(519) Lige fra begyndelsen af den store strid i himlen har det været satans hensigt at omstyrte Guds lov. For at opnaa dette begyndte han sit store oprør mod Skaberen, og omendskjønt han blev nedstyrtet fra himlen, saa har han vedblevet at føre den samme strid paa jorden. Det øjemed han stadig har for sig er at bedrage menneskelige og saaledes lede dem til at overtræde loven. Enten dette opnaaes ved at tilsidesætte hele loven eller ved at forkaste et af dens bud, saa bliver udfaldet tilsidst det samme. Den, som støder an "i et bud," viser foragt for hele loven; hans indflydelse og eksempel er paa overtræderens side; han bliver "skyldig i alle" ret
(519) Satan har forkastet bibelens lærdomme, idet han saaledes har søgt at gjøre Guds anordninger foragtede; og paa denne maade er vildfarelser blevet blandede med troen hos tusender, som bekjender sig til at tro skrifterne. Denne sidste store kamp mellem sandhed og vildfarelse er blot den sidste anstrengelse i den langvarige strid om Guds lov. Vi begynder nu paa denne kamp mellem menneskenes love og Jehovas bud, mellem bibelens religion og traditioners og fablers religion. ret
(519) De virkende kræfter, som vil forene sig med sandhed og retfærdighed i denne kamp, er nu i fuldt arbejde. Guds hellige ord, som har været overgivet til os har kostet saa megen lidelse og blodsudgydelse, sætter man kun liden pris paa. Bibelen er nu tilgængelig for alle; men der er faa, som virkelig antager den til sit livs vejleder. Fritænkeri hersker i en forfærdelig grad, ikke blot i verden, men ogsaa i menigheden. Mange er komne dertil, at de fornegter lærdomme, der er selve den kristne tros grundpiller. De store begivenheder i skabelsen, saaledes som de hellige skribenter fremstiller dem, menneskets fald, forsoningen og guds lovs uforanderlighed, forkastes enten helt eller for en del af mange, som kalder sig kristne. Tusender, som er stolte af sin egen visdom og afhængighed, anser det som et tegn paa svaghed at have ubetinget tillid til bibelen; de mener, at det er et bevis paa overlegne evner og lærdom at gjøre invendinger mod skriften og at bortforklare de fleste af dens dyrebare sandheder. Mange prædikanter lærer sine tilhørere, og mange professorer og lærere underviser sine elever saaledes, at de tror, at Guds lov er bleven forandret eller afskaffet; og at de, der betragter dens fordrninger som noget, der endnu gjælder og bør bogstavelig adlydes, blot fortjener at foragtes og bespottes. ret
(520) Jdet menneskene forkaster sandheden, forkaster de dens ophavsmand, Jdet de nedtranper Guds lov, negter de at erkjende Lovgiverens myndighed. Det er lige saa let at gjøre en afgud af falske lærdomme og theorier, som at gjøre en afgud af træ eller sten. Ved en falsk fremstilling af Guds egenskaber leder satan menneskene til at forestille sig ham i et falsk lys. Mange opstiller en filosofisk afgud i stedet for Jehovah, medens de levende Gud, saaledes som han er aabenbaret i ordet, i Kristus og i skabelsen, tilbedes af kun faa. Tusender forguder naturen, medens de fornegter naturens Gud. Afguderiet i den kristne verden i dag er lige saa virkelig, som det eksisterede blandt det gamle Jsrael paa Elias' tid, omendskjønt i en forskjellig skikkelse. Mange saakaldte vise mænds, filosofers, digteres, politikeres og skribenterns Gud - mange fornemme og dannede selskabers, mange højskolers og universiteters, ja endog nogle theologiske skolers gud - er ikke stort bedre end Baal, Føniciens solgud. ret
(520) Jngen vildfarelse, som den kristne verden har antaget, angriber mere frækt himlens autyoritet, ingen strider mere mod fornuften, ingen er mere fordærvelig i sine følger end den almindelige lære, der saa hurtig udbreder sig, at Guds lov ikke mere gjælder for menneskene. Enhver nation har sine love, som fordrer agtelse og lydighed; ingen regjering kunde eksistere uden dem, kan man da forestille sig, at himlens og jordens skaber ingen love har, hvorefter man styrer sine skabninger? Antag, at højtstaaende prædikanter offentlig lærte, at de love, som styrer deres land og beskytter borgens rettigheder, ikke var gyldige - at de indskrænkede folkets frihed og ikke burde adlydes; hvor længe vilde man taale saadanne mennesker paa prædikestolen? Men er det en større synd at tilsidesætte statens og nationens lov, end at nedtrampe Guddommelige love, som er grundvolden for al regjering? ret
(521) Det vilde være meget mere rimeligt for nationerne at afskaffe sine love og tillade folket at handle, som de selv synes, end for universets hersker at udslette sin lov og at lade verden være uden nogen regel, hvorefter de skyldige vilde blive fordømte, og de lydige blive retfærdiggjorte. Ønsker vi at se, hvad det leder til at tilintetgjøre Guds lov? Dette har været forsøgt. Det var forfærdelige begivenheder, som forefaldt i Frankrig, da gudsfornegterne kom til roret. Verden fik dengang faktiske beviser for, at naar man afkaster de indskrænkninger, som Guds lov lægger paa os, saa antager man den grusomste tyrans regjering. Naar retfærdighedens maalestok sættes til side, er vejen aaben for mørkets fyrste til at oprette sin regjering paa jorden. ret
(521) Hvor som helt den guddommelige lov forkastet, ophører synden at vise sig syndig og retfærdighed at være ønskelig. de, som negter at underkaste sig Guds regjering, er aldeles uskikkede til at styre sig selv. Gjennem deres fordærvelige lære plantes ulydigheden ogsaa i børnenes og ungdommens hjerter, thi af naturen er de utaalelige overfor alt, hvad der hedder indskrænkning eller tvang, og en lovløs, fordærvet tilstand i samfundet paafølger. Medens mængden spotter ov deres lettroenhed, som vil adlyde Guds bud, griber de begjærlig satans forfølelser. De giver lidenskaberne tøjlerne og bgaar de samme synder, som har nedladt Guds dom over hedningerne. ret
(521) De, som lærer folket at ringeagte Guds bud, faar ulydighed for at høste ulydighed. Lad den guddommelige lovs forbud blive aldeles tilsidesatte, saa vil ogsaa menneskelige love snart blive ringeagtede. Fordi Gud forbyder uærlighed, begjærlighed, løgn og bedrageri, er mennesket rede til at nedtrampe hans lov som en hindring for deres jordiske fremgang; men følgen af at straffe disse bud bliver noget ganske andet, end de venter. Dersom loven ikke gjaldt, hvorfor skulde da nogen frygte for at overtræde den? Saa vilde man ikke længere være vis paa at beholde sin ejendom. Menneskene vilde tilegne sig sine naboers ejendom med vold; og den stærkeste vilde blive den rigeste. Livet selv vilde ikke blive agtet. Ægteskabsløftet vilde ikke længere staa som et helligt værn for at beskytte hjemmet. Den, som havde magt dertil, vilde, naar han behagede, med vold bortføre sin næstes hustru. Det femte bud vilde blive tilsidesat saavelsom det fjerde. Børn vilde ikke vige tilbage fra at dræbe sine forældre, dersom de derved vilde tilfredsstille sine fordærvelige ønsker. Den civliserede verden vilde blive et samfund af røvere og snigmordere, og fred og lykke vilde vige bort fra jorden. ret
(522) Læren om, at mennesket er løst fra lydighed mod Guds bud, har allerede svækket menneskets agtelse for moralske forpligtelser og aabnet en syndflod af uretfærdighed over jorden. Lovløshed, udsvævelse og fordærvelse vælter over os ligesom en overskyllende strøm. Satan er virksom i hjemmet. Hans banner er udfoldet endog blandt kristelige familijer. Der er misundelse, onde tanker, hykleri, partier, strid, forrædderi, og menneskene hengiver sig til kjødelige lyster. Det hele religionssystem med sine grundsætninger og lærdomme, som skulde danne samfundslivets grundvold og bygning, syntes at være en vaklende masse, der er nærved at falde. De ugudelige forbrydere, som kastes i fængsel for deres forbrydelser, blive ofte overøste med gaver, og man er saa opmærksom imod dem, som om de var bleven bevist en stor ære. Deres karakter og forbrydelse offentliggjøres vidt og bredt. En nøjagtig beskrivelse af deres forbrydelse udspredes gjennem pressen, og saaledes underviser man andre i at øve bedrageri, røveri og mod, og satan glæder sig ved sine djævelske planters fremgang. Frække laster, hensynsløse mord, den forfærdelige grad, hvori drukkenskab og al slags uretfærdighed tiltager, burde vække alle, som frygter Gud, til at spørge: Hvad kan vi gjøre for at stanse denne syndflod? ret
(523) Domstolene er fordærved. De regjerende ledes af begjærlighed efter vinding og lyst til sanselige fornøjelser. Drukkenskab har svækket mange menneskers evner, saa at satan har næsten fuldstændigt herredømme over dem. Rettens embedsmænd fordærves, bestikkes, forføres. Drukkenskab, overdaadighed, onde lyster, misundelse og al slags uærlighed ytrer sig blandt dem, som forkaster loven. "Retfærdigheden staar langt borte; thi sandheden støder an paa gaden, og retten finder ingen indgang." (Es. 59:14) ret
(523) Den uretfærdighed og det aandelige mørke, som udbredte sig under Roms herredømme, var den uundgaaelige følge af, at bibelen blev undertrykket. Men hvad er nu aarsagen til den overtro, som udbreder sig overalt, - til at man forkaster Guds lov og den deraf følgende fordærvelse under evangeliets fulde lys paa en stid, da menneskene har fuldkommen religionsfrihed? Nu, da satan ikke længere kan holde verden under sit herredømme ved at holde skriften tilbage, griber han til andre midler, hvorved han udfører det samme. At undergrave troen paa bibelen tjener hans hensigt lige saa godt som at ødelægge selve bibelen. Ved at indføre den tro, at Guds lov ikke er gyldig, leder han i virkeligheden menneskene til at overtræde den lige saa godt, som om de var aldeles uvidnede om dens bud. Og nu, ligesom i forrige tider har han arbejdet paa menigheden for gjennem den at fremme sine planer. Vor tids religiøse samfund har neget at lytte til de upopulære sandheder, som tydelig fremholdes i skriften, og idet de har stridt imod dem, har de antaget fortolkninger og indtaget standpunkter, hvorved de har udsaaet vantroens sæd vidt og bredt. De fastholder den katholske vildfarelse, at sjælen er udødelig, og at der er bevidsthed i døden. De forkaster det eneste forsvar mod spiritismen bedrageri. Læren om evig pine har ført mange til at forkaste bibelen. Naar det fjerde buds fordringer fremholdes for folket, finder man, at det kræver helligholdelsen af den syvende dag som sabbat; og for at fri sig selv fra en pligt, som de er uvillige til at opfylde, erklærer de populære prædikanter, at Guds lov ikke længere er gyldig. Saaledes kaster de loven og sabbaten bort tilsammen. Efter som virksomheden for at udbrede oplysning om sabbaten tiltager, vil denne forkastelse af Guds lov for at undgaa det fjerde buds fordringer blive almindelig næsten overalt i verden. De religiøse lederes lære har aabnet døren for fritrænkeri, spiritisme og foragt for Guds hellige lov, og der hviler et forfærdeligt ansvar paa disse ledere for den uretfærdighed, som findes i den kristne verden. ret
(524) Og dog fremfører netop denne klasse den paastand, at den fordærvelse, som saa hurtig tiltager, maa for en stor del tilskrives tilsidesættelsen af den saakaldte kristne sabbat, og at indskjærpelsen af søndagens helligholdelse vilde forbedre samfundets moral meget. Denne paastand fremholdes især i Amerika, hvor læren om den sande sabbat er bleven mest prædiket. Her forbinder man ofte afholdsvirksomheden, en af de fornemste og vigtigste moralske reformer, med søndagsbevægelsen; og de, som arbejder for denne, fremstiller sig selv som mennesker, der arbejder for at fremme samfundets højeste interesser. De, som saa negter at forene sig med dem, bliver aflagede som fiender af afhold og reform. Men den omstændighed, at en bestræbelse for at indføre vildfarelse er forenet med et værk, som i sig selv er godt, er intet bevis til fordel for vildfarelsen. Vi kan skjule gift ved at blande den imellem sund føde, men vi forandrer dog ikke derved dens natur. Tvært imod bliver den derved mere farlig, eftersom man er mere udsat for at nyde den uden at vide det. En af satans snarer er at forene løgn med netop saa megen sandhed, at den bliver tilsyneladende rigtig. Lederne af søndagsbevægelsen kan forfægte reformer, som folket behøver, grundsætninger, som er i harmoni med bibelen; Men saalænge de tillige fosvarer paastande , som er i harmoni med bibelen; men saa længe de tillige forsvarer paastande, som er imod Guds lov, kan hans tjenere ikke forene sig med dem. Jntet kan retfærdiggjøre deres handling, naar de tilsidesætter Guds befalinger for menneskenes bud. ret
(524) Ved de to store vildfarelser, sjælens udødelighed og søndagens helligholdelse, vil satan forføre folket. Medens den første lægger grunden for spiritismen, skaber den sidste et foreningsbaand med Rom. Protestanterne i De forenede stater vil blive de første til at udrække sine hænder over kløften for at gribe spiritismens haand; de vi ogsaa række over dybet for at omfatte den romerske magts hænder, og under indflydelsen af denne tredobbelte forening vil dette land følge i den katholske kirkes fodspor og nedtræde samvittigheden. ret
(525) Eftersom spiritismen mere nøje efterligner vor tids navnkristendom, har den større magt til at bedrage og besnære. Satan selv er omvendt efter nutidens begreber. Han vil vise sig i en lysets engels skikkelse. Mirakler vil blive udførte gjennem spiritismen; de syge vil blive helbredede, og mange undere udførte, som man ikke kan negte. Og eftersom aanderne vil bekjende sig til at tro paa bibelen og vise agtelse for kirkens anordninger, vil deres gjerninger blive antagne som en aabenbarelse af Guds magt. ret
(525) Den linje, som skiller imellem navnkristendom og de ugudelige, kan nu neppe ses. Menighedsmedlemmer elsker hvad verden elsker, og er rede til at forene sig med den; og satan forsøger at forene dem til et samfund og saaledes styrke sin sag ved at føre alle ind i spiritismens rækker. Papister, der roser sig af mirakler som et tydeligt bevis paa den sande menighed, og protestanter, som har bortkastet sandhedens skjold, vil ogsaa blive forførte. Papister, protestanter og verdsligsindede mennesker vil alle, den ene med den anden, antage gudfrygtigheds skin uden dens kraft, og de vil synes, at denne forening er et stor stridt til verdens omvendelse og til at indføre det længe forventede tusendaarsrige. ret
(525) Gjennem spiritismen viser satan sig som menneskets velgjører, der helbreder forlkets sygdomme og bekjender sig til at indføre et nyt og mere ophøjet religionsssystem; men paa samme tid virker han som en ødelægger. Hans fristelser leder mangfoldige til fordærvelse. Drukkenskab svækker forstanden; sanselige nydelser, strid og blodsudgydelse følger efter. Satan glæder sig ved krig; thi den opvækker sjælens værste lidenskaber og fører sine ofre ind i evigheden dyppede i forbrydelser og blod. Det er hans hensigt at opvække natioerne til krig mod hverandre, thi saaledes kan han bortvende folkets sind fra at berede sig til at bestaa paa Guds dag. ret
(526) Satan virker ogsaa gjennem elementerne for at indsamle en høst af udbredte sjæle. Han har gransket i hemmelighederne i naturens laboratorium, og han bruger alle sine kræfter for at styre elmenterne saa langt, som Gud tilsteder det. Da han fik lov at plage Job, hvor hurtig fulgte ikke den ene ulykke efter den anden! Det er Gud, som beskytter sine skabninger og frier dem fra ødelæggerens magt. Men den kristne verden har vist foragt for Jehovas lov, og Herren vil gjøre netop, hvad han har sagt, at han vil gjøre; han vil unddrage sine velsignelser fra jorden, han borttager sin beskyttende omsorg fra dem, som gjøre oprør mod hans lov og lærer og tvinger andre til at gjøre det samme. Satan hersker og alle dem, som Gud ikke særlig beskytter og leder. Han vil begunstige og hjælpe nogle, for at han kan fremme sine egne paner, og han vil bringe besværligheder over andre og lede menneskene til at tro, at det er Gud, som plager dem. ret
(526) Medens djævelen fremstiller sig for menneskets børn som en stor læge, der kan læge alle deres sygdomme, vil han bringe sygdom og ulykke over dem, indtil folkerige stæder bliver øde og tomme. Han virker allerede nu. Satan øver sin magt paa ethvert sted og paa tusende maader i ulykker til lands og til vands i store ildebrande, i voldsomme hvirvelvinde og forfærdelige hargelstorme, i orkaner, i oversvømmelser, skypumper, flodbølger og jordskælv. Han ødelægger sæden, som modnes, og bringer hungersnød over menneske. Han indføre en dødbringende smitte i luften, og tusender omkommer af pest. Disse hjemsøgelser vil blive mere og mere hyppige og ødelæggende. Der vil komme ødelæggelse baade over mennesker og dyr: "Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje blandt folket i landet er blev afmægtige. Thi landet er besmittet for dets indbyggeres skyld; thi de har overtraadt love, forvendt skikke, gjort den evige pagt til intet." (Es. 24:4,5) ret
(526) Dernæst vil den store bedrager lede menneskene til at tro, at de, som tjener gud, er skyld i disse ulykker. De mennesker som opvækker himlens mishag, vil skyde skylden for alle sine besværligheder paa dem, hvis lydighed mod Guds befalinger er en stadig inrettesættelse for overtrædere. Man vil erklære, at menneskene fortørner Gud, idet de overtræder søndagssabbaten, at denne synd har bragt ulykker over folket, - ulykker, som ikke vil ophører, før søndagens helligholdelse bliver strengere indskjærpet; og at de, som fremholder det fjerde buds fordringer og saaledes forhindrer menneskene fra at holde søndagen, forstyrer folket og hindrer dem fra at gjenoprettes i Guds naade og atter erholde jordens velsignelse. Saaledes vil de beskyldninger blive gjentagne, som i fordums tider blev fremførte mod Guds tjenere, og stadfæstede med beviser, der er lige saa ugrundede som hine. ret
(527) Og det skete, der Akam saa Elias, da sagde Akab til ham: "Er det dig, som forstyrrer Jsrael? Da sagde han: Jkke jeg har forstyrret Jsrael; men du og din faders hus, idet J forlod Herrens bud, og du vandrede efter Baalerne." (1 Kong. 18:17,18) Jdet folkets vrede bliver æsket ved falske beskyldninger, vil de behandle Guds sendebud paa en lignende maade, som det frafaldne Jsrael behandlede Elias. ret
(527) Den undergjørende magt, som vil vise sig gjennem spiritismen, vil bruge sin indflydelse mod dem,s om vælger at lyde Gud mere end mennesker. Der vil komme gudskaber fra aanderne som erklærer, at Gud har sendt dem for at undervise dem, som forkaster søndagen, om, at de tager fejl, og at landets lov bør adlydes ligesom Guds lov. De vil beklage den store ugudelighed, som er i verden og understøtte de religiøse læreres vidnesbyrd, om at den fordærvede moralske tilstand er en følge af, at de vanhelliger søndagen. Saaledes vil der blive opvakt stor forbitrelse med alle, som nægter at annamme deres vidnesbyrd. ret
(527) Satans politik i den sidste kamp med Guds folk er den samme, som han fulgte ved begyndelsen af den store strid i himlen. Han sagde, at han søgte at fremme Guds regjerings bestandighed, medens han hemmelig anstrengte alle sine kræfter for at omstyrte den. Og det selvsamme værk, som han saaledes stræbte at udføre, beskyldte han de lydige engle for. Den samme bedragelige politik har udmærket den romerske kirkes historie. Den har udgivet sig for at handle som himlens vikar, medens de søgte at ophøje sig selv over Gud og at forandre hans lov. Under Roms regjering blev de, som led døden for deres tro paa evangeliet, anklagede som onde mennesker. Man erklærede, at de var i forbund med satan og brugte alle mulige midler for at hobe foragt paa dem og faa dem til at se ud som de laveste forbrydere paa dem og faa dem til at se ud som de laveste forbrydere i folkets øjne ja endog i deres egne. Saaledes vil det ogsaa blive nu. Medens satan søger at ødelægge dem, som ærer Guds lov, vil han bevirke, at de bliver anklagede som lovovertrædere, som mennesker, der vanærer Gud og bringer straffedomme over verden. ret
(528) Gud tvinger aldrig viljen eller samvittigheden, men satan griber bestandig til tvang og grusomhed for at faa herredømme over dem, som han ikke kan forføre paa nogen anden maade. Han stræber at herske over samvittigheden formedelst frygt eller tvang, og at skaffe sig selv hyldest. For at opnaa dette arbejder han baade gjennem de religiøse og verdslige myndigheder og bevæger dem til at indskjærpe menneskelige love for at trodse Guds lov. ret
(528) De, som ærer bibelens sabbat, vil blive udstregne som fiender af al lov og orden i landet, som dem, der nedbryder samfundets moralske skranker og frembringer forvirring og fordærvelse og nedkalder Guds dom over jorden. Deres samvittighedsfulde betænkelighed vil blive kaldt haardnakkethed, stivsind og foragt for al myndighed. De vil blive anklagede for at være utro mod regjeringen. Prædikanter, som negter den guddommelige lovs gyldighed, vil fra prædikestolen fremholde, at det er menneskets pligt at adlyde de verdslige øvrigheder som dem, der er indsatte af Gud. J nationalforsamlinger og ved domstolene vil sabbatsholdere blive fremstillede i et falsk lys og fordømte. Deres ord vil blive fordrejede, og man vil tolke deres bevæggrunde paa den værste maade. ret
(528) Naar de protestantiske menigheder forkaster skriftens klare beviser for Guds lovs uforanderlighed, saa vil de længes efter at stoppe munden paa dem, hvis tro de ikke kan omstyrte med bibelen. Jmidlertid lukker de sine øjne for den sandhed, at de nu gaar frem paa en maade, som vil lede til forfølgelse mod dem, som samvtittighedsfuldt negter at gjøre, hvad de øvrige kristne gjør, at anerkjende den pavelige sabbats fordringer. ret
(529) Kirkens og statens højeste myndigheder vil forene sig om at bestikke, overtale og tvinge alle klasser til at ære søndagen. Mangelen paa guddommelig autoritet vil blive afhjulpen ved undertrykkelse og tvang. Politisk fordærvelse ødelægger kjærlighed, retfærdighed og agtelse for sandheden. Selv i det fri Amerika vil de regjerende og rigsdagens medlemmer for at skaffe sig folkets gunst give efter for det almindelige ønske om at faa en lov, der indskjærper søndagens helligholdelse. Samvittighedsfriheden, der har kostet saa store ofre, vil ikke længere blive agtet. J den kamp, so snart vll komme, vil profetens ord blive opfyldt: "Og dragen forbitres paa kvinden, og gik bort at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem, som bevarer Guds befalinger og holder ved Jesu Kristi vidnesbyrd. (Aab. 12:17) ret