(571) Naar de menneskelige loves beskyttelse unddrages fra dem, som ærer Guds lov, vil der i forskjellige lande blive gjort lignende bestræelser for deres ødelæggelse. Naar den i forordningen bestemte tid nærmer sig, vil folket sammenroste sig for at udrydde den forhadte sekt. De vil beslutte paa én nat at slaa et afgjørende slag, som skal bringe deres modsigelser og irettesættelser aldeles til taushed. ret
(571) Guds ventende børn, nogle i fængsler, andre skjulte paa ensomme tilflugtssteder i skovene og blandt bjergene, vedbliver at bede om Guds beskyttelse, medens der paa ethvert sted er skarer af bevæbnede mænd, som tilskyndede af mangfoldige onde engle, bereder sig til sit dødbringende værk. Det er paa denne tid i den yderste nød Jsraels Gud vil give ind for at frelse sine udvalgte. Herren siger: "Men hos eder skal være sang, som paa et nat, naar man helliger en højtid; og der skal være hjertens glæde, som naar man gaar . . . for at komme til Herrens bjerg. til Jsraels klippe. Og sin majestætiske røst skal Herren lade høre og sin sænkede arm skal han lade se i sin vredes harme, og med fortærende ildslue, med skybrud og vandskyld og hagelstene." (Es. 30:29,30) ret
(571) Med sejrsraab, bespottelser og forbandelser er de i færd med at overvælde sit bytte. Men se, et tæt mørke, tykkere end nattens mørke, falder over jorden. Da omspendes himlen af en regnbue, der straaler af herligheden fra Guds trone og synes at omgive enhver bedende skare. Den fortørnede mængde stanser pludselig. Deres haanende raab dør bort. De glemmer dem, som var gjenstand for deres morderiske vrede. Med bange anelser ser de paa regnbuen - Guds pagts symbol og længes efter at skjule sig for deres overvældende glans. ret
(572) Da hører Guds folk en klar, melodisk røst, som siger: "Ser op"! og idet de opløfter sine øjne mod himlen, ser de forjættelsens bue. De mørke, vredladne skyer, som bedækkede himlen, er adskilte, og ligesom Stefanus skuer de op imod himlen og ser Guds herlighed og menneskets søn, som sidder paa sin trone. J hans guddommelige legeme ser de mærkerne af hans fornedrelse, og fra hans læber hører de den bøn, som han fremfører for sin fader og de hellige engle: "Jeg vil, at de, som du har givet mig, skal være hos mig, hvor jeg er." Atter høres en melodisk og triumferende røst, som siger: "De kommer de kommer! hellige, uskyldige og ubesmittede. De har bevaret mit ord om taalmodighed, og skal vandre blandt englene." Og fra de menneskers blege, skjælvende læber, som har fastholdt sin tro, lyder et sejrsraab. ret
(572) Det er ved midnat, Gud aabenbarer sin magt for at frelse sit folk. Solen kommer frem og lyser i al sin styrke. Tegn og undere følger hurtig paa hverandre. De ugudelige betragter scenen med forfærdelse og forundring, medens de retfærdige med højtidelig glæde betragter tegnene paa sin befrielse. Alting i naturen synes at være kommen ud af sin almindelige gang. Strømmene ophører at flyde. Mørke, tunge skyer kommer frem og støder mod hverandre. Midt paa de vrede himle er en klar plet af ubeskrivelig herlighed, hvorfra Guds stemme lyder ligesom mange vandes lyd: "Det er sket!" (Aab. 16:17,18) ret
(572) Denne røst ryster himlen og jorden. Der sker et stort jordskjælv. Himmelrummet synes at aabne og lukke sig. Herligheden fra Guds trone synes at blinke derigjennem. Bjergene skjælver ligesom et rør for vinden, og sønderrevne klipper kastes rundt omkring. Der høres et brøl som en kommende storm. Havet raser. Orkanen hviner, ligesom en røst af onde aander, der haster afsted til sin ødelæggende gjerning. Hele jorden hæver sig og svulmer ligesom havets bølger. Dets overflade sønderbrydes. Selv dens grundvolde synes at give efter. Bjergkjæder synker. Beboede øer forsvinder med alle, som lever paa dem. Søstæder, der er bleven Sodoma lige i ugudelighed, opsluges af de vrede vande. Det store Babylon bliver ihukommet for Gud, og han skjenker hende "med vinden af sin strenge vrede". (Aab. 16:19) Store hagelstene, hver af dem "centertung", (Aab. 16:21) udfører sit herjende værk. Jorden stolteste stæder lægges øde. De kostbareste paladser, som verdens store mænd har ødslet sine rigdomme paa, for at forherlige sig selv, synker i ruiner for deres øjne. Fængselsmure synderrives, og Guds folk, som har været holdt i trældom for sin tro, udfries. ret
(573) Gravene aabnes, og "mange af dem, som sover i støvets jord" opvaagner, "somme til evigt liv, og somme til skam, til evig afsky". (Dan. 12:2) Alle, som er døde i troen paa den tredje engels budskab, opstaar fra graven herliggjorte for at høre Guds fredspagt med dem, som har bevaret hans lov. Ogsaa de, som gjennemborede Kristus, som forhaanede og bespottede ham i hans døende sjælssmerte, og de værste modstandere af hans sandhed og folk opstaar for at se ham i hans herlighed og se den ære, som hans giver sine troende og lydige børn. ret
(573) Tykke skyer bedækker endnu himlen; Men solen bryder igjennem her og der og ser ud som Jehovas hevnende øje. Frygtelige lynstraaler udfarer fra himlen og omgiver jorden med et flammehav. Over trordenens forfærdelige drøn høres frygtelige, hemmelighedsfulde røster, som forkynder de ugudeliges skjebne. De forstaar ikke alle de ord, som tales, men de falske lærere forstaar den godt. De, som for kort tid sidenv ar saa frække, saa overmodige og trodsige og frydede sig i sin grusom hed mod Guds folk, der vilde bevare hans bud, overvældes nu af bestyrtelse og skjælver af frygt. Deres skrig høres over lyden af elementerne. Onde aander erkjender Kristi guddom skjælver for hans magt, medens mennesker beder om naade og kryber omkring i sejg forfærdelse. ret
(573) Profeterne sagde fordum, at de i et helligt syn saa Guds dag: "Hyler, thi Herrens dag er nær, den skal komme som en ødelæggelse fra den Almægtie." (Es. 13:6) "Gak ind i klippen og skjul dig i støvet for Herrens frygts skyd og for hans majestæts herligheds skyld. Et menneskets stolte øjne skal ydmyges, og mændenes højhed skal nedbøjes; men Herren skal alene være høj paa den dag. Thi den herre Zeaboths dag skal komme over hver hovmodig og høj og over hver ophøjet, at han skal fornedres." (Es 2:10-12) "Paa den dag skal mennesket kaste sine sølvafguder og sine guldafguder, som de har gjort sig for at tilbede, bort til mulvarpene og til aftenbakkerne for at ty ind i klippernes kløfter, i fjeldenes huler for Herrens frygts skyld og for hans majestæts herligheds skyld, nar han rejser sig for at forfærde jorden." (Es. 2:10,21) ret
(574) Gennem an aabning i skyen straaler en stjerne, hvis glans paa grund af mørket lyser mange gange stærker. Den taler om haab og glæde for de tro tjenere, men om strenghed og vrede for Guds lovs overtrædere. De, som har ofret alt for Kristus, er nu trykke, skjulte ligesom i Herrens hemmelige paulun. De er bleven prøvede og har klarlig vist for verden og dem, som foragter sandheden, at de er tro mod ham, som har bevaret sin retskaffenhed med døden lige for øje. De er pludselig bleven frelste fra det grusomme og forfærdelige tyranni, som mennesker, forvandlede til djævle førte over dem. Deres ansigter, som nylig var saa blege, bekymrede og udtærede, lyser nu af forurening, tro og kjælrighed. Deres røst lyder i en herlig sejrssang: "Gud er vor tillid og styrke, en hjælp i angester, prøvet tilfulde. Derfor vil vi ikke frygte, om end jorden forandres, og bjergene synker ned i havets dyb; om end vandene deri bruser og oprøres, bjergene bæver for dets vælde." (Sal. 46:2-4) ret
(574) Medens disse ord med hellig tillid opstiger til Gud, adskilles skyen, og den stjerneklare himmel ses. Den er ubeskrivelig herlig i modsætning til det mørke, vrede himmelrum paa begge sider. Den himmelske stads herlighed lyser fra de aabne porte. Da kommer der en haand til syne i himlen, som holder to stentavler, der er foldede sammen. Profeten siger: "Og himlene kundgjorde hans retfærdighed, thi Gud han er en drømmer." (Sal. 50:6) Den hellige lov, som er Guds retfærdighed, og som blandt flammer og torden blev forkyndt paa Sinai til en leveregel, aabenbares nu for menneskene som dommens regl. Haanden aabner tavlerne, og man ser de ti bud, skrevne som med en pen af ild. Ordene er saa tydelige, at alle kan læse dem. Hukommelsen vækkes, overtroens og kjætteriets mørke bortfejes fra enhver sjæl, og Guds ti bud, korte, omfattende og myndige, fremstilles for alle jordens beboere. ret
(575) Det er umuligt at beskrive de menneskers forfærdelse og fortvivlelse, som har nedtraadt Guds hellige lov. Herren gav dem sin lov; de kunde have sammenlignet sin karakter med den og lært sine mangler at kjende, medens der endnu var anledning til anger og omvendelse; men for at vinde verdens gunst, tilsidesatte de Guds bud og lærte andre at overtræde dem. De har forsøgt at tvinge Guds folk til at vanhellige hans sabbat. Nu fordømmes de af den lov, som de har foragtet. Med forfærdelse ser de nu klarlig, at de ingen undskyldning har. De valgte, hvem de vilde tjene og tilbede. "Og J skal igjen se forskjel imellem en retfærdig og en ugudelig, imellem en, som tjener Gud og en som ikke tjener ham." (Mal 4:18) ret
(575) Guds lovs fiender fra prædikanten indtil den mindste blandt dem faar et klart begreb om, hvad der er sandhed og pligt. For sent ser de, at Herrens sabbat er den levende Guds segl. For sent forstaar de den falske sabbats rette natur, og den sande grund, hvorpaa de har bygget. De fiender, at de har stridt imod Gud. Religiøse lærere har ledet sjæle til fortabelse, medens de foregav, at de første dem til paradisets porte. Jkke før den sidste regnskabsdag vil man faa at vide, hvilket stort ansvar de mænd har, som har et helligt embede, og hvilke forfærdelige følger deres utroskab medfører. Jkke før i evigheden kan vi ret forstaa, hvad det vil sige, at en sjæl fortabes. Forfærdelig vil det menneskets skjebne blive, til hvem Gud vil sige: Gaa bort fra mig, du utro tjener. ret
(575) Fra himlen høres nu Guds røst, som forkynder dagen og timen, da Jesus kommer, og overantvorder Guds folk den evige pagt. Ligesom stærke tordeners røst, ruller Herrens ord over jorden. Guds Jsrael staar lyttende med sine øjne rettede opad. Deres ansigter er oplyste af hans herlighed og skinner ligesom Moses' ansigt, da han kom ned fra Sinai bjerg. De ugudelige kan ikke taale at se paa dem. Og naar velsignelsen udtales over dem, som har æret Gud ved at helligholde hans sabbat, høres der et mægtigt sejrsraab. ret
(576) Snart ser min i øst er liden stort sky, omtrent halv saa stor som et menneskes haand. Det er den sky, som omgiver Frelseren, og som i det fjerne synes at være indhyllet i mørke. Guds folk ved, at dette er menneskets søns tegn. Med højtidelig taushed stirrer de paa den, efter som den drager nærmere til jorden og bliver lysere og mere herlig, indtil den er en stor, hvid sky. Hvis grundvold er ligesom en fortærende ild, og ovenover den er pagtens regnbue. Jesus farer frem som en mægtig sejrherre. Hen kommer ikke nu som en "sorgens mand" for at drikke et bittert bæger, fuldt af skam og ve, men som himlens og jorden sejrherre for at dømme levende og døde. Han er "sanddru og trofast", og "han dømmer og strider mod retfærdighed". "Og hærene i himlen fulgte ham" (Aab. 19:11,14) Et mægtigt følge af hellige engle ledsager ham med sejrsssange paa hans vej. Himlen synes at være opfyldt af skinnende skikkelser, hvis tal er ti tusende gange ti tusende og tusende gange tusende. Jngen pen kan beskrive, ingen menneskelig tanke forstille sig denne scenes herlighed. "Hans majestæt bedækker himlen, og af hans herlighed fyldes jorden. Og en glans, om lyset bryder frem." (Hab. 3:3,4) Den levende sky kommer endnu nærmere, og ethvert øje beskuer livets fyrste. Jngen tornekrone vanzirer nu hans hellige hoved, men herlighedens krone hvile paa hans ædle pande. Hans ansigt lyser klarere end middagssolens blændende glans. "Og han har et navn skrevet paa klædebonnet og paa sin lænd, kongers konge og herrers herre." (Aab. 19:16) ret
(576) J hans nærværelse omskriftes "alle ansigter" "til bleghed", og den evige fortvivlelses gru kalder paa dem, som har forkastet Guds naade. Der bliver "et forsagt hjerte og vaklende i knæerne" "og alles ansigter har skiftet farve". (Jer. 30:6; Nah. 2:11) De retfærdige raaber skjælvende: "Hvo kan bestaa?" Englens sang ophører, og der er en stund med forfærdelig taushed. Da høres Jesu røst, som siger: Min naade er eder nok. De retfærdiges aasyn oplives, og ethvert hjerte fyldes med glæde. Englene spiller stærkere og synger igjen, idet de drager med glæde. Englene spiller stærkere og synger igjen, idet de drager endnu nærmere til jorden. ret
(577) Kongernes konge nedsiger paa skyen, omgiven af flammende ild. Jorden skjælver for ham, himlen sammenrulles som et klæde, og hvert bjerg og hver ø flyttes fra sine steder. "Vor Gud skal komme og ikke tie; en ild for hans ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare. Han kalder ad himlen oventil og ad jorden for at dømme sit folk." (Sal. 50:3,4) ret
(577) ”Og kongerne paa jorden og fyrsterne og de rige øversterne og de vældige og hver træl og hver fri skjulte sig i huler og i bjergenes kløfter. Og de sagde til bjergene og klipperne: Styrter over os og skjuler os for hans ansigt, form sidder paa tronen, og for Lammets vrede! Thi hans vredes den store dag er kommen, og hvo kan bestaa? (Aab. 6:15-17) ret
(577) Menneskenes haan og spot er ophørt. De løgnagtige læber er bleven tause. Vaabnernes gry og stridens tummel "og klæderne, som var sølede i blod," (Es. 9:5) er ophørte. Jntet hørtes nu uden lyden af bøn og graad og klage. Raabet lyder nu fra læber, som saa nylig spottede: "Hans vredes den store dag er kommen, og hvo kan bestaa?" De ugudelige beder om at blive skjulte af klipperne og bjergene heller end at se hans ansigt, som de har foragtet og forkastet. ret
(577) De døde kjender den røst, som gjennemtrænger deres øre. Hvor ofte har ikke denne vemodige, ømme stemme kaldt dem til omvendelse. Hvor ofte har de ikke hørt den gjennem en ven, en broder, en forløses formaninger. For dem, som har forkastet hans naade, kunde ingen anden røst være saa fuld af fordømmelse, saa opfyldt af anklage som den røst, der saa længe har formanet dem: "Vender om, vender om fra eders onde veje; hvorfor vil J dog dø, Jsraels hus?" (Ez 33:11) Ak, om det blot var en fremmed røst for dem. Jesus siger: "Jeg raabte, og J vægrede eder; jeg udrakte min haand, og ingen gav agt; og J lod alt mit raad fare, og vilde ikke vide af min revselse." (Ordsp. 1:24) Denne røst fremkalder erindringer, som de med glæde vilde udslette, - foragtede advarsler, ringeagtede indbydelser, tilsidesatte privilegier. ret
(578) Der er de, som spottede Kristus i hans fornedrelse. Frelserens ord, da han blev adspurgt af ypperstepræsten og højtidelig erklærede: "Herefter skal J se menneskets søn sidde ved kraftens højre haand og komme i himlens skyer", (Matt. 26:64) gjennemtrænger deres sjæl m ed stor kraft. Nu ser de ham i hans herlighed, og de skal ogsaa se ham sidde ved kraftens højre haand. ret
(578) De, som haanede hans ord, da han sagde, at han var Guds søn, staar nu tause. Der er den stolte Herodes, som spottede hans kongelige titel og bød krigsmændene spotvis at krone ham som konge. Der er de selvsamme mænd, som med vanhellige hænder iførte ham purpurkaaben, satte en tornekrone paa hans hellige hoved og et spir til spot i hans haand, der ikke modstod dem, og og som bøjede sig for ham for at bespotte og forhaaned ham. De mænd, som slog livets fyrste og spyttede paa ham, veder sig nu bort fra hans gjennemtrængende blik og søger at fly fra hans nærværelses overvældende herlighed. De, som drev nagler igjennem hans hænder og fødder, og den stridsmand, som gjennemborede hans side, ser disse mærker med forfærdelse og samvittighedsnag. ret
(578) Præsterne og de øverste erindrer med forfærdelse klarlig begivenhederne ved Golgatha. Med bævelse og skræk mindes de, hvorledes de rystede paa sine hoveder med djævelsk fryd, idet de raabte: "Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Jsraels konge, da stige han nu ned af korset, saa vil vi tro ham; han forlod sig paa Gud; han fri ham nu, om han har behag i ham." (Math. 27:42,43) ret
(578) Frelserens lignelse om vingaardsmanden, som negtede at give deres herre vingaardens frugt, og som mishandlede og ihjelslog hans søn, staar levende for dem. de mindes ogsaa den dom, som de udtalte over sig selv: Vingaardens herre "skal ilde omkomme de onde". J disse utro menneskers synd og straf ser præsterne og de ældste en skildring af sin egen opførsel og sin egen retfærdige dom. Og nu høres en raab i dødsangst. Højere end raabet "korsfæst ham" korsfest ham!", som lød gjennem Jerusalems gader, lyder nu det forfærdelige, fortivlede skrig: "Han er Guds søn! Han er den sande Missias!" De søger at fly fra kongernes konges ansigt. De stræber forgjæves at skjule sig i jordens dybe huler, som er sønderreven af de kjæmpende elementer. ret
(579) J alle de menneskers liv, som forkaster sandheden, er der øjeblikke, da samvittigheden vaager og hukommelsen fylder tanken med erindringer om en hykkelsk liv, medens sjælen matres af en frugtesløs anger. Men hvad er dette sammenlignet med sammevighedsnaget paa hin dag, naar "det, som J frygter for, kommer som en ødelæggelse, og eders ulykke kommer som en hvirvelvind" (Ordsp. 1:27) De, som vilde have ødelagt Kristus og hans tro folk, ser nu den herlighed, som hviler over dem: Midt i deres forfærdelse hører de de helliges røst, som med jubel udraaber: "Se, dette er vor Gud, vi har haabet paa ham, og han skal frelse os." (Es. 25:9) ret
(579) Medens jorden bæver, lynet blinker og tordeneen buldrer, lyder Guds søns røst, som opvækker de hellige hensovede. Han ser paa de retfærdiges grave, derpaa løfter han sine hænder mod himlen og raaber: "Vaagn op, vaagn op, vaagn op, J, som sover i støvet, og staar op!" Rundt om over hele jorden skal de døde høre denne røst, og de, som hører den, skal leve. Og hele jorden skal gjenlyde af fodtrin af den store hær, som er kommen af alle nationer, slægter og tungemaal og folk. De kommer fra dødens fængsel iklædt med udødelig herlighed og raaber: "Død, hvor er din braad? Grav, hvor er din sejr." (1 Kor. 15:55) Og de levende retfærdige og de opstandne hellige forener sin røst i et langt, jublende sejrsraab. ret
(579) Alle kommer frem af graven i samme legemsstørrelse, som de blev lagte i den. Adam, som staar blandt den mindste opstande skare, er af høj og majestætisk skikkelse, kun lidt mindre end Guds søn. Han danner en stærk modsætning til folk i senere slægter, Og dette alene viser, hvor meget slægten er udartet. Men alle opstaar fra sin sidste dybe søvn med den evige ungdoms kraft og sundhed. J begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede, ikke alene med hensyn til egenskaber, men ogsaa i skikkelse og ansigtstræk. synden fordærvede og udslettede næsten det guddommelige billede; men Kristus kom fro at gjenoprette det, som var bleven tabt. Han vil forvandle vor fornedrelses legeme og danne det lige med sin herligheds legeme. Den dødelige, forkrænkelige skikkelse, som ikke har nogen skjønhed og en gang var besmittet af synd, bliver fuldkommen, skjøn og dødelig. Alle fejl og al vanskabning efterlades i graven. De forløste har atter adgang til livet træ i Eden, som saa længe har været tabt, og de vil vokse op til menneskeslægtens fulde størrelse i dens oprindelige herlighed. De sidste mærker af syndens forbandelse vil blive bortfjernede, og Kristi tro tjenere vil træde frem i al Guds skjønhed. De vil afspejle deres herres fuldkomne billede i aand, sjæl og legeme. O underfulde forløsning, som man saa længe har talet om, saa længe haabet at naa til, saa længe tænkt paa med længselsfuld forventning, men aldrig tilfulde forstaaet! ret
(580) De levende hellige forvandles i en hast, i et øjeblik. De blev herliggjorte ved Guds røst; nu erholder de udødelighed, og med de opstandne hellige henrykkes de for at møde sin frelser i luften. Englene "forsamler hans udvalgte fra de fire vejr, fra den ene ende af himlen til den anden". Smaa børn bæres af hellige engle til deres moders arme. Venner, som længe har været adskilte ved døde, forenes for aldrig mere at skilles, og med frydefuld sang stiger de tilsammen op til Guds stad. ret
(580) Paa hver side af den rullende sky er vinger, og nedenunder den er levende hjul; og idet skyen ruller opad, raaber hjulene: "hellig", og vingene, idet de bevæger sig, raaber: "Hellig", og hele englenes følge raaber: "Hellig, hellig, hellig, er Herren Gud, den almægtige." Og de forløste raaber: "Halleluja!" idet skyen farer afsted mod det nye Jerusalem. ret
(580) Før de drager ind i Guds stad, skjenker Frelseren sine efterfølgere sejerens tegn og ifører dem insignierne paa deres kongelige værdighed. De skinnende rækker opstilles i en firkant omkring deres konge, hvis majestætiske skikkelse naar højt baade over de hellige og englene, og hvis ansigt straaler dem i møde fuldt af inderlige kjærlighed. J den hele utallige forløste skare er ethvert øje fæstet paa ham og beskuer hans herlighed, hvis udseende "ikke var som en mand, og hans skikkelse, at han ikke var som et menneskes barn". Med sin højre haand sætter Jesus sejerens krone paa sejervinderens hoveder. Der er en krone til hver, hvorpaa hans eget nye navn staar (Aab. 2:17) samt denne indskrift: "Helliget Herren." Enhver erholder sejrspalmen og den skinnende harpe. Naar da de befalende engle angiver tonen, saa slaar enhver haand paa harpens strenge med færdighed og fremspringer yndig musik med dejlige velklingende melodier. ubeskrivelig henrykkelse gjennemstrømmer ethvert hjerte, og enhver stemme opløftes med tak og pris til ham, "som os elskede og aftvættede os fra vore synder med sit blod, og han har gjort os til konger og præster for sin Gud og fader, han være ære og kraft i al evighed"! (Aab. 1:5,6) ret
(581) Foran den forløste skare ligger den hellige stad. Jesus aabner perleportene vidt, og det folk, som har bevaret sandheden, drager ind. Der ser de Guds paradis, Adams hjem, da han var skyldig. Da høres den røst, som er herligere end nogen musik, som nogensinde har lydt for dødelige menneskers øren, sige: "Eders kamp er endt." "Kommer hid, min faders velsignede! arver det rige, som eder er beredt, fra verdens grundvold blev lagt." ret
(581) Nu er Frelserens bøn for hans disciple opfyldt: "Jeg vil, at de, som du har givet mig, skal være hos mig." Ustraffelige for Herrens ansigt i herlighed og fryd (Jud. 24) fremstiller Kristus dem, som han har kjøbt med sit blod, for Faderen og siger. "Her er jeg og de børn, som Gud har givet mig." "De, som du har givet mig, vogtede jeg." O, hvor underfuld Forløserens kjærlighed er! O, hvor henrykkende den time vil blive, da den evige fader, idet han ser paa den forløste, ser sit eget billede, naar syndens forvirring er bortfjernet, dens fordærvelse udslettet, og menneskene atter er i harmoni med Gud. ret
(581) Med ubeskrivelig kjærlighed byder Jess sine troende tjenere velkommen til deres Herres glæde. Frelserens glæde bestaar i, at han i herlighedens rige ser de sjæle, som er frelste ved hans lidelse og fornedrelse. Og de forløste vil deltage i denne glæde, naar de blandt de salige ser de sjæle, som de har vindet for Kristus ved deres bønner, deres arbejde og deres kjærlige opofrelse. Naar de samles om den store hvide trone, saa vil ubeskrivelig glæde fylde deres hjerter, idet de ser dem, som de har vundet for Kristus, og ser, at en har vundet andre, og disse atter andre, og de er alle indgaaede til hvilens havn, hvor de lægger deres kroner for Jesu fødder og priser ham gjennem evighedens uendelige tider. ret
(582) Naar man har budt de forløste velkommen til Guds stad, fyldes lufte med et fryderaab. Den første og den anden Adam staar i begreb med at mødes. Guds søn staar med udstrakte arme for at modtage vor slægts stamfader, - det væsen, som han skabte, som syndede mod sin skaber, og paa grund af hvis synd Frelseren bærer korsets mørke paa sit legeme. Jdet Adam ser mærkerne af de grumme nagler, falder han ikke til sin herres bryst, men kaster sig i ydmyghed ned for hans fødder og raaber: "Værdig, værdig er Lammet, som er slagtet." Frelseren løfter ham op med ømhed og byder ham atter at beskue det Eden-hjem, hvorfra han saa længe har været bortdreven. ret
(582) Efter at Adam blev udstødt af Eden, var hans liv paa jorden fuldt af sorg. Ethvert vissent blad, ethvert offer, som blev ofret, enhver ødelæggelse, som kom over den skjønne natur, enhver plet paa menneskets uskyldighed var en ny paamindelse om hans synd. Hans sjælesmerte og samvittighedsnag var forfærdeligt, da han saa hvorledes uretfærdigheden tiltog, og da han som svar paa sine irettesættelser selv blev forhaanet som den, der var aarsag til synden. Med taalmodig ydmyghed led Adam i omtrent tusende aar syndens straf. Han angrede sin synd oprigtig og forlod sig paa den lovede frelsers fortjeneste, og han døde i haab om en bedre opstandelse. Guds søn forløste menneskene fra deres fejl og fald, og nu bliver Adam gjennem forsoningsværket atter indsat i sit første herredømme. ret
(582) Henreven af glæde beskuer han de træer, som en gang frydede ham, - de selvsamme træer, hvoraf han plukkede frugt i sin uskyldigheds og glædes dage. Han ser de vinranker, som han med egne hænder har opelsket, de selvsamme blomster, som han en gang glædede sig ved at pleje. Hans hjerte fatter, at det er virkelighed; han forstaar, at dette er i sandhed det gjenoprettede paradis; og det er mere elskeligt nu, end da han blev bortdreven derfra. Frelseren leder ham til livets træ; han plukker den herlige frygt og byder ham at spise den. Han er omkring sig og ser, at en stor skare af hans familje er forløst og staar i Guds paradis. Saa kaster han sin skinnende krone for Jesu fødder, falder til hans bryst og omfavner Forløseren. Han spiller paa sin gyldne harpe og himlens hvælvinger giver gjenlyd af hans sejrssang: "Værdig, værdig, værdig er Lammet, som blev slagtet og lever igjen!" Adams familje gjentager sangen og kaster sine kroner for Frelserens fødder og nedbøjer sig tilbedende for ham. ret
(583) De engle, som græd ved Adams fald og glædede sig, da Jesus opstod og opfor til himlen, efter at han havde aabnet graven for alle, som vilde tro paa hans navn, er vidner til dette møde. Nu ser de, at forsoningsværket er fuldendt, og de forener sine stemmer med de gjenløstes lovsang. ret
(583) Paa krystalhavet foran tronen - det glarhav, der straaler af Guds herlighed, ligesom det var blandet med ild, - forsamles den skare, som har "vunden sejer over dyret og dets billede og over dets mærke og over dets navns tal". (Aab. 15:2) Der staar de 144,000, som var kjøbte fra menneskene, med Lammet paa Zions bjerg. De har harper af guld, og der høres en røst som mange vandes lyd og som en stærk tordens lyd og "harpelegeres lyd, som leger paa sine harper". Og de synger en ny sang for tronen, en sang, som ingen kan lære uden de 144,000. Det er Moses' og Lammets sang. Jngen unden de 144,000 kan lære denne sang; thi det er en sang om deres erfaring, og ingen andre har havt en saadan erfaring som de. "Disse er de, som følger Lammet, hvor det gaar." De er optagne fra jorden, fra de levende, og er "en førstgrøde for Gud og Lammet". (Aab. 14:1-5.) "Disse er de, som er komne ud af den store trængsel." (Aab. 7:14) De har gaaet gjennem en trængsels tid, saaledes som der aldrig har været siden folk blev til. De har gaaet igjennem den angest, som der var paa Jakobs trængsels tid. De har staaet uden nogen mider, medens Guds sidste domme faldt paa jorden. Men de er bleven frelste fra den, thi de "har tvættet sine kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod". "J deres mund er ikke funden svig, thi de er ustraffelige for Guds trone." "Derfor er de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder paa tronen, skal udbrede paulun over dem." (Aab. 7:14,15;14:5) De har set, hvorledes jorden blev lagt øde ved hunger og pest, da solen havde magt til at brænde menneskene med stor hede, og de har selv udstaaet lidelser, først og unger men "de skal ikke hungre mere, ej heller tørste mere, solen skal ej heller falde paa dem, ej heller nogen hede. Thi Lammet, som er i tronens midte, skal vogte dem og lede dem til levende vandkilder; og Gud skal aftørre hver taare af deres øjne." (Aab. 7:16,17) ret
(584) Frelserens udvalgte er til alle tider bleven opdragne og oplærte i prøvens skole; de vandrede paa trange stier paa jorden; de blev rensede i lidelsens ovn. For Jesu skyld led de modstand, had og foragt. De fulgte ham igjennem den tunge kamp; de udholdt selvfornegtelse og gjennemgik bitre skuffelser. J sin egen smertefulde erfaring lærte de at kjende syndens onde natur, dens magt, dens brøde og ve; og de ser paa den med afsky. Tanken paa det store offer, hvorved synden blev afskaffet, ydmyger dem i deres egne øjne og fylder deres hjerte med en saadan taknemmelighed og pris, som de, der aldrig har syndet, ikke kan fatte. De elsker meget, fordi meget er blevet dem tilgivet. De har deltaget i Kristi lidelser, derfor er de beredte til at deltage med ham i hans herlighed. ret
(584) Guds arvinger er komne fra tagkamre, fra fattige hytter, fra fængsler, fra rettersteder, fra bjerge, fr ørkener, fra jordens huler og fra øerne i havet. Paa jorden led de mangel, var bestængte og blev mishandle. Millioner steg ned i graven overvældede med vanære, fordi de standhaftig negtede at give efter for satans bedragelige fordringer. Menneskelige domstole dømte dem som de værste forbrydere, men nu er Gud selv dommer. (Sal. 50:6) Nu tilbagekaldes menneskenes dom. Herren skal "borttage sit folks forsmædelse". (Es. 25.8) "Man skal kalde dem et helligt folk, Herrens gjenløste." Han har beskikket "at der skal gives dem hovedprydelse i stedet for aske, glædens olje i stedet for sorg, lovprisnings klædebon i stedet for en vansmægtet aand". (Es. 62:12;61:3) De er ikke længere svage, lidende, adspredte, undertrykkede. Herefter skal de altid være med Herren. De staar for tronen klædte i herligere klæder, end de mest ærede mennesker paa jorden nogen siden har baaret. De er kronede med herligere kroner, end der nogensinde har prydet en jordisk konges hoved. Smertens og taarens dage er evig endte. herlighedens konge har aftørret hver taare af deres øjne; enhver aarsag til sorg er bleven bortfjernet. De svinger sine palmegrene og istemmer en lovsang med klar, sød, melodisk stemme; enhver stemme gjentager sangen, indtil den fylder himlens hvælvinger: "Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa tronen, og Lammet." Og hver skabning i himlen stemmer i med og siger: "Amen! Velsignelse og ære og visdom og tak og pris og magt og smerte være vor Gud i al evighed." (Aab. 7:10,12) ret
(585) J dette liv kan vi blot begynde at forstaa det underfulde forløsningsværk. Vor svage forstand kan med dybt alvor betragte skammen og herligheden, livet og døden, retfærdigheden og barmhjertigheden, som møder hverandre ved korset, men med vor forstands bedste styrke er vi dog ikke i stand til at fatte disse ting fulde betydning. Den forsonende kjærligheds længde og bredde og dybde og højde forstaaes blot svagt. Forløsningens plan vil ikke en gang blive fattet fuldstændig, naar de forløste ser øje til øje og kjender Gud, ligesom de er kjendt; Men gjennem de evige tider vil nye sandheder bestandig udfoldes for den glade, undrende sjæl. Omendskjønt jordens sorg og smerte og fristelser har faaet ende, og aarsagen til dem er bortfjernet, saa vil dog Guds folk altid have et klart begreb om, hvad deres frelse har kostet. ret
(585) Kristi kors vil blive de forløstes videnskab og sang gjennem hele evigheden. J den herliggjorte Kristus ser de den korsfæstede Kristus. De vil aldrig glemme, at den, hvis magt skabte og opholdt de utallige verdener i det uhyre verdensrum, Guds enbaarne søn og himmelske majestæt, den, som keruber og skinnende serafter frydede sig ved at tilbede, - fornedrede sig selv for at løfte det faldne menneske op; at han bar syndens skam og brøde og taalte, at Faderes ansigt blev skjult for ham, indtil den fortabte verdens veer sønderbrød hans hjerte og udlukkkede hans liv paa Golgathas kors. At verdens skaber og alle menneskers dommer skulde forlade sin herlighed og fornedre sig selv af kjærlighed til menneskene vil altid vække beundring og tilbedelse i verdensaltet. Naar folkeslagene af de frelse ser paa deres forløser og beskuer Faderens evige herlighed, der lyser fra hans ansigt; naar de ser hans trone, som er fra evig til evighed, og ved, at der ikke skal være ende paa hans kongerige, udbryder de i henrivende sang: "Værdig, værdig er Lammet, som var slagtet og har forløst os til Gud med sit eget dyrebare blod!" ret
(586) Korsets hemmelighed forklarer alle andre hemmeligheder. J det lys, som udgaar fra Golgatha, vil de af Guds egenskaber, som har fyldt os med frygt og forfærdelse, vise sig skjønne og henrivende. Barmhjertighed, ømhed og faderlig kjærlighed blander sig med hellighed, retfærdighed og kraft. Paa samme tid, som vi ser hans trones majestæt, høj og ophøjet, ser vi ogsaa hans natur, saaledes som en aabenbarer sig gjennem naaden, og forstaar bedre end nogensinde tilforn betydningen af det dyrebare navn: "Vor fader". ret
(586) Man vil da indse, at han, som er evig i visdom, ikke kunde lægge nogen anden plan til vor frelse end at ofre sin søn. Lønnen for dette offer er den glæde, han nyder, idet jorden bliver beboet af de forløste sjæle, som er hellige, lykkelige og udødelige. Frugten af vor frelsers kamp med mørkets magter er de forløstes glæde, som vil overflyde til Guds ære igjennem evigheden. Og saa stor pris sætter Faderen paa menneskene, at han er tilfreds med det, som deres forløsning har kostet; og Kristus selv er tilfreds, idet han betragter frugten af sit store offer. ret