjende dette for hele himlen. Dersom han havde gjort dette, kunde han have frelst sig selv og mange engle. Han havde endnu ikke aldeles tilsidesat sin lydighed mod Gud, omendskjønt han havde forladt sin plads som den skjærmende kerub, saa vilde han alligevel være bleven gjenindsat i sit embede, dersom han havde været villig til at vende om til Gud og havde erkjendt Skaberens visdom og været tilfreds med at indtage den plads, som var bleven ham anvist i Guds store plan. Men hovmod forbød ham at underkaste sig. Han vedblev at forsvare sin egen handlemaade, paastod, at han ikke behøvede at omvende sig og indtog et fast standpunkt i den store strid mod sin skaber. ret
(437) Lucifer anvendte nu alle sine store sjælskræfter til bedrageri for at skaffe sig de engles sympati, som havde været under hans befaling. Selv det, at Kristus havde advaret ha og givet ham raad, blev forvansket for at hjælpe hans forrædderiske hensigter. Satan havde fremstillet for dem, hvis ophøjede stilling bandt dem nærmest til ham, at han blev dømt uretfærdig, at hans stilling ikke blev agtet, og at hans frihed vilde blive indskrænket. Først fremstillede han Kristi ord i et falsk lys; derefter gik han over til at afvige fra sandheden og til ligefrem løgn og anklagede Guds søn, for at det var hans hensigt at ydmyge ham for himlens beboere. H an søgte ogsaa at indføre et falsk stridspunkt mellem sig selv og de lydige engle, alle, som han ikke kunde vende bort fra Gud og bringe helt over paa sin side, anklagede han for ligegyldighed for de himmelske væseners interesse, det værk, som han selv udførte, beskyldte han dem for, som forblev lydige mod Gud. Og for at bevise sin beskyldning, at Gud var uretfærdig mod ham, søgte han at fremstille Skaberens ord og vendinger i et falsk lys, det var hans politik at forvirre englene med listige argumenter angaaende Guds planer. Alt, som var ligefrem, gjordes hemmelighedsfuldt, og ved en kunstig forfalskning bragte han tvivl ind i Jehovas tydeligste vidnesbyrd. Hans høje stilling, hvor han var i saa nær forbindelse med Guds styrelse, gav hans fremstillinger stor vægt, og mange blev overtalte til at forene sig med ham i oprør mod himlens regjering. ret
(438) J sin visdom tillod Gud satan at fortsætte sit værk, indtil misundelsen modnede til aabenbart oprør. Det var nødvendigt, at hans planter matte fuldt udvikles, for at alle kunde se deres natur, og hvad de vilde føre til. Lucifer som den salvede kerub havde været højt ophøjet. Han var æret og elsket af de himmelske væsener, og han havde stor indflydelse over dem. Guds regjering indbefatter ikke alene himlens beboere, men alle de verdener, som han har skabt; og satan tænkte, at dersom han kunde føre himlens engle med sig i oprøret, saa kunde han ogsaa føre de andre verdener med sig. Han havde fremstillet sin side af sagen paa en listig maade og brugte kun spidsfindighed og bedrag for at opnaa sin hensigt. Hans magt til at bedrage var meget stor, og han havde vundet nogen fordel derved, at han klædte sig i en kappe af løgn. Selv de lydige engle kunde ikke ret gjennemskue hans karakter eller se, hvad hans værk vilde lede til. ret
(438) Satan var bleven saa højt æret, og alle hans gjerninger var saa hemmelighedsfulde, at det var vanskeligt at aabenbare hans værks sande natur for englene. Synden vilde ikke se saa ond ud, som den virkelig var, før den blev fuldt udviklet. Hidindtil havde den ikke havt nogen plads i Guds verdensalt, og hellige væsener havde ingen forestilling om dens naturs onde art. De kunde ikke se de forfærdelige følger, som vilde komme af at tilsidesætte Guds lov. J begyndelsen skjulte satan sit værk under en særegen bekjendelse af lydighed mod Gud. Han paastod, at han søgte at fremme Guds ære, at stadfæste hans regjering og at befordre alle himlens beboere bedste. Medens han indgød utilfredshed i de engles sjæle, som var under ham, havde han paa en listig maade faaet det til at se ud, som om han søgte at bortfjerne utilfredshed. Naar han drev paa, at der maatte foretages forundringer i Guds regjerings orden og love, saa skete der under det foregivne, at dette var nødvendigt for at bevare harmoni i himlen. ret
(438) Gud kunde ikke benytte andet end retfærdighed og sandhed sin strid mod synden. Satan kunde bruge det, som Gud ikke kunde bruge - smiger og behag. Han havde søgt at forfalske Guds ord, og havde fremstillet hans regjerings plan urigtig for englene. Han paastod, at Gud ikke var retfærdig, idet han paalagde himlens beboere love og regler; og at han blot søgte sin egen ophøjelse, idet han forlangte underdanighed og lydighed af sine skabninger. Det maatte derfor klargjøres for himlens beboere, saa vel som for alle verdener, at Guds regjering var retfærdig og hans lov fuldkommen. Satan havde faaet det til at se ud, som om han selv søgte at fremme verdensaltets bedste. Alle burde kjende denne magtraners sande karakter og forstaa hans virkelige hensigt. Han maatte have tid til at aabenbare sin selv ved sine onde gjerninger. ret
(439) De forvirring,s om satans egen handlemaade havde frembragt i himlen, tilskrev han Guds lov og regjering. Alt ondt erklærede han for en følge af Guds styrelse. Han paastod, at det var hans egen hensigt at forbedre Jehovas love, det var derfor nødvendigt, at han skulde klargjøre sine fordringers natur, og vise, hvad hans forslaaede forandringe i Guds lov vilde lede til. Hans eget værk skulde fordømme ham. Satan havde paastaaet fra begyndelsen af, at han ikke var en oprører. Hele verdensaltet skulde se bedrageren afsløret. ret
(439) Selv da det blev bestemt at satan ikke længe kunde blive i himlen, saa ødelagde Gud i sin visdom ham dog ikke. Dersom kjærlighedens tjeneste alene kan være Gud behagelig, saa maa hans skabningerslydighed hvile paa en overbevisning om hans retfærdighed og barmhjertighed. Himlens og andre verdeners beboere var ikke beredte til at fatte syndens natur og følger, derfor kunde de ikke paa den tid have set, at Gud var retfærdighed og barmhjertig, dersom han havde ødelagt satan. Dersom han var bleven øjeblikkelig udslettet af al tilværelse, saa vilde de have tjent Gud af frygt i stedet for at kjærlighed. Bedrageriets indflydelse vilde ikke være bleven aldeles ødelagt, ej heller vilde oprørsaanden være bleven aldeles udryddet. Det onde maa have tid til at modnes. Til bedste for hele verdensaltet gjennem evige tider skulde satan mere fuldstændig udvikle sine grundsætninger, saa at alle skabte væsener kunde se hans beskyldninger mod Gud i deres rette lys, og at Guds retfærdighed og barmhjertighed og hans lovs uforanderlighed for evig kunde blive hævet over al tvivl. ret
(439) Satans oprør skulde tjene til et eksempel for verdensaltet gjennem alle kommend etider, til et evigt vidnesbyrd oms yndens forfærdelige natur og følger. Naar satans regler blev fulgte, saa vilde deres virkninger baade paa mennesker og engle vise, hvad følgerne af at tilsidesætte Guds myndighed vilde blive, det vilde bevidne, at alle hans skabningers velvære staar i den inderligste forening med Guds regjering og hans lovs tilværelse. Saaledes skulde historien om dette forfærdelige forsøg paa oprør være en evigvarende beskyttelse for alle hellige, forstandige væsener. Den skulde forebygge, at de blev bedragne med hensyn til overtrædelsens natur, for at befri dem fra at begaa synd og at lide dens straf. ret
(440) Den store magtraner vedblev at retfærdiggjøre sig selv lige til det sidste af striden i himlen. Da det blev bekjendt, at han skulde udkastes fra salighedens boliger tilligemed alle hans tilhængere, saa udtaler oprørslederen aabenbar og modig sin foragt for Skaberens lov. Han gjentog sin paastand, at englen ikke behøvede nogen styrkelse, men at de skulle have lov til at fælge deres egen vilje; thi den vilde altid lede dem ret. Han forkastede Guds love som en indskrænkning af deres frihed, og erklærede, at det var hans hensigt at faa loven afskaffet, saa at himlens hære, befriede fra dette aag, kunde træde ind i en mere ophøjet og herlig tilværelse. ret
(440) Satan og hans hær var enige om at kaste hele skylden for deres oprør paa Kristus. De erklærede, at dersom de ikke var bleven irettesatte, saa vilde de aldrig have gjort oprør. Den store oprører og alle hans tilhængere blev tilsidst udstødte af himlen, da de vilde sig haardnakkede og frække i deres ulydighed og forfængelighed søgte at omstyrte Guds regjering, medens de bespottelig paastod, at de selv var uskyldige ofre for den magt, som undertrykkede dem. ret
(440) Den samme aand, som vakte oprør i himlen, vækker endnu oprør paa jorden. Satan har vedblivende fulgt den samme plan blandt menneskene, som han fulgte blandt englene. Hans aand hersker nu i vantroens børn. Ligesom han søger de at nedbryde Guds lov indskrækninger og lover menenskene frihed ved at overtræde dens bud. Jerettesættelse for synden vækker endnu had og modstand. Naar Guds advarende budskaber trænger ind i samvittigheden, leder satan menneskene til at retfærdiggjøre sig selv og søge sympati hos andre i deres syndige adfærd. J stedet for at rette deres fejl, vækker de vrede mod den, som irettesætter dem, som om han var den eneste aarsag til besværligheden. Fra den retfærdige Abel indtil vor tid har den samme aand ytret sig mod dem, som har vovet at straffe synden. ret
(441) Ved den samme falske fremstilling af Guds egenskaber, som han havde brugt i himlen hvorved han bevirkede, at Gud blev betragtet som en streng tyran, lokkede satan ogsaa mennesket til at synde, og da han havde faaet fremgang saa vidt, erklærede han, at Guds uretfærdige indskrækninger havde ledet til menneskets fald, ligesom de havde ledet hans eget oprør. ret
(441) Men den evige Gud vidner selv om sin natur. "Herren, Herren er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen miskundhed og sandhed, som bevarer miskundhed mod tusende led og forlader sin misgjerning og overtrædelse og synd, og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig." (2 Mos. 34.6,7) ret
(441) Jdet satan blev udstødt fra himlen, vidnede Gud om sin retfærdighed og bearede sin trones ære. Men da mennesket havde syndet, idet det gav efter for den faldne aands bedrageri, beviste Gud sin kjærlighed, idet han hengav sin enbaarne søn til at dø for den faldne slægt. J forsoningens aabenbares Guds egenskaber. Den store sandhed, som lyser fra korset, beviser for hele verdensaltet, at Guds regjering paa ingen maade er ansvarlig for den syndige handlemaade, som Lucifer havde valgt. ret
(441) J striden mellem Kristus og satan under vor frelsers virksomhed paa jorden blev den store bedragers karakter afsløret. Jntet kunde saa kraftig have afskaaret satan fra de himmelske engles medfølelse, saa vels om fra alle lydige skabningers i verdensaltet, som hans grusomme angreb paa verdens frelser. Hans frække gudsbespottelse, idet han fordrede, at Kristus skulde tilbede ham, hans forvovne frækhed, idet han bar ham op paa bjergets top og paa templets tinding; den ondskabsfulde hensigt, han forraadte, idet han tilskyndte ham til at kaste sig selv ned fra den svimlende højde; den utrættelige ondskab, hvormed han forfulgte ham fra sted til sted og opvakte præsterne og folket til at forkaste hans kjærlighed og tilsidst at raabe: "Korsfæst ham! korsfæst ham!" - alt dette vakte forbauselse og harme i hele universet. ret
(442) Det var satan, som forledte verden til at forkaste Kristus. Mørkets fyrste opbød al sin magt og list for at ødelægge Jesus; thi han indsaa, at Frelserens barmhjertighed og kjærlighed, hans medlidenhed og ømme følsomhed fremstillede Guds natur for verden. Satan modsagde enhver paastand, som Guds søn fremførte, og brugte menneskene til sine redskaber for at fylde Freslerens liv med lidelser og sorg. Den spidsfindighed og løgn hvormed han havde søgt at forhindre Jesu værk, det had, som han viste gjennem vantroens børn, hans grusomme anklager mod ham, hvis liv var det skjønneste eksempel paa godhed, - alt dette udsprang fra en dybt indgroet følelse af hevnlyst. Den ondskab og misundelse, det had og den hevnlyst, som havde været tilbageholdte, brød frem paa Golgatha mod Guds søn, medens hele verden betragtede scenen med taus forfærdelse. ret
(442) Da det store offer var bleven fuldbragt, opfor Jesus til det høje; men han vilde ikke modtage englenes tilbedelse førend han havde fremført sin bøn: "Fader, jeg vil, at de, som du har giet, mig, skal være hos mig, hvor jeg er." (Joh. 17: 24.) Da lod Faderens svar fra hans trone med usigelig kjærlighed og magt: "Alle Guds engle skal tilbede ham." (Heb. 1:6) Jkke én plet hvilede paa Kristus. Hans fornedrelse var endt, hans offer fuldkommet og der blev givet ham et navn, som er over alle navne. ret
(442) Nu viste det sig, at satans synd var uden undskyldning. Han havde aabenbaret sin sande karakter som en løgner og morder. Der saaes klarlig, at han vilde have vist det selv samme sindelag, hvormed han herskede over menneskenes børn, som var under hans magt, dersom han havde faaet tilladelse til at herske over himlens beboere. han havde paastaaet, at Guds lovs overtrædelse vilde bringe frihed og ophøjelse, men det viste sig, at følgerne deraf var trældom og fornedrelse. ret
(442) Satans løgnagtige beskyldninger mod Gud natur og regjering aabenbaredes i deres sande lys. han havde anklaget Gud for, at han blot søgte at ophøje sig selv, idet han fordrede underdanighed og lydighed af sine skabninger, og han havde erklæret, at medens Skaberen fordrede selvfornegtelse af alle andre, saa øvede han ikke selvfornegtelse eller gjorde nogen opofrelse. Det viste sig nu, at verdensaltets styrke havde bragt det største offer, som kjærligheden kunde bringe, for den faldne og syndige slægts frelse, "efterdi Gud i Kristus forligte verden med sig selv". (2 Kor. 5:19) Det viste sig ogsaa, at medens Lucifer havde aabnet den dør, hvorigjennem synden trængte ind ved sin lyst til ære og overherredømme, saa havde Kristus for at afskaffe synden fornedret sig selv og var bleven lydig indtil døden. ret
(443) Gud havde vist sin afsky for oprørernes grundsætninger. Hele himlen saa hans retfærdighed aabenbaret baade i satans fordømmelse og i menneskets forløsning. Lucifer havde erklæret at dersom Guds lov var uforanderlig, og dens straf ikke kunde eftergives, saa matte enhver overtræder være evig udelukket fra Skaberens naade. Han havde paastaaet, at den syndige slægt var stillet udenfor forløsningens omraade, og at den derfor var hans retsmæssige bytte. Men Kristi død var et vidnesbyrd til fordel for menneskene, som han ikke kunde omstyrte. Lovens straf faldt paa ham, som var lige med Gud, og menneskene havde frihed til at antage Kristi retfærdighed og at sejre over satans magt ved et angerfuldt og ydmygt liv, ligesom Guds søn havde sejret. Saaledes er Gud retfærdig og kan dog retfærdiggjøre alle, som tror paa Jesus. ret
(443) Men det var ikke blot for at fuldføre menneskets forløsning Kristus kom til jorden og led og døde. Han kom for at "gjøre loven stor og herlig". Og det var ikke blot for, at denne verdens beboere skulde agte loven saaledes, som den bør agtes, men det var for at bevise for alle kloder i verdensaltet, at Guds lov er uforanderlig. Dersom dens fordringer kunde være bleven tilsidesatte, saa behøvede Guds søn ikke at have givet sit liv til en forsoning for dens overtrædelse. Kristi død viser lovens uforanderlighed, og det offer, som den evige kjærlighed bevægede Faderen og Sønnen til at bringe, for at syndere kunde blive forløste, beviser for hele verdensaltet - hvad intet mindre end denne forløsningsplan kunde have gjort, - at retfærdighed og naade er Guds lovs og regjerings grundvold. ret
(444) Ved dommens sidste fuldbyrdelse vil man faa og se, at der ikke eksisterer nogen grund for synden. Naar al jordens dommer spørger satan: "Hvorfor har du gjort oprør mod mig, og røvet mit riges undersaatter fra mig?" saa kan ophavsmanden til det onde ikke fremføre nogen undskyldning. Enhver mund vil blive tilstoppet, og alle oprørsskarerne vil staa maalløse. ret
(444) Paa samme tid, som Golgathas kors vidner, at loven er uforanderlig, forkyndes det for verdenaltet, at syndens sold der døden Ved den daaende frelsers raab, "det er fuldbragt!" ringede dødens klokke for satan. Udfaldet af den store strid, som havde gaaet for sig saa længe, so da bestemt, og det blev en afgjort sag, at det onde skulde udryddes. Guds søn gik gjennem dødens porte, for at "han ved døden skulde gjøre den magesløs, som havde dødens vælde, det er djævelen". (Heb. 2:14) Lucifers lyst til at ophøje sig selv, havde bragt ham til at sige: "Jeg vil stige op til himlen, ophøje min trone over Guds stjerner, . . . jeg vil være den Højeste lig!" men Gud vidnede: "Jeg gjorde dig til aske paa jorden for alles øjne . . . . du er bleven til gru, og skal i evighed ikke være mere." (Es. 14:13,14; Ez. 28:18,19..) "Thi se, dagen kommer, der brænder som ovnen, og alle hovmodige og hver, som øver ugudelighed, skal vorde halm, og dagen, der kommer, skal fortære dem, siger den Herre Zeaboth, saa at den ikke levner dem rod eller gren." (Mal. 4:1.) ret
(444) Da vil hele verdensaltet blive vidne til syndens natur og følger; og syndens fuldstændige udryddelse, som i begyndelsen vilde have frembragt frygt hos englene og vanæret Gud, vil du bevise hans kjærlighed og stadfæste hans ære for et verdensalt, hvori alle væsener har lyst til at gjøre hans vilje, og hans lov er i deres hjerte. Det onde vil aldrig mere komme til syne igjen. Guds ord siger. "Nøden skal ikke komme to gange." (Nah. 1:9.) Guds lov, hvilken satan har dadlet som et trældomsaag, vil blive ærens og frihedens lov. Skabningerne har da udstaaet sin prøve og vil aldrig mere vise ulydighed mod ham, hvis natur er bleven fuldstændig aabenbaret for dem som uudgrundelig kjærlighed og evig visdom. ret