(50) Eftersom tiden nærmede sig for afslutningen af de halvfjerds års fangenskab, blev Daniel meget optaget af Jeremiases profetier. Han så, at tiden var nær, da Gud ville give sit udvalgte folk en ny anledning, og med faste, ydmygelse og bøn trængte han ind på Himmelens Gud på Israels vegne med disse ord: "Ak, Herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden mod dem" der elsker dig og holder dine bud! Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet." Dan. 9,4-6. ret
(50) Daniel fremholder ikke sin egen troskab for Herren. I stedet for at påberåbe sig sin renhed og hellighed, gør denne ærede profet sig ydmygt til et med de virkeligt syndige i Israel. Den visdom, som Gud havde tildelt ham, overgik verdens store mænds visdom lige så meget som Solens lys, når den skinner på himmelen om middagen, er klarere end den svageste stjerne. Men læg mærke til bønnen fra denne mand, som var så højt æret af Himmelen. I dyb ydmygelse, med tårer og sønderknust hjerte beder han for sig selv og for sit folk. Han blotter sin sjæl for Gud, bekender sin egen uværdighed og anerkender Herrens storhed og majestæt. ret
(51) Alvorligt og inderligt
Hvilken alvor og inderlighed er hans bøn ikke præget af! Han rækker troens hånd op for at gribe den Allerhøjestes usvigelige løfter. Hans sjæl kæmper i heftig smerte. Og han får beviset for, at hans bøn er hørt. Han ved, at han har vundet sejr. Hvis vi som et folk ville bede som Daniel bad, og kæmpe, som han kæmpede, idet vi ydmyger vor sjæl for Gud, da ville vi opnå lige så betydningsfulde svar på vore bønner, som blev Daniel til del. Hør, hvor indtrængende han fremfører sin sag for den himmelske ret: ret
(51) "Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk!" Dan. 9,18-19. ret
(51) Den Guds mand bad om Himmelens velsignelse over sit folk og om en klarere forståelse af den guddommelige vilje. I sit hjerte havde han en byrde for Israel, som bestemt ikke holdt Guds lov. Han erkendte, at alle ulykkerne var kommet over dem på grund af, at de havde overtrådt denne hellige lov. Han sagde: "Vi har syndet og handlet ilde, ..... thi ved vore synder og vore fædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til spot for alle vore naboer." Jøderne havde mistet deres særegne hellige præg som Guds udvalgte folk. "Så lyt da nu, vor Gud, til din tjeneres bøn og begæring og lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom." Dan. 9,15-17. Med en stærk længsel vender Daniels hjerte sig mod Guds ødelagte helligdom. Han ved, at dens lykke kun kan genoprettes, dersom Israel angrer deres overtrædelser af Guds lov og bliver ydmyge, trofaste og lydige. ret
(52) Den himmelske budbringer
Medens Daniel beder, kommer englen Gabriel hastigt flyvende ned fra de himmelske sale for at fortælle ham, at hans bøn er blevet hørt og besvaret. Denne mægtige engel havde fået til opgave at give ham indsigt og åbenbare for ham kommende tiders mysterier. Medens Daniel således alvorligt søgte at kende og forstå sandheden, blev han sat i forbindelse med Himmelens udsendte budbringer. ret
(52) Som svar på sin bøn modtog Daniel ikke alene lys og sandhed, som han og folket alder mest behøvede, men tillige en åbenbaring af fremtidens store begivenheder helt til verdens forløsers komme. De, som gør krav på at være helliggjorte, men ikke har noget ønske om at granske skrifterne eller om at kæmpe med Gud i bøn for at få en klarere forståelse af bibelsk sandhed, ved ikke, hvad sand helliggørelse er. ret
(53) Himmelen blev åbnet for ham. Men den høje ære, som blev ham til del, var et resultat af hans ydmygelse og alvorlige søgen. Alle, som af hjertet tror Guds ord, vil hungre og tørste efter kundskab om hans vilje. Gud er ophavet til sandhed. Han oplyser den formørkede forstand og giver den menneskelige tanke kraft til at gribe og forstå de sandheder, som han har åbenbaret. ret
(53) Om at søge visdom fra Gud
Ved den anledning, som netop er beskrevet, gav englen Gabriel Daniel al den undervisning, som han på det tidspunkt var i stand til at modtage. Nogle få år senere ønskede profeten imidlertid at vide mere om de emner, som endnu ikke var helt forklaret, og han søgte igen lys og visdom fra Gud. "På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i hele tre uger. Lækre spiser nød jeg ikke, kød og vin kom ikke i min mund, og jeg salvede mig ikke. ..... Og jeg løftede øjnene og skuede, og se, der var en mand, som var iført linnede klæder og havde et bælte af fint ofirguld om hofterne. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne var som ildsluer, hans arme og ben som blankt kobber og hans røst som en larmende hob." Dan. 10,2-6. ret
(54) Denne beskrivelse ligner den, som Johannes gav af Kristus, da han blev åbenbaret for ham på øen Patmos. Ingen ringere end Guds Søn viste sig for Daniel. Vor Herre kommer med en anden himmelsk budbringer, som skal undervise Daniel om, hvad der skal ske i de sidste dage. ret
(54) De store sandheder, som verdens Forløser åbenbarede, er for dem, der søger efter sandhed som efter skjulte skatte. Daniel var en ældet mand. Han havde levet sit liv omgivet af et hedensk hofs fortryllelse og hans sind havde været bebyrdet med et stort riges anliggender. Dog vendte han sig bort fra alt dette for at ydmyge sig for Gud og søge kundskab om den Højestes hensigter. Og som svar på hans bønner blev lys fra Himmelen meddelt til dem, som lever i de sidste dage. Med hvilken alvor skulle vi da ikke søge Gud, så han kan give os forstand til at fatte de sandheder, som er sendt til os fra Himmelen. ret
(54) Jeg, Daniel, var den eneste, der så synet; de mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor rædsel faldt på dem, og de flygtede og gemte sig. ..... Der blev ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Dan. 10,7-8. En sådan erfaring vil alle, som er virkelig helliggjorte, få. Jo klarere deres syn på Kristi storhed, herlighed og fuldkommenhed er, jo tydeligere vil de se deres egen svaghed og ufuldkommenhed. De har ingen tilbøjelighed til at gøre krav på en syndfri karakter; det, som i dem forekom ret og smukt, vil i modsætning til Kristi renhed og herlighed synes blot uværdigt og fordærvet. Det er, når mennesket er skilt fra Gud og har et meget uklart billede af Kristus, at det siger: "Jeg er syndfri. Jeg er helliggjort." ret
(55) Nu åbenbarede Gabriel sig for profeten og, tiltalte ham således: "Daniel, du højt elskede mand, mærk dig de ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig!" Og da han talte således til mig, rejste jeg mig skælvende. Så sagde han til mig: Frygt ikke, Daniel, thi straks den første dag du gav dit hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds åsyn, blev dine ord hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld." Vers 11-12. ret
(55) Kongelig ære til Daniel
Hvilken stor ære Himmelens Majestæt viste Daniel! Han trøstede sin skælvende tjener og forsikrede ham om, at hans bønner var blevet hørt i Himmelen. Som svar på den indtrængende bøn blev englen Gabriel sendt for at påvirke den persiske konges hjerte. Regenten havde modstået Guds ånds påvirkning i de tre uger, Daniel fastede og bad, men Himmelens fyrste, overenglen Mikael, blev sendt for at bøje den stejle kones hjerte til at tage nogle afgørende beslutninger som svar på Daniels bøn. ret
(56) "Medens han talte således til mig, bøjede jeg målløs ansigtet mod jorden. Og se, noget, der så ud som en menneskehånd rørte ved mine læber, ..... og han sagde: Frygt ikke, du højt elskede mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt mod! " Og som han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Tal, herre, thi du har styrket mig!" Vers 15-19. Så storslået blev den guddommelige herlighed åbenbaret for Daniel, at han ikke kunne udholde synet. Så tilslørede den himmelske budbringer sin nærværelses strålende lys, og for profeten blev han "som et menneske at se til". Vers 16. Med sin guddommelige kraft styrkede han denne renhedens og troens mand til at høre det budskab, Gud sendte til ham. ret
(56) Daniel var den Højestes hengivne tjener. Hans lange liv var fyldt med ædle gerninger i tjenesten for hans Mester. Hans karakters renhed og urokkelige troskab svarer blot til hans hjertes ydmyghed og sønderknuselse for Gud. Vi gentage: Daniels liv er et inspirerende eksempel på sand helliggørelse. ret