Det virkelige liv kapitel 9fra side76.     Fra side 69 i den engelske udgave.

tilbage

Johannes i landflygtighed

(76)   Det vidunderlige resultat, som fulgte apostlenes og deres medarbejderes forkyndelse af evangeliet, forøgede Kristi fjenders had. De gjorde sig al mulig anstrengelse for at hindre dets fremgang, og omsider fik de held til at vinde det romerske kejsers magt imod de kristne. En frygtelig forfølgelse fulgte og mange af Kristi efterfølgere blev slået ihjel. Apostlen Johannes var nu en ældet mand, men med stor nidkærhed og resultat fortsatte han at prædike Kristi lære. Han aflagde et kraftigt vidnesbyrd, som hans modstandere ikke kunne bestride, og det opmuntrede hans brødre meget. ret

(76)   Når de kristnes tro syntes at vakle under den heftige modstand, de var tvunget til at møde, gentog apostlen med megen værdighed, kraft og veltalenhed: "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets Ord, ..... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os, og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn,Jesus Kristus." 1Joh. 1,1-3. ret

(77)   Det bitreste had blev optændt imod Johannes på grund af hans urokkelige troskab imod Kristi sag. Han var den længst overlevende af de disciple, som var nær knyttet til Jesus, og hans fjender besluttede, at hans vidnesbyrd skulle bringes til tavshed. De tænkte, at hvis dette kunne lykkes, så ville Kristi lære ikke spredes; og hvis den blev behandlet med hårdhed, ville den snart uddø i verden. Johannes blev derefter kaldt til Rom for at blive forhørt om sin tro. Hans lære blev forvansket. Falske vidner anklagede ham for at være en oprørsk person, der offentligt lærte teorier, som kunne omstyrte nationen. ret

(77)   Apostlen fremstillede sin tro på en klar og overbevisende måde og med en sådan jævnhed og oprigtighed, at hans ord havde en kraftig virkning. Hans tilhørere blev forbavset over hans visdom og veltalenhed. Men jo mere overbevisende hans vidnesbyrd var, jo dybere blev hadet hos dem, som modstod sandheden. Kejseren blev fyldt med raseri og bespottede Gud og Kristi navn. Han kunne ikke bestride apostlens argumenter eller måle sig med den kraft, som ledsagede sandhedens ord, så han besluttede at bringe dens trofaste talsmand til tavshed. ret

(77)  Guds vidne ikke tavs
Vi ser her, hvor hårdt et hjerte kan blive, når det genstridigt sætter sig imod Guds vilje. Menighedens fjender var besluttede på at bevare deres højhed og magt over for folket. På kejserens befaling blev Johannes forvist til øen Patmos, dømt, som han fortæller os, "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld". Åb. 1,9. Men Kristi fjenders hensigt med at bringe det trofaste vidne til tavshed slog fuldstændig fejl. Fra apostlens landflygtighed lyder hans stemme, og den når helt ned til tidens ende, idet den forkynder de mest betagende sandheder, som nogensinde er fremstillet for dødelige. ret

(78)   Som forvisningssted for forbrydere havde den romerske regering valgt Patmos, en øde klippeø i Det ægæiske Hav. Men for Guds tjener viste dette skumle sted sig at blive porten til Himmelen. Han var lukket ude fra livets travle skueplads og fra aktivt arbejde som evangelist, men han var ikke udelukket fra Guds nærhed. I sit øde hjem kunne han have samfund med kongernes Konge og på nærmere hold studere åbenbarelserne af guddommelig kraft i naturens bog og på inspirationens sider. Han glædede sig ved at hengive sig til betragtninger over det vældige skaberværk og tilbede den guddommelige arkitekts kraft. I sine tidligere år havde han haft udsigt til skovklædte høje, grønne dale og frugtbare sletter, og i al naturens skønhed frydede det ham at spore Skaberens visdom og kyndighed. Nu var han omgivet af et syn, som for mange ville synes mørkt og uinteressant. Men for Johannes var det ikke sådan. Han kunne uddrage de betydeligste lærdomme af de ubeboede, nøgne klipper, det store dybs mysterier og himmelhvælvingens herlighed. For ham bar alt dette præg af Guds kraft og forkyndte hans ære. ret

(79)   Naturens stemme
Apostlen så rundt om sig vidnesbyrd om syndfloden, som oversvømmede Jorden, fordi dens beboere vovede at overtræde Guds lov. Klipperne, der var slynget op fra det store dyb og fra jorden af vandet, der brød frem, mindede ham levende om rædslerne ved den frygtelige udgydelse af Guds vrede. ret

(79)   Men medens alt, som omgav ham hernede, syntes øde og tomt, så var den blå himmel, som hvælvede sig over apostlen på det ensomme Patmos, så klar og smuk, som himmelen over hans elskede Jerusalem. Lad mennesket engang betragte himmelhvælvingens herlighed ved nattetid og mærke sig virkningen af Guds kraft i himmelens hærskarer, så vil han lære en lektie om Skaberens storhed i modsætning til hans egen lidenhed. Hvis han har næret stolthed og indbildskhed på grund af rigdom, talenter eller personlige egenskaber, så lad ham gå ud i den smukke nat og se op mod stjernehimmelen og lære at ydmyge sit stolte sind i den Eviges nærværelse. ret

(79)   I de mange vandes lyd, når dyb råber til dyb, hørte profeten Skaberens stemme. Havet, som blev pisket til raseri af de ubarmhjertige vinde, fremstillede for ham en krænket Guds vrede. De mægtige bølger, der i deres frygtelige bevægelser blev holdt inden for fastsatte grænser af en usynlig hånd, talte til Johannes om den uendelige kraft, som behersker dybet. Og som modsætning hertil så og følte han dårskaben hos svage, dødelige mennesker, der kun er som Jordens kryb, men roser sig af deres visdom og styrke og sætter sig op imod universets Hersker, som om Gud var fuldstændig som de selv. Hvor blind og sanseløs er ikke menneskelig stolthed! En time med Guds velsignelse i form af solskin og regn vil gøre mere til at forandre naturens udseende, end mennesket med al sin pralende kundskab og uafbrudte anstrengelser kan præstere gennem et langt liv. ret

(80)   I sit hjems omgivelser så den landsforviste profet den guddommelige kraft åbenbaret, og igennem hele naturen havde han samfund med sin Gud. Sjælens brændende længsel efter Gud og de inderligste bønner steg op til Himmelen fra det klippefulde Patmos. Når Johannes betragtede klipperne, blev han mindet om Kristus, hans tilflugtsklippe, i hvis ly han trygt kunne skjule sig. ret

(80)   En sabbatsholder
Herrens dag, som Johannes omtaler, var sabbatten, den dag, da Jehova hvilede efter det store skaberværk, og som han velsignede og helligede, fordi han hvilede på denne dag. Johannes holdt sabbatten lige så hellig på øen Patmos, som dengang han var blandt folket og prædikede for dem på sabbatsdagen. De nøgne klipper mindede Johannes om bjerget Horeb og om, hvorledes Gud der talte sin lov til folket og sagde: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! " 2Mos. 20,8. ret

(81)   Guds Søn talte til Moses fra bjergets top. Gud gjorde klipperne til sin helligdom, og de evige høje var hans tempel. Den guddommelige lovgiver steg ned på det klippefulde bjerg for i folkets påhør at tale sin lov, så den store og frygtindgydende udfoldelse af hans kraft og herlighed kunne gøre indtryk på dem og skabe frygt for at overtræde hans bud. Ud fra torden og lyn og tunge skyer talte Gud sin lov på bjergets top, og hans røst var som lyden af en kraftig basun. Jehovas lov var uforanderlig, og tavlerne, hvorpå han skrev sin lov, var af massiv sten for at tilkendegive hans forskrifters uforanderlighed. Det klippefulde Horeb blev et helligt sted for alle, som elskede og ærede Guds lov. ret

(81)   Når Johannes tænkte på begivenhederne ved Horeb, kom hans ånd, som havde helliget den syvende dag, over ham. Han tænkte på den synd, Adam begik, da han overtrådte den guddommelige lov, og det frygtelige resultat af denne overtrædelse. Guds grænseløse kærlighed, idet han gav sin Søn for at forløse en fortabt menneskehed, syntes for overvældende til at kunne udtrykkes med ord. Idet han fremstillede den i sit brev, opfordrede han menigheden og verden til at se denne kærlighed: "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham." 1Joh. 3,1. Det var et mysterium for Johannes, at Gud kunne give sin Søn til at dø for det oprørske menneske, og han var bestyrtet over, at frelsesplanen, som det havde kostet Himmelen så meget at udarbejde, skulle blive afvist af dem, for hvem dette evige offer var bragt. ret

(82)   Lukket inde hos Gud
Johannes var alene med Gud. Efter som han lærte mere om den guddommelige karakter gennem skaberværket, forøgedes hans ærefrygt for Gud. Ofte spurgte han sig selv, hvorfor mennesket, som er helt afhængigt af Gud, ikke søger fred med ham gennem villig lydighed. Han er uendelig i visdom, og hans magt er ubegrænset. Han behersker universet med de utallige verdener. Storheden og skønheden i alt, hvad han har skabt, bevarer han i fuldkommen harmoni. Synd er overtrædelse af Guds lov; og syndens straf er døden. Der ville ikke have været nogen disharmoni i Himmelen eller på Jorden, hvis synden ikke var kommet ind. Ulydighed mod Guds lov bragte al den elendighed ind, som har været blandt hans skabninger. Hvorfor ville mennesket ikke forlige sig med Gud? ret

(83)   Det er ikke nogen lille ting at synde imod Gud og at sætte sin fordærvede vilje op imod Skaberens vilje. Det tjener mennesket bedst, også i denne verden, at lyde Guds bud. Og det er bedst også for evigheden at være overgivet til Gud og have fred med ham. Markens dyr lyder deres Skabers lov ifølge instinktet, som leder dem. Han taler til det stolte hav: "Hertil og ikke længer! " Job 38,11, og vandene er hurtige til at lyde hans ord. Han fører planeterne i fuldkommen orden, og de lyder de love, Gud har givet. Af alle de skabninger, Gud har skabt på Jorden, er mennesket den eneste, som har gjort oprør. Dog besidder det forstand til at forstå den guddommelige lovs krav og en samvittighed, som føler skyld ved overtrædelse og fred og glæde ved lydighed. Gud skabte det som et frit moralsk væsen, der kunne lyde eller være ulydigt. Et evigt liv som løn en evig vægt af herlighed er lovet dem, som gør Guds vilje, medens hans truende vrede hænger over alle, som trodser hans lov. ret

(83)  Når Johannes tænkte på Guds herlighed, som den er kommet til udtryk i hans skaberværk, blev han overvældet af Skaberens storhed og majestæt. Selv om alle indbyggere i denne lille verden skulle nægte at lyde Gud, så ville han ikke være berøvet sin ære. I et øjeblik kunne han feje hvert eneste dødelige væsen bort fra Jordens overflade og skabe en ny slægt til at befolke den og herliggøre hans navn. Guds ære beror ikke på mennesket. Han kunne samle himmelens stjerneskarer, millioner af verdener oventil, i en sang til deres Skabers ære, pris og herlighed. "Og himlen priser dit under, Herre, din trofasthed i de helliges forsamling. Thi hvem i sky er Herrens lige, hvo er som Herren iblandt Guds sønner? En forfærdelig Gud i de helliges kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham." Sl. 89,5-7. ret

(84)   Et syn om Kristus Lukket inde hos Gud
Johannes mindedes de forunderlige hændelser i Kristi liv, som han havde været øjenvidne til. I tanken glædede han sig igen over de dyrebare anledninger, som han havde været begunstiget med, og han fandt stor trøst deri. Pludselig bliver han afbrudt i sine betragtninger. En klar og tydelig stemme taler til ham. Han vender sig for at se, hvor stemmen kommer fra, og se, han skuer sin Herre, som han har elsket, som han har vandret og talt med" og hvis lidelse på korset han var øjenvidne til. Men hvor forandret Frelserens udseende er! Han er ikke længere "en smerternes mand og kendt med sygdom". Es. 53,3. Han giver ikke indtryk af ydmygelse. Hans øjne er som flammende ild, og hans fødder ligner skinnende malm, når den gløder i ovnen. Hans røst er som mange vandes brusen. Hans udseende er som Solen, når den skinner i sin kraft. I hånden har han syv stjerner, som repræsenterer menighedernes ledere. Af hans mund udgår et tveægget, skarpt sværd, som er et symbol på kraften i hans ord. ret

(85)   Johannes, som har elsket sin Herre og til trods for fangenskab, slag og trusler om død har holdt fast ved sandheden, kan ikke udholde nærværelsen af Kristi overvældende herlighed, og han falder som død til jorden. Jesus lægger sin hånd på sin tjeners henstrakte skikkelse og siger: Frygt ikke! Jeg er ..... den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder." Åb. 1,17-18. Johannes fik styrke til at leve i nærheden af sin herliggjorte Herre, og Guds plan for kommende tidsaldre blev derpå fremstillet for ham i et syn. Det himmelske hjems strålende tiltrækning blev åbenbaret for ham. Han fik lov til at se Guds trone og de forløstes hvidklædte skare. Han hørte de himmelske engles musik og sejrssangen fra dem, som havde sejret på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord. ret

(85)  Johannes ydmyghed
Den elskede discipel fik så ophøjede privilegier, som sjældent er blevet dødelige forundt. Men han var kommet til at ligne Kristus så meget i karakter, at der ikke var plads til stolthed i hans hjerte. Hans ydmyghed bestod ikke blot i bekendelse; det var en ynde, som omgav ham så naturligt som en. klædedragt. Han søgte altid at skjule sine egne retfærdige handlinger for at undgå alt, som ville henlede opmærksomheden på ham. I sit evangelium omtaler Johannes den discipel Jesus elskede, men han skjuler den kendsgerning, at den, der således blev æret, var ham selv. Hans optræden var fri for selviskhed. I sit daglige liv underviste og praktiserede han kærlighed i egentligste forstand. Han havde en dyb forståelse af den kærlighed, som skulle råde mellem kødelige brødre og kristne brødre. Han fremstiller og fremhæver denne kærlighed som et nødvendigt karaktertræk hos Jesu efterfølgere. Blottet for denne kærlighed er enhver fordring på Kristi navn forgæves. ret

(86)   En kristen må være ren af hjertet og dadelfri i levemåde. Han må ikke på nogen måde være tilfreds med en tom bekendelse. Johannes erklærer med ord, som ikke kan misforstås, at det, at være en kristen, er at være lig Kristus. Han opstillede de rette regler for den kristnes opførsel. ret

(86)   Johannes' liv var præget af alvorlig anstrengelse efter at være i overensstemmelse med Guds vilje. Apostlen fulgte sin Frelser så nær og havde en sådan forståelse af Kristi renhed og ophøjede hellighed, at hans egen karakter i modsætning dertil forekom overmåde mangelfuld. Og da Jesus i sit herliggjorte legeme viste sig for Johannes, var et glimt nok til at få ham til at falde ned som en død: Således vil de altid føle det, som kender deres Herre og Mester bedst. Jo mere de grunder på Jesu liv og karakter, jo dybere vil de føle deres egen syndighed, og jo mindre vil de være tilbøjelige til at gøre krav på hellighed i hjertet eller til at rose sig af deres helliggørelse. ret

næste kapitel