(587) Hendes synder naar indtil himlen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder ihu." "Skjenker hende dobbelt i den kalk, som hun har skjenket med. Saa meget, som hun har ophøjet sig selv og levet i yppighed, saa meget giver hende af pine og sorg. Fordi hun siger i sit hjerte: Jeg sidder som dronning og er ikke enke, og sorg skal jeg ingenlunde se; derfor skal hendes plager komme paa en dag; død og sorg og hunger, og hun skal opbrændes med ild; thi stærk er den herre Gud, som dømmer hende. Og jordens konger skal begræde hende og hyle over hende, . . . sigende. Ve! ve! du store stad, Babylon, du stærke stad, thi paa en time er din dom kommen." (Aab. 18:5-10) ret
(587) ”Og jorden kjøbmænd", som "er bleven rige af hende syppigheds fylde", (Aab. 18:3) "skal staa langt borte af frygt for hendes pinsel, og glæde og sørge, sigende: "Ve! ve! den store stad, som var klædt i kosteligt linklæde og purpur og skarlagen og udziret med guld og ædelstene og perler; thi i en time er saa stor rigdom gaaet til grunde." (Aab. 18:15-17) Disse er de straffedomme, som falder paa Babylon paa Guds vredes og hævnens dag, denne stad har fyldt sin ugudeligheds maal, dens time er kommen, den er moden til ødelæggelse. ret
(587) Naar Guds røst omvender hans folks fængsel, vaagner de mennesker op til forfærdelse, som har mistet alt i livets store spil. Medens prøvetiden varede, lod de sig forlinde af satans bedrageri, og undskyldte sin synd. De rige var stolte af, at de var ypperligere end dem, som var mindre begunstigede; men de have erholdt sin rigdom ved at overtræde Guds lov. De havde efterladet at føde de hungrige, at klæde de nøgne, at gjøre ret og at elske miskundhed. De havde søgt at ophøje sig selv og blive æret af dine medskabninger. Nu har de mistet alt, som gjorde dem store, og staar blottede og forsvarsløse. De betragter med forfærdelse ødelæggelsen af sine afguder, som de elskede højere end sin skaber. De har solgt sin sjæl for jordiske rigdomme og nydelser og har ikke søgt at blive rige i Gud. Følgen er, at deres liv er mislykket, deres glæde er nu omvendt til galde, deres skatte til forraadnelse: Livets hele vinding bortfejes paa et øjeblik. De rige beklager sine herlige huses ødelæggelse, sit guld og sølv, som er adspredt. Men deres klager bringes til taushed, idet de frygter for, at de selv maa omkomme med sine afguder. ret
(588) De ugudeliges sjæl fyldes med fortrydelse, ikke paa grund af deres synd imod Gud og deres medmennesker, men fordi Gud har sejret. De beklagelser, at det skulde medføre saadanne følger; men de angrer ikke sin ugudelighed. De vilde ikke undlade at benytte ethvert muligt middel til at sejre, dersom de kunde. ret
(588) Verden ser, hvorledes de samme mennesker, som de har foragtet og bespottet og søgt at udrydde, gaar ubeskadigede igjennem pest og storm og jordsjælv. Den, som for sin lovs overtrædere er en fortørende ild, er for sit folk et trygt paulun. ret
(588) Den prædikant, som har opofret sandheden for at vinde menneskegunst, ser nu, hvilken karakter og indflydelse hans lære har havt. Det er tydeligt, at et alvidende øje har fulgt ham, da han stod paa prædikestolen eller gik paa gade eller blandede sig mellem menneskene i livets forskjellige scener. Enhver følelse i hjertet, enhver linje, som er skreven, ethvert ord, som er udtalt, enhver handling, som ledte mennesker til at søge tilflugt i løgn, har udsaaet en sæd; og nu ser han høsten, som indsamles i de elendige, fortabte sjæle omkring ham. ret
(588) Herren siger: "De lægede mit folks datters brøst, . . . .idet de sagde: Fred! fred! dog der var ikke fred." "Ved løgn gjorde J den retfærdiges hjerte forsagt, skjønt jeg ikke havde bedrøvet det, og styrkede den ugudeliges hænder, saa at han ikke omvendte sig fra sin onde vej, at jeg kunde holde ham i live." (Jer. 8:11; Ez. 13:22.) ret
(589) ”Ve de hyrder, som ødelægger og adspreder min græsgangs faar! . . . Jeg vil hjemsøge eder for eders idrætters ondskabs skyld." "Hyler, J hyrder! og raaber og vælter eder i støv, J herlighed blandt hjorden! Thi eders dage er komne til at slagtes; og jeg skal sønderslaa eder, . . . . og der skal ingen tilflugt være for hyrderne, og de herlige iblandt hjorden skal ikke undkomme. (Jer. 23:1,2;25:31,35) ret
(589) Prædikanter og folk ser, at de har ikke staaet i et ret forhold til Gud. De ser, at de har gjort oprør mod ham, som er ophav til alle retfærdige og hellige love. Det, at de tilsidesatte Guds bud, blev aarsag til tusende onde ting, strid, had og uretfærdighed, indtil jorden blev en hyre kampplads, en pøl af fordærvelse. Dette fremstilles nu for dem, som forkastede sandheden og valgte vildfarelse. Ord kan ikke beskrive den længsel, som de ulydige og tro føler efter det; som de for evig har mistet, - det evige liv. Mennesker, som verden tilbage, paa grund af deres talenter og veltalenhed, ser nu disse ting i deres rette lys. De forstaar, hvad de har mistet ved overtrædelse, og de falder ned for deres fødder, hvis troskab de har foragtet og bespottet og bekjende, at Gud har elsket dem. ret
(589) Folket ser, at de er bleven bedragne. De anklager hverandre heftig for at have ledet dem til fordærvelsen, men alle forener sig om at hobe den bitreste fordømmelse paa prædikanterne. Utro hyrder har prædiket behagelige ting: de har ledet sine tilhørere til at gjøre Guds lov til intet og at forfølge dem, som vilde holde den hellig. Nu erkjender disse lærere i fortvivlelse sit bedragelige værk for verden. Den store skare fyldes med raseri. "Vi er fortabte! raaber de, "og J er aarsag til vor fortabelse", og de vender sig mod de falske hyrder. De selvsamme mennesker, som før beundrede dem mest, vil nu udstøde de forfærdeligste forbandelser mod dem. De samme hænder, som en gang bekransede dem med laurbær, vil blive løftede op for at ødelægge dem. De sværd, som var bestemte til at ihjelslaa Guds folk, benyttes nu til at ihjelslaa deres fiender. Overalt er der strid og blodsudgydelse. ret
(590) ”Der kommer et bulder lige indtil jordens ende, thi Herren har trætte med hedningerne, han holder dom over alt kjød; de ugudelige giver han til sværdet, siger Herren." (Jer. 25:31) J seks tusende aar er den store strid vedbleven; Guds søn og hans himmelske sendebud har kjæmpet mod den ondes magt, for at advare, oplyse og frelse menneskenes børn. Enhver har nu bestemt, hvad han vil gjøre. De ugudelige er fuldstændig forende med satan i hans kamp mod Gud. Tiden er kommen, da Gud vil haandhæve sin nedtraadte lovs myndighed. Striden gjælder nu ikke blot satan, men menneskene. "Herren har trætte med hedningerne." "De ugudelige giver han til sværdet." ret
(590) Frelsens tegn er nu sat paa dem, som "sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som sker". Nu gaar dødens engel frem, som er fremstillet i Ezekiels syn ved de mænd, som havde hver sit knusende vaaben, og til hvem der blev sagt: "Gamle mænd, unge karle og jomfruer og smaa børn og kvinder skal J slaa ihjel, saa at de udryddes; men røver ikke nogen, paa hvem tegnet er, og begynder fra min helligdom af." Profeten siger: "Og de begyndte med de gamle mænd, som var foran huset." (Ez. 9:1-6.) Ødelæggelsens værk begynder blandt dem, som har udgivet sig for at være folkets aandelige formyndere. De falske vægtere er de første, som kalder. Der er ingen, som beklager eller sparer dem. Mænd, kvinder, jomfruer og smaa børn omkommer tilsammen. ret
(590) ”Herren gaar ud fra sit sted for at hjemsøge jordens indbyggeres misgjerning; og jorden skal aabenbare det ugydte blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne." (Es. 26:21) "Og det skal være den plage, med hvilken Herren skal slaa alle folkene, som har stridt imod Jerusalem: han skal lade deres kjød tæres hen, medens de endnu staar paa sine fødder, og deres øjne skal tæres hen i sine hulninger, og deres tunge skal tæres hen i deres mund. Og det skal ske paa den dag, at der skal komme en stor forvirring fra Herren iblandt, dem, saa at de skal gribe den ene den andens haand, og at den enes haand skal løfte sig imod den andens haand." (Sach. 14:12,13) J den vilde kamp, som opstaar paa grund af deres egne rasende lidenskaber og den forfærdelige udgydelse af Guds ublandede vrede, omkommer jordens indbyggere - præster, regenter og folk, rige og fattige, høje og lave. "Og de, som er ihjelslagne af Herren, skal paa den dag ligge fra den ene ende af jorden og indtil den anden ende af jorden de skal ej beklages og ej sankes op og ej begraves." (Jer. 25:33) ret
(591) Ved Kristi komme vil de ugudelige blive udslettede af hele jorden. De skal fortæres af hans munds aande og tilinteetgjøres ved hans herlige aabenbarelse. Kristus tager sit folk til Guds stad, og jorden bliver tom uden indbyggere. "Se, Herren udtømmer landet og gjør det øde, og han forventer dets skikkelse og adspreder dets indbyggere." "Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi Herren har talet dette ord." "Thi landet er besmittet for dets indbyggeres skyld; thi de har overtraadt love, forvendt skikke gjort den evige pagt til intet. Derfor fortærer forbandelse landet, og de, som bor deri, maa baade; derfor hensvinder de, som bor i landet, og der bliver faa mennesker tilovers." (Es. 24:1,3,5,6) ret
(591) Hele jorden ser ud som en øde ørken. Ruiner af stæder og byer, som er ødelagte af jordskjælv, oprykkede træer, sønderrevne klipper, udkastede af havet eller revne ud af selv jorden, er adspredte over dens overflade, medens uhyre huler viser det sted hvor bjerge er bleven bortrevne fra sine grundvolde. ret
(591) Nu indtræffer den begivenhed, som var forud afbildet i den sidste højtidelige tjeneste paa forsoningsdagen. Naar tjeneste i det allerhelligste var fuldendt, og Jsraels synder var bleven bortfjernede fra helligdommen i kraft af syndofferets blod, saa blev den buk, som skulde lades løs, fremstillet levende for Herren; og i menighedens nærværelse bekjendte den ypperstepræst over den "alle Jsraels børns misgjerninger og alle deres overtrædelser i alle deres synder, og han skal lægge dem paa bkkens hoved". (3 Mos. 16:21) Paa lignende maade, vil Guds folks synder blive lagte paa satan i Guds, de himmelske engles og de forløste hærskarers nærværelse, naar forsoningsværket i himlens helligdom er fuldendt. Satan vil blive erklæret skyldig i alt det onde, som han har bragt dem til at begaa. Og ligesom den levende buk blev ført bort til orkenen, saaledes vil satan blive vist bort til den øde jord, som er en ubeboet sørgelig ørken. ret
(592) J Aabenbaringen forudsiges satans forvisning og den tilstand, som jorden kommer i, naar den bliver øde og tom, og der vidnes, at denne tilstand vil vedblive i tusende aar. Efter at profeten har fremstillet Herrens andet komme og de gudeliges ødelæggelse siger: "Og jeg saa en engel fare ned fra himlen; han havde afgrødens nøgle og en stor lænke i sin haand; og han greb dragen, den gamle slange, som er djævelen og satans, og bandt ham for tusende aar og kastede ham i afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre folkene, indtil de tusende aar fuldendtes; og efter den bør det ham at løses en liden tid." (Aab. 20:1-3) ret
(592) Udtrykket "afgrunden" fremstiller jorden i en ødelagt og mørk tilstand. Dette ses ogsaa af andre skrifsteder. Angaaende jorden i begyndelsen siger bibelen, at den var "øde og tom, og der var mørke oven over afgrunden". (1 Mos. 1:2) Profetien lærer, at den i det mindste delvis vil blive bragt tilbage til denne tilstand. Profeten Jeremias siger, idet han saa fremad til Guds store dag: "Jeg saa landet, og se det var øde og tomt, og jeg saa til himlene, og deres lys var der ikke mere. Jeg saa, og se, der var intet menneske mere, og alle fuglene under jorden var bortfløjne. Jeg saa, og se, den frugtbare mark var en ørk, og alle dens stæder var nedbrudte." (1 Mos. 1:2) ret
(592) Her skal satan med de onde engle have sit hjem i tusende aar. han kan ikke komme bort fra jorden og har derfor ingen adgang til andre verdener, hvor han kunde friste og plage dem, som aldrig har syndet. Paa denne maade er han bunden. der er ingen tilbage, som han kan bruge sin magt imod. han er aldeles afskaaret fra at bedrage og fordærve, hvilket har været hans gjerning og eneste glæde i saa mange aarhundreder. ret
(593) Profeten Esaias udraaber, idet han ser hen til den tid, da satans magt omstyrtes: "Hvorledes er du falden ned fra himlen, du morgenstjerne, d morgenrødens søn? Hvorledes er du nedhugget til jorden, du, som nedtraadte folkefærd? Og du sagde i dit hjerte: jeg vil stige op til himlen, ophøje min trone over Guds stjerner." "Jeg vil være den Højeste lig! Men til dødsriget skal du nedfare, til hulens nederste steder! Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skal betragte dig og sige: mon denne være den mand, som bragte jorden til at bæve? som bragte rigerne til at skjælve? som gjorde jorderige til en ørk og nedbrød dets stæder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem?" (Es. 14:12-17) ret
(593) J seks tusende aar har satans oprør bragt "jorden til at bæve", han har ikke løst sine bundne". J seks tusende aar har hans fængsel taget imod Guds folk, og han vilde have holdt dem der som fanger altid, men Krsitus har sønderbrudt hans lænker og sat fangerne fri. ret
(593) Endog de ugudelige er udenfor satans magt, og han bliver tilbage alene med sine onde engle for at beskue virkningerne af den forbandelse, som synden har bragt. "Alle folkenes konger, de ligger alle med ære hver i sit hus [graven]. Men du, du er henslængt uden grav som en vederstyggelig kvist, . . . . du skal ikke forenes med dem ved begravelse, thi du har ødelagt dit land, ihjelslaget dit folk!" (Es. 14:18-20) ret
(593) J tusende aar, vil satan gaa op og ned paa den øde jord for at betragte følgerne af hans oprør imod Guds lov. J denne tid maa han lide meget. Siden syndefaldet har hans uopholdelige virksomhed hindret al eftertanke; men han er nu berøvet sin magt og overladt til at betænke, hvorledes han har handlet, siden han først gjorde oprør imod himlens regjering, og han ser fremad med frygt og bæven til den forfærdelige fremtid, da han maa lide for alt det onde, han har begaaet, og straffes for de synder, han har faaet andre til at begaa. ret
(594) Satans fængsling vil bringe Guds folk fryd og glæde. Profeten siger: "Og det skal ske paa den dag, naar Herren skaffer sig rolighed efter din møje og din uro og efter den haarde trældom, med hvilken man lod dig trælle: da skal du istemme denne sang imod kongen og Babel [som her betegner satan], og sige: Hvorledes er undertrykkeren hørt op! . . . . Herren har sønderbrudt de ugudeliges stav, herskerens spir, som slog folkene i grumhed med slag uden afladelse, og regjerede over folkefærd i vrede med skaanselløs forfølgelse." (Es. 14:3-6) ret
(594) J de tusende aar mellem den første og anden opstandelse holdes dom over de ugudelige. Apostlen Paulus viser hen til denne dom som en begivenhed, der følger efter Kristi andet komme: "Derfor dømmer ikke noget før tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til lyset det, som er skjult i mørket og aabenbare hjertets raad"; (1 Kor. 4:5) og Daniel vidner, at, da den Gamle af dage kom, blev retten tilkjendt "den Højestes hellige". (Dan. 7:22) J denne tid regjerer de retfærdige, som konger og præster for Gud. Johannes siger i Aabenbaringen. "Og jeg saa troner, og de satte sig paa dem, og dom blev dem given"; "de skal være Guds og Kristi præster og skal regjere dem med tusende aar." (Aab. 20:4-6) Det er paa denne tid, "de hellige skal dømme verden", (1 Kor. 6:2) som Paulus har forudsagt: De dømmer de ugudelige i forening med Kristus, idet de sammenligner deres gjerninger med lovbogen, bibelen, og afgjør enhver skjebne i overensstemmelse med det, som er sket ved legemet. Da bliver de ugudeliges del, som de maa lide, dem tilmaalt efter deres gjerninger, og det bliver skrevet ved deres navn i dødens bog. ret
(594) Satan og de onde engle bliver ogsaa dømte af Kristus og hans folk. Paulus siger. "Ved J ikke, at J skal dømme engle"? (1 Kor. 6:3) og Judas vidner: "Og englen, som ikke bevarede deres første tilstand, men forlod deres egen bolig, holder han forvarede i evige lænker under mørket til den store dags dom." (Juda 6) ret
(595) Ved slutningen af de tusende aar kommer "dommens opstandelse", da vil de ugudelige blive oprejste fra de døde og fremstillede for Gud, for at "den dom, som staar skrevet", kan blive fuldbyrdet. Saaledes hedder det i Aabenbaringen, efter at de retfærdiges opstandelse er beskreven: "Men de andre døde blev ikke levende igjen, indtil de tusende aar fuldendtes." (Aab. 20:5) Esais vidner om de gudelige: "Og de skal samles tilhobe, som fanger samles til en hule, og blive indelukte i fængsel; og efter mange dage bliver de hjemsøgte." (Es. 24:22) ret