Det virkelige liv kapitel 11fra side98.     Fra side 89 i den engelske udgave.

tilbage

En kristens forret

(98)   Mange, der oprigtigt stræber efter hellighed i hjertet og efter at leve et rent liv, synes at være bekymrede og modløse. De ser stadig på sig selv og klager over deres mangel på tro, og fordi de ikke har tro, mener de, at de ikke kan gøre krav på Guds velsignelse. Sådanne mennesker forveksler tro med følelse. De går sand, enfoldig tro forbi og bringer derved stort mørke over deres sjæl. De må vende tankerne bort fra dem selv, dvæle ved Guds miskundhed og godhed, betænke hans løfter og ganske enkelt tro, at han vil opfylde sit ord. Vi skal ikke forlade os på vor tro, men på Guds løfter. Når vi omvender os fra vore tidligere overtrædelser af hans lov og beslutter os til herefter at vise lydighed, bør vi tro, at Gud for Kristi skyld tager imod os og tilgiver vore synder. ret

(98)   Mørke og modløshed vil undertiden trænge ind i sjælen og true med at overvælde os, men vi må ikke kaste vor frimodighed bort. Uanset hvad vi føler eller ikke føler, bør vi holde blikket fæstet på Jesus. Med troskab må vi søge at udføre enhver pligt, som vi kender, og så i stilhed hvile på Guds forjættelser. ret

(99)   Et liv i tro
Der vil være tider, hvor en dyb forståelse af vor uværdighed fylder sjælen med frygt; men dette er intet bevis på, at der er indtrådt en forandring i Guds forhold til os eller i vort forhold til Gud. Man bør ikke gøre forsøg på at oparbejde stærke følelser i sindet. Den fred og glæde, vi følte i går, mærker vi måske ikke i dag, men vi bør i tro gribe Kristi hånd og stole lige så fuldt på ham i mørke som i lyse stunder. ret

(99)   Den Onde hvisker måske til dig og siger: "Du er så stor en synder, at Kristus ikke kan frelse dig." Selv om du indrømmer, at du jo er syndig og uværdig, kan du møde fristeren med råbet: "I kraft af forsoningen holder jeg fast ved Kristus som min Frelser. Jeg forlader mig ikke på min egen fortjeneste, men på Jesu dyrebare blod, som renser mig. I dette øjeblik overlader jeg min hjælpeløse sjæl til Kristus." Kristenlivet må være et liv i en stadig og levende tro. En urokkelig fortrøstning, en fast tillid til Kristus vil skabe fred og forvisning i sjælen. ret

(99)   Modstå fristelse
Bliv ikke modløs, fordi dit hjerte synes at være hårdt. Enhver hindring og enhver indre fjende forøger kun din trang til Kristus. Han kom for at borttage stenhjertet og give dig et kødhjerte. Bed ham om særlig bistand til at overvinde dine personlige mangler. Stå de onde tilskyndelser imod, når fristelse sætter an på dig; sig til din sjæl: "Hvorledes skulle jeg kunne vanære min Genløser? Jeg har overgivet mig til Kristus og kan ikke gøre Satans gerninger." Anråb den kære Frelser om hjælp til, at give slip på enhver afgud og til at aflægge enhver skødesynd. Lad troens blik se Jesus stående foran Faderens trone, hvor han holder sine sårede hænder op, idet han taler din sag. Tro, at du får styrke gennem din dyrebare Frelser! ret

(100)   Se med troens øje
Betragt i tro de kroner, som er henlagt til dem, der sejrer. Hør de forløstes jublende sige: Værdig, værdig er Lammet, som blev slagtet og har købt os til Gud! forsøg at opfatte disse ting som virkelighed. Da Stefanus, den første kristne martyr, kæmpede sin frygtelige kamp mod fyrstendømmerne og magterne og imod åndehærene i det himmelske, udbrød han: "Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd." Apg. 7,56. Verdens frelser åbenbaredes for ham som den, der fra Himmelen skuede ned til ham med den dybeste interesse, og det herlige lys fra Kristi åsyn skinnede på Stefanus med en sådan klarhed, at endog hans fjender så hans ansigt lyse som en engels ansigt. ret

(100)   Dersom vi lod tankerne dvæle mere ved Kristus og ved den himmelske verden, ville vi deri finde en mægtig spore og støtte, medens vi kæmper i Herrens krige. Hovmod og kærlighed til verden vil miste deres kraft, når vi tænker på herligheden i det bedre land, der så snart skal blive vort hjem. Stillet ved siden af Kristi ynde vil alle jordiske tillokkelser forekomme os at være af ringe værdi. ret

(101)   Lad ingen tænke, at de uden selv at gøre alvorlige anstrengelser kan opnå forvisning om Guds kærlighed. Når man længe har tilladt sindet at dvæle ved timelige ting, er det vanskeligt at lede tankerne bort fra de tilvante baner. Det, som øjet ser, og som øret hører, lægger alt for ofte beslag på opmærksomheden og optager interessen; men hvis vi ønsker at indgå i Guds stad og at beskue Jesus i hans herlighed, må vi her vænne os til at se ham med troens øje. Kristi ord og hans karakter bør ofte være det, vore tanker dvæler ved og vor samtale drejer sig om. Hver dag bør vi anvende nogen tid specielt til bøn og betragtninger angående disse hellige emner. ret

(101)  Fortie Ånden
Helliggørelsen er et værk, der foregår dagligt. Lad ingen bedrage sig selv med den tanke, at Gud vil tilgive dem og velsigne dem, medens de ringeagter et af hans krav. Den forsætlige udøvelse af en eneste synd, som man er opmærksom på, bringer åndens vidnende stemme til tavshed og skiller sjælen fra Gud. Uanset alle opløftende religiøse stemninger kan Jesus ikke bo i det hjerte, der tilsidesætter Guds lov. Herren vil kun ære dem, der ærer ham. ret

(102)   "Når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder." Rom. 6,16. Dersom vi hengiver os til vrede, lyst, begærlighed, had, egenkærlighed eller nogen anden synd, bliver vi syndens tjenere. "Ingen kan tjene to herrer." Matt. 6,24. Tjener vi synden, så kan vi ikke tjene Kristus. En kristen vil føle tilskyndelser til synd, fordi kødet begærer imod ånden, men ånden strider imod kødet og vedligeholder en uafbrudt kamp. Her er det, vi behøver Kristi bistand. Den menneskelige svaghed forenes med guddommelig styrke, og troen udbryder: "Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! " 1Kor. 15,57. ret

(102)   Rigtige vaner i kristenlivet
Ønsker vi at danne en karakter, som er antagelig for Gud, må vi udvikle rigtige vaner i vort kristenliv. For vækst i nåden såvel som for selve det åndelige liv er daglig bøn lige så nødvendig, som timelig næring er det for vort legemlige velvære. Vi bør vænne os til ofte at løfte vort sind op til Gud i bøn. Vil tankerne flakke omkring, må vi hente dem tilbage; ved ihærdig anstrengelse vil dette efterhånden falde let. Vi kan ikke uden fare skille os fra Kristus et eneste øjeblik. Vi kan have hans ledsagelse ved hvert et skridt, men kun på betingelse af, at vi efterkommer de vilkår, han har stillet. ret

(103)   Kristendommen må være vor store livsopgave, og alt andet må betragtes som underordnet. Sjælens, åndens og legemets evner og kræfter må alle bringes i anvendelse i den kristnes kamp. Vi må vende os til Kristus for at få styrke og nåde, og når vi gør det, vil vi sejre, lige så vist som Jesus døde for os. ret

(103)  Sjælens værdi
Vi må komme nærmere hen til Kristi kors. Bodfærdighed ved korsets fod er det første, vi må lære for at finde fred. Jesu kærlighed hvem formår at fatte den? Den er uendelig meget mere øm og selvfornægtende end en moders kærlighed. Ønsker vi at forstå, hvad en menneskesjæl er værd, må vi i levende tro betragte korset og således begynde at sætte os ind i det, der evigheden igennem vil blive emnet for de genløstes granskning og sang. Værdien af vor tid og vore talenter kan kun bestemmes efter størrelsen af den pris, der blev betalt for vor genløsning. Hvilken utaknemmelighed udviser vi ikke over for Gud, når vi ved at forholde ham vor kærlighed og vor tjeneste berøver ham det, der hører ham til! Er det for meget, at vi overgiver os til ham, som har ofret alt for os. Kan vi foretrække verdens venskab for den udødelige hæder, som Kristus tilbyder: "sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone"? Åb. 3,21. ret

(104)  Et fremadskridende værk
Helliggørelsen er et fremadskridende værk. Disse trinvise fremskridt skildrer Peter for os i følgende ord: "Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten udholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus." "Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige." 2Pet. 1,5-8. og 10-11. ret

(104)   Her anvises en måde, hvorpå vi kan være forvissede om, at. vi aldrig skal falde. De, der således arbejder på at føje den ene kristelige dyd til den anden, har forsikringen om, at Gud vil følge mangfoldiggørelsens plan, når han skænker dem åndens gaver. Til dem, der har modtaget den samme dyrebare tro, siger Peter: "Nåde og fred blive eder stadig til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende." 2Pet. 1,2. Alle, der vil, kan ved Guds nåde stige op ad de lysende trin fra Jorden til Himmelen for til sidst "med jubel og evig glæde" at indgå gennem portene i Guds stad. Es. 35,10. ret

(105)   Frelseren gør krav på hele vort væsen; han kræver vore første og helligste tanker, vor reneste og inderligste hengivenhed. Dersom vi i sandhed er blevet delagtige i den guddommelige natur, vil hans pris altid være i vore hjerter og på vore læber. Den eneste trygge vej for os at følge er, at vi overgiver alt til ham og hele tiden vokser i nåden og i sandhedens erkendelse. ret

(105)  Paulus råb om sejr
Apostlen Paulus blev højlig æret af Gud, idet han i et syn blev bortrykket til den tredje Himmel, hvor han var vidne til ting, hvis herlighed det ikke blev ham tilladt at åbenbare. Men dette gjorde ham ikke hovmodig eller pralende. Han forstod betydningen af stadig årvågenhed og forsagelse og erklærer tydeligt: "Jeg er hård imod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet " 1Kor. 9,27. ret

(105)   Paulus gennemgik lidelser for sandhedens skyld, men der lyder ingen klager fra hans læber. Idet han ser tilbage over sit møjsommelige og opofrende liv med dets bekymringer, siger han: "Thi jeg holdet for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os." Rom. 8, Denne trofaste Guds tjeners sejrsråb genlyder endnu i vor tid: "Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? ..... Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." Rom. 8,35-39. ret

(106)   Skønt Paulus til sidst blev spærret inde i et romersk fængsel berøvet himmelens lys og luft, afskåret fra sin travle virksomhed i evangeliets gerning, hvert øjeblik ventende sin dødsdom henfaldt han dog ikke til tvivl eller modløshed. Fra den mørke fængselscelle kom hans sidste vidnesbyrd, fyldt med en ophøjet tro og et mod, som har inspireret helliges og martyrers hjerte ned gennem alle de påfølgende århundreder. Med træffende udtryk skildrer han det endelige resultat af den helliggørelse, som vi i det foranstående har søgt at fremholde: "Thi jeg ofres allerede, og tiden til mit opbrud er for hånden. Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet og bevaret troen. I øvrigt henligger retfærdighedens krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige dommer, skal give mig på hin dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som har elsket hans åbenbarelse." 2Tim. 4,6-8, ældre overs. ret