(185) København virker som athenerne på Paulus’ tid. Jagten efter rigdom og fornøjelser optager folks opmærksomhed. Ateisme er populær. Spise og drikke, dans og giftemål, er samtaleemnet og det der tænkes på. Der er mange store og smukke kirker; men folk er ligesom nogle af atheenerne, tilbeder en ukendt Gud. Der mangler ingen teologidoktorere, og lærte forkyndere, men de kender ikke til bibelreligion. ret
(185) Folk ser op til lærerne i statskirken som en ubetvivlelig autoritet i religiøse sager. De viser sig på gaden i en lang gejstlig klædning der når ned til deres fødder, med en stiv pipe-krave af hvid linned, næsten en 22 cm bred, omkring halsen. Når de går forbi, tager mænd deres hatte af og bøjer sig for dem, og kvinderne nejer, med største ærbødighed i luften. Da jeg så dem, kunne jeg ikke kun tænke på Kristi ord, - og ordene gælder lige så meget disse præster som de gamle rabbiner, —“Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebuddene og de fornemste sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt »rabbi« af folk.” ret
(185) Det lader til at være vanskeligt at vække interesse for religiøse ting i disse store byer; og alligevel er der mange ærlige sjæle i dem, som gerne vil acceptere lyset og reflektere dets stråler til andre. København sender missionærer for at omvende hedninge i fjerntliggende lande, skønt der er store skarer i denne by, som virkelig ikke kender til Gud og hans ord. Der er brug for mennesker med Paulus’ ånd til at forkynde Kristus og ham korsfæstet. ret