(445) Og jeg vil sætte fiendskab imellem dig og imellem kvinden og imellem din sæd og imellem hendes sæd; den skal sønderknuse dit hoved, men du skal sønderknuse hans hæl". (1 Mos. 3:15) Guds dom, som blev forkyndt over satan efter menneskets fald, var ogsaa en profeti, som omfattede alle tider til tidens ende, og var et forbillede paa den store kamp, som forestod alle mennesker, der skulde leve paa jorden. ret
(445) Gud siger: "Jeg vil sætte fiendskab." Dette fiendskab er ikke naturlig til stede. Da mennesket overtraadte Guds lov, blev dets natur ond, og det var i harmoni med satan, ikke i strid med ham. Det er af naturen intet fiendskab mellem det syndige menneske og syndens ophavsmand. Begge blev fordærvede ved frafaldet. Den frafaldne hviler aldrig, uden han kan erholde sympati og hjælp ved at faa andre til at følge sit eksempel. Af denne grund er de faldne engle og ugudelige mennesker forenede i et fortvivlet samfund. Dersom Gud ikke særlig havde grebet ind, saa vilde satan og mennesket have indgaaet i pagt mod himlen, og i stedet for nære fiendskab mod satan vilde hele menneskeslægten have forenet sig til modstand imod Gud. ret
(445) Satan fristede mennesket til at synde, ligesom han havde ledet englene til at gjøre oprør, for at han saaledes kunde skaffe sig medhjælpere i sin kamp mod himlen: Der var ingen strid mellem ham og de faldne engle med hensyn til at hade Kristus. Omendskjønt de var uenige i alle andre stykker, var de dog fast forende i at modsætte sig verdensaltets regent. Men da satan hørte vidnesbyrdet, at der skulde være fiendskab mellem ham og kvinden og mellem hans sæd og hende sæd, saa vidste han, at hans betræbelser for at fordærve menneskets natur vilde blive forhindret, at mennesket paa en eller anden maade vilde blive i stand til at modstaa hans magt. ret
(446) Satans fiendskab mod menneskeslægten optændes, fordi den er gjenstand for Guds kjærlighed og barmhjertighed gjennem Kristus. han ønsker at hindre Guds plan til menneskenes forløsning og at vanære Gud ved at vanskabe og besmitte hans hænders gjerninger. Han ønsker at bringe sorg ind i himlen og at fylde jorden med vé og ødelæggelse. Og han henviser til at dette onde, som en frugt af Guds gjerning, da han skabte mennesket. ret
(446) Det er en naade, som Kristus nedlægger i sjælen, der bevirker fiendskab mod satan. Uden denne naade til at omvende og fornye sjælen vilde mennesket vedblive at være satans fange, en tjener, som altid var rede til at lyde hans befalinger. Men det nye princip i sjælen frembringer en kamp, hvor der tilforn var fred. Den kraft, som Kristus meddeler, sætter mennesket i stand til at modstaa denne tyran og magtraner. Hver den, som viser, at han hader synden i stedet for at elske den, som modstaar og overvinder de lidenskaber, der har hersket i hjertet, viser virkningen af et princip, der kommer alene fra himlen. ret
(446) Det fiendskab, som raaber mellem Kristi aand og satans aand, viste sig meget slaaende ved den maade, hvorpaa verden modtog Jesus. Det var ikke saa meget, fordi han fremstod uden jordisk rigdom, kraft og storhed, at jøderne blev ledede til at forkaste ham: De saa, at han besad en magt, som rigelig vilde erstatte mangelen paa disse udvortes fortrin. Men Kristi renhed og hellighed vakte de ugudeliges had imod ham. Hans selvfornegtende og syndfri liv var en stadig irettesættelse for et stolt, sanseligt folk. Det var dette, som fremkaldte fiendskab mod Guds søn. Satan og onde engle forende sig med onde mennesker. Alle frafaldets kræfter forenede sig mod sandhedens forsvarer. ret
(446) Det samme fiendskab viser sig mod Kristi efterfølgere, som ytrede sig mod deres mester. Enhver, som faar øje paa syndens modbydelige karakter og i Guds styrke modstaar fristelsen, vil visselig opvække satans og hans undersaatters vrede. Had mod sandhedens rene grundsætninger og forhaanelse og forfølgelse mod dens forkyndere vil vedvare saa længe, som synd og syndere vedvarer. Kristi efterfølgere og satans tjenere kan ikke være i harmoni. Korsets forargelse er ikke ophørt. "Alle, som vil leve gudeligen i Kristus Jesus, skal forfølges." (2 TIm. 3:12) ret
(446) Satans hjælpere arbejder bestandig under hans vejledning for at stadfæste hans myndighed og opbygge hans rige i modsætning til Guds rige. J denne hensigt søger de at bedrage Kristi efterfølgere og at drage dem bort fra deres lydighed. Ligesom deres leder forkaster og forvender de skrifterne for at opnaa sin hensigt. Ligesom satan søgte at forhaane Gud, saaledes søger ogsaa hans tjenere at skade Guds folk. Den aand, som dræbte Jesus, leder ogsaa de ugudelige til at dræbe hans efterfølgere. Alt dette er forudsagt i den første profeti: "Jeg vil sætte fiendskab imellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd." Dette er det værk, som vil blive fortsat i den store strid mellem Kristus og Satan til tidens ende. ret
(447) Satan samler alle sine kræfter og fører hele sin magt i striden. Hvorfor møder han ikke større modstand? Hvorfor er Kristi stridsmænd saa søvnige og ligegyldige? - De som besidder evner og lærdom beundres og æres, som om disse ting kunde forsone for mangel paa gudsfrygt eller give mennesket ret til Guds naade. Evner og dannelse, betragtet for sig selv, er Guds gaver, Men de bliver en forbandelse og snare, naar man regner dem lige med fromhed, og naar de leder sjæle bort fra Gud i stedet for at bringe dem nærmere til ham. Der er kun lidet fiendskab mod satan og hans gjerninger, fordi der er saa stor uvidenhed om hans magt og ondskab, og den uhyre udstrækning af hans strid mod Kristus og hans menighed. Mange mennesker er bedragne i denne henseende. De ved ikke, at deres fiende er en mægtig hærfører, som styrer de onde engle, og at han strider mod Kristus med vel overlagt planer og stor dygtighed for at forhindre sjæles frelse. Blandt dem, som bekjender sig til kristendommen, ja, endog blandt evangeliets forkyndere, høres der neppe en hentydning til satan undtagen maaske et tilfældigt ord fra prædikestolen. De overset beviserne for hans stadige virksomhed og fremgang; de tilsidesætter de mange advarsler om hans list; de synes endog at tillukke sine øjne for hans tilværelse. ret
(448) Medens menneskene er uvidne om hans planer, er denne virksomme fiende paa spor efter dem hele tiden. Han fremstiller sig for ethvert medlem i familijen, paa enhver gade i vore byer, i kirkerne, blandt nationernes raadgivere og for domstolene; han forvirrer, bedrager forfører og fordærver overalt mænds, kvinders og børns sjæle og legemer, adskiller familijer, faar had, opvækker fiendskab, nid, trætte, tvedragt og mord. Og den kristne verden synes at se paa disse ting som om Gud havde bestemt dem, og de maatte eksistere. ret
(448) Satan søger bestandig at overvinde Guds folk ved at nedbryde de skranker, som adskiller dem fra verden. Det gamle Jsrael blev ledet til synd, da de tvært imod Guds bud vovede at forene sig med hedninger. Paa lignende maade ledes ogsaa nutidens Jsrael bort fra livets vej. "Denne verdens gud har forblindet det vantro sind, paa det oplysningen ikke skulde skinne for dem fra evangeliet om Kristi herlighed, som er Guds billede." (2 Kor. 4:4) Enhver, som ikke af sit hjerte følger Kristus, tjener satan. J det uomvendte hjerte er der kjærlighed til synd og tilbøjelighed til at nære og undskylde den. J det omvendte hjerte er der had til synd og en afgjort modstand imod den. Naar kristne vælger de ugudeliges og vantros selskab, udsætter de sig selv for fristelse. Satan skjuler sig selv og drager i løndom sit bedragelige slør over deres øjne. De kan ikke se, at et saadant selskab er beregnet paa at skade dem, og medens de hele tiden bliver mere lig verden i deres karakter, ord og handlinger, bliver de mere og mere forblindede. ret
(448) At føje sig efter verdens skikke omvender menigheden til verden; det omvender aldrig verden til Kristus. Fortrolig omgang med synden vil uundgaaelig bevirke, at de synes mindre modbydelig. Den, som vælge at holde selskab med satans tjenere, vil snart høre op med at frygte for deres mester. Naar vi bliver prøvede paa pligtens vej, ligesom Daniel blev ved kongens hof, saa kan vi være visse paa, at Gud vil beskytte os. Men dersom vi udsætter os selv for fristelsens magt, saa vil vi falde før eller senere. ret
(449) Fristeren arbejder ofte med stort held gjennem dem, som hvem man mindst formoder, at de er under hans herredømme, fordi de har saa liden virkelig forening med Kristus, fordi de er saa tomme for hans aand. Synden er ikke saa modbydelig og afskyelig for dem, som den var for deres mester. De møder den ikke saaledes som Kristus med bestemt og afgjørende modstand. De forstaar ikke, hvor overordentlig ond og fordærvet synd er, og deres øjne er tillukkede baade for mørkets fyrstes magt og karakter. Mange er af den mening, at alt, som har udseende af høflighed og dannelse, maa i en vis forstand tilhøre Kristus. Der har aldrig været en større fejltagelse. Disse egenskaber burde pryde enhver kristens karakter; thi de kunde derved have stor indflydelse til gavn for den sande religion; men de maa helliges til Gud, ellers er de blot et redskab for de onde. Mange, som er behagelige i sin omgang og forstandige og ikke vilde nedlade sig til det, som man almindelig anser for en umoralsk handling, er blot slebne redskaber i satans haand. Deres indflydelse og eksempel er af en underfundig og bedragelig natur, og det gjør dem til mere farlige fiender for Kristi sag, end de, som er uvidende og udannede. ret
(449) Gjennem inderlig bøn og tillid til Gud, erholdt Salomon den visdom, som vakte verdens forbauselse og beundring. Men da han vendte sig bort fra kilden til sin styrke og stolede paa sig selv, faldt han som et bytte for fristelsen. Da gjorde de underfulde evner, som blev skjænkede denne viseste bland konger, han blot til et mere virksomt redskab for sjælens modstander. ret
(449) Medens satan bestandig søger at forblinde deres øjne for denne sandhed, bør de kristne aldrig glemme, at "de har ikke kamp mod kjød og blod, men mod fyrstendømmer og magter, mod verdens herrer, som regjerer i denne tids mørke, mod ondskabens aandelige hær under himlen". (Ef. 5:12) Den guddommelige advarsel lyder gjennem aarhundreder til vor tid: "Værer ædru, vaager; thi eders modstander, djælvelen, gaar omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge." (1 Pet. 5:8) "Jfører Guds fulde rustning, at J kan være mægtige til at staa imod djævelens snedige anløb." (Es. 6:14.) ret
(450) Fra Adams dage til vor tid har vor store fiender brugt sin magt for at undertrykke og ødelægge. Han bereder sig nu til sin sidste kamp mod menigheden. Alle, som søger at følge Jesus, vil komme til at deltage i kampen mod denne ubarmhjertige fiende. Jo mer en kristen efterligner det guddommelige eksempel, desto sikrere er det, at han vil blive gjenstand for satans angreb. Enhver, som virksomt deltager i værket for Guds sag og søger at aabenbare den ondes bedrageri og at fremstille Kristus for sine medmennesker, kan vinde med Paulus, at han tjener Herren med al ydmyghed med mange taarer og fristelser. ret
(450) Satan angreb Kristus med sine grummeste og listigste fristelser; men han blev slaaet tilbage ved ethvert angreb. Denne kamp blev udkjæmpet for vor skyld; disse sejre gjør det muligt for os at sejre. Kristus vil give alle dem styrke, som søger den. Jntet menneske kan mod sin vilje blive overvundet af satan. Fristeren har ingen magt til at styre viljen eller til at tvinge sjælen til at synde. Han kan bringe elendighed, men han kan ikke besmitte. Han kan foraarsage sjælekval, men han kan ikke gjøre nogen vanhellig. Den sandhed, at Kristus har sejret, bør opmuntre hans efterfølgere til at stride modigt i kampen mod synden og satan. ret