(501) Katholicismen betragtes nu af protestanterne med langt større gunst end tilforn i de lande, hvor katholikerne ikk eudgjør det overvejende flertal, og hvor de pavelige gaar frem paa en lempelig maade for at vinde indflydelse. Der er en tiltagende ligegyldighed angaaende de lærdomme, som adskiller de reformerte menigheder fra det pavelige præstevælde. Den mening gjør sig mere gjældende, at der er dog i grunden ikke er saa stor forskjel i de væsentlige punkter, som man har ment, og at dersom vi giver lidt efter, saa vil det lede til en bedre forstaaelse med den katholske kirke. Der var en tid, da protestanterne satte høj pris paa den samvittighedsfrihed, som var bleven kjøbt saa dyrt. De lærte sine børn at afsky pavedømmet og fastholdt, at det var utroskab mod Gud at søge at arbejde i samfund med den katholske kirke. Men hvor vidt forskjellige er ikke de anskuelser, man nu har! ret
(501) De, som forsvarer papismen, erklærer, at den er bleven forurettet, og protestanterne er tilbøjelige til at indrømme denne paastand. Mange paastaar, at det er uretfærdigt at bedømme den katholske kirke paa vor tid efter de vederstyggeligheder og urimeligheder, som udprægede dens regjering i de aarhundreder, da mørke og uvidenhed raadede. dens forfærdelige grusomhed undskylder de med, at den var en følge af hin tids barbaisme, og paastaar, at civilisationen har forandret dens opfattninger. ret
(501) Har disse mennesker glemt den paastand om ufejlbarlighed, som denne stolte magt i otte hundrede aar har fremført? Saa langt fra at give slip paa denne paastand har den katholske kirke i det nittende aarhundrede stadfæstet den med større bestemthed end nogensinde tilforn. Efterdi Rom paastaar, at kirken aldrig har taget fejl og aldrig kan tage fejl, hvorledes kan den saa tilbagekalde de grundsætninger, som styrede dens fremgangsmaade i hensvundne tider? ret
(502) Pavemagten vil aldrig slippe fordring paa ufejlbarlighed. Alt, hvad den har gjort, idet den forfulgte den, som forkastede dens dogmer, anser den for ret; og vilde den ikke gjentage de samme handlinger, dersom den fik lejlighed dertil? Lad de hindringer, som de verdslige regjeringer nu lægger i vejen, blive bortfjernede, og Rom atter erholde sin forrige magt, saa vil der blive en hurtig gjenoplivelse af dens tyranni og forfølgelse. ret
(502) En nyere forfatter (Josiah Strong, D. D. i Our country, side 46-48) skriver saaledes om det pavelige præsteskabs stilling med hensyn til samvittighedsfrihed og om de farer, som især truer De forende stater grundet paa dette præsteskabs fremgang: ret
(502) ”Der er mange, som er tilbøjelige til at kalde al frygt for de romersk-katholske i De forende stater sværmeri eller barnagtighed. De ser ikke i katholicismen, som er fientligt mod vore fri anordninger, de finder intet, som er ildevarslende i dens vækst. Lad os da først sammenligne nogle af vor regjerings grundprinciper med den katholske kirkes. ret
(502) ”De forende staters grundlov garanterer samvittighedsfrihed, intet er kjærere eller mere væsentligt. Pave Pius IX sagde i sin omangsskrivelse den 15 august 1845: "De urimelige og vildfarende lærdomme eller galskaber til forsvar for samvittighedsfrihed er en pestagtig vildfarelse - en pest, som mere end alle andre maa frygtes i den stat." J sin omgangsskrivelse den 8de december 1864 forbandede den samme pave "den, som paastod, ad de havde samvittighedsfrihed og ret til fri "gudsdyrkelse"; han fordømte ogsaa "alle dem, som paastaar, at kirken ikke har ret til at bruge magt". ret
(502) ”Den fredelige stilling, som Rom indtager i De forende stater, antyder ikke nogen forandring i hjertet. Rom taaler, hvor det er magteløst. Biskop O'Conner siger: "Vi taler blot religionsfrihed saa længe, indtil det modsatte kan blive gjennemført uden fare for den katholske verden." Erkebiskopen af St. Louis sagde engang: "Kjætteri og vantro er forbrydelse, og i kristne lande som for eksempel Jtalien og Spanien, hvor alle folk er katholiker, og hvor den katholske religion er en væsentlig del af landets lov, bliver de straffede ligesom andre forbrydere." ret
(503) Enhver kardinal, erkebiskop og biskop aflægger en lydighed for paven, hvor følgende ord forekommer: "Kjættere, partimagere og oprørere mod vor førnævnte herre, paven, eller hans efterfølgere, vil jeg forfølge og modstaa til det yderste. ret
(503) Det er sandt, at der er oprigtige kristne i den romersk-katholske kirke. Tusender i denne kirke tjener Gud efter det bedste lys, de har. De faar ikke tilladelse til at læse Guds ord, og derfor kjender de ikke sandheden. De har aldrig set modsætningen imellem den levende, aandelige gudstjeneste og en række af lutter former og ceremonier. Men Gud ser med ømhed og medlidenhed paa disse sjæle, opdragne, som de er i en tro, der er bedragelig og utilfredsstillende. Han vil lade lysstraaler gjennemtrænge det tykke mørke, som omgiver dem. Han vil aabenbare sandheden for dem, saaledes som den er i Jesus, og mange vil endnu komme over paa hans folks side. ret
(503) Men den romersk-katholske religion, som et religionssystem betragtet, er ikke mere i harmoni med Kristi evangelium nu, end det har været nogensinde tilforn. Protestanterne er i stort mørke, ellers vilde de give agt paa tidernes tegn. Den romerske kirke ser langt ind i fremtiden, og den lægger sine planer og ordner sin virksomhed derefter. Den benytter enhver list for at udvikle sin indflydelse og forøge sin magt, idet den bereder sig til en heftige og afgjørende kamp for atter at vinde herredømme over verden, at gjenoprette forfølgelsen og at omstyrte alt, hvad protestantismen har udrettet. Katholicismen gjør fremgang overalt. (Se Anhang, anm. 10) Betragt dens mange kirker og kapeller, hvis antal bestandig forøges i de protestantiske lande. Se hvor populære dens højskoler og seminoier er, og hvorledes de benyttes vidt og bredt af protestanter. Se hvorledes kirkeskikkene tiltager i England, og hvor mange der gaar over til katholikernes rækker. Disse ting burde vække bekymring hos alle, som sætter pris paa evangeliets rene lære. ret
(504) Protestanter har indladt sig med og begunstiget pavekirken; de har sluttet forlig med den og gjort den indrømmelser, saa at papisterne selv er forbausede derover og ikke kan forstaa det. Menneskene tillukker sine øjne for katholicismens sande karakter og de farer, som dens herredømme truer med. Folket behøver at vække op for at modarbejde denne fiendes fremgang, som er saa farlig baade for den borgerlige og den religiøse frihed. ret
(504) Mange protestanter mener, at den katholske religion er lidet triltrækkende, samt at dens gudsdyrkelse er en række tomme, kjedelige ceremonier. Heri tager de fejl. Medens katholicisen er grundet paa bedrageri, er den dog ikke et grovt eller et klodset bedrageri. Den katholske kirkes ritual gjør stor virkning. Dens pragtfulde ceremonier og højtidelige gudstjeneste henriver folkets sanser og bringer fornuftens og samvittighedens stemme til traushed. Øjet indtages. Prægtige kirker, højtidelige optog, gyldne altre, juvelbedækkede helgenskrin, udsøgte malerier og fortrinligt billedhuggerarbejde tiltaler sansen for det skjønne. Øret hengives ogsaa. Deres musik er uovertræffelig. Det pragtfulde orgels fulde toner, blandet med mange melodiske stemmer, som gjenlyder gjennem de høje hvælvinger og gangne i dens prægtige domkirker, kan ikke andet end gjøre et højtideligtindtryk paa sjælen. ret
(504) Denne udvortes pragt glans og ceremoni, som blot skuffer den angergivne sjæls længsler, er et bevis paa indvortes fordærvelse. Kristi religion behøver ikke saadanne tillokkelser for at anbefale den. J det lys, som udgaar fra korset, viser den sande kristendom sig saa ren og elskelig, at udvortes prydelser blot skjuler dens sande værd. Det, som Gud sætter pris paa, er hellig og en sagtmodig og stille aand. ret
(504) Ydre pragt er intet bevis paa rene, ophøjede tanker. Ypperlige begreber om kunst og en fin smag findes ofte hos sjæle, som er jordiske og sanselige. De benyttes ofte af satan til at lede menneskene til at glemme sjælens trang, til at tabe det fremtidige evige liv af syne, til at vende sig bort fra deres guddommelige hjælper og at leve alene for denne verden. ret
(505) En udvortes religion er tillokkende for et uomvendt hjerte. Den katholske gudsdyrkelses praft og ceremonier har en forførende, fortryllende magt, hvorved mange bedrages; og de ser paa den katholske kirke som selve porten til himlen. Jngen er sikker mod dens indflydelse, uden de, som staar fast paa sandhedens grundvold, og hvis hjerte er fornyet af Guds aand. Tusender, som ikke har nogen erfaring i Kristi kunddskab, vil blive forførte til at antage gudfrygtighedens skin, medens de fornegter dens kraft. En saadan religion er netop, hvad mængden ønsker. Kirken paastand, at den har ret til at forlade synd, gjør, at katholikerne føler, at de har frihed til at synde, og syndsbekjendelsens sakramente, uden hvilket kirken ikke giver syndsforladelse, virker ogsaa til at give frihed til synd. Den, som knæler for et syndigt menneske og i en bekjendelse aabenbarer sit hjertes hemeligste tanker og besutninger, nedværdiger sin manddom og fornedrer enhver ædel evne i sin sjæl. Jdet han fremstiller sit livs synder for en præst - et vildfarende, syndigt og dødeligt menneske alt for ofte fordærvet at vin og usædelighed - forringer han sin regel for karakter og bliver som en følge deraf besmittet. Hans begreb om Gud forrringes til lignelsen af at et syndigt menneske, idet præsten staar i stedet for Gud. Denne nedværdigende syndsbekjendelse af menneske for menneske er en hemmelig kilde, hvorfra meget af det onde, som besmitter verden, er kommet, og det bereder den for dens sidste ødelæggelse. Men for den, som elsker og behager sig selv, er det mere behageligt at bekjende sine synder for et dødeligt menneske end at aabne sit hjerte for Gud. Det er mere behageligt for et menneskeligt hjerte at skrifte end at vende om fra synd. Det er lettere at døde kjødet ved at iføre sit sække og nelder og tunge lænker, end at korsfæste kjødets lyster. Tungt er det aag, som det kjødelige hjerte er villigt at bære hellere end at bøje sig under Kristi aag. ret
(505) Der er en paafaldende lighed imellem den katholske kirke og den jødiske kirke paa Jesu tid. Medens jøderne i skjul traadte enhver grundsætning i Guds lov under fødder, var de udvortes strenge i at opfylde dens bud og besværede den med fordringer og traditioner, som gjorde lydighed besværlig og smertelig. Ligesom jøderne bekjendte sig til at agte loven, saaledes bekjender katholikerne sig til at ære korset. De ophøjer symbolet paa Kristi lidelser, medens de i sit liv fornegter ham, som det repræsenterer. ret
(506) Papisterne sætter kors paa sine kirker, altere og klæder. Overalt ser man korsets tegn. Overalt æres op ophøjes det udvortes. Men Kristi lære begraves under en masse meningsløse traditioner, falske forklaringer og strenge pligter. Vor Frelsers ord om de skinhellige jøder passer endnu bedre paa de romerske ledere: "De binder svare byrder, vanskelige at bære, og lægger menneskene dem paa skuldrene; men selv vil de ikke røre dem med en finger." (Math. 23:4) Samvittighedsfulde sjæle holdes bestandig i frygt og forfærdelse for den fortørnede Guds vrede, medens kirkens høje gejstlige lever i overdaadighed og sanselige glæder. ret
(506) Satan har indført billeders og relikviers tilbedelse og helgeners paakaldelse og ophøjer paven for at drage folkets tanker bort fra Gud og hans søn. For at fuldkomme deres fordærvelse, søger han at vende deres opmærksomhed bort fra ham, i hvem de alene kan erholde frelse. Han vil lede dem til hvilken som helst gjenstand, som kan sættes i stedet for den, der har sagt: "Kommer hid til mig, alle, som arbejder og er besværede, og jeg vil give eder hvile." (Math. 11:28) ret
(506) Satan bestræber sig bestandig for falskeligen at fremstille Guds egenskaber, syndens natur og de virkelige interesser, som er paa spil i den store strid. Hans spidsfindigheder formindsker Guds lovs fordringer og giver menneskene frihed til at synde. Paa samme tid faar han dem til at nære falske begreber om Gud, saa at de ser hen til ham med frygt og had i stedet for med kjærlighed. Den grusomhed, som bor i hans egen natur, tilskriver han Skaberen; den indføres i religionssystemer og viser sig i forskjellige slags gudsdyrkelse. Saaledes forblindes menneskene, og satan tilegner sig dem som sine redskaber til at stride mod Gud. Ved forvendte begreber om Guds egenskaber blev hedningerne ledte til at tro, at menneskelige ofre var nødvendige for at skaffe sig guddommens gunst, og forfærdelige grusomheder er bleven udøvede under afguderiets forskjellige skikkelser. Den katholske kirke har forenet hedenskabet med kristendommen og har ligesom hedningerne falskeligen fremstillet Guds egenskaber og har udført handlinger, som ikke er mindre grusomme og modbydelige. J den romerske kirkes velmagts dage var der marterredskaber for at tvinge menneskene til at erkjende denne lære. Der blev optændt baal for dem, som ikke vilde indrømme dens paastand. Man vil aldrig faa at vide, hvor vidt myrderiet gi, før paa dommens dag. Kirkens høje gejstlige, vejledende af deres mester, satan, grundede paa, hvorledes de kunde opfinde redskaber, der kunde frembringe de størst mlige lidelser uden at ende deres ofres liv. Denne sataniske adfærd blev gjentaget til den yderste grænse, som mennesket kan udholde, indtil naturen maatte bukke under i kampen, og de ulykkelige ofre hilste døden som en sød lindring. ret
(507) Dette var den romerske kirkes modstanders skjebne. Sine tilhængere plagede den med svøber, faste, hunger, legemlig strenghed og planger af enhver optænkelig, hjerteskærende art. For at erholde himlens gunst, overtraadte de bodfærdige Guds lov, idet de overtraadte naturens lov. Man lærte dem at sønderive ethvert baand som Gud havde anordnet for at velsigne og glæde menneskene paa deres jordiske vandring. Kirkegaarden gjemmer millioner ofre, som har tilbragt sit liv med forfængelige bestræbelser paa at undertvinge sine naturlige følelser og undertrykke enhver tanke og følelse af medlidenhed med deres medmennesker som noget, der var Gud mishageligt. ret
(507) Dersom vi ønsker at forstaa satans grusomhed i al dens udstrækning, saaledes som den viste sig i mange hundrede aar, ikke blandt dem, som aldrig havde hørt om Gud, men i selve kristenhedens midtpunkt, og saa langt den strakte sig, saa behøver vi blot at betragte Roms historie. Formedelst dette uhyre, bedragelige system, opnaaede det ondes fyrste sin hensigt, nemlig at vanære Gud og at gjøre menneskene elendige. Og naar vi ser, hvorledes det lykkes satan at forklæde sig og udføre sit værk gjennem kirkens vejledere, saa kan vi vel forstaa, hvorfor han har saa stor modvilje mod bibelen. dersom man løser den, saa aabenbarer den Guds barmhjertighed og kjærlighed; og man vil indse, at han ikke paalægger mennesket nogen af disse tunge byrder. Alt, hvad han fordrer, er et sønderbrudt og angergivent hjerte, en ydmyg og lydig aand. ret
(508) Kristus lærer ikke mænd og kvinder ved noget eksempel i sit liv, at de skal lukke sig selv inde i klostre for at blive skikkede for himlen. han har aldrig lært, at kjærlighed og medlidenhed skal undertrykkes. Frelserens hjerte flød over af kjærlighed. Jo nærmere menneskene kommer til morslak fuldkommenhed, desto ømmere bliver deres følelser, desto skarpere deres blik for synd og desto dybere deres medfølelse for dem, som lider. Paven paastaar, at han er Kristi vikar. Hvorledes kan hans karakter taale sammenligning med vor frelsers? Har man nogensinde hørt, at Kristus sendte menneskene i fængslet eller lagde dem paa pinebænke, fordi de ikke vilde ære ham som himlens konge? Lød hans stemme nogensinde med dødsdom over dem, som ikke vilde antage ham? Da han blev ringeagtet af folket i en samaritansk by, blev apostlen Johannes fuld af vrede og sagde. "Herre, vil du, at vi skal bryde ild falde ned af himlen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?" Jesus saa medlidende paa sin discipel og irettesatte hans trenge aand, idet han sagde: "Menneskets søn er ikke kommen at fordærve menneskers sjæle, men at frelse dem." (Luk. 9:54-56) Hvilken forskjellig aand Kristus viste i sammenligning med den aand, hans saakaldte vikar viser! ret
(508) Den katholske kirke fremstiller sig nu i en skjøn skikkelse for verden og tildækker historien om sine forfærdelige grusomheder med undskyldninger. Den har iført sig en kristeligklædning; men den er uforandret. Enhver grundsætning, som har eksisteret i pavedømmet i de hensvundne tider, eksisterer endnu. De fastholder endnu den lære, som blev indført i de mørkeste tider. Lad ingen bedrage sig selv. Det pavevælde, som protestanterne nu er saa villige til at ære, er det samme, som herskede over verden paa reformationens tid, da Guds mænd med fare for sit liv stod op for at aabenbare dets uretfærdighed. pavemagten besidder endnu den samme stolthed og hovmodige anmaselse, hvormed den før herskede over konger og fyrster og gjorde fordring paa guddommelige fortrin. Dens aand er ikke mindre grusom og despotisk nu end da den omstyrtede menneskehedens frihed og ihjelslog den Højestes hellige. ret
(509) Pavedømmet er netop, hvad profeten vidnede, at det vilde blive, - de sidste dages frafald. (2 Thess. 2:3,4) Det hører med til denne magts plan, at paatage sig en karakter, som bedste kan svare til hans hensigt. Under en kamæleons forstandige udseende, skjuler den altid slagens gift, Den erkærer: "Vi er ikke forpligtede til at holde vore løfter til kjættere." Skal denne magt, hvis historie gjennem tusende aar er skrevet med de helliges blod, nu erkjendes som en del af Kristi menighed? ret
(509) Det er ikke uden grund den paastand gjøres i protestantiske lande, at katholicismen ikke afviger saa meget fra protestantismen, nu som i den hensvundne tid. Der er sket en forandring, men forandringen ikke i pavevældet. Katholicismen ligner i sandhed meget af den protestantisme, som der var paa reformatorernes tid. ret
(509) Eftersom de protestantiske menigheder har søgt verdens gunst, saa har en falsk overbærenhed forblindet deres øjne. De kan ikke indse andet, end at det er ret at tro godt om alt ondt; og den uundgaaelige følge deraf vil blive, at de tilsidst vil tro ondt om alt godt. J stedet for at forsvare den tro, som engang er overanvordet de hellige, undskylder de, saa at sige sine ubarmhjertige meninger om Rom og beder om forladelse for sine blinde iver. ret
(509) En stor del endog af dem, der ikke begunstiger katholicismen, aner ikke, at der er stor fare for dens magt og indflydelse. Mange paastaar, at det moralske og aandelige mørke, som herskede i middelalderen, begunstigede udbredelsen af dens dogmer, overtro og undertrykkelse, og at den nyere tids større oplysning, mere almindelig udbredte kundskab og den tiltagende frihed i religiøse ting forbyder tanken om, at ufordragelighed og tyranni atter kan opvækkes. Den blotte tanke om, at en saadan tilstand kunde eksistere i vor oplyste tid, haanes. Det er sandt, at et stort lys baade med hensyn til kundskab, moral og religion lyser for denne slægt. Gjennem Guds hellige aabenbarede ord har himlen spredt lys ud over verden. Men det bør erindres, at jo større lys Gud skjænker, desto større bliver deres mørke, som forvender og forkaster det. ret
(510) Granskning i bibelen under bøn til Gud vilde vise protestanterne pavemagtens sande karakter og vilde lede dem til at afsky og undgaa den; men mange er saa kloge i sin egen indbildning, at de ikke føler nogen trang til ydmygt at søge Gud, saa at han kunde lede dem i al sandhed. Omendskjønt de roser sig af sin oplysning saa er de dog uvidende baade om skriften og om Guds kraft. De maa have noget, hvormed de kan stille sin samvittighed tilfreds; og de søger det, som er mindst aandeligt og mindst ydmygende. Det, som de ønsker, er en methode, hvorved de kan glemme Gud, der dog paa samme tid kan gaa under navn af en methode, hvorved de ihukommer ham. Papismen er godt skikket til at imødekomme alle disse ønsker. Den er beredt for to klasser af mennesker, der omfatter næsten hele verden - nemlig de, som ønsker at blive frelste ved sin egen fortjeneste, og de, som ønsker at blive frelste i sine synder. Her ligger den hemmelige kilde til dens store magt. ret
(510) Det har vist sig, at en tid med stort aandeligt mørke var gunstig til at fremme papismen. Vi vil endnu faa at se, at en tid med stor oplysning vil blive lige saa gunstig for dens fremgang. J den henrundne tid, da folk ikke kjendte Guds ord eller forstod hans sandhed, blev deres øjne tillukkede og tusender blev fangne i snaren uden at se det, som blev udbredt for deres fødder. J denne slægt er der mange, hvis øjne blændes af menneskelige spekulationer, "den falskelige saakaldte kundskab". De ser ikke snaren og gaar lige saa let i den, som om de var blinde. Det var Guds hensigt, at menneskets aandelige evner skulde betragtes som en gave fra Skaberen og benyttes i sandhedens og retfærdighedens tjeneste; men naar stolthed og erkjerrighed næres, og menneskene ophøjer sine theorier over Guds ord, saakan oplysning gjøre større skade end uvidenhed. Saaledes vil den falske videnskab i det nittende aarhundrede, som undergraver troen paa bibelen, vise sig lige saa virksom til at berede vejen for pavedømmet med dets bedragelige ceremonier, som mangelen paa kundskab var til at aabne vejen for dets ophøjelse i de mørke tider. ret
(511) J de bestræbelser, som nu gjøres i De forende stater i Amerika for at straffe kirkens anordninger og skikke hjælp fra staten, følger protestanterne i katholikernes fodspor. (Se anhang, anm. 11) Ja, mere end dette, de aabner en dør for papismen, saa at den i det protestantiske Amerika kan gjenvinde det herredømme, som den har tabt i den gamle verden. Og det, som giver denne bevægelse størst betydning, er den kjendsgerning, at den fornemste gjenstand, som man tænker paa at haandhæve, er søndagens helligholdelse, - en skik, som har sin oprindelse fra Rom, og som katholikerne fremholder som et tegn paa kirkens myndighed. Det er pavedømmets aand - at efterligne verdens skikke og vise ærbødighed for menenskelige traditioner mere end for Guds bud - som gjennemsyrer de protestantiske menigheder og leder dem til at ophøje søndagen, ligesom pavemagten har gjort for dem. ret
(511) Den læser, som ønsker at faa forstand paa, hvilke hjælpemidler, der vil blive benyttede i den nær forestaaende kamp, behøver blot at slaa efter i historien og se, hvilke midler Rom benyttede i samme hensigt i den henrunde tid. Dersom han ønsker at vide, hvorledes protestanterne og katholikerne i forening vil behandle dem, som forkaster deres dogmer, saa lad ham læggge mærke til, hvilken aand der besjælede Rom imod sabbaten og dens forsvarere. ret
(511) Kongelige befalinger, almindelige konciler og kirkelige anordninger understøttede af den verdslige magt var de skridt, hvorved den hedenske festdag opnaaede en ærefuld stilling i den kristne verden. Den første offentlige bestræbelse for at indskjærpe søndagens helligholdelse var Konstantims lov to aar før han bekjendte sig til kristendommen. (Aar. 321 e. Kr.) Denne lov befalede, at folk i kjæbstæderne skulde hvile paa solens ærværdige dag, men tillod folk paa landet at fortsætte med agerdyrkeningen. Omendskjønt den oprindelig var en hedens lov, saa blev den dag dog haandhævet af Konstantin, efter at han bekjendte sig til kristendommen. ret
(512) Da den kejserlige lov ikke viste sig at være et tilstrækkeligt erstatningsmiddel for Guds autoritet, saa gav den romerske biskop snart søndagen den ærværdige titel, Herrens dag. En anden biskop (Eusebius, biskop af Cæsarea.) som ogsaa søgte fyrsten gunst, og som var Konstantins intime ven og smigrer, fremførte den paa stand, at Kristus havde overført sabbaten til søndagen. Jkke et eneste vidnesbyrd af skriften blev fremført til bevis for denne nye lære. Den hellige dragt, som den falske sabbat blev iført, var af menneskenes eget fabrikat; men den tjente til at bestyrke menneskene i at nedtræde Herrens sabbat. Enhver, som tragtede efter verdslig ære, antog den populære festdag. ret
(512) Efter som pavemagten blev stadfæstet, vedblev den atophøje søndagen. J nogen tid arbejdede folk med agerdyrkning, naar de, ikke var i kirke, og den syvende dag blev endnu betragtet som sabbat. Men den forandring, som blev indført, skred stadig og sikkert fremad. De, som beklædte gejstlige embeder, blev det forbudt at dømme i nogen borgerlig sag paa søndagen. Snart efter blev det forbudt personer af alle stænder at gjøre almindeligt arbejde, og de, som overtraadte, skulde straffes med bøder, dersom de var fri borgere, men med slag, dersom de var tjenere. Senere blev det bestemt, at de ringe skulde straffes med at miste det halve af sin ejendom; og tilsidst, at dersom de viste sig haardnakkede, skulde de gjøres til slaver. De ringere klasser skulde landsforvises for levetid. ret
(512) Man anvendte ogsaa mirakler for at hjælpe denne sag frem. Blandt andre underfulde ting fortalte man, at da en bonde pløjede sin mark paa en søndag og rensede sin ploug med et jern, blev jernet siddende fast i hans haand, og i to aar maatte han bære det omkring med sig "til overmaade stor smerte og skam for sig selv". ret
(512) Senere hen befalede paven, at sogne præsterne skulde formane dem, som overtraadte søndagen, og anmode dem om at gaa i kirke og sige sine bønner, at de ikke skulde bringe en større ulykke over sig selv og sine naboer. Et kirkeraad fremførte den paastand, som siden er bleven saa vdit og bredt benyttet endog af protestanter, at fordi nogle personer blev trufne af lynet, medens de arbejde paa søndagen, saa matte den være sabbat. "Det er iøjnefaldende", sagde prælaterne, "hvilket stort mishag Gud viste, fordi de tilsidesatte denne dag". Derpaa udsendte man et opraab til præster, konger og fyrster og alle retsindede folk "at de skulde bestræbe sig af alle kræfter og sørge for, at denne dag erholdt sin rette ære, og at den til ære for kristendommen skulde iagttages strengere i den kommende tid". ret
(513) Da kirkeraadsdekreter ikke viste sig tilstrækkelige, bad man den verdslige øvrighed om at udstede en befaling, som kunde bringe forfærdelse over folket og tvinge dem til at ophøje med at arbejde paa søndagen. Ved en synode, som blev holdt i Rom, blev alle de forrige beslutninger stadfæstede med større kraft og højtidelighed. De blev ogsaa indførte i den kirkelige lov og indskjærpede af den borgerlige øvrighed næsten overalt i kristendommen. ret
(513) Dog vakte mangelen paa bevis i skriften for søndagens helligholdelse ikke liden forlegenhed. Folket betvivlede sine læreres ret til at sidesætte Jehovas bestemte erkæring, "den syvende dag er sabbat for Herren, "din Gud", for at ære solens dag. For at erstatte de manglende vidnesbyrd fra bibelen var det nødvendigt at gribe til andre hjælpemidler. En ivrig forsvarer af søndagen, som ved slutningen af det tolvte aarhundrede besøgte kirkerne i England, mødte modstand af trofaste vidner for sandheden; og hans bestræbelser var saa frugtesløse, at han drog bort fra landet en tid og tænkte paa , hvorledes han skulde finde midler til at indskjærpe sin lære. Da han kom tilbage, var han forsynet med disse, og i sin senere virksomhed gjorde han større fremgang. Han bragte en rulle med sig, som han udgav for at være kommen fra Gud selv, og som indeholdt den nødvendige befaling om at helligholde søndagen samt forfærdelige trusler for at skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument - der var lige saa falsk som den anordning, det understøttede - skulde være falden ned fra himlen og fundet i Jerusalem paa St. Simons alter paa Golgatha. Men sandheden var, at det pavelige palads i Rom var kilden, hvorfra det kom. Det pavelige præsteskab har til alle tider anset det for lovligt at forøge kirkens magt og fremgang ved bedrageri og opdigtelser. ret
(514) Denne rulle forbøn at arbejde fra den niende time, klokken tre, lørdag eftermiddag til solopgang om mandagen; og man erklærede, at dens myndighed var stadfæstet ved mange mirakler. Det blev fortalt, at personer, som havde arbejdet over den fastsatte tid, blev lammet af slagtilfælde. En midler, som forsøgte at male sit korn, saa i stedet for mel en blodstrøm, som flød ud og møllehjulet stod stille, omendskjønt der var stærkt vandløb. En kvinde, som havde sat dejg i ovnen, fandt; at den var raa, da hun tog den ud, omendskønt ovnen var meget hed. En anden kvinde, som havde tilberedt dejg til at bage ved den niende time, med den beslutning at sætte den hen til mandag, fandt næste dag, at den var bleven til brød og bagt ved guddommelig kraft. En mand, som bragte brød ved den niende time paa søndagen, fandt, da han næste morgen brød det, at der løb blod af det. Ved saadanne urimelige og overtroiske opdigtelser forsøgte de, som forsvarede søndagen, at stadfæste dens hellighed. ret
(514) J Skotlans saa vel som i England skaffede man søndagen større agtelse ved tildels at forene den med den gamle sabbat. Men den tid, som man forlangte, at der skulde helligholdes, var meget forskjellig. En lov fra kongen af Skotland bestemte, at lørdagen skulde regnes hellig fra klokken tolv middag, og at intet menneske fra den tid til mandag morgen matte befatte sig med verdslige forretninger. ret
(514) Men trods alle deres bestræbelser for at stadfæste søndagens hellighed erkjendte katholikerne selv den guddommelige autoritet for sabbaten, og at den anordning, som de indførte i stedet for, var blot af menneskelig oprindelse. J det sekstende aarhundrede erklærede et paveligt raad tydelig: "Lad alle kristne komme ihu, at den syvnede dag blev helliget af Gud og har været antaget og helligholdt ikke blot af jøderne, men af alle andre, som bekjender sig til at tilbede Gud; omendskjønt vi kristne har forandret deres sabbat til Herrens dag." De, som søgte at forandre Guds lov, var ikke uvidende om, hvad de tog sig for. De søgte med forsæt at ophøje sig selv over Gud. ret
(514) Et slaaende eksempel paa Roms adfærd mod dem, som var uenige med kirken, viste sig i den lange, blodige forfølgelse mod valdenserne, blandt hvem nogle helligholdt sabbaten. Andre led paa samme maade for deres lydighed mod det fjerde bud. De æthiopiske og abesiniske menigheders historie er især betydningsfuld. under de mørke tidsalderes uvidenhed, tabte man de kristne i Mellem-Afrik af syne, og forglemte af verden glædede de sig ved religionsfrihed i mange hundrede aar. Men tilsidst blev Rom bekjendt med deres tilværelse, og kejseren af Abesinien blev snart forført til at anerkjende for Kristi vikar. Andre indrømmelser fulgte, og en befaling blev udsendt, som forbød at helligholde sabbaten under den strengeste straf. ret
(515) Men pavens tyranni blev snart et saa bittert aag, at abessinerne besluttede at sønderbryde det. Efter en forfærdelig kamp blev katholikerne fordrevne fra deres rige, og den gamle tro blev gjenoprettet. Menighederne glædede sig ved sin frihed og glemte aldrig, hvad de havde lært angaaende Roms bedrageri, sværmeri og despotiske magt. De var tilfredse med at leve i sit ensomme rige, ukjendte for den øvrige kristenhed. ret
(515) Menighederne i Afrika holdt sabbaten paa samme maade som pavekirken før dens fuldkomne frafald. De holdt den syvende dag for at lyde Guds bud; men de afstod tillige fra arbejde paa søndagen for at føje sig efter kirkens skik. Da den romerske kirke fik overherredømme, nedtraadte den Guds sabbat for at ophøje sin egen; men menighederne i Afrika, som var skjulte i næsten et tusinde aar, deltog ikke i dette frafald. Da de blev bragte under Roms herredømme, blev de tvungne til at tilsidesætte den sande sabbat og ophøje den falske, men aldrig saa snart havde de gjenvundet sin uafhængighed, før de vendte tilbage til at lyde det fjerde bud. ret
(515) Disse vidnesbyrd fra fortiden viser klart, hvor fiendtlig Rom har været mod den sande sabbat og dens forsvarere, og hvilke midler den har anvendt for at ære den anordning, som den selv har indført. Gods ord lærer, at disse scener skal gjentages af papisterne og protestanterne, naar de forenes om at ophøje søndagen. ret
(515) Profetien i Aabenbarignens 13de kapitel vidner, at den magt, som fremstilles ved dyret med to horn ligesom et lam, "gjør, at jorden og de, som bor derpaa, skal tilbede" pavemagten, som her fremstilles under symbolet af et dyr "ligt en parder". Dyret med to horn skal ogsaa sige "til dem, som bor paa jorden, at de skal gjøre et billede for dyret"; og endvidere skal det befale, "baade smaa og store, baade rige og fattige, baade frie og trælle" at antage dyrets mærke. (Aab. 13:11-16) Vi har vist, at De forende stater er den magt, som betegnes med dyret, der havde horn lige med lammet, og at denne profeti vil blive opfyldt, naar De forenede stater inskjærper søndagshelligholdelsen, hvilket Rom paastaar at være en særskilt erkjendelsen af dens overherredømme. Men i denne hyldest af pavemagten vil De forende stater ikke blive alene. Roms indflydesle i de lande, som en gang erkjendte det herredømme, er langt fra at være kommen til ende; og profetien forudsiger, at dets magt vil blive gjenoprettet: "Og jeg saa et af dets hoveder ligesom saaret til døden, og dets dødelige saar blev lægt, og al jorden forundrede sig og fulgte efter dyret." (Aab. 13:3) Det dødelige saar henviser til den tid, da pavemagten blev afskaffet i 1798. Derefter siger profeten: "Det dødelige saar blev lægt, og al jorden forundrede sig og fulgte efter dyret." Det dødelige saar henviser til den tid, da pavemagten blev afskaffet i 1798. Derefter siger profeten: "Det dødelige saar blev lægt, og al jorden forundrede sig og fulgte efter dyret." Paulus siger tydelig, at syndens menneske vil vedblive til KRisti andet komme, (Thess. 2:8) han vil vedblive med sit bedragelige værk lige til naadetidens ende. Og i Aabenbaringen hedder det ogsaa angaaende pavemagten: "Og de skal tilbede det, alle, som bor paa jorden, hvis navne ikke fra verdens begyndelse er skrevne i lammets, det slagtede livets bog." (Aab. 13:8) Baade i den gamle og i den nye verden vil pavemagten erholde hyldes ved den ære, man vil vise søndagsanordningen, som hviler udelukkende paa den romersk-katholske kirkes autorietet. ret
(516) J omkring 40 aar har de, som har gransket profetierne, i De forenede stater, fremholdt dette vidnesbyrd for verden. J de begivenheder, som nu sker, ser man, at denne forudsigelse hurtig nærmer sig sin opfyldelse. Protestantiske lærere fremfører den samme paastand, at man har guddommelig autoritet for søndagens hellighed, og de har samme mangel paa vidnesbyrd af skriften, som papisternes ledere havde, da de lavede historier om mirakler, som skulde træde i stedet for Guds bud. Den paastand, at Guds dom hjemsøger menneskene, fordi de overtræder søndagssabbaten vil blive gjentaget! Man begynder allerede at fremhæve den. og en bestræbelse for at indskjærpe søndagens helligholdelse gjør stærk fremgang. ret
(517) Den katholske kirke er underfuld snu og listig. Den kan se forud, hvad der vil ske. Den bier, indtil dens tid kommer. Den ser, at de profetiske menigheder viser den katholske kirke, ære, idet de antager den falske sabbat, og at de bereder sig til at indskærpe den ved de selvsamme midler, som de katholske kirke engang benyttede i hensvundne tider. De, som forkaster sandhedens lys, vil endnu en gang søge hjælp hos denne magt, der kalder sig selv ufejlbar, for at ophøje den anordning, som den har indført. Det er let at forstaa, hvor beredvillig den vil komme protestaterne til hjælp i dette værk. Hvem forstaar bedre end de personlige ledere at behandle dem, som er lydige mod kirken? ret
(517) Den romerske kirke med alle dens forgreninger overalt i verden danner en hyre forening under den pavelige stols styrelse og er bestemt til at tjene dens intresser. Dens millioner kumunikanter i ethvert land paa jordkloden oplæres til at holde sig selv som bundne i lydighed til paven. Hvilken nation eller regjering de end tilhører, saa maa de betragte kirkens myndighed som noget, der er overalt andet. Selv om de under ed lover staten lydighed, saa ligger der dog bag ved dette et løfte om lydighed mod Rom, hvilket fritager dem for ethvert løfte der strider mod kirkens interesser. ret
(517) Protestaterne forstaar ikke, hvad de gjør, naar de foreslaar at tage mod Roms hjælp i deres virksomhed for at ophøje søndagen. Medens de er ivrige for at udføre deres plan, søger Rom at gjenoprette sin magt, at vinde sit tabte herredømme tilbage. Lad historien vidne om Roms listige udeholdende bestræbelser for at trænge ind i nationens affærer. Lad den vise, hvorledes Rom har søgt at fremme sine egne hensigter, naar det først havde faaet fodfæste, selv om fyrster og folk derved blev ødelagt. Katholocismen fremfører aabenblyst den paastand, at paven "kan afsige dom tvært imod nationernes ret og Guds og menneskenes love." ret
(518) Og kom ihu, at Rom praler af, at det aldrig forandres, Gregor VII's og Jnnocent grundsætninger er endnu den romerske kirkes grundsætninger, og dersom den blot havde magten, saa vilde den gjennemføre dem med ligesaa megen kraft nu som i henrundne aarhundreder. Lad den grundsætning en gang blive stadfæstet i De forenede stater "at kirken kan benytte eller styre statens magt, at gudstjenesten kan indskjærpes ved verdslige lov, kort sagt, at kirken og staten kan herske over samvittigheden, saa er Roms triumf i dette land sikret. ret
(518) Guds ord har advaret om den truende fare. Dersom denne advarsel tilsidesættes, saa vil den protestantiske verden lære, hvad Roms hensigter virkelig er; men det bliver ikke før det er for sent at undfly faren. Den katholske kirke tiltage stiltiende i magt. Dens lærdomme har stor indflydelse over nationalforsamlingerne, over kirkerne og over menneskenes hjerter. Den opstiller sine høje massive bygninger, i hvis hemmelige kamre den vil gjentage fordoms forfølgelser. Hemmelig og uformodet styrker denne sine kræfter for at fremme sine egne hensigter, naar tiden kommer for den at slaa et afgjørende slag. Alt, hvad den ønsker, er en god lejlighed, og denne giver man den allerede. Vi skal snart faa at se og føle, hvad de katholske hensigt er. Enhver, som vil tro og adlyde Guds ord, vil derved udsætte sig for foragt og forfølgelse. ret