(56) Under det mørke, som rugede over jorden i det lange tidsrum, da paverne herskede, kunde sandhedens lys dog ikke blive aldeles udslukket. J enhver slægt har der været vidner for Gud, mænd, som har troet paa Kristus som den eneste midler imellem Gud og menneskene, som ansaa bibelen for den eneste regel for kristeligt liv, og som helligholdt den sande sabbat. Hvor meget verden skylder disse mennesker, kan efterslægten aldrig forstaa. De blev brænde mærkede som kjættere, deres bevæggrunde blev miskjendte, deres karakter blev ondskabsfuldt dadlet, og deres skrifter blev yderlig fordrejede og foragtede. Dog stod de fast og besvarede troens renhed fra slægt til slægt som en hellig arv for de kommende slægter. ret
(56) Guds trofaste folks historie gjennem aarhundreder, efter at Rom fik magten, kjendes alene i himlen. Man kan ikke finde den i menneskelige skrifter, undtagen hvor man finder en hentydning til deres liv blandt deres forfølgeres anklager og beskyldninger. Det var Roms politik at udrydde enhver levning af avigelse fra kirkens lære og dekreter. Alt,s om var kjætterisk, enten det var personer eller skrifter, blev ødelagt. Et eneste udtryk af tvivl, et spørgsmaal angaaende de pavelige dogmers myndighed var nok til at koste rige og fattige, høje og lave livet. Rom forsøgte ogsaa at ødelægge enhver beretning om sin grusomhed mod dissenterne. De pavelige kirkeraad besluttede, at bøger og skrifter, som indeholdt en beretning om saadanne ting, skulde brændes. For bogtrykkerkunsten blev opfunden,v ar der meget faa bøger, og de var i en form, som ikke let kunde opbevares. Derfor var der ikke meget, som kunde hindre de katholske i at udføre sin hensigt. ret
(57) Jngen menighed, som befandt sig indenfor den romerske kirkes omraade kunde længe uforstyrret nyde religionsfrihed. Aldrig saasnart havde pavedømmet erholdt magt, før det udstrakte sine arme for at knuste alle, som negtede at erkjende dets magt, og en efter en af menighederne anerkjendte dets herredømme. ret
(57) J Storbritanien havde den oprindelige kristendom meget tidlig fæstet rod. Det evangelium, som britterne annammede i de første aarhundreder var endnu ubesmittet af det romerske frafald. Forfølgelser af hedenske kejsere, som udstrakte sine erobringer endog til disse fjerne kyster, var den eneste, som de første menigheder i Britanien modtog fra Rom. Mange kristne flyede fra forfølgelsen i England og fandt tilflugt i Skotland. Derfra blev sandheden baaret til Jrland, og overalt blev den annammet med glæde. ret
(57) Da sakserne havde erobret England, vandt hedenskabet igjen herredømme. Sejrherrerne ansaa det under sin værdig at modtage undervisning af sine slaver, og de kristne blev tvungne til at trække sig tilbage til bjergene og vilde hedeegne. Dog vedblev lyset at brinde, om end det var skjult for en tid. Hundrede aar senere skinnede det i Skotland med en klarhed, som naaede til fjerne lande. Fra Jrland kom den fromme Columba og hans medarbejdere, som samlede de adspredte troende sammen paa den ensomme ø Jona og gjorde denne til midtpunktet for sit missionsarbejde. Blandt de ledende evangelister var en, som helligholdt bibelens sabbat, og saaledes kom denne sandhed ind iblandt folket. En skole blev oprettet paa Jona, og af de unge, som blev oplærte her, gik missionærer ud, ikke blot til Skotland og England, men til Tyskland og Schweiz, ja endog til Jtalien. ret
(57) Men Rom havde fæstet sine øjne paa Bitanien og besluttet at bringe det under overherredømme. J det sjette aarhundrede paatog romerske missionærerer sig at omvende de hedenske sakser. De blev gunstig modtagne af de stolte barbarer, og mange tusinde blev overtalte til at tantage den romerske tro. Eftersom værket gik fremad, stødte de pavelige og deres tilhængere paa de oprindelige kristne. Her viste sig en paafaldende modsætning. De sidste var simple, ydmyge og skriftmæssige i væsen, lære og levnet, medens førstnævnte fremstod med papismens overtro, pagt og selvgjort overlegenhed. Roms udsendige fordrede, at disse kristne menigheder skjulde anerkende pavens overherredømme. Britterne svarede sagtmodig, at de ønskede at elske alle mennesker, men at paven ikke havde ret til noget herredømme i menigheden, og de kunde ikke vise ham anden underdanighed end den, som tilkom enhver Kristi efterfølger. Man forsøgte gjentagne gange at sikre sig deres forening med Rom: men disse ydmyge kristne, forbausede over den stolthed, pavens apostler udviste, svarede vedblivende, at de kjendte ingen anden mester end Kristus. Nu viste pavedømmets sande aand sig. Den romerske fører sagde: "Vil J ikke annamme brødre, som bringer eder fred, saa skal J anamme fiender, som bringer eder krig. Vil J ikke forene eder med os om at vise sakserne slivets vej, saa skal J af dem blive overantvordede til døden." Disse ord var ikke tomme trusler. Krig, listige rænker og bedragerier anvendte man mod disse vidner for bibelens tro, indtil menigheden i Britannien blev ødelagt eller tvungen til at anerkjende pavens autoritet. ret
(58) J landene udenfor Roms omraade var der i mange aarhundreder kristne menigheder, som holdt sig ganske fra den pavelige fordærvelse. De var omgivne af hedenskabet og blev i tidens løb paavirkede ar dets vildfarelser. Men de vedblav at anse bibelen for den eneste troesregel og holdt fast ved mange af dens sandheder. Disse kristne troende paa Guds lovs uforanderlighed og helligholdt sabbaten efter det fjerde bud. Der var menigheder, som fastholdt denne tro i liv og lære, i Mellemkomst og iblandt armenierne i Asien. ret
(58) Men blandt de, som modstod pavemagten anmasselse, stod valdenserne fremmest. Gjennem flere aarhundreder bevarede menighederne i Piemont sin uafængighed. Men tiden kom, da Rom fordrede underkastelse. Efter forgjæves at have kjæmpet mod dens tyranni, anerkjendte disse menigheders ledere med uvilje den magts herredømme, som hele verden syntes at bøje sig for. Et ikke ubetydeligt antal negtede dog at anerkjende pavens myndighed. De var fastbesluttede paa at bevare sin lydighed mod Gud og at fastholde troens renhed og enfoldighed. Der skete en spittelse. Nogle af dem,s om forofeterede, dog over Alperne og opløftede sandhedens banner i fremmede lande. Andre drog sig tilbage til mere skjulte dale blandt bjergene og fastholdt der sin frihed til at tilbede Gud. ret
(58) Valdensernes regliiøse overbevisning var grundet paa Guds skrevne ord, kristendommens rette grundvold, og stod i stræk modsætning til Roms vildfarelser. Disse hyrder og vingaardsmænd, som i sine afsides tilflugtssteder var udelukkende fra verden, havde ikke selv opdaget sandheden i kampen mod den faldne kirkes læresætninger og kjætterier. De havde ikke nylig erhodt sin tro. Deres troeslære var en arv fra deres fædre. De stred for den apostoliske menigheds tro - "den tro, som engang er overantvordet de hellige." ret
(58) Blandt de fornemste aarsager, som adskilte den sande menighed fra romerskirken, var sidstnævntes had mod bibelens sabbat. Ligesom profeten havde forudsagt, kastede pavemagten sandheden til jorden. Guds lov blev nedtrampet i støvet, medens sagn og menneskelige skikke blev ophøjede. De menigheder, som var under pavemagtens herredømme, blev tidlig tvungne til at ære søndagen som en helligdag. Under den herskende vildfarelse og overtro var der mange endog blandt Guds sande flok, der blev saa forvildede, att paa samme tid, som de helligholdt sabbaten, afstod de ogsaa fra arbejde paa søndagen; Men dette tilfredsstillede ikke de pavelige førere. De fordrede ikke blot, at søndagen skulde helligholdes, men at sabbaten skulde vanhelliges, og de fordømte med de stærkeste udtryk dem, som vovede at vise sabbaten nogen ære. Det var alene ved at fly fra Roms magt, at nogen kunde adlyde Guds lovi fred. ret
(59) Valdenserne var de første af alle folkeslag i Europa, som forskaffede sig en oversættelse af den hellige skrift. Flere hundrede aar før reformationen ejede hele bibelen i haandskrifter i sit modermaal. De havde sandheden uforfalsket, og dette bevirkede at de blev særlig gjenstand for had og forfølgelse. De erklærede, at den romerske kirke var det faldne Babel, som beskrives i Aabenbaringen, og med livsfare stod de op for at modstaa dens fordærvelse. Medens der var nogle, som under trykket af den lange, vedholdende forfølgelse svigtede sin tro, idet de lidt efter lidt gav slip paa de grundsætninger, som særlig ubemærkede den, var der andre, som holdt fast ved sandheden. Gjennem frafaldets og mørkets tidsaldre var der valdensere, som negtede at anerkjende Roms overherredømme, som forkastede billeddyrkelsen som afguderi og fastholdt den sande sabbat. Under modstandens værste storme holdt de fast ved sin tro. Omendskjønt de blev sønderflængede af savoyardernes spyd og brændte paa romernes baal, stod de ubøjelige for Guds ord og hans ære. ret
(60) Blandt bjergenes høje skrænter, som til alle tider har været de forfulgtes og undertryktes tilflugtssted, fandt ogsaa valdenserne et skjulested. Her vedblev sandhedens lampe at brænde gjennem den lange nat, som kom over kristenheden. Her fastholdt disse sandhedens vidner gjennem tusende aar sin ældgamle tro. ret
(60) Gud havde skaffet sit folk en helligdom, som var overordentlig storartet og passende til de ophøjede sandheder, som var dem betroede. For disse trofaste flygtninge var bjergene ét billede paa Jehovas uforanderlige retfærdighed. De hendrog sine børns opmærksomhed paa de høje tinder, som hævede sig over dem i uforanderlig majestæt, og talte til dem om ham, hos hvem der ikke er nogen forandring eller skygge af omskiftelse, hvis aar er ligesaa varige som de evige høje. Gud havde befæstet bjergene og omgivet dem med styrke. Jngen anden end den Almægtige kunde flytte dem fra deres steder. Saaledes havde Gud ogsaa stadfæstet sin lov, sin regjerings grundvold, i himlen og paa jorden. Den menneskelige arm kan naa til sine medmennesker og ødelægge deres liv; men den kunde ligsaa let oprykke bjergene fra deres grundvolde og kaste dem i havet, som den kunde forandre et bud af Jehovas lov eller udslette et af hans løfter til dem, som vil gjøre hans vilje. Guds tjenere burde være ligesaa ubevægelige som de uforanderlige høje i deres lydighed mod hans lov. ret
(60) De bjerge, som omgav valdensernes dybe dale, var et stadigt vidne om Guds skabermagt og en vedvarende forsikring om hans beskyttende omhu. Disse pilgrimme lærte at elske de tause symboler paa Jehovad nærværelse. De hengav sig ikke til at klage, fordi deres lod var haard. De var aldrig ensomme blandt de øde bjerge. De takkede Gud, at han havde skaffet dem et tilflugtssted fra menneskenes vrede og grusomhed. De glædede sig over sin frihed til at tilbede ham. Ofte, naar de blev forfulgte af sine fiender, var højenes styrke deres faste værn. Fra mange høje klippetinder sang de Guds pris, og de romerske hære kunde ikke bringe deres takkesang til taushed. ret
(61) Disse Kristi efterfølgere fromhed var ren, enfoldig og fuld af nidkjærhted. De satte pris paa sandhedens grundsætninger mere end paa hus og land, venner og slægtninge, ja selve livet. Disse grundsætninger søgte de alvorlig at indtrykke i de unges hjerter. Fra deres tidligste barndom blev de unge underviste i skriften og oplærte til at vise agtelse for Guds lovs fordringer. Der var faa afskrifter af bibelen, derfor lærte man dens dyreb are ord udenad. Mange var istand til at fremsige en stor del baade af det gamle og nye testamente. De forenede tanken om Gud saa vel med naturens ophøjede scener som med det daglige livs smaa velsignelser. Smaa børn lærte at se op til Gud med taknemmeligehd for den, der skænker enhver velsignelse og bekvemmelighed. ret
(61) Omendskjønt forældrene var ømme og kjærlige, saa elskede de dog sine børn viselig, og lærte dem at afholde sig fra kjødelige nydelser. Et liv fuldt af prøver og besværligheder og maaske mardyrdøden ventede dem: De blev fra barndommen oplærte til at udholde besværligheder, at vise lydighed og dog at tænke og handle for sig selv. De lærte meget tidlig at bære ansvar, at være agtpaagivende i sin tale og at kjende den visdom, der ligger i taushed. Lod de et ubesindigt ord falde i deres fienders paahør, kunde det ikke blot sætte den talendes liv i fare, men ogsaa hundreder af deres brødres; thi ligesom ulven jager efter bytte, saaledes forfulgte sandhedens fiender disse, som vovede at gjøre fordring paa religionsfrihed. ret
(61) Valdenserne havde opofret sin jordiske lykke for sandhedens skyld, og med udholdenhed og taalmodighed arbejdede de for sit brød. Enhver plet jord, som kunde opdyrkes blandt bjergene, blev omhyggelig benyttet; dalene og de mindre frugtbare jordstykker paa siderne af højene fik man til at bære frugt. Sparsommelighed og streng selvfornegtelse var endel af den opdragelse, deres børn erholdt som sin eneste arv. De lærte dem, at det er Guds hensigt, at livet skal være en skole, og at deres fornødenheder blot kunde tilfredsstilles ved personligt arbejde, ved omtanke omhu og tro. Dette var besværligt og trættende at lære, men det var nyttig; det er netop, hvad mennesket behøver i sin faldne tilstand; det er den skole, hvori Gud søger for menneskets opdragelse og udvikling. ret
(62) Medens de unge blev vandte til at arbejde og taale ondt, efterlod man ikke at udvikle forstanden. Man lærte dem, at alle deres kræfter tilhørte Gud, og at alt skulde udvikles og forbedres for at gruges i hans tjeneste. ret
(62) Menigheden blandt Alperne lignede i sin renhed og ligefremhed menigheden i de første aarhundreder. Hyrderne ledte sin hjord til de levende vandkilder, til Guds ord. Paa de græsbevoksede skraaninger, i dalene eller i den skjult bjergkløft blandt højene samlede folket sig omkring Kristi tjenere for at lytte til sandhedens ord. ret
(62) Her blev de unge underviste. Bibelen var deres lærebrog. De granskede i den ogn indplantede den hellige skrifts ord i hukommelsen. En stor del af dere tid blev anvendt til at frembringe afskrifter af bibelen. Nogle haandskrifter indeholdt hele bibelen, andre blot korte udvalg, hvortil blev føjet nogle simple forklaringer over teksten af dem, somv ar istand tila t udlægge skrifterne. Paa denne maade blev sandhedens skatte, som saa længe havde været skjulte af dem, der søgte at ophøje sig selv over Gud, bragte frem for lyset. ret
(62) Ved taalmodigt, utrætteligt arbejde, undertiden i jordens dybe, mørke huler, ved fakkellys, blev den hellige skrift afskreven, vers efter vers, kapitel efter kapitel. Saaledes skred verket fremad, og Guds aabenbarede vulje lyste ligesom fint guld; Men blot de, som deltog i dette værk, kunde fatte, hvormeget klarere og skjønnere og stærkere den lyste paa grund af de prøver, som de maatte gjennemgaa for deres skyld. HJmlens engle omgav disse trofaste arbejdere. ret
(62) Satan havde tilskyndet de pavelige biskopper og prælater til at begrave sandheden under vildfarelser, kjætteri og overtro. Men den blev bevaret paa den mest underfulde maade gjennem hele den mørke tidsalder. Den bar ikke mærke af mennesker, men den havde Guds segl. Menneskene har været utrættelige i sin bestræbelse for at formørke skriftens ligefremme, klare betydning, og for at staa en del af den til at modsige en anden; men ligesom arken paa det oprørte dyb, saaledes er Guds ord blev bevaret gjennem de storme, der har truet med at ødelægge det. LJgesom en mine i bjergene har rige aarer af guld og sølv, der er kjulte under overfladen, sa at enhver, som vil opdage de dyrebare skatte, maa grave efter dem, saaledes indeholder ogsaa den helligeskrift sandhedens skatte, og disse findes blot af dem, som oprigtig, ydmygt og under bøn til Gud søger efter dem. Gud bestemte, at bibelen skulde være en bog til undervisning for hele menneskeslægten, i barndommens, ungdommens og manddommens tid, og at den skulde granskes til alle tider. Han gav sit ord til menneskene som en aabenbarelse af sig selv. Enhver ny sandhed, som aabenbares, er en ny aabenbarelse af dens høje forfatters væsen. Grænskning i skrifterne er det middel, som Gud har anordnet for at bringe menneskene i inderlig forening med sin skaber og at give dem en klarere kundskab om hans vilje. Det er midlet til at vedligeholde en forbindelse mellem Gud og menneskene. ret
(63) Naar de unge valdensere havde tilbragt nogen tid i sin skole blandt bjergene, blev nogle af dem sendte til de store stæder, hvor de kunde faa større anledning til at tænke og anstille iagttagelser end i sit indesluttede hjem, og hvor de kunde fuldbyrde sin opdragelse. De unge, som saaledes blev sendte ud, blev udsatte for foristelser. De blev vidne til laster; de kom i berørelse med satans snedige redskaber, som tilskyndede dem til de listigste kjætterier og farligste forfølgelser. Men deres opdragelse i barndommen var af en saadan natur, at den havde forberedt dem paa alt dette. ret
(63) J de skoler, som de besøgte, maatte de ikke betro sig til nogen. Deres klæder var saaledes indrettede, at de kunde skjule sin største skat - de dyrebare haandskrifter af bibelen. Disse, der var en frugt af maaneders og aars arbejde, førte de med sig, og naar som helst det kunde ske, uden at opvække mistanke, fremlagde de forsigtig en del deraf for saadanne, hvis hjerter syntes aabne for at modtage sandheden. Fra sin moders skjød var de unge valdensere bleven oplærte med dette maal for øje. De forstod sit arbejde og udførte det trofast. J disse læreanstalter blev der vunden tilhængere for den sande tro, og ofte fandt man, at deres grundsætning gjennemtrængte hele skolen, og dog kunde papisternes førere ikke ved den nøjagtige undersøgelse finde ud, hvorfra dette saakaldte fordærvelige kjætteri kom. ret
(64) Valdenserne følte, at Gud fordrede mere af dem end blot at holde fast ved sandheden i deres egne bjerge. Et ansvarsfuldt arbejde hvilede paa dem - at de skulde lade sit lys skinne for dem, som var i mørket, at de ved Guds ords mægtige kraft skulde sønderbryde det trælsomsaag, som Rom havde lagt paa folket. Det var en regel blandt dem, at envher, som antog prædikeembedet, skulde tjene tje aar som missionærer, før han blev betroet en menighed i hjemmet. Jdet Guds tjeneres hænder blev lagte paa disse unge mænds hoved, var der ingen udsigt for dem til jordisk rigdom eller herlighed, men et besværligt og farefuldt liv, ja maaske en martyrs skjebne. Missionærere begyndte sit arbejde paa sletterne og i delene ved foden af sine egne bjerge og gik ud to og to, ligesom Jesus udsendte sine disciple. Disse medarbejdere var ikke altid sammen, men de samledes ofte til bøn og raadslagninger og styrkede saaledes hverandre i troen. ret
(64) Dersom de havde aabenbaret hensigten med deres mission, saa vilde de derved aldeles have forhindret den. Derfor skjulte de sin virkelige karakter under forklædning af at en eller anden verdslig haandtering. J almindelighed gik de ud osm kjøbmænd eller kræmmere. De faldbød silke, guld og sølvsager og andre værdifulde egjenstande, og man tog imod dem som kjøbmænd, hvor man vilde have bortstødt dem som missionærer. Deres hjerter var stadig opløftede i bøn til Gud om visdom til at frembære den skat, som var mere dyrebar end guld og ædelstene. De førte med sig dele af den hellige skrift skjulte i sine klæder eller blandt sine varer, og naar som helst de kunde gjøre det uden fare, henvendte de beboernes opmærksomhed i husene paa disse handskrifter. Naar de saa, at der blev vakt interesse, efterlod de en del hos dem som en gave. ret
(65) Barfodede og iførte grove klæder passerede disse missionærer gjennem stæder og drog gjennem lande, som laa langt fra deres fødelands dale. Overalt udbredte de den dyrebare sæd. Menigheder opstod paa deres vej, og martyrers blod vidnede om sandheden. Herrens dag vil aabenbare en nrig høst af sjæle, som blev samlet ve disse trofaste mænds arbejde. Skjult og stiltiende fandt Guds ord vej gjennem kristenheden og blev med glæde modtaget i mennesknes hjem og hjerter. ret
(65) Bibelen var for valdenserne ikke blot en beretning om, hvorledes Gud havde handlet med menneskene i fortiden og en aabenbarelse om deres nærværende ansvar og pligter, men tillige en aabenbarelse om fremtidens farer og besværligheder. De troede, at alle tings ende ikke var fjern, og idet de granskede i bibelen under bøn og taarer, erholdt de et stedse dybere indtryk af dens dyrebare sandheder og af deeres pligt til at oplyse andre om dens frelsende lære. De saa, hvorledes frelsens plan tydelig var aabenbaret i Guds ord, og de fandt trøst, haab og fred i at tro paa Jesus. Lyset oplærede deres forsand og glædede deres hjerte, og de længtes efter at bringe dets straaler til dem, som sad i den pavelige vildfarelsens mørke. ret
(65) De saa, at den store mængde, vejledt af paven og præsterne, forgjæves søgte at erkholde syndsforladelse ved at plage sit legeme for sjælens synder. De blev oplærte til at stole paa sine egne gode gjerninger til sine frelse og saa derfor altid til sig selv. Deres tanker dvælede ved deres egen syndige tilstand. De saa, at de var overgivne til Guds vrede og plagede sig baade i sjæl og legeme, men fandt ingen lindring. Saaledes var samvittighedsfulde sjæle indsnorede i Roms lære. TUsender forlod venner og slægtningen og tilbragte sit liv i klosteres celler. Ved ofte gjentagen faste, ved grusomme hudflettelser, ved vaagne nætter, ved at kaste sig selv ned paa den kolde fugtige stene i sine sorgelige opholdssteder i flere lange timer, ved lange pilgrimsrejser, ved selvfornegtende bodsøvelser og forfærdelige pinsler søgte mange forgjæves at erholde fred i samvittigheden. Nedtrykte af en følelse af synd og plagede af frygt for Guds hevnende vrede vedblev mange at lide, indtil legemet bukkede under, og uden eneste straale af lys eller haab sank de i sin grav. ret
(66) Valdenserne længtes efter at bryde livets brød til naadehungrige sjæle, at aabne for dem fredens budskab i Guds naadehungrige sjæle, at aabne for dem i fredens budskab i Guds forjættelser og vise dem til Kristus som det eneste frelsens haab. Læren om, at gode gjerninger kan gjøre forsoning for Guds lovs overtrædelse ansaa de for at være grundet paa løgn. Tillid til menneskelig fortjeneste tilsidesætter læren om Kristi evige kjærlighed. Jesus døde som et offer for mennesket, fordi den faldne slægt ikke selv kan gjøre ngoet, som kan anbefale den til Gud. Den korsfæstede og opstandne frelser er den eneste grund for den kristnes tro. ret
(66) Paverne og præsterne havde lært menneskene at se paa Guds, ja endog paa Kristi karakter som streng og frastødende. Frelseren blev fremstillet som en person, der favnede al medfølelse for mennesket i dets faldne tilstand, saa at man maatte ty til præsternes og helgenernes midlerembede. Hvor inderlig de, hvis sjæl var bleven oplyst af Guds ord, længtes efter at henvise disse sjæle til Jesus, deres medlidende elskende frelser, der staar med udstrakte arme og indbyder alle at komme til sig med deres syndebyrde, deres sorg og besvær. De længtes efter at bortrydde de hindringer, som satan havde lagt ivejen, for at menneskene ikke skulde se Guds løfter og komme lige til ham og bkjende sine synder og erholde forladelse og fred. ret
(66) Valdensernes missionærer fremstillede med flid for søgende sjæle evangeliets dyrebare sandheder. De fremtog forsigtig de dele af den hellige skrift, som de havde skreven ned saa m egen omhu. Det var deres største glæde at vække haab i samvittighedsfulde syndsbesværede sjæle, som ikke kjendte nogen anden Gud end hevnens Gud, der ventede paa at udføre sin dom. Med skjælvende læber og taarefyldte øjne, ofte paa sine knæ, fremlagde de for sine brødre de dyrebare løfter, om aabenbarer synderens eneste haab. Saaledes gjennemtrængte sandhedens lys mange mørke sjæle og tilbagetrængte den dynkle sky, indtil retfærdighedens sol trængte ind i hjertet med sine lægende straaler. Det hænde ofte, at nogle dele af skriften blev læste igjen og igjen, da de, som hørte dem, ønskede, at de skulde gjentages ofte, som om de vilde være visse paa, at de havde hørt ret. Jsær holdt de meget af at høre disse ord ofte: "Jesu Kristi hans søns blod renser os fra al synd." (1 Joh. 1:7) "Og ligesom Moses ophøjede slagen i ørkenen, saa bør det menneskets søn at ophøjes, paa det at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes men at have et evigt liv." (Joh. 3:14.15) Mange blev løsrevne fra sine vildfarelser med hensyn til Roms paastande. De saa, hvor forfængeligt det er, at mennesker eller engle fremtræder som midlere for syndere. Jdet det sande lys oprendt for deres forstand, udraabte de med glæde: #Kristus er min præst, hans blod er mit offer, hans alter er min skriftestol." De kastede sig selv aldeles paa Jesu fortjeneste og gjentog disse ord "Uden tro er det umuligt at behage Gud." (Heb. 11:6) "Der er og ikke noget andet navn under himlen givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal vorde frelste." (Apg. Gj. 4:12) ret
(67) Vidnesbyrdet om Frelserens kjærlighed syntes næsten for stort for nogle af disse arme af stormen omdrevne sjæle at fatte. Saa stor var den lindring det bragte, og en saadan lysstrøm blev udgydt over dem, at de syntes henrykkede til himlen. De lagde tillidsfuldt sine hænder i Kristi haand. De satte sine fødder paa den evige klippe. Al frygt for døden svandt bort. De længtes nu efter fængslet og baalet, dersom de derved kunde ære sin forløsers navn. ret
(67) Paa hemmelige steder blev Guds ord saaledes fremlagt og læst, undertiden for en enkelt sjæl, undertiden for en liden forsamling,s om længtes efter lys og sandhed. Ofte tilbragte de hele natten paa denne maade. Tilhørernes forundring og beundring var saa stor, at disse barmhjertighedens stendebud ikke sjelden blev nødte til at afbryde sin læsning, indtil forstanden kunde begynde at fatte frelserens budskab. Ofte hørte man dem ytre ord som disse: "Vil Gud i sandhed antage mit offer? vil man smile til mig? vil han tilgive mig? Man læste svaret: "Kommer hid til mig alle J, som arbejder og er besværede, og jeg vil givee eder hvile." (Math. 11:28) ret
(67) Troen greb forjættelsen og man hørte det glade svar; "Jngen flere lange pilgrimsrejser behøves, ingen flere besværlige rejser til de hellige altre. Jeg kan komme til Jesus, som jeg er, syndig og vanhellig, og han vil ikke foragte min bodfærdige bøn." - "Dine synder er dig forladte." - "Mine, ja ogsaa mine synder kan forlades!" ret
(68) En fylde af hellig glæde opfyldte hjertet, og Jesu navn blev ophøjet med lov og taksigelse. Disse lykkelige sjæle vendte tilbage til sine shjem for at udbrede lyset, og at gjentage for andre saa godt, som de kunde, sin nye erfaring, at de h avde fundet den sande og levende vej. Der var en besynderlig alvorsfuld kraft i skriftens ord, som talte lige til deres hjerter, der længtes efter sandheden. Det var Guds røst, og den bragte overbevisning til dem, som hørte den. ret
(68) Sandhedens sendebud drog videre. Men hans ydmyghed, oprigtighed, alvor og store nidkjærhed blev ofte omtalt. J mange tilfælde havde tilhørerne ikke spurgt ham, hvorhan kom, eller hvor han drog hen. De var bleven saa overvældede først af forbauselse og sidenefter af teknemmelighed og glæde, at de ikke havde tænkt paa at spørge ham. Naar de havde søgt at overtale ham til at følge med sig hjem, havde han svaret, at han maatte opsøge de fortabte faar af hjorden. De spurgte sig selv: Mon han kunde være en engel fra himlen? ret
(68) J mange tilfælde saa de ikke mere sandhedens sendebud. Han var rejst til andre lande, eller han hentærede sit liv i et eller andet hemmeligt fængsel, eller maaske hans ben blegedes paa det sted, hvor han havde vidnet om sandheden. Men det ord, som han havde efterladt, kunde ikke ødelægges. Det udrettede sin gerning i menneskenes hjerter. De velsignede frugter deraf vil først ses i dommen. ret
(68) Valdensernes missionærer angreb satans rige, og mørkets magter vaagnede op til større aarvaagenhed. Enhver bestræbelse for at fremme sandheden blev iagttaget af det ondes fyrstel, og han opvakte frygt hos sine tilhængere. De pavelige førere saa et varsel om fare for sin sag i det arbejde, som disse ringe, omrejsende missionærere udførte. Dersom sandhedens lys fik lov til at skinne uhindret, saa vilde det bortjage vildfarelsens tunge skyer, som indhyllede folkene. Det vilde henvende menneskenes sind alene til Gud og vilde tilsidst omstyrte Roms herredømme. ret
(69) Alene det, at dette folk , som holdt fast ve den gamle menigheds tro, eksisterede, var et stadigt vidnesbyrd om Roms frafald og opvakte derfor det bitreste had og den grusomste forfølgelse. Deres uvillighed til at overgive bibelen var ogsaa en fornærmelse, som Rom ikke kunde taale. Katholikerne besluttede at udrydde dem af jorden. Nu begyndte det forfærdeligste korstog mod Guds folk i deres hjem blandt bjergene. Jnkvisatiorer blev satte paa deres spor, og historien om den uskyldige Abel,s om faldt for den mordlystne Kains haand, blev ofte gjentagen. ret
(69) Mange gange blev deres frugtbare marker lagt øde, deres huse og kapeller blev omstyrtede, saa at hvor der engang var blomstrende marker og hjem for et uskyldigt, og flittigt folk, der var blot en ørken tilbage. Ligesom rovdyret bliver mere vildt, naar det smager blod, saaledes blev papisternes raserei optændt til større heftighed ved deres ofres lidelser. Mange af disse vidner for den rene tro blev forfulgte over klipperne og jagede i dalene, hvor de skjulte sig blandt mægtige skove og høje klipper. ret
(69) Jngen beskyldning kunde fremføres mod deres moralske karakter, som saaledes blev banlyste. Endog deres fiender erklærede, at de var et fredeligt, roligt, fromt folk. Deres store overtrædelse var,a t de ikke vilde tiblede Gud efter pavens anvisning. For denne forbrydelses skyld blev enhver fornedrelse, forhaanelse og plage, som mennesker og djævle kune opfinde, bragt over dem. ret
(69) Engang, da Rom besluttede at udrydde denne forhadte sekt blev en banbulle udstedt fra paven, (Jnnocents VIII 1447.) der fordømte dem som kjættere og hengav dem til døden. De blev ikke anklagede for at være dovne eller uærlige eller uordentlige. Men man erklærede, at de havde et udseende af fromhed og hellighed, som bedrag "den sande hjords faar". Derfor befalede paven, at "denne ondskabsfulde og vederstyggelige sekt af onde mennesker skulde knuses ligesom giftige slanger", dersom de negtede at tilbagekalde sine beskyldning mod Rom. Ventede denne stolte hersker at møde disse ord igjen? Vidste han, at de blev indførte i himlens bøger og skal staa imod ham paa dommens dag? Jesus sagde: "Hvad J har gjort mod én af disse minde mindste brødre, har J gjort mod mig." (Math. 25:40) ret
(70) Denne banbulle opfordrede alle katoliker til at gribe til sværedet mod kjætterne. For at opegge dem til denne grusomme gjerning fritog den dem fra alle kirkelige straffe og plager, den løste alle, som deltog i korstoget, fra enhver ed, som de havde aflagt. Den gav dem ret til at beholde al ejendom, som de uretfærdig maatte have tilegnet sig, og lovede forladelse for alle deres synder, dersom de dræbte en kjætter. Den tilintetgjorde enhver overenskomst, som var sket til gusnt for valdenserne, bød deres tjenere at forlade dem, forbød enhver at hjælpe dem paa nogen maade, og gav alle mennesker ret til at tage deres ejendom i besiddelse. Hvor klart dette dokument aabebnarer den mesters aand, som arbejdede bagved scenen. Det er dragens brøl og ikke Kristi røst, som lyder derigjennem. ret
(70) De pavelige førere vilde ikke danne sin karakter efter Guds lovs store regel, men oprettede en regel, som behagede dem selv og besluttede at tvinge alle til at føje sig efter denne, fordi det var Roms vilje. De forfærdeligste sørgespil blev opførte. De fordærvede præster og p aver besluttede Gud og udførte det værk, som satan anviste. De kjendte ikke noget til barmhjertighed. Den samme aand, som korsfæstede Kristus og ihjelslog apostlene, som ophidsede den blodtørste Nero mod de trofaste vidner paa hans tid, var nu i færd med at udrydde dem fra jorden, som Gud elskede. ret
(70) De forfølgelser, som gjennem flere hudnrede aar hjemsøgte disse gudfrygtige folk, udholdt de med en taalmodighed og standhaftighed, som ærede deres forløser. Trods korstoget mod dem og det umenneskelige slagteri, som de blev udsatte for, vedblev de dog at udsende sine missionærer for at udbede den dyrebare sandhed. De blev jagede til døden; men deres blod vædede den sæd, som var udfaaret, og den undlod ikke at bære frugt. Saaledes vidnede valdenserne for Gud flere hudnrede aar for Lythers fødsel. Adspredte over mange lande forplantede de reformatonens sæd, som fremspirede paa Wiclefs tid, udbredte sig videre og dybere paa Luthers tid og skal fremdeles udbredes indtil tidens ende af dem, som er villige til at lide alt "for Guds ords og Jesu Kristi vidnesbyrds skyld". (Aab. 1:9) ret