(125) En ny kejser, Karl V. havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge hastede med at fremsende sin lykønskning og at overtale fyrsten til at anvende sin magt mod reformationen. Kurfysten af Sachsen, som Karl for en stor del skyldte sin krone, bad ham derimod om ikke at tage noget skridt imod Luther, før den havde givet ham anledning til at forsvare sig. Kejseren kom saaledes i en stilling, som satte ham i en stor forlegenhed og forvirring. papisterne vilde ikke lade sig tilfredsstille med noget mindre end en kejserlig befaling, som fordømte Luther til døden. Kurfyrsten derimod havde bestemt erklæret, at hverken dens kejserlige majestæt eller nogen anden endnu havde overbevist ham om, at reformatorens skrifter var bleven gjendrevne. Han fordrede derfor, at Luther skulde forsynes med et lejdebrev, saa at han kunde svare for sig selv for en forsamling af lærde, fromme og upartiske dommere. ret
(125) Alle partiers opmærksomhed blev nu henvendt til rigsdagen før de tyske riger, som samledes i Worms, kort efter at Karl var bleven kejser. Der var vigtige politiske spørgsmaal og interesser, som skulde behandles paa denne rigsdag; men disse syntes at være af liden betydning i sammenligning med den sag, som munken fra Wittenberg repræsenterede. ret
(125) Kejser Karl havde tidligere opfordret kurfyrsten til at bringe Luther med sig til rigsdagen og forsikret ham om, at reformationen skulde blive seskyttet mod al voldsomhed, og at det skulde tilstedes ham at have fri offentlig samtale med en mand, som var i stand til at drøfte de omtvistede punkter. Luther længtes efter at fremstilles for kejseren. Hans helbrev var paa denne tid meget svækket. Dog skrev han til kurfysten: "Dersom jeg ikke kan rejse til Worms med en god helbred, saa vil jeg bæres dertil saa syg, som jeg er; thi eftersom kejseren har kaldt mig, kan jeg ikke tvivle paa, at dette er et kald fra Gud selv. Dersom de har til hensigt at bruge vold mod mig, hvilket de vistnok har, thi de fordrer visselig ikke, at jeg skal fremstilles for dem, fordi de ønsker at erholde undervisning af mig, saa lægger jeg sagen i Herrens hænder. Han, som bevarede de tre israeliter i den gloende ovn, lever og regjerer endnu. Dersom det ikke er hans vilje, at jeg skal frelses, saa har mit liv ikke noget værd. Lad os blot vogte os for, at evangeliet ikke udsættes for de ugudeliges foragt, og lad os udgyde vort blod til dets forsvar hellere end at tillade dem at triumfere. Hvem kan sige, enten mit liv eller min død vil bidrage mest til mine brødres frelse?" "Man kan vente alt andet af mig end flugt og tilbagekaldelse. Fly kan jeg ikke, og jeg kan endnu mindre tilbagekalde." ret
(126) Da den nyhed rygtes i Worms, at Luther skulde fremstilles for rigsdagen, vakte den almindelig bevægelse. Alexander, den pavelige gesant, til hvem denne sag var særlig betroet, blev forskrækket og forbitret. Han indsaa, at følgerne vilde blive fordærvelige for pavens sag. At undersøge en sag, som paven allerede havde udtalt sine fordømmelse over, vilde være at kaste foragt paa pavens overmyndighed. Desuden frygtede han for, at denne mands veltalenhed og kraftige beviser vilde vende mange af fyrsterne bort fra pavens sag. Derfor gjorde han alvorlige indvendinger til kejseren imod, at Luther skulde fremstilles i Worms. Han advarede, bad og troede, indtil kejseren gav efter og skrev til kurfyrsten, at dersom Luther ikke vilde tilbagekalde, saa skulde han blive i Wittenberg. ret
(126) Jkke tilfreds med denne sejr arbejdede Aleander med al sin magt og list for at faa Luther fordømt. Med en udholdenhed, som var en bedre sag værdig, fremstillede han sagen for fyrsterne, præsterne og andre medlemmer af forsamlingen og anklagede reformatioren for oprør, frafald, vanhellighed og bespottelse. Men den heftighed og lidenskabelighed, som gesanten viste, aabenbarede tydelig for dem, at han var dreven af had og hevn snarere end af nidkjærhed for religionen. Den herskende overbevisning i forsamlingen var, at Luther var uskyldig. ret
(127) Med fordoblet iver søgte Aleander att faa kejseren til att indse, at det var hans pligt at udføre pavens befaling. Tilsidst overvunden ved hans ihærdighed bad Karl gesanten og at fremlægge sin sag for rigsdagen. Rom havde ikke mange talsmænd, som ved naturlige evner og lærdom var bedre i stand til at forsvare dets sag. Reformatiorens venner saa fremad til følger af Aleanders tale med ikke liden bekymring. ret
(127) Der var megen bevægelse, da gesanten med stor pragt og værdighed fremstillede sig for rigsdagen. Mange erindrede vor frelsers forhør, da Annas og Kajfas for Pilatus' domstol fordrede, at han skulde dø, fordi han havde forhørt folket. ret
(127) Med al lærdommens og veltalenhedens magt søgte Aleander at omsyrte sandheden. Anklage efter anklage blev udslynget mod Luther som en fiende af kirke og stat, de levende og døde, gejstligheden og lægfolket, regjeninger og private kristne. "Det er nok", sagde han, "i Luthers vildfarelser til at fordømme et hundrede tusende kjættere til baalet." TJlsidst forsøgte han at kaste foragt paa den reformerte troes tilhængere. "Hvad er disse Lutheranere? - En blandet hob af uforskammede sproglærere, fordærvede præster, løsagtige munke, uvidne justrister og lave adelsmænd tilligemed almuen, som de har forvendt og vildledt. Hvor overlegne er ikke katholikerne i antal, kundskab og magt. En enstemmig befaling fra denne ærede forsamling vil aabne øjnene paa de uforstandige, vise de uforsigtige de fare, stadfærste de vaklende og styrke de svaghjertede." ret
(127) Med saadanne vaaben er sandheden forsvarere til alle tider bleven angrebne. De samme paastande fremføres endnu mod alle, som tør fremholde Guds ords tydelige ligefremme lærdom i modsætning til almindelig antagne vildfarelser. "Hvem er disse prædikanter, som forkynder en ny lære?" spørger de, som foretrækker en populær religion. "De er ulærde, saa og af den simple klasse, dog paastar de, at de har sandheden og er Guds udvalgte folk. De er uvidne og bedragere. Hvor overlegent er ikke vort samfund i antal og indflydelse! Hvor mange store og lærde mænd er der ikke blandt os! Hvor megen magt er der ikke paa vor side!" Disse er argumenter, som har en stor indflydelse over verden; men de er ikke mere agjørende nu end i reformationens dage. ret
(128) Reformationen endte ikke, som mange mener, med Luther. De skal vedblive indtil verdens ende. Luther havde en stor gjerning at udføre, idet han lod dets lys skinne for andre, som Gud lod lyse for ham; men han erholdt ikke alt det lys, som skulde oplyse verden. Fra hin tid til denne har nyt lys vedvarende udgaaet fra bibelen, og nye sandheder er bestandig bleven udfoldede. ret
(128) Den pavelige gesandts tale gjorde et dybt indtryk paa rigsdagen. Luther var ikke tilstede med Guds ords klare, overbevisende sandheder for at overvinde den pavelige forkjæmper. Jngen forsøgte paa att forsvare reformatoren. Det var øjnsynlig en almindelig tilbøjelighed til att udrydde det lutherske kjætteri fra kejserdømmet. Rom havde haft en gunstig anledning til at forsvare sin sag. Kirkens største taler havde talt. Alt,s om kunde siges til kirkens forsvar, var bleven sagt. Men den tilsyneladende sejr var et tegn paa nederlag. Efter denne tid blev modsætningen mellem sandhed og vildfarelse mere tydelig aanbebaret, efter som de skulde træde i marken mod hinanden i aaben kamp. Rom vilde aldrig staa saa trygt efter denne sag, som det før havde staaet. ret
(128) Flertallet af rigsdagen var rede til at ofre Luther for at imødekomme pavens fordringer; men mange af dem saa og beklagede den fordærvelse, som var i menigheden, og ønskede at undertrykke de misbrug, som det tyske folk led under paa grund af Roms fordærvelse og pengegridskhed. Gesandten havde fremstillet pavens herredømme i det gunstigste lys. Da bevægede Herren et medlem af rigsdagen til at give en sand fremstilling af det pavelige tyrannis virkninger. Med ædel fasthed fremstod hertug Georg af Sachsen og fremhævede med forfærdelig nøjagtighed pavemagtens bedragerier og vederstyggeligheder. Tilsidst søgte han: ret
(129) "Dette er blot nogle faa af de misbrug, som raaber om hevn mod Rom. Al skam er lagt til side, og de har kun ét formaal, penge, altid penge, saa at de selvsamme mænd, hvis pligt det er at lære sandheden, ikke taler andet end løgn, og dog taales de ikke blot, men belønnes, fordi jo mere de lyver, desto mere fortjener de. Dette er den urene kilde, fra hvilken saa mange fordærvelige strømme flyder til alle sider. Udsvævelse og gridskhed gaar haand i haand. Ak, det er den skandale, som pavemagten foraarsager, som styrter saa mange arme sjæle i evig fordærvelse. Vi maa søge at frembringe en gunstig reformation." ret
(129) Luther selv kunde ikke have angrebet de pavelige misbrug mere gunstig og indtrængende, og den kjendsgerning, at taleren var en afgjort fiende af reformatioren gav hans ord større indflydelse. ret
(129) Dersom de forsamlededes øjne var bleven aabnede, vilde de have set engle midt iblandt sg, som udsendte lysstraaler, der oplyste vildfarelsens mørke og oplod hjerterne til at modtage sandheden. Det var sandehdens og visdommens Gud, hvis magt holdt endog reformationens modstandere i tømme og saaledes beredte vejen for det store væk, som skulde udføres. Martin Luther var ikke tilstede, men der blev hørt en røst i forsamlingen af en, som var større end Luther. ret
(129) Rigsforsamlngen befalede nu, at Luther skulde fremtræde for den. Trods Aleanders invendinger, overtalelser og trusler gav kejseren tilsidst sin tilladelse hertil, og Luther blev indkaldt til at møde for rigsdagen. Med indkaldelsen blev ogsaa udsendt et lejdebrev, som lovede, at han skulde saa vende tilbage til en plads, hvor han kunde blive beskyttet. Jndkaldelsen blev sendt til Wittenberg med en herold, hvem det ogsaa blev overdraget at føre Luther til Worms. ret
(129) Luthers venner blev forfærdede og ængstelige. De vidste, hvor megen fordom og fiendskab, der var imod dem; derfor frygtede de for, at endog hans lejdebrev ikke vilde blive respekteret, og de bad ham om ikke at udsætte sit liv for fare. Han svarede: "Papisterne ønsker ikke videre at se mig i Worms; men de længes efter min fordømmelse og død. Dog bekymrer jeg mig ikke herom. Bed ikke for mig, men for Guds ord . . . . Kristus vil give mig sin aand til at overvinde disse satans tjenere. Jeg foragter dem, medens jeg lever; jeg vil sejre over dem ved min død. De har travlt i Worms med at tvinge mig til at tilbagekalde. Min tilbagekaldelse skal være denne: Jeg sagde før, at praven var Kristi vikar, men nu siger jeg, at han er Herrens modstander og djævelens apostel." ret
(130) Luther skulde dog ikke begive sig paa denne farlige rejse alene. Foruden det kejserlige sendebud besluttede tre af hans bedste venner at ledsage ham. En stor mængde studenter og borgere, for hvem evangeliet var dyrebart, bød ham farvel med graad, da han skiltes fra dem. Saaledes forlod reformatoren og hans ledsagere Wittenberg. ret
(130) Paa rejsen saa de, at folket var besværet med bange anelser. J nogle byer viste man dem ingen ære. Medens de standsede om natten, udtrykte en venlig præst sin frygt ved at vise frem for Luther portrættet af en italiensk reformator,s om havde lidt martyrdøden: Den næste dag erfarede de, at Luthers skrifter var bleven brændte i Worms. Kejserslige sendebud forkyndte kejserens befaling og formanede alle mennesker til at føre de banlyste skrifter til øvrigheden. Herolden blev forfærdet og spurgte reformatoren, om han endnu ønskede at gaa videre. Luther svarede: "Jeg vil gaa, om jeg end blev sat i band i hver eneste by." J Erfurt blev Luther modtaget med ære. Omgiven af beundrende skarer drog han ind i den by, hvor han i sine fordums aar ofte havde tigget om lidt brød. Han blev anodet om at prædike. Dette var bleven ham forbudt; men heroden gav sin tilladelse dertil, og den munk, hvis pligt det engang var at lukke porten op og feje gangene, besteg nu talerstolen, medens folket lyttede med spændt opmærksomhed til hans ord. Han brød livets brød til disse hungrige sjæle. Kristus blev ophøjet for dem over paver, gesandter, kejsere og konger. Luther omtalte ikke sin egen farlige stilling. Han søgte ikke at fremstille sig selv for deres tanker og medlidenhed. Jdet han saa Kristus, tabte han sig selv af syne. Ha skjulte sig bag Golgathas offer og søgte blot at fremstille Kristus som synderes frelser. ret
(130) Efter som reformatoren drog afsted paa sin rejse, blev han overalt betragtet med stor interesse. Nysgjerrige skarar samlede sig omkring ham, og venlige stemmer advarede ham om katholikernes hensigter. "Du vil blive levende brændt", sagde de, "og dit legeme vil blive forvandlet til aske ligesom Johan Huz." luther svarede: "Om de antændte en ild, som strakte sig fra Wittenberg til Worms og naaede op til himlen, saa vilde jeg dog drage derhen i vor herres Jesu Kristi navn og fremstille mig for dem: Jeg vil gaa ind i denne behemots gab og sønder bryde hans tænder og bekjende den herre Jesus Kristus." ret
(131) Efterretningen om hans kommer til Worms vakte stort røre. Hans venner frygtede for hans liv. Hans fiender frygtede for deres sags fremgang. Han gjorde overordentlige bestræbelser for at overtale ham fra at drage ind i staden. Papisterne tilskyndede ham til at drage til en venlig ridders slot, hvor de paastod at alle vanskeligheder kunde blive fredelig afgjorte. Sandhedens forsvarere søgte at vække hans frygt ved at beskrive de farer, som truede ham. Alle deres bestræbelser slog fejl. Luther var urokkelig og erklærede: "Om der end var saa mange djælve i Worms, som der er tagstene paa tagene, saa vil jeg dog gaa did." ret
(131) Da han kom til Worms, var der ved porten forsamlet en større skare for at byde ham velkommen, end da kejseren selv hodlt sit indtog. Der var stor bevægelse, og midt fra skaren hørtes en skarp, klagende stemme, der sang en gravsang som en advarsel til Luther om den skjæbne, der ventede ham. "Gud vil være min forsvarer", sagde han, idet han steg ud af sin vogn. ret
(131) Kejseren sammenkaldte straks sit raad for at overveje, hvorledes han skulde gaa frem mod Luther. En af biskopperne, en ivrig papist, erklærede: "Vi har længe holdt raad om denne sag. Eders majestæt maa skaffe denne mand af vejen. Førte ikke Sigismund Johan Huss til baalet? Vi er aldeles ikke forpligtede til hverken at give eller overholde et lejdebrev til en kjætter." Men kejseren sagde: "Saaledes bør vi ikke handle. Vi maa holde vort løfte." Det blev derfor bestemt, at reformationen skulde faa anledning til at tale. ret
(131) Hele staden var begjærlig efter at se denne mærkelige mand, og han havde ikke nydt uden nogle faa timers hvile, før adelige, riddere, præster og borgere samlede sig omkring ham. Endog hans fiender lagde mærke til hans faste, modige holdning, det venlige og glade udtryk i hans ansigt og den sindsro og det dybe alvor, som gav hans ord en saa uimodstaaelig kraft. Nogle var overbeviste om, at en guddommelig indflydelse ledsagdede ham, andre erklærede ligesom farisæerne om Kristus: "Han har djælvelen." ret
(132) Den følgende dag blev Luther fremkaldt for rigsdagen. En kejserlig tjener blev udnævnt til at ledsage ham til forsamlingssalen; men det var med besværlighed, han naaede dette sted. Enhver anden plads var fyldt med tilskurere, der var begærlige efter at se den munk, som turde modstaa pavens myndighed. ret
(132) Da han fremtraadte for sine dommere, sagde en gamel gjeneral, som havde fejret i mangt et flag venligt til ham: "Munk, munk! du gaar nu for at vove en dyst, langt haardere end jeg efte nogen anden krigsøvelse nogensinde har prøvet i vore blodigste slag. Men dersom din sag er retfærdig, og du er vis paa det, saa gaa i Guds navn og frygt intet! Han vil ikke forlade dig." ret
(132) Tilsidst stod Luther for raadet. Kejseren sad paa tronen og var omringet af de fornemste personer i kejserdømmet. Aldrig havde noget menneske fremstaaet for en mere ærefygtindgydende forsamling end den, for hvilken Martin Luther skulle svare for sin tro. ret
(132) Selv den kjendsgerning, at han saaledes traadte frem, var en aaenbar sejr for sandheden: At et menneske, som paven havde fordømt, skulde dømmes for en anden domstol, var i grunden en benegtelse af pavens overherredømme. Reformationen, som var banlyst af paven og udstødt fra menneskenes samfund, var bleven tilsagt beskyttelse og havde faaet tilladelse af de højeste embedsmænd i riget til at tale. Rom havde befalet ham at tie; men han var nu i færd med at tale i nærværelse af tusinder fra alle lande i kristenheden. ret
(132) Fremstillet for hin mægtige og ophøjede forsamling syntes reformatoren, som var af ringe herkomst, at blive forfærdet og forlegen. Flere af fyrsterne, som mærkede hans følelser, nærmede sig ham, og en af den hviskede: "Frygt ikke for dem, som slaar legemet ihjel, men kan ikke slaa sjælen ihjel." En anden sagde: "Naar J føres for konger og fyrster for min skyld, skal det gøres eder af eders faders aand, hvad J skal tale." Saaledes bragte verdens store mænd Kristi ord til hans tanker for at styrke ham i prøvens time. ret
(133) Luther blev fremstillet paa et sted lige foran kejserens trone, og dyb taushed hvilede over den talrige forsamling. Da fremstod en kejserlig tjener og forlangte, idet han pegede paa en samling af Luthers skrifter, at reformatoren skulde besvare to spørgsmaal, - om han erkjendte dem for sine skrifter, og om han agtede at tilbagekalde de meninger, som han deri havde fremholdt. Luther svarede, at hvad det første spørgsmaal angik, saa erkjendte han disse bøger for sine. "Angaaende det andet," sagde han, "eftersom det er et spørgsmaal, der angaar troen, sjælens frelse og Guds ord, hvilket er den største og dyrebareste skat baade i himlen og paa jorden, saa vilde det være ubetænksomt og farligt for mig at svare overilet. Jeg kunde da let paastaa mindre, end omstændighederne fordrer, eller mere, end sandheden byder. J ethvert tilfælde vilde jeg falde under Kristi dom: "Hvo som helst vil negte mig for menneskene, den vil jeg og negte for min fader, som er i himlen." (Matt 10:33) Af denne grund anmoder jeg Eders kejserlige majestæt i all ydmyghed om at give mig tid, saa at jeg kan svare uden at synde mod Guds ord." ret
(133) Luther handlede visselig, idet han fremførte dette forlangende. Hans handlemaade overbeviste forsamlingen om, at han ikke handlede i vrede eller efter indskydelse. En saadan ro og selvbeherskelse kom uventet fra en, som havde vist sig saa kjæk og ubøjelig, og dette styrkede hans magt og satte ham i stand til at svare med en klogskab, bestemthed, visdom og værdighed, som forbausede og skuffede hans modstandere og straffede deres overmod og stolthed. ret
(133) Den næste dag skulde han fremstilles for at fremkomme med sit andet svar. En stund blev han meget mismodig, idet han betragtede de kræfter, som var forenede med sandheden. Hans tro vaklede, idet hans fiender syntes at forøges omkring ham og mørkets magter at gjøre fremgang. Skyer samlede sig omkring ham og syntes ad skille ham fra Gud. Han længtes efter en forsikring om, at den herre Zebaoth vilde være med ham. J sjæleangst kastede han sig med ansigtet paa jorden og udøste disse sønderbrudte, hjerteskjærende raab, som ingen uden Gud tilfulde kan forstaa. J sin hjælpeløshed omfattede hans sjæl Kristus, den mægtige forløser. Det var ikke for sin egen frelse, men for sandhedens fremgang, at han kjæmpede med Gud, og han vandt sejr. Han blev styrket ved den forsikring, at han ikke skulde fremstaa ene for raadet. Fred kom tilbage til hans sjæl, og han glædede sig over, at det blev ham tilstedt at understøtte og forsvare Guds ord for folkets styrere. Det alvise forsyn tillod, at Luther følte sin fare, for at han ikke skulde stole paa sin egen styrke og visdom. Gud beredte sin tjener for den store gjerning, han skulde udføre. ret
(134) Da tiden drog nær, at Luther skulde fremtræde, traadte han hen til et bort, hvorpaa bibelen laa, lagde sin venstre haand paa den hellige bog og løftede den højre haand mod himlen. Han lovede vedblivende at holde fast ved evangeliet og frimodig at bekjende sin tro, selv om han skulde kaldes til at besegle sit vidnesbyrd med sit blod. ret
(134) Da han atter blef ført frem for rigsdagen, bar hans ansigt intet spor af frygt for forvirring. Stille og rolig, men dog ophøjet, ædel og modig stod han som guds vidne blandt jordens mægtige. Den kejserlige tjener forlangte nu, at han skulde afgjøre, om han ønskede at tilbagekalde sin lære. Luther svarede med dæmpet, ydmyg stemme uden heftighed eller vrede. Hans fremtræden var ærbødig og uden selvtillid; dog viste han en fortrøstning og glæde, som forbausede de forsamlede. ret
(134) Han sagde, at hans udkomne værker ikke alle var af samme natur. J nogle af dem havde han talt om tro og gode gjerning, og selv hans fiender erklærede, at de var ikke blot uskadelige, men nyttige. At tilbagekalde disse vilde være at forkaste sandheder, som alle partier erkjendte. Den anden klasse bestod af skrifter, som aabenbarede pavedømmets fordærvelse og misbrug. At tilbagekalde disse skrifter vilde styrke Roms tyranni og andre en endnu videre port for mange og store forbrydelser. J den tredje klasse af bøger havde han angrebet personer, som havde forsvaret eksisterende onder. Angaaende disse erkjendte han frit, at han havde været mere heftig, end det sømmede sig. Han paastod ikke, at han var fejlfri, men selv disse bøger kunde han ikke tilbagekalde; thi en saadan fremgangsmaade vilde opmuntre sandhedens fiender, og de vilde deraf tage anledning til at nedtræde Guds folk med endnu større grusomhed. ret
(135) "Men eftersom jeg er blot et menneske og ikke Gud," vedblev han, "vil jeg forsvare ig, ligesom Kristus gjorde. Han sagde: "Dersom jeg har talt ilde, da bevis, at det er ondt." Ved Guds barmhjertighed bønfalder jeg Eders kejserlige majestæt og Eders fyrstelige højheder eller hvem, som det kan, han være af høj eller ringe stand, at han beviser for mig af profeternes eller apostlernes skrifter, at jeg er fejl. Saa snart, som jeg bliver overbevist, vil jeg øjeblikkelig tilbagekalde min vildfarelse og vil være den første til at kaste mine bøger paa ilden. Hvad jeg nu har sagt, vil vise, at jeg har betragtet og vejet de farer, som jeg udsætter mig selv for; men langt fra at være gjort modløs ved dem, glæder jeg mig overordentlig ved at se, at evangeliet denne bog ligesom fordum virker uro og strid. Dette er Guds ords natur og bestemmelse. Kristus sagde: "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd." Gud er underfuld og forfærdelig i sine raadsslutninger. Lad os vogte os, at vi ikke i vore bestræbelser for at standse striden, bliver bevundne som dem, der strider mod Guds hellige ord og saaledes fører over os selv en forfærdelig syndflod af uundgaaelige farer, ulykker og evig ødelæggelse. . . . Jeg kunde anføre eksempler af Guds ord, jeg kunde tale om Farao, om kongen af Babylon eller om Jsrael, som aldrig bidrog mere til sin egen fordærvelse, end naar de søgte at stadfæste sin egen myndighed ved foretagender, der tilsyneladende var mest forstandige. Gud "flytter bjergene inden de mærker det"." ret
(135) Luther havde talt paa tysk. Han blev nu opfordret til at gjentage de samme ord paa latin. Omendskjønt han var træt af sin anstrengelse, saa efterkom han dog denne opfordring og fremholdt atter sin tale med samme klarhed og kraft som første gang. Guds forsyn ledede denne sag. Mange af fyrsterne var saa forblindede at vildfarelse og overtro, at de ikke kunde se den styrke, som laa i Luthers grunde, da han talte første gang; men denne gjentagelse satte dem i stand til tydeligere at forstaa de punkter, som han fremholdt. ret
(136) De, som haardnakket tilllukkede sine øjne for lyset og besluttede ikke at lade sig overbevise af sandheden, blev forbitrede over Luthers kraftige o rd. Da han hørte op med at tale, sagde rigsdagens ordfører barskt til Luther i kejserens navn: "Du har ikke besvaret spørgsmaalet! Der fordres kort og bestemt svar: Vil du eller vil du ikke tilbagekalde?" ret
(136) Reformatoren svarede: "Eftersom Eders høje majestæt og fyrster fordrer et ligefremt svar, saa vil jeg give det saaledes: Medmindre jeg kan blive overbevist ved vidnesbyrd af den hellige skrift eller af andre klare grunde - thi jeg tror hverken paa paver eller koncilierne alene, eftersom de ofte har fejlet og modsagt sig selv - saa kan jeg ikke vælge andet end at fastholde Guds ord, som raader over min samvittighed. Ej heller herken kan jeg kan jeg paa nogen maade eller vil jeg tilbagekalde, eftersom det ikke er raadeligt eller ærligt at handle mod sin samvittighed. Her staar jeg, jeg kan ikke andet; Gud hjælpe mig! Amen!" ret
(136) Saaledes stod denne retfærdige mand paa Guds ords faste grundvold. Himlens lys oplyste hans ansigt. hans storhed og rene karakter, har fred og glæde i sjælen viste sig klart for alle, idet han vidnede om vildfarelsens magt og den troes ypperlighed, som overvinder verden. ret
(136) Hele forsamlingen var en kort tid maalløs af forbauselse. Kejseren selv og mange af fyrsterne rørtes af beundring. Roms partiførere var bleven overvundne, deres sag vist sig i det ugunstigste lys. De søgte at forsvare sin magt ikke ved at henvise til skriften, men ved trusler, - Roms stadige argument. Rigsdagens ordfører sagde: "Dersom du ikke tilbagekalder, saa vil kejseren og kejserdømmets stater afgjøre, hvorledes de skal behandle en haardnakket kjætter." ret
(136) Luthers venner, som med stor glæde havde lyttet til hans ædle forsvar, skjælvende ved disse ord; men doktoren selv sagde rolig: "Maa Gud være m in hjælper: thi jeg kan ikke tilbagekalde." ret
(137) Han stod fast som en klippe, medens de jordiske magters frygteligste brøler slog uskadelige mod ham. Hans ords ligefremme kraft, hans frimodige fremtræden, hans rolige, tiltalende øje, hans urokkelige beslutning, som var udtrykt i ethvert ord og i enhver handling gjorde et dybt indtryk paa forsamlingen. Det var klart, at han ikke kunde overtales til hverken ved løfter eller trusler at bøje sig for Roms befaling. ret
(137) Papisternes ledere var ærgerlige over, at deres magt, som havde bragt konger og fyrster til at skjælve, saaledes skulde foragtes af en ringe munk. De længtes efter at lade ham føle deres vrede ved at plage livet af ham. Men Luther, som forstod sin fare, havde talt til alle med kristelig værdighed og ro. Hans ord havde været fri for stolthed, vrede og fordrejelse. Han havde glemt sig selv og de store mænd omkring sig og følte blot, at han var i hans nærværelse, som er uendelig mægtigere end paver, prælater, konger og kejsere. Kristus havde talt gjennem Luthers vidnesbyrd med en kraft og værdighed, som for øjeblikket vakte forfærdelse og forundring baade hos venner og fiender. Guds aand havde været tilstede i hint raad og havde gjort indtryk paa kejserdømmets fornemste mænd. Flere af fyrsterne erkjendte offentlig, at Luthers sag var retfærdig: Mange var overbeviste om sandheden; men hos nogle af dem var disse indtryk ikke varige. Der var en anden klasse, som ikke for nærværende udtrykte sin overbevisning, men som senere, efter at de havde ransaget skriften for sig selv, med stor frimodighed erklærede sig for reformationen. ret
(137) Kurfyrst Frederik havde med stor ængstelighed set fremad til den tid, da Luther skulde fremstaa for rigsdagen, og han lyttede med dyb følelse til hans tale. Han glædede sig over doktorens mod, fasthed og aandsnærværelse og var stolt af at være hans beskytter. Han sammenlignede de stridende partier og saa, at pavernes, kongernes og prælaternes vidsom blev tilintetgjort af sandhedens magt. Pavedømmet havde lidt et nederlag, som det vilde føle blandt alle folk til alle tider. ret
(137) Da gesandten mærkede den virkning, Luthers tale frembragte, frygtede han mere end nogensinde for pavemagtens herredømme og besluttede at anvende ethvert middel, som stod til hans raadighed, for at styrte reformatoren. Med al den veltalenhed, og diplomatiske dygtighed, som han var saa vidt berømt for, fremstillede han for den unge kejser, hvor uforstandigt og farligt det var at ofre den mægtige romerske stols venskab og understøttelse for en ubetydelig munks skyld. ret
(138) Hans ord var ikke uden virkning. Dagen efter, at Luther havde svaret, fremlagde Karl et budskab for rigsdagen, som forkyndte, at han havde besluttet at følge sin forgjængers politik og at opretholde og beskytte den katolske religion. Eftersom Luther havde negtet at tilbagekalde sine vildfarelser, skulde man anvede de kraftigste forholdsregler mod ham og det kjætteri, han lærte. Han sagde. "En eneste munk, som er vildledet af sin egen galskab, opstiller sig selv mod hele kristenhedens tro. Jeg vil ofre mit rige, min magt, mine venner, mine skatte, mit legeme og blod, mine tanker og mit liv for at stanse dette ugudelige værk. Jeg skal nu sende den ophøjede Luther bort og forbyde ham at foraarsage den mindste forstyrrelse blandt folket. Derefter skal jeg tage forholdsregler mod ham og hans tilhængere som aabenbare kjættere. Jeg vil udelukke dem og sætte dem i ban og bruge ethvert middel, som er nødvendigt, for at ødelægge dem. Jeg opfordrer statens medlemmer til at opføre sig som tro kristne." Men kejseren erklærede alligevel, at Luthers lejdebrev skulde respekteres, og at han skulde have tilladelse til at rejse hjem uden overlast, før man kunde anlægge sag mod ham. ret
(138) To modstridende meninger blev fremholdt af rigsdagens medlemmer. Pavens gesandter og repræsentanter fordrede atter, at man ikke skulde tage hensyn til reformatorens lejdebrev. "Rhinen", sagde de, "bør tage imod hans aske, ligesom den modtog Johan Huss' for hundrede aar siden." Men Tysklands fyrster protesterede, omendskjønt de selv var katoliker og Luthers aabenbare fiender, mod et saadant brud paa offentlig oprigtighed som en plet paa nationens ære. De henviste til de ulykker, som skete efter Huss' død og erklærede, at de ikke turde nedkalde gjentagelse af disse frygtelige onder over Tyskland og over deres vældige kejsers hoved. ret
(139) Kejser Karl selv svarede til dette lave forslag, at om end troskaben blev forvist fra hele jorden, saa burde den dog finde et tilflugtssted bland fyrster. De bitreste af Luthers pavelige fiender søgte endnu at formaa kejseren til at handle med reformatoren, ligesom Sigismund havde handlet med Huss - overlade ham til kirkens naade - men Karl V erindrede, hvorledes Huss i den offentlige forsamling havde peget paa sine lænker og mindet monarken om hans brudte løfte, og erklærede, at han skulde ikke ønske at rødme saaledes som Sigismund. ret
(139) Dog havde kejser Karl med overlæg forkastet de sandheder, som Luther havde fremholdt. "Jeg har fast besluttet at træde i mine forfædres fodspor", skrev monarken. Han havde besluttet, at han ikke vilde træde ud af den sti, som skik og brug anviste, selv naar det gjaldt om at vandre paa retfærdgihedens og sandhedens veje. Han vilde understøtte pavedømmet med al dets grusomhed og fordærvelse, fordi hans fædre havde gjort det. Saaledes indtog han sit standpunkt og negtede at antage noget andet lys end det, hans fædre havde antaget, eller at udføre nogen pligt, som de ikke havde udført. ret
(139) Der var mange paa vor tid, som saaledes klynger sig til sine fædres skikke og sagn. Naar Herren sender dem mere lys, negter de at antage det, fordi deres fædre ikke antog det, eftersom det ikke lyste for dem. Vi staar ikke paa samme sted, som vore fædre, derfor er vore pligter og vort ansvar ikke det samme som deres. Gud vil ikke med velbehag se paa, at vi ser hen til vore fædres eksempel for at gjøre, hvad vor pligt er, i stedet for at ransage sandhedens ord for os selv. Vort ansvar er større end vore forfædres. Vi er ansvarlige for det lys, som de havde, og som blev os overgivet som en arv, og vi er tillige ansvarlige for det lys, som senere har lyst for os af Guds ord. ret
(139) Kristus sagde til de vantro jøder: "Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de end ikke et paaskud for deres synd." (Joh 15:22) Den samme guddommelige magt havde talt gjennem Luther for Tysklands kejser og fyrster. Da lyset skinnede fra Guds ord, stræbte hans aand for sidste gang med mange i hin forsamling. Ligesom Pilatus flere aar før havde tilladt stolthed og folkegunst at tillukke sit hjerte mod verdens forløser, ligesom den skjælvende Felex havde bedet sandhedens sendebud: "Gak bort denne gang, men naar jeg faar bedre tid, vil jeg lade dig kalde til mig, (Apg 24,25), ligesom den stolte Agrippa havde bekjendt: "Der fattes lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en kristen," (Apg 26,28) og dog vendt sig bort fra det himmelske sendebud, saaledes havde Karl V, idet han gav efter for den verdslige politiks og stoltheds fordringer, besluttet at forkaste sandhedens lys. ret
(140) Rygterne om deres onde hensigter mod Luther udbredte sig vidt omkring og frembragte stor bestyrtelse overalt i staden. Reformatioren ahvde mange venner. De kjendte til Roms list og grusomhed mod alle, som turde aabenbare dens fordærvelse, og besluttede, at Luther ikke skulde blive et offer for dens had. Hundreder af adelsmænd lovede at beskytte ham. Jkke faa erklærede offentlig, at det kejserlige budskab viste en sejg eftergivenhed for Roms magt og indflydelse. Paa husenes porte og offentlige steder blev plakater opslaaede, hvoraf nogle fordømte og andre forsvarede Luther. Paa en af dem havde man blot skrevet vismandens betydningsfulde ord: "Ve dig, du kand, hvis konge er et barn." (Ap. gj. 24: 25) ret
(140) Den begejstring, som folket viste for Luther overalt i Tyskland, overbevist baade kejseren og rigsdagen om, at enhver uretfærdighed, som man udøvede mod ham, vilde sætte kejserdømmets fred, ja endog troenen i fare. ret
(140) Frederik af Sachsen bevarede en omhyggelig tilbageholdenhed og skjulte sine virkelige følelser for reformatoren, medens han paa samme tid beskyttede ham med utrættelig aarvaagenhed, idet han iagttog alle hans bevægelser saa vel som alle hans fienders. Men der var mange, som ikke forsøgte at skjule sin sympathi. Fyrster, riddere, herrer, gejstlige og lægfolk omringede Luthers bolig, traadte ind og saa paa ham, som om han var mere end et menneske. Selv de, som troede, at han var fejl, kunde ikke undlade at beundre den ædle aand, som ledede ham til at sætte sit liv i fare hellere end at gaa imod sin samvittighed. ret
(141) Man bestræbte sig ivrig for at faa Luther til at love, at han vilde forlige sig med Rom. Fyrsterne og adelsmændene forstillede han, at dersom han vedblev at sætte sin egen mening op mod kirken og rigsdagen, saa vilde han blive landsforvist og vilde ikke have noget forsvar. Hertil svarede Luther: "Det er umuligt at prædike Kristi evangelium uden at give anstød. Hvorfor skulde da frygt for fare skille mig fra Herren og det guddommelige ord, som alene er sandhed? Nej, eg vil heller hengive mit legeme til blod og mit liv." ret
(141) Atter tilskyndede man ham til at underkaste sig kejserens dom, saa vilde han ikke have noget at frygte: han svarede: "Jeg indrømmer af mit ganske hjerte, at kejseren, fyrsterne, ja endog den ringeste kirsten har ret til at undersøge og dømme mine skrifter, men dog blot paa en betingelse, og det er, at de tager Guds ord til sin vejleder. Mennesker har intet andet at give end at adlyde det. Min samvittighed er afhængig af dette ord, og jeg underkaster mig dets myndighed." ret
(141) Paa en anden overtalelse svarede han: "Jeg er villig til at aflevere mit lejdebrev og overgive min person og mit liv i kejserens hænder, men Guds ord kan jeg aldrig slippe." Han erklærede, at han var villig til at underkaste sig en almindelig kirkeforsamlings bestemmelser, dog blot paa den betingelse, at forsamlingenskulde dømme overensstemmende med skriften. Baade venner og fiender blev tilsidst overbeviste om, at videre bestræbelser for at komme overens var unyttige. ret
(141) Dersom reformatoren havde givet efter i et eneste punkt, saa vilde satan og hans hære have vundet sejrer; men hans urokkelige fasthed var et middel til menighedens frelse og begyndelsen til en ny og bedre tid. Denne ene mands indflydelse, som turde tænke og handle for sig selv i religiøse ting, skulde vække menigheden over hele verden ikke blot i hans egen tid, men gjennem alle kommende slægter. Hans fasthed og troskab vilde styrke alle, som kom i lignende omstændigheder indtil tidens ende. Guds magt og majestæt viste sig stærkere end menneskenes raad, og mægtigere end satans store magt. ret
(141) Luther fik snart befaling af kejseren til at vende hjem, og han vidste, at denne befaling vilde blive hurtig efterfulgt af hans fordømmelse. Truende skyer hang over hans vej, men hans hjerte var fuldt af lov og pris, da han drog bort fra Worms. "Satan selv", sagde han, "vogtede pavens fæstning, men Kristus har gjort et skaar i den, og djælvelen er bleven tvungen til at bekjende, at Kristus er mægtigere end han." Paa denne rejse viste alle folkeklasser den mest smigrende opmærksomhed mod reformatoren. Kristens høje gejstlige bød den munk velkommen, over hvem pavens forbandelse hvilede, og verdslige embedsmænd ærede den mand, som var under kejserdømmets ban. ret
(142) Han havde ikke været længe fraværende fra Worms, før det lykkes papisterne at faa kejseren til at udsende et edikt mod ham. J dette edikt blev Luther fordømt som "satan selv i et menneskes skikkelse og i en munks hætte". Man befalede, at saa snart som hans lejdebrev udløb, skulde man tage forholdsregler til at standse hans værk. Alle mennesker blev forbudte at huse ham, at give ham mad og drikke eller ved ord eller handling, offentlig eller privat at hjælpe eller opmuntre ham. Man skulde gribe ham, hvor han ens fandtes og overlevere ham til øvrigheden. Hans tilhængere skulde ogsaa fængsles, og deres ejendom konfiskeres. Hans skrifter skulde brændes, og tilsidst skulde enhver, som vovede at handle mod denne befaling, falde under dens dom. Kejseren havde talt, og rigsdagen havde givet sit samtykke til befalingen. Katholikkerne jublede. Nu troede de, at reformatorens skæbne var beseglet. ret
(142) Gud havde dog udset en maade, hvorpaa hans tjener i denne farens tid kunde undfly. Et vaagent øje havde fulgt Luthers bevægelser, og et oprigtigt og ædelt hjerte havde besluttet at frelse ham. Det var sklart, at Rom ikke vilde være tilfreds med noget mindre end Luthers død; kun ved at skjule sig kunde han blive bevaret fra løvens mund. Gud gav Frederik af Sachsen visdom til at lægge en plan for reformatorens bevarelse. Ved nogle trofaste venners hjælp blev kurfystens plan udført, og Luther blev fuldstændig skjult baade for venner og fiender. Paa hjemrejsen blev han greben, skilt fra sine ledsagere og i stor hast ført gjennem skovene til slottet Wartburg, en ensom fæstning blandt bjergene. Baade hans bortførelse og hans skjulested var saa indhyllet i hemmelighed, at Frederik selv ikke engang vidste, hvor han var bleven ført hen. Denne uvidenhed var en del af hans plan. Saa længe som Luthers opholdssted var skjult for kurfyrsten, saa kunde han ikke fortælle nogen, hvor han var. Han var fornøjet med at vide, at reformatoren var tryg og lod sig stille tilfreds dermed. ret
(143) Foraaret, sommeren og efteraaret gik hen, og vinteren kom, og Luther var endnu en fange. Aleander og hans tilhængere glædede sig over, at evangeliets lys nu syntes nært ved at blive udslukket. Men i stedet for denne fyldte reformatoren sin lampe fra sandhedens forraadskammer, og dens lys skulde skinne med større klarhed. ret
(143) J sit venlige skjul paa Wartburg glædede Luther sig en tid over, at han var bleven forløst fra stridens timmel og hede. Men han kunde dog ikke længe finde sig tilfreds i hvile og taushed. Vandt til et virksomt liv og til alvorsfuld kamp kunde han daarlig udholde at være uvirksom. J disse ensomme dage kom menighedens tilstand ofte frem for ham, og han raabte fortvivlet: "Ak, der er ingen i disse hans vredes sidste dage, der kan staa som en mur for Herren og frelse Jsrael!" Atter vendte hans tanke tilbage til ham selv, og han frygtede for at blive beskyldt for fejghed, idet han drog sig tilbage fra striden. Saa anklagede han sig selv for lediggang og mangfoldighed, og dog udførte han paa samme tid daglig mere, end det syntes muligt for ét menneske at udføre. Hans pen var aldrig ledig. Medens hans fiender smigrede sig med, at han var bragt til taushed, blev de forbausede og forvirrede ved de følelige beviser paa hans vedblivende virksomhed. En masse traktater, som han havde skrevet, cikurlerede overalt i Tyskland. ret
(143) Han udførte ogsaa en meget vigtige tjeneste for sine landsmænd; idet han oversatte det nye testamente paa tysk. Fra sit Patmos blandt bjergene vedblev han i næsten et helt aar at forkynde evangeliet og straffe sin tids synder og vildfarelser. ret
(143) Men det var ikke blot for at bevare Luther fra hans fienders vrede eller for at give ham tid tila t være i tro og at udføre dette vigtige arbejde, at Gud havde ført sin tjener bort fra det offentlige lives scener. Der var andre virkninger endnu dyrebarere end disse, som fulgte heraf. J sit ensomme, af siddesliggende tilflugtssted paa bjerget, var Luther bortfjernet fra jordisk understøttelse og menneskers ros. Saaledes blev han frelst fra storhed og selvtillid, som saa ofte frembringes ved held. Ved lidelse og fornedrelse blev han skikket til atterat vandre tryggelig paa de smilende højder, hvortil han saa pludselig var bleven ophøjet. ret
(144) Naar menneskene glæder sig over den frihed, som sandheden bringer dem, er de tilbøjelige til at ophøje dem, som Gud har benyttet til at sønderbrude vildfarelsens og overtroens lænker. Satan søger at bortvende menneskenes tane og længsel fra Gud og henvende ham paa hans redskaber. Han leder dem til at ære det blotte redskab og glemme den haand, som styrer alle livets begivenheder. Alt for ofte glemmer religiøse læsere, som saaledes roses og æres, at de har alt af Gud, og overlades til at stole paa sig selv. Som en følge heraf søger de at herske over folkets tanker og samvittighed, idet det er tilbøjeligt til at se til dem efter vejledning i stedet for at se hen til Guds ord. Reformationens værk hindredes ofte, fordi de, som understøtter det, hengiver sig til et saadant sind. Gud ønskede at bevare reformationens sag fra denne fare. Hans tanke var, at dette værk skulde besegles, ikke som et værk af mennesker, men af Gud. Menneskenes øjne var vendte til Luther som den, der fortolkede sandheden. Han blev bortført for at alles øjne kunde henvendes til sandhedens evige kilde. ret