Det virkelige liv kapitel 7fra side57.     Fra side 53 i den engelske udgave.

tilbage

Johannes karakter

(57)   Blandt sine brødre blev apostlen Johannes betegnet som "den discipel, Jesus elskede". Medens hans karakter ikke i den ringeste grad var fej, svag eller vaklende, besad han en elskværdig natur og et varmt elskende hjerte. På en særlig måde synes han at have nydt Jesu venskab og modtaget mange beviser på Frelserens tillid og kærlighed. Han var en af de tre, som fik lov til at være vidne til Kristi herlighed på Forklarelsens bjerg og hans sjælekamp i Getsemane; og i de sidste smertefulde timer på korset betroede han sin moder til Johannes' omsorg. ret

(57)   Frelserens kærlighed til denne elskede discipel blev gengældt med en brændende hengivelses fulde styrke. Johannes klyngede sig til Kristus, ligesom vinen klynger sig til den værdige søjle, for sin Mesters skyld trodsede han domhallens farer og blev ved korset: Ved nyheden om Kristi opstandelse ilede han til graven, og i sin iver distancerede han endog Peter. ret

(57)   Johannes' kærlighed til sin Mester var ikke blot et menneskeligt venskab, men det var en angrende synders kærlighed, som følte, at han var blevet genløst ved Kristi dyrebare blod. Han betragtede det som den højeste ære at virke og lide i tjenesten for sin Herre. Hans kærlighed til Jesus førte til, at han elskede alle dem, som Kristus døde for. Hans religion var af praktisk art. Han skønnede, at kærlighed til Gud ville vise sig i kærlighed til hans børn. Igen og igen hørte man ham sige: "I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre." "Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: Jeg elsker Gud og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set." 1Joh. 4,11. og 19-20. Apostlens liv var i overensstemmelse med hans undervisning. Den kærlighed, som brændte i hans hjerte for Kristus, ledte ham til at udføre det mest alvorlige og utrættelige arbejde for sine medmennesker, især for sine brødre i den kristne menighed. Han var en mægtig prædikant, inderlig og dybt alvorlig, og han talte med overbevisning. ret

(58)   En ny skabning ved Guds nåde
Den fortrolige kærlighed og uselviske hengivenhed, som blev åbenbaret i Johannes' liv og karakter, er en uvurderlig undervisning for den kristne menighed. Nogle fremstiller ham, som om han havde denne kærlighed uafhængig af guddommelig nåde, men af naturen havde Johannes alvorlige karakterbrist; han var stolt og ærgerrig og hurtig til at føle sig fornærmet over småting og uret. ret

(59)   Dybden og inderligheden i Johannes' hengivenhed for sin Mester var ikke årsagen til kristi kærlighed til ham, men virkningen af denne kærlighed. Johannes ønskede at blive lig Jesus, og under Kristi kærligheds forvandlende indflydelse blev han sagtmodig og ydmyg af hjertet. Selvet blev skjult i Kristus. Han var nært forbundet med det levende vintræ, og således blev han delagtig i den guddommelige natur. Dette vil altid blive resultatet af samfund med Kristus. Dette er sand helliggørelse. ret

(59)   Der kan være åbenbare brist i den enkeltes karakter, men når han bliver en sand Jesu discipel, så vil den guddommelige nådes kraft gøre ham til en ny skabning. Kristi kærlighed forvandler og helliggør ham. Men når mennesker bekender sig til at være kristne, og deres religion ikke gør dem til bedre mænd og kvinder i alle livets forhold levende repræsentanter for Kristus i sind og karakter så tilhører de ikke ham. ret

(59)   Lektier i karakteropbyggelse
Engang var Johannes optaget af en strid med flere af sine brødre om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Det var ikke deres hensigt, at Mesteren skulle høre, hvad de sagde, men Jesus læste deres hjerter og greb anledningen til at give sine disciple en lektion i ydmyghed. Det var ikke alene for den lille gruppe, som lytted til hans ord, men det blev nedtegnet til gavn for alle hans efterfølgere lige til dagenes ende. "Da satte han sig ned og kaldte på de tolv og siger til dem: Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af mlle og alles tjener." Mark. 9,35. ret

(60)   De, som har Kristi ånd, vil ikke tragte efter at indtage en højere stilling end deres brødre. Det er dem, som er små i egne øjne, der vil blive regnet for store i Guds øjne. "Og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem: Den, der tager imod sådan et lille barn for mit navns skyld, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig." Vers 36-37. ret

(60)   Hvilken dyrebar undervisning det er for alle Kristi efterfølgere! De, som overser livets pligter, der ligger lige for, men forsømmer barmhjertighed og venlighed, høflighed og kærlighed selv mod et lille barn, fornægter Kristus. Johannes følte værdien af denne undervisning og tog ved lære af den. ret

(60)   Ved en anden anledning havde han og hans broder Jakob set en mand uddrive onde ånder i Jesu navn, og da han ikke straks sluttede sig til deres selskab, ræsonnerede de, at han ingen ret havde til at gøre denne gerning, og de forbød ham det. I sin oprigtighed berettede Johannes forholdet til sin Mester. Jesus sagde: "I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig. Thi den, som ikke er imod os, er for os " Vers 39-40. ret

(61)   Gennem deres moder fremkom Jakob og Johannes en anden gang med en bøn om, at de måtte få lov til at indtage de højeste æresposter i Kristi rige. Frelseren svarede: "I ved ikke, hvad I beder om." Mark. 10,38. Hvor lidt dog mange af os forstår den sande betydning af vore bønner! Jesus vidste, hvor uendelig stort et offer det ville koste at erhverve denne ære, da han "for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen". Hebr. 12,2. Denne glæde var at se sjæle frelst ved sin fornedrelse, smerte og blodsudgydelse. ret

(61)   Dette var den herlighed, som Kristus skulle få, og som disse to disciple havde bedt om at få del i. Jesus spurgte dem: "Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med? De sagde til ham: Ja, vi kan." Mark. 10,38-39. ret

(61)   Hvor lidt de forstod, hvad denne dåb betød! "Da sagde Jesus til dem: Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt." Vers 39-40. ret

(62)   Stolthed og ærgerrighed tilrettevist
Jesus forstod motivet, som tilskyndende til denne anmodning, og derfor irettesatte han de to disciple for stolthed og ærgerrighed: "I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange". Vers 42-45. ret

(62)   Ved en lejlighed sendte Kristus sendebud i forvejen til en samaritanerlandsby for at skaffe husly til ham og hans disciple. Men da frelseren kom nær til byen, blev det klart, at han var på vej til Jerusalem. Dette vækkede samaritanernes fjendskab, og i stedet for at sende .bud og indbyde, for ikke at sige tilskynde, ham til at bo hos dem, så nægtede de ham den høflighed, som de ville have ydet en almindelig rejsende. Jesus påtvinger ikke nogen sin nærværelse, og samaritanerne gik glip af den velsignelse, som han ville have givet dem, hvis de havde bedt ham være deres gæst. ret

(62)   Vi undres over denne uhøflige behandling af Himmelens Majestæt; men hvor ofte er vi, som bekender os til at være Kristi efterfølgere, ikke skyldige i lignende forsømmelse? Tilskynder vi Jesus til at tage bolig i vort hjerte, i vort hjem? Han er fuld af kærlighed, nåde og velsignelse og vil gerne skænke os disse gaver, men ligesom samaritanerne er vi ofte tilfredse uden dem. ret

(63)   Disciplene var klar over Kristi hensigt med at velsigne samaritanerne med sin nærværelse, og da de så den kulde, skinsyge og uærbødighed, som blev vist deres Mester, blev de fyldt med forundring og harme. Jakob og Johannes var særlig oprevet. At den, som de agtede så højt, skulle blive behandlet på den måde, syntes dem at være en forbrydelse for stor til at lade gå hen uden øjeblikkelig straf. I deres nidkærhed sagde de: "Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, således som Elias gjorde?" Luk. 9,54. Her tænkte de på, hvorledes halvhundredførerne og deres mænd blev fortæret, da de var sendt ud for at hente profeten Elias. ret

(63)   Jesus irettesatte sine disciple og sagde: "I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem." Vers 55-56. Johannes og hans meddisciple var i en skole, hvor Kristus var lærer. De, som var villige til at se deres svagheder og ivrige efter at forbedre karakteren, havde rigelig anledning dertil. Johannes satte pris på enhver undervisning og søgte hele tiden at bringe sit liv i overensstemmelse med det guddommelige forbillede. Jesu undervisning, der fremstillede ydmyghed, sagtmodighed og kærlighed som afgørende for væksten i nåden og egnethed for hans gerning, var af største værdi for Johannes. Denne undervisning gælder den enkelte af os som menighedsmedlemmer lige så vel som Kristi første discipel. ret

(64)   Johannes og Judas
Der kan hentes en lærerig undervisning fra den påfaldende modsætning mellem Johannes' og Judas' karakter. Johannes var et levende eksempel på helliggørelse. Judas derimod havde gudsfrygts skin, medens hans karakter var mere satanisk end guddommelig. Han bekendte sig til at være en Kristi discipel, men i ord og gerning fornægtede han ham. ret

(64)   Judas havde den samme rige anledning til at studere og efterligne forbilledet, som Johannes havde. Han lyttede til Kristi undervisning, og hans karakter kunne være blevet forvandlet ved guddommelig nåde. Men medens Johannes alvorligt bekæmpede sine fejl og søgte at ligne Kristus, så krænkede Judas sin samvittighed, idet han gav efter for fristelse og tillagde sig uærlige vaner, som ville forvandle ham til Satans billede. ret

(64)   Disse to disciple repræsenterer den kristne verden. Alle bekender sig til at være Kristi efterfølgere; men medens den ene klasse vandrer i ydmyghed og sagtmodighed, idet de lærer af Jesus, så viser den anden klasse, at de ikke er ordets gørere, men kun dets hørere. Den ene klasse er helliggjort ved sandheden; den anden kender intet til den guddommelige nådes forvandlende kraft. Den første lader dagligt selvet dø og kæmper far at overvinde synd. Den sidste giver sine lyster frit løb og bliver Satans tjener. ret

næste kapitel