(530) Ja, efter lov og efter vidnesbyrd. Dersom de ikke siger efter dette ord, da siger, at ingen af dem ser morgenrøden." (Es. 8:20 norsk bibel) Guds folk henvises til skriften som deres værn mod falske læreres indflydelse og mod mørkets aanders forføriske magt. Satan anvender ethvert muligt paafund for at forhindre menneskene fra at erholde kundskab om bibelen; thi dens tydelige ord aabenbarer hans bedrageri. Ved enhver oplivelse af Guds værk vækkes mørkets fyrste til større virksomhed og iver. Han bestræber sig nu af alle kræfter for sin sidste fortvivlede kamp mod Kristus og hans efterfølger. Det sidste store bedrageri vil snart vise sig for os. Antikrist vil udføre sit underfulde værk for vore øjne. Det falske virk vil ligne det sande saa nøje, at det vil blive umuligt at skjelne imellem dem uden ved hjælp af den hellige skrift. Paa dens vidnesbyrd bør enhver lære og ethvert mirakel prøves. ret
(530) De, som bestræber sig for at adlyde alle Guds bud, vil lide modstand og blive bespottede. De kan alene bestaa i Gud. For at holde ud i den prøve, som venter dem, maa de forstaa Guds vilje, saaledes som den er aabenbaret i hans ord. De kan ikke ære ham, uden de har et ret begreb om hans natur, regjering og hensigter og handler i harmoni dermed. Jngen andre end de, som har omgjordet sit sind med bibelens sandheder, kan bestaa i den sidste store strid. Enhver vil blive prøvet med et spørgsmaal: Skal jeg lyde Gud heller end mennesker? Den afgjørende time er nu for døren. Er vor fod plantet paa Guds urokkelige ords klippe? Er vi beredte til at staa fast og forsvare Guds befalinger og Jesu tro? ret
(531) Før sin korsfæstelse forklarede vor frelser for sine disciple, at han skulde hengives til døden og opstaa igjen af graven; og der var engle til stede, som indprentede hans ord paa tilhørerenes hjerter. Men disciplene forventede en jordiske frelse fra det romerske aag, og de kunde ikke udholde den tanke, at han, som alt deres haab hvilede paa, skulde lide en forsmædelig død. De ord, som de behøvede at erindre, blev glemte; og da prøvens tid kom, fandt den dem udbredte. Jesu død omstyrtede deres haab lige saa fuldstændig, som om han ikke havde advaret dem. Saaledes aabenbares fremtiden for os i profetierne lige saa tydelig, som den blev aabenbaret for disciplene ved Kristi ord. De begivenheder, som staar i forbindelse med prøvetidens slutning og beredelsens værk for trængselens tid, er tydelig fremstillede. Men den store mængde forstaar ikke disse vigtige sandheder bedre, end om de aldrig var bleven aabenbarede. Satan søger at bortrive ethvert indtryk, som vil gjøre dem vise til salighed, og trængselens tid vil finde dem uforberedte. ret
(531) Naar Gud sender menenskene advarsler af saa stor betydning, at de fremstilles, som om hellige engle fløj midt gjennem himlen og forkyndte dem, saa fordrer han, at enhver, som er begavet med fornuft, skal adlyde budskabet. De forfærdelige straffedomme, som er udtalte mod at tilbede dyret og dets billede, (Aab. 14:9-11) burde lede alle til flittlig at ransage profetierne for at lære at forstaa, hvad dyrets mærke er, og hvorledes de kan undgaa at tage det. Men flertallet af folket vender sine øren bort fra sandheden og vender dem til fabler. Apostlen Paulus vidner, idet han skuer ned til de sidste dage. "Den tid skal vorde da de ikke skal fordrage den sunde lærdom." (2 Tim. 4:3) Den tid er kommen. Mange ønsker ikke at høre bibelens sandheder, fordi de kommer i strid med deres syndige, verdsligsindede hjerters begjær; og satan skaffer dem ved sine bedragerier, hvad de ønsker. ret
(531) Men Gud vil have et folk paa jorden, som fastholder bibelen og bibelen alene som regel for al lære og grundlag for al reform. De lærde mænds meninger, videnskabens slutninger, de religiøse forsamlingers trosbekjendelser og slutninger er lige saa talrige og stridende mod hverandre som de menigheder, hvilke de repræsenterer. De er flertallets røst. Jngen af disse, lige saa lidt som alle sammen, bør betragtes som bevis for alle mod noget trospunkt. For vi antager nogen lære eller noget bud, bør vi gjøre fordring paa et tydeligt "saa siger Herren", som stadfæster det. ret
(532) Satan søger bestandig at drage opmærksomheden hen til mennesker i stedet for til Gud. Han leder folket til at se til biskopper, præster og theologiske professorer som deres vejledere i stedet for at ransage skriften for selv at lære sin pligt at kjende. Ved at beherske disse lederes tanker kan satan have indflydelse over mængden efter sit behag. ret
(532) Da Kristus kom for at tale livets ord, hørte folket ham gjerne; og mange af præsterne og de øverste troede paa ham. Men de fornemste af præsterne og de ledende mænd i nationen havde fast besluttet at fordømme og forkaste hans lærdomme. Omendskjønt alle deres bestræbelser for at finde noget at anklage ham for blev tilintetgjorte, omendskjønt de ikke kunde undgaa at føle indflydelsen af den guddommelige magt og visdom, som ledsagede hans ord, saa indesluttede de sig dog i fordom. De forkastede de klareste beviser paa, at han var Messias, for at de ikke skulde blive tvungne til at blive hans disciple. Disse Jesu modstandere var mennesker, som folket fra barndommen af var opdraget til at vise agtelse. De var vante til ubetinget at bøje sig for deres autorietet. De spørger: "Hvorfor har ingen af de øverste eller de skriftkloge troet paa Jesus? Vilde ikke disse fromme mænd antage ham, dersom han var Kristus?" Det var saadanne læreres indflydelse, som ledte jøderne til at forkaste sin forløser. ret
(532) Den aand, som drev disse præster og øverste, viser sig endnu hos mange, som bekjender sig til fromhed. De vil ikke undersøge skriftens vidnesbyrd om de sandheder, som særlig tilhørere vor tid. De henviser til sit store flertal, sin rigdom og anseelse og ser med foragt paa dem, som forsvarer sandheden, og paapeger, at de er faa, fattige og uansete, og at de har en tro, som skiller dem fra verden. ret
(533) Kristus forudsaa, at den anmasende myndighed, som de skriftkloge og farisæerne viste, ikke vilde ophøre med jødernes landflygtighed. Hans profetiske øje saa, hvorledes menneskene vilde benytte sin myndighed til at herske over andres samvittigheder, hvilket har været en forfærdelig forbandelse for menigheden til alle tider. Og hans frygtelige dom over de skriftkloge og farisæerne og hans advarsler til folket om ikke at følge disse blinde vejledere blev nedskrevne som en advarsel til kommende slægter. ret
(533) Den romerske kirke giver gejstligheden alene ret til at tolke skriften, og den holdes tilbage fra almuen, efterdi gejstligheden alene er skikket til at forklare Guds ord. Omendskjønt reformationen gav skriften til alle, saa forhindrer dog det selvsamme princip, som Rom haandhævede, mange mennesker i protestanternes menigheder fra at ransage bibelen for sig selv. De oplæres til at antage dens lære saaledes, som den tolkes af kirken; og der er tusender, som ikke tør antage noget, der skrider mod deres trosbekjendelse eller den lære, deres kirke engang har antaget, hvor klart det end er aabenbaret i skriften. ret
(533) Omendskjønt bibelen er fuld af advarsler mod falske lærere, saa er dog mange villige til saaledes at overgive deres sjæles bevarelse til gejstligheden. Der er tusender paa vor tid, som bekjender sig til at være troende, som ikke kan give nogen anden grund for de forskjellige punkter i sin tro end den, at deres religiøse ledere har undervist dem saaledes. De lægger næsten ikke mærke til vor frelsers lære, men sætter ubetinget tillid til prædikanternes ord. Er prædikanterne ufejlbare? Hvorledes kan vi betro vore sjæle til deres vejledning, undtagen vi ved i følge Guds ord, at de er lysbærere? den mangel paa aandeligt mod til at afvige fra verdens engang betraadte sti leder mange til at følge i de lærde mænds fodspor; og paa grund af deres uvillighed til selv at ransage er de bleven haabløst indsnørede i vildfarelsens lænker. De ser, at de sandheder, som tilhører vor tid, tydelig fremholdes i bibelen, og føler den Helligaands kraft, som ledsager deres forkyndelse; men de tillader alligevel, at gejstlighedens modstand vender dem bort fra lyst. Omendskjønt deres forstand og samvittighed er overbevist, saa tør disse bedragne sjæle dog ikke tænke forskjellig fra prædikanten; og deres personlige dømmekraft, deres evige interesse ofres for et andet menneskes vantro, stolthed og fordom. ret
(534) Satan virker paa mange maader igjennem menneskelig indflydelse for at binde sine fanger. Han drager en stor mængde til sig ved at binde dem med kjærlighedens silkebaand til dem, som er Kristi korses fiender. Af hvilken art denne kjærlighed end er, enten den er kjærlighed til forældre, børn, mand og hustru eller samfundet, saa er virkningen den samme; sandhedens modstandere bruger sin magt til at herske over samvittigheden, og de sjæle, som holdes under deres herredømme, har ikke mod eller uafhængighed nok til at adlyde sin egen overbevisning om, hvad der er ret. ret
(534) Sandheden og Guds ære er uadskillelige; det er umuligt for os med bibelen i haanden at ære Gud ved vildfarene meninger. Mange paastaar, at de gjør intet til sagen, hvad man tror, dersom man blot lever ret; men livet dannes af troen. Naar vi kan erholde lys og sandhed, men efterlader at benytte anledningen til at høre eller læse den, saa forkaster vi den i virkeligheden; vi vælger mørket hellere end lyset. ret
(534) ”Der er en vej, som synes en mand ret; men tilsidst bliver den vej til døden." (Ordsp. 16:25) Uvidenhed er ingen undskyldning for vildfarelse eller synd, naar der er tilstrækkelig anledning til at kjende Guds vilje. En mand er paa rejsen og kommer til et sted, hvor der er flere veje, og en vejviser underretter om, hvilket sted enhver af dem fører til. Dersom han ikke bryder sig om vejviseren, men vælger den vej, som synes ret for ham, sa er det meget sandsynligt, at han vil komme paa en fejl vej, hvor oprigtig han end er. ret
(534) Gud har givet os sit ord, hvor vi kan blive bekjendt med dets lære og selv vide, hvad han fordrer af os. Da den lovkyndige kom til Jesus og spurgte: "Hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt liv", viste Frelseren ham til skriften og sagde: "Hvad er skrevet i loven, hvorledes læser du?" Uvidenhed kan ikke undskylde hverken unge eller gamle eller fri dem fra den straf, som er fastsat for Guds lovs overtrædelse; thi de har faaet en nøjagtig fremstilling af denne lov og af dens grundsætninger og forderinger. det er ikke nok at have gode forsætter; det er ikke nok, at en mand gjør, hvad han anser for ret, eller hvad prædikanten siger, at der er ret. Hans sjæls frelse er paa spil, og han bør selv ransage skrifterne. Hvor stærke end hans overbevisninger er, hvor vis han end er paa, at prædikanten ved, hvad der er sand, saa er dog dette en daarlig grundvold. Han har et kort, som viser ethvert vejmærke paa den himmelske rejse, og han bør ikke gjætte sig til noget. ret
(535) Det er ethvert fornuftigt væsens første og højeste pligt at lære af bibelen, vhad sandhed er, og derpaa vandre i lyset og opmuntre andre til at følge dette eksempel. Vi burde hver dag granske bibelen flittig, veje enhver tanke og sammenligne skrift med skrift. Ved Guds hjælp bør vi søge at danne vore meninger for os selv, eftersom vi selv skal svare for Gud. ret
(535) De sandheder, som er mest tydelige i bibelen, har været indhyllede i tvivl og mørke af lærde mænd, som under skin af stor visdom lærer, at skriften har en hemmelighedsfuld, mystik, aandelig mening, som ikke ses i de ord, som bruges. Disse mænd er falske lærere. Det var saadanne, Jesus tiltalte, da han vidnede: "J kjender ikke skrifterne ej heller Guds kraft." (Mark. 12:24) Bibelens ord bør forklares i harmoni med dens ligefremme mening, medmindre der benyttes set symbol eller en lignelse. Kristus har lvoet: "Dersom nogen vil gjøre hans vilje, han skal kjende, om lærdommen er af Gud." (Joh. 7:17) Dersom menneskene blot vilde læse bibelen, dersom der ikke var nogen falske lærere til at lede dem vild og forstyrre deres sind, saa vilde der blive udrettet et værk, som vilde glæde Guds engle og bringe til Kristi hjord tusender paa tusender, som nu vandrer i vildfarelse. ret
(535) Vi burde benytte alle vore sjælsevner til at ransage skrifterne, og vi burde bruge for forstand til at fatte, saa vidt som det er muligt for dødelige mennesker, Guds dybe ting.. Og dog maa vi ikke glemme, at et barns underdanighed og lærvillighed er en discipels rette sindelag. Vanskelige steder i skriften kan ikke forklares paa samme maade, som man anvender, naar man giver sig af med en filosofisk opgave. Vi bør ikke ransage bibelen med den selvtillid, som mange viser, idet de giver sig af med videnskaber, men med ydmyg bøn til Gud og et oprigtigt ønske om at forstaa hans vilje. Vi maa komme til den store Jehovah med en ydmyg og lærvillig aand for at blive oplyste, ellers vil onde engle saaledes forvende vort sind og forhærde vort hjerte, at vi ikke faar noget godt indtryk af sandheden. ret
(536) Mange stykker af skriften, som lærde mænd kalder hemmelighedsfulde, eller som de forbigaar som uvæsentlige, er fulde af trøst og undervisning for den, som er lært i Kristi skole. En aarsag hvorfor mange theologer ikke har klarere begreber om Guds ord, er, at de tillukker sine øjne for de sandheder, som de ikke ønsker at adlyde. En ret forstaaelse af bibelens sandheder afhænger ikke saa meget af den store forstand, hvormed man ransager, som af oprigtighed og en inderlig længsel efter retfærdighed. ret
(536) Man bør aldrig granske bibelen uden bøn. Den Helligaand alene kan lære os at føle vigtigheden af de ting, som er lette at forstaa, og forhindre os fra at forvende de sandheder, som er vanskelige at forstaa. Det er de hellige engles værk at berede hjertet til at forstaa Guds ord saaledes, at vi kan henrives og styrkes ved dets forjættelser. Vi bør sige med salmisten: "Aabne mine øjne, at jeg maa se de underfulde ting i din lov." (Sal. 119:18) Fristelser synes ofte uimodstaaelige, fordi de, som fristes, har efterladt bøn og bibelens gransning. Derfor kan de ikke let erindre Guds løfter eller møde satan med skriftens vaaben. Men Guds engle er rundt omkring dem, som er villige til at blive oplærte i guddommelige ting, og paa den tid det behøves mest, vil de minde dem om de sandheder, som de behøver. "Naar fienden kommer som en flod, skal Herrens aand oprette banner imod ham." (Es. 59: 19) ret
(536) Jesus lovede sine disciple, at "talsmanden, den Helligaand, hvilken Faderen skal sende i mit navn, han skal lære eder alle ting, og minde eder paa alle ting, som jeg har sagt eder". (Joh. 14:26) Men Kristi lære maa forud være gjemt i sjælen, for at Guds aand kan minde os om den farens tid. David siger: "Jeg gjemte dit ord i mit hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig." (Sal. 119:11) ret
(537) Alle, som sætter pris paa sit evige vel, skulde være paa vagt mod vantroens snarer. selve sandhedens grundvold vil blive angrebet. Det er umuligt aldeles at undgaa den modige vantros spydigheder og spidsfindigheder, de snedige og pestagtige lærdomme, som nutidens vantro udbreder. Satan afpasser sine fristelser efter alle slags mennesker. Han angriber de ulærde med en spøg eller med spydige ord, medens han imødegaar de lærte med videnskabelige indvendinger og filosofiske slutninger, hvilket alt er beregnet paa at vække mistillid og ringeagt mod bibelen. Endog de unge med liden erfaring er frække nok til at fremkomme med ord, der skal vække tvivl angaaende kristendommens fornemste grundsætninger. Og dette ungdommelige fritænkeri, hvor overfladisk det end er, har sin indflydelse. Mange ledes derved til at drive spøg med sine fædres tro og foragte naadens aand. (Heb. 10:29) Mangt et menneske, for hvem der var udsigt til, at det kunde ære Gud og blive en velsignelse for verden, er bleven fordærvet af fritænkeriets urene aand. Alle, som stoler paa den menneskelige fornuftes pralende slutninger og indbilder sig, at de kan forklare guddommelige hemmeligheder og komme til kundskab om sandheder uden ved hjælp af Guds visdom, vil blive fangne i satans snarer. ret
(537) Vi lever i den alvorsfuldeste tid af denne verdens historie. Det skal snart afgjøres, hvorledes det skal gaa med den store menneskemasse, som opfylder jorden. Vor egen fremtids vel saa vels om andres sjæles frelse er afhængig af den fremgangsmaade, vi nu følger. Vi behøver at lade os lede af sandhedens aand. Enhver Kristi efterfølger bør oprigtig spørge: "Herre, hvad vil du, at jeg skal gjøre?" Vi behøver at ydmyge os selv for Herren med faste og bøn at overveje hans ord meget; især behøver vi at tænke paa det, som tilhører dommen. Vi bør nu søge en dyb og levende erfaring i Guds ord. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Begivenheder af allerstørste vigtighed foregaar rundt omkring os; vi er paa satans fortryllede jord. Sover ikke, J Guds vægtere! Fienden lister sig omkring nær ved og er hvert øjeblik rede til at springe paa eder og gjøre eder til sit bytte, dersom J bliver søvnige og efterladne! ret
(538) Mange bedrager sig med hensyn til sin sande tilstand for Gud. De smigrer sig selv med, at de ikke gjør noget ondt, og glemmer at lægge mærke til de gode og ædle handlinger, som Gud fordrer af dem, men som de efterlader at udføre. Det er ikke nok, at de er træer i Guds have. De børn ogsaa bære frugt, thi dette venter Gud af dem. Han holder dem ansvarlige, fordi de efterlader at udføre alt det gode, som de kunde have udrettet ved hans naade, som styrker dem. J himlens bøger er de antegnede som mennesker, er gjør jorden unyttig. ret
(538) Dog er saadanne menneskers stilling ikke aldeles haabløs. Guds langmodighed og kjærlighed taler endnu til dem, som har tilsidesat hans barmhjertighed og ringeagtet hans naade. "Derfor hedder det: Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig! Se derfor til, at i omgaaes varligen, ikke som uvise, men som vise, og kjøber den belejlige tid, fordi dagene er onde." (Ef. 5:14-16) ret
(538) Naar den store prøvetid kommer, vil de, som har benyttet Guds ord til regel for sit liv, komme til syne. Om sommeren er der ikke stor forskjel at se imellem naaletræer og andre træer, men naar vinterens storm kommer, bliver naaletræerne uforandrede, medens andre træer mister sit løv. Saaledes kan de falske religionsbekjendere ikke altid her skilles fra de virkelige kristne; men den tid er nær, saa forskjellen vil blive synlig. Lad der komme modstand, lad skinhellighed og intolerance atter faa magten, lad forfølgelsen optændes, saa vil de svaghjertede og hykkelske vakle og slippe sin tro, men en sand kristen vil staa fast som en klippe; hans tro vil blive stærke, hans haab klarere end de gunstige dage. ret
(538) Salmisten siger: "Dine vidnesbyrd er min tanke." "Jeg er bleven forstandig af dine befalinger; derfor hader jeg al løgnens sti." (Sal. 119:99,104) ret
(539) ”Saligt er det menneske, som har fundet visdom." "Thi han skal være ligesom et træ, plantet ved vand, og som udskyder sine rødder ved bækken, og som ikke frygter, naar der kommer hede, og hvis blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt aar kommer, og ikke lader af at bære frugt." (Ordsp. 3:13; Jer. 17:8) ret