(46) Så snart Darius havde overtaget tronen i Babel, begyndte han at omdanne regeringen. Han "fandt for godt at lægge riget under 120 satrapper, ..... og over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den ene. ..... Daniel udmærkede sig frem for de andre rigsråder og satrapper, eftersom der var en ypperlig ånd i ham, og kongen tænkte derfor på at sætte ham over hele riget". Den ære, som således blev vist Daniel, fremkaldte skinsyge hos rigets ledende mænd. Rigsråderne og satrapperne søgte at finde noget, som de kunne anklage ham for, "men de kunne ikke finde nogen brøde eller brist, da han var tro og der ingen efterladenhed eller brist var at finde hos ham". Dan. 6,1-4. ret
(46) Hvilken undervisning der her er givet til alle kristne! Dag efter dag var skinsygens skarpe blik fæstet på Daniel og hadet skærpede deres årvågenhed, men ikke et ord eller en handling i hans liv kunne de finde noget forkert ved. Og dog påberåbte han sig ikke helliggørelse, men han gjorde det, som var uendelig meget bedre han levede et trofast og gudhengivent liv. ret
(47) Jo mere fejlfri Daniels opførsel var, desto større had fremkaldte den hos hans fjender. De blev fyldt med raseri, fordi de ikke kunne finde noget i hans karakter eller i udførelsen af hans pligter, hvorpå en anklage mod ham kunne baseres. "Så sagde disse mænd: Vi finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse." Dan. 6,5. Daniel bad tre gange om dagen til Gud i Himmelen. Dette var den eneste anklage, som kunne rettes imod ham. ret
(47) Nu udtænkte man en plan for at få ham ryddet af vejen. Hans fjender samledes i paladset og bad kongen lade et forbud udgå om, at ingen i hele riget måtte bede til nogen anden end kong Darius i tredive dage, det være sig til en gud eller et menneske, og at overtræderen af dette forbud skulle straffes med at kastes i løvekulen. Kongen kendte intet til disse mænds had til Daniel, og han havde ingen mistanke om, at dette forbud på nogen måde ville skade ham. Ved hjælp af smiger fik de kongen til at tro, at det ville tjene ham til stor ære at udstede et sådant påbud. Med et satanisk triumferende smil på ansigtet gik de fra kongen og glædede sig over den fælde, de havde lagt for Guds tjener. ret
(47) Et eksempel på frimodighed
Befalingen udgår fra kongen. Daniel er bekendt med fjendernes hensigt om at tilintetgøre ham. Men han forandrer ikke sin livsførelse på et eneste punkt. Roligt udfører han de sædvanlige pligter, og ved bedetid går han til sin stue for at opsende sine bønner til Gud i Himmelen for åbne vinduer i retning mod Jerusalem. Ved sin handlemåde erklærer han uden frygt, at ingen jordisk magt har ret til at træde imellem ham og hans Gud og diktere, hvem han skal eller ikke skal bede til. Hvilken ædel, principfast mand! For verden i dag står han som et rosværdigt eksempel på frimodighed og troskab. Med hele sit hjerte vendte han sig til Gud, skønt han vidste, at straffen for hans andagter var døden. ret
(48) Hans modstandere iagttager ham hele dagen. Tre gange er han gået til sin stue, og tre gange er forbønnens alvorlige stemme blevet hørt. Den næste morgen bliver der klaget til kongen over, at Daniel, en af de judæiske fanger, har trodset hans befaling. Da regenten hørte det, blev hans øjne med et åbnede og han så den fælde, som var blevet sat. Han blev såre nedslået over, at han havde udstedet et sådant påbud, og lige til Solens nedgang søgte han at finde en udvej til at redde Daniel. Men profetens fjender havde forventet dette, og de kom til Kongen med disse ord: "Vid, o konge, at det er mediske og persiske ret, at intet forbud og ingen lov, som kongen udsteder, kan tages tilbage!" ret
(48) "Da blev Daniel på kongens bud hentet og kastet i løvekulen; men kongen sagde til Daniel: Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig! " En sten blev lagt over kulens åbning og forseglet med det kongelige segl. "Derpå gik kongen til sit palads, hvor han fastede hele natten. Han lod ingen kvinder komme ind til sig, og søvnen veg fra ham." Dan. 6,17-18. ret
(49) Min Gud sendte sin engel
Tidligt om morgenen skyndte regenten sig til løvekulen og råbte: "Daniel, du den levende Guds tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunne redde dig fra løverne?" Profetens stemme blev hørt i svaret: "Kongen leve evindelig! Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o konge!" ret
(49) "Og kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst men, eftersom han havde troet på sin Gud." Dan. 6,20-23. Således blev Guds tjener reddet. Og den fælde, som hans fjender havde lagt for at tilintetgøre ham, viste sig at blive til deres egen skade. På kongens bud blev de kastet i løvekulen, og de vilde dyr fortærede dem med det samme. ret