(550) Paa den tid skal Michael, den store fyrste, der staar som værn for dit folks børn, staa frem, og der skal være en trængsels tid, som aldrig har været, siden folk blev til og indtil den tid; og paa samme tid skal dit folk undkomme, hver den, som findes skreven i bogen." (Dan. 12:1) ret
(550) Naar den tredje engels budskab ender, er der ikke mere naade for jordens brødefulde beboere. Guds folk har fuldendt sit værk. De har erholdt den sildige regn eller vederkvægelsen fra Herrens aasyn, og de er beredte for den fristelsens stund, som ligger foran dem. Engle haster frem og tilbage fra himlen. En engel, som kommer tilbage fra jorden, forkynder, at hans værk nu er fuldendt, den sidste prøve er bleven bragt over verden, og alle, som har vist sig selv lydige mod Guds bud, har erholdt den levende Guds segl. (Se anhang, anm. 13) Da ophører Jesus med sit midlerembede i den himmelske helligdom. Han løfter sin haand og siger med høj røst: "Det er sket!" Hele englehæren tager sine kroner af, medens han højtidelig vidner: "Lad den, som gjør uret, fremdeles gjøre uret; og den uterlige fremdeles øve uterlighed, og den uretfærdige fremdeles blive uretfærdig, og den hellige fremdeles blive helliget." (Aab. 22:11) Enhver sag er blevet afgjort enten for liv eller død. Kristus har gjort forsoning for sit folk og udslettet deres synder. Antallet af hans undersaatter er fuldt: "Riget og herredømmet og rigernes magt under al himlen," skal da gives til frelsens arvinger, og Jesus skal regjere som kongers konge og herrers herre. ret
(550) Naar han forlader helligdommen, skjuler mørket jordens beboere. J denne forfærdelige time maa de retfærdige leve for deres Guds hellige ansigt uden en midler. Al indflydelse, som har holdt de ugudelige tilbage, ophører nu, og satan har fuldstændigt herredømme over de ubodfærdige. Guds langmodighed er forbi. Verden har forksastet hans naade, foragtet hans kjærlighed og traadt hans lov under fødder. De ugudelige har overskredet deres prøvetids grændse; Guds aand, som de vedblev at modstaa, er tilsidst draget tilbage. Berøvede Guds naade har de ingen beskyttelse mod den onde. Da vil satan styrte jordens beboere i den sidste store trængsel. Naar Guds engle ophører at holde menneskenes forfærdelige lidenskaber i tømme, saa slippes alle stridens elementer løs. Hele verden vil blive nedstyrtet i en forfærdeligere ødelæggelse end den, som kom over det gamle Jerusalem. ret
(551) En eneste engel ødelagte alle Ægyptens førstefødte og fyldte hele landet med sorg. Da David talte folket og saaledes fortørnede Gud, bevirkede en en engel en forfærdelig ødelæggelse, hvormed hans synd blev straffet. Den samme ødelæggende magt, som Guds hellige engle benytter, naar han giver dem befaling derom, kan de onde engle ogsaa bruge, naar han tillader det. Der er kræfter, som nu er rede og blot venter paa Guds tilladelse til at udbrede ødelæggelse overalt. ret
(551) De, som ærer Guds lov, er bleven anklagede for, at de har bragt straffedomme over verden, og han vil betragte dem som aarsag til de forfærdelige omvæltninger i naturen og til den strid og blodsudgydelse blandt menneskene, som fylder jorden med elendighed. Den kraft, som fulgte med den sidste advarsel, har forbitret de ugudelige; deres vrede er optændt mod alle, som har antaget budskabet, og satan vil opvække hadets og forfølgelsens aand til endnu større hæftighed. ret
(551) Da Gud tilsidst unddrog sin herlgheds nærværelse fra det jødiske folk, vidste præsterne og folket det ikke. Omendskjønt de var under satans herredømme og var paavirkede af de afskyeligste og mest ondskabsfulde lidenskaber, saa vedblev de dog at anse sig selv for Guds udvalgte folk. Tjensten i templet vedblev, offere blev ofrede paa dets besmittede altere, og de nedbad daglig Guds velsignelse over et folk, som havde myrdet Guds kjære søn og søgt at ihjelslaa hans tjenere og apostler. Saaledes ved jordens beboere heller intet herom, naar helligdommens uigjenkaldelige kjendelse er bleven forkyndt, og verdens skjebne er bleven for evig afgjort. Religionens ydre form vil blive blandt de mennesker fra hvem Gud aand tilsidst er draget bort, og den djævelske nidkjærhed, som det ondes fyrste indgyder i den for at udføre hans ondskabsfulde planer, vil have lighed med nidkjærhed for Gud. ret
(552) Naar sabbaten er bleven det særskilte punkt, som striden i kristendommen drejer sig om, og de religiøse og verdslige myndigheder er forenede for at indskjærpe søndagens helligholdelse, og der er et lidt mindretal, som vedholdende negter at give efter for folkets fordringer, saa vil de derved blive gjenstand for almindelig forbandelse. Manvil paastaa, at nogle faa, som er i strid med kirkena anordning og statens lov, ikke bør taales; at det er bedre for dem at lide, end at hele folket skal styrtes i forvirring og lovløshed. Det samme argument blev fremført mod Kristus af "folkets øverster" for atten hundrede aar siden. "det er os gavnligt," sagde den listige Kaifas, "at et menneske dør vor folket, og at ikke det ganske folk skal fordærveds". (Joh. 11:50) Denne bevisførelse vil synes afgjørende for dem, og der vil tilsidst blive udstedt en lov mod dem, som helligholder sabbaten i overensstemmelse med det fjerde bud. Denne lov vil fordømme dem som mennesker, der fortjener den strengeste straf, og den vil give folk frihed til efter en vis tid at slaa dem ihjel. Katholikerne i den gamle verden og de faldne protestanter i den nye verden vil gaa frem paa samme maade mod dem, som ærer alle Guds bud. ret
(552) Guds folk vil da blive nedsænkede i de besværligheder og elendigheder, hvilken profeten beskriver som en trængels tid for Jakob: "Thi saa siger Herren: forfærdelses røst har vi hørt; der er skræk og ikke fred." "Alle ansigter er omskiftede til bleghed. Ve! thi stor er denne dag, saa den er uden lige; og det er en trængels tid for Jakob, dog skal han blive frelst derfra." (Jer. 30:5-7) ret
(552) Jakobs sjælesmerte, den nat han kjæmpede i bøn for at blive frelst fra Esaus haand, (1 Mos. 32:24-30) fremstiller Guds folks erfaring i trængselens tid. Jakob blev forfærdet over sin broders trusler om at slaa ham ihjel og flygtede for sig selv, fordi han ved bedrageri havde tilegnet sig sin faders velsignelse, som var bestemt for Esau. Efter at han havde været en flygtning i mange aar, rejste han i følge Guds befaling paa vejen tilbage til sit fædreland med sine hustruer og børn, sit kvæg og sine faarehyrder. da han kom til landets grænser, blev han forfærdet ved rygtet om, at Esau nærmede sig med en skare bevæbnede mænd, uden tvivl i den hensigt at hævne sig. Jakobs følge, som var ubevæbnet og forsvarsløst, synes at være nærved at falde som et hjælpeløst offer for vold og mord. Og det tryk, som bekymring og frygt bragte over ham, blev forøget ved tunge bebrejdelser i hans samvittighed; thi det var hans egen synd, som havde bragt denne fare. Hans eneste haab var Guds barmhjertighed, hans eneste forsvar bøn. Dog undlader han ikke at gjøre alt, hvad han kan, for at udsone den fejl, han havde begaaet mod sin broder, og at undgaa den fare, som truede ham. Saaledes bør ogsaa Kristi efterfølgere, idet de nærmer sig trængselens tid, gjøre enhver bestræbelse for at fremstille sig i det rette lys for folket, at bortfjerne fordom og undgaa den fare, som truer deres samvittigheds frihed. ret
(553) Da han havde sendt sin familje bort, for at de ikke skulde være vidne til hans sjæleangest, blev Jakob alene tilbage for at bede til Gud. Han bekjendte sin synd og erkjendte med taknemmelighed Guds naade mod ham, medens han med dyb ydmyghed henviste ti den pagt, som Gud havde gjort med hans fædre, og det løfte, som han selv havde erholdt i et syn om natten i Bethel og i sin landflydgtighed. Vendepunktet i hans liv var kommet; alt staar nu paa spil. J mørket og ensomheden vedbliver han at bede og ydmyge sig for Gud. Pludselig lægges en haand paa hans skulder Han tror, det er en fiende, som søger hans liv, og med al fortvivlelsens kraft kjæmper han med sine angriber. Da dagen begynder at gry, benytter den fremmede sin overmenneskelige kraft. Ved hans berørelse lammes den stærke mand og falder hjælpeløs grædende og bedende om sin hemmelighedsfulde modstanders hals. Jakob ved nu, at det er pagtens engel, som han har kjæmpet med. Omendskjønt han er kraftesløs og lider den største smerte, saa opgiver han dog ikke sin hensigt. Han har længe lidt af uro og samvittighedsnag og været besværet over sin synd; nu maa han have vished om at den er tilgivet. Den guddommelige fremmede synes at ville forlade ham; men Jakob klynger sig til ham og beder om en velsignelse. Engelen siger: "Lad mig gaa, thi det dages"; men patriarken udraaber. "Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig." Hvilken tillid, standhaftighed og udholdenhed her lægges for dagen! Dersom denne fordring havde været pralende og forvoven, saa vilde Jakob øjeblikkelig være bleven ødelagt; men den kom af en fast overbevisning hos en sjæl, som erkjender sin svaghed og udværdighed, men dog stoler paa den naade, som kommer fra en Gud, som holder sin pagt evindelig. ret
(554) ”Han kjæmpede med en engel og sejrede." (Hos. 12:5) Gjennem ydmyghed og anger og ved at overgive sig selv til Herren, vandt dets yndige, fejlende menneske sejer i kamp med himlens majestæt. Han fastholdt Guds forjættelser med skjælvende haand, og den evige kjærlighed kunde ikke vende sit hjerte bort fra syndens bøn. Som et bevis paa hans sejr og en opmuntring for andre, som vil efterligne hans eksempel, blev hans navn forandret fra et navn, der mindede om hans synd, til et navn, der mindede om hans sejr. Og den kjendsgjerning, at Jakob havde kjæmpet med Gud og vundet sejr, var en forvisning om, at han ogsaa vilde sejre over mennesker. Han frygtede nu ikke længere for at møde sin broders vrede; thi Herren var hans forsvarer. ret
(554) Satan havde anklaget Jakob Guds engle og paastod, at han havde ret til at ødelægge ham paa grund af hans synd; han havde tilskyndet Esau til at gaa imod ham; og medens patriarken kjæmpede hele den lange nat, trængte satan ind paa ham med en dyb følelse af hans brøde for at gjøre ham modløs og faa ham til at slippe Gud. Jakob blev næsten dragen til fortvivlelse; men han vidste, at uden hjælp fra Gud maatte han omkomme. Han havde oprigtig angret sin store synd, og han bønfaldt Gud om naade. Han vilde ikke lade sig vende bort fra sin beslutning, men holdt fast ved engelen og fremførte sin bøn med alvorlige, smertefulde raab, indtil han vandt sejr. ret
(555) Ligesom satan tilskyndte Esau til at gaa ind imod Jakob, saaledes vil han ogsaa ophidse de ugudelige til at ødelægge Guds folk i trængselens tid. Og ligesom han anklagede Jakob, saaledes vil han ogsaa anklage Guds folk. Han regner menneskene i verden for sine undersaatter; men den lille skare, som bevarer Guds bud, modstaar hans herredømme. Dersom han kunde udrydde dem af jorden, vilde han vinde en fuldkommen sejr. Han ser, at de hellige engle beskytter dem, og han slutter deraf, at deres synder er bleven tilgivne; men han ved ikke, at deres sag er bleven afgjort i den himmelske helligdom. Han har nøjagtig kundskab om de synder, som han har fristet dem til at begaa, og han fremstiller disse for gud i det mest overdrevne lys og fremstiller ham, at dette folk fortjener lige saa meget som han selv at udelukkes fra Guds naade. Han erklærer, at Herren ikke kan være retfærdgig, dersom han tilgiver deres synder og dog ødelægger ham og hans engle. Han forlanger at faa dem som sit bytte og fordrer, at de skal gives i hans haand, at han kan ødelægge dem. ret
(555) Naar satan saaledes anklager Guds folk paa grund af deres synder, tillader Herren ham at prøve dem til det yderste. Deres tillid til Gud, deres tro og bestandighed vil blive stærkt prøvet. Jdet de ser tilbage paa fortiden, synker deres haab. Thi de kan ikke se, at de har udrettet stort godt i hele sit liv. De føler dybt sin svaghed og uværdighed. Satan søger at skræmme dem med den tanke, at deres sag er haabløs, at deres syndepletter, hvormed de er bleven besmittet, aldrig kan aftoes. Han haaber saaledes at omstyrte deres tro, saa at de vil give efter for hans fristelser, og ophøre at lyde Gud. ret
(555) Omendskjønt Guds folk vil blive omgiven af fiender, som har fast besluttet at ødelægge dem, saa er dog den angst, som de lider under, ikke frygt for forfølgelse for sandhedens skyld; de frygter for, at de ikke har angret enhver synd, og at de paa grund af en eller anden fejl hos dem selv, ikke vil faa godt at Frelserens forjættelse: "Jeg vil bevare dig fra fristelsens stund, som skal komme over ganske jorderige." (Aab. 3:10) Dersom de kunde have forvisning om syndsforladelse, saa vilde de ikke vige tilbage for marter eller død; men dersom det skulde vise sig, at de var uværdige, og at de skulde miste livet paa grund af sin egen mangelfulde karakter, saa vilde Guds hellige navn derved blive forhaanet. ret
(556) Overalt hører de, hvorledes forrædere lægger planer og ser, hvor virksomt oprørerne arbejder; og der vækkes hos dem et inderligt ønske, en heftig længsel i sjælen efter, at dette store frafald maa komme til ende, og de ugudeliges ugudelighed ophøre. Men medens de beder Gud om at stanse oprøret, har de en dyb følelse af bebrejdelse over, at de selv ikke har større kraft til at modstaa det ondes mægtige strøm og at rulle den tilbage. de føler, at dersom de havde anvendt alle sine kræfter i Kristi tjeneste og gaaet frem fra styrke til styrke, saa vilde satans hær have havt mindre magt til at overvinde dem. ret
(556) De ydmyger sig for Gud og henviser til, hvorledes de forud har angret sine mange synder, samt fremholder Frelserens løfte om at de maa søge tilflugt hos ham og slutte fred med ham. (Es. 27:5) Deres tro ophører ikke, fordi deres bøn ikke straks besvares. Omendskjønt de lider under den dybeste bekymring, forfærdelse og angest, saa ophører de dog ikke at bede. De holder fast ved Guds styrke, ligesom Jakob holdt fast ved engelen; og deres hjertesprog er: "Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig." ret
(556) Dersom Jakob ikke forud havde angret den synd, han begik, da han tilegnede sig førstefødselsretten paa en bedragelig maade, saa vilde Gud ikke have hørt hans bøn og saa naadig bevaret hans liv. Saaledes vil det ogsaa gaa i trængselens tid; dersom Guds folk ikke havde angret sine synder, og de stod for dem, medens de blev pinte af frygt og angest, saa vilde de blive overvældede. Fortvivlelse vilde omstyrte deres tro, og de kunde ikke med tillid bønfalde Gud om befrielse. Men omendskjønt de har en dyb følelse af sin uværdighed, saa har de dog ingen skjulte synder at bekjende. Deres synder er gaaet forud til dom og er blevenudslettede; og de kan ikke mere komme dem ihu. ret
(556) Satan leder mange til at tro, at Gud vil undskylde deres utroskab i livets smaating; men Herren viser i sin adfærd mod Jakob, at han paa ingen maade vil taale synd eller give den medhold. Alle, som søger at undskylde eller skjule sine synder og saaledes tillader, at de bliver staaende i himlens bøger uden bekjendelse og forladelse, vil blive overvundne af satan. Jo mere ophøjet deres bekjendelse er, jo mere ærefuld den stilling, de indtager, desto mere afskyelig er deres fremgangsmaade for Gud, og desto mere vis er deres store modstanders triumf. De, som opsætter med at berede sig for Guds dag, kan ikke berede sig i trængselens tid eller paa nogen senere tid. Alle saadanne menneskers stilling er haabløs. ret
(557) De, der bekjender sig til at være kristne, som kommer til den sidste forfærdelige kamp uden at være beredte, vil i fortvivlelse bekjende sine synder med ord, som vidner om en brændende smerte, medens de ugudelige glæder sig over deres elendighed. Disse bekjendelser er af samme slags som Esaus og Judas'. De, som aflægger dem, beklager overtrædelsens følger, men ikke dens brøde. De føler ikke nogen sand anger, ingen afsky for det onde. De erkjender sin synd af frygt for straf, men ligesom Farao i oldtiden, vil de vende tilbage og atter trodse himlen, dersom straffedomme blev borttagne. ret
(557) Jakobs historieindeholder ogsaa en forsikring om, at Gud ikke vil forkaste dem, som er bleven bedragne ved fristelser og forledte til synd, dersom de har vendt om til ham med oprigtig anger. Naar Satan søger at ødelægge dem, vil Gud sende sine engle for at trøste og beskytte dem i farens time. Satans angreb er heftige og haardnakkede, hans forførelser er forfærdelige; men Herrens øje er over hans folk, og hans øre lytter til deres raab. Deres trængsel er stor, ildovnens flammer synes nær ved at fortære dem; men smelteren vil føre dem frem af ovnen, som guld, de er prøvet i ilden. Guds kjærlighed til sine børn paa den tid, da de bliver prøvede allerhaardest, er lige saa stærk og øm som i deres lyseste dage; men det er nødvendigt for dem at føres i ildovnen; deres jordiske sindelag maa fuldkommen bortfjernes, for at Kristi billede ret kan afspejles i dem. ret
(557) Den trængselens og angestens tid, som er foran os, fordrer en tro, som kan udholde træthed, hunger og opsættelse - en tro, som ikke vil blive svag, om end den prøves strengt. Prøvens tid skjenkes alle, for at de kan berede sig for den tid. Jakob vandt sejr, fordi han var udholdende og bestemt. Hans sejr er et bevis paa, hvilken magt der er i indtrængende bøn. Enhver, som vil holde fast ved Guds forjættelser, ligesom Jakob gjorde, og være lige saa ivrig og udholdende i bøn, som han var, vil sejre, ligesom han sejrede. Men de, som er uvillige til at fornegte sig selv, at kjæmpe med Gud, at bede længe og indtrængende om hans velsignelse, vil ikke erholde den. At kjæmpe med Gud - hvor saa der er, som kjender til dette! Hvor saa der er, hvis sjæl hendrages til Gud i en saa heftig længsel, at hele deres sjæl er i den dybeste spænding! naar trængselens bølger, som ikke kan beskrives med ord, skyller over den bedende sjæl, hvor saa der da er, som klynger sig til Guds løfter med urokkelig tro. ret
(558) De, som har kun liden tro nu, er i den største fare for at falde under satans forførende magt og den lov, som vil tvinge samvittigheden. Og selv om de bestaar i prøven, saa vil de synke ned i dyb elendighed og sjælesmerte i trængselens tid, fordi de ikke har lært at forlade sig paa Gud. Den erfaring i tro, som de ikke har erholdt for, vil de blive tvungne til at erholde under et frygteligt tryk af modløshed. ret
(558) Vi bør søge at komme i inderlig forening med Gud nu ved at stole paa hans løfter. Engle nedskriver enhver oprigtig og alvorlig bøn. Vi burde hellere give slip paa at tilfredsstille vore tilbøjeligheder end undlade at bede til Gud. Den største fattigdom og selvfornegtelse med Guds velbehag er bedre end rigdom, ære, bekvemmelighed og venskab uden det. Vi maa tage tid til at bede. Dersom vi tillader, at vort sind bliver helt optaget af timelige interesser, saa giver Herren os maaske tid til bøn derved at han bortager vore afguder af guld, vore huse og frugtbare marker. ret
(558) De unge vilde ikke blive forførte til synd, dersom de vogtede sig for at betræde nogen anden sti end den, hvorpaa de kan have Guds velsignelse med sig. Dersom de sendebud, som forkynder det sidste alvorsfulde budskab for verden, vilde bede om Guds velsignelse, ikke paa en kold, ligegyldig og doven maade, men hjertelig og i tro ligesom Jakob, saa vilde de finde mange steder, hvor de kunde sige: "Jeg har set Gud ansigt til ansigt, og min sjæl er frelst." (1 Mos. 32:30) J himlen vilde de blive ansete som fyrster, thi de havde magt til at kjæmpe med Gud og mennesker. ret
(559) En trængsels tid, større end der nogensinde har været, vil snart komme over os; og vi behøver en erfaring, som vi ikke har endnu, og som mange er for ligegyldige til at søge. Det hænder ofte, at man venter, at besværlighederne vil blive større, end de er i virkeligheden; men dette er ikke tilfældet med den kommende trængsel. Den mest levende fremstilling kan ikke skildre denne store trængsel. Og nu, medens vor store ypperstepræst gjør forsoning for os i den himmelske helligdom, bør vi søge at blive fuldkomne i Kristus. Jkke i en eneste tanke kunde vor frelse bringes til at give efter for fristelser. J Menneskenes hjerter finder satan et eller andet punkt, hvor han kan faa fodfæste, en eller anden syndig begjærlighed næres, hvorved hans fristelser kan faa magt. Men Kristus vidner om sig selv: "Denne verdens fyrste kommer og har slet intet i mig." (Joh. 14:30) Satan kunde ikke finde noget i Guds søn, som vilde sætte ham i stand til at sejre over ham. Han havde holdt sin faders bud, og der var ingen synd hos ham, som satan kunde triumfere over, ingen svaghed eller ufuldkommenhed, som han kunde benytte til sin fordel. Dette er den tilstand, hvori de maa findes, som skal bestaa i trængselens tid. ret
(559) Styrke, mod og tro vindes ikke uden anstrengelse. Disse hellige naadegaver erholdes ved hellige bestræbelser og en fast vedhængen ved det, som er ret. Saaledes besegle Guds folk deres skjebne. Vi maa skille os fra synden her, idet vi forlader os paa Kristi fortjeneste, Vor dyrebare frelser indbyder os til at forene os med ham, at forbinde vor svaghed med hans styrke, vor uvidenhed med hans visdom, vor uværdighed med hans fortjeneste. Guds forsyns styrelse er den skole hvori vi maa lære sagtmodighed og ydmyghed af Jesus. Herren fremstiller bestandig for os, ikke den vej vi vil vælge, som synes lettere og mere behagelig for os, men livets sande maal. Det overlades til os at arbejde i forening med de midler, som himlen anvender, idet vi danner vore karakter efter det guddommelige mønster. Jngen kan efterlade eller udsætte det værk, uden at det sætter hans sjæl i den største fare. ret
(560) Apostlen Johannes hørte i et syn en stærk røst i himlen, som sagde: "Ve dem, som bebor jorden og havet; thi djævelen er nedstegen til eder; han har stor vrede, fordi han ved, at han kun har en liden tid." (Aab. 12:12) Forfærdelige er de scener, som fremkalder dette udraab af den himmelske røst. Satans vrede tiltager, efter som hans tid er kort, og hans forfølgelses og ødelæggelses værk vil naa sit højeste punkt i trængselens tid. ret
(560) Forfærdelige og overnaturlige tegn vil snart blive aabenbarede i himlen for at vise de onde aanders magt til at gjøre mirakler. Djævelens aander vil gaa ud til jordens konger og til hele jorderige for at fange dem med svig og nøde dem til at forene sig med satan i hans sidste kamp mod himlens regjering. Ved disse midler vil regjeringer og undersaatter blive bedragne tilsammen. Der vil opstaa personer, som udgiver sig for at være Kristus selv og gjør fordring paa den ære og tilbedelse, som tilhører verdens forløser. De vil udføre underfulde mirakler ved helbredelser og vil paastaa, at de har aabenbarelser fra himlen, som modsiger skriftens vidnesbyrd. ret
(560) Som kronen paa værket i forførelsens store drama vil satan til sidst forsøge at fremstille sig selv som Kristus. Menigheden har længe bekjendt, at de har ventet paa Kristi komme som den tid, da deres haab skulde opfyldes. N vil den store bedrager søge at vise, at Kristus er kommen. Satan vil vise sig paa flere egne omkring paa jorden som et majestætisk væsen af blændede skjønhed i lighed med den beskrivelse af Guds søn, som Johannes giver i Aabenbaringen. (Aab. 1:13-15) Den herlighed, som omgiver ham, overvaager alt, hvad dødelige mennesker endnu har set. Der lyder et sejrsraab igjennem luften: "Kristus er kommen! Kristus er kommen!" Folket kaster sig tilbedende ned for ham, medens han opløfter sine hænder og udtaler en velsignelse over dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var personlig paa jorden. Hans stemme er blød og dæmpet, men dog melodisk. Med en venlig og medlidende røst forkynder han nogle af de naadige himmelske sandheder, som Frelseren forkyndte, han helbreder folkets sygdomme, og idet han saaledes antager Kristi karakter, paastaar han, at han har forandret sabbaten til søndagen, og befaler, at alle skal helligholde den dag, som han har velsignet. Han erkærer at de, som vedbliver at holde den syvende dag hellig, bespotter hans havn, idet de negter at lytte til hans engle, somm han har sendt til de med lys og sandhed. Dette er en stærk og næsten overvældende forførelse. ligesom sameritanerne blev bedragne af troldkarlen Simon, saaledes vil mægden fra den største til den mindste agte paa disse troldomskunster og sige: "Denne er den Guds kraft, den store." (Ap. gj. 8:10) ret
(561) Men Guds folk vil ikke blive ledte vild. Denne falske kristi lære er ikke i harmoni med skriften. hans velsignelse udtales over dem, som tilbeder dyret og dets billede, - de selvsamme mennesker, over hvem bibelen vidner, at guds ublandede vrede skal udøses. ret
(561) Videre faar dog satan ikke tilladelse til at falskelig efterligne Kristi komme. Frelseren har advaret sit folk imod satans bedrageri i dette stykke og har tydelig forudsagt, paa hvilken maade hans komme skal ske: "Thi falske kristi og falske profeter skal opstaa og gjøre store tegn og under gjerninger, at de udvalgte skulde og forføres, om det var muligt." "Derfor, o de siger eder: se han er i ørken, da gaar ikke ud; se; han er i kamrene, da tror det ikke. Thi ligesom lyset udgaar fra østen og skinner indtil veste, saa skal og menneskets søns tilkommelse være." (Math. 24:24-27, 31; 25:31. Aab. 1:7; 1 Thess. 4:16, 17) Dette komme er det ikke muligt at forfalske. Det vil være bekjendt overalt. Hele verden vil blive vidne dertil. ret
(561) Det er blot de mennesker, som flittig har ransaget skrifterne og har annammet sandhedens kjærlighed, som vil blive frelste fra det storartede bedrageri, hvori verden vil blive tagen til fange. Ved hjælp af bibelens vidnesbyrd vil de blive i stand til at opdage bedrageren i hans forklædning. Prøvens tid vil komme over alle. Ved at blive sigtede i fristelsens stund vil de sande kristne blive aabenbarede. Er Guds folk saa grundig stadfæstede i hans ord, at de ikke vil give efter for det, som de ser ved sine sanser? Vilde de i en saadan prøvetid fastholde bibelen og bibelen alene? Satan vil om muligt forhindre dem fra at blive beredte til at bestaa paa hin dag. han vil forsøge at ordne omstændighederne saaledes, at de hindrer dem; han vil besnære dem med jordiske skatte og faa dem til at bære en tung, besværlig byrde, for at deres hjerter kan besværes med livets bekymringer og trængselens dag komme over dem som en tyv. ret
(562) Naar befalingen, som udgaar fra de forskjellige regenter i kristenheden mod dem, som holder Guds bud, unddrager dem regjeringens beskyttelse og overlader dem til de mennesker, som ønsker at ødelægge dem, saa vil Guds folk fly fra stæderne og byerne. De vil samle sig i skarer og bo paa de mest ensomme og øde steder. Mange vil søge tilflugt blandt bjergenes befæstning, ligesom de kristne i Pemontdalene, de vil gjøre jordens høje steder til sin helligdom og vil takke Gud for "klippens befæstning". (Es. 33:16) Men mange af alle nationer og klasser, høje og lave, rige og fattige, sorte og hvide, vil komme til at lide den grusomste og mest uretfærdige trældom. Guds børn maa tilbringe lange dage, bundne i lænker, indelukkede i fængslet, fordømte til døden, nogle tilsyneladende overladte til at dø af unger i mørke, væmmelige fængsler. Jntet menneskeligt øje er aabenbaret for deres suk; ingen menneskelig haand udrakt til deres hjælp. ret
(562) Vil Herren glemme sit folk i denne prøvens stund? Glemte han den trofaste Noah, da Guds domme kom over verden ved syndflodelsen? Glemte han Lot, da ilden kom ned af himlen for at fortære stæderne paa sletten? Glemte han Josef, da han var omgivet af afgudsdyrkere i Ægypten? Glemte han Elias, da Jesabel med en ed havde truet ham med samme skjebne som Baals profeter? Glemte han Jeremias i hans mørke, triste hule i fængslet? Glemte han de tre ædle mænd i den brændende ovn? eller Daniel i løvekulen? ret
(563) ”Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig. Kan vel en kvinde glemme sit diende barn, at hun ikke forbamer sig over sit livs søn? om ogsaa de kan glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. se, jeg har tegnet dig i mine hænder. (Es. 49:14-16) Den Herre Zeaboth har sagt: "Den, som rører ved eder, rører ved hans øjesten." (Sach. 2:12) ret
(563) Selvom fienderne kaster dem i fængsel, saa kan fængselsmurene dog ikke afskjære deres sjæle fra samfund med Kristus. Der er en, som er ophøjet over al jordisk magt. Han ser alle deres svagheder, han kjender alle deres fristelser. Englene vil komme til dem i deres ensomme celler og bringe lys og fred fra himlen. Fængslet vil blive som et palads, thi de, som er rige i troen, bor deri, og de triste mure vil blive oplyste med et himmelsk lys, ligesom da Paulus og Silas bad og sang lovsange ved midnat i i Filippi. ret
(563) Straffedomme vil komme over dem, som søger at undertykke og ødelægge Guds folk. Han har baaret saa længe over med de ugudelige, at det giver dem mod til at vedblive med deres overtrædelser, men deres straf bliver ikke mindre vis og forfærdelig, fordi den bliver opsat saa længe. "Thi Herren skal gjøre sig rede som ved Perazims bjerg, han skal fortørnes som i Gibeons dal, thi at gjøre sin gjerning - paafaldende er hans gjerning! og fuldkomme sit verk - uhørt er hans værk!" (Es. 28:21) Al straf er ubehagelig for den naadige Gud. "Saa sandt jeg lever, siger den Herre Herre: Jeg har ikke behag i den ugudeliges død." (Ez. 33:11) "Herren er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen miskundhed og sandhed"; han forlader overtrædelse og synd, men han skal ikke holde den skyldige for uskyldig. "Herren er langmodig og af stor kraft, og lader ikke skyld blive ustraffet." (2 Mos. 34:6,7; Nah. 1:3) Ved forfærdelige ting vil han i retfærdighed bevise sin nedtraadte lovs autoritet. Ved at betragte Herrens lyst til at straffe, vil man danne sig en forestilling om, hvor streng den gjengældelse vil blive, som kommer over de ugudelige. Det folk, som han bærer længe over med, og som han ikke vil slaa, før det har fyldt sin uretfærdigheds maal, skal tilsidst drikke vredens bøger ublandet med naade. ret
(564) Naar Kristus ophører at træde frem for menneskene i helligdommen, saa vil den ublandede vrede, hvormed han truer dem, som tilbeder dyret og dets billede og antager dets mærke, (Aab. 14:9,10) blive udgydt. Ægyptens plager, som fuldt, da Gud vilde forløse Jsrael, var af lignende beskaffenhed som de endnu forfærdeligere og mere vidtstrakte domme, som skal falde paa verden lige før Guds folks sidste forløsning. Disse forfærdelige svøber beskrives i Aabenbaringens bog. "Der blev en ond og fordærvelig byld paa de mennesker, som havde dyrets mærke, og dem som tilbad dets billede." "Havet blev blod som af en myrdet og hver levende sjæl i havet døde." "Floderne og vandkilderne . . . blev blod." (Aab. 16:2-4) Disse hjemsøgelser er velforfærdelige, men det er ikke mere end Guds retfærdighed fordrer. Guds engle vidner: "Retfærdig er du Herre, . . . at du har udført denne dom. Fordi de har udøst helliges og profeters blod, har du og givet dem blod at drikke; thi de er det værd." (Aab. 16:5,6) Jdet de har fordømt Guds folk til døden, har de lige saa fuldt gjordt dig skyldig i deres blod, som om de havde udgydt det med sine hænder. Saaledes vidner Kristus om jøderne paa hans tid, at de var skyldige i alle de hellige menneskers blod, som var bleven udgydt siden Abels tid; thi de besjæledes af samme aand og søgte at udføre de samme gjerninger som profeternes mordere. ret
(564) J den næste plage faar solen magt til "at brænde menneskene med ild, og menneskene brændte i stor hede." Profeten beskriver jordens tilstand i denne skrækkelige tid saaledes: "Marken er ødelagt, jordbudnen sørger, thi kornet er ødelagt." "Alle træer paa marken er fortørnede; ja fryd er samfund vegen bort fra menneskenes børn." "Sædekornene er raadnede under jordskorpen, forraadshusene ligger øde." "Hvor sukker dog kævet, Øksnens hjorter er forvildede, thi de har ingen græsgang". "Thi vandstrømmene er udtørrede, og en ild har fortæret græsgangene i ørken." "Men fangerne i paladset skal blive til hyl paa denne dag, siger den Herre, Herre; der er mange døde kroppe, paa alle steder har man kastet dem hen." (Joel 1:10-12, 17-20; Amos 8:3) ret
(565) Disse plager strækker sig ikke over hele jorden, ellers vilde jordens indbyggere blive aldeles ødelagte, men de vil blive den forfærdeligste hjemsøgelse af Guds vrede, som menneskene nogensinde har set. Alle straffedomme før prøvetidens slutning har været blandede med naade. Kristi blod, som taler for menneskene har bevaret syndere fra den fulde straf for deres overtrædelser. Men i den sidste dom udgydes Guds vrede ublandet med naade. ret
(565) Paa den dag vil mange mennesker ønske at blive beskyttede af Guds naade, hvilken de saa længe har foragtet. "Se de dage kommer, siger den Herre, Herre, da jeg vil sende hunger i landet, ikke hunger efter brød og ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. Og de skal vanke hid og did, fra hav indtil hav, og fra norden og indtil østen; de skal løbe omring for at søge efter Herrens ord, og de skal ikke finde det." (Amos 8:11,12.) ret
(565) Guds folk vil ikke blive fri for lidelser; men omendskjønt de bliver forfulgte og plagede og maa lide mangler og hunger, saa vil de dog ikke blive udsat for at omkomme. Den Gud, som sørgede for Elias, vil ikke gaa forbi et eneste af hans selvfornegtende børn. Den, som tæller haarne paa hans hoved vil sørge for dem, og i hungerens tid skal de mættes. Medens de ugudelige dør af hunger og pest, vil engleen beskytte de retfærdige og straffe dem, hvad de behøver. "Den, som vandrer i retfærdighed" tilhører forjættelsen: "Brød bliver givet ham, vand er ham sikret." "De elendige og de fattige leder efter vand, og der er intet, deres tunge forsmægte af tørst; jeg, Herren vil bønhøre dem, jeg Jsraels Gud, vil ikke forlade dem." (Es. 33.16;41:17) ret
(565) ”Thi figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen afgrøde paa vintræerne, oljetræets frugt slaar fejl, og markerne giver ikke spise; faarene er revne bort fra folden, og der er ingen øksne i staldene." Men om dem, som frygter Herren hedder det: "Men jeg vil glæde mig i herren; jeg vil fryde mig i min frelses Gud." (Heb. 3:17,18) ret
(566) ”Herren er den, der bevarer dig; Herren er din skygge ved din højre haand. Solen skal ikke stille dig om dagen eller maanen om natten. Herren skal bevare dig fra alt ondt, han skal bevare din sjæl." "Thi han skal frie dig fra fuglefængerens snare, fra fordærvelsens pest. han skal dække dig med sine vingefjedre, og du skal finde lys under hans vinger; hans sandhed er skjold og pantser: Du skal ikke frygte, for rædslen om natten! for pilen, som flyver om dagen, for pest, som farer frem i mørket, for sot, som raser om middagen. Om tusende falder ve din side og ti tusende ved din højre haand, skal det dog ikke komme ær til dig. Du skal kun skue det med dine øjne og se, hvorledes der betales den ugudelige. Thi du, Herre! er min tillid; - den Højeste har du gjort til din bolig. Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen plage komme nær til dit telt." (Sal. 121:5-7. 91:1-3) ret
(566) For menneskelige øjne vil det se ud til, at Guds folk snart maa besegle sit vidnesbyrd med sit blod, ligesom martyrerne gjorde for dem. De begynder selv at frygte for, at Herren har overgivet dem til at falde for deres fienders haand. Det er en tid af forfængelig sjæleangst. Dag og nat raaber de til Gud om frelse. De ugudelige fryder sig, og man hører det haanende raab: "Hvor er nu eders tro? Hvorfor frelser Gud eder ikke af vore hænder, dersom J virkelig er hans folk?" Men Guds ventende børn ihukommer Jesu død paa Golgathas kors, og hvorledes de ypperstepræster og de øverste spottende raabte: "Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frels; er han Jsraels konge, da stige ham nu ned af korset, saa vil vi tro ham." (Math. 27:42) Alle kjæmper med Gud ligesom Jakob. Deres ansigt udtrykker deres indvortes kamp. Alle ansigter er blege. Men de ophører ikke med sin inderlige bøn. ret
(566) Dersom menneskene kunde se med himmelske blikke, saa vilde de se engleskarer, vældrige i magt, som overgiver dem, der bevarer Kristi ord om taalmodighed. Med ømhed og medlidenhed har englene givet agt paa deres elendighed og har hørt deres bønner. De venter paa befaling fra sin styrke om at udfri dem fra faren. Men de maa endnu vente lidt længer. Guds folk maa drikke denne kalk og døbes med denne daab. selv det, at Herren tøver hvilket er saa smertefuldt for dem, er det bedste svar paa deres bønner. Jdet de bestræber sig for med tillid til herren at vente paa, at han skal udrække sin haand, leder det dem til at øve sig i tro, haab og taalmodighed, hvori de ikke har øvet sig tilstrækkelig i deres forrrige religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil denne trængsels tid blive forkortet. "skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, som raaber til ham dag og nat, endog han er langmodig imod dem? Jeg siger efter, at han skal snart skaffe dem ret." (Luk. 18:7,8) Enden vil komme hurtigere, end menneskene venter. Hveden vil blive samlet og bundet i neg for Guds lade, og klinten vil ogsaa blive bunden i knipper for at fortæres af ilden. ret
(567) De himmelske vægtere er tro i sit kald og vedbliver at vaage. Omendskkjønt tiden ved en almindelig befaling er bleven fastsat, da man kan ihielslaa dem, som vil holde Guds bud, saa vil deres fiender i adskillige tilfælde forekomme befalingen og forsøge at dræbe dem før den bestemte tid. Men ingen kan komme forbi de mægtige beskyttende engle, som holder vagt ved ethvert trofast sjæl. Nogle bliver angrebne, idet de frygter fra stæderne og byerne; men de sværd, som opløftes mod dem, sønderbrydes og falder magtesløse ned som et straa. Andre bliver forsvarede af engle klædte som stridsmænd. ret
(567) Gud h ar til alle tider virket gjennem de hellig engle for at trøste og frelse sit folk. Himmelske væsener har taget virksom det i menneskenes affærer. De h ar vist sig klædte i skinnende klæder som lyset: de er kommen i menneskelig skikkelse klædte som rejsende. Engle har vist sig som mennesker for Guds mænd: De har hvilet sig, som om de var trætte, under egetræer ved middagstid. De har taget mod gjestfrihed i menneskelige hjem: De har virket som vejledere for svage rejsende. De har med sine egne hænder tændt ild paa alteret. De har aabnet fængselsdøre og udfriet Herrens tjenere. Jførte himlens fuldkomne rustning, som de og rullede stenen bort fra Frelserens grav. ret
(568) Engle er ofte tilstede i menneskelig skikkelse i de retfærdiges forsamling, og de besøger de ugudeliges forsamling, som da de kom til Sodoma for at nedskrive beretningen om deres gjerninger og afgjøre, om de havde overskredet Guds langmodigheds grænser. Herren har behag i barmhjertighed; og for nogle faaes skyld, som virkelig tjener ham, holder han ulykken tilbage og forlænger freden blandt folkene. De, som synder imod Gud, forstaar ikke, at de er i gjæld for sit eget liv til de faa oprigtige mennesker, som de har lyst til at forhaane og udtrykke. ret
(568) Omendskjønt denne verdens regenter ikke ved det, saa har dog engle ofte talet i deres raad. Menneskelige øjne har set paa dem; menneskelige øren har lyttet til deres tale; menneskelige læber har modtaget deres forslag og forhaanet deres raad; menneskelige hænder har mødt dem med haan og foragt. J raadssale og for domstole har disse himmelske sendebud vist, at de kjendte nøje til menneskenes historie, de har vist, at de var bedre i stand til at forsvare de undertryktes sag end de bedste og mest veltalende forsvarer. De har omstyrtet planer og standset onde anslag, som meget vilde have forhindret Guds værk og vilde have bragt elendig over hans folk: J farens og trængselens stund lejrer Herrens engel "sig trindt omkring dem, som frygter ham". (Sal. 32:8) ret
(568) Med alvorlig længsel venter Guds folk paa det tegn, som gaar forud for deres kommende konge. Naar man spørger vægteren: "Hvordan skridter natten?" Saa svarer han med tydelig stemme: "Der kommer morgen, men ogsaa nat." (Es. 21:11,12) Lys skinner paa skyerne over bjergenes toppe. Snart skal Guds herlighed aabenbares. Retfærdighedens sol skal lyse. Morgnen og natten er begge for haanden, - der begynder en evig dag for de retfærdige, men en evig nat sænker sig ned over de ugudelige. ret
(568) Jdet de troende i sin aandelige kamp fremkommer med sine bønner for Gud, bortdrages næsten der slør, der skjuler den usynlige verden for dem. Himlen glæder af den evige dags frembrydende morgenrøde, og ligesom en melodisk englesang lyder disse ord for deres øren. "Vær standhaftig og tro. Hjælpen kommer." Kristus, den mægtige sejrherre, viser sine trætte stridsmænd den evige herligheds krone; og hans røst lyder fra de aabne porte: "Se, jeg er med eder. Frygt ikke. Jeg kjender alle eders besværligheder; jeg har baaret eders sorger. J kjæmper ikke med ubekjendte fiender. Jeg har udstridt kampen for eder, og i mit navn skal J mere end sejre." ret
(569) Den dyrebare frelser vil sende hjælp, netop naar den mest behøves. Vejen til himlen er helliget ved hans fodspor. Enhver torn, som saarer vor fod, har saaret hans. Ethvert kors, som vi maa bære, har han baaret for os. Herren tilsteder, at der bliver kamp for at berede sjælen for frelse. Trængselens tid er en frygtelig stund for Guds kraft, men det er en tid, da enhver sand troende maa se op, og da han i tro faar se forjættelsens regnbue, som omgiver Gud. ret
(569) ”Og Herrens forløste skal vende tilbage og komme til Zion med frydesang, og evig glæde skal være over deres hoved; de skal bekomme fryd og glæde; sorg og suk skal fly. Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte for et menneske, som skal dø, og for et menneskes barn, der skal blive som græs? og at du glemmer Herren, din skaber; . . . . og at du frygter stedse den ganske dag for undertrykkerens vrede, naar han bereder sig til at fordærve? men hvo er nu undertrykkerens vrede? Den nedbøjede skal hastig lades løs, og skal ikke dø og komme i graven, og han skal ikke fattes brød: og jeg er Herren din Gud, som oprør havet, og dets bølger bruser; Herre Zebaoth er hans navn. Og jeg lagde mine ord i din mund og skjulte dig under min haands skygge." (Es. 51:16-11) ret
(569) ”Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af vin! Saa siger den Herre, Herre, og din Gud, som vil udføre sit folks sag: Se, jeg tager beruselsens bæger ud af din haand, min vredes bæger skal du ikke fremdeles uddrikke. Men jeg vil give det i deres haand, som har bedrøvet dig, som sagde til din sjæl: Nedbøj dig, at vi kan gaa over dig; og du gjorde din ryg til jorden og til gode for dem, som gik derover." (Es. 51:21-23) ret
(570) Guds øjne saa ned igjennem tiderne og saa den trængsel, som hans folk maa gaa i møde, naar jordens magter samler sig over dem. Ligesom den fangne i landflygtighed, vil de blive udsatte for døden ved hunger eller ved vold. Men den Hellige i himlen, som adskilte Det røde hav for israelitterne,v il aabenbare sin store magt og omvende deres fangenskab. "De skal, siger den Herre Zeaboth, være mig en ejendom paa den dag, som jeg skaber, og jeg vil skaane dem, som en mand skaaner sin søn, der tjener ham." (Mal. 3:17) Dersom Kristi tro vidners blod blev udgydt paa denne tid, saa vilde det ikke saaledes som martyrernes blod blive en sæd, der kunde bringe en høst af sjæle til Gud. Deres troskab vilde ikke blive et vidnesbyrd til at overbevise andre om sandheden; thi menneskers forhærdede hjerter har tilbagetrængt barmhjertighedens bølger, indtil de ikke kommer tilbage. Dersom de retfærdige nu blev overladte til at falde som et bytte for sine fiender, saa vilde mørkets fyrste triumfere. Salmisten siger. "Thi han skal gjemme mig i sin hytte paa den onde dag; han skal skjule mig i sit pauluns skjul, han skal ophøje mig paa en klippe." (Sal. 27:5) Kristus har sagt: "Gak mit folk gak ind i dine inderste kampe, og luk dine døre efter dig; skjul dig et lidet øjeblik, indtil vreden gaar over. Thi se, Herren gaar ud fra sit sted for at hjemsøge jordens indbyggeres misgjerning." (Es. 20:20,21) Hvor herlig deres frelse vil blive, som taalmodig forventer ham, og hvis navne er skrevne i livets bog! ret