(451) Forbindelsen mellem den synlige og den usynlige verden, Guds engles tjenste og onde aanders værk, er tydelig aabenbaret i skrifterne og er uadskillelig forenet med menneskets historie. Der er en tiltagende tilbøjelighed til ikke at tro paa onde aanders tilværelse, og mange tror, at de hellige engle, som er i "tjenende aander, udsendte til hjælp for dem, som skal arve saglighed", (Heb. 1:14) er de afdødes aander. Men skrifterne lærer ikke blot, at englene har tilværelse, baade de gode og de onde, men de indeholder ogsaa uimodsigelige beviser for, at de ikke er døde menneskers hedenfarne aander. ret
(451) Englene var til, før mennesket blev skabt; thi da jordens grundvold blev lagt, sang "morgenstjernerne tilhobe, og alle Guds børn raabte af glæde". (Job 38:7) Efter menneskets fald, blev englene sendte til at bevogte livets træ, og dette var før end noget menneske havde smagt døden. Englene har en ypperligere natur end menneskene; thi salmisten siger, at Gud lod mennesket blive "lidet ringere end englene". (Sal. 8:6) ret
(451) Skriften underretter os om disse himmelske væseners antal, om deres magt og herlighed, deres delagtiggjørelse i Guds regjering, og tillige om deres forhold til forløsningens værk. "Herren har befæstet sin trone i himlen, og hans rige behersker alt." Og profeten siger: "Jeg saa og hørte mange engles røst omkring tronen"; de staar for kongernes konge - engle, som er "vældige i magt", "tjenere, som gjør hans vilje", idet de "høre paa hans ords røst". (Sal. 103:19-21; Aab. 5:11) Tusende gange tusende og titusende gange titusende var tallet paa de himmelske sendebud, som profeten Daniel saa. Apostlen Paulus kalder dem "englenes mange tusende". (Dan. 7:10; Heb. 12:22.) Som Guds sendebud løber de frem og tilbage og er "som lynglimt at se til", (Ez. 1:14.) saa blændende er deres herlighed, og saa hurtig deres flugt. Englen, som viste sig ved Frelserens grav, bevirkede, at "vægterne skjælvede af frygt for ham og blev som døde"; hans ansigt "var ligesom lynet, og hans klædebon hvidt som sne". (Math. 28:3,4.) Da Senakerib, den stolte asyrer, forhaanede og bespottede Gud og truede Jsrael med ødelæggelse, skete det "i den samme nat, at Herrens engel fór ud og slog i asyrernes lejr et hundrede og fem og firsindstyve tusende". Englen "tilintetgjorde alle de vældige til strid, og fyrsterne og de øverste i kongen af Asyriens lejr; og denne drog tilbage til sit land med sit ansigt blusel". (2 Kong. 19:35; 2 Krøn. 32;21) ret
(452) Englene udsendes for at bringe naade til Guds børn. De blev sendte til Abraham med forjættelser og velsignelse; til Sodomas porte for at frelse den retfærdige Lot fra stadens ødelæggelse i ilden; til Elias, da han var ved at omkomme i ørknen af træthed og hunger; til Eliasa med gloende vogne og heste, som omringede den lille by, hvor han var indesluttet af sine fiender, til Daniel, da han søgte visdom af Gud ved en konges hof, og da han var overgivet som et bytte til løverne; til Peter i Herodes fængsel, da han var dømt til døden; til fangerne i Filippi; til Paulus og hans medbrødre i den stormfulde nat paa søen; til Kornelius for at berede ham til at modtage evangeliet; til Peter for at sende ham med frelsens budskab til en fremmed hedning. Saaledes har hellige engle til alle tider tjent Guds folk. ret
(452) En skjærmende engel bliver valt for enhver, som følger Kristus. Disse himmelske vægtere beskjærme de retfærdige mod den ondes magt. dette erkjendte satan selv, da han sagde: "Mon Job frygter Gud for intet? Har du ej sat et gjærde om ham og om hans hus og om alt det, ha har trindt omkring?" (Job 1:9,10) Den virkende magt, hvormed Gud beskjærmer sit folk, er fremstillet i salmistens ord: "Herrens engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygter ham, og frier dem. (Sal. 34:8) Frelseren sagde, idet han talede om dem, som troede paa ham: "Ser til, at J ikke foragter en af disse smaa; thi jeg siger eder: deres engle i himlene ser altid min faders ansigt, som er i himlene." (Math. 18:10) De engle, som er bestemte til at tjene Guds børn, har til alle tider adgang til ham. ret
(453) Saaledes har Guds folk løfte om de himmelske engles uophørlige beskyttelse, naar de er udsatte for mørkets fyrstes bedrageri, magt og vedvarende ondskab og er i kamp med alle de onde magter. ej heller gives dette løfte ufornødent. Naar Gud giver sine børn løfte om naade og beskyttelse, saa sker det, fordi de maa møde en stærk indflydelse af onde aander - aander, som er talrige, faste i sine beslutninger og utrættelige, hvis ondskab og magt ingen med tryghed kan være uvidende om eller vise ligegyldighed imod. ret
(453) De onde aander blev i begyndelsen skabte fri for synd, og var lige i natur, kræfter og herlighed med de hellige engle, som nu er Guds sendebud; men faldne formedelst synd, har de forenet sig om at være Gud og ødelægge menneskeheden. Forenede med satan i hans oprør og med ham udstødte af himlen, har de gjennem alle tider samarbejdet med ham i hans kamp mod Guds regjering. Skrifterne fortæller os om deres forbund og regjering, om deres forskellige afdelinger, om deres forstand og list, og om deres ondskabsfulde bestræbelser for at forstyrre menneskenes fred og lykke. ret
(453) Det gamle testamentes historie omtaler af og til deres tilværelse og virksomhed; men det var paa den tid, da Kristus var paa jorden, de onde aander viste sig deres magt stærkest. Kristus var kommen for at udføre den plan, som var bestemt til menneskets forløsning, og satan besluttede at paastaaa sin ret til at herske over jorden. Det var lykkes ham at oprette afguderi overalt paa jorden undtagen i Palæstina. Kristus kom til det eneste land, som ikke aldeles havde underkastet sig fristerens herredømme, for at bringe folket himlens lys. Her var to modstandere, som gjorde fordring paa herredømme. Jesus udstrakte sin kjærligheds arm og indbød enhver, som vilde, til at finde syndsforladelse og fred hos ham. Mørkets hære saa, at deres herredømme ikke var ubegrændset, og de forstod, at dersom Kristi mission fik fremgang, saa vilde det snart være forbi ved deres herredømme. Satan rasede som en lænket løve og viste trodsig sin magt over menneskenes legemer saa vel som deres sjæle. ret
(454) At mennesker har været besatte af onde aander, er tydelig omtalt i det nye testamente. De mennesker, som led saaledes, led ikke blot af naturlig sygdom. Kristus forstod fuldkommen vel, hvad det var, han havde med at gjøre, og han mærkede de onde aanders umiddelbare tilstedeværelse og virksomhed. ret
(454) Et slaaende eksempel paa deres antal, magt og ondskab saa vel som paa Kristi magt og barmhjertighed er anført i skriften i fortællingen om hvorledes han helbredede de besatte i Gadara. Disse elendige vanvittige, som modsatte sig al tvang, vred sig, fraadede, rasede og fyldte luften med sine skrig, øvede vold mod sig selv og satte alle dem i fare, som nærmede sig dem. Deres blødende, vansirede legemer og forrykte sind fremstillede et syn, der behagede mørkets fyrste. En af de ondes aander, som beherskede de lidende, raabte: "Legion er dit navn; thi vi er mange." (Mark 5:9) J den romerske her bestod en legion af fra tre til fem tusende mand. Satans hær er ogsaa ordnet i afdelinger, og den ene afdeling, hvortil disse onde aander hørte, talte ikke mindre end en legion. ret
(454) Paa Jesu bud forlod de onde aander sine ofre, og disse sat roligt ved Jesu fødder, og viste sig underdanige, forstandige og sagtmodige. Men de onde aander fik tilladelse til at jage en svinehjord i søen; og beboere i Gadara syntes, at tabe af denne hjord var meget større end de velsignelser, Kristus havde bragt; derfor bad de den guddommelige læge om at forlade deres egne. Dette var det udfald,s om satan agtede at opnaa. Jdet han kastede skylden for deres tab paa Jesus, vakte han folkets egenkjærlige frygt og forhindrede dem fra at lytte til hans ord. Satan anklager bestandig de kristne, som om de er skyld i tab, ulykke og lidelse, i stedet for at lade bebrejdelsen falde, hvor den hører hen, nemlig paa ham selv og hans medhjælpere. ret
(455) Men Kristi hensigter blev dog ikke hindrede. Han tillod de onde aander at ødelægge svinehjorden for at straffe de jøder, som holdt disse urene dyr for vindings skyld. Dersom Kristus ikke havde holdt de onde aander tilbage, saa vilde de have styrtet ikke alene svinene, men tillige baade hyrderne og ejerne i søen. At hyrderne og ejerne blev bevarede hidrørte alene fra hans magt, som han naadig benyttede til deres frelse. Denne begivenhed blev endvidere tilladt at ske, for at disciplene kunde blive vidne til satans grusomme magt baade over mennesker og dyr. Frelseren ønskede, at hans efterfølgere skulde erholde kundskab om den fiende, som de skulde møde, for at de ikke skulde bedrages eller overvindes af hans rænker. Det var ogsaa hans vilje, at folkene paa denne egn skulde se hans magt til at sønderbryde satans aag og udfri hans fanger. Og omendskjønt Jesus selv drog bort derfra, saa blev dog de mænd, som saa vidunderlig var bleven frelste, tilbage og vidnede om deres velgjøres barmhjertighed. ret
(455) Andre tilfælde af lignede art omtales i skriften. En syrosøniceerindes datter blev ilde plaget af en djævel, som Jesus uddrev med sit ord. (Mark. 7:26-30.) En "besat", "som var blind og stum", (Math. 12:22) en ung mand, som havde en maalløs og døv aand, der ofte "kastede ham baade i ild og vand, at den kunde omkomme ham". (Mark. 9:17-27.) den besatte, som var plaget af "en uren djævles aand" og forstyrrede deres ro paa sabbaten i synagogen i Kapernaum - alle disse helbredede den barmhjertige frelser. J næsten ehvert tilfælde tiltalte Kristus den onde aand som et fornuftigt væsen, og bød den at forlade sit offer og ikke plage det mere. De, som var forsamlede i Kapernaum og saa hans store magt, blev alle forfærdede, "og de talede med hverandre og sagde: Hvad er dog dette, at han byder de urene aander mod myndighed og magt, og de farer ud". (Luk. 4:33-36.) ret
(456) De, som var besatte af djævle, blev almindelig fremstillede som i en stilstand, hvori de led meget; men der var dog undtagelser fra denne regel. For at erholde overnaturlig magt var der nogle, som bød den sataniske indflydelse velkommen. Disse havde naturligvis ingen kamp med de onde aander. Af denne slagt var de, som havde en spaadomsaand, - Simon Magus, Elymas, troldkarlen og den pige, som fulgte Paulus og Silas i Filippi. ret
(456) Jngen er i større fare for de onde aanders indflydelse end de, som tværtimod skriftens mangfoldige ligefremme vidnesbyrd, negter djævelens og hans engles tilværelse og virksomhed. Saalænge vi er uvidne om deres list, har de et utroligt stort fortrin. Mange føler deres indflydelser, medens de tror, at de følger sin egen visdom. Dette er grunden til, medens vi nærmer os tidens ende, at satan skal virke med større magt for at bedrage og ødelægge overalt, at han udbreder den tro, at han ikke er til. Det er hans kundstgreb at skjule sig selv og den maade, hvorpaa han virker. ret
(456) Der er intet, som den store bedrager frygter saa meget, som at man skal blive bekjendt med hans anslag. For at han bedre kan skjule sin virkelige karakter og hensigt, har han faaet menneskene til at afmale ham saaledes, at det ikke vækker nogen stærkere frelse end haan og foragt. Han er godt fornøjet med at blive malet, som en løjerligt, væmmeligt væsen, vanskabt, halvt dyr og halvt menneske. Han fornøjer sig over at høre, at hans navn bruges i spøg og til spot af dem, som tænker om sig selv, at de er forstandige og oplyste. ret
(456) Fordi djælvelen har forklædt sig med overordentlig dygtighed, fremsættes det spørgsmaal vidt og bredt: "Er der virkelig noget saadant væsen til?" Det er et bevis paa hans fremgang, at mange theorier, som fornegter skriftens tydeligste vidnesbyrd, alligevel almindelig antages i den religiøse verden. Satan kan let beherske deres tanker, som intet kjender til hans indflydelse, derfor giver Guds ord saa mange eksempler paa hans gjerninger. Det aabenbarer hans hemmelige styrke for os, og stiller os saaledes paa vagt mod hans angreb. ret
(457) Satan og hans hærskares magt og ondskab maatte i sandhed forfærde os, dersom vi ikke kunde finde beskyttelse og frelse hos vor forløser, fordi magt er større. Vi tilstrænger omhyggelig vore huse med bolte og laase, for at beskytte vore ejendom og vort liv mod onde mennesker; men vi tænker sjelden paa, at de onde engle bestandig søger adgang til os, og at vi ikke i vor egen styrke har noget middel til forsvar mod deres angreb. Dersom de faar lov dertil, kan de forvirre vor forstand, svække og plage vort legeme, ødelægge vor ejendom og vort liv. De har behag kun i elendighed og ødelæggelse. Forfærdelig er de menneskers tilstand, som modstaar Guds fordringer og giver efter for satans fristelser, indtil Gud overgiver dem til de onde aanders herredømme. Men de, som følger Kristus, er altid trygge under hans beskyttelse. Engle, vældige i magt, udsendes fra himlen for at beskytte dem. De ugudelige kan ikke bryde gjennem den vagt, som Gud sætter omkring sit folk. ret