(159) Den 13.juli, 1885, forlod jeg i selskab med W. C. White og hans hustru, og søster Sarah McEnterfer, Californien ud på min længe påtænkte rejse til Europa. Jeg har i månedsvis set frem til denne rejse, med alt andet end fornøjelse. At rejse over kontinentet i den varme sommer og i min svage sundhedstilstand, virker næsten formasteligt. Siden jeg deltog i stats-lejrmøderne i 1884, jeg har lidt store mentale træthed og fysisk svaghed. Jeg har i månedsvis kun kunne skrive meget lidt. Idet rejsetidspunktet nærmede sig, blev min tro hårdt prøvet. Jeg ønskede så meget at nogen erfarne, som jeg kunne stole på at få råd og opmuntring fra. Jeg var blevet modløs, og jeg længes efter menneskelig hjælp, nogen som har fast greb oppefra, og hvis tro kan stimulere min. Dag og nat stiger mine bønner op til himlen, at jeg måtte kende Guds vilje og blive helt underlagt den. Men min vej er endnu ikke klar; jeg fik ikke noget særligt bevis for at jeg var på pligtens sti eller om mine bønner var blevet hørt. ret
(159) På det tidspunkt besøgte min Søn William Heraldsburg, og hans ord var fulde af mod og tro. Han bad mig se tilbage, da jeg under de mest afskrækkende forhold, havde handlet i tro, efter det bedste lys jeg fik, og Herren havde styrket og støttet. Det gjorde jeg så; og besluttede at handle efter Generalkonfernsens vurdering, og startede rejsen og stolede på Gud. Der blev sagt farvel til vennerne i Heraldsburg, vendte jeg tilbage med min søn til Oakland. Her blev jeg indbudt til at tale i kirken sabbatsformiddag. Jeg tovede; men disse ord kom kraftfuldt til mig: ”Min nåde er dig nok,” og jeg indvilgede. Så følte jeg at jeg måtte søge Gud alvorligt, jeg vidste at han kunne overgive det på en måde som jeg ikke kunne se. Med denne tillid, var min frygt borte, men ikke min svaghed. Jeg rejste til kirken og indtog talerstolen, troede at Herren ville hjælpe mig. Da jeg talte, følge jeg at de evige arme var omkring mig, gav mig fysisk styrke og mental klarhed til at sige ord med kraft. Guds kærlighed og velsignelse fyldte mit hjerte, og fra den time af begyndte jeg at samle styrke og mod. Den næste mandag tøvede jeg ikke med at stige på toget på vej til Michigan. ret
(159) Denne erfaring har jeg igen lært den lektie, som jeg har måtte lære mange gange, at jeg må læne mig helt op ad Gud, uanset mine problemer. Han vil aldrig forlade eller svigte dem som overgiver deres veje til ham. Vi må ikke bero os på menneskelig styrke eller visdom, men gøre ham til vor rådgiver og vejleder i alle ting. ret
(160) Selvom jeg bad i månedsvis for at Herren vil gøre min sti så tydelig at jeg ved at jeg ikke begår nogen fejltagelser, var jeg stadig nød til at sige at ”Gud lægger et slør over mine øjne.” Men da jeg havde indtaget plads i toget, kom forvisningen om at jeg handlede i overensstemmelse med Guds vilje. Mange venner var kommet til stationen for at se os rejse. Det var et sted med megen forvirring, og jeg kunne ikke klare noget af den slags i månedsvis. Men det gav mig ingen problemer nu. Den liflige fred som Gud alene kan give, blev tildelt mig, og jeg fandt hvile i Jesus, ligesom et træt barn. ret
(160) Vejret under den første del af vor rejse var enormt hårdt. Et sted stod termometeret på 125 grader i skyggen. (Farenheit) I Sydcalifornien og Arizona var vinden lige så varm som kom den fra en ovn. Det var hvad jeg havde frygtet; men til vor store overraskelse blev jeg ikke udmattet af varme. Herrens velsignelse fortsatte med at hvile over mig, da vi rejste, og jeg fik det bedre for hver dag. ret
(160) Flere af vore venner som tog til Iowa og Michigan ledsagede os over sletterne, så der var tretten i vort selskab. Fra Mojave til Kansas City var der kun to eller tre andre passagerer i denne vogn, og da disse hurtigt gik med til det, rejste vi et bedealter, og havde en religiøs sabbatsgudstjeneste. Ind i blandt kom nogle af togfolkene der ind for at lytte. En dag blev min opmærksomhed henledt til en ung mand som så meget utilpas ud under gudstjenesten. På et tidspunkt så han ud til at græde, og ville igen vise megen fornøjelse. Han sagde derefter til en af vore, at det var den første bøn han havde hørt i fem år; men da han var hjemme i sin ungdom, bad hans forældre bønner dagligt. ret
(160) Jeg er overbevist om at vi mister meget ved at glemme Jesus når vi rejser. Når vi er på toget eller båden kan vi ikke gå ind i vort lønkammer, og der være alene med Gud; men vi kan binde op om sindets lænd, og opløfte vore hjerter til ham i tavs bøn om nåde, til at holde vore tanker fæstnet ved ham; og han vil visselig høre os. Der vil komme fristelser der lader vore tanker og ord flyde i den samme kanal som de verdslige omkring os; men det må være på sinde at ”ved megen tale undgås ej brøde.” De som er kristne vil bekende Kristus i deres måde at tale på, i deres nøkternhed, og i deres optræden hvor de end er. ret
(160) Da vi nåede Kansas City, blev der reserveret en særlig vogn til vor gruppe. Skiftet fra det ene tog til det andet, skete let, og den næste dag nåede vi Chicago, hvor vi mødte brødre som ledsagede os til Battle Creek. Vi kan visselig sige at rejsen over sletterne blev fuldført med lidt ubehag og træthed, som vi altid har erfaret de seksogtyve gange som vi har kørt over den vej. Herren velsignede os, og vi følte det som et privilegium at give ham al ære. I Battle Creek var jeg glad for at møde mange gamle venner, og fandt nogle få dages fred og ro i min søn Edsons hjem. ret
(160) Sabbats formiddag talte jeg i Tabernaklet, og om eftermiddag var der et socialt bedemøde. Det var et dyrebart privilegium at frembære mit vidnesbyrd, og lytte til brødres og søstres vidnesbyrd. Herren virkede meget nær, og hans tilstedeværelse er altid liv, sundhed og fred. Denne tanken kommer: Vi vil aldrig alle mødes her igen; Men skal vi alle mødes omkring det store hvide trone? Hvem af denne store menighed vil miste Guds paradis? Hvem vil være blandt sejrherrerne, og synge sejrssange i det evige saligheds hjem? ret
(161) Onsdag middag, den 29.juli, genoptog vi vor rejse mod øst, stoppede i Rome, N.Y. på vore venners anmodning, i nogle få timer, rådførte os med nogle af vore ledende brødre i den konference, og tilbragte sabbat og søndag i Worcester, Mass., hvor pastor Canright holdt lejrmøder. ret
(161) Mandag eftermiddag, tog vi med den private transporter til South Lancaster. Denne tur på sytten miles var et ophold, da der blev brugt nogle få dage i søster Harris rolige hjem, selvom meget af min tid blev brugt på at fuldføre nogle vigtige skriverier som jeg var ivrig for at efterlade til mine brødre før vi sejlede. Torsdag besøgte jeg igen Worcester, holdt et møde med missionsarbejdere der, og vendte tilbage til Lancaster. ret
(161) En kort tur om morgnen den syvende, førte os til Boston. Damperen som vi havde billetter forlad ikke havnen før sabbats formiddag; men vi fik lov at gå ombord med vort bagage fredag aften. Da vi begyndte sabbaten med bøn, virkede Herren til at være meget nær, og hans fred og velsignelse kom i vore hjerter. Det var en fredfuld og rolig dag. ret
(161) Vejret på den første del af rejsen var behageligt, og vi tilbragte meget af tiden på dækket; men den fjerde dag var meget oprørt, og vi havde det bedst i vore køjer. Koøjerne, som vi lod stå åbne de første dage af rejsen, og lod den friske og rene luft fra oceanet kommet ind, blev nu holdt lukket i flere dage; men skibets ventilationssystem var fremragende. Der skete en stadig cirkulation af kold og ren luft, og jeg led meget lidt af søsyge, end jeg havde forventet, og var i stand til at skrive over et hundrede sider vigtigt stof under overfarten. Den sidste del af vejen fik vi megen tåge, som fik skibet til at sejle langsomt, og gjorde rejsen noget ensformig. En nat stoppede vi helt, da kaptajnen, ud fra et pludseligt temperaturfald, frygtede at vi var nær isbjerge. ret
(161) Jeg kan ikke sige nok godt om damperen Cephalonia, som var vort flydende hjem i henved elleve dage. Det er ikke en af de hurtigste, men det siges at være et af de mest komfortable atlanterhavsdampere. Kaptajnen og al personalet var venlige og imødekommende. Tilbedelse af mad var god, og maden velsmagende. Brødet, både hvidt og graham, var fremragende, og blev serveret rigeligt af frugter, grøntsager og nødder; medens de der foretrak kød, fandt det tilberedt på næsten alle måder. ret
(161) Om aftnen den 18. ankom vi til Liverpool, hvor vi blev mødt af venner, og taget hjem til bror Drew. Her gik vi sammen med brødrene i en takkestund til Gud, for hans beskyttelse under rejsen, og den næste morgen tog vi, ledsaget af bror Wilcox, toget til Grimsby, som nu er hovedkvarter for vort missionsarbejde i England. ret
(161) Da vi opholdt os her og jeg så tilbage på vor lange rejse over Amerikas kontinent og Altlanterhavets brede vande, var det med overraskelse og taknemmelighedsfølelse for den styrke jeg havde fået. Jeg havde rejst mere end syv tusinde miles, skrevet over to hundrede sider, og talt tretten gange; og jeg kunne virkelig sige at jeg var meget sundere end da vi begyndte. For mig var det et overmådeligt bevis på at jeg var på pligtens sti. ret