(145) J valget af de redskaber, som skulde reformere menigheden, ser man den samme guddommelige plan som i valget af dem, der skulde grundlægge menigheden. Den himmelske lærer valgte ikke jordens store mænd, som var rige og ansete og vante til at blive roste og ophøjede, som folkets ledere. De pralede af sin egen overlegenhed og var saa stolte og selvtilfredse, at de ikke kunde uddannes til at have medlidenhed med sine medmennesker eller at blive den ydmyge nazaræers medarbejdere. Jesus kaldte de ulærte fiskere fra Galilæa, som var vante til haardt arbejde, sigende: "Følg efter mig, saa vil jeg gjøre eder til menneskefiskere." Disse disciple var ydmyge og lærvillige. Jo mindre indflydelse de havde haft af den falske lære paa deres tid, desto bedre kunde Kristus undervise og oplære dem til sine tjeneste. ret
(145) Saaledes var det ogsaa paa den store reformations tid. Alle de ledende reformatorer var mænd af ringe stand - mænd, som var mere fri end andre paa deres tid fra at være stolte af sin stand og fri for indflydelse af skinhellighed og præstelist. Det er Guds plan at bruge ringe redskaber til at udføre store ting, saa faar menneskene ikke æren, men Gud, som virker i dem baade at ville og at udrette efter sit velbehag. ret
(145) Nogle faa uger efter at Luther blev født i en minearbejders hytte i Sachsen, blev Ulrik Zwingli født i en hyrdes hytte blandt Alperne. Zwinglis omgivelser i barndommen og hans opdragelse var af en saadan natur, at den forberedte ham for hans fremtidige mission. Han vokste op omgiven af en natur, som var storartet, skjøn og meget ophøjet, og hans sjæl fik i den tidlige alder et indtryk af Guds storhed, magt og majestæt. Historien om de modige gjerninger, som var bleven udførte paa hans fædrelands bjerge, vakte hans unge hjertes iver, og ved sin fromme bedstemoders side lyttede han daglig til historier fra bibelen, som hun opsamlede af kirkens lærdomme og fortællinger. Med dyb interesse hørte han fortællingen om patriarkernes og profeternes store gjerninger; om hyrderne, som vogtede sine hjorde paa Palæstinas høje, om englen, som talte med dem om barnet i Bethlehem, og om Kristus paa Golgatha. ret
(146) Ligesom Luthers fader ønskede ogsaa Zwinglis fader, at hans søn skulde oplæres, og han blev tidlig sendt bort fra den dal, hvor han vokste op. Hans tankekraft udvikledes hurtig, og man vidste snart ikke, hvor man skulde finde lærere, som var i stand til at undervise ham. J sit trettende aar drog han til Bern, hvor den mest udmærkede skole i hele Schweiz den gang var. Her blev han imidlertid udsat for en fare, som truede med at formørke de lyse udsigter i hans liv. Munkene, bestræbte sig af al magt for at lokke ham ind i et kloster. Dominikanter- og franciskanermunkene stred med hverandre om at erholde den første gunst blandt folket. De søgte at opnaa dette ved at pryde sin kirke paa en iøjnefaldene maade, ved brammende ceremonier og ved den tiltrækningskraft, som ligger i berømte relikvier og billeder, som kan gjøre mirakler. Dominikanerne i Bern indsaa, at dersom de kunde vinde den talentfulde unge disciplel, saa vilde de derved sikre sig baade vinding og ære. Hans unge alder, hans naturlige dygtighed som taler og forfatter og hans talent for musik og poesi vilde virke mere end al deres pragt og brammen til at drage folket til deres gudstjeneste og forøge deres ordens indtægter. De forsøgte ved bedrageri og smiger at formaa Zwingli til at tage bolig i deres kloster. Da Luther studerede i skolen, havde han begravet sig selv i en klostercelle, og verden vilde aldrig have faaet godt af hans arbejde, dersom ikke Guds forsyn havde udfriet ha. Men Zwingli blev ikke overladt til at udsætte sig for den samme skare. Hændelsesbevis blev hans fader underrettet om munkens hensigter. Det var ikke hans plan, at hans søn skulde blive munk og henleve sit liv i unyttig lediggang. Han saa, at der var fare for, at hans liv i fremtiden vilde blive unyttigt, og underrettede ham om, at han maatte komme hjem uden ophold. ret
(147) Den unge mand adlød faderens befaling, men han kunde ikke længe være tilfreds med at leve i den dal, hvor han var opfødt. Han begyndte snart igjen med sine studier og rejste efter nogen tid til Basel. Her hørte Zwingli først evangeliet om Guds frie naade. Wittenbach, en lærer, som underviste i de døde sprog, var bleven interesseret i den hellige skrift, idet han havde studeret græsk og hebraisk, og saaledes trængte guddommelige lysstraaler ind i deres sjæle, som han underviste. Han vidnede, at der var en sandhed, som var mere gavnlig og af uendelig meget større værdi end de theorier, som lærere og filosofer meddelte. Denne himmelske sandhed var, at Kristi død er den eneste løsepenge for syndere. Disse ord var for Zwingli som de første lysstraaler, der gaar forud for dagen. ret
(147) Zwingli blev snart kaldt bort fra Basel for at begynde sin livsgjerning. hans arbejdsmark var i et sorgn blandt Alperne, ikke langt fra den dal, hvor han var født. Da han var bleven ordineret som præst, "hengav han sig selv med hele sit hjerte til at ransage den guddommelige sandhed; thi han vidste godt," siger Kristi hjord er betroet." Jo mere han ransagede skriften, desto klarere saa han modsætningen mellem den sandhed og Roms kjætteri. Han antog bibelen som Guds ord og som den eneste tilstrækkelige og ufejlbarlige regel. Han indsaa, at den bør være sin egen fortolker. Han turde ikke søge at forklare skriften saaledes at den stadfæstede en forud antagen theori eller lære, men ansaa det for sin pligt at fremholde dens ligefremme og tydelige lære. Han søgte at erholde al den hjælp, han kunde, som at faa et fuldstændigt og ret begreb om dens mening, og han bad om den Helligaands vejledning og erklærede, at den at vil aabenbare skriftens mening for alle, som søger den oprigtig i bønnen. ret
(147) "Den hellige skrift", sagde Zwingli, "kommer fra Gud, ikke fra mennesker. Den Gud, som oplyser dig, vil give dig forstand paa, at dens tale kommer fra Gud. Guds ord kan ikke fejle. Det er klart, det forklarer sig selv, det aabenbarer sig selv, det oplyser sjælen med frelse og naade, trøster den i Gud, ydmyger den, saa at den endog taber og glemmer sig selv og omfatter Gud." Zwingli kjendte selv til den sandhed, som ligger i disse ord. Han skrev senere, idet han talte om sin erfaring paa denne tid: "Da jeg begyndte at overgive mig helt til den hellige skrift, vilde filosofien og theologien (den skolastiske) bestandig fremstille modstridende tanker for mig. Tilsidst kom jeg dertil, at jeg tænkte: "Du maa lade alt det være og lære, hvad Gud mener, ene og alene af hans egne ligefremme ord. Da begyndte jeg at spørge efter Guds lys, og skriften blev meget lettere for mig at forstaa". ret
(148) Den lære, som Zwingli prædikede, erholdt han ikke fra Luther; den var Kristi lære. "Dersom Luther prædiker Kristus," sagde den schweiziske reformator, "saa gjør han det samme som jeg. Han har ledet mig flere sjæle til Kristus, end jeg har; - dette siger jeg intet imod. Men jeg vil dog ikke have noget andet navn end Kristi navn; thi jeg er hans stridsmand, og han alene er mit hoved. Jeg har aldrig skrevet en eneste linje til Luther, ej heller har han skrevet til mig. Og hvorfor det? - alt det maa blive aabenbaret for alle menensker, hvor harmonisk Guds aands vidnesbyrd er, eftersom vi ikke har hafvt nogen forbindelse med hinanden og dog stemmer saa nøje overens i Jesu Kristi lære." ret
(148) J aaret 1516 blev Zwingli kaldet til at prædike i klosteret i Einsiedeln. Her skulde han blive bedre bekjendt med Roms fordærvelse og skulde faa en indflydelse som reformator, der vilde strække sig langt ud over Alperne i hans fødeland. En af de fornemste ting, som drog folket til Einsedeln, var et billede af jomfru Maria, om hvilket man sagde, at det havde kraft til at gjøre mirakler. Over klosterets port saa mand denne indskrift: "Her kan man erholde fuldstændig syndsforladelse." Hele aaret igjennem søgte pilgrimme til den hellige jomfrus relikviskrien. Men ved dens indvielses store aarsfest kom store skarer fra alle dele af Schweiz, ja endog fra Frankrig og Tyskland. Zwingli blev meget bedrøvet ved dette syn og greb lejligheden til at forkynde frihed ved evangelium for disse overtroens slaver. ret
(148) Tænk ikke, sagde han, at Gud er i dette tempel mere end i nogen anden del af verden. Hvor som helst som han har givet eder plads til at bo, der omgiver han eder og hører eder. . . . Kan unyttige gjerninger, besværlige pilgrimsrejser og bønner, som opsendes til jomfru Mari og helgerne, have nogen kraft til at skaffe eder Guds naade? Hvad godt er der ved lange bønner, hvilken kraft er der i en munkekappe eller et raget hoved eller i en præsteklædening, som naar til gulvet og er prydet med guld? - Gud ser paa hjertet, og vort hjerte er langt fra Gud. Kristus, sagde han, ofrede sig selv paa korset én gang for alle, og han er det offer, som gjør fyldest i al evighed for alle deres synder, som tror. ret
(149) For mange af tilhørerne var disse lærdomme uvelkomne. Det var en bitter skuffelse for dem at høre, at deres lange og besværlige rejse var til ingen nytte. De kunde ikke fatte den syndsforladelse, som blev dem frit tilbudt gejennem Kristus. De var tilfredse med den gamle vej til himlen, som Rom havde vist dem. De veg tilbage for den besværlighed, som det volde dem at søge efter noget bedre. Det var lettere for dem at overlade sin frelse til præsterne og paven end at søge at erholde et rent hjerte. Men der var en anden klasse, som med glæde modtog budskabet om forløsning gjennem Kristus. De kirkeskikke, som Rom havde paalagt dem, havde ikke givet dem fred i sjælen, og med troende hjerter annammede de Frelserens blod som det rette middel til deres forsoning. Disse vendte tilbage til sine hjem for at lade det dyrebare lys, hvilket de selv havde erholdt, skinne for andre. Saaledes blev sandheden bragt fra by til by, fra sted tl sted, og der blev et langt mindre antal pilgrimme, som kom til den hellige jomfrus skrin. Man ofrede mindre, og selvfølgelig blev ogsaa Zwingli løn mindre, som han erholdt deraf. Men det skaffede ham blot glæde, da han saa, at sværmeriets og overtroens kraft blev brudt. ret
(149) Kirkens myndigheder var ikke blinde for det værk, som Zwingli udførte, men for nærværende undlod de at blande sig i sagen. De haabede endnu at vinde ham for deres sag og søgte at overtale ham med smiger. Jmidlertid vandt sandheden indgang i folkets hjerter. ret
(149) Zwinglis arbejde i Einsiedeln havde gjort ham skikket til at virke i en større kreds, og han traadte snart ind i den. Efter at han havde været her tre aar, blev han kaldet til prædikeembedet i domkirken i Zürich. Zürich var den gang den fornemste stad i det schweiziske forbund, og hans indflydelse vilde derfra blive følt vidt omkring. Men de gejstlige, som havde kaldet ham til Zürich, ønskede at forebygge enhver ny forandring, og de underviste ham derfor om hans pligter i overensstemmelse hermed. ret
(150) "Du maa gjøre dig al mulig flid," sagde de, "for at indsamle domkapitlets indkomster og ikke overse det mindste punkt. Du maa formane de troende baade fra prædikestolen og skriftestolen til at betale alle afgifter og tienden og til ved sine offergaver at bevidne den kjærlighed, de nærer for kirken. Du maa sørge for at forsøge den indtægt vi har af de syge, af messerne og af alle kirkelige anordninger i almindelighed." "Hvad angaar forvaltning af sakramenterne, prædiken og personligt eftersyn med hjorden," tilføjede hans læremestere, "saa henhører disse ogsaa til præstens pligter. Men til at udføre disse kan du tage en vikar i din tjeneste, som kan forrette dette i dit sted - især prædikenen. Du maa blot uddele sakramenterne til fornemme folk, og naar du bliver særskilt kaldet dertil. Vi kan ikke tillade dig at uddele dem uden forskjel til folk i enhver stand." ret
(150) Zwingli lyttede taus til disse forskrifter, og til svar derpaa forklarede han den fremgangsmaade, han foreslog at følge, efter at han havde takket dem for den ære, de beviste ham ved at kalde ham til denne menigheds provst. "Evangeliet om Jesus", sagde han, "har alt for længe været holdt borte fra folket. Dette er min hensigt at prædike over hele Mattæi evangelium, at drage mine vidnesbyrd alene af skriftens kilder, at ransage den i hele dens dybde, idet jeg sammenligner skriftsteder med skriftsteder og uophørlig opsender alvorlige bønner til Gud, at jeg maa faa naade til at opdage, hvad der er den Helligaands vilje. Det er til Guds ære, til hans enbaarne søns pris, til sjæles frelse og deres undervisning i den sande tro, jeg ønsker at vie min tjeneste." ret
(150) Omendskjønt nogle af præsterne var misfornøjede med hans plan og søgte at overtale ham til at afstaa fra den holdt Zwingli dog fast ved sit forsæt. Han erklærede, at han ikke vilde indføre nogen ny skik, men den gamle methode, som kirken havde brugt forhen, da den var mere ren i troen. ret
(151) Der var allerede vakt interesse i de sandheder, han lærte, og folket samledes i stor mængde for at lytte til hans prædiken. Mange, som for længe siden havde hørt op med at besøge gudstjenesten, var bleven hans tilhørere. Han begyndte sin tjeneste med at aabne det nye testamente og læse og forklare beretningen om Kristi liv, mirakler, lære og død. De stor ledende grundsætninger, hvilken han fulgte her saa vel som i Einsedeln, var at Guds ord er den eneste ufejlbarlige autoritet og Kristi død det eneste fuldkomne offer. "Jeg ønsker," sagde han, "at lede eder til Kristus; thi han er frelsens sande kilde." Folk af alle klasser trængte omkring prædikanten fra statsmænd og lærde til haandværkeren og bonden. De lyttede til hans ord med stor interesse. Han fremholdt ikke blot tilbudet om fri frelse, men straffede ogsaa uden frygt den synd og fordærvelse, som eksisterede paa den tid. Mange lovede Gud, idet de gik hjem fra domkirken. "Denne mand," sagde de, "prædiker sandheden. Han skal blive vor Moses og skal lede os ud af dette ægyptiske mørke." ret
(151) Men omendskjønt hans virksomhed i begyndelsen blev modtaget med stor henrykkelse, saa fandt han dog modstand efter nogen tid. Munkene anstrengte sig for at hindre hans arbejde og fordømme hans lære. Mange haanede og spottede ham aabenbart, og andre greb til trusler og fornærmelser, Men Zwingli taalte dette med kristelig taalmodighed, idet han sagde: "Dersom vi skal vinde sjæle for Kristus, saa maa vi lære at lukke øjnene til for saa mange ting, som møder os paa vejen." ret
(151) Ved denne tid fremstod et nyt redskab til at fremme reformationsværket. En vis Lucien blev sendt til Zwingli med nogle af Luthers skrifter. Det var en ven af den reformerte tro i Basel, som sendte ham, og han foreslog at sælge disse bøger som et kraftigt middel til at udbrede lyset. "Undersøg," skrev han til Zwingli, "om denne Lucien har tilstrækkelig forstand og anlæg til at samtale med folk. Dersom du finder, at han har det, saa lad ham gaa fra sted til sted, fra sogn til sogn, fra landsby til landsby, ja fra hus til hus over hele Schweiz med luthers skrifter, især hans udlæggelse af Herrens bøn skrevet for lægfolk; jo mere den bliver bekjendt, des flere kjøbere vil den finde." Saaledes fandt lyset indgang. ret
(152) Men naar Gud gjør forberedelser til at sønderbryde uvidenhedens og overtroens lænker, saa arbejder satan med størst kraft for at indhylle menneskene i mørke og binde deres lænker endnu fastere. Da der opstod mænd i forskjellige lande, som prædikede syndsforladelse og retfærdiggjørelse gjennem Kristi blod for folket, saa begyndte Rom med mere iver at holde markedet aabent i kristenheden og at tilbyde syndsforladelse til penge. ret
(152) Der blev bestemt en vis betaling for enhver synd, og menneskene fik fri tilladelse til at synde, naar blot kirkens kasse blev fyldt godt. Saaledes skred de to bevægelser fremad - den ene tilbød syndsforladelse for penge, den anden tilbød syndsforladelse gjennem Kristus. Rom tilladelse til at synde gjort det til en indtægtskilde; reformatorerne straffede synden og henviste til Kristus som vor forsoner og frelser. ret
(152) J Tyskland var salget af aflad overdraget til dominikanermunkene under ledelse af den berygtede Tetzel. J Schweiz var denne trafik overladt til fransikanermunkene under Sampsons, en italiens munks, bestyrelse. Sampson havde allerede gjort kirken god tjenste, idet han havde skaffet uhøre pengesummer fra Tyskland og Schweiz og drog store skarer for sig. Han plyndrede de fattige bønder og fratog dem deres lille fortjeneste, og han udpressede store gaver af de formuende klasser. Men reformationens indflydelse viste sig derigjennem, at det indskrænkede denne trafik, omendskjønt den ikke kunde standse den. Zwingli var endnu i Einsiedeln, da Sampson, kort efter at den var kommen til Schweiz, drog ind med sine varer i en nærliggende by. Da reformatoren blev underrettet om hans mission, begav han sig straks paa vejen for at modarbejde ham. De to mødtes ikke, men Zwingli gjorde saa stor fremgang med at aabenbare bedragernes falske forestillinger, at han blev tvunget til at forlade Einsiedeln og rejse andetsteds hen. J Zürich prædikede Zwingli ivrig mod afladskræmmeren, og da Sampson nærmede sig til stedet, mødte en budbærer fra raadet ham og underrettede ham om, at man ventede, at han skulde rejse videre. han skaffede sig tilsidst indgang ved list, men han blev sendt bort uden at have solgt aflad til et eneste menneske, og han forlod Schweiz kort efter. ret
(153) Reformationen blev fornemmet derved, at pesten eller den sorte død fejede over Schweiz i aaret 1519. Da menneskene saaledes blev stillede ansigt til ansigt med ødelæggeren, men der var mange, som blev ledet til at indse, hvor forfængelig og unyttig dem aflad var, som de saa nylig havde kjøbt, og de længtes efter en fastere grundvold for sin tro. Zwingli blev angreben af denne sygdom i Zürich, og han blev saa svag, at man opgav alt haab om hans helbredelse, ja man udbredte endog det rygte vidt omkring, at han var død. J denne nødens stund svigtede hans haab og mod ikke. Han saa op til Golgathas kors og satte sin tillid til ham, som er mægtig til at frelse fra al synd. Da han kom tilbage fra dødens porte, prædikede han evangeliet med større iver end tilforn, og hans ord udøvede en ualmindelig indflydelse. Folket bød med glæde deres elskede pastor velkommen, da han kom tilbage til dem fra gravens bred. De kom selv fra de syge og dødende, som de havde plejet, og de satte højere pris paa evangeliet, end de havde gjort nogen finde før. ret
(153) Zwingli havde faaet klarere forstand paa evangeliets sandheder og havde mere end tilforn i sit eget liv erfaret dets kraft til at forny hjertet. De emner, han fremholdt, var menneskets fald og frelsens plan. "J Adam", sagde han, "er vi alle døde og nedsunkne i fordærvelse og fordømmelse, men Kristus har kjøbt en evig frelse for os." "Hans lidelse er vort evige offer og taber aldrig sin kraft; det tilfredsstiller den guddommelige retfærdighed til evig tid for alle, som forlader sig derpaa med fast, urokkelig tro." Men paa samme tid lærte han tydelig, at mennesket ikke ved Kristi naade har faaet frihed til at vedblive i synden. "Hvor der er tro paa Gud, der bor Gud selv, og hvor Gud er, der er vakt en iver, som nøder og tvinger mennesket til gode gjerninger." ret
(153) Der var saa stor lyst til at høre Zwingli prædike, at domkirken ikke kunde rumme den store folkeskare, som kom for at høre ham. Han femførte sandheden for sine tilhørere lidt efter lidt, efter som de var i stand til at fordrage den. han vogtede sig for i begyndelsen at fremlægge saadanne punkter, som kunde skræmme dem og vække fordom. Hans første gjerning var at vinde deres hjerter for Kristi lære, at smelte dem med hans kjærlighed og fremholde hans eksempel for dem. Naar de da antog evangeliets grundsætninger, saa vilde deres overtroiske idéer og handlemaade nødvendigvis blive omstyrtet. ret
(154) Reformationen gjorde fremgang i Zürich skridt efter skridt. Dens fiender blev forfærdede og vaagnede op til aaben modstand. For et aar siden havde munken fra Wittenberg udtalt sit "ve" over paven og kejseren i Worms, og alle ting syntes nu at pege hen paa en lignende modstand mod pavemagtens fordringer i Zürich. Zwingli blev angreben flere gange. J de pavelige kantoner blev evangeliets disciple tid efter aden ført til baalet. Men dette var ikke nok. Den, som lærte dette kjætteri, maatte bringes til taushed. Biskoppen af Konstanz sendte derfor to deputerde til raadet i Zürcich, hvilke anklagede Zwingli for at have lært folket at overtræde kirkens love, og at han bragte fred og god orden i fare. De paastod, at de vilde lede til almindeligt oprør, dersom man tilsidesatte kirkens myndighed. Zwingli svarede, at han havde prædiket evangeliets i Zürich i tre aar, og at denne by "var mere stille og fredelig end nogen anden by i Schweiz". "Er da ikke kristendommen", sagde han, "det bedste middel til at bevare den offentlige ro?" ret
(154) De deputerede havde formanet raadet til at blive i kirken og erklærede, at der ikke var nogen frelse uden for den. Zwingli svarede: "Lad ikke denne anklage skræmme eder. Menighedens grundvold er den samme klippe, den samme Kristus, som gav Peter sit navn, fordi han med troskab bekjendte ham for menneskene. Gud antager enhver blandt alle folk, som af hele sit folk tror paa den herre Jesus. Dette er i sandhed den menighed, udenfor hvilken ingen kan blive salig." Som følge af denne sammenkomst antog en af biskoppens debuterede reformationens tro. ret
(154) Raadet negtede at tage forholdsregler mod Zwingli, og Rom beredte sig til at angribe ham paa ny. Da reformatoren blev underrettet om hans fienders anslag, udbrød ham: "Lad dem komme. Jeg frygter dem, ligesom den faste klippe frygte bølgerne, som tordner ved dens fødder." Præsteskabets bestræbelser fremmede blot den sag, som de søgte at omstyrte. Sandheden vedblev at udbrede sig. Dens tilhængere i Tyskland, som var bleven nedslaaende, da Luther forsvandt, fik nyt mod, da de hørte, at evangeliet gjorde fremgang i Schweiz. ret
(155) Efter som reformationen blev stadfæstet i Zürich, blev dens frygter kjendelige, idet den undertrykkede laster og usædeliged og bevirkede, at enighed og god orden herskede. "Freden har sit bolig i vor by", skriver Zwingli. "Her er ingen trætte, intet hykleri, ingen misundelse, ingen strid. Hvor kan en saadan enighed komme fra uden fra Herren og vor lære, som fylder os med gudsfrygt og fredens frugter." ret
(155) De sejre, som reformationen vandt, opvakte katholikerne til store anstrengelser for at styrte den. De besluttede at møde reformatoren med deres egne vaaben. De vilde holde en diskussion med Zwingli, og da de selv havde magt til at ordne det hel, vilde de gjøre sejeren vis ved selv at vælge baadet stedet for kampen og dommeren,s om skulde afgjøre sagen mellem de stridende parter, og dersom de en gang fik Zwingli i sin magt, saa skulde de nok sørge for, at han ikke slap fra dem. Naar lederen var bragt til taushed, saa kunde bevægelsen snart blive undertrykket. Men de skjulte forsigtig sin plan. ret
(155) Det blev bestemt, at konferensen skulde holdes i Baden, men Zwingli var ikke tilstede. Raadet i Zürich fattede mistanke til papisternes hensigter, de lod sig advare af de mange baal, som var bleven optændte i alle de pave kantoner for dem,s om bekjendte evangeliet og frbød sin pastor at udsætte sig selv for denne fare. J Zürich var han villig til at møde alle de partigjængere, som Rom vilde sende, men at gaa til Baden, hvor man nylig havde udgydt martyrers blod for sandheden, vilde være at gaa den visse død i møde. Oecolampadius og Haller blev valgt til at repræsentere reformatoren, var medens den berømte dr. Eck, understøttet af en mængde lærde doktorer og prælater, var Roms stridskjæmpe. ret
(155) Omendskjønt Zwingli ikke var nærværende ved konferensen saa følte man dog hans indflydelse. Papisterne havde selv valgt fire skrivere, som skulde nedskrive, hvad der foregik, og det blev forbudt alle andre at skrive noget. Den, som overtraadte dette forbud, skulde straffes med døden. Trods dette forbud erholdt Zwingli daglig nøjagtig underretning om, hvad der blev sagt i Baden. En student, som overvar konferensen, skrev hver aften en beretning om de argumenter, som den dag var bleven fremstillede. To studenter paatog sig at bringe disse afskrifter tilligemed Oecolampadius' daglige breve til Zwingli i Zürich. Reformatoren svarede og meddelte dem sine raad og forslag. Han skrev sine breve om natten, og studenterne vendte tilbage til Baden med dem om morgenen. For at undgaa den ved stadsporten ansatte skildvagts opmærkosmhed bragte disse sendebud kurve med fjerkræ, som de bar paa sine hoveder. Saaledes fik de lov til at passere uhindret. ret
(156) Konferensen vedblev atten dage. Da den var tilende, paastod katholikerne med stor selvtillid, at de havde sejret. Men denne kamp gav protestanternes sag et stærkt stød fremad, og ikke længe efter erklærede to stæder, bern og Basel, sig for reformationen. ret