(166) Onsdag formiddag, den 2. september, forlod vi London i retning mod Basel. Bror H. W. Kellogg, som var i London sammen med W. C. White i omkring en uge, klarede nogle forretninger i forbindelse med forlagshusene i Basel og i Kristiania, Norge, skulle ledsage os. Vi havde besluttet os for at tage tidligt af sted; men det var ikke nemt, for dem der kendte til Londons levevaner. Klokken otte om morgnen var Londons hovedstrøg lige så stille som på vore amerikanske gader klokken seks om morgnen; og forretningsmænd finder ikke deres kontorer før endnu senere. ret
(167) På det lille hotel vi var på, var der et lille tegn på liv før klokken syv. Vi bad om morgenmad klokken seks, men fik at vide at det var umuligt at lave noget så tidligt. Af tidligere erfaring lærte vi at det var normalt at ilden ikke var tændt på det tidspunkt, dørerne var heller ikke låst op. Så for at gennemføre vor plan, købte vi brød, frugt og mælk om aftnen, og bad om at retterne kom til vore værelser så vi selv kunne tilberede vor egen morgenmad. Portneren fik at vide at stå tidlig op, og låse døren op halv syv; men det gjorde han ikke før vi vækkede ham om morgnen. Efter denne erfaring konkluderede vi at for at vi kan nyde vor rejse i Europa, er det bedre at tilpasse vore skikke til landet, end at prøve at indføre vor egen. Vi kunne have taget et senere tog, men mente at det tidligere ville være mindre overfyldt og mere behageligt. ret
(167) På stationen, blev der gjort noget for at tjekke bagagen ind til Basel. Men på de engelske jernbaner er der ikke check-ind. Efter at vi havde betalt for alt ud over de femoghalvtreds pund for hver billet, klistrede de to papirstriber på hvert stykke bagage, hvorpå ordet ”Basel” stod skrevet på det, havde det andet mærke nummeret ”103”. De gav os en af papirerne med nummeret ”103”, efter at de havde skrevet nummeret på de stykker, vi havde overladt i deres varetægt. Dette er det nærmeste til vort amerikanske checkind-system, som kan findes i Europa. Og på mange af de lokale ruter i England, blev dette endog ikke praktiseret. Der må hver person holde øje med sin egen ”baggage”, som det kaldes, og sørge for at det tages ind og ud på den rigtige station. ret
(167) Det første indtryk af en engelsk tog giver andet end et godt indtryk. Vognene er lavere, smallere, og kortere end amerikanske vogne, og de ser endog kortere ud end de i virkeligheden er, fordi de ikke har nogen fremskudte perroner i enderne, og intet overhængende tag. Der er ikke brug for nogen perron, fordi man går ind i vognen fra siden. Idet du nærmer dig toget, åbner en venlig konduktør døren for første, anden eller tredje klasses kupéer, afhængig af din billet, og hvis du ikke vil sidde i en hvor rygning er tilladt, finder han én hvor det er forbudt. Når du går ind ad den smalle dør, befinder du dig i et lille lokale på omkring syv fod ud af ni, med to sæder og to døre, en sæde på hver side og en dør for enden. Kupeens ende er vognsiden. På hver side af dørene er der faste vinduer, og øverst af døren er et vindue som kan sænkes eller hæves efter hvor meget udluftning der ønskes. Lige før toget forlader stationen, lukkes dørene og låses, og låses ikke op før den når den anden station. Konduktøren går på trinbrættet på ydersiden af vognen, klynger sig til rækværk til samme formål, og modtager billetterne gennem vinduet. Ved hurtigtog kontrolleres billetterne sædvanligvis på stationerne. ret
(168) Det engelske lokomotiv er en enkel og beskeden sag, uden blanke flader eller besmykkelse. Der er ingen klokke, ingen stor kofanger, intet stort hovedlys. Disse ting er ikke nødvendige, fordi sporet er grundigt beskyttet af høje mure eller af stærke stakitter eller hegn, og alle vejkrydsninger, gangstier og overskærende linjer er generelt bygget over eller under niveau. Hvor de ikke var bygget sådan, er pålidelige personer ansat til at vogte overskæringen, og lukker adgangen til sporet ved et bestemt signal, enten ved porte, bomme eller kæder. Ulykker forekommer sjældent; men når nogle sker, er lovene meget strenge for jernbaneselskabet. ret
(168) Turen fra London til Dover tog flere timer, og var meget behageligt. Selvom det var i september, så det land vi passerede igennem lige så frisk og grønt ud som om det var forår. Dette formede enslående modsætning til de tørre og brune marker i det regnløse californiske efterår, og passer uden tvivl i stor grad til Englands fugtige klima. Var det ikke for utallige industribyer og landsbyer der kom i tæt følge her og der, ville landet virke som en umådelig park, som om alt holdes i en så høj opdyrket tilstand. ret
(168) I Dover gik vi ombord på en lille damper som tog os over den engelske Kanal. Vejret var fint, og kanalen var usædvanlig rolig; Men bølgerne som ikke ville have nogen virkning på Cephalonia, rykkede lidt denne lille damper, og skabte en anseelig søsyge. Vor gruppe led kun lidt. I Calais skulle vi tage et nattog til Basel. Bror Kellogg og William mente det var bedst at få en sengeplads til mig i sovevognen; men vi rejste på andenklasses billetter, og den eneste sovevogn i dette tog var en førsteklasses vogn. For at ændre min billet til første klasse, og betale tillæg for en seng i sovevognen, vil koste elleve dollars. Dette kunne vi naturligvis ikke klare at betale. Heldigvis fik vi dog en afdeling i en vogn, som kørte til Basel, uden at skifte, og ved et dygtigt arrangement af vore tasker, bylder og tæpper, blev vor kupe omdannet til sovevogn, og sikrede os en vis grad af hvile. Europas jernbanebyggere havde ikke planlagt, som dem i Amerika, at forhindrede de rejsendes komfort; og hvis du kan få et stort rum, kan du gøre det ganske komfortabelt til natten i disse vogne, som først virkede for fremmed og ubehageligt. Vi kunne have sovet ganske godt, hvis det ikke var for tjenestegørende konduktører, som ville rive døren op ved de mange stationer, og snakke om informationer som vi ikke forstod. ret
(169) Omkring seks om morgnen, nåede vi Basel. Her blev vi mødt af venner ved toget, og straks tage til Les Signes des Temps-forlagskontoret, hvor vi mødte gamle venner, som vi ikke havde set i årevis. Vi er meget tilfredse med placeringen af det nye forlagshus. Medens det er tæt ved bymidten for alle forretningsformål, er det langt nok ude for at undgå byens larm og forstyrrelse. Bygningen vender mod syd, og direkte imod en tres-acre almindelig statsjord, omkranset af træer. På den anden side af fællesarealet er store bygninger, hvorefter der rejser sig nænsomme skrånende bakker, dækket af grønne marker og pæne lunde. På den ene side af barkkerne direkte op imod os, står en malerisk lille kirke, og et gammelt kloster er har været ubeboet længe, og besiddes kun nu af en landmand. Bag alt dette hæver der sig højere bjerge, dækket af mørke grantræer og danner en fin baggrund til det elskelige sceneri. ret
(169) Basel by var et vigtigt sted for de protestantiske reformatorer. Schweiz var en af de første europæiske lande der greb morgenlyset, og bekendtgjorde reformationens opkomst. Og Basel var en af de punkter som daglyset samlede sine stråler omkring, og hvor de sagde: ”Jeg er meget overrasket over at de ikke udfører noget mirakel for at redde sig selv; tidligere arbejdede de hellige forbløffende ofte for meget mindre krænkelser.” ret
(171) Som hovedsæde for et universitet, var Basel det bedste tilholdsssted for skoleelever. Det har også mange trykkerier. Her modtog Zwingle sin første uddannelse; her udgav Erasmus det nye testamente som han oversatte fra originalt græsk til Latin; her udgav Frobenius, den ærede trykker, Luthers skrifter, og udbredte dem i Frankrig, Spanien, Italien og England på kort tid; og Brugte Johan Fox en del af sit eksil på at få nogle af sine bøger gennem pressen. Armod og forfølgelse gav ham noget at tænke på, og vi forestillede at vi så ham gå hid og did på omgivede højder, sympatisere med deres landsforviste, som sagde: ”Der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.” Her udgav han den første uddrag af ”Martyrernes Bog.” ret
(171) Idet vi så på vor pressemaskine, der tog papirer ud med sandhedens lys i, for denne tid, kunne vi kun tænke på hvilke store vanskeligheder vi havde mødt, da vi traf på den samme jord i tidligere tider, ved bibelsandhedens forsvarer. Enhver bevægelse skete i hemmelighed, ellers ville deres arbejde udslettes og deres liv bringes i fare. Ny synes vejen at være beredt for sandheden og gå frem som en lampe der brænder. Bibelstandarden oprejses, og de samme ord som falder fra de første reformeres læber, gentages: Bibelen, og kun bibelen er vort tros grundlag. ret
(171) Ved Guds forsyn, blev vort forlagshus placeret på dette indviede sted. Vi kunne ikke ønske en bedre placering for at publicere sandheden i forskellige sprog. Schweiz er en lille republik, som der ikke ses foragteligt på udefra, som der ville, hvis det var fra et andet af de store rivaliserende magter. Der tales der tre sprog her: - fransk, tysk og italiensk; derfor er det et godt sted til at udgive publikationer på disse sprog. ret
(171) Det græsbevoksede overdrev foran kontoret, som vi har talt om, er reserveret af det schweiziske regering til militaristisk eksersit. Her ser vi dag for dag, under visse årstider, soldater træne, så at de kan være parate til, om nødvendigt, at gå i krig. Idet vi har overvåget eksersitsen, og fra tid til anden bemærket den grundighed hver deling viser, har spørgsmålet rejst sig: Hvorfor er der ikke en stor hær af kristne soldater i Basel, der ekserserer for den forstående kamp der skal kæmpes i Europas forskellige lande, imod tradition, overtro og vildfarelse? Hvorfor skal dem som bereder sig for at kæmpe Fyrst Immanuels slag være langt mindre alvorlig, mindre udholdende, mindre grundig, i deres forberedelse for den åndelige krig? ret
(171) I årevis har Basel været en fremtrædende missionsstation blandt andre trossamfund. Her er en missionsskole, hvor unge mænd uddannes, og hvorfra nogle sendes ud til fremmede lande hvert år. I nærområdet er der også flere andre missionsuddannelsesinstutioner. Der var en af disse som bror Erzenberger fik sin uddannelse på, da sandheden først fandt ham. ret
(171) Vi kender ikke til noget bedre sted i Europa hvor vi kan uddanne arbejdere, end lige her i Basel. Det nye kontor giver personerne en fremragende mulighed for at lære forskellige arbejdsgrene, og vi vil se snesevis unge mænd og kvinder knyttet til kontoret, der ekseserer for Mesterens tjeneste. Vi tror at tiden er ganske nær, hvor en skole vil blive knyttet til arbejdet her, så at medarbejderne kan forberedes grundigere til at gå ud som missionærer, og også de af vore brødre som har børn, kan få et sted at sende dem, hvor de ikke er nød til at gå i skole om sabbaten. Vi er taknemmelige over at der nu gøres noget for at oplære unge mennesker til at gå ud som Kristi kors’ soldater, der fører krig imod sandhedens fjender. Men vi fortryder at dette forklejnes på grund af vore begrænsede midler. ret
(172) Guds folk er ikke halvt så vågne. Det er som om en sløvhed lammer deres sanser. Enhver af os må snart stå foran hele jordens Dommer, og svare for de gerninger der gøres legemligt. Alle har et regnskab at aflægge for det gode som de kunne have gjort, men ikke gør det, fordi de var så tæt knyttet til Gud, at de ikke kender hans vilje og forstår hans krav på dem. Hvis de penge som vore brødre årligt bruger på at tilfredsstille sig selv lægges i missionskassen, hvor der nu er en missionær på marken kunne der være et hundrede. Hvem vil aflægge regnskab for denne mangel af midler? Mange af vore amerikanske brødre har arbejdet ædelt og villigt for sandhedens fremme i Europa. Men der er dog stort arbejde at gøre. Mange som har givet gavnligt kunne gøre mere, og andre kunne nu komme frem og bære deres del af byrden. Nu er det på tide at huse og lande skal omdannes til missionsfonde. Mennesker skal uddannes og disciplineres. Vi er foruroliget over den smugle der skal gøres, skønt vi har et verdensomspændende budskab, og alle tings ende er nær. Kristus kommer snart i himlens skyer for at belønne enhver efter som hans gerninger har været. Hvem vil det da kunne siges til: ”I har gjort hvad I kunne”? ret