Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 22fra side183

ren side - tilbage

Aftenmøder

(183)  Da det mødeværrelse vore folk havde var lille, og et stykke fra den centrale del af byen, mente man det var bedst at få en sal til vore søndags og aftensmøder, på en bedre lokalitet, og et egnet lejemål til en større tilhørskare. Det var vanskeligt i København, ligesom i alle Skandinaviens byer, at få passende plads til møderne. Salene blev mest brugt til dans, koncert og teaterunderholdning, og de lejes til en høj pris. Efter nogle anstrengelser fik brødrene ikke desto mindre en sal som de forsikrede os ville indfri kravene. Hvilken overraskelse var det ikke da vi tog til stedet for gudstjeneste, at finde det i bygningens nedre etager, i de øvre etager, hvor der var dansesale, og drikkesteder. Værelset var stort nok til at rumme to hundrede personer, men havde kun halvt så mange sæder. Det var ganske fugtigt, og den var nogle gange så høj at den kunne ses tydeligt på murene. En aften da jeg talte, samles nogle unge mænd fra drikkesalene oven for, halvt berusede, samles omkring vinduerne i vor hal, og dristede sig til at afbryde mødet med høj tale og latter. De stak endog deres hoveder gennem et åbent vindue, og råbte i værelset. Hvis det er nødvendigt at tale til disse steder, vil vi gøre det så venligt og muntert. Hvis der ikke var passende lokaler i denne rige og smukke by, hvor sandheden kan bringes frem for folk, må vi huske at der ikke var plads i herberget i Bethlehem til Jesu moder, og at verdens Frelser blev født i en krybbe. ret

(183)  Der var nogle i tilhørerskaren som virkede dybt interesserede, talentfulde personer hvis ansigter jeg genkendte, for de er blevet viet mig tidligere. Disse personer har været fornøjelseselskere, omgivet i mørke og vildfarelse, men Gud lod lysstrålerne skinne på dem fra hans verden. Herrens pile sårer hjertet, så den syndssyge sjæl måtte vendes til den store Læge. Jeg mærker en så intens interesse når jeg taler til disse sjæle, at jeg mister mine omgivelser af syne; jeg føler at nogle var på afgørelsens dag, og jeg længes efter at se dem tage deres fulde og afgørende sandpunkt på Kristi side. Frelseren havde købt dem for sit blod, og han havde givet dem dyrebare indflydelsesrige talenter, som de havde spildt og misbrugt, og givet til at tjene Herrens bitreste fjende med. Nu var der en mulighed for at de skifter ledere, og forener deres interesse med Kristi sande medarbejdere. ret

(183)  Idet jeg talte, mærkede jeg sjælenes fare; at nogle fra den tid af vil beslutte sig for at lyde sandheden, eller ville afvise korset, og fornægte nådens offergaver. Vi skal gøre vort arbejde med at så evangeliets frø, som om hver mulighed var vor sidste mulighed at frembringe Kristus og ham korsfæstet for de forsamlede; og vi bør tale til dem med en sådan ømhed og kærlighed, og dog klart og nøjagtigt, at selvom vi aldrig møder dem i gen, har vi gjort hele vor pligt. ret

(184)  Jeg talte fem gange i København. Selvom jeg var glad for at bringe sandheden til de få der kunne være i vore små mødelokaler, kunne jeg være glad for at ære min Mester, og frembære hans budskab til et større antal. Jeg er langt fra overbevist om at disse små og mørke sale var de bedste steder der kan fås, eller om budskabet i denne store by på trehundredeogtyve tusinde indbyggere kan gives i en kældersal som kun kan rumme to hundrede, og kun halvt så mange sæder, så at en større del af forsamlingen må stå. Når Gud sender vore brødre til hjælp, bør de anstrenge sig alvorligt, endog for nogle bekostninger, at bringe lys frem for folket. Dette budskab må gives til verden; men hvis vore brødre har brede idéer og planer, vil de ikke se så meget udrettet. Medens vi bør arbejde alvorligt for de fattigere klasser, skal vi ikke begrænse vort arbejde til dem, ej heller bør vore planer lægges så vi kun har denne klasse tilhørere. Der er brug for dygtige mennesker. Jo mere forstandige evner der tilføres arbejde, vil så længe talenterne indvies til Gud og helliggøres ved hans Ånd, des mere fuldkomment vil arbejdet være, og des højere vil de stå over for verden. Folk vil generelt afvise advarselsbudskabet; alligevel må der anstrenges for at bringe sandheden frem for position og uddannelse såvel de fattigere og analfabeter. ret

næste kapitel