Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 1fra side119

tilbage

Kærlighed og overbærenhed blandt brødre

(119)  Overleveret af mrs. E. G. White til den scweiziske konferense og det europæiske missionsråd

Afholdt i Basel i september, 1885.
Kære brødre og søstre,
Jeg er faktisk taknemmelig over dette privilegium at mødes med dem der arbejder for at sprede sandhedens lys i Europas forskellige lande. Det er et stort, et ædelt arbejde, og noget der burde fremkalde hele menneskets energi. Som medarbejdere for Gud, behøver vi et mere helligt nærvær til ham, og et tættere fællesskab med hinanden, så vore bønner og anstrengelser ikke forhindres. Vi må ikke forvente det af vor egen styrke at kunne imødekomme og presse igennem det moralske mørke der er i verden, men vi må arbejde udholdende for at den styrke der alene findes i Jesus. Han elsker os, og dem der arbejder i hans ånd vil erkende hans assistance i alle deres anstrengelser. Det er umuligt, endog med sandhedens stærkeste argumenter, at nå menneskenes hjerter, medmindre disse argumenter forenes med en guddommelig kraft. ret

(119)  Værnes der om Jesu kærlighed I hjertet, vil det kunne ses i arbejde; viljen og væremåden vil komme under Helligåndens formende indflydelse. I Kristi bøn lige før sin korsfæstelse, sagde han: ”Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.” folkets lærer må være et eksmpel for Guds hjord i sagtmodighed, tålmodighed, overbærenhed og kærlighed. Han er på en særlig måde et levende brev ”kendt og læst af alle mennesker.” Hvor vigtigt er det da, at sandhedens helliggørende kraft kan ses i hans karakter. ret

(119)  Et maskineri kan være fuldkommen i alle sinde dele, og alligevel kan der være mange gnidninger og træthed i dens bevægelser, men brug olie, og det udfører sit arbejde stille og roligt. Sådan er det med os. Det er nødvendigt at vi har nådens olie i vore hjerter, for at forhindre at at der kommer gnidninger mellem os og dem som vi arbejder for. Så har vi ikke blot sandhedens argumenter, men nådens olie, vi kan frembære budskabet med kraft. Fordomme vil brydes ned, og et stort arbejde vil udrettes. ”Uden mig.” siger Kristus, ”kan I intet gøre.” Grenen kan ikke bære frugt uden at den forbliver på vintræet; vi kan heller ikke forvente at forblive i Kristus. ret

(119)  Guds forkyndertjener må først selv drikke af den levende kilde, hvis han skal lade andre fast og forstandigt til den kilde. Hvis han vil overbringe dem han arbejder for, fuldstændigt til Kristus, må han selv være fuldstændig. Alene Guddommelig kraft vil nå og smelte synderens hjerter, og bringe ham en anger til Kristus. Hverken Luther, Melancthon, Wesley, Whitefield, eller nogen anden stor reformator og lærer, kan få adgang til hjerterne for at udrette arbejde som disse mænd har udrettet. Men Gud talte gennem dem. Mænd følte en overvældende krafts indflydelse, og overgav sig ufrivilligt til den. ret

(120)  Gud kalder på disse som opløfter sandhedens standard for andre, for sig selv eksemplificerer dets forskrifter i deres daglige liv. En sådan handlemåde vil gå ind og få mange til at tro som har forskanset sig bag hedenskabets boldværk. Indflydelsen fra en sand kristen karakter er som glad solskin der splitter mørkets fjerneste afkroge til det som det får lov at indtage. Det lys der udstråler fra den kristne prædikanttjeners eksempel bør ikke være rykvis og usikkert, ligesom et meteorglimt, men de bør have en rolig og stadig udstråling fra de himmelske stjerner. ret

(120)  Den sande Kristi tjener bør omkranses af en atmosfære af åndeligt lys, fordi han er forbundet med verdens lys, og vandrer med Kristus, som er verdens lys. Diskutioner kan modsættes, overtalelser og indstændige bønner kan afvise, de mest veltalende appeller, understøttet af logikkens stivhed, kan ignoreres; Men en levende retfærdighedens karakter, en daglig medynk i livets afskygninger, en uro for synderen hvor om sandhedens ånd brænder i hjerter, stråler ud af ansigtet, og ånder fra læberne i alle ord, udgør en prædiken som er vanskelig at modsætte sig eller sætte til side, som får Satans bolværk til at skælve. Prædikanter som vandrer med Gud er iklædt himlens fulde rustning, og sejr vil følge deres anstrengelser. ret

(120)  De som er involveret i det store og højtidelige advarselsarbejde af verden, bør ikke kun have en personlig erfaring med Guds sager, men de bør opelske kærlighed til hinanden, og bør arbejde på at være et sind, en dømmekraft, til at se øje for øje. Fraværet af denne kærlighed behager vor listige fjende. Han er misundelsens, jalousiens, hadets og splidens fjende; og han glæder sig over at se det listige ukrudte der fortrænger kærlighed, som giver planter af himmelsk vækst næring. ret

(120)  Det behager ikke Gud at hans tjenere kristiserer, og fordømme hinanden. Han har givet dem et særligt arbejde, som står og forsvarer sandheden. De er hans arbejdsfolk; alle burde respektere dem, og de bør respektere hinanden. I hæren er officererne pålagt at respektere deres andre officerer, og de menige lærer hurtigt lektien. Når Guds folks ledere i den kristne krig er venlige og overbærende, og udviser en særlig kærlighed for deres medarbejdere, lærer de andre at gøre det samme. ret

(120)  Medarbejdernes omdømme bør beskyttes som ukrænkelig. Hvis nogen ser fejl hos andre, skal han ikke ophøje dem over for andre, og gøre dem til alvorlige synder. De kan have en fejlagtig bedømmelse, at Gud vil give dem guddommelig nåde til at vinde sejr. Hvis han havde set de engle, som er fuldkomne, ville have arbejdet for den faldne slægt bedre end mennesker, ville han have begået det mod dem. Men i stedet for dette sendte han den tiltrængte hjælp fra fattige, svage og fejlende mennesker, som er bedst forberedt på at hjælpe dem, med deres svagheder ligesom deres medmennesker. ret

(121)  Der var Peter, som fornægtede sin Herre. Efter han var faldet og blevet omvendt, sagde Jesus til ham: »Vogt mine lam!« Før Peters fødder gled, havde han ikke en sagtmodighed der var nødvendig for at vogte lammene; Men efter at han var blevet klar over sin egen svaghed, vidste han hvordan han skal undervise de fejlende og faldne; han kunne komme tæt til deres side i øm forståelse, og kunne hjælpe dem. ret

(121)  I begyndelsen af missionsarbejdet på nye marker, blev der ofte begået store fejl ved at bruge alle de talenter som kunne bruges på arbejdet. Nogle gange har dem som har fremragende talenter begået fejltagelser, da de begyndte at arbejde; men skal de droppe det på grund af dette? Nej slet ikke. Lad dem blive uddannet og oplært tålmodigt, og i ni ud af ti tilfælde vil de blive nyttige medarbejdere. ret

(121)  Mine brødre i prædikanttjenesten, jeg beder jer indstændigt at være ligeså venlige og overbærende mod dem som er nye af troen, som I ønsker at andre skal være mod jer, da I først kom til sandhedskendskaben. Lær dem i sagtmodighed og kærlighed at bære ansvar, og arbejde for andre. Jesus elsker dem lige så meget som han gør med jer, og er lige så villig til at hjælpe dem, hvis de vil lære at stole på ham. Ser I ufuldkommenhederne i dem, så tag ikke modet fra dem, og drive dem bort fra sandheden ved at være hoven og kværulerende. Dette er ikke Kristi ånd. Hvad siger Gud: ”Lad os gå i rette med hinanden.” Han siger ikke: Du er mangelfuld, og jeg vil have intet med dig at gøre. ”Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld. Lyder i villigt, skal i æde landets goder.” ret

næste kapitel