(182) Jeg havde vanskeligt ved at tale til mødet fredag aften, for salen var kold og meget fugtig. I denne bygning var pudsen sat direkte på murværket, gav intet luft i værelset, og derved fik murens fugtighed lov at gå ud i rummet. Der blev ikke tændt op ikke for ild i salen før nogle få timer før vi blev forsamlet, og så tjente det kun til at få fugtigheden væk, og gøre atmosfæren fugtig. Der var en gennemtrængende kulde i luften, der fik én til at gyse i de varmeste pakninger. Jeg led store smerter i mine lunger, medens jeg talte, og i timerne derefter. ret
(182) Sabbats formiddag mærkede jeg stadig virkningerne af aftnens kulde. I to uger har jeg lidt meget i nogle tænder, som var blevet behandlet forkert af tandlægen, og den forkølelse jeg har fået har ikke kun påvirket mine lunger og hals, men har gjort min tandpine næsten uudholdelig. Jeg følte at jeg ikke kunne tale til folk; men min alvorlige bøn gik op til himlen for tiltrængt styrke. Jeg vovede mig igen hen til salen, og fandt den god opfyldt af interesserede tilhørere. Jeg talte ud fra Johannes 15,1-8, om emnet den Sande Vin. Jeg blev styrket og velsignet; jeg glemte næsten mine sygdomme i min interesse for de dyrebare sjæle. Den kære Frelser virkede meget nær, og Helligånden hvilede over forsamlingen. ret
(182) Prædiken blev efterfulgt af et socialt bedemøde, og bror Matteson oversatte. Mange gode vidnesbyrd blev frembåret. Nogle udtrykte deres taknemmelighed til Gud at han havde sendt søster White så langt fra, for at besøge dem. De havde læst hendes bøger og hendes artikler i deres blad, og havde således fået det dyrebareste lys og en stor velsignelse. Vidnesbyrdene som var blevet oversat til deres sprog havde åbnet Skrifterne for dem, og havde gjort sandheden så tydeligt, at de ikke modsætte sig den. De havde fået bragt en høj standard, som de kunne nå, og dette havde fået dem til at læse Bibelen, og ransage deres hjerter, og bede mere, og få større kærlighed for Jesus, og søge mere alvorligt at frelse sjæle. ret
(183) En bror sagde da han lyttede til prædikenen at det drog dem til renhedens nødvendighed og karakterperfektion, han følte at han ikke kunne blive frelst; at hans sag var håbløs. Men da det kom frem at helliggørelsen ikke er et øjebliksarbejde, men et livsværk, blev han opmuntret, og besluttede sig for dag for dag at han ville bede og våge, og ransage Skrifterne; han ville vinde sejr, få en daglig erfaring, indtil han bliver så stærk, og kan være til velsignelse for andre. Med mange tårer, udtrykte nogle deres taknemmelighed for den interesse amerikanske brødre havde for dem i dette fjerntliggende land. ret