Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 17fra side172

tilbage

Den schweiziske konferense og de europæiske råd

(172)  En uge efter at vi kom til Basel begyndte den schweiziske konferense. Denne fortsatte fra 10.-14.september, og blev efterfulgt af det europæiske rådsmøde, som varede ind til den 28. Konferensen bestod generelt af vore schweiziske brødre, og af repræsentanter fra Tyskland, Frankrig, Italien og Rumænien. Der var henved to hundrede brødre og søstre samlet; og en mere intelligent, og velanset gruppe har sjældent kunne ses. ret

(172)  Da jeg så ud over denne forsamling af kære venner, så brændende og glad for sandheden, og så ivrig efter at gribe mere lys, blev mine tanker virkelig højtidelig. Jeg tænkte at disse mennesker blev stærkt hjulpet ved at blive bekendt med den nærværende sandhed. De har accepteret den under modstand og latterliggørelse, og ofte på bekostning af verdslig velstand. Hvor alvorlig bør de være for at hjælpe og opmuntre hinanden! De er medlemmer af Kristi legeme, og vi er hinandens medlemmer. Dagstjernen er stået op i deres hjerter; strålerne fra Retfærdighedens Sol har skinne i deres sind. Folk som har det så godt er faktisk lykkelige! ”Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” ret

(173)  Interesen for møderne voksede fra begyndelsen af. Forsamlingen var delt i tre dele, de der talte tysk, fransk og engelsk, hver gruppe sad i forskellige dele af salen. To tolke fulgte taleren. Hvis talen eller vidnesbyrdet blev givet på engelsk, blev det oversat til fransk og tysk. Hvis det blev givet på fransk, blev det oversat til tysk engelsk, og på fransk og engelsk, hvis det blev givet på tysk. Denne måde at tale på var ganske generende fra begyndelsen af; men dette fortog sig snart, og for mig har det vist sig langt mindre belastende end jeg regnede med. ret

(173)  Sabbat og søndag var dyrebare stunder. Herren velsignede mig særlig med at tale søndag eftermiddag. Ved prædiknens afslutning blev der sendt en indbydelse til alle, der ønskede at være kristne, og alle som følte at de ikke havde nogen levende forbindelse med Gud, at gå op foran, så vi kan forene vore bønner med deres for syndstilgivelse, og for nåde til at modsætte sig fristelse. Dette var en ny erfaring for mange, men de tøvede ikke. Det virkede som om at hele forsamlingen stod op, og det bedste de kunne gøre var at blive siddende, og søge Herren sammen. Her udviste hele forsamlingen deres beslutsomhed for at bortlægge synd, og gå alvorligt i gang med at opsøge Gud. Efter bøn, blev ethundredeogfemten vidnesbyrd frembåret. Mange af disse viste en ægte erfaring med Guds ting. ret

(173)  Ved slutningen af konferensen, var mange af vore schweiziske brødre nød til at vende hjem igen; men nogle blev der til Rådsmødets afslutning, selvom det fortsatte en uge længere end planlagt. Ved Rådsmødet var der medarbejdere fra England, Irland, Wales, Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien, og Rumænien. Udover de ordinære forretningsmøder hver dag, blev der afholdt to bibellæsninger, en klasse der hjælper kolportørere, og en klasse for dem der ønsker at lære engelsk. Der var også flere prædikant-møder, udover prædikener og regulære morgenmøder som bønnemøder. Jeg følte mig tilskyndet af Guds Ånd under møderne at indprente vigtigheden af at opelske kærlighed og enhed hos alle. Jeg prøvede fremvise det farlige ved at opbygge adskilte interesser mellem forskellige nationaliteter. ret

(173)  Hvis vi har sandheden, må arbejdet i disse landet udvides. Der må hele tiden åbnes op for nye marker, og kirken må udvide sine bestræbelser ved at indtage disse marker. Budskabet må gå ud, på trods af vanskelige tider. Vi må anstrenge os for i denne retning nu, medens englene holder de fire vinde. Snart er arbejdet fortid. Hvem ønsker ikke at få del i dette afsluttende værk? Alle kan gøre noget. De som ikke kan give sig selv, kan give af deres midler, og alle kan bede ikke kun for at Herren vil oprejse arbejdere, men for at pengekassen må forsynes med nødvendige fondsmidler til at udbrede arbejdet. Bed brødre, bed alvorligt, så nogle af deres hjerter som kun gør meget lidt, og nogle andre som næsten ikke har gjort noget, måtte åbnes op, og at de midler som Gud har betroet, måtte bruges til hans ære. Det arbejde der er begyndt svagt, må gennemføres til en herlig afslutning. Sandheden må gå ud til alle folkeslag, tungemål og folk, og dette hurtigt. ret

næste kapitel