(7) Den helliggørelse, Bibelen taler om, gælder hele mennesket både ånd, sjæl og legeme. Dette er den rigtige opfattelse af en fuldstændig helliggørelse. Paulus beder om, at menigheden i Tessalonika må modtage denne store velsignelse: "Men han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt, og måtte dog jeres ånd, sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1Tess. 5,23. ret
(7) Angående helliggørelse råder der i religiøse kredse en teori, der er urigtig i sig selv og farlig i sine følger. I mange tilfælde gælder det, at de, der gør krav på at være helliggjorte, ikke besidder den ægte vare. Deres helliggørelse består i talemåder og viljedyrkelse. De, som virkelig søger at udvikle en kristelig karakter, vil aldrig nære den tanke, at de er syndfri. Deres livsførelse er måske ulastelig, og de er måske levende eksempler på den sandhed, de har antaget; men jo mere de oplærer tankerne til at dvæle ved Kristi karakter, og jo mere de nærmer sig hans guddommelige billede, desto klarere vil de se hans pletfri fuldkommenhed, og desto stærkere bliver følelsen af deres egne mangler. ret
(8) De, der påstår, at de er helliggjorte, giver derved tilstrækkeligt til kende, at de er langt fra at være hellige. De indser ikke deres egen svaghed og fattigdom. De er blottede for virkeligt kendskab til Kristus og mener derfor om sig selv, at de genspejler hans billede. Jo større afstanden er mellem dem og Frelseren, des mere retfærdige ser de ud i deres egne øjne. ret
(8) Medens vi i bodfærdighed og ydmyg tillid tænker på Jesus, som vore synder har gennemstunget og vore sorger bebyrdet, kan vi lære at gå i hans fodspor. Ved at beskue ham forvandles vi efter hans guddommelige lignelse. Men når et sådant værk foregår i os, vil vi ikke gøre gældende, at vi selv er retfærdige; vi vil derimod ophøje Jesus Kristus, idet vi samtidig overlader vore hjælpeløse sjæle til ham og sætter vor fortrøstning til hans fortjeneste. ret
(8) Selvretfærdigheden fordømt
Frelseren fordømte altid selvretfærdighed. Han fremholdt for disciplene, at den højeste form for kristendom er den, der viser sig på en stille og beskeden måde. Han formanede dem til at udføre deres velgerninger i stilhed ikke for at stille sig til skue eller for at vinde ros og ære af mennesker, men til Guds forherligelse og i forventning om at få belønningen derfor hisset. Hvis de udførte gode gerninger for at vinde berømmelse hos mennesker, ville de ingen løn få af deres himmelske Fader. ret
(9) Kristus formanede sine disciple til ikke at bede i den hensigt at blive hørt af mennesker. "Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte, og din fader, som ser i det skjulte, skal betale dig." Matt. 6,6. Sådanne udtalelser fra Kristi læber viser, at han ikke så med velbehag på den slags fromhed, der var så almindelig blandt farisæerne. Hans undervisning i bjergprædikenen tilkendegiver, at velgerninger fremtræder i et ædlere form og at religiøse handlinger spreder den dyrebareste vellugt, når de udføres i bodfærdighed og ydmyghed og på en naturlig måde. Den rene bevæggrund helliger handlingen. ret
(9) Sand helliggørelse betyder at hengive sig helt under Guds vilje. Genstridige tanker og følelser besejres, og Jesu stemme opvækker et nyt liv, der gennemtrænger hele ens væsen. De, der i sandhed er helliggjorte, vil ikke opstille deres egne meninger som rettesnor for, hvad der er ret og uret. De er ikke skinhellige eller selvretfærdige, men våger med nidkærhed over sig selv, idet de hele tiden frygter for, at de, medens der endnu er en forjættelse tilbage for dem, skulle forsømme at opfylde de betingelser, hvorpå forjættelsen hviler. ret
(10) Tilsidesætter fornuften og stoler på følelser
Mange, som bekender sig til at være helliggjorte, er ganske uvidende om nådens værk i hjertet. Når de prøves, viser de sig at ligne den selvretfærdige farisæer. De tåler ingen modsigelse. De sætter fornuft og forstand til side og stoler udelukkende på følelser, således at de grunder deres påstand om hellighed på indtryk, som de ved en eller anden lejlighed måtte have oplevet. Deres idelige påstand om at være hellige forfægter de på en egensindig og ukærlig måde; de taler meget, men bærer ingen dyrebar frugt, der kunne bevise, at deres tale er berettiget. Disse, som således giver sig ud for at være helliggjorte, bedrager ikke alene sig selv, men øver en indflydelse, der kan vildlede mange, som i oprigtighed søger at efterleve Guds vilje. Atter og atter kan man høre dem sige: "Gud leder mig! Gud underviser mig! Jeg lever uden synd! " Mange, der kommer i berøring med denne ånd, støder på noget mørkt og hemmelighedsfuldt, som de ikke forstår, noget, der på ingen måde ligner Kristus, det eneste sande mønster. ret
(10) Bibelsk helliggørelse består ikke i stærke sindsbevægelser. Dette er et punkt, hvor mange kommer på vildspor, idet de lader sig lede af følelser. Når de er i jubelstemning eller føler sig lykkelige, hævder de, at de er helliggjorte. En følelse af glæde, eller mangel på sådanne følelser, beviser imidlertid intet med hensyn til, om en person er helliggjort eller ikke helliggjort. Der eksisterer ikke noget, som hedder en øjeblikkelig helliggørelse. Sand helliggørelse er et værk, der foregår dagligt og vedbliver, så længe vi lever, De, som hver dag kæmper mod fristelse, som sejrer over deres syndige tilbøjeligheder, og som stræber efter hellighed i hjerte og liv, fremkommer ikke med pralende påstande om hellighed. De hungrer og tørster efter retfærdighed. Synden er i deres øjne overmåde syndig. ret
(11) Blandt dem, der giver sig ud for at være helliggjorte, findes der nogle, som i lighed med deres trosfæller bekender sig til at hylde sandheden, og det kan være vanskeligt at skelne mellem dem; men forskellen er ikke desto mindre til stede. Når de, som påstår at have gennemgået en sådan ophøjet erfaring, aflægger deres vidnesbyrd, vil det have til følge; at Kristi liflige ånd forsvinder fra mødet og efterlader en følelse af kulde hos de tilstedeværende. Hvis disse personer virkelig levede et liv uden synd, ville deres blotte nærværelse bringe Guds engle ind i forsamlingen, og deres ord ville i sandhed være som "æbler af guld i skåle af sølv". Ordsp. 25,11. ret
(11) Prøvende stunder
Når vi om sommeren betragter skoven i det fjerne, hvor alle træer er iført deres smukke, grønne dragt, kan vi ikke skelne de stedsegrønne træer fra de øvrige; men når vinteren nærmer sig, og kulden tager dem i sin isnende favn, således at de andre træer berøves det dejlige løv, falder de stedsegrønne let i øjnene. Således vil det være med dem, der vandrer i ydmyghed og ikke stoler på sig selv, men bævende klynger sig til Kristi hånd. Medens de, som er selvtilfredse og forlader sig på fuldkommenheden i deres egen karakter, mistet deres falske retfærdighedsklædning, når de udsættes for prøvelser, vil de, som virkelig er retfærdige, og som i oprigtighed med frygter og elsker Gud, være iført Kristi retfærdigheds klædning både i modgang og i medgang. ret
(12) Forsagelse, selvopofrelse, godgørenhed, venlighed, kærlighed, tålmodighed, sjælsstyrke og kristelig tillidsfuldhed er de frugter, som daglig viser sig hos dem, der har et levende samfund med Gud. Deres gerninger bliver måske ikke bekendtgjort for verden; men selv kæmper de daglig mod det onde og vinder dyrebare sejre over fristelse og uretfærdighed. Højtidelige løfter fornys og holdes i den kraft, som fås ved alvorlig bøn og stadig årvågenhed. Den ildfuldt begejstrede ser ikke de kampe, der udkæmpes at disse, som således arbejder i stilhed; men han, som ser de skjulte ting i hjertet, lægger mærke til enhver bestræbelse, der udføres i ydmyghed og sagtmodighed, og giver den sit bifald. De prøvende stunder er nødvendige, for at troens og kærlighedens guld i karakteren kan blive åbenbaret. Det er, når disse hjemsøgelser og vanskeligheder rammer menigheden, at Kristi sande disciples standhaftige nidkærhed og varme hengivenhed kommer til udfoldelse. ret
(13) Det gør os ondt at se, hvorledes kristne lader sig føre på vildspor af den falske og fortryllende teori, at de er fuldkomne, da det er meget vanskeligt at rive dem ud af vildfarelsen og lede dem ind på den rette vej. De har lagt an på at gøre det ydre smukt og tiltalende, medens den indre prydelse, som er Kristi ydmyghed og sagtmodighed, mangler. Prøvelsens stund vil komme til alle, og da vil det vise sig, at mange af dem, der i årevis har følt sig trygge, savner grundlag for deres håb. I nye situationer og under skiftende forhold vil nogle, der syntes at være søjler i Guds hus, kun åbenbare råddent materiale under den malede og polerede overflade, medens de ydmyge af hjertet, der daglig indså betydningen af at lænke deres sjæle fast til den evige klippe, vil stå urokkelige midt i prøvelsens storme, fordi de ikke stolede på sig selv. "Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: Herren kender dem, der hører ham til." 2Tim. 2,19. ret
(13) Naturligt at bære frugt
De, som bestræber sig på at henlede opmærksomheden på deres gode gerninger, og som stadig taler om deres syndfri tilstand og søger at fremhæve deres religiøse udvikling, bedrager kun deres egne sjæle. En sund person, som kan udføre livets sysler, og som dag efter dag går til sit arbejde med frisk mod og med sundt blod strømmende gennem sine årer, taler ikke om sit stærke legeme til enhver, han møder. Sundhed og vigør er hans naturlige tilstand, og han er derfor næppe opmærksom på, at han besidder en så rig velsignelse. ret
(14) Således forholder det sig med den, der i sandhed er retfærdig. Han er sig ikke sin godhed og fromhed bevidst, Kristne principper er blevet det kildevæld, hvorfra hans liv og vandel udstrømmer, og det er lige så naturlig for ham at bære åndens frugt, som det er for figentræet at bære figner eller for rosenbusken at frembringe roser. Hans væsen er så mættet med kærlighed til Gud og til mennesker, at han udfører Kristi gerning med et villigt hjerte. ret
(14) Enhver, der kommer inden for rækkevidden af hans indflydelse, vil mærke skønheden og vellugten af hans kristne liv, medens han selv ikke er opmærksom derpå, fordi det er i samklang med hans livsvaner og tilbøjeligheder. Han beder om guddommeligt lys og elsker at vandre i dette lys. Hans mad og drikke er at gøre den himmelske faders vilje. Hans liv er skjult med Kristus i Gud, men han roser sig ikke deraf og synes heller ikke at være sig det bevidst. Guds smil hviler over de ydmyge og sagtmodige, der følger nøje i Mesterens fodspor; engle føler sig tiltrukket af dem og finder behag i at dvæle ved dem. De, som mener, at de er nået op på et højt trin, og som ynder at fremhæve deres gode gerninger, anser måske disse andre for uværdige til nogen opmærksomhed; men himmelske engle bøjer sig kærligt over dem og omgiver dem som en ildmur. ret
(15) Hvorfor Kristus blev forkastet Vor Frelser var Verdens Lys, men verden kendte ham ikke. Han var stadig optaget med at øve barmhjertighedsgerninger og med at sprede lys på alles sti; men han anmodede ikke dem, han færdedes iblandt, om at lægge mærke til hans enestående dyder, hans forsagelse, selvopofrelse og velgørenhed. Jøderne beundrede ikke et sådant liv; de betragtede hans religion som værdiløs, fordi den ikke stemte overens med deres begreber om fromhed. De kom til den slutning, at Kristus ikke var religiøs i ånd eller karakter, for deres religion bestod i at stille sig selv til skue, at bede i folkets påsyn og gøre gode gerninger for at vække opsigt. De udbasunerede deres gode handlinger, som det er tilfældet med dem, der gør krav på at være helliggjort. De ville, at alle skulle forstå, at de var uden synd. Hele Kristi liv var en skarp modsætning til alt sådant. Han tragtede hverken efter vinding eller ære. Hans vidunderlige helbredelser blev så vidt muligt udført i stilhed, selv om han ikke kunne afværge begejstringen hos dem, der havde været genstand for hans store velsignelser. Ydmyghed og sagtmodighed kendetegnede hans liv, og når farisæerne ikke kunne tage imod ham, skyldtes det hans ydmyge vandel og hans stilfærdige optræden, der stod i så skarp modsætning til deres egen. ret
(16) Ydmyghed en åndens frugt
Helliggørelsens kosteligste frugt er den dyd, der hedder ydmyghed. Når denne dyd råder i sjælen, øver den indflydelse på sindet. Man bier altid på Gud og underkaster sig hans vilje. Forstanden opfatter enhver guddommelig sandhed, og viljen bøjer sig uden tvivl eller klage for ethvert Guds bud. Sand ydmyghed mildner og blødgøre hjertet og bereder sindet til at modtage ordet, der indpodes; den stemmer tankerne til lydighed mod Jesus Kristus; den oplader hjertet for Herrens ord, ligesom tilfældet var med Lydia; den anbringer os sammen med Maria som discipel ved Jesu fødder. "Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej." Sl. 25,9. ret
(16) De ydmyge fører aldrig pralende tale. Med den unge Samuel beder de: "Tal, Herre! thi din tjener hører." 1Sam. 3,9. Da Josua blev indsat i den højeste og mest ærefulde stilling i Israel som folkets anfører, bød han alle Guds tjener trods. Hans sind var fyldt med ædle tanker om den store opgave. Men da han stod over for et budskab fra Herren, stillede han sig som et lille barn for at blive vejledt og svarede: "Hvad har min Herre at sige sin tjener?" Jos. 5,14. De første ord, Paulus udtalte, efter at Kristus havde åbenbaret sig for ham, var: "Hvad skal jeg gøre, Herre?" Apg. 22,10. ret
(17) Ydmyghed i Kristi skole er en af åndens iøjnefaldende frugter. Den er en dyd, der virkes ved ånden som en helliggører, og gør det muligt for dem, der besidder den, til enhver tid at beherske et heftigt sind. Når de, som af naturen er gnavne og hidsige, nærer denne dyd, vil de gøre de alvorligste anstrengelser for at tvinge deres uheldige sindelag. De vil daglig øve selvbeherskelse, indtil de har besejret utiltalende træk, der ikke ligner Jesus. De forvandles i lighed med det guddommelige forbillede, indtil de kan efterleve den inspirerende formaning: "Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede."Jak. 1,19. ret
(17) Når nogen bekender sig til at være helliggjort, men i ord og handlinger kan lignes ved den urene kilde, hvorfra der udgår besk vand, kan man trygt sige, at den pågældende bedrager sig selv. Han trænger til at lære at forstå, hvori selve begyndelsesgrundene i kristenlivet består. Nogle, der giver sig ud for at være Kristi tjenere, har så længe huset uvenlighedens onde ånd, at de synes at nære kærlighed til dette vanhellige element og at finde behag i at udtale ord, der mishager og virker stødende. Sådanne mennesker må omvende sig, før Kristus vil anerkende dem som sine børn. ret
(18) Ydmyghed er den indre prydelse, der er meget kostelig i Guds øjne. Apostlen omtaler den som ypperligere og mere værdifuld end guld eller perler eller kostbar dragt. Medens udvortes smykker kun pryder det forgængelige legeme, vil ydmyghedens smykke pryde sjælen og forene det dødelige menneske med den evige Gud. Dette er den prydelse, som Herren selv har udvalgt. Han, som smykker Himmelen med lysende kloder, har ved den samme ånd erklæret, at han "smykker de ydmyge med frelse". Sl. 149,4. De, som iklæder sig Herren Jesus Kristus og vandrer med ham i sagtmodighed og med et ydmygt sind, vil himmelske engle betragte som smukkest prydet. ret
(18) Der er høje mål at nå for en kristen. Han kan stige op på stadig højere trin. Johannes havde ophøjede begreber om den kristnes forret, idet han siger: "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn." 1Joh. 3,1. Det er ikke muligt for mennesker at nå op til en højere værdighed end den, som her antydes. Det privilegium at kunne blive Guds arvinger og Kristi medarvinger er blevet skænket dem. For dem, der således er blevet ophøjet, udfoldes Kristi uransagelige rigdom, der har tusindfold større værdi end alle jordiske skatte. Ved Jesu Kristi fortjeneste ophøjes således dødelige mennesker til samfundet med Gud og hans kære Søn. ret