Det virkelige liv kapitel 4fra side37.     Fra side 34 i den engelske udgave.

tilbage

Ildovnen

(37)   I det at, Daniel og hans venner trådte i Babels konges tjeneste, indtraf der begivenheder, som satte disse unge hebræeres troskab på en meget hård prøve og gav en afgudsdyrkende nation bevis på Israels Guds magt og trofasthed. ret

(37)   Medens kong Nebukadnezar så fremtiden i møde med bange anelser, havde han en mærkelig drøm, "og hans sind blev uroligt, så han ikke kunne sove". Dan. 2,1. Men skønt dette nattesyn gjorde et dybt indtryk på ham, så var det ikke muligt for ham at huske enkelthederne. Han henvendte sig til sine stjernetydere og troldmænd, og med løfter om stor rigdom og ære bød han dem fortælle drømmen og dens udlæggelse. Men de svarede: "Sig dine trælle drømmen, så skal vi tyde den." Dan. 2,4. ret

(37)   Hvis de virkelig kunne tyde drømmen, så vidste kongen, at de også kunne fortælle den. I sit forsyn havde Herren givet Nebukadnezar denne drøm og ladet enkelthederne blive glemt, medens det frygtelige indtryk forblev i hans tanker, i den hensigt at blotte Babels vismænds hykleri. Kongen blev meget vred og truede med, at de alle ville blive slået ihjel, hvis de ikke inden et givet tidspunkt kundgjorde drømmen. Daniel og hans venner skulle omkomme sammen med de falske profeter, men skønt Daniel risikerede livet, vovede han sig ind til kongen og bad om en frist, så skulle han fortælle drømmen og dens tydning. ret

(38)   Kongen samtykkede i denne anmodning, hvorpå Daniel samledes med sine tre venner, og de bragte sagen frem for Gud, idet de søgte visdom fra kilden til lys og kundskab. Skønt de ved kongens hof var omgivet af fristelser, så glemte de ikke deres ansvar over for Gud. De var fuldt overbeviste om, at hans forsyns styrelse havde sat dem, hvor de var, og at de udførte hans gerning, når de opfyldte sandhedens og pligtens krav. De havde tillid til Gud. Når de var i vanskeligheder og farer, havde de søgt ham om kraft, og han havde altid været nær med hjælpen. ret

(38)   Hemmeligheden åbenbaret
Guds tjenere bad ikke forgæves til ham. De havde æret ham, og i prøvelsens time ærede han dem. Hemmeligheden blev åbenbaret for Daniel, og han skyndte sig at bede om en samtale med kongen. ret

(38)   Den jødiske fange står foran regenten over det mægtigste rige, som Solen nogensinde har skinnet på. Midt i al sin rigdom og herlighed er kongen i stor nød, men den unge landflygtige har fred med sin Gud. Hvis Daniel nogensinde havde lejlighed til at ophøje sig selv, så var det nu, hvor han kunne fremhæve sine dyder og sin overlegne kundskab. Men som det første fralægger han sig al ære og ophøjer dernæst Gud som kilden til visdom: ret

(39)   "Den hemmelighed, kongen ønsker at vide, kan vismænd, manere, drømmetydere og stjernetydere ikke sige kongen; men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage." Dan. 2,27-28. Kongen lytter med spændt opmærksomhed, idet hver detalje af drømmen blive genfortalt, og da tydningen bliver givet nøjagtigt, føler han, at han kan stole på den som en guddommelig åbenbaring. ret

(39)   De alvorlige sandheder, som blev åbenbaret for regenten i dette nattesyn, gjorde et dybt indtryk på hans sind, og i ydmyghed og ærefrygt faldt Man på sit ansigt og tilbad med ordene: "I sandhed, eders Gud er gudernes Gud og kongernes Herre, og han kan åbenbare hemmeligheder." Dan. 2,47. ret

(39)   Billedstøtten af guld
Gud havde ladet lys direkte fra Himmelen skinne på kong Nebukadnezar, og en kort tid var han under indflydelse af gudsfrygt. Men nogle få år med velstand fyldte hans hjerte med stolthed og han glemte sin erkendelse af den levende Gud. Han genoptog sin afgudsdyrkelse med forøget iver og blind tro. ret

(40)   Af skatte, han havde vundet i krig, lavede han en billedstøtte af guld, som forestillede den, han havde set i sin drøm. Denne billedstøtte opstillede han på dalsletten bura og befalede under trussel om dødsstraf alle embedsmænd og hele folket at tilbede den. Billedstøtten var tresindstyve alen høj og seks alen bred, og i det afgudsdyrkende folks øjne var det et meget ærefrygtindgydende og majestætisk skue. Der udgik en befaling, som skulle sammenkalde alle kongerigets embedsmænd til indvielse af billedstøtten, og ved lyden af musikinstrumenterne skulle de falde ned og tilbede den. Hvis nogen undlod at gøre det, skulle de øjeblikkelig kastes i den gloende ovn. ret

(40)   De frygtede ikke kongens vrede
Den fastsatte dag er kommet og den vældige skare er forsamlet. Da går der bud til kongen om, at de tre hebræere, som han havde sat over landsdelen Babel, har nægtet at tilbede billedstøtten. Det var Daniels tre venner, som kongen havde givet navnene Sjadrak, Mesjak og AbedNego. Opslugt af vrede kalder kongen dem til sig, og idet han peger på den gloende ovn, fortæller han om den straf, de vil få, hvis de nægter at lyde hans vilje. ret

(40)   Men kongens trusler var forgæves. Han kunne ikke få disse ædle mænd til at afstå fra at vise troskab mod folkeslagenes store Hersker. Fra deres fædres historie havde de lært, at ulydighed mod Gud betyder vanære, ulykke og ruin, og at Herrens frygt ikke alen er visdommens begyndelse, men også grundvolden for al sand lykke. Roligt ser de på den gloende ovn og den afgudsdyrkende skare. De har forladt sig på Gud, og han vil ikke svigte dem nu. Deres svar er høfligt, men bestemt: "Du må vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og gudebilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke! " Dan. 3,18. ret

(41)   Den stolte monark er omgivet af sine store mænd, regeringens embedsmænd og hæren, som havde besejret nationer, og alle priser ham for at have gudernes visdom og magt. Midt i denne vældige pragtudfuldelse står de tre unge hebræere, og de nægter stadig at lyde kongens befaling. De havde været lydige mod Babels love, når de ikke var i strid med Guts krav, men de ville ikke vige et hårsbrede fra pligten mod deres Skaber. ret

(41)   Kongens vrede kendte ingen grænser. Her på tinden af sin magt og herlighed at blive trodset af repræsentanter for en foragtet og tilfangetagen race, det var en fornærmelse, som hans stolte ånd ikke kunne bære. De hebraiske landflygtige blev kastet i ildovnen, som var gjort syv gange hedere end ellers. Så voldsom var flammerne, at de mænd, som kastede dem derind, blev brændt ihjel. ret

(42)   For den Almægtiges tilstedeværelse
Pludselig blev kongens ansigt blegt af rædsel. Medens hans øjne var fæstet på den glødende ild, henvendte han sig til sine rådsherrer og sagde: "Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?" De svarede: "Jo, det var, konge!" Nu udbrød kongen: "Men jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn." Dan. 3,24-25. ret

(42)   Når Kristus åbenbarer sig for menneskenes børn, så taler en usynlig magt til deres sjæl. De føler det, som om de er i den Eviges nærværelse. Konger og adelsmænd skælver for hans majestæt, og de erkender, at den levende Gud er over alle jordiske magter. ret

(42)   Med en følelse af fortrydelse og skam råbte kongen: "I den højeste Guds tjenere, kom ud!" Vers 26. De adlød, og den store menneskemængde så, at de var uskadt, der var end ikke brandlugt ved deres tøj. Dette mirakel fremkaldte en påfaldende forandring i folkets tankegang. Den store guld billedstøtte, der var sat op med sådan en pragtudfoldelse, var glemt. Kongen udstedte en befaling, at den, som sagde noget ondt om disse mænds Gud, skulle lide døden; "thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse". Vers 29. ret

(43)   Urokkelig renhed og det helliggjorte liv
Disse tre hebræere var i besiddelse af ægte helliggørelse. Det sande kristne princip standser ikke for at overveje følgerne. Det spørger ikke: Hvad vil folk tænke om mig, hvis jeg gør dette, eller hvorledes vil det påvirke mine timelige udsigter, hvis jeg gør dette? Guds børns inderligste længsel er at vide, hvad han ønsker, de skal gøre, så deres gerninger kan herliggøre ham. Herren har skabt rig mulighed for, at alle hans efterfølgeres hjerte og liv kan være behersket af guddommelig nåde, så de kan være brændende og skinnende lys i verden. ret

(43)   Disse trofaste hebræere besad store naturlige evner, og de havde fået den højeste intellektuelle uddannelse og indtog nu ærefulde stillinger, men alt dette fik dem ikke til at glemme Gud. Deres evner var overgivet til den guddommelige nådes helliggørende indflydelse. Ved deres urokkelige renhed forkyndte de hans guddomskraft, som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys. Ved deres forunderlige befrielse blev Guds magt og majestæt åbenbaret for den store forsamling. Jesus stod ved deres side i den gloende ildovn, og herligheden ved hans nærværelse overbeviste den stolte babyloniske konge om, at det ikke kunne være nogen anden end Guds Søn. Daniel og hans venner havde reflekteret Himmelens lys, indtil alle deres medarbejdere kendte den tro, som forædlede deres liv og forskønnede deres karakter. Med befrielsen af sine trofaste tjenere erklærer Herren, at han vil stå ved de undertryktes side og omstyrte alle jordiske kræfter, som sætter sig op imod Himmelens Guds myndighed. ret

(44)   En lektie for småtsindede
Hvilken undervisning der her er givet de frygtsomme, de vaklende, de forsagte i Guds værk! Hvilken opmuntring for dem, som ikke tilsidesætter pligten på grund af farer og trusler! Disse trofaste, helhjertede karakter giver eksempel på helliggørelse. skønt de ikke på nogen måde gør krav på denne høje ære. Det gode, som kan udføres af forholdsvis ukendte, men hengivne kristne, kan ikke måles, før livets regnskab gøres op, når retten sættes og bøgerne oplades. ret

(44)   Kristus gør fælles sag med denne klasse. Han skammer sig ikke ved at kalde dem brødre. Der skulle være hundreder, hvor der nu kun er en iblandt os, som er så nær forbundet med Gud og hvis liv er i så nær overensstemmelse med hans vilje, at de kan være brændende og skinnende lys, helt helliggjorte i ånd, sjæl og legeme. ret

(44)   Striden mellem lysets børn og mørkets børn er ikke ophørt. De, som nævner Kristi navn, skulle ryste sløvheden af sig, som svækker deres anstrengelser, og påtage sig de vigtige ansvar, som overdrages dem. Alle, som gør dette, kan forvente, at Guds kraft vil blive åbenbaret i dem. Guds Søn, verdens Forløser, vil blive åbenbaret i deres ord og gerning, og Guds navn vil blive herliggjort. ret

(45)   "Herren vil gøre lige så store ting for dem, der står fast på rettens side i den sidste tid af jordens historie, som han gjorde for Sjadrak, Mesjak og AbedNego. Ham, der gik omkring i den gloende ovn sammen med de trofaste hebræere, vil være hos sine efterfølgere, uanset hvor de måtte befinde sig. Han vil trøste og styrke dem ved sin nærværelse. Midt i trængselstiden en trængselstid, som der aldrig har været magen til, så længe der har været folkeslag til vil hans udvalgte stå urokkelige. Satan og hel ondskabens hær kan ikke dræbe selv det svageste af Guds børn. Vældige engle beskytter dem, og Herren vil for deres skyld give sig til kende som gudernes Gud, der fuldt ud er i stand til at frelse dem, som stoler på ham." ret

næste kapitel