(71) Saa bitter var den krig, man førte mod bibelen, at der undertiden var meget faa eksemplarer levnet; men Gud havde ikke tilstedt, at hans ord blev aldeles udryddet; dets sandhed skulde ikke altid holdes skjult. Han kunde lige saa let løse livets ord, som han kunde aabne fængslets døre og oplade jernporte for at sætte sine tjenere fri. J forskjellige lande i Europa blev mænd paavirkede af Guds aand til at søge efter sandheden som efter skjulte skatte. Ledede af Guds forsyn til den hellige skrift granskede de dens hellige blade med stor interesse. De var villige til at annamme slyset, hvad det end skalde koste dem. Omendskjønt de ikke indsaa alt klart, saa blev de dog satte i stand til at opdage mange sandheder, som længe havde været skjulte. De gik ud som himmelsendte budbærere og sønderbrød overtroens og vildfarelsens lænker og opfordrede dem, som saa længe havde været slaver, til at staa op og hævde sin frihed. ret
(71) Undtagen blandt valdenserne havde Guds ord i flere tidsaldre været indelukket i et sprog som ingen kjendte uden de lærte: men tiden var kommen, da bibelen skulde oversættes og gives til folket i de forskjellige lande i deres modersmaal. Verden var kommen forbi sin midnat. Mørkets timer var i færd med at svinde bort, og i mange lande saa man tegn paa, at det gryede ad en ny dag. ret
(71) J det fjortende aarhundrede fremstod i England "reformationens morgenstjerne". John Wiclef var reformationens forløber, ikke blot for England, men for hele kristenheden. Han var fader til puritanerne. Hans historie var ligesom en grøn plet i ørknen. ret
(72) Wiclef erholdt en god opdragelse, og for ham var Herrens frygt visdoms begyndelse. Han var bekjendt ved unversitet for sit iver og fromhed saa vel som for sin udmærkede forstand og dygtig som elev. Han blev oplært i den verdslige og gejstlige lov og søgte at gjøre sig bekjendt med enhver kundskabsgren. Under hans senere arbejde saa man tydelig frygterne af den undervisning, han saaledes erholdt i ungdommen. Paa denne tid som han kunde bruge aandens sværd, var han ogsaa bekjendt med universitets lærdom. Ved disse to ting vandt han alle partiers agtelse. Hans disciple saa med tilfredshed, atderes lærer var den første blandt sin tids doktorer og vise mænd. Herren fandt behag i at betro reformationsgjerningen til en mand, hvis forstandsevner vilde indgyde andre agtelse og ærbødighed for hans arbejde. Dette forhindrede menneskene fra at foragte ham og forebyggede, at sandhedens modstandere forsøgte at brunge hans sag i ondt rygte ved at latterliggjøre dens talsmænds uvidenhed. ret
(72) Wiclef begyndte at granske den hellige skrift, medens han endnu var paa universitet. De lærdes kundskab i ondtidens sprog havde sat dem i stand til at finde vejen til sandhedens kilde, som var tillukket for de ulærte, og vejen var allerede beredt for Wiclefs fremtidige værk som reformator. Lærde mænd, som havde ransaget bibelen i grundsprogene, havde fundet den store sandhed om Guds fri naade, som kriften aabenbarer. De havde udbredt kundskaben om denne sandhed ved sin udnervining og havde ledet andre til det levende ord. ret
(72) Da Wiclefs opmærksomhed blev henledt til skriften, ransagede han den paa den gundstige maade, som havde sat ham i stand til at mestre videnskaberne i skolen. Han havde hidtil følt et stort savn, som hverken hans videnskabelige studium eller kirkens lære kunde tilfredsstille. J Guds ord fandt han det, som han hidtil havde forgjæves søgt. Her saa han frelsens plan aabenbaret og Kristus fremstillet som menneskenes eneste frelser. Han saa, at Rom havde forladt bibelens stier for menneskelige sagn. Han hengav sig til Kristi tjeneste og besluttede at forkynde andre de sandheder, som han havde opdaget. ret
(72) Han begyndte med stor forsigtighed. Men eftersom han mere klart indsaa pavemagtens vildfarelser, fremholdt han mere ivrig lære om troen. Hans kundskab i theologien, hans gjennemtrængende forstand, hans hellige liv, ubøjelige mod og oprigtighed vandt ham almindelig tillid og agtelse. Han var en dygtig og nidkjær lærer og en veltalende prædikant, og hans daglige liv var et eksempel paa de sandheder, han forkyndte. Han anklagede præsteskabet for, at de havde tilsidesat den hellige skrift, og fordrede, at bibelens myndighed atter skulde oprettes i kirken. Mange mennesker var bleven utilfredse med sin forrige tro, idet de saa den uretfærdighed, som herskede i den romersk-katholske kirke, og de hilsede med aabenbar glæde de sandheder, som nu kom tilsyne; men papisternes ledere skjalv af vrede, da de mærkede, at denne reformator vandt større indflydelse end de selv. ret
(73) Wiclef havde en klar tanke og et skarpt øje til at opdage vildfarelser, og han angreb frimodig mange af de misbrug, som Rom havde stadfæstet ved sin myndighed. Medens han var hofprædikant for kongen, satte han sig djærvt imod at betale den skat, som paven paalagde den engelske monark, og viste, at naar paven anmassede sig myndighed over verdslige regenter, saa stred dette baade mod fornuften og mod Guds ord. Pavens fordringer havde vakt stor harme i England, og det, som Wiclef lærte, gjorde indtryk paa de lærde mænd blandt folket. Kongen og adelen var endige om, at paven ikke kunde gjore nogen fordring paa verdslig myndighed og nægtede at betale skatten. Saaledes gav man pavens overherredømme i England et kraftigt slag. ret
(73) Et andet onde, som denne reformator førte en lang og heftig krig imod,v ar tiggermunkenes orden. Disse munke sværmede i England og forhindrede folkets fremgang og udvikling. Deres fordærvelige indflydelse strakte sig til undervisning, industrim modral, ja til alt. De unge blev fordærvede og tabte al sans for moral. Ja, endog studenterne paa universiteterne lod sig bedrage af munkenes falske forstillinger og lod sig overtalte til at indtræde i deres ordener. Sidenefter var der mange, som fortrød det skridt, naar de saa, at de havde ruineret sit liv, og bragt sorg over sine forældre; men naar de engang var fangne i snaren var det umuligt for dem at blive fri. Mange forældre, som frygtede munkenes indflydelse, undlod at sende sine sønner til universiteterne. De vilde hellere beholde dem hjemme end udsætte sig selv for den fare, at de blev stjaalne fra dem. Som en følge heraf gik det smaat med skolerne og uvidenheden tog overhaand. ret
(74) Paven havde givet disse tiggermunke ret til at meddele folket syndsforladelse, naar de bkjendte sine synder for dem. Dette blev en kilde til meget ondt. Munkene, som var meget graadige efter vinding, var saa villige til at give syndsforladelse, at alle slags forbrydere flyede til dem, og som en følge deraf tiltog ugudeligheden hurtig. Man lod de syge og fattige lide, og de gaver, hvormed man kunde have lindret deres nød, gav man munkene, hvis rigdom bestandig tiltog trods deres løfte om fattigdom. Folkets tiltagende fattigdom var mere iøjnefaldende ved siden af munkenes præagtige bygninger og rigt besatte borde. Dog lykkedes det dem at vedligeholde en overtroisk ærbødighed hos folket, og de fik dem til at tro, at naar de erkjendte pavens overherredømme, tilbad helgener og gav munkene gaver, saa opfyldte de alle sine religiøse pligter og var visse paa at faa en plads i himlen. ret
(74) Lærde og fromme mænd havde forgjæves arbejdet paa at reformere munkene. Men Wiclef havde dybere indsigt i sagen, og han angreb dette onde i roden. Han erklærede, at selve munkenes system var falsk, og at det burde afskaffes. Man fremkom nu med spørgsmaal og forskjellige meninger. Naar munkene nu gik gjennem landet og solgte pavens syndsforladelse, var der mange, som begyndte at tvivle paa muligheden af at kunde kjøbe syndsforladelse for penge, og de spurgte, om de ikke hellere burde vende sig til Gud end til paven i Rom. ret
(74) For at skjule sin gjerrighed paastaod munkene, at de fulgte frelserens eksempel, naaar de tiggede, og erklærede, at Kristus og hans postler levede af almisser. Men denne paastand skadede deres sag; thi den bragte mange til at læse i det nye testamente, saa at de selv kunde se, hvad der var sandhed - et resultat, hvilket de romerske mindst af at ønskede. Menneskenes tanke blev dragne til sandhedens kilde, som det var deres hensigt at skjule. ret
(75) Eftersom WJclef vedblev ag granske i bibelen, blev dens lære mere og mere tydelig for hans sjæl. Han saa nu, at Kristi evangelium var bleven forvansket og forfalsket af den romerske kirke. Han begyndte at skrive og udgive smaaskrifter mod munkene. J disse indhold han sig ikke videre i strid med dem, men søgte at henvende menneskenes tanker paa bibelens lære og dens forfatter. Han lærte, at paven ikke havde mere magt til at give menneskene syndsforladelse eller udelukke dem end enhver præst havde, og at ingen udelukkelse kan have gyldighed med mindre vedkommende først har bragt Guds fordømmelse over sig selv. Han kunde ikke paa nogen mere virksom maade have forsøgt at omstyrte den uhyre bygning af aandeligt og verdsligt herredømme, som paven havde oprettet, hvori han holdt millioner menneskers sjæle og legemer fangne. ret
(75) Atter blev Wiclef opfordret til at forsvare den engelske krones retteigheder mod Roms anmaselser, og da han blev valgt til kongelig gesant, tilbagragte han to aar i Nederlandene for at underhandle med pavens gesanter. Her blev han kjendt med gejstlige fra Jtalien, Frankrig og Spanien og havde anledning til at blive bedre bkjendt med deres stilling og faa kundskab om mange ting, som han ikke tidligere havde kjendt til, medens han var i England. Han lærte meget, som gjorde hans senere virksomhed mere offentlig og kraftig. Han ahvde aldrig før havt et saa klart begreb om det pavelige hofs grundsætninger og politik. Hos Grebors gesandter saa han deres herres karakter. Han vendte tilbage til England for at udbrede de sande læresætninger som for mere offentlig og med større nidkjærhed. Han erkjærede, at gjerrighed, stolthed og bedrageri var Roms guder. ret
(75) J en af sine traktater siger han, idet han taler om paven og de, som samlede penge for ham: "De drager de fattige menneskers næring ud af landet og mange tusende mark om aaret af kongens penge for sakramenter og aandelige ting, som er fordømmeligt kjætteri og simoni, og hele kristendommen hylder og opholder dette kjætteri, ja sandelig, om end vort rige besad en stor høj af guld, og ingen andre mennesker tog noget deraf end denne stolte, verdslige præsts pengesamlere, saa vilde hele denne høj tilsidst blive opbrugt; thi han bliver ved at tage penge ud af landet, og sender ikke noget ind igjen uden Guds forbandelse for hans simoni." ret
(76) Omendskjønt Wiclef talte saa tydelig, saa blev han dog snart ansat som rektor ved Lutterworth, og eftersom dette valg kom fra kongen og ikke fra paven, var dette bevis paa, at kongen fandt behag deri. Man følte hans indflydelse i hoffets handlinger saa vel som i folkets tro. ret
(76) Pavens tordenkilder blev nu sendte imod ham. Tre buller blev sendte til ENgland - en til universitet, en til kongen og en til gejstlige. De befalede alle, at man skulde tage øjeblikkelige og afgjørende forholdsregler for at stoppe munden paa denne kjætteriske lærer. Før bullernes ankomst havde imidlertid biskopperne i sin nidkjærhed stvnet Wiclef til at møde for deres ret. Men to af de mægtigste fyrster i riget ledsagede ham til domstolen, og folket omkringede bygningen og trængte ind, hvilket forskrækkede dommerne i den grad, at de udsatte procsessen til videre, og reformationen fik lov at gaa sin vej i fred. Jkke længe efter døde Ewald III, som de gejstlige, da han var gammel, havde søgt at vende imod reformationen, og Wiclefs forrige beskytter blev konge over riget. ret
(76) Men da pavens buller ankom, gav de hele England en afgjort befaling om at gribe og fængsle kjætteren. Disse forholdsregler viste lige til baalet. Det syntes uundgaaeligt, at Wiclef snart maatte falde som et offer for Roms hevnlyst. Men han som fordum sagde til sin tjener: "Frygt ikke, jeg er dit skjold", (1Mos. 15:1) udrakte atter sin haand for at beskytte sin tjener. Døden kom ikke over reformatoren, men over den pave, som havde besluttet hans undergang. Gregor XI døde, og den domstol, til hvilken han havde overdraget at forhøre Wiclef, blev opløst. ret
(76) Guds forsyns styrede begivenhedernes gang saaledes, at reformationen kunde udvikle sig i England. EFter Gregors død blev der valgt to paver, som stred med hinanden om embedet. De stridende parter, som begge paastod, at de var ufejlbarlige, fordrede lydighed. Begge kaldte kirkens trofaste sønner til hjælp for at kjæmpe mod modparten, og enhver indskjærpede sine fordringer med forfærdelige forbandelser, som udslyngedes mod modstanderen og med løfte om belønning i himlen for dem, som understøttede ham. Denne hændelse svækkede pavedømmets magt meget. Paverne havde nok at gjøre med at angribe hverandre, og Wiclef fik nogen tid til at hvile. Han drog sig tilbage til sit embede i Lutterworth, medens stormen rasede. Beskyldninger og forbandelser fløj fra pave til pave, og blod flød i strømme for at støtte deres modstridende paastande. Kirken blev oversvømmet af forbrydelser og skandaler. Jmidlertid saaede reformatoren sandhedens sæd og ledede menneskene til at vende sine øjne fra de kjæmpende paver til Jesus, fredens fyrste. ret
(77) Denne splid med al den strid og fordærvelse, som fulgte deraf, beredte vejen for reformationen, idet den hjalp folket tila t se, hvad pavedømmet virkelig var. Wiclef udgav en traktat om "Pavens strid", hvori han formanede folket til at betænke, om ikke disse to præster, som saa heftig fordømte hverandre som antikrister, talte sandhed. "Den onde", sagde han, "er ikke længer i én, men i to præster, for at menneskene lettere skal kunne overvinde dem begge i Kristi navn." ret
(77) Wiclef prædikede evangeliet til de fattige ligsom sin mester. Som thelogisk professor fremholdt han sandheden for de studenter, han underviste, og de kaldte ham "den evangeliske doktor". Han tiltalte sine sognebørn som en ven og tilsynsmand. Men hans livs største værk var oversættelsen af den hellige skrift i det engelske sprog. J et værk om skriftens sande mening, som han udgav, udtalte han det som sin hensigt at oversætte bibelen saaledes, at ethvert menneske i England kunde læse om Guds udnerfulde gjerninger i sit modersmaal. ret
(77) Men hans arbejde blev snart stanset. Omendskjønt han endnu ikke var 60 aar gammel, saa havde dog uophørlig anstrengelse, granskning og hans fienders angreb svækket hans styrke og gjort ham gammel før tiden. Han blev angreben af en farlig sygdom. Munkene blev meget glade, de de haørte denne nyhed. De tænkte, at han vilde nu bittert angre det onde, han havde gjort mod kirken, og de hastede hen til hans værelse, at han kudne aflægge sin tilstaaelse for dem. Repræsentanter for de fire munkeordener ledsagede af fire af statens embedsmænd samledes om den mand, som efter deres mening var nær ved at dø. "Døden er paa dine læber," sagde de. "Fortryd dine fejl og tilbageklad i vor nærværelse alt, hvad du har sagt til vor skade." Reformatoren tug stille, til de var færdige. Derpaa bad han tjenere om hjælp, saa at han kunde sidde op lænende sig paa puderne. Som de nu stod og ventede paa hans tilbagekaldelse, fæstede hansit skarpe blik paa dem og sagde med den faste, stærke stemme, som saa ofte havde bragt dem til at sjælve: "Jeg skal ikke dø, men leve og erklære munkenes onde gjerninger." Forbausede og beskjæmmede skyndte munkene sig bort fra værelset. ret
(78) Wiclefs ord gik i opfyldelse. Han levede, indtil han gav sine landsmænd bibelen i haanden - det mægtigste af alle vaaben mod Rom, det midde, som Gud havde udvalgt at oplyse folket om den sande religion og skaffe dem frihed. Reformatoren var nedbøjet af svaghed, han vidste, at der var blot nogle faa aar tilbage for ham at arbejde i. Han saa den modstand, som han maatte gaa imøde; men opmuntret af Guds ords forjættelser fortsatte han frimodig sin virksomhed. Med en stærk tankekraft og rig erfaring var han bleven bevaret og forberedt ved Guds særlige styrelse for dette hans største væk. Medens hele kristenheden var i fuldt opør, udsøgte Wiclef i Lutterworth den reformationsgjerning, som han selv blev valgt, uden at ændse den storm, som rasede omkring ham. ret
(78) Tilsidst blev værket fuldendt - den første engelske oversættelse af bibelen. Guds ord blev aabnet for England. Nu frygtede reformatoren hverken fængslet eller baalet. Han havde givet det engelske folk et lys, som aldrig skulde udslukkes. Jdet han gav sine landsmænd bibelen, havde han udrettet mere til at sønderbryde uvidenhedens og lastens lænker, mere til at forædle sit fædreland og skaffe det frihed, end man nogensinde havde opnaaet ved den mest glimrende sejr paa valpladsen. ret
(78) Da bogtrykkerkunsten endnu var ukjendt, var det blot ved langsomt og besværligt arbejde, man var i stand til at erholde flere eksemplarer af bibelen. Der var saa stor interesse i at erholde bogen, at mange villig deltog i at skrive den af; men skriverne kunde ikke skaffe saa mange kopier, som man ønskede. Nogle af de rigeste kjøbere bestilte hele kopier af bibelen til sig selv. Andre kjøbte en del af den. Ofte forenede flere familjer sig om at kjøbe en afskrift. Saaledes fandt Wiclefs bibel snart vej til mange hjem i England. ret
(79) Den hellige skrift blev modtaget med stor glæde. Den var som en røst fra himlen, der sagde til sjæle, som længe forgjæves havde søgt livets vej: "Denne er vejen, vandre paa den." J stedet for de mange midlere, som Rom havde udvalgt, lærte de, at "der er én Gud og én midler mellem Gud og menneskene, det menneske Kristus Jesus." (1 TJm. 2:5) De nærmede sig uden frygt til Gud gjennem ham, som er den sande vej. ret
(79) De opfordrede menneskene til at bruge sin fornuft, og dette vakte dem, saa at de ikke længere vilde underkaste sig pavens tomme lære. Wiclef lærte nu tydelig protestantismen- frelse gjennem troen paa Kristus, og at den hellige skrift alene er ufejlbar. For at udbrede evangeliet over hele England, havde han ordnet en forening af prædikanter, enfoldige, gudfrygtige mennesker, som elskede sandheden og ikke havde noget større ønske end at udbrede den. Disse mænd gik overalt og underviste, paa torvene, paa vejene og paa gaderne i de store byer. De udbredte bibelen og Wiclefs skrifter med saadant held, at næsten halvdelen af folket i England antog den nye tro. ret
(79) Synet af bibelen forfærdede kirkens myndigheder. De havde nu en modstander at bekjæmpe, som var stærkere end Wiclef - en modstander, som deres vaaben ikke kunde udrette stort imod. Der var paa denne tid ingen lov i England, som forbød at læse bibelen; thi den ahvde aldrig før været udgivet i det engelske sprog. Men snart udstedte man saadanne lov, og de udbrede Guds ord nogen tid, omendskjønt præsterne søgte at forhindre det. ret
(79) Atter lagde papisternes ledere planer til at bruge reformatorens stemme til taushed. Han var bleven stevnet for tre domstole efter hverandre; men de udrettede intet. En synode af biskopper erklærede først, at hans skrifter var kjætterske. De fik den unge konge Richard II paa sin side og fik saaledes en kongelig befaling i stand, hvilken dømte alle dem til fængselsstraf, som fastholdt denne fordømmelige lære. ret
(80) Wiclef appellerede fra synoden til parlamentet. Han anklagede frimodig præsteskabet for nationalraadet og fordrede, at de forfærdelige misbrug, som kirken stadfæstede, skulde reformeres. Med overbevisende kraft skildrede han den pavelige stols anmaselser og fordærvelse. Hans fiender blev forvirrede. Wiclefs venner og hjælpere var bleven tvungne til at give efter, og man have tillidsfuldt ventet, at reformatoren selv i sin gamle alder ene og uden venner vilde bøje sig for kongens og præsteskabets forenede umyndighed; men i stedet for saa de pavelige, at de var overvundne. Parlamentet lod sig bevæge af Wiclefs kraftige forestillinger. De tilbagekaldte loven om forfølgelse, og reformatoren fik atter frihed. ret
(80) For tredje gang blev Wiclef fremført for domstolen, og denne gang for den højeste gejstlige domstol i riget. Her vilde man ikke vise nogen gunst mod kjættere. Her vilde Rom tilsidst sejre, og reformatorernes værk vilde blive standset. Saaledes tænkte de pavelige. Dersom de kunde gjennemføre sin hensigt, saa vilde Wiclef blive tvungen til enten at tilbagekalde sin lære eller at gaa fra domstolen til baalet. ret
(80) Men den gamle reformator tilbagekaldte ikke; han vilde ikke hykle. Han fastholdt uden frygt sin lære og gjendrev sine forfølgeres anklager. Han glemte sig selv, sin sin stilling og de nærværende forhold; han fremstillede sine tilhørere for Guds domstol og vejede deres spidsfindigheder og bedragerier paa den evige sanheds vægtskaal. Man følte den Helligaands nærværelse i raadssalen. Guds kraft hvilede paa tilhørerne. De syntes ikke at have nogen magt til at forlade stedet. Reformatorernes ord gjemmemborede deres hjerter brændende pile fra Herrens kogger. Angklagen for kjætteri, som de havde ført mod ham, væltede han med overbevisende kraft tilbage paa dem selv. Han spurgte, hvorledes de turde udbrede sine vildfarelser og vise, at de gjorde det for vindings skyld og for at drive handel med Guds naade. ret
(81) Hvem tror J, sagde, a J strider imod - mod en gammel mand, som staar ve gravens bred? - Nej, med sandhed! en sandhed, som er stærkere end J, og som vil overvinde eder. Da han ahvde sagt dette, gik han ud fra forsamlingen, og ikke en af hans fiender søgte at hindre ham. ret
(81) Wiclefs gjerning var næsten fuldført. Dens andhedens banner som han saa længe havde baaret, skulde snart falde af hans haand; men endnu én gang skulde hans vidnesbyrd lyde, og denne gang i Rom. Det var paven selv, som uden at vide det aabnede vejen for sandehdens forkyndelse fra selve vildfarelsens riges hovedstad. Wiclef fik betaling om at svare for sit kjætteri for pavens domstol i Rom, hvor de helliges blod saa ofte var bleven udgyndt. Han var ikke blind for den fare, som truede ham. Han vidste godt, at døden vilde blive hans lod, dersom han adlød. Men dette bevægede ham ikke til at drage sig tilbage. Han vilde have adlydt stævningen, dersom ikke et slagtilfælde havde gjort det umuligt for ham at rejse. Men omendskjønt hans røst saaledes ikke kunde lyde i Rom, saa kunde han tale gjennem brev, og det besluttede han at gjøre. ret
(81) Fra sit hjem skrev reformatoren et brev til paven. Dette var skrevet i en ærbødig tone og kristelig aand, men indeholdt paa samme tid en skarp irettesættelse for den pavelige stols praft og storhed. "J sandhed, jeg glæder mig", skrev han, "ved at fremlægge og vidne for enhver som den tro, jeg har, og især for biskoppen af Rom. Og derso jeg formoder, at han er sund i troen, saa vil han vist villig stadfæste min omtalte tro eller rette paa den, dersom den er fej. For det første antager jeg, at Kristi evangelium er hele summen af Guds lov,. . . .. og jeg antager af biskoppen af Rom, efterso han er Kristi vikar her paa jorden, er skyldig frem for andre at lyde denne evangeliets lov. Thi storheden blandt Kristi disciple bestod ikke i verdslig værdighed og ære, men i at følge Kristus nøje i hans liv og adfærd; . . . . thi Kristus var under sin vandring paa jorden en fattig mand, og han vendte sig bort fra al jordisk magt og ære. ret
(82) Saaledes kommer jeg nødvendigvis til den slutning, at ingen troende bør følge hverken paven selv eller nogen anden hellig mand længere, end han følger den herre jesus Kristus; thi Peter og Zebedæi sønner vakte forargelse, da de ønskede at erholde verdslig ære i stedet for at følge Kristi eksempel. Derfor bør man ikke følge dem i saadanne vildfarelser. 82 Heraf slutter jeg og giver som mit raad, at pven burde overlade alt verdslig herredømme til de verdslige mydnigheder, og at han alvorlig burde formane sin hele gejstlighed dertil; thi saaledes gjorde Kristis især ved sine apostler. ret
(82) Dersom jeg har taget fejl i noget af disse stykker, saa skal jeg med største ydmyghed modtage revselse, ja endog døden, dersom nødvendigheden fordrer det. ret
(82) Til slutning sagde han: "Lader os bede vor Gud, at han vil saaledes opvække Paven, Urban VI, ligesom han har begyndt, at han med sin gejstlighed maa følge den herre Jesus Kristus i liv og vandel, og at de maa undervise folket grundig, at de ligeledes maa følge dem i det samme." ret
(82) Saaledes fremholdt Wiclef for paven og hans kardinaler Kristi sagtmodighed og ydmyghed, idet han viste ikke blot dem, men hele kristenheden forskjellen mellem dem og den herre, hvis repræsentanter de sagde sig at være. ret
(82) Wiclef ventede ikke andet, end at han maatte lide døden for sin oprigtighed. KJrken og staten forenede sig mod ham. Det syntes uundgaaeligt, at han om nogle faa maaneder vilde blive ført til baalet. Men hans mod var urokkeligt. "Hvorfor taler man om at søge en martyrkrone langt borte?" sagde han. "Prædik Kristi evangelium for stolte prælater, saa skal du snart blive en martyr. Skulde jeg leve og tie? . . . . Nej aldrig! Lad slaget falde; jeg venter paa det." ret
(82) Men Guds forsyn beskyttede endnu hans tjener. Den mand, som hele sin levetid saa frimodig havde forsvaret sandheden og daglig havde udsat sit liv for fare, skulde ikke falde som et offer for hans fiender. Wiclef havde aldrig søgt at beskytte sig selv, men Herren havde været hans beskytter. Og nu, da hans fiender var visse paa at gribe sit bytte, bortfjernede Guds haand ham fra deres magt. Da han var færdig med at uddele nadveren til sin menighed i Lutterworth, fik han et slagtilfælde og døde snart efter. ret
(83) Gud havde givet Wiclef hans gjerning. Han ahvde lagt sandhedens ord i hans mund, og han satte en vagt omkring ham, og hans ord kunde komme ud blandt folket. Hans liv var beskyttet og hans virksomhed forlænget, indtil grunden blev lagt for reformationens store væk. ret
(83) Wiclef traadte frem af de mørke tiders dunkle lys. Der havde ikke været nogen før ham, efter hvis værk han kunde danne sit reformationssystem. Han blev oprejst ligesom Johannes den døber til at udføre et særskilt værk, og han var en herold for et nyt tidssafsnit. Men der var en harmoni og fuldkommenhed i det system og den sandhed, som han fremholdt, hvilket ikke blev overtruffen af de reformatorer, som kom efter ham, og hvilken nogle ikke kom op til, ikke engang hundrede aar senere. Grundvolden var saa bred og dyb og bygningen selv saa fast og fuldkommen, at de, som kom efter ham, ikke behøvede at bygge den om. ret
(83) Den bevægelse Wiclef satte i gang, som skulde bringe frihed for samvittigheden og fornuften løste folket fra Roms triumfvogn, hvortil de saa længe havde været bundne, havde sin oprindelse i bibelen. Her var kilden til den velsignede strøm, hvilken ligesom livets vand har flydt gjennem tiden siden det fjortende aarhundrede. Wiclef antog den hellige skrift med ubetinget tro som en fuldkommen aabenbarelse for Guds vilje, en ufejlbar regel for tro og levnet. Han var bleven opdraget til at tro, at den romerske kirke var ufejlbar og havde guddommelig mydnighed og til at antage alle de engang vedtagne lærdomme og skikke, som var mere end tusende aar gamle, med stor ærbørdighed. Men han vendte sig bort fra alt dette for at lade sig undervise af Guds hellige ord. Dette var den autoritet, som han formanede folket til at erkjende. J stedet for at lade kirken tale gjennem paven, erklærede han, at den eneste guddommelige, ufejlbarlige myndighe var Guds stemme, som talte gjennem ordet Og han lærte ikke blot, at bibelen er en fuldkommen aabenbarelse af Guds vilje, men den Helligaand er dens eneste fortolker, og at ethvert menneske ved at granske dens lære maa lære sin egen pligt at kjende for sig selv. Saaledes vendte han menneskenes hjerter fra paven og den romerske kirke til Guds ord. ret
(84) Wiclef var en af de første reformatorer. Med hensyn til stor forstand og klar tankegang, urokkelig fastholden af sandheden og mod til at forsvare den er der faa af hans efterfølgere, som naar op til ham. Et helligt liv, utrættelig flid i granskning og arbejde, ubøjelig oprigtighed og kristelig kjærlighed og troskab i sit embede udmærkede denne første reformatorer, og det trods det aandelige mørke og den moralske fordærvelse, som herskede paa den tid, da han levede. ret
(84) Wiclefs karakter er et vidnesbyrd om den kraft, som findes i den hellige skrift til at oplære og omdanne et menneske. Det var biblen, som gjorde ham til det, han var. Den bestræbelse, han gjør for at omfatte bibelens store sandheder, giver ny styrke til alle sjælens evner. Den udvider sjælen, skjærper iagttagelsesevnen og omdanner dømmekraften. Naar man tror og lyder Guds ord, saa har det en varig indflydelse paa livet og karakteren. Dets ophøjede sandheder, dets rene og hellige principer styrker forstanden og forædler følelserne. Den hellige skrift gjør beslutningerne faste og giver mod, taalmodighed og kraft, den forædler karakter og helliger sjælen. "Dine ords aabenbaring," siger salmisten, "spreder lys og gjor de enfoldige forstandige." (Sal. 119:130) ret
(84) Den lære, som Wiclef havde forkyndt, vedblev at udbrede sig nogen tid. Hans efterfølgere, som er kjendte under navn af wiclefiter eller lollarder, rejste ikke blot over hele England, men ogsaa i andre lande og bragte kundskaben om evangeliet med sig. Men snart brød forølgelsens ubarmhjertige storm løs over dem, som havde dristet sig til at antage bibelen for sin regel og vejleder. Den ene martyr faldt efter den anden. Sandhedens forsvarere blev banlyste og pinte og kunde blot fremføre sine smertefulde raab for den herre Zebaots øren. De forfulgte reformatorer fandt tilflugt saa godt, som de kunde, blandt de lavere klasser, prædikede paa hemmelige steder og skjulte sig endog i huler og kloster. Mange vidnede frimodig om sandheden indenfor tykke fængselsmure og lollardtaarne. ret
(85) Papisterne havde ikke været i stand til at gjennemføre sin vilje mod Wielef, medens han levede, og deres had kunde ikke tilfredsstilles, saa længe hans legeme hvilede i fred i graven Jfølge en befaling som udgik fra kirkeraadet i Konstanz mere end fyrretyve aar efter hans død, blev hans ben opgravede og offentlig brændte, og asken blev kastet i en nærliggende bæk. "Denne bæk", siger en gammel forfatter, "førte hans Aske til Avon, Avon førte den til Severn, Severn til den sevre sø, og derfra blev den ført til havet; saaledes blev Wiclefs aske et billede paa hans lære, der nu er udbredt over hele verden." Hans fiender forstod kun lidt, hvor betydninsfuld deres ondskabsfulde gjerning var. ret
(85) Det var gjennem Wiclef skrifter, at Johan Huz i Böhmen blev ledet til at forkaste mange af de romerske vildfarelser og begyndte sit reformationsværk. Saaledes blev sandhedens sæd saaet i disse to lande, som laa langt fra hinanden. Fra Böhmen udstrkte værket sig til andre lande. Menneskenes tanker blev henvendte til Guds ord, som saa længe havde været glemt. Guds haand beredte vejen for den store reformation. ret