(66) Apostlen Johannes tilbragte sine første år i selskab med ulærde fiskere i Galilæa. Han kunne ikke glæde sig ved en skoleuddannelse, men i omgangen med Kristus, den store lærer, opnåede han den højeste uddannelse, som dødelige mennesker kan få. Han drak ivrigt af visdommens kilde og søgte så at lede andre til det vand, som "i ham bliver et kildespring til evigt liv" Joh. 4,14. Hans jævne sprog, den ophøjede kraft i de sandheder, han forkyndte, og den åndelige varme, som prægede hans undervisning, gav ham adgang til alle klasser. Men end ikke de troende var i stand til helt at forstå de hellige hemmeligheder i den guddommelige sandhed, som blev forklaret i hans taler. Han syntes hele tiden at være besjælet af Helligånden. Han søgte at få folkets tanker til at fatte det usynlige. Den visdom, hvormed han talte, fik ordene til at falde som dug, der blødgjorde og formilder sjælen. ret
(66) Efter Kristi himmelfart stod Johannes frem som en trofast og ivrigt arbejder for Mesteren. Sammen med andre fik han del i Helligåndens udgydelse på pinsedagen, og med ny nidkærhed og kraft fortsatte han med at tale livets ord til folket. Han blev truet med fængsel og død, men han lod sig ikke skræmme. ret
(67) Folkeskarer fra alle klasser kom for at lytte til apostlenes prædiken, og de blev helbredt for deres sygdomme ved Jesu navn, det navn, som var så hadet blandt jøderne. Præsterne og lederne blev rasende i deres modstand, da de så de syge blive helbredt og Jesus ophøjet som livets fyrste. De frygtede, at hele verden snart ville tro på ham og så anklage dem for at have myrdet den Store Læge. Men jo mere de anstrengte sig for at standse denne vækkelse, des flere troede på ham og vendte sig fra de skriftkloges og farisæernes lære. De blev fyldt med harme og lagde hånd på Peter og Johannes og satte dem i offentlig forvaring. Men Herrens engel åbnede fængslets døre om natten og førte dem ud og sagde: "Gå hen og træd frem i helligdommen og tal til folket alle livets ord! " Apg. 5,20. ret
(67) Ved enhver passende anledning vidnede Johannes med troskab og alvor om sin Herre. Han så, at det var en tid fyldt med farer for menigheden. Satans vildfarelser trivedes alle vegne. Folkets tanker blev ført på vildspor af skepticismens forvirring og forførende lærdomme. Nogle, som foregav at være tro mod Guds' sag, var bedragere. De fornægtede Kristus og hans evangelium og indførte forkastelige vranglærdomme samt levede i overtrædelse af den guddommelige lov. ret
(68) Kristi uendelige kærlighed var Johannes' yndlingsemne.
Ligesom et barn tror på en god og kærlig fader, således troede han på Gud. Han kendte Jesu karakter og mission, og når han så sine jødiske brødre famle sig frem uden en stråle fra retfærdighedens sol til at oplyse deres sti, længtes han efter at fremholde Kristus for dem som Verdens Lys. ret
(68) Den trofaste apostel så, at deres blindhed, deres stolthed, overtro og uvidenhed om skrifterne bandt deres sjæl i lænker, som aldrig ville blive brudt. Den fordom og det had imod Kristus, som de hårdnakket nærede, ville føre til nationens undergang og tilintetgøre deres håb om evigt liv. Men Johannes fortsatte med at fremstille Kristus for dem som den eneste vej til frelse. Beviset for, at Jesus fra Nazaret var Messias, var så tydeligt, at Johannes erklærede, at intet menneske behøvede at vandre i vildfarelsens mørke, når et sådant lys tilbydes ham. ret
(68) Bedrøvet over farlige vildfarelser
Johannes levede længe nok til at se evangeliet om Kristus blive prædiket fjern og nær og tusinder ivrigt tage imod dets undervisning. Men han blev fyldt med sorg, da han mærkede, at farlige vildfarelser sneg sig ind i menigheden. Nogle, som modtog Kristus, erklærede, at hans kærlighed fritog dem fra lydighed imod Guds lov. Derimod lærte mange, at lovens bogstav skulle holdes, også alle de jødiske skikke og ceremonier, og at dette, uden Kristi blod, var nok til frelse. De fastholdt, at Kristus var en god mand ligesom apostlene, men de fornægtede hans guddommelighed. Johannes så de farer, menigheden ville blive udsat for, hvis de antog disse ideer, og han imødegik dem hurtigt og bestemt. Han skrev til en højagtet medarbejder i evangeliets tjeneste, en dame med et godt omdømme og en udstrakt indflydelse: ret
(69) "Thi mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist. Agt vel på jer selv, at I ikke skal miste det, vi nåede ved vort arbejde, men få fuld løn. Enhver, der går videre og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen. Thi den, som byder ham velkommen, gør sig medansvarlig i hans onde gerninger." 2Joh. 7-11. ret
(69) Johannes fik ikke lov til at udøve sin gerning uden store hindringer. Satan var ikke uvirksom. Han tilskyndende onde mennesker til at gøre en ende på denne Guds mands nyttige liv, men hellige engle beskyttede ham mod deres angreb. Johannes skulle stå som et trofast vidne om Kristus. Menigheden behøvede hans vidnesbyrd i farens stund. ret
(70) Ved hjælp af fordrejelse og usandhed søgte Satans udsendinge at opvække modstand imod Johannes og imod Kristi lære. Splid og vranglære truede nu menigheden. Uforfærdet mødte Johannes disse vildfarelser. Han spærrede vejen for sandhedens modstandere. Han skrev og formanede menighederne, for at lederne af denne vranglære ikke skulle have den mindste opmuntring. Der er også i vore dage onder, der ligner dem, som truede den første menigheds fremgang, og vi burde give nøje agt på apostlens lære om disse ting. Fra mange sider, og især fra dem, som bekender sig til helliggørelse, høres råbet: "I må have kærlighed." Men kærlighed er for ren til at dække over ubekendt synd. Johannes' undervisning er vigtig for dem, som lever i de sidste dages farer. Han havde været nær knyttet til Kristus, han havde lyttet til hans undervisning og havde været vidne til hans store mirakler. Han aflagde et overbevisende vidnesbyrd, som gjorde hans fjenders usandheder virkningsløse. ret
(70) Intet forlig med synd
Johannes nød godt af velsignelsen ved sand helliggørelse. Men læg mærke til, at apostlen gør ikke krav på at være syndfri. Han søger fuldkommenhed ved at vandre i lyset fra Guds åsyn. Han vidner, at det menneske, som bekender sig til at kende Gud og alligevel overtræder den guddommelige lov, gør sin bekendelse til en løgn. "Den, der siger: Jeg kender ham, og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke." 1Joh. 2,4. I denne tid, som roser sig af frihed, vil disse ord blive stemplet som hykleri. Men apostlen lærer os, at samtidig med at vi viser kristen høflighed, bør vi kalde synd og syndere ved deres rette navn dette er i overensstemmelse med sand kærlighed. Medens vi skal elske de sjæle, som Kristus døde for, og arbejde for deres frelse, så skal vi ikke gå på akkord med synd. Vi skal ikke slutte os til oprørene og kalde dette kærlighed. Gud kræver af sit folk i vor tid, at de skal indtage samme standpunkt, som Johannes gjorde på hans tid, og uforfærdet hævde det rette i resolut modstand mod de vildfarelser, der ødelægger sjælen. ret
(71) Ingen helliggørelse uden lydighed
Jeg har mødt mange, som hævdede, at de levede uden synd. Men når disse mennesker blev prøvet med Guds ord, viste det sig, at de åbenlyst overtrådte hans hellige lov. De tydeligste beviser på det fjerde buds evige gyldighed og forpligtende krav vækkede ikke deres samvittighed. De kunne ikke benægte Guds krav, men de prøvede at undskylde deres overtrædelse af sabbatten. De hævdede, at de var helliggjorte, og at de tjente Gud på alle ugens dage. De sagde, at der var mange gode mennesker, som ikke holdt sabbatten. Når mennesker var helliggjorte, ville ingen forbandelse hvile over dem, selv om de ikke holdt den. Gud var alt for barmhjertig til at straffe dem for ikke at holde den syvende dag. Naboerne ville betragte dem som sære, hvis de holdt sabbatten, og de ville ikke have nogen indflydelse i verden; de måtte derfor følge den almindelige skik. ret
(72) Ved et offentligt møde i New Hampshire aflagde en dame sit vidnesbyrd om, at Guds nåde herskede i hendes hjerte, og at hun helt tilhørte Herren. Derefter udtrykte hun sin overbevisning om, at dette folk gjorde meget godt ved at vække syndere op til at se den fare, de var i. Hun sagde: "Sabbatten, som dette folk fremstiller for os, er Bibelens eneste sabbat," og hun fortsatte med at sige, at hun havde været meget urolig i sit sind over dette emne. Hun så store prøvelser forude, som hun måtte gennemgå, hvis hun skulle holde den syvende dag. Den næste dag kom hun igen til mødet og aflagde sit vidnesbyrd, idet hun sagde, at hun havde spurgt Herren, om hun skulle holde sabbatten, og han havde svaret, at det behøvede hun ikke at gøre. Hun havde nu fået ro i sin sjæl for dette emne. Derpå gav hun en meget gribende tilskyndelse til alle om at nå op til Jesu fuldkomne kærlighed, hvor der ikke var nogen fordømmelse for sjælen. ret
(72) Denne kvinde var ikke i besiddelse af ægte helliggørelse. Det var ikke Gud, som fortalte hende, at hun kunne blive helliggjort, når hun levede i ulydighed mod et at hans tydelige bud. Guds lov er hellig, og ingen kan ustraffet overtræde den. Den, som fortalte hende, at hun kunne fortsætte med at bryde Guds lov og være syndfri, var mørkets magters fyrste, den samme, som gennem slangen sagde til Eva i Edens have: "I skal ingenlunde dø." 1Mos. 3,4. Eva smigrede sig med, at Gud var alt for kærlig til at straffe hende for ulydighed mod hans udtrykkelige bud. Tusinder anfører den samme spidsfindighed som undskyldning for deres ulydighed imod det fjerde bud. De, som har Kristi sind, vil holde alle Guds bud uanset omstændighederne.Himmelens Majestæt siger: ,Jeg har holdt min faders bud." Joh. 15,10. ret
(73) Adam og Eva dristede sig til at overtræde Herrens bud, og det frygtelige resultat af deres synd skulle være en advarsel til os om ikke at følge deres eksempel på ulydighed. Kristus bad for sine disciple med disse ord: "Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed." Joh. 17,17. Der gives ingen ægte helliggørelse undtagen ved lydighed mod sandheden. De, som elsker Gud af hele deres hjerte, vil også elske alle hans bud. Det helliggjorte hjerte er i harmoni med Guds lovs forskrifter, for de er hellige, retfærdige og gode. ret
(74) Gud forandrer sig ikke
Guds natur er ikke forandret. Han er den samme nidkære Gud i dag, som da han gav sin lov på Sinaj og skrev den med sin finger på stentavlerne. De, som ringeagter Guds hellige lov, siger måske: ,Jeg er helliggjort," men at være virkelig helliggjort og at gøre krav på helliggørelse er to forskellige ting. ret
(74) Det nye Testamente har ikke forandret Guds lov. Helligheden ved det fjerde buds sabbat er lige så urokkeligt grundfæstet som Jehovas trone. Johannes skriver: "Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Og I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden, og der er ikke synd i ham. Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller Ikendt ham." 1Joh. 3,4-6. De, som gør krav på at være i Kristus, at være helliggjorte, medens de lever i overtrædelse af Guds lov, har vi lov til at bedømme på samme måde, som den elskede discipel gjorde. Han stod over for netop sådan en klasse, som vi må møde. Han sagde: "Børnlille, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom Han er retfærdig. Den, der gør synd, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra begyndelsen." Vers 7-8. Her taler apostlen med tydelige ord, som han skønnede, at emnet krævede. ret
(75) Johannes' breve ånder af kærlighed. Men når han kommer i kontakt med den klasse, som bryder Guds lov og dog gør krav på, at de lever uden synd, så tøver han ikke med at advare dem om det frygtelige bedrag. "Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os." 1Joh. 1,6-10. ret