(44) Apostlen Paulus forudsiger i sit andet brev til thessalonikerne det store frafald, som vilde give anledning til oprettelsen af pavemagten. Han erklærer, at KRisti dag kunde ikke komme, før frafaldet kom, "og det syndes menneske aabenbares, fordærvelsens søn, han, som modsætter og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds tempel som en gud, og udgiver sig for at være Gud." Og apostlen minder endvidere sine brødre om, at "uretfærdighedens hemmelighed ytrer sig allerede kraftig" (2 Thess. 2:3,4,7) Allerede saa langt tilbage i tiden saa han, hvorledes der i menigheden indsneg sig vildfarelser, som vilde berede vejen for pavemagtens udvikling. ret
(44) Lidt efter lidt fremmede uretfærdigheden hemmelighed sit bedragelige og bespottelige værk, i begyndelsen hemmeligt og til sidst og derefter mere aabent, eftersom den tiltog i styrke og vandt herredømme over menneskens sjæle. De hedenske skikke fandt næsten umærkelig vej til den kristne menighed. Tilbøjeligheden til at følge og ligne verden blev tilbageholdt en tid af de frygtelige forfølgelser, som menigheden maatte udholde, under hedenskabet. Men eftersom forfølgelsen ophørte, og kristendommen trængte sig ind i kongers paladser og ve deres hof, blev Kristi hedenske præsters og herskeres stolthed og praft, og menneskelige theorier og sagn indførte i stedet for Guds befalinger. Da Konstantin bekjendte sig til Kristendommen i begyndelsen af de fjerde aarhundrede, frembragte dette stor glæde, og verden, klædt i retfærighedens dragt, kom ind i menigheden. Nu skred fordærvelsens værk hurtig fremad. Hedenskabet sejrede, medens det tilsyneladende var overvundet. Dets aand herskede i menigheden. Dets lære, ceremonier og overtro blev indflettet i deres tro og gudsdyrkelse, som bekjendte sig til at følge Kristus. ret
(45) Denne forening mellem hedenskabet og kristendommen bevirkede, at "Syndens menneske" udviklede sig, modsatte og ophøjede sig over Gud, saasom det var forudsagt i profetierne. Dette kæmpemæssige, falske religionssystem er et mesterstykke af satans magt - et eksempel paa hans bestræbelse paa at sætte sig selv paa Guds trone for at herske over jorden efter sin vilje. ret
(45) Satan forsøgte engang at gjøre en overensskomst med Kristus. Han kom til Guds søn i fristelsens ørken og viste ham alle denne verdens rigdomme og dens herlighed og tilbød at give ham alt dette, dersom han vilde erkjende mørkets fyrstes overherredømme. Kristus straffede den dristige frister og tvang ham til at vige tilbage. Men satan havde større held, da han fremstillede de samme fristelser for menneskene. For at skaffe sig verdslig vinding og ære blev menigheden overalt til at søge gunst og understøttelse hos jordens store mænd, og efter at den saaledes havde forkastet Kristus, blev den lokket til at indgaa i pagt med satans repræsentant - "syndens menneske". ret
(45) Det er en af katolicismens fornmste lærdomme, at paven er hele Kristi kirkes verdslige overhoved, og at han har erholdt den højeste myndighed over biskopper og præster i alle verdens lande. Ja, paven har endog gaaet længere end dette; han har tilegnet sig guddommelige navne. Han kalder sig "Herre Gud paven", paastaar, at han er ufejlbar, og forlanger, at alle mennesker skal hylde ham. Saaledes fremsætter satan endnu gjennem den katolske kirke den samme paastand, som han fremsatte i fristelsens ørken, og mangfoldige mennesker er rede til at hylde ham. ret
(45) Men de som frygter og ærer Gud, imødegaar denne gudsbespottelige paastand, ligesom Kristusimødegik den snedige fiendes tilskyndelser: "Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene ham alene." (Luk. 4:8) Gud har aldrig i sit ord hentydet til, at han har udvalgt noget menneske til at være kirkens overhoved. Læren om det pavelige overherredømme er skik imod skriftens lære. Paven kan ikke have nogen magt over Kristi menighed uden ved anmaselse. ret
(46) De romersk-katolske har vedblivende beskyldt protestanterne for kjætteri og forsætlig afsoning fra den sande menighed. Men disse beskyldning passer bedre paa dem selv. Det er dem, som har nedtaget Kristi banner og er afvegne fra "den tro, som engang er overantvordet de hellige". (Jud.3) ret
(46) Satan forstod godt, at den hellige skrift vilde sætte menneskne i stand til at forstaa hans bedrageri og modstaaa hans magt. Endog verdens frelser har modstaaet hans fristelser ved ordet. Ved ethvert angreb fremholdt Kristus den evige sandheds skjold og sagde: "Det er skrevet." Mod ethvert forslag af modstanderen satte han ordets visdom og kraft. For at satan kan vedligeholde sit herredomme øver mennesker og opretholde den pavelige myndighed, maa han holde dem i uvidenhed om skriften. BJbelen vil ophøje Gud og sætte det forgjængelige menneske i sin rette stilling; derfor maa dens hellige sandhed skjules og undertrykkes. Dette var den politik, som den romersk-katholske kirke antog. Jgjennem flere hudnrede aar blev det forbudt at udbrede bibelen. Det blev forbudt folket at læse den og at have den i sine huse, og samvittighedsløse præster og prælater forklarede dens lære saaledes, at den kunde understøtte dens paaskund. Paa denne maaade blev paven tilsidst næsten overalt anerkjendt for Guds søns vikar paa jorden og beklædt med den højeste myndighed over kirke og stat. ret
(46) Da man have bortfjernet det, hvorved vildfarelser kunde prøves, kunde satan arbejde efter behag paa menneskene. Ordet havde erklæret, at papismen skulde "tænke paa at forandre tider og lov". (Dan. 7:25) Dette værk var den ikke sen til at forsøge. For at skaffe de omvendte fra hedenskabet noget, der kunde træde i stedet for deres billedtilbedelse og saaledes fremme deres tilsyneladende omvendelse til kristendommen, blev tilbedelsen af billeder og rekvier gradvist indført i den kristne gudsdyrkelse. Ved et almindeligt kirkeraad (Det andet kirkeraad i Nicæa 787.) blev dette afguderi tilsidst stadfæstet. For at fremme dette vanhellige værk vovede Rom tilsidst at udslette af Guds lov det andet bud, som forbød at tilbede billeder, og at dele det niende bud for at beholde det rette antal. ret
(47) Denne tilbøjelighed til at give efter for hedenskabet aabnede vejen til i en endnu større grad at tilsidesætte Guds autoritet. Satan indlod sig ogsaa med det fjerde bud (J England og Amerika regnes sabbatsbudet for det fjerde bud.) og forsøgte at tilsidesætte den gamle sabbat, den dag, som Gud havde velsignet og helliget (1 Mos 2:2,3.) og i stedet for denne at ophøje den første dag, hvilken hedningerne højtideligholdt som "solens ærværdige dag". Denne forandring søgte man ikke først at indføre aabenbart. J det første aarhundrede havde alle kristne holdt den syvende dag. De var nidkjære for Guds ære, og da de troede, at hans lvo var uforanderlig, værnede demed større iver om dens hellighed. Men med stor list arbejdede satan igjennem sine redskaber for at gjennemføre denne sag. For at folkets opmærksomhed kunde hendrages til søndagen, blev den gjort til en fest til ære for Krist opstandelse. Man holdt gudstjeneste paa den, men de blev blot betragtet som en forlystelsesdag, og sabbaten blev endnu holdt hellig. ret
(47) For at berede vejen for dette værk, han havde i sinde at udføre, havde Satan før Kristi komme forledet jøderne til at belæsse sabbaten med de strængeste indskrækninger, saa at den blev ligefrem en byrde. Ny benyttede han sig ar det falske lys, i hvilket han havde faaet menneskene til at betragte den og kastede derved foragt paa den som en jødisk anordning. Medens de kristne vedblev at fejre søndagen som en glædes- og højtidsdag, ledede satan dem til at gjøre sabbaten til en fastedag, en sørgelig og dynkel dag, for at vise deres had til jødedommen. ret
(47) Medens Konstantin endnu var en hedning, udgav han en befaling om, at søndagen skulde iagttages overalt i det romerske rige som en offentlig festdag. (Se anhang anm1) Efter hans omvendelse vedblev han stærkt at forsvare søndagen, og han indskjærpede sin hedenske lov for at fremme sin nye tro. Men den ære, som blev overført paa denne dag, var dog endnu ikke tilstrækkelig til at hindre de kristne fra at betragte den syvende dag som sabbaten, som Herrens hellige dag. Man maatte tage et skridt til; den falske sabbat skulde ophøjes, saa at den blev lige med den sande. Nogle faa aar efter Konstantins befaling gav den romerske biskop (Pave Sylvester 325) søndagen navn som HErrens dag. Saaledes blev folket lidt efter lidt hendraget til at betragte den som en dag, der tildels var hellig. Dog vedblev han endnu at holde den oprindelige sabbat. ret
(48) Den store bedrager havde endnu ikke fuldendt sit værk. Men han havde besluttet at samle den kristne verden under sit banner og at udøve sin magt igjennem sin vikar, den stolte pave, som paastod, at han var Kristi respræsentant. Han udøste sin hensigt ved hjælp af halvomvendte hedninger, ærgjerrige prækater og verdslige menighedsmedlemmer. Store kirkeraad blev holdte fra tid til anden, hvorved kirkens gejstlige forsamledes fra hele verden. Ved næsten ethvert kirkeraad blev den sabbat som Gud havde anordnet, trykket lidt lavere ned, medens søndagen blev forholdsvis ophøjet. Saaledes blev den hedenske festdat tilsidst æret som en guddommelig anordning, medens bibelens sabbat blev kaldt en levning af jødedommen, og de, som helligholdt den, blev fordømte. ret
(48) Det lykkes nu den store antikrist at "ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud eller gudsdyrkelse". (2 Thess. 2:4) Han vovede at forandre det eneste bud i Guds lov, som ufejlbart henviser alle mennesker til den sande og levende Gud. J det fjerde bud aabenbares Gud som himlens og jordens skaber og udmærkes derved fremfor alle falske Guder. Den syvende dag blev helliget som en hviledag for mennesket til et minde om Skaberens store værk. Den blev bestemt til altid at fremstille den levende Gud for menneskets tanker som tilværelsens kilde og en gjenstand for ærefrygt og tilbedelse. Satan søger at føre menneskene bort fra deres troskab mod Gud og fra at lyde hans lov; derfor vender han sine bestræbelser særlig mod det bud, der henviser til Gud som skaber. ret
(48) Protestanterne paastaar nu, at Kristi opstandelse paa søndagen gjorde den til de kristne sabbat. Men der findes ikke noget bevis derfor i skriften. Jngen saadan ære blev tillagt denne dag af Kristus og hans apostler. Helligdagsholdelsen af søndagen som en kristelig ordning har sin oprindelse fra "uretfærdigehdens hemmelighed" (2 Tess 2:7), som allerede begyndte at ytre sig paa Paulus' tid. Hvor og hvornaar har Herren antaget dette pavemagtens barn? Hvilken gyldig grund kan man anføre for en forandring, som skriften ikke billiger? ret
(49) J det sjette aarhundrede har pavemagten bleven fuldstændig stadfæstet. Dets trone var oprettet i den kejserlige stad, og biskoppen i Rom blev erklæret for hele menighedens overhoved. Hedenskabet var borttaget, og pavedømmet oprettet i stedet for. Dragen havde givet dyret "sin kraft og sin trone stor magt." (Aab 13:2 Se anhang anm 2) Og nu begyndte de 1260 aar af pavelig undertrykkelse, som er forudsagt i Daniels bog og Aabenbaringen. (Dan. 7:25; Aab 13:5-7) De kristne blev tvungne til enten at vise utroskab mod Gud og antage de pavelige ceremonier og den pavelyge gudsdyrkelse eller at hensmægte i fængsler og lide døden paa pinebænken, paa baalet eller skafottet. Nu blev Jesu opryldte: "Men J skal og forraades af forældre og brødre og frænder og venner, og de skal slaa nogle af eder ihjel; og J skal hades af alle for mit navns skyld." (Luk. 21:15,17) Forfølgen begyndte mod Herrens tro tjenere med større raseri end nogensinde tilforn, og verden blev en uhyre krigsmark. Gjennem flere hundrede aar fandt Kristi menighed tilflugt i ensomhed og paa hemmelige steder. Profeten siger: "Og kvinden flyede i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, at de der skulde ernære hende tusende to hundrede og tresindstyve dage." (Aab 12:6) ret
(49) Da den romersk-katholske kirke erholdt magt, begyndte den mørke tidsalder. Eftersom kirkens magt tiltog, blev mørket dybere. Troen blev overført fra Kristus den sande grundvold, til paven i Rom. J stedet for at forlade sig paa Guds søn og af ham erholde syndernes forladelse og evig frelse, saa folket til paven og til præsterne og prælaterne, hvem han havde givet myndighed. Man lærte dem, at paven var ederes jordiske midler; at ingen kunde komme til Gud uden gjennem ham; og endvidere, at han stod i Guds sted for dem og burde derfor ubetinget adlydes. Dersom nogen afveg fra hans bud, saa ansaa man det som en tilstrækkelig grund til, at han skulde straffes paa det strengeste baade paa sjæl og legeme. Saaledes blev folkets sind bortvendt fra Gud til fejlende, vildfarne og grusomme mennesker, ja mere end dette, til mørkets fyrste selv, som udøvede sin magt gjennem dem. Synden blev skjult under hellighedens kaabe. Naar skrifterne tilsidesættes, og mennesket betragter sig selv som overordnet, kan vi ikke længere andet end bedragerier, svig og vanærende uretfærdighed. Naar menneskelige lov og sagn bliver ophøjede, aabenbares den fordærvelse, som altid følger af at tilsidesætte Guds lov. ret
(50) Disse var farefulde dage for Kristi mengihed. De trofaste lysbærere var i sanhed faa. Omendskjønt der var nogle vidner for sandhedne, saa synes det dog, at om vildfarelse og overtro aldeles skulde faa overhaand, og at den sande religion vilde blive udslettet af jorden. Man glemte evangeliet, men indførte mengfoldige religiøse former, og fo lket blev plaget med strenge udsugelser. ret
(50) Man lærte dem ikke blot at se hen til paven som deres midler, men ogsaa at stole paa sine egne gerninger for at udsone sin synd. Lange pilgrimsrejser, bodsøvelser, tilbedelse af relikvier, opbyggelsen af kirker og altre, betaling af store summer til kirken - disse og mange lignende handlinger blev paalagte for at stille Guds vrede eller at erholde hans gundst, som om Gud var lig et menneske, der kunde vredes over ubetydeligheder eller tilfredsstilles ved gaver eller bodsøvelser. ret
(50) Omendskjønt ryggesløshed herskede endog b landt den katolske kirkes ledere, saa syntes dens indflydelse dog stadig at tiltage. Ved slutningen af det ottende aarhundrede paastod papisterne, at de romerske biskopper i den første tid havde havt den samme aandelige magt, som de nu tilegnede. sig. For at stadfæste denne paastand maatte man benytte midler, som kunde give den udseende af sandhed, og disse fandt løgnens fader meget let. Gamle dokumenter blev opdigtede af munkene. Man opdagede kirkeraadsdekreter, som an aldrig før havde hørt omtale, hvilke stadfæstede pavens overdømme fra de ældste tider. Efter at kirken havde forkastet sandheden, (1 Kor 3:10,11) antog den gradvis disse bedragerier. ret
(51) De faa trofaste, som byggede paa den sande grundvold,b lev forvildede og forhindrede i deres arbejde, idet den falske lære lagde vanskeligheder i vejen for dem. Ligesom de, der byggede Jerusalems mure paa Nehemias' tid, var nogle ogsaa nu færdige til at sige: "Lastdragernes kraft er skrøbelig, og gruset er meget, og vi kan ikke bygge paa muren." (Neh. 4:10) Trættet af den bestandige kamp mod forfølgelse, bedrageri, uretfærdighed og alle de andre hindringer, som satan opfandt for at stanse deres fremgang, var nogle af dem bleven modløse, og for at holde fred og beholde sin ejendom og sit liv, vendte de sig bort fra den sande grundvold. Men andre stod fast uden at lade sig forfærde af dine fienders modstand og erklærede modigt: "Frygt ikke for deres ansigt, tænker paa den store og forfærdelige herre". (Neh. 4:14; Es. 6:17.) og de stred fremad med gjerningen, enhver med sit sværd ved sin side. ret
(51) Det samme had og den samme lyst til modstand mod sandheden har besjælet Guds fiender til enhver tid, og den samme aarvaagenhed og troskab fordres af hans tjenere. Kristi ord til disciplene er anvendelige paa hans efterfølgere indtil tidens ende: "Men, hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: vaager." (Mark. 13:37) ret
(51) Mørket synes at tiltage. Billedtilbedelse blev mindre almindelig. Man brænde lys foran billederne og fremlagde bønner for dem. De urimeligste og mest overtroiske skikke fik fremgang. Menneskets sind var saa fuldkommen behersket af overtro, at forstanden syntes at have tabt sin herredømme. Medens præsterne og biskopperne blev elskede vellyst og var kjødelige og fordærved, kunde man ikke vente andet, end at folket, som saa hen til dem for vejledning, sank ned i uvidenhed og forbrydelselser. ret
(51) Pave Gregor VII tog et skridt til paa den pavelige anmaselses bane,a t han i det ellvte aarhundrede erklærede, den romersk-katolske kirke var fuldkommen. Blandt de sætninger som han fremførte, var der en, hvori han paastod, at kirken aldrig havde taget fejl, ej heller vilde den nogensinde tage fejl ifølge skriftens vidnesbyrd. Men intet bevis fra skriften ledagede denne paastrand. Dernæst paastod den stolte pave, at han havde ret til at afsætte kejsere og erklærede, a tingen befaling, som var udgaaet fra ham kunde forandres af nogen, men at han havde ret til at forandre alle andre menneskers bestemmelser. ret
(52) Et slaaende eksempel paa den tyranniske karakter, som denne ufejlbarlighedens talsmand besat, ser man i hans behandling af den tyske konge, Henrik IV. Denne monark blev nemlig banlyst af paven og afsat,f ordi han vovede at tilsidesætte pavens myndighed. Forfærdet over sine egne fyrsters frafald og trudsler, thi de blev opmuntrede til oprør mod ham af en pavelig udsending, blev Henrik overtydet om unødvendigheden af at slutte fred med Rom. Ledsaget af sin hustru og en tro tjener drog han over Alperne midt om vinteren for at ydmyge sig for paven. Da han kom til det slot, hvor Gregor opholdt sig, blev han ført til den ydre forgaard uden sin livvagt, og der maatte han staa i vinterens trenge kulde med ubedækket hoved og nøgne fødder i en jammerlig klædedragt og vente paa pavens tilladelse til at erholde audients. Paven nedlod sig ikke til at benaade ham, for han havde fastet i tre dag og erkjendt sine fejl. Og selv da var det paa den betingelse, at kejseren skulde vente paa pavens tilladelse, for at han atter iførte sine kongelige tegn og udøvede sin magt som konge. Opblæst af sin sejr, pralede Gregor af, at det var hans pligt "ad nedbryde kongernes stolthed". ret
(52) Hvilken slaaende modsætninger der er mellem den stolte paves anmasende hovmod og Kristi ydmyghed og sagtmodighed, - han, der fremstiller sig selv som den, der banker paa hjertets dør og beder om at komme ind og bringe syndsforladelse og fred, og som lærte sine disciple: "Hvo, som vil være den ypperste iblandt eder, han være eder underdanig." (Math. 2: 720:) ret
(52) Aarhundrede efter aarhundrede forløg og blev bestandig vidne til flere og flere vildfarelser blandt de lærdomme, som indførtes fra Rom. Selv før pavemagtens oprettelse havde de hedenske filosofers lære tildraget sig opmærksomhed og faaet indflydelse i menigheden. Mange,s om bkjendte sig til kristendommen, hang endnu ved deres hedenske filosofers læresætninger og vedblev ikke blot selv at granske denne, men nødte ogsaa paa andre som et middel til at forøge sin indflydelse blandt hedningerne. Saaledes blev store vildfarelser indførte i den kristne tro. Fremtrædende blandt disse var troen paa menneskets medfødte udødelighed og bevidsthed i døden. Denne lære blev den grund, hvorpaa Rom byggede helgen-tilbedelsen og jomfru Marias tilbedelse. Herfra udsprang ogsaa den uvldfarende lære om de ugudeliges evige pine, hvlken tidlig blev indført i den pavelige troeslære. ret
(53) Vejen var nu beredt til at indføre en anden hedensk opfrindelse, som Rom kaldte skjærsilden og benyttede til at skræmme den lettroende og overtroiske mængde. Denne skjætteriske lære paastaar, at der er et pinested, hvor de sjæle, som ikke har fortjent evig fordømmelse, nu lider straf for sin synd, og de paastaar endvidere, at de kan udfries af skjærsilden og overføres til himlen, naar de bliver fri fra sin urenhed. ret
(53) Der behøvedes endnu en anden opfindelse for at sætte Rom i stand til at drage nytte af sine tilhængeres frygt og forbrydelser. Denne blev indført under navn af læren om aflad. Man gav fuld forladelse for alle synder, baade forbigangne, næærværende og tilkommende og fritagelse fra alle smerte og af straf, som nogen ahvde forskyldt. Denne aflad blev skjenker alle, som vilde gaa med i krig for paven og hjælpe til at udvide hans verdslige herredømme, at straffe hans fiender eller at udrydde dem,s om turde fornegte hans aandelige overherredømme. Han lærte ogsaa folket, at de ved at betale penge til kirken kunde fri sig selv fra synd og tillige udfri sine afdøde venners sjæle,s om var indesluttede i skjærsildens pinsomme flammer. Ved saadanne lærdomme fyldte Rom sit skatkammer og opretholdt den luksus praft og last, som paven hengav sig til, medens han paa samme tid paastod, at han var en repræsentant af ham,s om ikke havde det, hvortil han kunde hælde sit hoved. ret
(53) J stedet for den af skriften anordnede Herrens nadver, havde man indført messens afgudsoffer. De pavelyge præster foregav, at de ved sit meningsløse mumleri forvandlede brødet og vinen til Kristi virkelige legeme og blod. Med bespottelig anmasselse paastod de offentlig, at de havde magt til at "skabe Gud, alle tings skaber". Man forlangte, at alle kristne under dødsstraf skulde bkjende, at de troede paa denne frygtelige gudspottelige lære. Store skarer, som ikke vilde anerkjende den, blev overgivne til baalet. ret
(54) J det trettende aarhundrede blev et af pavemagten frygteeligste redskaber indført, nemlig inkvisitionen. Mørkets fyrste arbejdede med det pavelige præsteksabs førere. Satan og hans engle beherskedeonde mænds sind i deres hemmelige raad, medens Guds engel usynlig stod midt iblandt dem og nedtagnede de frygtelige beretninger om deres uretfærdige bestemmelser. Han nedskrev historien om de gjerninger, der er for grusomme til at fremstilles for menneskelige øjne. "Babylon den store" var "drukken af de helliges blod". Millioner mishandlede martyrer raabte til Gud om hevn over hin frafaldne magt. ret
(54) Pavedømmet var blevet verdens selvhersker. Konger og kejsere bøjede sig for de romerske pavers befaling. Det saa ud, som om menneskets skjebne baade for tid og evighed var i deres haand. Gjennem flere aarhundreder var den romerske kirkes lære bleven ubetinget antaget vildt og bredt; dens skikke blev iagttagne med ærbødighed og dens fester helligholdte i almindelighed. Dens præstestand blev æret og rigelig understøttet. Den romerske kirke har aldrig siden kunnet erholde saa stor ære, glans eller magt. ret
(54) Pavedømmets middag eller glanspunkt var verdens moralske midnat. Den hellige skrift var næsten aldeles ukjendt, ikke blot af folket, men af præsterne. Ligesom farisæerne fordum, havde ogsaa de pavelige førere det lys, som vilde aabenbare deres synder. Efter at Guds lov, som var regelen for retfærdighed, var bleven bortfjernet, udøvede de sin magt ubegrænset og sine forbrydelser uhindret. Bedrageri, gjerrighed og ryggesløshed herskede. Mennesket veg ikke tilbage fra nogen forbrydelse, hvorved det kunde erholde rigdom og ære. Pavernes og prælaternes paladser var sædet for de værste udsvævelser. Nogle af de herskende paver gjorde sig skyldige i forbrydelser, der var saa oprørende, at de verdslige regenter forsøgte at afsætte disse høje gejstlige i menigheden som uhyrer, der var for lastefulde til at kunne taales. J flere aarhundreder havde verden ingen fremgang gjort i videnskab, kunst og civilisation. Et moralsk og aandelig lammelse var kommen over kristendommen. ret
(55) Verdens tilstand under den romerske magt viste en frygtelig og mærkelig opfyldelse af profeten HOseas's ord: "Til grunde gaar mit folk, fordi det ikke har kundskab; thi som du har forkastet kundskab, saa vil jeg ogsaa forkaste dig. Og som du glemte din Guds lov, vil ogsaa jeg glemme dine børn." "Thi der er ej sandhed og ej kjærlighed og ej Guds-kundskab i landet; sværgen og lyven og myrden og stjælen og bolen! man bryder ind, og blodskyld rører ved blodskyld." (Hos. 4:6,1,2.) Dette var følgerne af at forkaste Guds ord. ret