(490) Læren om de hellige engles tjeneste, saaledes, som den er fremstillet i skriterne, er en sandhed, som er meget trøsterig og dyrebar for enhver Kristi efterfølger. Men bibelens lære om den gjenstand er bleven formørket og forvansket ved fejlagtige læresætninger i den populære theologi. Læren om naturlig udødelighed, som først blev laant af den hedenske filosofi og under det store frafalds mørke blev indført i den kristelige tro, er traadt i stedet for den sandhed, som skriften saa tydelig lærer, "at de døde ikke ved noget". Mange mennesker har antaget den tro, at det er de afdødes aander, som er "tjendende aander udsendte til hjælp for dem, som skal arve salighed". Og dette tror de, omendskjønt skriften vidner om de himmelske engles tilværelse og om deres forbindelse med menneskets historie før nogen menneskelig skabnings død. ret
(490) Læren om menneskets bevidsthed i døden, og især troen paa, at de afdøde aander vender tilbage for at tjene de levende, har beredt vejen for nutidens spiritisme. ret
(490) Dersom de døde faar adgang til Gud og de hellige engles nærværelse og begunstiges med en kundskab, som langt overgaar den, de før havde, hvorfor skulde de saa ikke vende tilbage til jorden for at oplyse og undervise de levende? Dersom det er saaledes, som de populære theologer lærer, at de afdødes aander svæver omkring deres venner paa jorden, hvorfor skulde det saa ikke være dem tilladt at samtale med dem, at advare dem imod det onde eller at trøste dem i sorg? Hvorledes kan de, som tror, at mennesket er bevidst i døden, forkaste det, der kommer til dem som et guddommeligt lys, der moddeles af herliggjorte aander? Her er et middel, der anses for helligt hvorved satan arbejder for at udføre sine hensigter. De faldne engle, som adlyder hans bud, viser sig som sendebud fra aandeverdenen. Medens de giver sig ud for at sætte de levende i stand til at samtale med de døde, udøver satan en fortryllende indflydelse over dem. ret
(491) Han har magt til at fremstille for menneskene et skikkelse, der ligner deres afdøde venner. Denne falske efterlignelse er fuldkommen; det velbekjendte blik, ordene, stemmen, alt fremstilles ved forbausende nøjagtighed. Mange trøstes ved den forsikring, at deres kjære nyder himlens salighed, og uden at tænke paa nogen fare lytter de til forføreriske aander og djævlelærdomme. ret
(491) Naar de er bleven overtalte til at tro, at de døde virkelig kommer tilbage for at samtale med de levende, saa fremfører satan ogsaa dem, som gik i graven uden at være beredte. De paastaar, at de er lykkelige i himlen og endog indtager en ophøjet stilling der. Saaledes udbredes den vildfarende lære, at der ikke er nogen forskjel imellem de retfærdige og de ugudelige. Disse foregivne gjæster fra aandeverden ytrer undertiden formaninger og advarsler, som viser sig at medføre sandhed. Efter at de saaledes har vundet tiltro, fremkommer de med lærdomme, som ligefrem undergraver troen paa skriften. Jdet de giver sig udseende af at have dyb interesse i sine jordiske venners velfærd, indfører de allerfarligste vildfarelser. Den kjendsgerning, at de fremfører nogle sandheder og er i stand til undertiden at forudsige tilkommende begivenheder, giver deres vidnesbyrd udseende af at være paalidelige, og den store hob antager deres falske lærdomme ligesaa villigt og tror ligesaa ubetinget, som om de var bibelens helligste sandheder. Guds lov tilsidesættes, naadens aand forhaanes, pagtens blod ringeagtes. Anderne negter Kristi guddom og stiller endog Skaberen paa lige trin med sig selv. Saaledes fortsætter den store oprører under en ny forklædning endnu sin strid mod Gud, som han begyndte i himlen og har fortsat i næsten 6000 aar paa jorden. ret
(491) Mange forsøger at forklare disse aandeaabenbarelser ved at sige, at de er blot bedrageri og taskenspillerkunster, som udføres af et medium. Men omendskjønt det er sandt, at saadanne kunster ofte er bleven udførte i stedet for de sande aandeaabenbarelser, saa har der dog ogsaa været mærkelige eksempeler paa overnaturlig magt. Den hemmelighedsfulde aandebanken, som den moderne spiritisme begyndte med var ikke en følge af menneskelig kunst eller list, men et ligefremt værk af onde engle, som saaledes indførte en af de mest virksomme, sjælefordærvende vildfarelser. Mange vil blive fangne i den tro, at spiritismen blot er et menneskeligt bedrageri. Naar de da staar ansigt til ansigt over for deres forestillinger, som de ikke kan andet end erkjende for overnaturlige, saa bliver de bedragne og ledes til at antage dem som gjerninger, der udføres ved Guds store magt. ret
(492) Disse mennesker overser skriftens vidnesbyrd angaaende de undergjerninger, som satan og hans tjenere har udført. Det var ved satans kunst, troldkarlene paa Faraos tid var is tand til at efterligne Guds værk. Paulus vidner, at før Kristi andet komme vil der blive lignende eksempler paa satans magt. "Satans kraft med al løgnens magt og tegn og underlige gjerninger og med de ugudelighedens bedrag iblandt dem, som fortabes" (2 Thiess. 2:9,10) vil gaa forud for Herrens komme. og Apostlen Johannes vidner, idet han beskriver den undervirkende magt, som vil blive aabenbaret i den sidste tid: "Og det gjør store tegn, saa at det endog kommer ild til at falde ned af himlen paa jorden for menneskene aasyn. Og det forfører dem, som bor paa jorden, for de tegns skyld, hvilke er givne det at gjøre for dyrets aasyn." (Aab. 13:13,14) Her tales ikke om almindelig forførelse. Menneskene bliver bedragne af de mirakler, som satans tjenere virkelig har magt til at udføre, ikke som de blot foregiver, at de kan udføre. ret
(492) Mørkets fyrste er mester til at lægge planer, og han afpasser med stor dygtighed sine fristelser efter mennesker i alle klasser i enhver stilling. For dannede og forfinede personer fremstiller han spiritismen i et mere forfinet og fornuft lys, og saaledes lykkes det ham at drage mange i sin snare. Den visdom, som spiritismen giver, er den, som apostlen Jakob beskriver, "denne er ikke visdommen, som kommer ovenfra, men jordisk, kjødelig, djævelsk"; (Jak. 3:15) men dette skjuler den store bedrager, naar det tjener hans hensigt bedst. Den kunne vise sig for Kristus, da han blev fristet i ørknen, klædt i de himmelske serafers glans, kommer til menneskene paa den mest tiltrækkende maade som en lysets engel. Han henvender sig til fornuften, idet han fremstiller ophøjede emner; han fornøjer indbildningskraften med henrivende scener og vinder følelserne ved sin veltalende beskrivelse af kjærlighed og godgjørenhed. Han leder indbildningskraften til at flyve højt og faar menneskene til at hovmode sig saa meget af deres egen visdom, at de foragter den evige Gud i deres hjerter. Det mægtige væsen, som kunde tage verdens forløser til et saare højt bjerg og fremstille alle jordens riger og deres herlighed for ham, vil fremstille fristelser for menneskene paa en saadan maade, at de vil forvirre enhvers sanser, som ikke er beskyttet ved Guds magt. ret
(493) Satan forfører menneskene nu, ligesom han forførte Eva i Eden, med smiger, idet han optænder et ønske om at erholde forbudt kundskab og vækker lyst til selvophøjelse. Det, som forvoldte hans fald, var, at han nærede disse onde følelser, og ved dem søgte han at fuldføre menneskene fordærvelse. "J skal blive ligesom Gud", sagde han, "og kjendte godt og ondt". (1 Mos. 3:5) Spiritismen lærer, at menneskene er bleven til ved naturens fremskridt, at det er deres bestemmelse fra fødslen af at stride fremad mod guddommen helt igjennem evigheden. Og atter siger den: "Enhver sjæl vil dømme sig selv og ikke en anden", "dommen vil blive ret, fordi man dømmer sig selv, . . . troen er inden i dig." En spritistlærer siger. da hans "aandelige bevidsthed" vaagnede i ham: "Mine medskabninger, vi er alle halvguder og er ikke faldne i synd." En anden forsikrede, at "ethvert retfærdigt og fuldkomment væsen er Kristus". ret
(493) Saaledes har satan fremstillet menneskets egen vildfarelse, syndige natur som den eneste gjenstand for tilbedelse, den eneste rettesnor, hvorefter man skal dømme, den eneste regel for karakter i stedet for den evige Guds retfærdighed og fuldkommenhed, han som er den sande gjenstand for tilbedelse, i stedet for lovens fuldkomne retfærdighed, som er den sande regel for menneskets levnet. Dette er fremskridt ikke opad, men nedad. ret
(494) Det er en lov baade for forstanden og for vor aandelige natur, og vi forandres ved beskuelse. Sindet omdannes lidt efter lidt ved de gjenstande, som man tillader tanken at dvæle ved. Det kommer til at ligne det, som det er vant til at elske og agte. Menneskene kan aldrig naa højere end deres mønster for renhed, og godhed eller sandhed. Dersom deres eget jeg er deres højeste mønsterbillede, saa vil de aldrig naa til noget, som er mere ophøjet. De vil snarere bestandig synke lavere og lavere. Jntet andet end Guds naade har magt til at forædle menneskene. Naar de overlades til sig selv, saa maa deres løbebane uundgaaelig føre nedad. ret
(494) For de sanselige, forlystelsessyge, kjødelige mennesker fremstiller spiritismen sig i en mindre snedig forklædning end for de mere dannede og forstandige; thi de finder i deres grovere former, hvad der stemmer overens med deres tilbøjeligheder. Satan gjør sig bekjendt med hvert tegn paa den menneskelige naturs svagheder, han lægger mærke til de synder, som enhver er tilbøjelig til at begaa, og han sørger for, at de ikke skal mangle lejlighed til at tilfredsstille deres lyst il det onde. Han frister mennesket til at gaa til yderlighed i de ting, som i sig selv er tilladelige og bevirker, at de gjennem umaadelighed svækker sine legemlige, aandelige og moralske evner. Han har ødelagt og ødelægger tusender ved, at de hengiver sig til sine lidenskaber og saaledes gjør alle menneskers natur mere dyrisk. Og for at fuldkomme sit værk, erklærer han gjennem aanderne, at "sand kudnsakb hæver menneskene over al lov", at "alt det, som er, er ret", at "Gud fordømmer ikke", at "alle begaaede synder er uskyldige". Naar menneskene saaledes overtales til at tro, at deres ønsker er den højeste lov, at frihed er tøjlesløshed, og at mennesket blot er ansvarligt for sig selv, hvem kan saa undres over, at laster og fordærvelse tiltager trindt omkring? Mange mennesker antager med begjærlighed saadanne lærdomme, som giver dem frihed til at adlyde det kjødelige hjertes tilskyndelser. Selvbeherskelsens tøjler lægges paa vellystens hals, aandens og sjælens kræfter underlægges de dyriske tilbøjeligheder, og satan samler triumferende i sit net tusender, som bekjender sig til at følge Kristus. ret
(495) Men ingen behøver at lade sig bedrage af spiritismens løgnagtige paastande. Gud har givet verden tilstrækkeligt lys til at opdage snaren. Vi har allerede vist, at den theori, som danner selve spiritismens grundvold, strider mod bibelens tydeligste vidnesbyrd. Skriften vidner, at de døde ved ikk enoget, at deres stolte anslag forgaar. De har ingen del ydermere i alt det, som sker under solen. De kjender intet til deres sorger og glæder, som de elskede mest paa jorden. ret
(495) Desuden har Gud udtrykkelig forbudt al omgang med foregivne hedenfarne dødes aander Paa hebræernes tid var der folk, som paastod ligesom spiritisterne paa vor tid, at de havde omgang med de døde. Men bibelen vidner om spaadomsaanderne, som man kaldte disse gjæster fra andre verdener, at de er "djævelens aander". (Sammenlign 4 Mos. 25:1-3; Sal. 1028; 1 Kor. 10:20; Aab. 16:14) Det blev kaldt en vederstyggelighed for Herren at omgaaes disse psaadomsaander, og det var strengelig forbudt under dødsstraf. (3 Mos. 19:31; 20:27) Troldom betragtes nu med foragt. Den paastand, at menneskene kan have omgang med onde aander anses for en fabel med vankundighedens tider. Men spirritismen, hvis tilhængere gaar op til hundreder og tusender ja millioner, som har skaffet sig indgang i videnskabelige kredse, som har trængt sin ind i menigheder og er bleven gunstig modtaget i lovgivende forsamlinger ja endog ved kongens hoffer. Dette storartede bedrageri er ikke andet end en gjentagelse i en ny forklædning af den trolddom, som Gud fordum forbød og fordømte. Dersom der ikke var noget andet bevis for spiritismens virkelige karakter, saa burde det være nok for den kristne, at disse aander ikke gjør nogen forskjel mellem retfærdighed og synd, mellem de ædleste og reneste af Kristi apostler og de mest fordærvede af satans tjenere. Jdet satan fremstiller de laveste mennesker, som om de var i himlen, højt ophøjede, erklærer han for verden: "Det er ligemeget, hvor ugudelige J er, ligemeget enten J tror eller ikke tror Gud og bibelen; himlen er dog eders hjem." Spiritisternes lære sige i virkelighed: "Hver, som gjør ondt, er god for Herrens øjne, og til dem har han lyst, eller hvor er dommens Gud?" (Mal. 2:17) Men Guds ord siger: "Ve dem, som siger om det onde, at det er godt, og om det gode, at det er ondt, som gjør mørke til lys og lys til mørke." (Ef. 5:20.) ret
(496) Endvidere modsiger apostlerne, saaledes som de fremstilles af disse aander, hvad de engang skrev, da den Helligaand vejledede dem, medens de var paa jorden. De negter endog bibelens guddommelige oprindelse og borttager saaledes det kristelige haabs grundvold og udslukker det lys, som aabenbarer vejen til himlen. Satan faar verden til at tro, at bibelen blot er en fabel eller en bog, der passede til slægten i sin barndom, men som man nu kan ringeagte og kaste til side som noget gammeldags; og i stedet for Guds ord fremholder han disse aanders aabenbarelser. Her er en virksomhed, som er aldeles under hans styrelse. Paa denne maade kan han faa verden til at tro, hvad han vil. Den bog, som skal dømme ham og hans tilhængere, sætter ham i skyggen, - netop der, hvor han ønsker den. Verdens frelser gjør han til et almindeligt menneske og ikke mer. Og ligesom de romerske stridsmænd, som vogtede Jesu grav, udbredte den løgnagtige beretning, som præsterne og de ældste lagde i deres mund, for at modbevise hans opstandelse, saaledes forsøger de, som tror paa aandernes aabenbarelse, at faa det til at se ud, som om der ikke var noget overnaturligt i vor frelsers liv. Efter saaledes at have forsøgt at faa Jesu stillet i baggrunden, hendrager de menneskenes opmærksomhed paa sine egne mirakler og erklærer, at de langt overgaar Kristi gjerninger. ret
(496) Det er sandt, at spirtitismen nu forandrer sin form, idet den skjuler nogle af sine mest anstødelige former og antager en kristelig maske. Men dens ytringer fra talerstolen og gjennem pressen har været tilgjængeligf or offentligheden i henved 40 Aar, og de aabenbarer dens virkelige karakter. Disse lærdomme kan ikke negtes eller skjules. ret
(496) Selv i dens nærværende form er den langt fra at fortjene mere overbærenhed end tilforn; thi den er virkelig et mere farligt bedrag, fordi det er mere listigt. Forhen forkastede den Kristus og bibelen, men nu bekjender den sig til at antage begge. Men den tolker bibelen paa en maade, som er behagelig for vantro mennesker, og fremstiller dens alvorsfulde og vigtige sandheder som ligegyldige ting. Man dvæler ved kjærlighed for Guds fornemste egenskab, men man fornedrer den til en svag følsomhed og gjør ikke megen forskjel mellem godt og ondt. Guds retfærdighed, hans trusler mod synden og hans hellige lovs fordringer holdes alle skjulte. Man lærer folket at betragte de ti bud som en død bogstav. Behagelige, fortryllende fabler henriver sanserne og leder menneskene til at forkaste bibelen som grundvolden for deres tro. De fornegter Kristus lige saa virkelig som forhen, men satan har forblindet folkets øjne saaledes, at de ikke lægger mærke til skuffelsen. ret
(497) Der er faa, som har noget ret begreb om spiritismens mag til at bedrage og den fare, der er ved at komme under dens indflydelse. Mange giver sig af med den blot for at tilfredsstille dres nysgjerrighed. De har ikke nogen virkelig tro paa den, og tanken om at overlade dem til selv til aanderne sindflydelse vil fylde dem med forfærdelse. Men de vover sig ind paa den forbudne grund, og den mægtige ødelægger bruger sin magt over dem imod deres vilje. Bliver de blot en gang overtalte til at bøje deres vilje efter hans vejledning, saa tager han dem til fange, og det er umuligt ved deres egen styrke at rive sig løs fra den tillokkende, bedaarende fortryllelse. Jntet uden Guds magt, som han skjænker, naar vi beder oprigtig i tro, kan frelse disse besnærede sjæle. ret
(497) Alle, som føjer de syndige tilbøjeligheder eller med forsæt vedbliver at synde, aabner døren for satans fristelser. De skiller sig selv fra Gud og fra englenes beskyttelse. Naar den onde søger at bedrage dem, er de uden forsvar og bliver et let bytte. De, som saaledes overgiver sig selv i hans magt, betænker ikke, hvor deres løbebane vil ende. Naar fristeren har naaet at styrte dem, saa benytter han dem som sine redskaber til at lokke andre i fordærvelse. ret
(498) Profeten Esaias siger: "Naar de vil sige til eder: Søger til spaakvinderne og til tegnsudlæggerne, som hvisker og mumler, da siger: Skal ikke et folk søge til sin Gud Skal man søge til de døde for de levendes skyld?" "Ja, efter lov og efter vidnesbyrd; dersom de ikke siger efter dette ord, da siger, at ingen af dem ser morgenrøden." (Es. 8:19,20) (Norsk bibel.) Dersom menneskene havde været villige til at antage den sandhed, som saa tydelig er fremhævet i skriften angaaende menneskets natur og de dødes tilstand, saa vilde de indse, at spiritismens paastand og aabenbarelser er satans værk med al løgnens magt og tegn og underlige gjerninger. Men heller end at give slip paa den frihed, som er saa behagelig for det kjødelige sind og vende om fra de synder, som de elsker, lukker mængden sine øjne for lyset og gaar fremad uden at bryde sig om advarsler, medens satan slynger sine snarer omkring dem, og de bliver hans bytte. "Fordi de ikke annammede sandhedens kjærlighed til deres frelse. Derfor skal Gud og sende dem kraftige vildfarelser, at de skal tro løgnen." (2 Thess. 2:10,11) ret
(498) De, som sætter sig imod spiritismens lærdomme, angriber ikke blot mennesker, men satan og hans engle. De er kommen ind paa en kamp mod fyrstendømmer og magter og ondskabens aandelige hær under himlen. Satan viger ikke en fodbred, for han bliver dreven tilbage af de himmelske sendebud. Guds folk burde være i stand til at møde ham, ligesom vor frelser gjorde, med disse ord: "Der er skrevet." Satan kan anføre skriftsteder nu saa vel som paa Kristi tid, og han vil forvende skriftens lære for at forsvare sit blændværk. De, som vil bestaa i denne farlige tid, maa selv forstaa skriftens vidnesbyrd. ret
(498) For mange vil de onde aander fremstille sig i samme skikkelse som deres elskede slægtninge og venner vil fremholde de farligste kjætterier for dem. Disse gjæster vil henvende sig til vore ømmeste følelser og vil gjøre mirakler for at stadfæste sine paastande. Vi maa være beredte paa at modstaa dem med bibelens sandhed, at de døde ikke ved noget, og at de, som saaledes viser sig, er djævelens aander. ret
(498) ”Fristelsens stund, som skal komme over ganske jorderige, at friste dem, som bor paa jorden" (Aab. 3:10) er ikke langt borte. Alle de hvis tro ikke er fast bygget paa Guds ord, vil blive bedragne og overvundne. Satan arbejder "med al ugudelighedens bedrag" for at faa herredømme over menneskenes børn. Og hans forførelser vil bestandig tiltage. Men han kan ikke naa sin hensigt, uden menneskene af egen fri vilje giver efter for hans fristelser. De, som oprigtig søger sandhedens kundskab og stræber at rense deres sjæle ved lydighed og saaledes gjør, hvad de kan for at berede sig for kampen, vil finde et sikkert forsvar hos sandhedens Gud. "Fordi du har bevaret mit ord om taalmodighed, vil jeg ogsaa bevare dig" (Aab. 3:10) er Frelserens løfte. Han vilde hellere sende alle himlens engle for at beskytte sit folk end lade en eneste sjæl, som stoler paa ham, blive overvudnen af satan. ret
(499) Profeten Esaias omtaler de forfærdelige forførelser, som vil komme over de ugudelige, og lede dem til at indbilde sig, at de er trygge for Guds dom: "Vi har gjort en pagt med døden og gjort et forbund med dødsriget; naar den svungne svøbe farer forbi, da skal den ikke komme til os, thi vi har sat løgn til vor tilflugt og falskhed til vort skjul." (Es. 28:15) Thi den slags mennesker, her er beskrevet, henhører de, som i sin haardnakkede ubodfærdighed trøster sig selv med den forvisning, at der ikke vil blive nogen straf for syndere; at alle mennesker, hvor fordærvede de end er, vil blive ophøjede i himlen og blive som Guds engle. Men en pagt med døden og et forbund med helvede gjøres endnu mere eftertrykkelig af de mennesker, som forkaster de sandheder, hvilke himlen har givet til et værn for de retfærdige paa trængselens dag, og søger tilflugt i den løgn, som satan tilbyder dem - spiritismens forestillinger. ret
(499) Folks blindhed i denne slagt er over al beskrivelse forbausende. Tusender forkaster Guds ord som noget, der ikke er værdt at tro, og de antager med bejærlighed satans bedragerier. Fritænkere og spottere anklager de mennesker for at være skinhellige, som strider for den tro, som profeterne og aposterne havde, og de morer sig med at haane skriftens højtidelige vidnesbyrd angaaende Kristus og frelsens plan og den straf, der skal hjemsøge dem, som forkaster sandheden. De foregiver, at de dybt beklager de mennesker, som er saa snæverhjertede, svage og overtroiske, at de vil anerkjende Guds forderinger og adlyde hans lovs befalinger. De viser sig saa faste, som om de i sandhed havde gjort en pagt med døden og et forbund med helvede, - som om de havde oprettet en uoverstigelig mur imellem sig selv og Guds hevn. Jndet kan vække deres frygt. De har hengivet sig saa fuldkommelig til fristeren og er saa nøje forende med ham og saa grundig opfyldte med hans aand, at de ikke har nogen magt eller lyst til at bryde løs fra hans snarer. ret
(500) Satan har længe gjort forberedelser for sit sidste forsøg paa at bedrage verden. Grundvolden til hans værk blev lagt, da han forsikrede Eva i Edens have: "J skal ikke dø døden." "Hvilken dag J æder deraf, da skal eders øjne oplades, og J skal blive ligesom Gud og kjende godt og ondt." (1 Mos. 3:4,5) Lidt efter lidt har han beredt vejen for sit mesterstykke i bedrageri - udviklingen af spiritismen. Han har endnu ikke naaet at udføre sine hensigter til fuldkommenhed; men han vil naa det i den sidste tid. Profeten siger: Jeg saa "tre urene aander, som lignede padder". "De er djævelens aander og gjør tegn; og de gaar ud til jordens, ja hele jorderiges konger, at samle dem til krigen paa Guds den almægtiges hin store dag." (Aab. 16:13,14) Hele verden vil blive henreven af denne vildfarelse undtagen de, som bevares ved Guds magt formedelst tro paa hans ord. Menneskene dysses hurtig ind i en farefuld tryghed, hvoraf de først vil opvaagne, naar Guds vredes straaler udgydes. ret
(500) Saa siger den herre, herre: "Og jeg vil sætte ret til maalesnor og retfærdighed til vægt, og havet skal bortdrive den falske tilflugt og vandene overskylle skjulet. Og eders pagt med døden skal blive til intet, og eders forbund med dødsriget skal ikke bestaa; naar den svungne svøbe farer forbi, da skal den slaa eder ned." (Es. 28:17,18.) ret