(540) Og derefter saa jeg en engel fare ned fra himlen, som havde stor magt, og jorden oplystes af hans glans. Og han raabe med styrke, med høj røst, og sagde: Den er falden den er falden, Babylon den store, og er bleven djævlens bolig og et fængsel for alle urene aander, og et fængsel for alle urene og afskyede fugle!" "Og jeg hørte en anden røst fra himlen, som sagde: Gaar bort fra hende, J, mit folk, at J ikke skal blive delagtige i hendes synder, og at J ikke skal rammes af hendes plager." (Aab. 18:1,2,4) ret
(540) Dette skriftsted peger fremad til en tid, da budskabet om Babylons fald, saaledes som det forkyndes af den anden engel i Aabenbaringens fjortende kapitel, skal gjentages, (Aab. 14:8) og der tilføjes et vidnesbyrd om den fordærvelse, der er trængt ind i de forskjellige samfund, som udgjør Babylon, siden budskabet blev først forkyndt om sommeren i 1844. Hvilken forfærdelig tilstand i den religiøse verden her beskrives! for hver gang sandheden forkastes, bliver folkets sind mørkere og deres hjerter mere stivsindede, indtil de er nedsunkne i vantro og forhærdelse. Til trods for de advarsler, Gud har givet, vil de vedblive at nedtræde et af de ti bud, indtil de ledes til at forfølge dem, som holder det helligt. Kristus bliver ringeagtet ved den foragt, som man viser mod hans ord og hans folk. Efter som menighederne antager spiritismens læresæninger, bortfjerner man den tvang, som har være paalagt det kjødelige hjerte, og religionsbekjendelsen bliver blot en kappe der skjuler den værste uretfærdighed. Troen paa aabenbarelser fra aandeverden aabner vejen for forføriske aander og djævles lærdomme, og saaledes vil man mærke de onde engles indflydelse i menighederne. ret
(541) Det hedder om Babylon paa den tid, som omtales i denne profeti: "Thi hendes synder naar indtil himlen, og Gud har kommet hendes retfærdigheder ihu." (Aab. 18:5) Hun har fyldt sit syndebæger, og ødelæggelsen er nærved at komme over hende. Men Gud har endnu et folk i Babylon; og før hans straffedomme falder, skal disse tro tjenere kaldes bort fra hende, at de ikke skal blive "delagtige i hende synder" og ikke "rammes af hendes plager". Derfor lyder der et budskab som fremstilles ved symbolet af en engel, der kommer ned fra himlen og oplyser jorden med sin herlighed og raaber med styrke og med høj røst, idet han forkynder Babylons synder. j forbindelse med dette budskab høres en anden røst: "Gaar bort fra hende, J mit folk!" Disse advarsler i forening med den tredje engels budskab udgjør det sidste advarende budskab, som skal lyde for jordens beboere. ret
(541) Det er en forfærdelig kamp, verden gaar i møde. Jordens riger, som forener sig for at stride mod Gud, udgiver en befaling, at alle "baade smaa og store, baade rige og fattige, baade fri og trælle" (Aab. 13:16) skal følge kirkens kikke og holde den falske sabbat. Enhver, som negter at adlyde, vil blive straffet af den borgerlige lov, og der vil tilsidst udgaa en befaling, at de skal ihielslaaes. Paa den anden side fordrer Guds lov lydighed og byder menneskene at helligholde Skaberens hviledag samt truer med hans vrede over alle dem, som overtræder hans bud. ret
(541) Enhver, som med dette stridspunkt klart for øje nedtræder Guds lov for at adlyde en menneskelig lov, tager dyrets mærke. Han antager et tegn paa lydighed mod den magt, som han foretrækker at lyde i stedet for Gud. Det advarende budskab fra himlen lyder saaledes: "Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede og tager mærket i sin pande eller i sin haand, han drikker og Guds vredes vin, som er iskjænket ublandet i hans fortørnelses kalk." (Aab. 14:9,10) ret
(541) Men ingen vil komme til at lide under Guds vrede, før sandheden er klart fremstillet for hans forstand og samvittighed og er bleven forkastet. Der er mange, som aldrig har havt anledning til at h øre de sandheder, som særskilt tilhører vor tid. Det fjerde buds fordringer er aldrig bleven fremstillede for dem i deres rette lys. Han, som kjender ethvert hjerte og prøver enhver bevæggrund, vil ikke, at nogen, som ønsker at faa kundskab om sandheden, skal bedrages med hensyn til det punkt, som striden drejer sig om. Denne befaling skal paatvinges folket blindt hen. Enhver skal have tilstrækkeligt lys, for at han kan vælge med forstand. ret
(542) Sabbatens helligholdelse vil blive den store prøve paa lydighed; thi det er den dag, man fornemmelig strider om. Naar menneskene sættes paa den sidste prøve, vil der blive dragen en linje, som skiller imellem den, som tjener Gud, og den,, som ikke tjener ham. Medens den falske sabbats helligholdelse i overensstemmelse med landets lov tvært imod det fjerde bud er en bestemt erklæring, som viser lydighed mod den magt, som er i strid med Gud saa vil den sande sabbats helligholdelse være et bevis paa lydighed mod Skaberen. Medens den ene klasse, idet den antager tegnet paa underdanighed mode de jordiske magter, antager dyrets mærke, saa vælger den anden klasse at antage tegnet paa lydighed mod Gud og erholde Guds segl. (Se anhang, anm. 13) ret
(542) For den tid har man ofte betragtet dem, som forkyndte den tredje engels budskab, som larmblæsere. Deres forudsigelser, om at religiøs ufordragelighed vilde tage overhaand i De forende stater, saa at kirken og staten vilde blive forenede for at forfølge dem, som bevarer Guds bud, er bleven kaldt grundløse og urimelige. Man har tillidsfuldt erklæret, at dette land aldrig kunde blive andet, end hvad det har været, et land, som forsvarer religionsfrihed. Men eftersom spørgsmaalet om at haandhæve søndagens helligholdelse drøftes alvorlig vidt og bredt, ser man, at den begivenhed, som man saa længe har tvivlet paa, nærmer sig, og den tredje engels budskab vil frembringe en virkning, som det ikke før kunde have frembragt. ret
(542) Gud har sendt sine tjenere i enhver slægt for at straffe synd baade i verden og i menigheden. Men folket ønsker, at der skal tales behagelige ting til dem, og de finder ingen smag i den rene uforfalskede sandhed. Mange reformatorerer besluttede, da de begyndte med sit værk, at bruge stor forsigtighed, idet de angreb kirkens og nationens synder. De haabede ved et oprigtigt, kristeligt livs eksempel at lede folket tilbage til bibelen. Men Guds aand kom over dem, ligesom den kom over Elias, hvem den bevægede til at straffe en ugudelig konges og et faldent folks synder; de kunde ikke undlade at prædike bibelens tydelige ord - lærdomme, som de før have været tilbageholdne med at forkynde. De blev tvungne til med nidkjærhed at vidne om sandheden og om den fare, som truede sjæle. De udtalte de ord, som Herren gav dem, uden frygt for følgerne, og folket blev tvunget til at høre advarslen. ret
(543) Saaledes vil ogsaa den tredje engels budskab blive forkyndt. Naar tiden kommer, da den skal forkyndes med største kraft, vil Herren bruge ringe redskaber og lede deres sind, som helliger sig til hans tjeneste. Arbejdere vil blive skikkede til sit værk mere ved den Helligaand salvede mere ved undervisning i lærde skoler. Troende mænd, som beder flittig, vil blive drevne til at arbejde med hellig iver og at vidne om det ord, som Gud giver dem. Babylons synder vil blive aabenbarede. De forfærdelige følger af at de borgerlige myndigheder haandhæver kirkens anordninger, spiritismens udbredelse, den pavelige magts hemmelige, men hurtige fremgang, - alt dette vil blive afsløret. Ved disse alvorsfulde advarsler vil folket blive vækket. Tusender vil lytte, som aldrig før har hørt saadanne ord. Ved forbauselse hører de vidnesbyrdet om, at Babylon er menigheden, som er falden paa grund af sine vildfarelser og synder og paa grund af, at den har forkastet den falskhed, som er sendt til den fra himlen. Naar folket gaar til sine forrige lærere og spørger med bekymring, hvorledes det hænger sammen med disse ting, saa fremholder prædikanterne fabler og profeterer fred for at bortfjerne deres frygt og stille deres urolige samvittigheder. Men eftersom mange vægrer sig ved at nøjes med menneskelig autoritet og fordrer et tydeligt "saa siger Herren", saa bliver de populære prædikanter ligesom farisæerne fordum flyde af vrede, idet man drager deres myndighed i tvivl, og de vil forkaste budskabet om et budskab fra satan og ophidse den store mængde, som elsker synd, til at forhaane og forfølge dem, som forkynder det. ret
(544) Jdet striden udvider sig til nye egne, og folkets opmærksomhed henledes paa Guds nedtraadte lov, bliver satan mere virksom. Den kraft, hvormed budskabet forkyndes, vil blot vække vrede hos dem, som strider imod det. Gejstligheden gjør næsten overmenneskelige bestræbelser for at udelukke lyset, at det ikke skal skinne for deres hjorder. Ved alle midler, som staar til deres raadighed, vil de søge at forhindre menneskene fra at drøfte disse vigtige spørgsmaal. Kirken henvender sig til den borgerlige magts stærke arm, og papister og protestanter forenes. Eftersom virksomheden for at haandhæve søndagen bliver mere dristig og paastaaelig, vil man paakalde lovens hjælp mod sabbatsholderne. De vil blive truede med bøder og fængsel; og nogle af dem vil man tilbyde gode embeder og andre belønninger og fordele for at lokke dem til at fornegte sin tro. Men de svarer bestemt: "Vis os af Guds ord, at vi er vildfarne", - det samme forlangende, som Luther under lignende omstændigheder fremførte. De, som fremstilles for domstolene, forsvarer sandheden med kraft, og nogle, som hører paa, bevæges til at forene sig med dem, som vil bevare alle Guds bud. Saaledes vil lyset blive fremført for tusender, som ellers ikke vilde faa noget at vide om disse sandheder. ret
(544) Samvittighedsfuld lydighed mod Guds ord vil blive behandlet som oprør. Forblindede af satanv il forældre vise strenghed og bitterhed mod sine troende børn; husherren eller fruen vil undertrykke sine tjenere, som vil holde Guds bud. Ømme følelser vil blive undertrykkede, børn vil blive gjort arveløse og drevne bort fra sit hjem. Paulus' ord vil blive bogstavelig opfydte: "Ja, ogsaa alle, som vil leve gudeligen i Kristus Jesus, skal forfølges." (2 Tim, 3:12.) Naar de, som forsvarer sandheden, vægrer sig ved at ære søndagssabbaten, saa vil nogle af dem blive kastede i fængsel, andre vil blive landsforviste, og atter andre behandlede som slaver. For menneskelig visdom synes alt dette nu at være umuligt, men naar Guds aand, som har holdt mennesker tilbage, viger fra dem, og de kommer under satans herredømme, som hader Guds bud, saa vil mange underlige ting udvikles. Hjertet kan være meget grusomt, naar gudsfrygt og kjærlighed er borte. ret
(545) Naar stormen nærmer sig, vil mange, som har bekjendt sig til at tro den tredje engels budskab, men som ikke er bleven helligede ved sandheds lydighed, forlade sin stilling og træde over i modstandernes rækker. Jdet de forener sig med verden og paavirkes af dens aand, sommer de til at betragte sagen næsten i samme lys som den; og naar prøven kommer, er de rede til at vælge den side, som er let og anset. Begavede og veltalende mænd, som engang glædede sig ved sandheden, vil da anvende sine evner til at bedrage og vildlede sjæle. De bliver sine forrige brødre bitreste fiender. Naar sabbatsholdere føres frem for domstolene for at svare for sin tro, saa bliver disse frafaldne sjæle satans virksomme haandlangere, som anklager dem og fremstiller dem i et falsk lys og ved falske fortællinger og beskyldninger ophidser de regjerende imod dem. ret
(545) J denne forfølgelses tid vil Herren prøve sine tjeneres tro. De har med troskab forkyndt advarselen, idet de forlod sig alene paa Gud og hans ord. Guds aand bevægede deres hjerter og tvang dem til at tale. Drevne af hellig nidkærhed og med den guddommelige tilskyndelse, som virkede kraftig paa dem udførte de deres pligter uden kold beregning over følger af at tale det ord til folket, som Herren havde givet dem. De har ikke taget hensyn til deres verdslige interesser eller søgt at bevare deres anseelse og deres liv. Men naar modstandens og forhaanelsens storm bryder løs over dem, saa vil nogle overvældede af forbauselse være rede til at udbryde: "Dersom vil havde forudsagt følgerne af vore ord, saa vilde vi have tiet." De er aldeles omringede af vanskeligheder. Satan angriber dem med stærke fristelser. Det værk, som de har paataget sig, synes langt at overgaa det, som de er i stand til at udføre. De trues med ødelæggelse. Den nidkjærhed, som oplivede dem, er forbi; men de kan dog ikke vende tilbage. Jdet de saaledes føler sin hjælpeløshed, flyr de til den almindelige gud for at erholde styrke. De kommer ih, at det ord, som de har talet, var ikke deres, men hans, som bød dem at forkynde advarslen. Gud lagde sandheden i deres hjerter, og de kunde ikke undlade at forkynde den. ret
(546) Saadanne prøver har Guds mænd ogsaa i fortiden maattet udholde. Wiclef, Huz, Luther, Tyndale, Baxter og Wesly paastod, at al lære skulde prøves ved bibelen, og erklærede, at de vilde forkaste alt, som den forbød. Forfølgelsen rasede mod disse mænd med ubøjelig heftighed; men de ophørte dog ikke at fremholde sandheden. Forskjellige tidsperioder i menighedens historie har udmærket sig ved en eller anden særskilt sandhed, som er bleven forkyndt; og den har været afpasset efter Guds folks trans paa den tid. Enhver ny sandhed har maattet kjæmpe mod had og modstand; og de, som nød godt af dens lys, blev fristede og prøvede. Herren giver folket en særskilt sandhed, naar de behøver den. Hvem tør undlade at forkynde den? Han befaler sine tjenere at fremstille naadens sidste indbydelse til verden. De kan ikke tie uden at sætte sin sjæl i fare. Kristi sendebud har intet at gjøre med følgerne. De maa udføre sin pligt og overlade følgerne til Gud. ret
(546) Jdet modstanden raser mer og mer, bliver Guds tjenere atter forlegne; thi det forekommer dem, at de har fremskyndet dette vindepunkt. Men guds ord og deres egen samvittighed vidner for dem, at de har handlet ret; og omendskjønt prøverne vedbliver, styrkes de til at taale dem: Striden bliver heftigere og kommer nærmere, men deres tro og mod stiger, eftersom det behøves. Deres vidnesbyrd er: "Vi tør ikke handle underfundig med Guds ord og adskille hans hellige lov, saa at vi kalder en del væsentlig og en anden del uvæsentlig for at vinde verdens gunst. Den herre, som vi tjener, er mægtig til at frelse os. Kristus har overvundet jordens magter, og skal vi frygte for en verden,, som allerede er overvunden?" ret
(546) Forfølgelse i dens forskjellige skikkelser er frugten af et princip, som vil eksistere saa længe, som satan eksisterer og kristendommen har liv. Jngen kan tjene Gud uden at udsætte sig for modstand af mørkets hær. Onde engle vil angribe ham. De er urolige over, at hans indflydelse tager byttet ud af deres hænder. Onde mennesker, som straffes af hans eksempel, vil forene sig med dem og søge at drage ham bort fra Gud ved tillokkende fristelser. Dersom disse ikke lykkes, saa anvender de mangt for at tvinge hans samvittighed. ret
(547) Men saa længe Jesus vedbliver at være en talsmand i himlens helligdom, mærke folket og de styrende den Helligaands formidlende indflydelse. Den styrer endnu til en vis grad landets love. Dersom vi ikke havde disse love, saa vilde verdens tilstand være meget værre, end den er. Omendskjønt mange af vore styrende mænd er virksomme redskaber for satan, saa har Gud dog ogsaa sine redskaber blandt nationens ledere. Fienden søger at opvække sine tjenere til at foreslaa saadanne bestemmelse,r som i en stor grad vilde forhindre Guds værk; men statsmænd som frygter Herren, ledes af hellige engle, til at imødegaa saadanne forslag med imodsigelige grunde. Saaledes vil nogle faa mænd tilbageholde en mægtig strøm fra det onde. Den modstand, som sandhedens fiender viser, vil blive tilbageholdt, for den tredje engels budskab kan udrette sin gjerning. Naar den sidste advarsel lyder, vil det vække disse mænds opmærksomhed, ved hvem Herren nu virke, og nogle af dem vil antage det og blive bestaaende med Guds folk gjennem trængselens tid. ret
(547) Den engel, som hjælper til at forkynde den tredje engels budskab, oplyser hele jorden med sin herlighed. Her forudsiges et værk, der strækker sig til hele verden og udføres med ualmindelig kraft. Advent-bevægelsen i 1840-44 var en herlig aabenbarelse af Guds magt. Den første engels budskab blev ført til enhver missionsstation i verden, og i nogle lande var der en større religiøs interesse, end man har set i noget land siden reformationen i det sekstende aarhundrede, Men disse bevægelser vil langt overgaaes af den mægtige bevægelse under den tredje engels sidste, advarende budskab. ret
(547) det vil blive et lignende værk som det, der blev udført paa pintsefestens dag. Ligesom den "tidlige regn" blev given ved den Helligaands udgydese i begyndelsen af evangeliets forkyndelse, for at faa den dyrebare sæd til at vokse, saaledes vil den "sildige regn" blive given ved slutnignen af dets forkyndelse for at modne høsten. "God vi vil kjende, jage efter at kjende Herren, som morgenrøden er hans opgang vis; og han skal komme til os som regnen, som sildigregnen, der væder jorden." (Hos. 6:3) "Og J, Zions børn! Fryder og glæder eder i Herren eders Gud, thi han giver eder læreren til retfærdighed og nedsender saa til eder for det første tidlig ren og sildig regn." (Joel 2:23) "Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min aand over alt kjød." "Og det skal skje, hver den som paakalder Herens navn, skal frelses." (Ap. gj. 2:17,21.) Evangeliets store gjerning skal ikke slutte med mindre aabenbarelse af Guds kraft end den, som udmærkede dens begyndelse. De profetier, som blev opfyldte ved udgydelsen af den tidlige regn ved evangeliets begyndelse, skal atter blive opfyldte ved den sidste regn ved dets slutning. Dette er "vederkvægelsens tider", som apostlen Peter saa frem til, da han sagde. "Derfor fatter et andet sind og vender om, at eders synder maa blive udslettede [ved den undersøgende dom], paa det vederkvægelsens tider maa komme fra Herrens aasyn, og han maa sende eder den forud forkyndte Jesus Kristus." (Ap. gj. 3:19,20) ret
(548) Guds tjenere, hvis ansigter oplyses, saa at de straaler af hellig hengivenhed, vil skynde sig fra sted til sted for at forkynde himlens advarende budskab. Det vil blive forkyndt af tusende røster overalt paa jorden. Da vil der blive gjort mirakler, de syge vil blive helbredede, og tegn og undergjerninger vil følge de troende. Satan virke ogsaa med løgnens tegn og underlige gjerninger, saa at han endog faar ild til at falde ned fra himlen i menneskenes paasyn. (Aab. 13:13) Saaledes vil jordens beboere brignes til at indtage sit standpunkt. ret
(548) Budskabet vil gjennemført, ikke saa meget ved bevisførelser som ved Guds aands dybe overbevisning. Beviserne er forud fremførte. Sæden er bleven udsaaet, og nu vil den vokse op og bære frugt. De skrifter, som missionsarbejderne har udbredt, har gjort virkning, men mange, hvis hjerter blev bevægede ved dem, er bleven forhindrede fra at forstaa sandheden fuldstændig og at adlyde den. Men nu trænger lysstraalerne igjennem overalt, sandheden ses klarer, og de oprigtige Guds børn sønderriver de baand, som haar holdt dem tilbage. Hverken slægtskabsforbindelser eller menighedsforhold er nu længere i stand til at holde dem. Sandheden er mere dyrebar for dem end alt andet. Trods alle de kræfter, som forener sig imod sandheden, er der stort antal, som gaar over paa Herrens side. ret