(106) Fremmest bland dem, som blev kaldte til at lede menigheden fra pavedømmets mørke til den rene troes lys, staar Martin Luther. Luther var den rette mand for sin tid Han var nidkjær, ivrig og Gud hengiven. Han kjendte ingen frygt uden gudsfrygt og anerkjendte ingen anden kilde for troen end den hellige skrift. Gud udførte gjennem ham et stort værk til menigehdens reformation og verdens oplysning. ret
(106) Luther kom fra de fattiges rækker ligesom de første forkyndere af evangeliet. Han tilbragte sin barndom i en tysk bondes ringe hjem. Hans fader arbejdede daglig som en bjergmand for at finde midler til hans opdragelse. Han ønskede, at han skulde blive en sagfører; men Guds hensigt var at gjøre ham til en bygmester i det store tempel, der saa langsomt rejste sig gjennem aarhundreder. Mangel, gjenvordighed og streng opdragelse var den skole, hvori Luther ved Guds visdom blev forberedt til sit livs vigtige mission. ret
(106) Luthers fader var en mand med en stærk og virksom aand han var karakterstærk, værdig, standhaftig og ligefrem. Han fulgte sin samvittighedsoverbevisning hvilke følger den end bragte. Hans gode dømmekraft ledede ham til at betagte munkevæsenet med mistanke. Han blev meget misfornøjet, da Luther uden hans tilladelse gik i kloster og det varede to aar før faderen blev forsonet med sin søn; og selv efter den tid vedblev han at fastholde sin mening ret
(106) Luthers forældre oplærte og opdrog sine børn med stor ømhed. De bestæbte sig for at undervise dem om Guds kundskab og at oplære dem i kristelige dyder. Faderen bad ofte i sin søns paahør, at barnet maatte erindre Herrens navn og en dag hjælpe til at fremme sandhedens sag. Ethvert middel til at fremme forstandens og moralens udvikling blev flittig benyttet af disse forældre, saavidt som deres besværlige liv tillod dem De var ivrige og udholdende i sine bestræbelser for at uddanne sine børn til at leve et fromt og nyttigt liv. Deres fasthed og karakterstyrke ledede dem undertiden til at bruge for stor strenghed; men reformatoren fandt selv i deres opdragelse mere at rose end at laste, omendskjønt han nok vidste, at de i nogle henseender havde taget fejl. ret
(107) Luther blev tidlig sendt i skole og blev her behandlet med strenghed, ja endog voldsomhed. Hans forældres fattigdom var saa stor, at da han gik hjemme fra til skolen, som laa i et andet sogn, saa var han en tid tvungen til at søge sit ophold ved at synge fra dør til dør, og han led ofte hunger. De mørke overtroiske religionsbereb, som den gang herskede, fyldte ham med frygt. Han lagde sig om aftenen med et bedrøvet hjerte og saa fremad til den mørke fremtid med bæven og med en stadig forfærdelse ved tanken om Gud som en streng, ubøjelig dommer og grusom tyran i stedet for som en kjærlig himmelsk fader. Men medens der var saa mange og store ting til at gjøre ham modløs, vedblev dog Luther standhaftig at trænge fremad mod det høje maal, som han havde besluttet at naa - ypperlighed i moral og forstand. ret
(107) Han tørstede efter kundskab, og hans alvorsfulde og praktiske karakter ledede ham til at søge efter det, som var grundigt og nyttigt, hellere end det, som var overfladisk og glimrende Da han i atten aarsalderen traadte ind i universitet i Erfurt, var hans stilling gunstigere og hans udsigter lysere end i hans tidligere aar. Hans forældre havde ved flid og sparsommelighed erhvervet sig en formue, saa at de var i stand til at yde ham al fornøden hjælp, og forstandige venners indflydelse havde til dels formindsket de daarlige virkninger af hans tidligere opdragelse. Han studerede nu flittigt de bedste forfattere og berigede sin forstand med deres tanker, saa at han gjorde de vises visdom til sin ejendom. Ved sin gode hukommelse, levende indbildningskraft, stærke dømmekraft og store flid i sine studier vandt han snart en plads blandt de mest udmærkede af hans kammerater. ret
(108) Herrens frygt boede i Luthers hjerte og satte ham i stand til at være standhaftig i udførelsena f sine planer samt ledede ham til dyb ydmyghed for Gud. Han følte bestandig, at han vr afhængig af Gud, og han undlod ikke at begynde enhver dag med bøn, medens han i sit hjerte bestandig opsendte en stille bøn om vejledning og understøttelse. Han sagde ofte: "At bede ret er den bedste halvdele af studeringen" ret
(108) Da Luther en dag undersøgte bøgerne i universitets bibliothek, opdagede han en latinsk bibel. Han havde tilforn hørte stykker af evangelierne og brevene oplæste ved den offentlige gudstjeneste, og han antog, at det var hele Guds ord. Nu saa han for første gang en hel bibel. Med blandet frygt og forundring betragtede han den hellige bogs blade. Med bankende hjerte læste han for sig selv, medens han af og til standsede og udbrød: "Ak om Gud vilde give mig en saadan bog at eje." Herrens engle var ved hans side, og lysstraaler fra Guds trone aabenbarede sandhedens skatte for hans forstand Han havde altid frygtet for at gjøre Gud imod. Men han erholdt nu en dyb overbevisning om sin syndige tilstand mere end nogensinde tilforn. ret
(108) Hans oprigtige ønske om at blive fri fra synden og finde fred med Gud ledede han tilsidst til at gaa i kloster og at vie sig til munkelivet. Her maatte han udføre de simpleste arbejder og tigge fra hans hus. Han var i en alder, da han meget længes efter at blive agtet og anset, og dette grove arbejde var meget krænkende for hans naturlige følelser; men han udholdt taalmodig denne fornedrelse, idet han troede, det var nødvendigt paa grund af hans synder Ethvert øjeblik, som han kunde undvære fra sine daglige pligter, anvendte han til at læse, og berøvede sig selv søvn, ja beklagede endog de øjeblikke, han anvendte ved sit ringe maaltid Fremfr alt glædede han sig ved Guds ord Han havde fundet en bibel, som var lænket til klostrets mur,, og denne gik han ofte til. Efter som hans overbevisning om synd tiltog søgte han ved sine egne gjerninger at erholde syndsforladelse og fred. Han levede et overordentligt strengt liv og søgte at korsfæste kjødet ved at faste, vaage og plage sig selv Han undveg ikke nogen opofrelse for at blive hellig og vinde himen Som en følge af denne smertefulde disciplin blev hans legeme svækket, g han led af krampetilfælde, som aldrig blev fuldstændig helbredede Men med alle sine bestræbelser vandt hans besværede sjæl dog ingen lindring Til sidst kom han fortvivlensen nær. ret
(109) Da det forekom Luther at alt var tabt oprejste Gud han em ven og hjælper. Den fromme Staupiz aabnede Guds ord for Luthers sjæl og bød ham at se bort fra sig selv, at ophøre med at tænke paa den uendelige straf for Guds lov overtrædelse og at se hen til Jesus, hans frelser, som alene kunde forlade synd. "Kast dig i dine forløsers arme i stedet for at plage dig selv paa grund af dine synder forlad dig paa ham paa hans retfærdige liv, aa hans forsonende død. Lyt til Guds søn. Han blev menneske for at give dig løfte om Guds naade. Elsk ham, som har elsket dig først." Saaledes talte dette barmhjertighedens sendebud og hans ord gjorde et dybt indtryk paa Luther. Efter at han ofte havde kjæmpet med vildfarelser, som han længe havde næret, blev han i stand til at gribe sandheden og der blev fred i hans besværede sjæl. ret
(109) Luther blev ordineret til præst, og han blev kaldt fra klosteret til en professorpost ved Wittenbergs universitet. Her benyttede han tiden til at studere bibelen i grundsproget Han begyndte at holde forelæsninger over bibelen og oplod salmerne, evangelierne og epistlerne for deres forstand som i store skarer med glæde lyttede til. Staupiz, hans ven og overordnede, opmuntrede ham til at bestige prædikestolen og forkynde Guds ord. Luther holdt sig tilbage; thi han følte sig uværdig til at tale til folket i Kristi sted. Først efter en lang kamp gav han efter for sin vens overtalelser. Han var allerede mægtig i skrifterne, og Guds naade hvilede over ham. Hans veltalenhed henrev hans tilhørere. Den klarhed og kraft, hvormed han fremstillede sandheden, overbeviste deres forstand, kraft hvormed han fremstillede sandheden, overbeviste deres forstand, og hans dybe inderlighed rørte deres hjerter. ret
(109) Luther var endnu en tro søn af pavekirken og havde aldrig tænkt paa at han skulde blive noget andet. Gud styrede det saaledes, at han besluttede at besøge Rom. Han begav sig til fods paa rejsen og søgte herberge i klostrene undervejs. J et kloster i Jtalien blev han meget forundret, da han saa den pragt, som herskede der, deres fornemme klæder og overdaadige spise saa vel som den luksus, der herskede overalt. Med smertefuld mistanke stillede han denne scene i modsætning til sit eget selvfornegtende og besværlige liv. Hans sind blev forvirret. ret
(110) Tilsidst saa han i det fjerne staden paa de syv høje. Med dyb følelse kastede han sig ned paa jorden og udbrød: "Hellige Rom jeg hilser dig!" Han gik ind i staden besøgte kirkerne, lyttede til de underfulde fortællinger fra præsterne munkene og udførte alle de ceremonier, som fordredes. Overalt saa han scener, som fyldte ham med forbauselse og forfærdelse. Han saa, at uretfærdighed herskede blandt alle de gejstlige klasser. Han hørte usømmelig tale fra prælaterne og blev fyldt med gru da han saa deres forfærdelige ringeagt for det hellige endog under messen Jdet han kom i selskab med munkene og borgerne, saa han udsvævelser og vellyst; hvorhen han vendte sig, saa han vanhellighed i stedet for hellighed. "Han skrev: "Det er utroligt, hvilke synder og afskyeligheder man begaar i Rom De maa ses og høres, for at man kan tro det; saa at det er bleven almindeligt at sige: Dersom det er noget helvede til, saa er Rom bygget over det; det er en afgrund, hvorfra alle synder udgaar." ret
(110) Paven havde lovet aflad til enhver, som paa sine knæ vilde stige op ad den saakaldte Pilatustrappe. En dag, da Luther udførte denne handling, syntes pludselig en tordenstemme at sige til ham "Den retfærdige ved troen skal leve" (Rom 1:17) Han sprang op paa sine fødder med skam og forfærdelse og flyede fra det sted, hvor han havde udvist en saadan daarskab. Dette skriftsted tabte aldrig sin magt over hans sjæl. Fra den stund saa han mere klart end nogensinde før, hvor forfærdeligt det er at stole paa menneskelige gjerninger til frelse, og nødvendigheden af stadig tro paa Kristi fortjeneste. Hans øjne var bleven aabnede og skulde aldrig mere lukkes for pavedømmets forførelser. Da han vendte sit ansigt fra Rom, vendte han ogsaa sit hjerte bort derfra, og fra den tid blev adskillelsen stedse større, indtil han aldeles løsrev sig fra pavekirken. ret
(111) Efter sin tilbagekomst fra Rom, erholdt Luther ved Wittenbergs universitet doktorgraden. Nu kunde han hengive sig mere end nogensinde tilforn til at granske i den hellige skrift, som han elskede saa højt. Han have højtideligt love omhyggelig at granske Guds ord og med troskab prædike det i stedet for pavens sagn og lærdomme, saa længe han levede. Han var ikke længere blot en munk eller professor men en bemyndiget forkynder af bibelen. Han var bleven kaldet som en hyrde til at føde Guds hjord, der hungrede og tørstede efter sandhed. Han erklærede bestemt at de kristne ikke skulde antage nogen anden lære end den, som hvilede paa den hellige skrifts autoritet. Disse ord angreb selve grundvolden for pavedømmets overherredømme. De indeholdt reformationens fornemste grund. ret
(111) Luther indsaa, hvilken fare der var forbunden med at ophøje menneskelige theorier over Guds ord. Han angreb uden frygt scholastikernes spidsfindige rationalisme og imødegik den filosofi og theologi, som saa længe havde havt stærk indflydelse over folket. Han forkastede saadanne studer ikke alene som unyttige, men farlige, og søgte at vende sine tilhøreres tanker bort fra folosofiens og theologiens spidsfindigheder til de evige sandheder, som profeterne og apostlerne havde forkyndt. ret
(111) Det budskab,, som han bragte; var meget dyrebart for den begjærlige mnægde, der yttede med den dybeste interesse til hans ord. Aldrig før havde saadanne lærdomme lydt for deres øren. Det glade budskab om Frelserens kjærlighed og forsikring om syndforladelse og fred gjennem hans forsonende blod glædede deres hjerter og frembragte et udødeligt haab. Et lys blev tændt i Wittenberg, hvis straaler skulde naa til jordens yderste grænser, og som skulde tiltage i klarhed indtil tidens ende. ret
(111) Men lys og mørke kan ikke harmonere. Der er en uundgaaelig kamp melem sandhed og vildfarelse. At støtte og forsvare den ene er at angribe og omstyrte den anden. Vor frelser erklærede selv: "Jeg er ikke kommen at bringe fred men sværd." (Math 10:34) Nogle faa aar efter reformationens begyndelse sagde Luther: "Gud leder mig ike, men tvinger mig fremad. Jeg er ikke herre over mine egne handlinger Jeg vilde med glæde leve i ro Men jeg er kastet ind midt iblandt uroligheder og oprør." Han var nu i færd med at blive tvungen ind i kampen. ret
(112) Den romerske kirke havde gjort Guds naade til en handelsvare. Vekselerernes borde var opstillede ved siden af deres altere, (Math. 21:12) og luften fyldtes med lyden af dem, som kjøbe og solgte. Under paaskud af at samle midler til at bygge St. Peterskirken i Rom bød pavens delegater offentlig til salgs aflad for synd. Et tempel skulde byges til Guds tilbedelse for penge, der var erhvervede ved forbrydelse. Dets hjørnesten skude lægges med uretfærdigheds løn. Men selv de midler, som Rom brugte til sin egen forherligelse, fremkaldte dødsslaget for dets magt og storhed. Det var dette, som opvakte de ivrigste og heldigste fiender mod pavedømmet og frembragte den kamp, som rystede pavens troen til dens grundvold og satte den tredobbelte krone paa pavens hoved i fare. ret
(112) Tezel, den embedsmand, som var udnævnt til at bestyre afladssalget i Tyskland, var funden skyldig i de laveste forbrydelser mod samfundet og mod Guds lov. Men han havde undgaaet den straf, som hans laster fortjente, og var nu ansat til at fremme pavens pengegjerrige og samvittighedsløse planer. Med stor frækhed fortalte han de værste løgne og berettede underfulde historier for at bedrage det uvidende, lettroende og overtroiske folk. Dersom de havde havt Guds ord, saa vilde de ikke saaledes være bleven bedragne. Men bibelen var blevn holdt tilbage fra dem, for at holde dem under pavemagtens herredømme, og for at de kunde bestyrke deres leders magt og forøge deres rigdom. ret
(112) Naar Nezel kom ind i en by gik et sendebud foran ham og raabe: "Guds og den hellige faders naade er for eders porte", og folket bød denne gudsbespotter og hykler velkommen, som han var Gud selv, der var kommen ned fra himlen til dem. Den skamløse handel blev ført ind i kirken, og Tezel steg op paa prædikestolen og ophøjede afladen som Guds allernaadigste gave Han erklærede, at i kraft af hans afladsbreve kunde alle de synder, som kjøberen siden efter skulde ønske at begaa, tilgives ham, og at anger ikke engang var aldeles nødvendig. Ja, mere end dette, han forikrede sine tilhørere om at disse afladsbreve ikke alene havde magt til at frelse de evende men endog de døde, at saa snart pengene klang i hans kiste, saa vilde den sjæl, som de betalte for, springe ud af skjærsilden og fare op til himlen. ret
(113) Da Simon, troldkarlen, tilbød apostlerne penge for at faa kraft til at gjøre mirakler, svarede Peter ham "Dine penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds gave for penge." (Ap. gj. 8:20) Men Tezels tilbud blev med begjærlighed grebet af tusender Gud og sølv strømmede til hans pengeskrin. Den frelse, som kunde kjøbes for penge, kunde lettere erholdes end den, som fordrede anger, tro og alvorlige bestræbelser for at modstaa og sejre over synden. ret
(113) Læren om afladen var bleven modsagt af lærde og fromme mænd i den katholske kirke, og der var mange, som ikke havde nogen tro til disse paastande, der var saa stridende baade mod fornuften og skriften. Dog turde ingen biskop oplyse sin røst imod det bedrageri og den vildfarelse, som den uretfærdige handling medførte. Men menneskene blev urolige i sit sind, og mange spurgte med længsel, om ikke Gud gjennem et eller andet redskab vilde sin menighed. ret
(113) Omendskjønt Luther endnu var en streng papist, saa blev han dog fyldt med forfærdelse ved disse afladskræmmeres bespottelige anmaselser. Mange i hans egen menighed havde gjøbt afladsbreve, og det varede ikke længe, fr de kom til ham, bekjendte sine forskjellige synder og vendede at faa absolution, ikke fordi de var angergivne, og ønskede at omvende sig, men paa grund af sit afladsbrev. Luther negtede at give dem absolution og advarede dem; han sagde, at dersom de ikke angrede og omvendte sig, saa vilde de omkomme i sine synder. J stor forvirring kom de til Tezel og underrettede ham om, at en augustinermunk havde behandlet hans breve med foragt. Herved blev Tezel meget forbitret han udstødte de forfærdeligste forbandelser, lod baal antænde paa de offentlige torve, og erklærede, at han havde befaling fra paven til at brænde de kjættere, som turde gjøre indsigelse mod hans højhellige afladsbreve. ret
(114) Luther begyndte nu frimodig sit værk som sandhedens forkjæmper. Hans røst lød fra prædikestolen med højtidelig, alvorsfuld advarsel. Han fremsatte for folket syndens fordærvelige natur og lærte dem, at det er umuligt for mennesker ved sine gjerninger at formindske sin brøde eller undgaa syndens straf. Jntet uden omvendelse til Gud og tro paa Kristus kan frelse syndere. Kristi naade kan ikke kjøbes Den er en fri gave. Han raadede folket til ikke at kjøbe aflad, men i tro at se op til den korsfæstede forløser. Han fortalte sin egen smertefulde erfaring, idet han forgjæves søgte at erholde frelse ved bodsøvelser og selvfornedrelse, og forsikrede sine tilhørere, at de kunde finde fred og glæde ved at se bort fra sig selv og tro paa Kristus. ret
(114) Da Tezel alligevel vedble med sin handel og sin vanhellige paastand, besluttede Luther at fremlægge en kraftigere indsigelse mod dette skrigende misbrug. Allehelgensdag var en vigtig dag for Wittenberg. Kirkens kostbre relikvier blev da fremlagte, og man gav syndsforladelse til alle, som besøgte kirken og bekjendte sine synder. Følgelig søgte folket i store skarer til kirken paa denne dag. Dagen før denne højtid gik Luther frimodig til kirken hvor allerede store skarer af tilbedende holdt paa at forsamles, og opslog paa døren 95 sætninger mod læren om aflad. Disse sætninger erklærede han,, at han var rede til at forsvare mod enhver modstander. ret
(114) Hans sætninger tildrog sig almindelig opmærksomhed. Man læste og læste dem atter og gjentog dem overalt. Der blev et stort røre ved universitet og i hele staden. Disse sætninger viste, at der aldrig var givet magt til paven eller noget andet menneske til at forlade synd og ophæve dens straf. Den hele plan var oprørende, et kunstgreb, forved man søgte at udsuge penge af folket ved at henvede sig til deres overtro, - et satans paafund for at ødelægge de sjæle, som stolede paa hans løgnagtige paastande. Han viste ogsaa tydelig, at Kristi evangelium er menighedens dyrebareste skat, og at Guds naade, som deri aabenbares, gives frit til alle, som søger den ved omvendelse og tro. ret
(114) Luther opfordrede sine modstandere til at drøfte disse sætninger; men ingen turde modtage opfordringen. De spørgsmaal, han fremsatte, udbredte sig paa nogle faa dage over hele Tyskland, og i løbet af nogle faa uger var de bekjendte over hele kristenheden. Mange gudfrygtige katholiker, som havde set og beklaget den forfærdelige uretfærdighed, som herskede i kirken, men ikke havde forstaaet, hvorledes de kunde standse deres fremgang, læste disse sætninger med stor glæde og erkjendte i dem Guds røst. De følte, at Herren naadig havde udrakt sin haand for at standse den fordærvelsens strøm, der udgik fra den pavelige stol og tiltog med stor hurtighed. Fyrster og øvrigheder glædede sig hemmelig over, at der vilde blive sat en stopper for den hovmodige magt, som negtede, at nogen havde ret til at forkaste dens bestemmelser. ret
(115) Men den overtroiske mængde elskede synden og blev forfærdet over, at de spidsfindigheder, som stillede deres frygt, blev bortfjernede. Listige gejstlige, som blev forhindrede i at beskytte forbrydelser og saa, at deres vinding stod i fare, blev forbitrede og samlede sig for at støtte sine paastande. Luther maatte holde stand mod bitre anklager Nogle anklagede ham for, at han handlede overilet og blot efter indskyldelser. Andre anklagede ham for trodsighed og paastod, at han ikke var ledet af Gud, men handlede, som han gjorde, paa grund af stolthed og lyst til at stille sig selv frem. Han svarede: "Hvem ved ikke at man sjelden kan fremkomme med en ny idé uden at have noget udseende af stolthed og uden at blevte anklaget for at vække strid. Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne ihjelslagne? - Fordi man ansaa dem for hovmodige, der foragtede den tids visdom, hvori de evnede, og fordi de fremførte nye sandheder uden først at raadføre sig med dem, som forsvarede de gamle meninger." ret
(115) Atter erklærede han "Hvad jeg gjør, kan ikke udrettes ved menneskelig klogskab, men ved Guds raad. Dersom dette værk er af Gud, hvem kan saa standse det? Men dersom det ikke er af Gud, hvem kan saa fremme det? Jkke min vilje ikke eders,, ikke vor men din vilje ske, hellige fader, som er i himlen." ret
(115) Omendskjønt Luther var bleven paavirket af Guds aand til at begynde sit værk, saa skulde det dog ikke gjennemføres uden stor kamp. Hans fienders forhaanelser, deres falske fremstilling af hans hensigter og deres uretfærdige, ondskabsfulde bemærkninger om hans karakter og bevæggrunde, overvældede han ligesom en overstrømmende flod, og det var ikke uden virkning. Han havde været vis paa, at lederne i menigheden og folkets filosofer med glæde vilde forene sig med ham i hans bestræbelser for at frembringe en reformation. Opmuntrende ord fra højtstillede mænd havde oplivet ham med glæde og haab. Han hade allerede i sine forventninger set en lysere dag, som opgik for menigheden. Men opmuntringerne havde forvandlet sig til han og bespottelse. Mange højtstaaende personer baade i kirken og staten var overbeviste om hans sætninger sandhed; men de indsaa snart, at det vilde medføre store forandringer at antage disse sandheder. At oplyse og omvende folket vilde i sandhed være at undergrave Roms myndighed, at stands eden strø, som nu flød til Pavens skatkammer og saaledes i høj grad hæmme de pavelige lederes overdaadighed og luksus. Endvidere vilde det omstyrte pavens trone og tilsidst deres egen myndighed, dersom de lærte folket at tænke og handle som ansvarlige væsener og at se alene til Kristus for frelse. Af denne grund forkastede de den kundskab, som Gud tilbød dem, og stillede sig mod sandheden og mod Kristus, fordi de modstod den mand, som Gud havde sendt for at oplyse dem. ret
(116) Luther skjælvede, idet han saa paa sing selv - en eneste mand, som rejste sig imod jordens mægtigste herrer Han tvivlede undertiden paa, om han virkelig var ledet af Gud til at sætte sig op mod kirkens myndighed Han skrev: "Hvem var jeg, at jeg kunde modstaa hans majestæt paven, for hvem jordens konger og hele verden skjælvede?" "Jngen kan fatte, hvad jeg led i de første to aar, og hvor dybt jeg sank i modløshed, ja endog fortvivelse." Men Gud lod ham dog ikke blive aldeles modløs. Da menneskelig hjælp slog frej, saa han op til Gud alene og lærte, at han med fuldkommen tryghed kunde læne sig paa Guds almægtige arm. ret
(116) Luther skrev til en ven af reformationen: "Vi kan ikke lære at forstaa skriften hverken ved granskning eller stor forstand. Derfor er det din allerstørste pligt at begynde med bøn. "Bed Herren om, at han naadig i sin store barmhjertighed lader dig rettelig forstaa sit ord. Der er ingen anden fortolker af ordet uden den, som selv er forfatter af ordet, ligesom hans iger til alle: "Værer lærte af Gud." Haab intet af din granskning og forstands dygtighed, men sæt din tillid simpelthed til Gud og til hans aands vejledning. Tro dem, som selv har forsøgt denne sag." Her er en undervisning af stor vigtighed for dem, som føler at Gud har kaldet dem til at fremstille vor tids alvorsfulde sandheder for andre. Disse sandheder opvække satans fiendskab og de menneskers had, der elsker de fabler, han har opfundet. J kampen mod de onde magter behøver vi noget mere end forstand og menneskelig visdom. ret
(117) Naa fienderne henviste til skikke og sagn, eller til pavens paastand om myndighed, imødegik Luther dem med bibelen og ikke med noget andet Her var et vidnesbyrd, som de ikke kunde modsige. Derfor raabte overtroens og de dødes formers slaver paa hans blod, ligesom jøderne havde raabt paa Kristi blod. "Han er en kjætter"," raabte de romerske sværmere; "det er synd at lade ham leve en time længere, bort med ham til skafottet, straks!" Men Luther faldt dog ikke som et bytte for deres raseri. Gud havde et værk for ham at udrette, og himens engle blev sendte for at beskytte ham. Jmidlertid var der mange, som havde erholdt det dyrebare lys fra Luther, der blev gjenstand for satans vrede og frimodighed led martyrdøden for sandhedens skyld. ret
(117) Luthers lære vakte opmærksomhed blandt tænkende mennesker overalt i Tyskland. Fra hans prædikener og skrifter udgik lysstraaler, som vækkede og oplyste tusender. Levende tro traadte i stedet for det døde formvæsen, som saa længe havde holdt ved i menigheden. Folket tabte daglig tilliden til den katholske overtro; de forhindringer, som kom af fordomme, blev bortfjernede. Guds ord, hvorpaa Luther prøvede enhver paastand og enhver lære, var ligesom et tveægget sværd, der trængte igjennem til folkets hjerter. Overalt blev der vækket en længsel efter aandelig fremgang. Overalt viste der sig en saadan hunger og tørst efter retfærdighed, som man ikke havde kjendt i flere tidsaldre. Menneskenes aandelige øje, som saa længe havde været henvendt til menneskelige ceremonier og jordiske midlere, blev nu henvendt til anger og tro paa Kristus og han korsfæstet. ret
(117) Den store interesse blandt folket opvakte endnu mere de pavelige myndigheders frygt. Luther blev indkaldt til at møde i Rom og svare paa beskyldninger for kjetteri. Denne befaling fyldte hans venner med skræk. De vidste godt, hvilken fare der troede ham i hin fordærvede stad, som allerede var trukken af Jesu martyrers blod. De gjorde indvending mod hans rejse til Rom og forlangte, at han skulde forhøres i Tyskland. ret
(118) Dette blev tilsidst ordnet saaledes, og en pavelig legat blev valgt til at høre hans sag. J de instrukser, som paven meddelte denne embedsmand var Luther alerede erklæret for en kjetter. Denne legat blev derfor paalagt at anlægge sag mod ham og bringe ham til underkastelse uden opsættelse. Dersom han fastholdt sin lære, og legaten ikke kunde paagribe hans person, saa fik han magt til at banlyse ham overalt i Tyskland og at udrydde, forbande og udelukke alle hans tilhængere. Endvidere paalagde paven sin legat for aldeles at udrydde dette presteagtige kjætteri at udelukke alle, hvor de end stod i kirken og staten, undtagen kejseren, dersom de undlod at gribe Luther og at overgive ham til Rom, saa at de kunde hevne sig paa ham. ret
(118) Dette aabenbarede pavedømmets sande aand. Jkke en eneste levning af Kristi lære eller af menenskelig retfærdighed findes i hele dokumentet. Luther opholdt sig langt fra Rom. Han havde ingen anledning til at forklare eller forsvare sit standpunkt. Men før hans sag blev undersøgt, blev han uden videre erklæret for en kjætter, og han blev formanet, anklaget, dømt og fordømt paa én dag og det af ham, som kaldte sig den hellige fader, den eneste ufejlbarlige dommer i kirken og staten. ret
(118) Ved denne tid, da Luther trængte saa meget til en oprigtig vens sympathi og raad, sendte Guds forsyn Melanchton til Wittenberg. Melanchton var ung, beskeden og tilbageholden i sin opførsel; dette tilligemed hans sunde dømmekraft, store kundskab og indtagelse veltalenhed forenet med en ren og oprigtig karakter vandt han almindelig beundring og agtelse. Han udmærkede sig ikke mindre ved sit sagtmodige sindelag end ved sine glimrende talenter. Han blev snart en ivrig discipel af evangeliets og Luthers mest paalidelige vens og bedste medarbejder. Hans sagtmodighed, forsigtighed og nøjagtighed passede godt i samarbejde til Luthers mod og iver. Deres forening i arbejde gav reformationen mere styrke og blev en kilde til stor opmuntring for Luther. ret
(119) Det blev bestemt, at forhøret skulde holdes i Augusburg, og reformatoren begav sig til fods aa vejen dertil. Mange nærede alvorlig frygt for ham Man havde aabenbart truet med at passe ham op og myrde ham paa vejen, og hans venner bad ham om ikke saaledes at vove sit liv. De bad ham ogsaa om at forlade Wittenberg en tid og søge tilflugt blandt dem, som med glæde vilde beskytte ham; men han vilde ikke forlade den stilling, hvori Gud havde sat ham Han maatte vedblive at være en tro forsvarer for sandheden trods de storme, som fór løs paa ham Han sagde: "Jeg er ligesom Jeremias, en mand der udsættes for strid og modsigelse. Men jo mere de forøger sine trusler desto mere forøger de min glæde . . . . De har allerede sønderrevet min ære og mit gode navn. Alt, jeg har tilbage, et mit elendige legeme lad dem ogsaa tage det, saa vil de forkorte mit liv nogle faa timer. Men men sjæl skal de dog ikke faa. Den, som beslutter sig til at bringe Kristi ord til verden maa forvente døden hver time." ret
(119) Luthers ankomst til Augsburg glædede den pavelige legat meget. Det syntes, som om den besværlige kjetter, der havde vakt hele verdens opmærksomhed nu var i Roms magt, og legaten beslluttede, at Luther ikke skulde forlade staden saaledes, som han var kommen ind i den. Luther havde undladt at forsyne sig med lejdebrev. Hans venner søgte at overtale ham til ikke at fremstille sig for legaten uden lejde og de forsøgte selv at erholde et af kejseren. Legatens hensigt var om muligt at tvinge Luther til at tilbagekalde sin lære eller, hvis dette ikke lykkes, at føre ham til Rom for at han kunde dele skjæbne med Huz og Hieronymus. Derfor søgte han gjennem sine hjælpere at overtale Luther til at fremstille sig uden lejdebrev og stole paa legatens barmhjertighed. Men dette negtede han bestemt at gjøre. Han fremstillede sig ikke for den pavelige udsending, før han havde erholdt dette dokument, som sikrede ham kejserens beskyttelse. ret
(119) Paisterne have listig besluttet at gjøre forsøg paa at vinde Luther ved at vise sig venlige. J sine samtaler med ham fremstilede legaten sig, som om han var en god ven; men han fordrede, at Luther ubetinget skulde underkaste sig kirkens myndighed og tilbagekalde ethvert punkt af sin lære uden drøftelse eller indvending. Han havde ikke ret forstaaet den mands karakter, som han havde med at gjøre. Luther svarede, at han havde stor agtelse for kirken og stor kjærlighed til sandheden, samt at han var rede til at svare paa alle indvendinger mod det, som han lærte, og at han vilde fremlægge sin lære for visse ledende universiteter til deres afgjørelse. Men paa samme tid protesterede han mod kardinalens fremgangsmaade, naar han forlangte ham til at tilbagekalde uden at bevise, at han havde taget fejl. ret
(120) Det eneste svar herpaa var: "Tilbagekald, tilbagekald!" Reformatoren vidste, at hans paastande var stadfæstede i bibelen, og erklærede bestemt, at han ikke kunde tilbagekalde sandheden. ret
(120) Da prælaten saa, at Luthers fremstilling ikke kunde modsiges, tabte han al selvbeherskelse og raabte i vrede: "Tilbagekald, eller jeg skal sende ig til Rom, at du kan fremstilles for de dommere, som er bestemte til at behandle din sag. Jeg vil udelukke dig og alle dine tilhængere og alle, som nogensinde giver dig medhold, jeg vil udkaste dem af menigheden." Og han erklærede tilsidst med en stolt og vred stemme: "Tilbagekald, eller vend aldrig mere tilbage!" ret
(120) Reformatoren drog sig tilbage med sine venner, og lod kardonalen og hans medhjælpere se paa hverandre yderlig forvirrede over de uventede følger af sammenkomsten. ret
(120) Luthers bestræbelse ved denne anledning var ikke uden gode følger. Den store forsamling, som var tilstede, havde lejlighed til at sammenligne de to mænd og selv at dømme om den aand, som besjælede dem, saa vel som om deres forskjellige standpunkters styrke og sanddruhed. Hvilken mærkværdig, modsætning! Reformationen fremstod i enfoldighed og ydmyghed. Han forlod sig fast paa Guds styrke; thi han havde sandheden paa sin side. Pavens repræsentant derimod var overlegen, stolt og anmasende, og han fremførte ikke et eneste bevis fra bibelen, og dog raabte han heftig: "TJlbagekald, eller du skal sendes til Rom for at straffes!" ret
(121) Omendskjønt Luther havde erholdt et lejdebrev, lagde de katholske alligevel planer til at gribe og fængsle ham. Hans venner foreholdt ham, at det var unyttigt for ham, at opholde sig længere her, og søgte derfor at formaa ham til uden ophør at vende tilbage til Wittenberg, og at han skulde bruge den største forsigtighed for at skjule sine hensigter. Han forldo derfor Augsburg før daggry til helst kun ledsaget af vejviser, som magistraten skaffede ham. Med mange bange anelser drog han hemmelig afsted gjennem afsiddes, mørke, tause gader. Aarvaagne og grusomme fiender lagde planer til at ødelægge ham. Vilde han undgaa de snarer, som de beredte for ham? Disse var øjeblikke fulde af bekymring og inderlig bøn. Han kom til en liden port paa stadsmuren. Den blev aabnet for ham, og han og hans ledsager drog uhindrede gjennem. Da han først kom udenfor byens grænser, var han snart langt fra byen. Satan og hans medhjælpere havde lidt et nederlag. En mand, som de troede at have i sin magt, var borte, undsluppen som en fugl fra fuglefængerens snare. ret
(121) Da legaten hørte, at Luther var rejst bort, blev han overvældet af forbauselse og vrede. Han havde ventet at erholde stor ære for sin visdom og forsigtighed, idet han forhørte denne forstyrer i kirken; men hans haab blev skuffet. Han gav sin vrede luft i et brev til kurfyrst Frederik af Sachsen, hvori han bitter fordømte Luther og fordrede, at Frederik skulde sende reformatoren til Rom eller forvise ham fra Sachsen. ret
(121) Til svar fremholdt Luther, at legaten eller paven skulde vise ham hans vildfarelse af skriften, og lovede paa den højtideligste maade at tilbageekalde sin lære, dersom de kunde vise, at den var stridende mod Guds ord; og han udtrykte sin taknemmelighed til Gud for, at han blev agtet værdig til at lide i en saa hellig sag. Disse ord gjorde et dybt indtryk paa kurfyrsten, og han besluttede at beskytte Luther. Han negtede at sende ham til Rom eller forvise ham fra sit rige. ret
(121) Kurfyrsten saa, at de grundsætninger, som skulde hindre den moralske fordærvelse, blev almindelig foragtede. Der var trang til en stor reformation. De indviklede og kostbare foranstaltninger, hvorved man holdt forbrydelser i tømme og straffede dem, vilde ikke behøves, naar mennesket erkjendte og adlød Guds fordringer og en oplyst samvittigheds røst. Han saa, at Luther arbejdede for at naa dette maal, og han glædede sig hemmelig over, at mange i menigheden kom under en bedre indflydelse. ret
(122) Han saa ogsaa, at Luther som professor ved universitet gjorde overordentlig stor fremgang. Fra alle dele af Tyskland stømmede studenter til Wittenberg for at lytte til hans lære. Unge mænd, som for første gang saa staden løftede sine hænder op mod himlen og takkede Gud, at han havde ladet sandhedens lys skinne fra dette sted ligesom fordum fra Jerusalem. ret
(122) Luther var endnu blot delsvis omvendt fra katolicismens vildfarelser. Men eftersom han sammenlignede den hellige skrift med de pavelige dekreter og befalinger, blev han fuld af forundring. Han skrev: "Jeg læser pavens dekreter, og . . . jg ved ikke om paven var antikristen selv efter hans apostel, saa falskelig fremstilles, ja endog korsfæstes Kristus i dem." Dog var Luther paa denne tid endnu en tilhænger af den romersk-katholske kirke, og havde endnu ikke tænkt paa at skille sig fra dens samfund. ret
(122) Reformatiorens lære og skrifter udbredte sig til ethvert folk i kristenheden. Værket udbredte sig til Schweiz og Holland. Afskrifter af hans skrifter fandt vej til Frankrig og Spanien. J England blev hans lære annammet som livets ord. Sandheden udbredte sig ogsaa til Belgien og Jtalien. Tusender vaagnede op fra sin dødlignende dorskhed til glæde og haab i troens liv. ret
(122) Rom blev mere og mere forbitret over Luthers angreb, og nogle af hans fanatiske modstandere erklærede hemmelig, at den, som tog hans liv, var fri for synd. En dag nærmede en fremmed sig til reformationen med en pistol skjult under sin kappe og spurgte ham, hvorfor han gik saaledes alene. "Jeg er i Guds hænder," svarede Luther, "han er min hjælp og mit skjold, hvad kan mennesker gøre mig?" Da den fremmede hørte disse ord, blev han bleg og flyede, som om han havde set himlens engle. ret
(122) Rom havde fast besluttet at ødelægge Luther, men Gud var hans forsvar. Hans lære lød overalt, i klostre og hytter, i de adelige slotte, ved universiteterne, i kongernes paladser, og ædle mænd fremstod overalt for at understøtte hans bestræbelser. ret
(123) J et opraab til kejseren og Tysklands adel til gunst for en reformation i kristendommen skrev Luther angaaende paven: "Det er afskyeligt at se ham, som kaldes Kristi vikar, iføre sig større herlighed end nogen kejser. Er dette at repræsentere den fattige og foragtede Jesus eller den ydmyge St. Peter? Paven, siger de, er verdens herre. Men Kristus, hvis vikar han praler af at være, sagde: "Mit rige er ikke af denne verden." Kan en vikars herredømme strække sig længere end hans herres?" ret
(123) Om universiteterne skrev han saaledes: "Jeg frygter meget, at man vil faa at se, at universiteterne er brede porte, som leder til helvede, dersom man ikke der arbejder med flid paa at udlægge den hellige skrift og indprente den i de unges hjerter. Jeg tilraader ingen at sende sine børn derhen, hvor den hellige skrift ikke benyttes til leveregel. Enhver skole, hvor Guds ord ikke uafladelig granskes, maa blive fordærvet." ret
(123) Dette opraab blev hurtig udbredt over hele Tyskland og udøvede en stor indflydelse over folket. Hele nationer blev vakt og mange mennesker blev bevægede til at samle sig omkring reformationens banner. Luthers modstandere, som brændte af længsel efter hevn, tilskyndede paven til at tage et afgjørende skridt mod ham. Det blev vesluttet, at hans lære øjeblikkelig skulde fordømmes. Mam tilstod reformen og hans venner 60 dage, efter hvilken tid de alle skulde udelukkes, dersom de ikke tilbagekaldte. ret
(123) Dette var en frygtelig tid for reformationen. J flere aarhundreder havde dødsslaget fulgt paa Roms banbuller Luther var ikke blind for den storm, som var nær ved at bryde løs over ham; Men han stod fast og stolede paa Kristus som sin hjælp og sit skjold. Med en martyrs tro og frimodghed skrev han: "Jeg ved ikke, hvad der snart vil hænde, ej heller bekymrer jeg mig derom." "Hvor dette slag end naar mig, frygter jeg ikke. Jkke saa meget som et blad falder til jorden uden vor himmelske faders vilje. Hvor meget mere vil han da have omsorg for os! Det er en liden sag at dø for ordet, siden det ord, som blev kjød for os, selv døde. Dersom vi dør med ham, skal vi og leve med ham, og naar vi gaar igjennem det, som han har gaaet igjennem for oss, saa skal vi være, hvor han er, og bo evig hos ham." ret
(124) Da pavens banbulle naaede Luther, sagde han: "Jeg foragter den, jeg sætter mig imod den. Den er uretfærdig og falsk. Det er Kristus selv, som er fordømt i den." "Jeg glæder mig ved udsigten til at lide for den bedste sag. Jeg føler allerede større frihed; thi jeg ved nu, at paven er antikrist, og at hans trone er satans egen trone." ret
(124) Men den romerske paves ord havde endnu magt. Fængsel, marter og sværd var stærke vaaben til at undertvinge menneskene. Alt syntes at antyde, at reformationens værk var nær ved at slutte. De svage og overtroiske skjælvende for pavens bulle. Paa samme tid som der var almindelig medlidenhed med Luther, følte dog mange, at livet var for kjært til at voves for reformationen. ret
(124) Men Luther gik saa vidt, at han offentlig brændte pavens bulle med hans love, dekreter og adskillige skrifter, som stadfæstede pavens magt. Ved denne handling erklærede han frimodig sin fuldkomne adskillelse fra den katolske kirke. Han erkjendte sin udelukkelse og erklærede for verden, at der herefter var krig mellem ham og paven. Den store strid var nu tilfulde begyndt. Snart efter kom en ny bulle, og udlukkelsen, som tilforn var truet med, blev nu forkyndt mod reformatoren og alle, som antog hans lære. ret
(124) Modstand falder altid i deres lod, som Gud anvender til at fremholde de sandheder, der særlig tilhører deres tid. Det var en nærværende sandhed - en sandhed af overordentlig stor betydning paa Luthers tid. Der er ogsaa en nærværende sandhed for menigheden i vor tid. Men den store mængde har ikke mere lyst til sandheden nu end papisterne havde, som modstod Luther. Der er endnu den samme tilbøjelighed til at antage menneskelige theorier og sagn i stedet for Guds ord, som der var i forrige Tider. De, som fremholder den sandhed, der hører til vor tid, maa ikke vente at finde større gunst end de tidligere reformatorer. Den Store strid mellem sandhed og vildfarelse, mellem Kristus og Satan vil tiltage i styrke, indtil denne verdens historie ender. ret