(471) Satan begyndte sine bestræbelser for at bedrage menneskeslægten, saasnart dens historie begyndte. Han, som vakte oprør i himlen, ønskede at bringe jordens beboere i forening med sig i sin kamp mod Guds regjering. Adam og Eva havde været fuldkommen lykkelige i lydighed mod Guds lov, og dette var et stadigt vidnesbyrd mod den paastand, som satan havde fremført i himlen, at Guds lov var haard og stred mod hans skabningers bedste. Desuden blev satans misundelse vakt, da han betragtede det skjønne hjem, som var beredt for det uskyldige par. Han besluttede at styrte dem i synd, for at han, naar han havde adskilt dem fra Gud og bragt dem under sin egen magt, kunde tage jorden i besiddelse og oprette sit rige her i modsætning til den højeste Gud. ret
(471) Dersom satan havde aabenbaret sig i sin virkelige karakter, saa vilde han paa én gang være bleven stødt tilbage; thi Adam og Eva var bleven advarede for denne farlige fiende; men han arbejdede i mørket og skjulte sin hensigt, for at han desto bedre kunde udføre sin plan. Som sit medium brugte han slangen, hvilken paa den tid var en skabning med et henrivende ydre. Saaledes henvendte han sig til Eva og sagde: "Mon Gud skulde have sagt: J maa ikke ændre af hver træ i haven?" (1 Mos. 3:1) Dersom Eva havde undgaaet at indblande sig i samtale med fristeren, saa vilde hun være bleven bevaret; men hun dristede sig til at underhandle med ham, og faldt som et offer for hans list. Saaledes er der fremdeles mange, som bliver overvundne. De tvivler og underhandler angaaende Guds fordringer, og i stedet for at adlyde Guds bud antager de menneskenes theorier, som blot skjuler satans planer. ret
(472) ”Da sagde kvinden til slangen: Vi maa æde af havens træers frugt; men om det træes frugt, som er midt i haven, sagde Gud: Æder ikke deraf, og rør ikke derved, at J ikke skal dø. Da sagde slangen til kvinden: J skal ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag J æder deraf, da skal eders øjne oplades, og J skal blive ligesom Gud og kjende godt og ondt." (1 Mos. 3:2-5) Han forsikrede, at de vilde blive ligesom Gud, at de vilde erholde større visdom end før og blive i stand til at indtræde i en højere tilværelse. Eva gav efter for fristelsen, og gjennem hendes indflydelse blev ogsaa Adam bedragen. De troede slangens ord, at Gud ikke mente, hvad han sagde. De fattede mistanke til sin skaber og indbildte sig, at han indskrænkede deres frihed, og at de kunde erholde stor visdom og ophøjelse ved at overlade hans lov. ret
(472) Men hvad fandt Adam, efter at han havde syndet, at betydningen af disse ord var: "Paa hvilken dag du æder af det, skal du dø døden?" Fandt han, at de mente, hvad satan havde overtalt ham til at tro, nemlig at han skulde komme ind i en mere ophøjet tilværelse? Saa kunde i sandhed et stort gode opnaaes ved overtrædelse, og det var bevist, at satan var slægtens velgjører. Men Adam fandt ikke, at dette var betydningen af Guds dom. Gud sagde, at menneskets til straf for sin synd skulde vende tilbage til jorden, hvoraf det var taget: "Thi du er støv, og du skal blive til støv igjen." (1 Mos. 3:19) Satans ord, "eders øjne skal oplades" viste sig at være sande alene i denne forstand: Efter at Adam og Eva havde været ulydige mod Gud, blev deres øjne opladte til at se deres egen daarskab; de kom til at kjende ondt, og de smagte overtrædelsens bitre frugt. ret
(472) Midt i eden vokste livets træ, hvis frugt den egenskab af den kunde forevige livet. Dersom Adam havde vedblevet at adlyde gud, saa vil de han altid have havt fri adgang til dette træ og vilde have levet for evig. Men da han syndede, blev han afskaaren fra at nyde af livets træ og blev døden underlagt. Guds dom "du er støv, og du skal blive til støv igjen", viser hen til livets fuldstændige udslukkelse. ret
(473) Udødelighed, som var lovet mennesket paa den betingelse, at det skulde vise lydighed, var gaaet tabt ved overtrædelsen. Adam kunde ikke overføre noget paa sine efterkommere, som han ikke selv besat; og der vilde ikke have være noget haab for den faldne slægt, dersom ikke Gud ved sin søns offer havde gjort ødødelig tilgjængelig for dem. "Døden trængte gjennem til alle mennesker, idet de syndede alle", men Kristus "bragte liv og uforkrænkelighed for lyset ved evangelium". (Rom. 5:12; 2 Tim. 1:10) Og blot gjennem Kristus kan udødelighed erholdes. Jesus sagde: "Hvo, som tror paa Sønnen, har evigt liv; men hvo, som ikke tror Sønnen, skal ikke se livet." (Joh. 3:36) Men enhver kan faa del i denne uvurderlige velsignelse, dersom han vil adlyde betingelserne. Alle, "som ved bestandighed i god gjerning følger ære og hæder og uforkrænkelighed", vil faa et evigt liv. (Rom. 2:7) ret
(473) Den eneste, som lovede Adam liv i ulydighed, var den store bedrager. Og slangens ord til Eva i Eden "J skal ikke dø døden", var den første prædiken, som nogensinde er blevet holdt om sjælens udødelighed. Og dog gjentages disse ord, som hviler udelukkende paa satans troværdighed, fra kristendommens prædikestole, og de fleste mennesker tror dem ligesaa let, som vore første forældre troede dem. Guds dom: "Den sjæl, som synder, den skal dø" (Ez 18:20) , forklares saaledes: Den sjæl, som synder, den skal ikke dø, men leve evig. Vi kan ikke andet end forundre os over den paafaldne bedaarelse, som gjør mennesket saa lettroende overfor satans ord og saa vantro med hensyn til Guds ord. ret
(473) Dersom mennesket efter sit fald havde faaet fri adgang ti livets træ, vilde det have levet evigt, og saaledes vilde synd være bleven gjort udødelig. Men keruber med et blinkende sværd blev satte til "vogte vejen til livets træ" (1 Mos. 3;24), og ingen af Adams familije har faaet tilladelse til at overstige denne skranke og nye af den livgivende frugt. Derfor findes der ingen udødelig synder. ret
(474) Men efter faldet bød satan sine engle at bestræbe sig særlig for at nære troen paa, at mennesket af naturen er udødeligt, og naar de saa havde ledet menneskene til at tro denne vildfarelse, saa skulde det lede dem videre til at slutte deraf, at syndere skulde leve i evig elendighed. Nu fremstiller mørkets fyrste, idet han virker gjennem sine tjenere, Gud som en hevngjerrig tyran, der vidner, at han vil styrte alle dem i helvede, som ikke behager ham, og gjøre, at de til evig tid skal føle hans vrede; og at medens de lider ubeskrivelige smerter og vider sig i de evige flammer, ser deres skaber ned paa dem med velbehag. ret
(474) Saaledes fremstiller erkefjenden menneskets skaber og velgjører iklædt med djævelens egenskaber. Grusomhed er satanisk. Gud er kjærlighed; og alt, som han skabte, var rent, helligt og elskeligt, indtil synden blev indført i verden af den første store oprører. Satan er selv den fjende, som frister menneskene til at synde og derpaa ødelægger dem, dersom han kan; og naar han har sikret sig sit offer, saa jubler han over den fordærvelse, han har virket. Dersom han fik lov dertil, vilde han fange hele menneskeslægten i sit net. Dersom ikke Gud skred ind med sin magt, saa vilde ikke én søn eller datter af Adam undfly. ret
(474) Djælvelen søger at overvinde mennesket paa vor tid, ligesom han overvandt vore første forældre ved at svække deres tillid til deres skaber og at lede dem til at tvivle paa hans regjerings visdom og hans lovs retfærdighed. Satan og hans sendebud fremstiler Gud dog værre end sig selv, for at retfærdiggjøre sin egen ondskab og sit oprør. Den store bedrager søger at overføre sin egen karakters forfærdelige grusomhed paa vor himmelske fader, for at han kan fremstille sig selv som en, der har lidt for stor uret, idet han blev nedstyretet fra himlen, fordi han ikke vilde bøje sig for en saa uretfærdig hersker. Han fremstiller for verden den frihed, som de kan nyde under hans milde regjering, i modsætning til den trældom, som Jehovas strenge bud paalegger menneskene. Saaledes lykkes det ham at lokke sjæle bort fra deres lydighed mod Gud. ret
(475) Hvor stridende mod envher kjærligheds- og barmhjertighedsfølelse, ja endog mod vor retfærdighedsfølelse, den lære er, at de ugudelige døde skal pines med ild og svovel i et evigt brændende helvede, at de skal plages, saa længe som Gud lever, for de synder, som er begaaede i deres korte liv paa jorden! Men denne lære er bleven meget udbredt og indeholdes endnu i mange kristnes trosbekjendelser. En lærd doktor i theologien sagde: "Synet af de fordømtes kval i helvede vil forøge de helliges lykke til evig tid. Naar de ser andre, som er af samme natur og født under de samme omstændigheder som de selv, nedstyrtede i en saadan elendighed og sig selv saa ophøjede, saa vil de derved bedre være i stand til at føle, hvor lykkelige de er." En anden brugte disse ord: "Medens Guds beslutning angaaende de fortabte til evig tid bringer hevn over verdens kar, saa vil røgen af deres pine altid opstige i paasyn af naadens kar, som i stedet for at tage del med disse elendige mennesker vil sige: Amen halleluja! Lovet vær Gud!" ret
(475) Hvor finder man vel i guds ord en saadan lære? Vil de forløste i himlen tabe al medynk og medlidenhed, ja endog almindelig menneskekjærlighed? Skal de bytte disse ædle følelser bort for stoikerens ligegyldighed eller den vildes grusomhed? Nej, nej! saaledes lærer Guds bog ikke. De, som fremholder saadanne anskuelser som de, der findes i ovennævnte citater er maaske lærde, ja endog oprigtige mennesker, men de er bedragne af satan spidsfindigheder. Han leder dem til at misfortolke stærke udtryk i skriften, saa at de fremstiller dens ord med den bitterhed og ondskab, som tilhører ham selv, men ikke vor skaber. "Saa sandt jeg lever, siger den Herre Herre jeg har ikke behag i den ugudeliges død, men deri, at den ugudelige omvender sig fra sin vej, at han maa leve; vender om, vender om fra eders ondeveje! hvorfor vil J dog dø, Jsraels hus?" (Ez 33:11) ret
(475) Hvad vilde Gud vinde dermed, dersom vi indrømmede, at han har behag i at se paa uophørlige plager; at han fryder sig ved suk, skrig og forbandelser, som kommer fra hans lidende skabninger, hvilken han holder i helvedes luer! Kan disse frygtelige røster være musik for den evige kjærligheds øre? Man indvender herimod, at den evige pines straf for de ugudelige skal vise, at Gud hader synden som et onde, der omstyrter verdensaltet orden og fred. Hvilken forfærdelig bespottelse! Som om Guds had mod synden var grunden, hvorfor han foreviger den! Thi i overensstemmelse med disse theologers lære gjør vedvarende pinsler uden noget haab om naade sine elendige ofre rasende, og idet de udøser sin vrede i forbandelser og bespottelser, forøger de bestandig syndeskyld. Men Guds ære kan ikke forøges ved saaledes at tillade, at synden altid vedbliver at tiltage gjennem evigheden. ret
(476) Det overgaar al menneskelig forstand at kunne bedømme hvor meget ondt denne kjætterske lære om evig pine har frembragt. Bibelens religion, som er fuld af kjærlighed og godhed og overflødig i barmhjertighed, formørkes ved overtro g klædes med rædsler. Naar vi betragter hvor falskelig satan har fremstillet Guds natur, kan vi saa undres over, at vor barmhjertige skaber bliver gjenstand for frygt, rædsel, ja endog had? De forfærdelige idéer om Gud, som har udbredt sig i verden paa grund af denne lære, der har lydt fra prædikestolene, har frembragt mange tusender ja millioner vantro mennesker og fritænkere. ret
(476) Læren om evig pine er en af de falske lærdomme, som kaldes Babylons vederstyggeligheds vin, som hun giver alle folkeslag at drikke. (Aab. 14:8;17:2.) Det er i sandhed ufatteligt, at kristne prædikanter kan antage dette kjætteri og forkynde det fra prædikestolen. De har erholdt det fra Rom, ligesom de har erholdt den falske sabbat. Det er sandt, der er store og gode mænd, som har lært det; men oplysning om denne gjenstand lyste ikke for dem saaledes som for os. De var blot ansvarlige for det lys, som lyste paa deres tid; vi er ansvarlige for det lys, som skinner paa vor tid. Dersom vi vender os fra Guds ord vidnesbyrd og antager falske vidnesbyrd, fordi vore fædre antog dem, saa falder vi under den dom, som kommer over Babylon; vi drikker af hendes vederstyggeligheds vin. ret
(476) En stor mængde, for hvem læren om den evige pine er modbydelig, drives til en modsat vildfarelse. De ser, at skrifterne fremstiller Gud som et væsen fuldt af kjærlighed og barmhjertighed, og de kan ikke tro, at han vil overgive sine skabninger til ilden i et evigt brændende helvede. Men da de tror, at sjælen er udødelig af naturen, saa ser de ingen anden udvej end at tro, at alle mennesker tilsidst vil blive salige. Mange betragter bibelens trusler som noget, der blot har til hensigt at skræmme menneskene til lydighed, og tror, at de ikke vil blive bogstavelig opfyldte. Saaledes kan synderen leve i egennyttige fornøjelser og ringeagte Guds fordringer og dog tilsidst blive taget til naade. En saadan lære, som stoler blot paa Guds barmhjertighed, men tilsidesætter hans retfærdighed, er behagelig for det kjødelige sind og styrker de ugudelige i deres ugudelighed. ret
(477) For at vise, hvorledes de, som tror paa alle menneskers frelse, forvender skrifterne for at stadfæste deres sjælefordærvede lære, er det blot nødvendigt at anføre deres egne udtryk. Ved en ung, vantro mands begravelse, som blev dræbt øjeblikkelig ved et ulykkestilfæde, valgte en universalistprædikant til sin tekst skriftens vidnesbyrd om David: "Han havde trøstet sig over Ammon der var død." (2 Sam. 13:39) ret
(477) ”Man spørger mig ofte", sagde taleren, "hvorledes det vil gaa med dem, som forlader denne verden i sin synd, som maaske dør i beruset tilstand, eller dør besmittede af forbrydelser, som ikke er tilgivne, eller dør, som denne unge mand døde, uden nogensinde at have bekjendt sig til gudsfrygt eller erfaret religionens kraft. vi er tilfredse med, hvad skriften siger; dens svar skal løse denne forfærdelige opgave. Amnon var overmaade syndig; han angrede ikke sin synd, han blev beruset og blev dræbt, medens han var beruset. David var en Guds profet, og han maatte vide, enten det skulde gaa Amnon vel eller ilde i den tilkommende verden. Hvad var hans hjertes udtryk? - "Og kong David længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død." ret
(477) ”Og hvad kan man slutte af disse ord? Viser de ikke, at han ikke havde nogen tro paa evig pine? - Dette antager vi; saaledes opdager vi hver et triumferende bevis for en mere behagelig, mere fornuftig, mere velgjørende lære - nemlig læren om almindelig hellighed og fred tilsidst. han blev trøstet, da han saa, at hans søn var død. Og hvorfor det? - Fordi han med sit profetiske øje kunde skue ind i den herlige fremtid og se, hvorledes denne søn fjernet fra alle fristelser, løst fra al trældom og renset fra al syndens besmittelse efter at være bleven tilstrækkelig helliggjort og oplyst vilde blive indført i de opfarne salige aanders forsamling. Hans eneste trøst var, at hans elskede søn var vel bortfaren fra den nærværende tilstand fuld af synd og lidelse; og at han var gaaet til det stred, hvor den Helligaands højeste virkning kunde udgydes i hans mørke sjæl; hvor hans forstand vilde blive oplyst af himlens visdom og den udødelige kjærligheds henrivende sødhed og hvor han, saaledes beredt, med en helliggjort natur kunde nyde den himmelske arvs hvile og samfund." ret
(478) ”Vi ønsker, at disse bemærkninger maa forstaaes saaledes, at vi tror, at himlens salighed ikke kan erholdes ved noget, som vi kan gjøre i dette liv; den afhænger hverken af en sindsforandring her i tiden, ej hller af vor nærværende tro, eller af nogen trosbekjendelse." ret
(478) Saaledes gjentager de, som kalder sig Kristi tjenere, den løgn, som slangen udtalte i Eden: "J skal ikke dø døden." "Hvilken dag J æder deraf, da skal eders øjne oplades, og J skal blive ligesom Gud og kjende godt og ondt." Han erklærer, at de mest ryggesløse syndere - mordere, tyve, horkarle, - vil efter døden blive beredte til at indgaa til evig herlighed. ret
(478) Og hvorfra drager denne mand, som saaledes forvandsker skriften, sine slutninger? - Fra en eneste sætning, som udtrykker Davids hengivenehd under forsynets styrelse. Hans sjæl "længtes efter at drage ud af Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død." Hans sorgs bitterhed var bleven formidlet ved den tid, som var henrunden, og hans tanker vendte sig fra den døde til den levende søn, der frivillig var gaaet i landflygtighed af frygt for at lide en retfærdig straf for sin forbrydelse. Og dette skal nu være bevis for, at den fordrukne Amnon, som havde bedrevet blodskam, øjeblikkelig blev ført til de salige boliger for der at renses og beredes for de hellige engles selskab! Dette er i sandhed en behagelig fabel, som passer godt for at tilfredsstille det kjødelige hjerte! Dette er satans egen lære, og den er kraftig til at udføre hans gjerning. Kan vi undres over, at uretfærdighed er bleven mangfoldighed ved en saadan undervisning? ret
(479) Denne falske lærers fremgangsmaade er et eksempel paa mange andres. Man udriver nogle faa ord i et skriftsted af deres sammenhæng, som i mange tilfælde viser, at det betyder lige det modsatte af den forklaring, man fremholder; og saadanne løsrevne skriftsteder forvandskes og bruges til bevis for lærdomme, som ingen grund har i Guds ord. Det vidnesbyrd, som anføres til bevis for, at den fordrukne ammon er i himlen, er blot en slutning, som ligefrem modsiger skriftens tydelige og bestemte vidnesbyrd, at ingen dranker skal arve Guds rige. (1 Kor. 6:10) Paa denne maade forvender tvivlere, vantro og fritænkere sandheden til løgn. Og mange mennesker er bleven bedragne ved deres spidsfindighed og dyssede i søvn i den kjødelige sikkerheds vugge. ret
(479) Dersom det var sandt, at alle menneskers sjæle gaa lige til himlen ved døden, saa matte man vistnok hellere ønske døden end livet. Mange er ved denne tro bleven ledede til at gjøre ende paa sin egen tilværelse. Naar de er overvældede af besvær, forlegenhed og skuffelser, saa synes det at være en let sag at sønderbryde livets skrøbelige traad og flyve bort til den evige verdens salighed. ret
(479) Gud har givet overflødige beviser i sit ord, for, at han vil straffe dem, som overtræder hans lov. De, som smigrer sig selv med, at han er for naadig til at øve retfærdighed mod syndere, behøver blot at se til Goltathas kors. Guds søn var fri for synd. Hans død vidnede, "at syndens sold er døden", at enhver overtræder af Guds lov maa straffes retfærdig. Kristus den uskyldige blev synd for mennesket. han bar overtrædelsens skyld, og hans faders ansigt blev skjult for ham, indtil hans hjerte brast, og hans liv blev udslukket. Hele dette offer blev fremført, for at syndere kan blive forløste. Paa ingen anden maade kunde mennesket fries fra syndens straf, og enhver sjæl, som vægrer sig ved at blive delagtig i den forsoning, som har kostet saa meget, maa selv bære skylden og lide straffen for overtrædelsen. ret
(480) Lad os betragte, hvad bibelen vidner videre om de ugudelige og ubodfærdige, som universalisterne giver plads i himlen blandt hellige, lykkelige engle: "Jeg er Alpha og Omega, begyndelsen og enden. Den tørstige vil jeg give af livets vands kilde uforskyldt." (Aab. 21:6) Dette løfte gjælder blot dem, som tørster. Jngen andre end de, som føler, at de behøver livets vand, og som søger det, selv om de derved skal tabe alt andet, vil erholde det. "Den, som sejrer, skal arve alle ting, og jeg vil være ham en Gud, og han skal være mig en søn." (Aab. 21:7) Her er ogsaa betingelser fremstillede. For at arve alle ting maa vi modstaa og sejre over synden. ret
(480) Herren vidner ved profeten Esaias: "Sig om den retfærdige, at det skal gaa ham vel." "Ve den ugudelige, det skal gaa ham ilde, thi det, hans hænder har gjort, skal gjengældes ham." (Es. 3:10,11.) Den vise mand siger: "Lad endog en synder gjøre hundrede gange ondt og leve længe! Thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygter Gud, og som frygter for hans ansigt. Men det skal ikke gaa den ugudelige vel." (Præd. 8:12,13) Og Paulus vidner, at han samler sig "vrede paa vredens dag og Guds retfærdige doms aabenbarelses dag. Thi h an skal betale hver efter hans gjerninger." "Trængsel og angest skal være over hvert menneskes sjæl, som gjør det onde." (Rom. 2:5,6,9) ret
(480) ”Jngen skjørlevner eller uren eller gjerrig, hvilken er en afgudsdyrker, har arv i Kristi og Guds rige." (Ef. 5.5) "Stræber efter fred med hver mand og efter hellighed, uden hvilken ingen skal se Herren." (Heb. 12:14) "Salige er de, som gjør hans befalinger, paa det de maa faa adgang til livets træ og indgaa igjennem portene i standen. Men udenfor er hundene og troldkarlene og skjørlevnerne og manddraberne og afgudsdyrkerne og hver, som elsker og øver løgn." (Aab. 22:14,15) ret
(481) Gud har vidnet for menneskene om sine egenskaber og om den maade, hvorpaa han behandler synden: "Herren, Herren er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen miskundhed og sandhed, som bevarer miskundhed mod tusende led og forlader misgjerning og overtrædelse og synd, og som ikke skal holde den skyldige for uskyldig." (2 Mos. 34:6,7) Herren "ødelægger alle de ugudelige". "Overtrædere skal ødelægges tilhobe; de ugudeliges fremtid er borte." (Sal. 145: 20;37:38) Den guddommelige regjerings magt og myndighed vil blive anvendt til at undertrykke oprør; men al aabenbarelse af Guds retfærdige straf vil blive i fuldkommen harmoni med Guds egenskaber, som et barmhjertigt, langmodigt og kjærligt væsen. ret
(481) Gud tvinger ikke nogen imod hans vilje eller overbevisning. Han har ikke behag i en trældomslydighed. Han ønsker, at hans skabninger skal elske ham, fordi han er værdig at elskes. han vil, at de skal adlyde ham, fordi de forstaar og sætter pris paa hans visdom, retfærdighed og kjærlighed. Og alle, som har et ret begreb om disse egenskaber, vil elske ham, fordi de hendrages til ham, idet de beundrer hans egenskaber. ret
(481) Den ømhed, barmhjertighed og kjærlighed, som vor Frelser lærte og viste ved sit eksempel, er en fremstilling af Guds vilje og egenskaber. Kristus vidnede, at han ikke lærte noget andet end det, han havde annammet af sin fader. Og den guddommelige regjerings grundsætninger er i fuldkommen harmoni med Faderes bud: "Elsker eders fiender." Gud bringer dom over de ugudelige til bedste for verdensaltet, ja endog til gavn for dem, som bliver hjemsøgte af hans domme. han vilde gjøre dem lykkelige, dersom han kunde gjøre det i overensstemmelse med sin regjerings lvoe og sin naturs retfærdighed. Han omgiver dem med tegn paa sin kjærlighed; han giver dem kundskab om sin lov og følger dem med sine tilbud om barmhjertighed; Men de foragter hans kjærlighed, tilsidesætter hans lov, og forkaster hans naade. Medens de bestandig modtager hans gaver, vanærer de giveren; de hader Gud, fordi de ved, at han hader deres synd. Gud bærer længe over med deres gjenstridighed; men den afgjørende time vil tilsidst komme, da deres skjebne skal afgjøres. Vil han da lænke disse oprørere til sin side? Vil han tvinge dem til at gjøre sin vilje? ret
(482) De, som har valgt satan til sin fører, og som er bleven beherskere af hans magt, er ikke beredte til at træde frem for Guds ansigt. Stolthed, bedrageri, løsagtighed og grusomhed er bleven en del af deres karakter. Kan de komme ind i himlen og bo evig blandt dem, som de har foragtet og hadet paa jorden? Sandhed kan aldrig blive behagelig for en løgner; ydmyghed kan ikke tilfredsstille indbildskhed og stolthed; renhed behager ikke de fordærvede; uegennyttig kjærlighed og stolthed; renhed behager ikke de fordærvede; uegennyttig kjærlighed er ikke tiltrækkende for de egenkjærlige. Hvilken kilde til glæde kunde himlen byde dem, som er aldeles nedsunkne i jordiske og egenkjærlige interesser? ret
(482) Kan de, der har tilbragt sit liv i oprør mod Gud, pludselig blive overførte til himlen og blive vidne til den ophøjede, hellige fuldkomne tilstand, der er? Enhver sjæl i himlen er fyldt med kjærlighed, ethvert ansigt straaler af glæde, henrivende musik opstiger med sange i yndige melodier til Guds og Lammets ære, og lysstrømme fra hans ansigt, som sidder paa tronen, omgiver uafladelig de frelste. Kan de, hvis hjerter er fulde af had til Gud, til sandhed og hellighed, være med i den himmelske skare og deltage i deres lovsange? Kan de taale at betragte Guds og Lammets herlighed? Nej, nej; der er blev givet dem en lang prøvetid, for at de kunde uddanne sin karakter for himlen, men de har aldrig øvet sig i at elske hellighed. De har aldrig lært himlens sprog, og nu er det for sent. Deres liv i oprør mod Gud har gjort dem uskikkede for himlen. Deres renhed, hellighed og fred vilde blive en plage for dem. Guds herlighed vilde blive en fortærende ild. De vilde længes efter af fly fra det hellige sted. De vilde byde ødelæggelsen velkommen, at de kunde skjule sig for hans ansigt, som døde for at frelse dem. De ugudeliges eget valg afgjør deres skjebne. Deres udelukkelse fra himlen er frivillig fra deres egen side, og den er retfærdig og naadig fra Guds side. ret
(482) Ligesom syndflodens vande, saaledes forkynder ogsaa ilden paa den store dag Guds dom, at de ugudelige er forbederlige. De har ingen lyst til at bøje sig under Guds vilje. De har brugt sin vilje til at gjøre oprør, og naar livet er forbi, er det for sent at vende deres tankers flugt i den modsatte retning - for sent at vende sig fra overtrædelsen til lydighed, fra had til kjærlighed. ret
(483) Da Gud sparede morderen Kain, gav han verden et eksempel paa, hvad følgen vilde blive, naar en synder fik lov til at leve og uforhindret fortsætte sin ugudelige løbebane. Gjennem indflydelsen af Krisns lære og eksempel blev mangfoldige af hans efterfølgere forførte til at synde, indtil "menneskets ondskab var stor paa jorden, og alt hans hjertes tankers paafund var ikkun ondt hver dag". "Jorden var fordærvet for Guds ansigt, og jorden var fuld af vold." (1 Mos. 6:5,11) ret
(483) Gud viste barmhjertighed mod verden, da han udslettede de ugudelige mennesker paa Noahs tid. Han viste ogsaa barmhjertighed, da han ødelagde de fordærvede beboere i Sodoma. Gjennem satans bedrageri og magt skaffer de uretfærdige sig medfølelse og beundring, og leder paa denne maade bestandig andre til oprør. Saaledes var det i Kains og i Noahs tid, i Abrahams og Loths tid; saaledes er det ogsaa paa vor tid. Det er for at vise barmhjertighed mod verdensaltet, at Gud tilsidste vil ødelægge dem, som forkaster hans naade. ret
(483) ”Syndens sold er døden; Men Guds naadegave er et evigt liv i Kristus Jesus, vor herre." (Rom. 6:23) Livet er de retfærdiges arvedel, men døden er de ugudeliges arvedel. Moses vidnede for Jsrael: "Se, jeg har lagt dig for i dag livet og det gode, og døden og det onde." (5 Mos. 30:15) Den død, som henvises til i disse skriftsteder, er ikke den død, som blev forkyndt for Adam; thi alle mennesker maa lide straffen for hans overtrædelse, det er den "anden død", som staar i modsætning til det evige liv. Som en følge af Adams synd, kom døden over alle mennesker. Alle gaar i graven den ene med den anden. Men paa grund af frelsens plan skal alle igen opstaa af deres grave. "De dødes opstandelse forstaar, baade de retfærdiges og de uretfærdiges." (Ap. gj. 24:15) "Thi ligesom alle dør i Adam, saa skal og alle levendegjøres i Kristus." (1 Kor. 15:22) Men der er gjort forskjel mellem de to klasser, som opstaar. "Alle de i gravene skal høre hans røst, og de skal gaa frem, de, som har gjort godt, til livets opstandelse, men de, som har gjort ondt, til dommens opstandelse." (Joh. 5:28,29) De som er bleven "agtede værdige" til livets opstandelse, er salige og hellige. "Over disse har den anden død ikke magt." (Aab. 20:6) Men de, som ikke har erholdt tilgivelse gjennem omvendelse og tro, maa lide overtrædelsens straf, - "syndens sold". Den straf, de lider, er forskjellig i varlighed og strenghed, "efter deres gjerninger", men til sidst ender den i den anden død. Eftersom det er umuligt for Gud i overensstemmelse med hans retfærdighed og barmhjertighed at frelse synderen i hans synd, saa berøver han ham den tilværelse, som han har forspildt ved sine overtrædelser, og som han selv har vist sig uværdig til. Skriften siger: "Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver agt paa hans sted, da er han borte." Og et andet skriftsted vidner, at de skal vorde "som de, der ikke har været". (Sal. 37:10; Obad. 16) Bedækkede med skam, nedsynker de i haabløs, evig forglemmelse. ret
(484) Saaledes vil der blive gjort ende paa synden med al den elendighed og fordærvelse, den har frembragt. Salmisten siger: "Du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres navn evindelig og altid. Fienderne er ikke mere, de er ødelagte evindeligen." (Sal. 9:6,7) Johannes vidner i Aabenbaringen, at han saa fremad til den evige tilstand og hørte en lovsang fra verdensaltet, som ikke blev forstyrret af en eneste mislyd. Han hørte, at enhver skabning i himlen og paa jorden lovede Gud. (Aab. 5:13) Da vil der ikke være nogen fortabt sjæl til at bespotte Gud, - ingen sjæl, som vrider sig i evig pine; ingen elendige væsener i helvede vil blande deres skrig med de frelstes sang. ret
(484) Læren om bevidsthed i døden hviler paa den store grundvildfarelse, at mennesket er født med udødelighed. Ligesom læren om evig pine strider denne lære mod skriftens vidnesbyrd, mod fornuften og vore menneskelige følelser. j følge den populære tro kjender de fleste i himlen til alt, som sker paa jorden, og især er de bekjendte med deres efterladte venners liv. Men hvorledes kunde det være en kilde til lykke for de døde at være bekjendte med de levendes bekymringer, at være vidne til de synder, som deres egne elskede venner begaar, og se, hvorledes de maa lide alle de sorger, skuffelser og bekymringer, som livet medfører? Hvor meget af himlens salighed kunde vel de nyde, som saaledes svævede over sine venner paa jorden? Og hvor modbydelig er ikke den tro, at de uretfærdige sjæle, saa snart som de udaander overgives til helvedes flammer! J hvilken dyb smerte maa ikke de nedstyrtes, som ser sine venner synke uforberedte i graven for derefter at indgaa til evig synd og pine! Mange er bleven vanvittige ved denne grusomme tanke. ret
(485) Hvad siger skriften om disse ting? David vidner, at mennesket ikke er bevidst i døden: "Hans aand udfarer, han vender tilbage til sit støv; paa den dag er det forbi med hans stolte anslag." (Sal. 146:4) Salomon aflægger samme vidnesbyrd: "Thi de levende ved, at de skal dø; men de døde ved ikke noget." "Baade deres kjærlighed og deres had og deres avind er forlængst forsvunden, og de har i al evighed ingen del ydermere i alt det, som sker under solen." "Thi der er hverken gjerning eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du farer hen." (Præd. 9:5,6,10) ret
(485) Da Ezekias's liv til svar paa hans bøn blev forlænget femten aar, fremførte den taknemmelige konge en lovsang til Gud, for hans store barmhjertighed. J denne sang fortæller han, hvorfor han saaledes glædede sig: "Thi dødsriget takker dig ej, døden lover dig ej; de, som nedfarer i graven, venter ikke paa din trofasthed. Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i dag; en fader underviser sine børn om din trofasthed." (Es. 38:18,19) Nutidens theologi fremstiller de retfærdige øde, som om de var i himlen i salighed og priser Gud med en udødelig tunge; men Ezekias kunde ikke finde nogen saadan herlig udsigt i døden. Salmistens vidnesbyrd stemmer overens med hans ord. "Thi der er ingen ihukommelse af dig i døden; hvo vil vi takke dig i dødsriget?" "De døde lover ikke Herren, ej heller nogen af dem, som nedfarer til det stille." (Sal. 6:6; 115,17.) ret
(486) Peter vidnede paa pintsefestens dag om patriarken David, at "han er baade død og begraven, og hans grav er hos os indtil denne dag" "Thi David fór ikke til himlen." (Ap. gj. 2:29,34.) ret
(486) Den kendsgjerning, at David hviler i graven indtil opstandelsen, beviser, at de retfærdige ikke gaar til himlen ved døden. Det er blot gjennem opstandelsen i kraft af Kristi opstandelse, David tilsidst kan komme til at sidde ved Guds højre haand. ret
(486) Paulus vidner: "Dersom de døde ikke opstaar, da er Kristus ikke heller opstanden. Men dersom Kristus ikke er opstanden, da er eders tro forfængelig; saa er J endnu i eders synder; saa er og de fortabte, som er hensovede i Kristus." (1 Kor. 15:16-18) Dersom de retfærdige i fire tusende aar var gaaede lige til himlen ved døden, hvorledes kunde Paulus saa have sagt, at dersom der ikke er nogen opstandelse, "saa er og de fortabte, som er hensovede i Kristus". Saa vilde man ikke behøve nogen opstandelse. ret
(486) Da martyren Tyndale forsvarede læren om de dødes søvn, sagde han til sn pavelige modstander. "Jdet J sætter dem (de afdøde sjæle) i himlen, helvede og skjærsilden, oms tyrter J den grund, hvormed Kristus og Paulus bevist opstandelsen." "Dersom sjælene er i himlen, saa sig mig, hvorfor de ikke er i en lige saa god tilstand som englene. Og hvad grund er der da for opstandelsen?" ret
(486) Det kan ikke negtes, at haabet om evig salighed i døden har ført til i en stor Grad at tilsidesætte bibelen lære om opstandelsen. Dr. Adam Clarke omtalte denne tilbøjelighed i begyndelsen af dette aarhundrede. Han sagde: "Det synes, at læren om opstandelsen blev anset for meget mere vigtig blandt de første kristne end den bliver nu: Hvoraf kommer dette? Apostlerne fremholdt den bestandig og opvakte Guds efterfølgere til flid og lydighed ved den, men deres efterfølgere paa vor tid omtaler den sjelden. Saaledes prædikede apostlerne, og saaledes troede de første kristne. Saaledes prædiker vi, og saaledes tror vore tilhørere. Der er ikke en lære i evangeliet, hvorpaa der er lagt mere vægt; og der er ikke en lære i det nærværende prædikesystem, som behandles med mere ligegyldighed." ret
(487) Dette er vedbleven, indtil opstandelsens herlige sandhed er bleven næsten ganske formørket og glemt i den kristne verden. Saaledes siger en fremstaaende religiøs forfatter, idet han tolker Paulus' ord i 1 Thess. 4:13-18: "J alle væsentlige henseender og til trøst træder læren om de retfærdiges evige salighed for os i stedet for den tvivlsomme lære om Herrens andet komme. Ved vor død kommer Herren efter os. Det er hvad vi skal vaage og vente paa, de døde er allerede indgaaede i herligheden, de venter ikke paa basunen for deres dom og salighed." ret
(487) Da Jesus var nærved at forlade sine disciple, sagde han ikke til dem, at de skulde snart komme til ham. Han sagde: "Jeg gaar bort at berede eder sted. Og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder sted, kommer jeg igjen og vil tage eder til mig." (Joh. 14:2,3) Og Paulus fortæller os endvidere, at "Herren selv skal komme ned af himlen med et anskrig, med overengels røst og med Guds basune, og de døde i Kristus skal opstaa først; og derefter skal vi som lever, som overbliver, rykkes tilligemed dem hen i skyerne til at møde Herren i luften; og saaledes skal vi altid være med Herren." og han tilføjer: "Saa trøster hverandre med disse ord." (1 Thess. 4:16-18) Hvilken vid forskjel der er mellem disse trøstefulde ord og den universalistprædikants ord, som vi ovenfor har anført. Han trøstede de bedrøvede venner med den forsikring, at hvor syndig end den døde havde været, saa vilde han blive modtaget blandt englene, naar han udaandede sit liv her. Paulus derimod henviser sine brøde til Herrens komme i fremtiden, da gravens lænker skal brydes, og "de døde i Kristus" skal opstaa til evigt liv. ret
(487) Før nogen kan indgaa i de himmelske boliger, maa deres sag undersøges og deres karakter og handlinger maa fremlægges for Gud. Alle skal dømmes efter det, som er skrevet i bøgerne, og belønnes, eftersom deres gjerning har været. Denne dom foregaar ikke ved døden. Læg mærke til Paulus' ord: "Han har sat en dag, paa hvilken han vil dømme jorderige med retfærdighed, ved en mand, hvilken han har beskikket dertil og gjort det bevisligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde." (Apg. 17:31) Her vidner apostlen tydelig om en bestemt tid i fremtiden, som Gud har fastsat for at dømme verden. ret
(488) Judas henviser til samme tid: "Englene, som ikke bevarede deres første tilstand, men forlod deres egen bolig, holder han forvarede i evige lænker under mørket til den store dags dom." Og atter anfører han Enoks ord: "Se, Herren kommer med sine mange tusende hellige at holde dom over alle." (Jud. 14,15) Johannes vidner, at han "saa de døde, smaa og store, staaende for Gud, og bøgerne blev opladte"; "og de døde blev dømte efter det, som er skrevet i bøgerne". (Aab. 20,12) ret
(488) Men dersom de døde allerede nyder himlens salighed eller vrider sig i helvedets luer, hvortil behøver man saa den tilkommende dom? Guds ords lære om disse vigtige punkter er hverken utydelig eller selvmodsigende; den kan godt forstaaes af almindelige mennesker. Men hvilket oprigtig menneske kan se enten visdom eller retfærdighed i den almindelige theori? Skal de retfærdige, efter at deres sag er bleven undersøgt ved dommen, øre de velsignede ord: "Vel, du gode og tro tjener, . . . . gak ind til den Herres glæde", (Math. 25:21,41) efter at de har boet hos Gud maaske i mange aarhundreder? Skal de ugudelige kaldes ud fra pinestedet for at høre al jordens dommer sige: "Gaar bort, J forbandede i den evige ild"? O, hvilken bespottelse! Hvilken skammelig beskyldning mod Guds visdom og retfærdighed! ret
(488) Læren om sjælens udødelighed var en af de falske lærdomme, som den romerske kirke erholdt af hedningerne og indførte i den kristne religion. Martin Luther sætter den i klasse med "de utallige misfostre og den romerske skarndynges paavelige anordninger". Denne reformator siger, idet han forklarer Salomons ord i prædikerens bog, de døde vide ikke noget, "dette er et andet bevis paa, at de døde er bevidstløse. Salomon mener derfor, at de døde sover fuldstændig og ikke tænker paa noget. De ligger uden at regne dage eller aar, og naar de vaagner op, vil det synes for dem, som om de neppe havde sovet et øjeblik." ret
(489) Man finder ingen steder i den hellige skrift noget vidnesbyrd om at de retfærdige faar sin løn eller de ugudelige sin straf ved døden. Patriarkerne og profeterne har ikke efterladt noget saadant vidnesbyrd. Kristus og hans apostler har ikke gjort nogen hentydning dertil. Bibelen lærer tydeligt, at de døde ikke straks gaar de til himlen. De fremstilles sovende indtil opstandelsen. (1 Thess. 4:14; Job 14:10-12.) Den selvsamme dag, da sølvsnoren borttages og guldlampen bliver knust, ophører menneskets tanker. (Præd. 12:6) De gaar ned til graven i stilhed. De ved ikke mere om noget, som sker under solen. (Job 14:21) Salige hvile for de trætte retfærdige! Enten tiden er lang eller kort, saa er det blot et øjeblik for dem. De sover; de vaagner op ved Guds basun til herlig udødelighed. Thi Basunen skal lyde, og de døde skal opstaa uforkrænkelige. . . . Men naar dette forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette dødelige er iført udødelighed, da opfyldes det ord, som skrevet er: "Døden er opslugt formedelst sejr." (1 Kor. 15:55.) Jdet de kaldes frem fra sine dybe søvn, begynder de at tænke netop, hvor de ophørte. Den sidste følelse var dødens smerte, den sidste tanke, at de faldt under dødens magt. Naar de opstaar af graven, vil deres første glædelige tanke give lyd i sejrsraabet: "Død, hvor er din braad? grav, hvor er din sejr?" (1 Kor. 15:55) ret