(86) Evangeliet var bleven indført i Böhmen allerede i det niende aarhundrede. Bibelen var bleven oversat, og gudstjeneste blev holdt i folkets eget sprog. Men efter som pavens magt tog til, blev Guds ord formørket. Gregor VII, som havde taget sig for at "nedbryde kongens stolthed", havde ikke mindre iver for at undertrykke folket. Han udsendte derfor en bulle som forbød at holde offentlig gudstjeneste i det bömiske sprog. Paven erklærede, at Gud havde behag i, at hans gudstjeneste skulle fejres i et fremmed sprog, og at der var kommet meget ondt og kjætteri deraf at man ikke havde fulgt denne regel. Saaledes befalede Rom, at Guds ords lys skulde udslukkes, og folket skulde holdes i mørke. Men Gud havde bestemt andre midler til sin menigheds bevarelse. Valdenserne og albigenserne, som flyede fra forfølgelsen i Frankrig oJtalien, kom til Böhmen. De turde ikke prædike offentlig, men de arbejde ivrig i skjul. Saaledes blev den sande tro bevaret fra aarhundrede til aarhundrede. ret
(86) Førend Huz' tid fremstod der mænd i Böhmen, som aabenb forkastede kirkens misbrug og den ugudelighed som gik i svang paa den tid Deres virksomhed vakte interesse vidt og bredt. Dette vakte frygt hos præsteskabet, og man begyndte at forfølge dem, som bekjendte sandheden. De var tvungne ti at holde sin gudstjeneste i skole og hiler og blev forfulgte af soldater og ihjelslagne med sværd eller kastede i floderne. TJlsidst gik en befaling om, at alle,s om afveg fra den romerske kirke skulde brændes. ret
(86) Medens de kristne saaledes hengav sit liv til døden, saa de fremad til den tid, da deres sag skulde sejre. En af disse, som lærte, "at man ikke kunde finde frelse i noget andet end i troen paa den korsfæstede forløser", vidnede, da han var ved at dø: "Sandhedens fiender raser nu mod os og faar overhaand, men det skal ikke længe blive saaledes. Der skal opstaa en mand af folket uden sværd eller myndighed, og de skal ikke være i stand til at faa magt over ham." Det var allerede en elev i skolen, som skulde frewmføre et vidnesbyrd mod Rom, hvilket aldrig skulde blive neddysset gjennem alle kommende tider. ret
(87) Johan Huz var af ringe herkomst og blev tidlig faderløs. Hans fromme moder, som ansaa lærdom og Herrens frygt for det bedste, man kunde eje, søgte at skaffe sin søn denne arv. Huz studerede først ved provinsskolerne, derefter rejste han til universitet i Prag. Hans moder ledsagede ham til Prag og tog en foræring med til rektoren, saaledes som det var skik paa hin tid. Paa vejen tabte hun imidlertid gaven. Hun blev bekymret over dette uheld; thi hun ejede ikke nogen anden gave. Hun knælede derfor ned ved siden af den faderløse yngling og bad deres hi mmelske fader om at velsigne de; Men hun forstod kun lidet, hvorledes hendes bøn vilde blive hørt. ret
(87) Huz udmærkede sig snart ved universitet paa grund af sin utrættelige flid og hurtige fremgang paa samme tid, som hans hellige liv og sagtmodige og behagelige opførselskaffede ham almindelig agtelse. Han var en trofast og oprigtig tilhænger af den romerske kirke, og han søgte ivrig efter de aandelige velsignelser, som den udgav sig for at skjenke. J anledning af et jubilæum gik han til skriftestolen og betalte de sidste skillinger, han ejende. Derpaa deltog han i festtoget, saa at han kunde erholde den udlovede syndsforladelse. Efter at han havde fuldendt sine studier ved universitet, blev han ordineret til præst. Han steg hurtig i anseelse og blev snart ansat ved kongens hof. ret
(87) Nogle faa aar derefter belv han udnævnt til prædikant ved Bethlehemskapellet. Den, som havde gundlagt denne kapel, havde fremholdt som en sag af stor vigtighed, at skriften skulde prædikes i folkets eget sprog. Denne sædvane var ikke ganske ophørt i Böhmen trods den romerske kirkes modstand. Men folket var meget uvidende om bibelens lære, og folkets moralske tilstand var sørgelig,. Laster gik i svang i alle klasser. Huz talte skarpt imod deres fordærvelige vaner, og han blev selv vakt, idet han bestandig henviste til Guds ord for at indskjærpe de sande og hellige grundsætninger, han lærte andre. Saaledes blev han uden selv at vide det beredt for det værk, han skulde udføre. ret
(88) Hieronymus, en morger i Prag, som siden efter blev saa inderlig forbunden med Huzz, havde ved sin tilbagekomst fra England bragt Wiclefs skrifter med sig. Dronningen af England, som var en böhmisk prinsesse, var bleven omvendt til Wiclefs lære, og gjennem hende blev reformationens værker vidt udbredte i hendes fødeland. Huz læste disse værker med interesse. Han var overb evist om, at forfatteren var en from mand, og var tilbøjelig til at begunstige det reformastionssystem, som Wiclef anbefalede. Huz var allerede uvitterlig kommen ind paa en vej, som vilde lede ham langt bort fra Rom. ret
(88) Ved denne tid kom to fremmede fra England til Prag. De var lærte mænd og tilhængere af evangeliet og kom for i dette fjerne land at udbrede det lys, de havde erholdt. De begyndte aabent at angribe pavens overherredømme, men blev snart bragte til taushed af myndighederne; men de holdt fast ved sit forsæt og søgte at gjennemføre det ved andr midler. De var kunstnere saavel som prædikanter, og de aflagde snart bevis paa sin dygtighed, J det hus, hvor de opholdt sig, malede de paa væggen i salen et billede, som forestillede Kristi indtog i Jerusalem "sagtmodig og ridende paa et asen". (Math. 21:5) Paa den modsatte væk malede de et paveligt optog. Paven var klædt i sin rigeste drag med sin pavelige krone. Han red paa en hest, som var prægtig udstyret, basunblæsere gik foran ham, og kardinaler og prælater i sine rigeste drager fulgte efter ham. ret
(88) Her var en prædiken, som drog alle klassens opmærksomhed til sig, og der kom store skarer for at se paa billederne. Jngen kunde misforstaa billedernes betydning, og det gjorde et dybt indtryk paa mange, naar de sammenlignede Kristi, vor store mesters, sagtmodighed og ydmyghed med pavens stolthed og anmaselse paa samme tid, som han bekjendte sig til at være Kristi tjener. Der blev et stort røre i Prag, og efter nogen tids forløb syntes de fremmede, at det var bedst at forlade staden for ikke at sætte sit liv i fare; men den undervisning, de havde meddelt folket, blev ikke glemt. ret
(89) Billederne gjorde det dybt indtryk paa Huz og bevægede ham til at granske mere flittig i bibelen og i Wiclefs skrifter. Omendskjønt han endnu ikke var færdig til at antale alle de reformer, som Wiclef anbefalede, saa saa han dog mere klart pavedømmets sande karakter, og han straffede strengt præsteskabets stolthed, ærgjerrighed og fordærvelse. ret
(89) Fra Böhmen udbredte lyset sig til Tyskland. Nogle forstyrrelser ved Universitet i Prag bevirkede, at flerer hundrede tysike studenter rejste derfra. Mange af dem havde erholdt sin første kundskab om bibelen fra Huzz, og da de vendte tilbage, udbredte de lyset i sit eget fædreland. ret
(89) Rygtet oms værket i Prag kom snart til Rom, og Huz blev indkaldt til at møde for paven. At adlyde denne stævning vilde bringe ham den visse død. Kongen og dronningen af Böhmen, universitet, adlen og regjeringens embedsmænd sendte i forening en ansøgning til paven og bad om, at Huz matte faa lov til at blive i Prag, og at en repræsentant maatte svare for ham i Rom. J stedet for at tilstede dette, blev Huz prøvet og fordømt af paven, og han satte Prag i ban. ret
(89) Paa hin tid vakte pavens banbulle, naar den blev forkyndt, bekymring vidt og bredt. De ceremonier, som fulgte dermed, var beregnede paa at skræmme folket, thi de beetragtede paven som Guds egen repræsentant. De troede, at han havde nøglen til himlen og helvede og magt til at nedkalde timelige og aandelige straffedomme over folket. Man troede, at himlens porte var lukkede over den egn, som var sat i ban, og at de døde var udelukkede fra de saliges boliger, indtil det maatte behage paven at borttage sit ban. Til tegn paa denne forfærdelige ulykke ophørte gudstjenesten overalt. Kirkerne blev lukkede, alterlysene slukkede og ægteskabet højtideligholdes paa kirkegaardene. Men fik ikke lov til at begrave de døde i inviet jord, men maatte begrave dem paa marken uden de sædvanlige begravelsesceremonier. Saaledes forsøgte Rom at herske over menneskenes samvittigheder ved midler, som gjorde indtryk paa deres indbildningskraft. ret
(90) Der blev megen uro i Prag. Mange anklagede Huz som den, der var aarsag til alle disse ulykker, og de fordrede, at han skulde overgives til Roms hevn. For at stille stormen drog reformatoren sig for en tid tilbage til sin fødeby. Han skrev til sine venner i Prag: "Naar jeg har forladt eder, saa er det for at følge Jesus Kristi befaling og eksempel, for ikke at give dem, som er bitre i sindet anledning til at bringe evig fordømmelse over sig selv, og for ikke at udsætte de fromme for lidelse og forfølgelse. Jeg har ogsaa forladt eder af frygt for,a t præsterne skulde vedblive en længere tid at forbyde Guds ords prædiken iblandt eder; men jeg har ikke forladt eder for at fornegte den guddommelige sandhed; thi med Guds hjæp er jeg villig til at dø for den." Huz hørte ikke op med sin virksomhed, men rejste omkring i det omliggende land og forkyndte evangeliet for store skarer, som lyttede dertil med interesse. Saaledes bevirkede de midler, som paven greb til for at undertrykke evangeliet, at det blev udbredt videre, som Paulus siger: "Thi vi formaar intet mod sandheden, men for sandheden." (2 Kor. 13:8.) ret
(90) Ved denne Tid kom Huz selv i stor forlegenhed. Der var enf orfærdelig kamp i hans sjæl. Han havde forkastet præsternes laster, men han havde ikke forkastet kirkens myndighed. Han ansaa endnu paven for Kristi vikar og den romerske kirke for den sande kirke. Men dersom kirkens røst, saaledes som han var bleven oplært, var Guds røst, hvorledes kunde han da være tvungen til at vise ulydighed mod kirken for at adlyde Gud? Hvorledes kunde det være ret at vise ulydighed mod en ufejlbar myndighed? TJlsidst kom han til den slutning, at pavedømmet nu ligesom paa Kristi tid var bleven fordærvet, og at den eneste paalidelige regel for samvittigheden er Guds ord. Dette princip er protestantismens grundvold. Dersom han antog dette, vilde det tilsidst omstyrte hele pavevældet. ret
(90) Da røret i Prag efter nogen tid lagde sig, vandte Huz tilbage til Bethlehemskapellet, hvor han med stor nidkjærhed og mod forsvarede avangeliets fri forkyndelse. Hans fiender var virksomme og mægtige, men mange blandt folket tog hans parti. Dronningen og mange af de adelige var hans venner. Hans uplettede karakter, hans forstandige fremgangsmaade og den klarhed og kraft, hvormed han fremholdt sine anskuelser, vandt manges agtelse og tillid. Naar man sammenlignede hans rene og ophøjede lære og hellige liv med de fordærvelige og daarlige dogmer, som katholikerne prædikede, og deres gjerrighed og udsvævelser, saa var der mange, som ansaa det for en ære at være paa hans side. ret
(91) Hidtil havde Huzz været alene i sine virksomhed, men nu forenede Hieronymus sig med ham i reformationsværket. Han havde antaget Wiclefs lære, da han var i England. Efter denne tid var disse to forenede i livet, og de skulde ej heller adskilles i døden. Hieronymus besad større veltalenhed og lærdom o g et mere glimdrende gjeni og blev derfor den mest ansete taler; men i de egenskaber, som giver sand karakterstyrke, var Huz den største. Hans rolige dømmekraft tjente til at holde Hieronymus' heftige aand tilbage; thi denne indsaa med kristelig ydmyghed hvor værdifulde hans raad var, og bøjede sig for ham. Ved deres forende arbejde udbredte reformationen sig mere hurtig. ret
(91) Gud lod et stort lys skinne for disse udvalgte mænd og aabenbarede mange af Roms vildfarelser for dem. Men de erholdt ikke alt det lys, som skulde lyse for verden. Gud ledede folket ud af Roms mørke ved disse sine tjenere. De mødte mange store hindringer, men Herren ledede dem skridt efter skridt, efter som de kunde taale det. De var ikke forberedte paa at antage alt lyset paa en gang. Det vilde have virket ligesom middagsfolkets fulde glans virker paa dem, der har været længe i mørke, og vilde have bragt dem til at vende sig bort. Derfor aabenbarede Gud sin sandhed for disse ledende mænd lidt efter lidt, efter som folket kunde antage den. Fra aarhundrede til aarhundrede skulde andre tro arbejdere følge efter og lede folket videre frem i reformationen. ret
(91) Striden i kirken vedblev. Der var nu tre paver, som stred om herredømmet, og deres strid fyldte kristenheden med forbrydelser og oprør. De søgte alle at skaffe sit vaaben og lat leje soldater. Hertil behøvedes naturligvis penge, og for at erholde disse faldbød man alle kirkens gaver, embeder og velsignelser. Biskopper og den lavere gejstlighed var ikke sene til at følge deres foresattes eksempel, og de blev krigere og simoniter. ret
(92) Huz tordnede med daglig forøget dristighed mod de afskyeligheder, som man taalte i religionens navn, og folket, som holdt med dem, anklagede aabent de romerske ledere som de, der var aarsag til de elendigheder, der kom over kristenheden. ret
(92) Atter syntes det, at en blodig kamp var nær ved at bryde ud i Prag. Ligesom i gammel tid anklagede man Guds tjener for at være den, som forstyrrede Jsrael. (1 Kong. 18:17) Staden blev atter sat i ban, og Huz drog sig tilbage til sin fødeby. Det vidnesbyrd, som han saa trofast havde frembaaret i sit kjære Bethlehemskaptel, var til ende. Han skulde tale i en videre kreds, til hele kristenheden, førend han hengav sit liv som et vidne for sandheden. ret
(92) For at bortfjerne de onder, som forstyrrede Europoa, blev et almindeligt krikeraad i Kosniz. Dette raad blev sammenkaldt i følge kejser Sigismunds ønske af en af de tre stridende paver, Johan XXIII. Planen til dette kirkeraad behagede slet ikke pave Johan; thi hans karakter og politik kunde ikke godt taale undersøgelse, ikke engang af de prælater, der var saa løse i sin moral, som kirkens embedsmænd der var paa den tid. Men han turde ikke sætte sig imod Sigimunds fordringer. ret
(92) Det, man fornemmelig forsøgte at opnaa ved dette kirkeraad, var at komme til enighed og bortfjerne den splittelse, som var i kirken. Man indkaldte derfor de to paver for raadet saa vel som den fornemste forkynder af de nye meninger, Johan Huz. De første vilde ikke udsætte sig for fare og fremstillede sig derfor ikke personlig, men sendte sine delegater. Pave Johan, som offentlig havde sammenkaldt raadet, kom dertil men med store betænkeligheder; thi han frygtede for, at kejseren hemmelig havde i sinde at afsætte ham, og for at han vilde blive krævet til regnskab for de laster, hvormed han havde vanæret den npavelige krone, saa vel som for de forbrydelser, hvormed han havde skaffet sig den. Men han holdt alligevel sit indtog i staden med stor praft, omgiven af kardonaler, biskopper og andre gejstlige og fulgt af et tog af hoffolk. Alle stadens gejstlige og fornemme mænd kom ham i møde med en talrig skare af borgere, for at byde ham velkommen. Over hans hoved var en gylden tronhimmel baaren af fire af de fornemste øvrighedspersoner til hest. Hostien blev baaren foran ham, og kardonalernes og de andres høje herrers klæder frembød et imponerende skue. ret
(93) Jmidlertid var der en anden rejsende, som nærmede sig Kostniz. Huz vidste godt hvilke farer, der truede ham: Han tog afsked med sine venner, som om han aldrig mere skulde se dem igjen, og begav sig paa rejsen i den overbevisning, at de førte ham til baalet. Omendskjønt han havde erholdt et lejdebrev fra kongen af Böhmen og desuden et af kejser Sigismund, medens han var paa sin rejse, saa gjorde han dog alle forberedelser med hensyn til muligheden af sine forestaaende død. ret
(93) J et brev, som han skrev til sine venner i Prag, siger han: "Jeg rejser bort, mine brødre, som et lejdebrev fra kongen for at møde mine mange dødelige fiender. . . . . Jeg stoler alene paa den almægtige Gud og min frelser. Jeg haaber, at han vil lytte til eders inderlige bønner, at han vil lægge sin klogskab og visdom i min mund, saa at jeg kan modstaa dem, og at han vil give mig sin Helligaand til at befæste mig i sandheden, saa at jeg modig maa gaa fristelser, fængsel, ja endog den grusomme død i møde, dersom det er nødvendigt. Jesus Kristus led for dem, som han elskede, skulde vi da forbauses over, at han har efterladt os sit eksempel, saa at vi ogsaa med taalmodighed maa talle alt for vor egen frelse? Han er Gud, og vi er hans skabninger; han er Herren, og vi er hans tjenere; han er verdens mester, og vi er ringe dødelige, - og dog led han! Hvorfor skulde vi ikke ogsaa lide, især naar lidelser tjener og til renselse? Derfor, mine elskede, derdsom min død bør tjen til at forherlige ham, saa bed, at den maa komme snart, og at han vil give mig kraft til at udholde alle mine lidelser med sagtmodighed. Men, dersom det er bedre, at jeg skal vende tilbage til eder, saa lad os bede Gud om, at jeg maa komme tilbage uden nogen plet - det er, at jeg ikke maaa tilsidesætte en eneste tøddel af evangeliets sandheder, at jeg kan efterlade mine brødre er godt eksempel at følge. Det er derfor muligt, at J aldrig mere skal se mit ansigti Prag; men skulde det være den almægtige Guds vilje at gjengive mig til eder, saa lad os gaa frem med større standhaftighed i kundskaben om hans lov og i kjærlighed til den." ret
(94) J et andet brev til en præst, som var bleven en discipel af evangeliet, talte Huz med dyb ydmyghed om sine egne fejl, og anklagede sig selv for at have glædet sig ved at gaa i fine klæder og at have spildt flere timer med unyttig beskjæftigelse; derpaa tilhøjede han følgende rørende formaninger: "Maa Guds æreog sjæles frelse fylde sine tanker og ikke at faa magelige dage og samle gods. Vogt dig forat pryde dis hus mere end din sjæl, og hav fremfor alt omsorg for din aandelige bygning. Vær from og ydmyg mod de fattige og forød ikke dine midler ved overdaadighed. Dersom du ikke omvender dig, og afstaar fra unyttige ting, saa frygter jeg for, at du vil blive alvorlig revset ligesom jeg selv. . . . Du kjender min lære, thi du har modtaget min undervisning fra din barndom; det er derfor unødvendigt, at jeg skriver videre til dig, men jeg besværger dig ved vor Guds naade, at du ikke følger mig i nogen af de forfængelige ting, hvori du har set mig fejle." ret
(94) Paa konvolutten tilføjede han: "Jeg besværger dig, men ven, ikke at bryde dette segl, førend du har faaet sikker underretning om, at jeg er død." ret
(94) Paa sin rejse saa Huz overalt, at hans lære havde udbredt sig, og at man følte stor interesse i hans sag. Store folkeskarer samledes for at byde ham velkommen, og i nogle byer ledsagede magistraten ham gjennem gaderne. ret
(94) En af de første handlinger i kirkeraadet i Kostniz viste tydelig, hvad deres planer og hensigter var. Wiclefs skrifter blev fordømte, og det blev bestemt, at hans legeme skulde graves op og brændes. ret
(94) Ved Huz ankomst gav man ham fuld frihed. Foruden kejserens lejde gav paven ham sin personlige forsikring og beskyttelse. Men tvertimod alle disse højtidelige og gjentagne erklæringer blev reformatioren efter en kort tids forløb arresteret i følge pavens og kardinalernes ordre og kastet i et afskyeligt fængsel. ret
(95) Dog vandt paven ikke meget ved sin falskhed; thi han blev snart efter kastet i samme fængsel. Det blev bevist for raadet, at han havde gjort sig skyldig i de alvorligste forbrydelser, - baade mord, simoni og horeri og desuden "synder, som ikke var passende at nævne". Saaledes vidnede raadet selv, og han blev tilsidst berøvet sin pavelige krone og kastet i fængsel. De andre paver blev ogsaa afsatte, og en ny pave blev valgt. ret
(95) Omendskjønt paven selv havde gjort sig skyldig i større forbrydelser, end Huz nogensinde havde beskyldt præsterne for, og hvilke han anførte som grund for nødvendigheden af en reformation, saa søgte dog det samme sted, som vanærede paven, at knuse reformatoren. ret
(95) Huz fængsling vakte stor forbitrelse i Böhmen. Baroner og mægtige adelsmænd sendte indtrængende protest til raadet mod denne skammelige adfærd. Kejseren,s om ikke ønskede at hans lejdebrev skulde tilsidesættes, satte sig imod raadets behandling af Huz. Men reformatorens fiender var ondskabsfulde og faste i sin beslutning. De søgte at vinde kejseren ved at vække fordom og frygt hos ham og henviste til hans nidkjærhed for kirken. de fremførte omstændelige beviser for at fastslaa, at han havde fuldkommen frihed til at bryde sit løfte til en kjætter, og at raadet, som var over kejseren, kunde fritage ham for at holde sit ord. saaledes vandt de sin sag. ret
(95) Tilsidst blev Huz fremstillet for raadet, svækket af sygdom og af sit opholdt i fængslet; - thi den fygtige, fordærvede luft i fængslet havde paaført ham en stærk feber, som næsten gjorde ende paa hans liv. belesset med lænker stod han for kejseren, som havde gviet ham sit løfte og æresord, at han vilde beskytte ham. Under sin lange prøve fastholdt Huz sandheden, og i de forsamlede gejstlige og verdslige herrers nærværelse fremførte han med troskab sin alvorsfulde protest mod præsteskabets fordærvelse. Da han blev opfordret til at vælge, enten han vilde tilbagekalde sin lære eller lide døden, valgte han martyrdøden. ret
(96) Gud opholdt ham ved sin naade. J de uger, han maatte lide, før hans sidste dom faldt, fyldte himlens fred hans sjæl. "Jeg skriver dette brev", siger han til en ven, "i fængslet med min lænkede haand og venter at faa min dødsdom i morgen. . . . . Naar vi med Jesu Kristi hjælp skal møde hinanden igjen i det tilkommende liv og nyde salig fred, saa skal du faa at vide, hvor naadig Gud har vist sig mod mig, - hvor kraftig han har styrket img under fristelser og prøver." ret
(96) J sit dunke fængsel forudsaa Huz, hvorledes den sande tro skulde sejre; i sine drømme vendte han tilbage til kapellet i Prag, hvor han ahvde prædiket evangeliet, og saa, at paven og hans biskopper udslettede de billeder af Kristus, som han havde malet paa væggen: Dette syn bedrøvede ham meget, men den næste dag blev hans hjerte fyldt med glæde, da han saa mange kunstnere ivrig beskjæftigede med at tegne billederne igjen i større antal og med klarere farver. Da deres værk var færdigt, sagde malerne til den uhyre skare, som omgav dem: "Lad paverne og biskopperne nu komme, de skal aldrig udslette dem mere." "Jeg er vis paa," sagde refeormatoren, da han fortalte sin drøm, "at Kristi billede aldrig skal blive udslettet. Det er deres ønske at ødelægge det; men det skal blive tegnet i alle hjerter af meget bedre prædikanter end jeg." ret
(96) Huz belv nu bragt for raadet sidste gang. Det var for en stor og glimrende forsamling. Det var kejseren rigets fyrster, de kongelige gesanter, kardinalerne, biskopperne og præsterne og en uhyre skare, der var kommet for at være vidne til dagens begivenheder. Fra alle steder i kristenheden havde vidnerne samlet sig for at se det første store offer i den lange kamp, som blev ført for at erholde samvittighedsfrihed. ret
(96) Da han blev opfordret til at give sit sidste afgjørende svar, erklærede Huz at han ikke vilde tilbagekalde sin lære, og det han fæstede sit gjennemborende blik paa monarken, som saa skammelig havde brudt sit givne løfte, erklærede han, at han havde fremstillet sig for raadet af sin egen fri vilje "under den her nærværende kejsers løfte om beskyttelse". Sigismund rødmede dybt, da alles øjne i forsamlingen vendtes mod ham. ret
(97) Dødsdommen blev nu forkyndt, og man begyndte de vanærende ceremonier. Biskopperne iførte fangen den præstelige dragt. Da Huz blev iført den, sagde han: "Vor herre Jesus Kristus blev iført en hvid kappe for at forhaane ha, da HErodes lod ham føre frem for Pilatus." Da man atter mormanede ham til at tilbagekalde sin lære, svarede han, idet han vendte sig mod folket. "Hvorledes skulde jeg da kunne beskue himlen? Hvorledes skulde jeg da kunne se paa den folkeskare, hvor hvilken jeg har prædiket det rene evangelium? Nej, jeg agter deres frelse mere end dette arme legeme, som nu er bestemt til døden." ret
(97) Derpaa blev klædningsstykkerne taget af ham, et efter et, medens enhver af biskopperne udtalte en forbandelse over ham, idet de udførte hver sin del af ceremonien. TJlsidst satte man en krone eller præstelig hue paa hans hoved, paa hvilken var malet skrækkelige billeder af djævelen. Huen havde denne indskrift: "Ærkekjætteren". "Med største glæde", sagde han, "skal jeg bære denne vanærende krone for din skjult, o herre Jesus; thi du bar en tornekrone for mig." ret
(97) Da han var bleven saaledes iklædt, overgav præsterne hans sjæl til satan. Men Huz opløftede sine øjne mod himlen og udbrød: "Jeg befaler min aand i dine hænder, o herre Jesus, thi du har forløst mig." ret
(97) Han blev nu overgivet til de verdslige mydnigheder og bortført til retterstedet. En uhyre skare fulgte ham - hundreder af bevæbnede mænd, præster og biskopper i deres kostbare klæder og indvaanere i Kostniz. Da han var bundet til pælen, og alt var færdigt til at antænde ilden, blev martyren endnu engang formanet til at frelse sit liv og tilbagekalde sine vildfarelser. "Hvilke vildfarelser", sagde Huz, "skal jeg tilbagekalde. Jeg ved ikke med mig selv, at jeg er skyldig i nogen. Jeg kalder Gud til vidne paa, at alt, hvad jeg har skrevet og talt, har havt til hensigt at frelse sjæle fra synd og fordærvelse, derfor skal jeg med største glæde stadfæste med mit blod den sandhed, som jeg har skrevet og prædiket." ret
(97) Da flammerne slog op omkring ham, begyndte han at synge: "Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig." Og saaledes vedblev han, indtil hans stemme blev bragt til taushed. ret
(98) Selv hans fiender blev slaaet af hans heltemodige opførsel. En pavelig forfatter, som beskriver Huz' martyrdød og Hieronymus', som døde snart efter, siger: "De viste begge udholdenhed, da deres sidste time nærmede sig. De beredte sig til ilden, ligesom de gik til en bryllupsfest. De fremførte intet skrig paa grund af smerten. Da flammerne blussede op, begyndte de at synge salmer, og ildens heftighed kunde neppe standse deres sang." Da Huz' legeme var bleven fuldkommenf ortæret, opsamlede man h ans aske, tilligemed den jord, hvorpaa den hvilede, og kastede den i Rhinen, og saaledes blev den ført afsted til havet. ret
(98) Hans forfølgere nærede den forfængelige indbildning, at de havde udryddet de sandhed, han pærdikede. De havde ingen anelse om, at den aske, som hin dag blev baaret til havet, skulde blive som en sæd, der udbredes i alle jordens lande, at den en gang i ukjendte lande skulde frembringe rige frugter i vidnesbyrdet om sandheden. Den røst, som havde talt i raadssalen i Kosniz, havde vakt et ekko, som skulde høres i alle kommende tider. Huz var ikke mere, men de sandheder, for hvilke han døde, kunde aldrig forgaa. hans eksempel paa tro og udholdenhed vilde opmuntre mange til at staa faste for sandheden, trods pinsler og død. Hans henrettelse skulde stille Roms falskhed og grusomhed tilskue for hele verden. Sandhedens fiender havde vitterlig fremmet den sag, som de forgjæves søgte at omstyrte. ret
(98) Der belv antændt et baal til i Kostniz. En anden martyrs blod skulde vidne om sandheden. Hieronymus havde formanet Huz, da han bød ham farvel ved hans afrejse for at begive sig til raadet, til at være frimodig og staa fast. Og han erklærede, at dersom han blev udsat for nogen fare, saa vilde han selv øjeblikkelig komme ham til hjælp. Saa snart den trofaste disciplel hørte om reformatorens fængsling, forberedte han sig straks til at opfylde sit løfte. H an begav sig paa vejen til Kostniz med en eneste ledsager, uden noget lejdebrev. Da han kom dertil blev han overbevist om, at han blot udsatte sig selv for fare, uden at det var muligt, at gjøre noget for at redde Huz. Han flyede fra staden, men blev greben paa hjemvejen og blev bragt tilbage belæsset med lænker og omgivet med en vagt af soldater. Ved hans første møde med raadet mødegik man hans forsøg paa at svare paa de beskyldninger, som blev bragte imod ham, med raadet: "Til flammerne med ham; til flammerne!" Han blev kastet i fængsel og lænket i en stilling, som bragte ham store lidelser, og man gav ham blot brød og vand at spise. ret
(99) Efter nogle maaneders forløb blev Hieronymus syg paa grund af den grusommme behandling i fængslet, og hans fiender som frygtede for, at døden vilde gjøre ende paa hans lidelser, behandlede ham mindre strengt, omendskjønt han blev i fængslet et aar. Huz' død havde ikke frembragt en saaadan virkening, som de pavelige havde ventet. Tilsidesættelsen af Huz' lejdebrev havde vakt en heftig forbitrelse, og raadet besluttede at vælge en mindre farlig fremgangsmaade og tvinge Hieronymus om muligt til at tilbagekalde sin lære i stedet for art brænde den. Han blev fremstillet for forsamlingen, og man tilbød ham valget mellem at tilbagekalde eller dø paa baalet. J begyndelsen af hans fængselstid vilde døden ahvde været en barmhjertig straf sammenlignet med de forfærdelige lidelser, han ahvde udstaaet. Men nu var Hieronymus' mod knækket; thi han var syg til legemet, nedbrudt i aanden, afskaaren fra sine venners understttelse og var bleven modløs ved Huz' død. Han samtykkede derfor i at underkaste sig raadet. Han erkjendte, at raadet havde handlet retfærdigt, da de fordømte Huz; men han erkjendte dog de hellige sandheder, som de havde lært. ret
(99) Ved denne nødhjælp søgte Hieronymus at neddysse samvittighedens stemme og undgaa sin død. Men da han blev taget tilbage til fængslet, overvejede han, hvad han havde gjort. Han tænkte paa Huz' troskab og mod, og hvorledes han selv havde fornegtet sandheden i modsætning dertil. Før sin tilbagekaldelse havde han fred i sjælen under al lidelse, men nu trængte mørket ind i hans sjæl og fordunklede vidnesbyrdet om Guds naade. Han vidste, at han maatte tilbagekalde endnu mere, førend han kunde blive forsonet med Rom. Han var ved at styrte i en bundløs afgrund. Han vilde ikke alene blive adskilt fra den lærer, som han havde elsket paa jorden, men ogsaa fra sin mester i himlen, som for hans skjyld havde lidt korsets død, og alt dette for at undgaa en kort lidelse. Han tog en fast beslutning. Han vilde ikke fornegte sin frelser. ret
(100) Det varede ikke længe, før han atter blev fremstillet for raadet. Hans eftergivenhed havde ikke tilfredsstillet hans dommere. Deres blodtørst var blot skjærpet ved Huz' død, og de længes efter nye ofre. Hieronymus kunde alene frelse sit liv ved at fornegte sandheden ubetinget. Men han havde besluttet at bekjende sin tro og efterfølge sin brødre som martyr til baalet. ret
(100) Han tilbagekaldte sin tidligere tilstaaelse og forlangte højtidelig af sine dommere som en mand, der var nær døden, anledning til at forsvare sig for dem. De frygtede for virkningen af hans ord og paastod, at han skulde blot bekræfte eller negte de beskyldninger, som var fremførte mod ham. Men Hieronymus protesterede mod en saadan grusomhed og uretfærdighed. "J har holdt mig indespærret i 340 dage i et frygteligt fængsel", sagde han, "fuldt af urenhed, afskyelig stank og den yderste mangel paa alle livets fornødenheder; derpaa stiller J meg frem og negter at høre mig, jdet J laaner øre til alle mine finders ord. Dersom J virkelig er vise mænd og verdens lys, saa vogt eder, at J ikke synder mod retfærdighed. Hvad mig angaar, saa er jeg blot en svag dødelig. Mit liv har blot lidet værd, og naar jeg formaar eder til ikke at dømme en retfærdig dom, saa taler jeg mindre for min egen skyld end for eders." ret
(100) Hans forlangende blev tilsidst tilstaaet. Hieronymus knælede ned i raadets nærværelse og bad, at Guds aand maatte styre hans tanker og ord, saa at han ikke skulde sige noget, som var stridende mod sandheden, eller som kunde vanære hans mester. Guds løfte til Jesu disciple blev opfyldt paa ham den dag: "J skal og føres for fyrster og konger for min skyld; . . . . men naar de overantvorder eder, da bekymre eder ikke for, hvad J skal tale; thi det skal gives eder i den samme time, hvad J skal tale. Thi J er ikke som taler, men det er eders faders aand, om taler i eder." (Matt. 10; 18-20) Hieronymus' ord vakte forbauselse og beunrdring endog blandt hans fiender. et helt aar havde ahn været i fængsel, ude af stand til at læse eller endog se, under store legemlige lidelser, og aandelig bekymring, og dog fremholdt han sine grunde med ligesaa megen klarhed og kraft, som om han havde havt god anledning til granskning. han henviste sine tilhørere til den lange række mænd, som blev fordømte af uretfærdige dommere. Næsten enhver slægt har saadanne representanter, som medens de søgte at forædle folket paa sine tid, blev foragtede og udstødte, men senere hen har det vist sig, at de var værdige mænd, som man burde ære. Han henviste til Kristus selv, hvorledes han blev fordømt som en forbryder af en uværdig domstol. ret
(101) Ved sin tilbagekaldelse havde han indrømmet, at dommen over Huz var retæfærdig; men han erklærede nu, at han angrede dette, og vidnede om denne martyrs uskyldighed og hellighed. "Jeg kjender Johan Huz fra hans barndom", sagde han. "Han var en ypperslig, retfærdig og hellig mand; han blev fordømt, omendskjønt han var uskyldig. . . . Jeg er ogsaa rede til at dø. Jeg vil ikke tilbagekalde trods de pinsler, som mine fiender og falske vidner bereder for mig, og de skal en gang svare for deres bedragerier for den store Gud, hvor ingen kan bedrage." ret
(101) Hieronymus' ord jgorde et dybt indtryk. Der var nogle blandt hans tilhørere, som ønskede at frelse hans liv. Efter at han var bragt tilbage til fængslet, blev han besøgt af kirkens fornemste mænd,s om formanede ham til at underkaste sig raadet. Man fremholdt de mest glimrende udsigter for ham, hvormed man vilde belønne han, dersom han vilde tilbagekalde sin modstand mod Rom. Men Hieronymus forblev standhaftig ligesom sin mester, da djævelen bilgød ham denne verdens herlighed. ret
(101) Det varede ikke længe, før hans dødsdom blev forkyndt. Han blev ført til det samme sted, hvor Huz havde hengivet sit liv. Han sang, da han ik paa vejen dertil, og hans aasyns lyste af glæde og fred. Hans blik var fæstet paa Kristus, og døden havde tabt sin forfærdelse for ham. da bøddelen stillede sig bag ved ham, idet han skulde antænde baalet, sagde martyren: "Kom modig frem og antænd ilden for mit ansigt; dersom jeg havde været bange, saa havde jeg ikke været her." ret
(101) De sidste ord han udtalte, da flammerne slog op omkring han, var en bøn. "Herre, almægtige fader" raabte han, "vær mig naadig og forlad mine synder, thi du ved, at jeg altid har elsket din sandhed." Hans røst hørte op men hans læber vedblev at bevæge sig i bøn. ret
(102) Da ilden havde udført sin gjerning, blev martyrens aske med selvejorden, hvorpaa han havde hvilet, samlet sammen ligesom Huz' og kastet i Rhinen. Nu triumferede sandehdens fjender og smigrede sig med, at de havde udryydet Huz' kjætteri; men i stedet for havde de bevirket, at det havde slaaet dybere rødder, ikke alene blandt böhmerne, men overalt i kristenheden. ret
(102) Huz' henrettelse havde vakt megen vrede og forfærdelse overalt i Böhmen. Hele nationen følte, at han var falden som et offer for præsternes ondskab og kejserens forrædderi. Man erklærede, at hans død var mord. Hans lære blev nu gransket med større interesse end nogensinde før. Saa mange af Wiclefs skrifter, som ikke var bleven ødelagte, blev flittig læste og sammenlignede med saadanne dele af bibelen, som man kunde erholde, og følgen deraf var, at man ganske almindelig antog disse sandhed, saa at de fleste i Bøhmen ahvde antaget Huz' lære nogle faa aar efter hans død. ret
(102) Hus' mordere var imidlertid ikke uvirksomme, da de saa, hvorledes hans sag triumferede. Paven og kejseren forenede sig for at undertykke denne rørelse. Sigismunds hære i spidsen for en af Europas stærkeste nationer trængte ind i Böhmen. ret
(102) Men der opstod en forløser. Ziska, som kort efter krigens begyndelse blev fuldstændig blind, men som ikke desto mindre var en af sin tids dygtigste gjeneraler, anførte böhmerne. Den lille nation modstod de mægtigste hære, som kunde bringes imod dem, idet de stolede paa Guds hjælp og deres sags retfærdighed. Atter og atter samlede kejseren nye hære og drog mod Böhmen, og han maatte bestandig drage sig tilbage med skam. Hussiterne ansaa sin sag for retfærdig og blev derved hævet over al frygt for døden, og ingen kunde bestaa for dem. Nogle faa aar efter krigens begyndelse døde den heltemodige Ziska, men Procopius traadte i hans sted. Han var en lige saa modig og dygtig gjeneral som Ziska, og i nogle henseender var han en dygtigere leder. ret
(103) Da böhmernes fiender hørte, at den blinde kriger var død, tænkte de, der var en gunstig lejlighed til at gjenvinde alt, hvad de havde tabt. Paven opfordrede nu til et korstog mod hussiterne, og atter drog en stor hær mod Böhmen, men den led et forfærdeligt nederlag. Et nyt korstog blev sat i gang. J alle Europas lande samlede man mænd, penge og krigsfornødenheder. En mængde mennesker samlede sig om pavens fane forvissede om, at de kjætteriske hussiter tilsidst vilde blive udryddede. Sikker paa sejren trængte den uhyre styrke ind i Böhmen. Folket strømmede sammen for at modstaa dem. De alierede var meget overlegne i antal, men i stedet for at avancere modig og angribe hussiterne, stod de tause og stirrede paa dem. Da kom pludselig en skræk over hæren. De flyede i forfærdelse og forvirring uden at bruge sine vaaben En stor ængde blev ihjelslagne af hussiternes hær, som forfulgte de flygende, og et rigt bytte faldt i sejrherreernes hænder, saa at krigen berigede böhmerne i setdet for at gjøre dem fattige. ret
(103) Nogle faa aar senere under en ny pave blev atte et nyt korstog sat i gang. Mænd og midler blev samlede fra alle lande i Europa. Man gjorde store løfter til dem,s om vilde gaa med til dette farefulde foretagende. Enhver, som deltog i dette korstog, skulde faa fuld forladelse for de værste forbrydelser. Alle som døde i krigen, fik løfte om en rig belønning i himlen, og de, som blev tilbage, skulde høste ære og rigdom paa valpladsen. Atter samlede man en stor hær og drog ind i Böhmen. Hussiternes hære flytede, da de nærmede sig, og drog saaledes fienden længere og længere ind i landet, saa at de mente sejren var allerede vunden. TJlsidst gjorde Procopius' armé holdt og beredte sig til angreb. Fienden opdagede nu sin fejltagelse og ventede i sin lejr paa angreb. Da de hørte lyden af hussiternes hær, som nærmede sig, kom atter en panik over dem, endog førend de fik øje paa dem. Den mægtige hær blev sønderbrudt og adsplittet ligesom af en usynlig magt. Fyster, gjeneraler og menige soldater kastede sine vaabten og flyede i alle retninger, efterladende sine skatte til bytte paa marken. ret
(103) Forgjæves søgte den pavelige legat, der var leder for angrebet, at samle de forfærdede og opløste troppe. Trods hans ivrigste bestræbelser, blev han selv reven med af de flygtende skarer. Nederlaget var fuldstændigt, og et rigt udbytte faldt atter i sejrherrernes hænder. Saaledes skete det atter, at en stor hær, som blev udsendt at Europas mægtigste nationer, en hær af modige, krigeriske mænd, øvede og rustede til krigen, flytede uden at bruge sin vaaben for dem,s om forsvarede en liden, svag nation. Her var en aabenbarelse af Guds magt. De angribende blev slagne af en overnaturlig rædsel. Han, som omsytrtede Faraos hær i Det røde hav, som bragte midianiternes hær til at fly for Gideon og hans 300 mand, som i en nat ødelagde den stolte assyriske hær, udstrækte atter sin haand for at omstyrte undertrykkernes magt. "Den gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte, thi Gud spredte benene af dem,s om lejrede sig imod dig; du gjorde dem til skamme, thi Gud havde forkastet dem." (Sal. 53:6) ret
(104) De pavelige ledere opgav nu haabet om at sejre ved magt og tog derfor sin tilflugt til list. De indgav tilsidst en overenskomst, hvori de foregav, at böhmerne skulde faa samvittighedsfrihed, men hvorved de i virkeligheden kom under Roms magt. Böhmerne havde nævnt fire punkter som betingelser for fred med Rom: Frihed til at prædike bibelen, at hele menigheden skulde have ret til at nyde brødet og vinen i nadveren; at gejstligheden skulde udelukkes fra verdslige embeder og myndighed, og at de borgerlige domstole i tilfælde af forbrydelser skulde have ret til at dømme saa vel gejstlige som andre. De pavelige myndigheder gik tilsidst ind paa at antage disse fire punkter, dog paa den betingelse, at kirken skulde have ret til at forklare dem og at afgjøre deres egentlige betydning. Paa denne grund kom en overenskomst i stand, og Rom vandt ved forestillelse og behag, hvad de forgjæves havde søgt at vinde ved krist. Thi naar kirken selv kunde forklare hussitterns fredsartikler, ligesom de forklarede bibelelen, saa kunde de forvende deres mening og faa dem til at stemme overens med deres egne hensigter. ret
(104) En stor del af Böhmen, som indsaa, at dette vilde berøve dem deres frihed, vilde ikke gaa ind paa denne betingelse. Herved opstod uenighed og splid, som ledede til strid og blodsudgydelser blandt dem selv. J denne kamp faldt den ædle Procopius, og med ham faldt Böhmens frihed. ret
(105) Sigismund, som havde forraadt Huz og Hieronymus, besteg nu tronen og uden at tage hensyn til den ed, han havde aflagt, at han vilde forsvare böhmernes rettigheder, gav han sig ifærd med at understøtte pavedømmet. Men han vandt intet ved at tjene Rom. Tyve aar af hans liv havde været fuldt af arbejde og farer. Hans hære var bleven ødelagte og hans skatkammer udtømt ved en lang og frygtesløs kamp, og nu døde han efter at have regjeret et aar i Böhmen og efterlod sit rige i en saadan tilstand, at en borgerkrig var nær ved at bryde ud, medens han efterlod sin slægt et navn, som var plettet med evig vanære. ret
(105) Urolighed, strid og blodsudgydelser vedblev. Fremmede hære drog atter ind i Böhmen, og indvortes strid blev at forstyrre nationen. De, som holdt fast ved evangeliet, blev gjenstand for en blodig forfølgelse. De blev tvungne til at søge tilflugt i skove og bjerge og at bo i jordens huler. De vedblev at samles for at læse i bibelen og deltage med hverandre i gudsdyrkelse. Deres tro og mod blev styrket, da de gjennem hemmelige sendebud fik at vide, at der i andre lande, adspredte her og der, var venner, som elskede de samme sandheder. Faste i troen vaagede og ventede de i haab om bedre dage. Efter nogen tid hørte forfølgelserne op, og deres antale blev forøget af troende, som kom til. Ved begyndelsen af det sekstende aarhundrede var der mange menigheder i Böhmen, som bød reformationen velkommen. ret