(596) Ved slutningen af de tusende aar kommer Kristus igjen til jorden. De forløstes hær ledsager ham, og englenes hærskare følger ham. Jdet han stiger ned i forfærdelig majestæt, byder han de ugudelige døde at staa op for at erholde sin dom. De kommer frem som en mægtig hær, utallige som havets sand. Hvilken modsætning mod dem, som opstod i den første opstandelse! De retfærdige blev iklædte udødelig ungdom og skjønhed, men de ugudelige bærer mærkerne af sygdom og død. ret
(596) Hvert øje i den talløse skare er vendt mod Guds søn for at beskue hans herlighed. Som med én røst udraaber de ugudeliges hær: "Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!" Det er ikke kjærlighed til Jesus, som indgiver dem disse ord. Sandhedens kraft tvinger dem mod deres vilje til at udtale dem. De ugudelige kommer frem ligesom de gik ned i sine grave, med det samme fiendskab mod Kristus og den samme oprørske aand. De vil ikke faa nogen ny prøvetid, hvori de kan afhjælpe sit forrige livs mangler. Jntet vilde vindes derved. En hel levetid i overtrædelse har ikke blødgjort deres hjerter. Dersom de anden gang blev satte paa prøve, saa vilde de opføre sig ligesom første gang; de vilde søge at undgaa Guds fordringer og vække oprør mod ham. ret
(596) Kristus stiger ned paa Oljebjerget, hvorfra han efter sin opstandelse opfor, og hvor engleen gjentog forjættelsen om, at han skulde komme igjen: profeten siger: "Og Herren, min Gud, skal komme, - alle hellige med dig." "Og hans fødder skal paa den dag staa paa Oljebjerget, som er lige over for Jerusalem mod Østen, og Oljebjerget skal revne fra dets midte af i øst og vest, saa der bliver en saare stor dal"; "Og Herren skal være konge over det hele land." (Sach. 14:5,4,9) Naar det nye Jerusalem i sin blandende herlighed kommer ned fra himlen, hviler det paa det sted, som er blevet renset og beredt til at modtage det; og Kristus og hans folk og englene drager ind i den hellige stad. ret
(597) Nu bereder satan sig til den sidste store kamp for at erholde herredømmet. Medens mørkets fyrste var berøvet sin magt og afskaaren fra sit bedrageri, var han elendig og nedstemt; men naar de ugudelige døde opstaa, og han ser den uhyre mængde, som er ved hans side, oplives hans haab, og han beslutter sig til ikke at give tabt i den store strid. Han vil samle alle de fortabtes hærskarer under sit banner og ved dem søge at udføre sine planer. De ugudelige er satans fanger. Jdet de har forkastet Kristus, har de antaget den oprørske leders overherredømme. De er rede til at antage hans forslag og at gjøre, hvad han befaler. Men han vedbliver med sin gamle list og fremstiller sig ikke som satan, men paastaar, at han er den fyrste, som er verdens retmæssige ejer, og hvis arv er bleven ham lovlig fravristet. Han fremstiller sig selv for sine bedragne undersaatter og forsikrer dem, at det er hans magt, som har ført dem ud af graven, og at han nu er i færd med at frelse dem fra det grusomste tyranni. Kristus er ikke nærværende, og satan gjør undergjerninger for at stadfæste sin paastand. Han gjør de svage stærk og opliver alle med sin egen aand og kraft. Han foreslaar at lede dem mod de helliges lejr og at indtage staden. Med satanisk glæde peger han paa de utallige millioner, som er bleven oprejste fra de døde og erklærer, at som deres leder kan han godt omstyrte staden og gjenvinde sin trone og sit rige. ret
(597) J hin uhyre skare er der en stor mængde af den slægt, der levede før syndfloden og opnaaede en saa høj levealder; mænd som er kjæmper i legemsstørrelse, begavede med overordentlig forstand, og som, idet de gav efter for de onde engles indflydelse, benyttede al sin dygtighed og kundskab til at ophøje sig selv; mænd, hvis underfulde kunstværker bragte verden til at forgude deres talenter, men hvis grusomhed og ukjærlige opførsel, hvorved de besmittede jorden og fordærved Guds billede, bragte ham til at udslette dem af jorden. Der er konger og hærførere, som overvandt nationer; tapre mænd, som aldrig tabte et slag; stolte, ærgjerrige krigere, for hvem rigerne skjælvede. De er ikke bleven forandrede i døden. Jdet de kommer frem af graven, begynder de at tænke, hvor tanke ophørte i døden. De drives af den samme lyst til at sejre, som beherskede dem, da de faldt. ret
(598) Satan holder raad med sine engle og derpaa med disse konger, sejrherrer og mægtige mænd. De ser paa den styrke og det antal, som er paa deres side, og erklærer, at hæren, som er i staden er liden i sammenligning med deres, og at de kan overvinde den. De lægger planer til at tage det nye Jerusalem i besiddelse med dets rigdom og herlighed. Alle begynder straks at berede sig til striden. Dygtige haandværkere forfærdiger krigsredskaber. Høvedsmænd, som er berømte for sin dygtighed i krig, samler den krigeriske skare i kompagnier og afdelinger. ret
(598) Tilsidst gives der befaling til at gaa fremad, og den utallige hær sætter sig i bevægelse, - en saa mægtig hær, som aldrig nogen sejrherre har samlet, som de forenede kræfter af alle tidsaldre, siden krigen begyndte paa jorden, ikke kan sammenlignes med. Satan den mægtigste af alle krigere, leder fortroppen, og hans engle forener sine kræfter med ham i denne sidste kamp. Konger og krigshøvdinger er hans tog, og mængden følger i utallige kampagnier, hver under sin egen udvalgte leder. Med militær nøjagtighed drager de sammentrængte rækker over jordens sønderbrudte, ujevne overflade op mod Guds stad. J følge Jesu befaling tillukkes det nye Jerusalems porte, og satans hær omringer staden og gjør sig rede til angreb. ret
(598) Nu viser Kristus sig for sine fiender. Højt over staden paa en grundvold af blændende guld er hans trone, høj og opløftet. Paa denne trone sidder Guds søn, og omkring ham er hans riges undersaatter. Ord kan ikke beskrive Kristi kraft og majestæt; ingen pen kan skildre den. Den evige faders herlighed omgiver hans søn. Hans ansigts glans fylder Guds stad og lyser udenfor portene, ja opfylder hele jorden med sin straaleglans. ret
(599) Nærmest ved tronen er de, so en gang var nidkjære for satans sag, men blev revne som brande af ilden og har fulgt sin frelser med dyb og inderlig hengivenhed. Derefter kommer de, som udviklede en kristelig karakter midt iblandt løgn og fritænkeri; de, som ærede lov, da den kristne verden erklærede at han var afskaffet; derefter kommer millioner af alle slægter, som blev martyrer for sin tro. Og omkring dem er "den store skare, hvilken ingen kan tælle af alle hedninger og stammer og folk og tungemaal"; "de stod for tronen og for Lammet iførte lange hvide klæder og palmegrene i deres hænder". Deres kamp er endt, deres sejrer vunden. De har fuldendt løbet og erholdt belønningen. Palmegrenene i deres hænder er et symbol paa deres sejer; de hvide klæder betegner Kristi pletfri retfærdighed, som nu er deres. ret
(599) De forløste udbryder i en lovsang, som længe giver gjenlyd gennem himlens hvælvinger: "Saliggjørelsen tilhører vor Gud, han, som sidder paa tronen, og Lammet." Og englene og serafer forener tilbedende sine stemmer med deres. Jdet de forløste, har set satans magt og ondskab, har de forstaaet bedre end nogensinde tilforn, at intet andet end Kristi magt kunde have givet dem sejr. J hele den skinnende skare er der ikke én som mener han har frelst sig selv, eller at han har sejret ved sin egen kraft og godhed. Der siges intet om, hvad de har gjort eller lidt; men emnet i enhver sang er: "Saliggjørelsen tilhører vor Gud og Lammet." ret
(599) Guds søn bliver tilsidst kronet i nærværelse af himlens og jordens beboere. Jført den højeste majestæt og magt forkynder kongernes konge nu dommen over oprørerne mod hans regjering og øver retfærdighed mod dem, som har overtraadt hans lov og undertrykket hans folk. Profeten siger: "Og jeg saa en stor hvid trone og han, som sad derpaa, for hvis aasyn jorden og himlen flyede; og der blev ikke fundet sted for dem. Og jeg saa de døde, smaa og store, staaende for Gud, og bøgerne blev opladte; og en anden bog blev opladt, som er livets bog; og de døde blev dømte efter det, som er skrevet i bøgerne, efter deres gjerninger." (Aab. 20:11,12) ret
(600) Saa snart regnskabsbøgerne aabnes, og Jesus ser paa de ugudelige, erindrer de hver synd, som de nogensinde har begaaet. De ser netop, hvor deres fødder ved af fra renhedens og hellighedens sti, netop hvor langt stolthed og oprør har ført dem i at overtræde Guds lov. De forførende fristelser, som de opmuntrede ved at hengive sig til synd; de velsignelser, som de misbrugte; Guds sendebud, som de foragtede; advarsler, som de forkastede; naadens strømme, som de har modstaaet med et stivsindet, ubodfærdigt hjerte, - alt fremstiller sig for dem, som om det var skrevet med brændende ord. ret
(600) Ovenover tronen kommer korset til syne; og ligesom i et panorama fremstilles Adams fristelse og fald og de forskjellige begivenheder, som følger efter hverandre i frelsens store plan: Frelserens ringe fødsel; hans barndoms liv i fattigdom og lydighed; hans daab i Jordan; hans faste og fristelser i ørkenen; hans lærembede, hvorved han udfoldede himlens dyrebareste velsignelser for menneskene; dag, opfyldte af kjærligheds- og barmhjertighedsgjerninger, og nætter, hvori han vaagede og bad blandt de ensomme bjerge; misundelse, had og ondskab, som sammensvor sig imod ham for at gjengjælde hans velgjerninger; hans forfærdelige, hemmelighedsfulde sjæleangest i Gethsemane under den knusende vægt af hele verdens synder; at han blev forraadt i sine modstanders hænder; de forfærdelige begivenheder i hin rædselsfulde nat; den føjelige fange, som han blev forladt af sine mest elskede disciple og barmhjertig dreven igjennem Jerusalems gader, Guds søn, som triumferende blev fremstillet for Annas, anklaget i ypperstepræstens palads, i Pilatus domhus og for den sejge og grusomme Herodes, bespottet, forhaanet, matret og dømt til døden, - alt dette fremstilles tydelig. ret
(600) Og nu aabenbares de sidste begivenheder for den urolige skare; den taalmodige lidende, som betraadte Golgathas sti; himlens fyrste, som hænger paa korset; de stolte præster og den forhaanende pøbelhob, der bespotter ham i hans sidste sjælekval; det overnaturlige mørke; jorden, som skjælver, medens de sønderrevne klipper og de aabnede grave viste det øjeblik, da verdens forløser opgav sit liv. ret
(601) Disse forfærdelige begivenheder kommer til syne netop som de var. Satan, hans engle og hans undersaatter har ingen magt til at vende sig bort fra denne afbildning af deres eget værk: Enhver, som har deltaget deri, erindrer den del, som han har udført. Herodes, som ihjelslog de uskyldige børn i Bethlehem, for at han kunde udrydde Jsraels konge; den lave Herodidas, hvis brødefulde sjæl er besmittet af Johannes den døbers blod; den svage og eftergivende Pilatus; stridsmændene, som haanede; præsterne og de øverste og den rasende hob, som raabte: "Hans blod komme over os og vore børn!" - alle indser, hvor stor deres brøde er. De søger forgjæves at skjule sig fra hans ansigts guddommelige majestæt, der overgaar solens glans, medens de forløste kaster sine kroner for Frelserens Fødder og udraaber: "Han døde for mig!" ret
(601) Blandt den forløste skare er Kristi apostler, den heltemodige Paulus, den ivrige Peter, den elskede og elskende Johannes og deres oprigige brødre og med dem en utallig skare af matyrer; medens de, som forfulgte, fængslede og ihjelslog dem er uden for murene med alt, som er fordærvet og vederstyggeligt. Der er Nero, hint grusomme og lastefulde uhyre: han ser nu deres glæde og ophøjelse, som han en gang plagede, i hvis store angest han fandt djævelsk glæde. Hans moder er ogsaa der og er vidne til fugten af sit eget værk; hun ser hvorledes den onde karakter, hun har overført paa sin søn, og de lidenskaber hun har opmuntret ved sin indflydelse og sit eksempel, har baaret frugt i forbrydelser, som bragte verden til at skjælve. ret
(601) Der er pavelige præster og prælater, som paastod, at de var Kristi sendebud, men som brugte pinebænke, fængsler og baal for at beherske hans folks samvittighed. Der er de stolte paver, som ophøjede sig over Gud og anmassede sig ret til at forandre den Højestes lov. Disse falske kirkefædre har et regnskab at opgjøre med Gud, som de forgjælves ønsker at undgaa. Forsent indser de, at den alvidende Gud er nidkjær for sin lov, og at han paa ingen maade vil holde den skyldige for uskyldig. De forstaar nu, at Kristus forener sin interesse med sit lidende folks; og de føler den dybe betydning af hans egne ord: "Hvad J har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har J gjort mod mig." ret
(602) Hele den ugudelige verden staar anklaget for Guds domstol for højforrædderi mod himlens regjering. De har ingen, som kan forsvare deres sag; de er alle uden undskyldning; og den evige dødsdom forkyndes over dem. ret
(602) Det er nu klart for alle, at syndens sold ikke er ædel uafhængighed og evigt liv, men trældom, fordærvelse og død. De ugudelige ser, at de har forspildt sit liv ved oprør. De foragtede den over al maade store og evige vægt af herlighed, som blev dem tilbudt; men hvor ønskelig den nu forekommer dem! "Alt dette", raaber den fortabte sjæl, "kunde jeg have erholdt, men jeg valgte at støde disse ting langt bort fra mig! O, besynderlige vanvid! Jeg har ombyttet fred, lykke og ære for elendighed, skam og fortvivlelse! Alle kan indse, at deres udelukkelse af himlen er retfærdig. De erklærede ved sit liv: Vi vil ikke have denne Jesus til at regjere over os. ret
(602) De ugudelige har betragtet Guds søns kroning, som om de var henrykkede. De ser Guds lovs tavler hans hænder, de bud, som de har foragtet og overtraadt. De er vidne til de forløstes tilbedelse og raab og beundring og henrykkelse; og idet den melodiske sang lyder for den skare, som er udenfor staden, udbryder alle som med én røst: "Store og forunderlige er dine gjerninger, herre Gud, du almægtige; retfærdige og sande er dine veje, du helliges konge; og idet de falder paa fine ansigter, tilbeder de livets styrke. ret
(602) Satan synes at være lammet, idet han beskuer Kristi herlighed og majestæt. Han, som en gang var en skinnende kerub, erindrer, hvorfor han er falden. En skinnende seraf, "morgnens søn", hvor forandret, hvor fornedret! Han er for evig udelukket fra det raad, hvor han en gang var æret. Han ser en anden engel, der nu staar nær ved Faderen og tilslører hans herlighed. Han har set, hvorledes kronen blev sat paa Kristi hoved af en engel af ophøjet skikkelse og majestætisk udseende, og han ved, at han kunde have beholdt dette embede. ret
(603) Han mindes sit uskyldige og rene hjem, den fred og tilfredshed, som var hans, indtil han hengav sig til at knurre mod Gud og misunde Kristus. Hans beskyldning, hans oprør, hans bedrageri for at vinde medfølelse og understøttelse af englene, hans haardnakkede udholdenhed, da han ikke gjorde nogen bestræbelse for at vende om til Gud, da han vilde have tilgivet ham, - alt dette fremstilles levende for ham. Han erindrer sit værk blandt menneskene og dets følger, menneskenes fiendskab mod deres medmennesker, den forfærdelige blodsudgydelse, rigers opkomst og fald, troners kuldkastelse, den lange række af tumult, kamp og revolutioner. Han mindes sin ihærdige bestræbelse for at modstaa Kristi værk og sænke menneske lavere og lavere. Han ser, at hans djævelske planer har været magtesløse; han kunde ikke ødelægge dem, som har sat sin lid til Jesus. Jdet satan ser paa sit rige, frugten af sit arbejde, ser han blot fejltagelse og ødelæggelse. Han har ledet mængden til at tro, at Guds stad vilde blive et bytte; men han ved, at dette er falskt: han er bleven overvunden og tvungen til at give efter gang efter gang i den store strid. Han kjender alt for godt den evige Guds magt og majestæt. ret
(603) Den store oprørers hensigt har bestandig været at retfærdigjøre sig selv og bevise, at Guds regjering er skyld i oprøret. Han har bøjet alle sine evner og sin overordentlige forstand til dette maal. Han har arbejdet forsætlig og planmæssig og med forbausende held, og har ledet store skarer til at tro hans fremstilling af den store strid, som har varet saa længe. J flere tusende aar har denne formand for alle sammensværgelser udgivet løg for sandhed. Men tiden er nu kommen, da oprøret tilsidst bliver undertrykket, og satans historie og karakter bliver aabenbaret. Den store bedrager er bleven fuldkommen afsløret i sin sidste store bestræbelse for at styrte Kristus fra tronen og ødelægge hans folk og tage Guds stad i besiddelse. De, som har forenet sig med ham, ser, hvorledes hans sag er fuldkommen tabt, Kristi efterfølgere og de lydige engle ser den fulde udstrækning af hans anslag mod guds regjering. Han er nu gjenstand for almindelig afsky. ret
(604) Satan ser, at hans forsætlige oprør har gjort ham uskikke for himlen. Han har øvet sine kræfter i at stride mod Gud; himlens renhed, fred og harmoni vilde være den højeste plage for ham. Hans anklager mod Guds barmhjertighed og retfærdighed er nu bragte til taushed. Den forhaanelse, som han har forsøgt at bringe over Jehovah, falder udelukkende paa ham selv. Og satan nedbøjer sig nu og erkjender, at hans dom er retfærdig. ret
(604) ”Hvo skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn? Thi du er alene hellige; thi alle folkeslag skal komme og tilbede for dit aasyn, fordi dine domme er aabenbarede." (Aab. 15:4) Ethvert spørgsmaal angaaende sandhed og vildfarelse i den saa længe fortsatte strid er nu bleven gjort klart. Følgerne af oprør, frugten af at tilsidesætte Guds bud er bleven fremstillet for alle fornuftige skabninger. Udviklingen af Satans plan i modsætning til Guds regering er bleven fremlagt for hele verdensaltet. Satans egen regjering fordømmer ham. Guds visdom, hans retfærdighed og hans godhed er fuldkommen befriede fra alle beskyldninger. Det viser sig, at alle hans handlinger i den store strid er bleven udførte med hensyn til hans folks evige bedste og til gavn for alle de verdener, han har gjort. "Dig, Herre! skal alle dine gjerninger prise, og dine hellige love dig." (Sal. 145:10) Syndens historie vil i al evighed staa som et vidne om, at alle skabte væseners lykke staar i den nøjeste forbindelse med Guds lovs tilværelse. Med alt det for øje, som er sket i den store strid, vil hele universet, baade de, som elsker Gud, og de som har gjort oprør imod ha, med én røst vidne: "Retfærdige og sande er dine domme, du de helliges konge." ret
(604) For hele verdensaltet fremstilles klart det store offer, som Faderen og Sønnen har gjort for menneskene. Timen er kommen, da Kristus indtager sin rette stilling og bliver æret over alle fyrstendømmer og magter og ethvert navn, som kan nævnes. Det var for den glæde, som Kristus havde for dig - at han kunde bringe de mange børn til herlighed, - at han taalmodig bar korset og foragtede forhaanelsen. Og saa ubegribelig stor, som sorgen og skammen var, saa stor er glæden og herligheden. Han ser paa de forløste, som er fornyede i hans egen lignelse; ethvert hjerte har faaet et fuldkomment præg af det guddommelige; ethvert ansigt afspejler sin konges billede. J deres fuldkomne renhed og overmaade glæde ser han frugten af sin sjæls arbejde og er tilfreds. Derpaa erklærer han med en røst, som høres af hele den forsamlede mængde af retfærdige og ugudelige: "Besk dit, som jeg har kjøbt med mit blod! for disse har jeg lidt; for disse er jeg død, at de maa være hos mig gjennem evighedens tider." Og en lovsang opstiger fra den hvidklædte skare omkring tronen: "Lammet, som er slagtet, er værdigt at annamme magt og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og velsignelse." ret
(605) Omendskjønt satan blev tvungen til at erkjende Guds retfærdighed og at bøje sig for Kristi herredøme, er hans karakter dog forandret. Hans oprørske aand bryder atter frem som en mægtig strøm. Fuld af raseri beslutter han fast ikke at give efter i denne store strid. Tiden er kommen, da det sidste fortvivlede forsøg maa gjøres mod himlens konge. Han farer afsted blandt sine undersaatter og stræber at oplive dem ved sin egen vrede og at vække dem til øjeblikkelig kamp. Men blandt de utallige millioner, som han ser har lokket til oprør, er der nu ingen, som vil erkjende hans herredømme. Hans magt er nu tilende. De ugudelige er opfyldte med det samme had mod Gud, som besjæler satan; men de ser, at deres sag er haabløs at de ikke kan overvinde Jehovah. Deres raseri vækkes mod satan og dem, som har været hans hjælpere i at behage dem, og med djævelsk raseri vender de sig mod dem. ret
(605) Herren siger: "Efterdi du agtede dit hjerte som Guds hjerte, se, derfor vil jeg lade fremmede, de forfærdelige iblandt folkene, komme over dig, og de skal unddrage deres sværd imod din visdoms skjønne værk og vanhellige din herlighed. De skal kaste dig ned i hulen." "Du syndede, derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds bjerg og lod dig omkomme, du skjermende kerub, at du ikke forblev imellem de gloende stene. . . . Jeg henkastede dig paa jorden, gav dig hen for kongers ansigt, at de skal se paa dig." "Jeg lod en ild gaa ud fra din midte, den fortærede dig, og jeg gjorde dig til aske paa jorden for alles øjne, som ser dig. . . Du er bleven til gru og skal i evighed ikke være mere." (Ez. 28:6-8, 16-19) ret
(606) ”Thi hver krigsstøvle, som blev baaren i stridstummelen, og klæderne, som var sølede i blod, skal opbrændes og blive ildens næring." "Herrens vrede er over alle hedningerne og hans fotørnelse over al deres hær; han har sat den i ban, gjort dem hen at slagtes." (Es. 9:5; 34,2) "Han skal lade regne farer over de ugudelige; ild og svovl og et vældigt stormvejr skal blive deres bægers del." (Sal. 11:6) Jld kommer ned fra Gud af himlen. Jorden aabner sig. De vaaben, som er skjulte i deres dyb, drages frem. Fortærende flammer vælder ud fra hver eneste gabende kløft. Sleve klipperne antændes. den dag er kommen, skal brænde som en ovn. (Mal. 4:1) Elementerne kommer i brand, opløses og jorden og alt, hvad der er paa den, skal opbrændes. (2Pet. 3:10) Jordens overflade synes at være en eneste smeltet masse, - en uhyre sydende ildsø Det er de gudelige menneskers doms og fordærvelsens dag; - "thi det er Herrens hevns dag, gjengældelsens aar for Zions retsag". (Es. 34:8) ret
(606) De ugudelige erholder sin straf paa jorden. (Ordsp. 11:31) De "skal være halm; og dagen, der kommer, skal fortære dem, siger den herre Zebaoth". (Mal. 4:1) Nogle ødelægges paa et øjeblik, medens andre lider mange dage. Alle straffes efter deres gjerninger. De retfærdiges synder er overførte paa satan, saa at han maa lide ej blot for sit eget oprør, men for alle de synder, han har bragt Guds folk til at begaa. Hans straf er meget større end deres, som han har bedraget. Efter at alle der omkomne, som faldt ved hans bedrag, vedbliver han at leve og lide. Men i de rensede flammer fortæres de ugudelige tilsidst, rod og grene, - satan er roden og hans tilhængere grenene. De har lidt lovens fulde straf, retfærdighedens fordringer er opfyldte, og himlen og jorden ser til og vidner, at Jehovah er retfærdig. ret
(607) Satans ødelæggende værk er for evigt til ende. J seks tusende aar han han gjort, hvad han vilde, fyldt jorden med elendighed og bragt bedrøvelse ind i hele verdensaltet. Hele skabningen har sukket og været tilsammen i smerte. Nu er Guds skabninger for evig befriede fra satans nærværelse og fristelser. "Al jorden hviler og er stille, de [de retfærdige] raaber med frydefuldt skrig." (Es. 14:7.) Og et sejrsraab med lov og pris opstiger fra hele Guds lydige verdensalt. Der høres "en røst af en stor skare" "som mange vandes lyd og som en stærk tordens lyd", som siger: "Halleluja, efterdi Herren Gud den almægtige har antaget riget." ret
(607) Medens jorden indhylles i den fortrædende ild, bor de retfærdige tryggelig i den hellige stad. Over dem, som har del i den første opstandelse, har den anden død ingen magt. (Aab. 20:6) Medens Gud for de gudelige er en fortræende ild, er han baade sol og skjold for sit folk. (Sal. 84:12) ret
(607) ”Og jeg saa en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forgaaet." (Aab. 21:1) Den ild, som fortærer de gudelige, renser jorden. Ethvert spor af forbandelsen udslettes. Jntet evigt brændende helvede skal fremvise syndens forfærdelige følger for de forløste. ret
(607) Der vil blot blive én ting tilbage, som minder os derom: vor forløser vil altid bære mærkerne efter sin korsfæstelse. Paa hans saarede hoved, hans hænder og fødder er de eneste mærker der minder om det frygtelige værk, som synden har udført. Profeten siger, idet han skuer Kristus i sin herlighed: "Og en glans som lyset bryder frem, straaler har han til siden, og der skjuler han sin magt." (Hab. 3:4) J den gjennemborede side, hvorfra den røde strøm udflød, som forsonede menneske med Gud, er Frelserens herlighed, "der er hans skjulte magt". Han er mægtig til at frelse ved forløsningens offer, derfor er han stærk til at øve retfærdighed mod dem, som foragter Guds naade. Tegnene paa hans fornedrelse er hans højeste ære. Gjennem de evige tider vil de faar, han har erholdt paa Golgatha, forkynde hans pris og vidne om hans magt. ret
(608) ”Og du, hyrde-taarn, Zions datters høj! til dig skal det kome; ja, komme skal det tidligere herredømme." (Micha 4:8) Tiden er nu komme, som de hellige med længsel har forventet, siden de flammende sværd forhindrede vore første forældres adgang til paradiset . . . . tiden til "ejendommens forløsning". (Es. 1:14.) Jorden som oprindelig blev given menneskene som deres rige, men som de forraadte i satans hænder, og som en mægtig fiende saa længe har hersket over, er bragt tilbage ved forløsningens store plan. Alt, som er tabt ved synden, er blevet gjenoprettet. "Saa siger Herren: . . . som dannede jorden, og som gjorde den, han, som beredte den og ikke skabte den til at være øde, men dannede den til at beboes." (Es. 45:18) Guds oprindelige plan, da han skabte jorden, er bleven gjennemført, idet jorden er bleven de saliges evige hjem. "De retfærdige skal arve landet og bo der evindelig." (Sal. 37:29.) ret
(608) Af frygt for at de helliges arv skulde synes alt for materiel, har mange søgt at bortforklare de sandheder, som leder os til at betragte den nye jord, som vort hjem. Kristus forsikrede sine disciple, at han gik bort at berede sted for dem. De, som annammer Guds ords lære, vil ikke være aldeles uvidende om de himmelske boliger. Og dog erklærer apostlen: "Jntet øje har set, og intet øre har hørt, og ikke er [det] opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt dem, som han elsker." (1 Kor. 2:9) Menneskelige ord er ikke i stand til at beskrive de retfærdiges belønning. Den vil blot blive kjendt af dem, som beskuer den. Jntet dødeligt menneske kan fatte den herlighed, som er i Guds paradis. ret
(608) J bibelen kaldes de frelstes arv et land. (Heb. 11:14-16) Der leder den himmelske hyrde sin hjord til de levende vandkilder. livets træ giver sin frugt hver maaned, og træets blade er til folkenes tjeneste. Der er evig rindende strømme, klare som krystal, og bølgende træer ved deres bredder kaster sin skygge over de stier, der er beredte for Herrens forløste. Der afveksler de vidststrakte sletter med skjønne høje, og Guds bjerge hæver sine høje tinder. Paa disse fredelige sletter ved de levende vandstrømme skal Guds folk, der saa længe har været fremmede og pilgrimme, finde et hjem. ret
(609) ”Mit folk bor i fredens hytter og i tryghedens boliger og i stille rolige steder." "Der skal ikke ydermere høres om vold i dit land, eller om ødelæggelse og forstyrrelse inden dine landemærker; men du skal kalde frelsen dine mure og lovsangen dine porte." "Og de skal bygge huse og bo deri, og plante vingaarde og æde deres frugt. De skal ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; . . . . og mine udvalgte skal tilfulde nyde deres hænders gjerning." (Es. 32:18; 60:18; 65:21,22) ret
(609) Der skal ørken og de tørre steder "glæde sig, og den øde mark skal fryde sig og blomstre som en rose". "J stedet for tornebuske skal der opvokse fyrretræer, i stedet for tidsler, skal der opvokse myrthe træer." "Og ulven skal gaa hos lammet, og parderen ligge hos kiddet; . . . . og en liden dreng skal lede dem." "De skal ej gjøre noget ondt og ej noget fordærveligt paa hele mit hellige bjerg," siger Herren. (Es. 35:1; 55:13; 11:6,9.) ret
(609) Smerte kan ikke eksistere i himlens atmosfære. Der vil ikke mere findes taarer, ingen ligetog, ingen tegn paa sorg. "Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig; . . . . thi det første er voget bort." (Aab. 21:4.) "Og ingen indbygger skal sige: jeg er syg; thi folket, som bor derudi, har faaet syndsforladelse." (Es. 33:24) ret
(609) Der er det nye Jerusalem, den forherligede nye jords hovedstad, "en dejlig krone i Herrens haand og et kongeligt hovedsmykke i din Guds haand". (Es. 62:3) "Dens glands var som den dyrebareste sten, som krystalklar jaspis." "Og folkeslagene af de frelste skal vandre i dens lys, og jordens konger føre deres glans og herlighed til den." (Aab. 21:11,24) "Og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glæde mig over mit folk." (Es. 65:19) "Guds paulun er hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud." (Aab. 21:3) ret
(609) J Guds stad vil der ikke blive nogen nat. Jngen behøver eller ønsker hvile. Der vil ingen blive træt af at gjøre Guds vilje og frembære lov til hans navn. Vi skal altid føle morgenens friskhed, og skal altid være langt fra dens ende. "De behøver ikke lys eller solens skin, fordi Gud Herren lyser for dem." (Aab. 21:5) Solens lys vil blive fordunklet af en klarhed, som ikke er blændende eller smertefuuld, men som mange gange overgaar solens klarhed ved middagstid. Guds og Lammets herlighed fylder den hellige stad med et evigt lys. De forløste vandrer i en evig dags herlighed, hvor de ikke behøver solens lys. ret
(610) ”Og jeg saa intet tempel i den; thi dens tempel er Herren, Gud den almægtige og Lammet." (Aab. 22:22) Guds folk skal da have aabent samfund med Faderen og Sønnen. Nu "ser vi ved et spejl, i en mørk tale". (1Kor. 13:12) Vi ser Guds billede gjengivet ligesom i et spejl, i naturens gjerninger og i hans styrelse med menneskene; men da skal vi se ham ansigt til ansigt den noget dunkelt slør imellem. Vi skal staa for ham og beskue hans ansigts herlighed. ret
(610) Der skal de forløste kjende, ligesom de og er kjendt. Der skal den kjærlighed og medfølelse, som Gud selv har plantet i sjælen, faa anledning til at øves paa den sandest og sødeste maade. Det rene samfund med hellige væsener, det harmoniske samfundsliv med de hellige engle og med Guds troende tjenere af alle slægter, som har tvættet deres kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod, de hellige baand, som sammenbinder den hele familije "i himlen og paa jorden", (Es. 3:15) - alle disse bidrager til at gjøre de forløstes salighed fuldstændig. ret
(610) Der vil udødelige væsener med evigvarende glæde betragte Skaberens magt og den forsonende kjærligheds undere. Der er ingen grusom og listig fiende, der frister til at glemme Gud. Enhver sjælsevne vil blive udviklet, ethvert talent forøget. Sjælen vil ikke blive træt af at samle kundskab eller evnerne svækkes derved. Der kan de mest storartede foretagender gjennemfrøes, de højeste længsler naaes, de dyrebareste ønsker virkeliggjøres; og dog vil der være nye højder at bestige, nye vidundere at berømme, nye sandheder at forstaa, nye gjenstande, som vækker sjælens og legemets kræfter. ret
(611) Alle skate i det synlige verdensalt vil ligge aabnede for deres betragtning. Fri fra dødelighed, flyver de uden at blive trætte til fjerne verdener, som blev gjennemtrængte af sorg ved at betragte menneskenes elendighed, og som gjenlød af glædessange ved budskabet om, at en sjæl blev forløst. Med uudsigelig glæde deltager jordens børn i de syndfri væseners glæde og visdom. De deler med dem kundskabens og visdommens skatte, som de har vunden gjennem lange tider ved at betragte Guds gjerninger. Med ufordunklet øje beskuer de skabningens herlighed, - sole og stjerner og systemer, som alle paa de dem anviste banner bevæger sig omkring guddommens trone. Paa enhver ting fra den mindste til den største er Skaberens navn skrevet, og de aabenbarer alle hans magts rigdomme. ret
(611) Og efter som evighedens aar ruller afsted, vil de bringe rigere og herligere aabenbarelser af Gud og Kristus. Ligesom kundskab tiltager gradvis, saaledes vil kjærlighed, agtelse og lykke ogsaa tiltage. Jo mere mennesket lærer at forstaa af Gud, desto mere vil de beundre hans natur. Efter som Jesus aabner forløsningens rigdom for dem og den underfulde sejr, som blev vundet i den store strid mod satan, vil de forløstes hjerter fyldes med mere glødende tilbedelse, og de slaar paa sine guldharper med mere frydefuld henrykkelse, medens ti tusende gange ti tusende og tusende gange tusende stemmer forener sig med dem i det mægtige kor til Guds pris. ret
(611) ”Og hver skabning, som er i himlen og paa jorden og under jorden, og hvad der er i havet, og alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige. Ham, som sidder paa tronen, og Lammet skal være velsignelse og pris og ære og kraft i al evighed." (Aab. 5:13) ret
(611) Den store strid er til ende. Synd og syndere er ikke mere. Hele verdensaltet er renset. Harmoni og glæde gjennemstrømmer hele den store skabning. Fra ham, som har skabt alt, flyder liv og lys og glæde gjennem rigernes grændseløse rum. Fra det mindste støvgran til den største verden vidner alle ting baade de levende og de livløse i deres ufordunklede skjønhed og fuldkomne glæde, at Gud er kjærlighed. ret