(124) Torsdag formiddag, 17 september.
”Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed. Men huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den »visdom« kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt er. Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.” Jak. 3,13-18. ret
(124) Her lægges principperne for den naturlige resultat af kristen religion. Særlig de som er med til at proklamere det sidste højtidelige budskab for en døende verden, søger at opfylde dette skriftsted. Selvom de har forskellige temperamenter og tilbøjeligheder, vil de se alle den religiøse tros sager i øjnene. De vil sige de samme ting; de vil have dem samme dømmekraft; de vil være ét med Kristus Jesus. ret
(124) Vi er her I dag for at sammenligne idéer og lægge planer så at alt arbejde er i harmoni. Ingen bør føle at hans dømmekraft er fejlfri, så at hans idéer er over al kritik, og at han kan handle på egen måde, uanset andres meninger, som han er forbundet med i arbejdet. Når vi tror vi ved alt som er værd at vide, er vi i en position hvor Gud ikke kan bruge os. Den tredje engels budskab er ikke et snævert budskab. Det er verdensomspændende, og vi bør gå sammen, så vidt muligt, på en måde der præsenterer det for verden. ret
(124) Mennesker er fejlbarlige, men budskabet er ufejlbarligt. Med det bør alt være i harmoni; det er interessens midtpunkt, hvor alle hjerter bør gå sammen. Vi må komme frem til punkter som ikke har betydning, og forsøge at fastholde dem; men vi skal ikke få styrke ved at gøre dette. Budskabet er at berede et folk til at stå på den sidste store dag, og forenes i himlen der oppe. Ingen bør føle at det ikke er af særlig betydning om de er i forbund med deres brødre eller ikke; for de som ikke lærer at leve i harmoni her, vil aldrig forenes i himlen. ret
(124) “Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde”. Gud søger gennem sine profeter og apostle at gøre os fuldkomne; men hvis vi bliver fuldkomne mænd og kvinder i Kristus, må vi ”være ét i troen”. ret
(125) Nogle har en naturlig uafhængighed som får dem til at tænke højt om deres egen bedømmelse, frem for deres brødre. Gør de dette, sætter de sig selv der hvor de ikke kan få så megen forstand som Gud gerne vil have dem til at få. Historien om Guds værk førhen, viser at der er nogle der har en forståelse for en ting, og andre for noget andet. Det er hans plan at man skal rådføre sig med hinanden. I en skare af rådgivere er der sikkerhed. Der bør være harmoniske holdning og handlinger blandt medarbejdere. Læresætninger og planer bør sammenlignes med loven og vidnesbyrdet. Vi bør aldrig føle os for uafhængige af at lære af hinanden. Så længe det ikke er i overensstemmelse med Guds plan at det ene menneskes tankegang skal styre alle andre, er han ikke glad for at enkelte personer slår sig ud på et nyt spor, og bringer nye teorier der er uafhængige af gruppesamlingen. ret
(125) Som prædikanter, som Kristi kirke, skal der arbejdes i harmoni blandt jer selv, og være et i hjerte, et i forståelse. Hvis I ikke alle kan se på samme måde på alt, så lad ikke jeres følelser oprøre. Da vor sag ikke var så gammel, hvis der var nogen som ikke spå sandhedspunkterne sådan som samfundet gjorde det, blev der holdt en dag i faste og bøn. Så prøvede vi ikke at se hvor langt væk vi kunne komme; men vi bad og ransagede skrifterne, indtil sandhedens lys oplyste de formørkede tankesind, og alle kunne se øje for øje. ret
(125) Sandheden er en enhed, så kraftfuld at vore fjender ikke kan bestride den. Således prøver de at opildne til jalousi, og skabe uoverensstemmelse blandt brødre, så de kan ledes til at adskille deres kærlighed fra Gud og fra hinanden. I enighed er der styrke. I Luthers tid blev det betragtet som en stor ulykke når der rejste sig forskelle mellem troende, fordi det styrkede deres fjenders modstand. Der var en tid hvor reformationen førte alt for sig, og hvis lederne var gået sammen, ville det, gennem Gud, være en endnu mægtigere agent for at nedrive Satans fæstninger; men stridighederne rejste sig blandt dem, og sandhedens fjender glædede sig stort. ret
(125) Alligevel vil Satan komme ind blandt os, og så uenighed hvis han kan. Hvordan skal vi modstå ham? Når enhver opelsker kærlighed og overbærenhed i sit eget hjerte mod sine brødre. Hvis du ser at nogen af dine brødre fejler, så ven dig ikke fra ham: og sig ham imod, men se hvor meget godt du kan gøre ham ved at behandle ham ømt. I stedet for at oprøre selviske følelser, og prøve at bevare den personlige værdighed, så drop selvet ud af syne. Jesus omfavner den faldne race med sine lange menneskearm, og prøver at forbinde dem med den ubegrænsede trone. Dette er det arbejde som du skal involvere dig i. Skuf ikke Jesus med jeres uenigheder. ret
(125) Selvom du mener du har ret, skal du ikke mase dine personlige ideer frem til fronten, så at de skaber uenighed. Tag ikke det standpunkt at du ikke kan fejle. Alle er tilbøjelige til at begå fejl; alle behøver deres øjensalve med den øjensalve det Sanddru Vidne omtaler, så de kan se sig selv som de er i Guds øjne. ret
(125) Her er to brødre der arbejder sammen. Vil disse brødre, hvis Kristi ånd regerer i deres hjerter være i krig mod hinanden? Vil de gemme på misundelse, onde tanker, og hårde følelser imod hinanden? Umuligt. Ingen vil have ophøjede tanker om sig selv, medens han undervurderer sin bror. Enhver vil værdsætte andre højere end ham selv. ”En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.” Den kærlighed der tales her om er ikke denne sentimentalisme, så at en lav orden af kærlighed, som tiltrækker hengivenheden fra Kristus og sætter dem over hinanden. Den kærlighed der beskrives her er ren, den rejser sig fra den hengivenhed der centrerer sig om Jesus, sætter ham først, og sidst, og bedst i alt. ret
(126) Brødre, det er jeres privilegium at tage de legitimationerne med, at I tilhører Kristi, kærlighed, glæde og fred. Vi i søge alvorligt at få denne himmelske kærlighedsplante rodfæstet i jeres hjerter, at vil I passe ømt på den, så den ikke visner eller dør? Lad Kristus komme til syne. Værn ikke om en selvstændighedsånd som får jer til at føle at, når jeres brødre ikke er enige med jer, så har de uret. Jeres brødres meninger er ligeså dyrebare for dem som jeres er for jer. Kristus i jer vil forene jer til Kristus i dem, der vil være en liflig enighed. ret
(126) Jesus er parat til at gøre store ting for os når vi lægger os selv, et levende og fortærende offer på alteret. ”En mand gør jeg sjældnere end guld og et menneske end ofirs guld.” Hvordan? Ved Kristi ånd. Det er gennem Kristi uendelige offer at denne høje rang kan sættes på mennesker. Når vi har hans ånd på vore hjerter, skal vi være af ét sind i ham. Så skal vi ikke prøve at dække over vore karaktermangler; men vi skal kæmpe alvorligt for at overvinde dem. Vore øjne vil være fæstnet på Jesus, og vi skal lære fra ham at dvæle i kærlighed og harmoni med hinanden her, og skal til sidst få lov at dvæle med Kristus og engle og alle genløste gennem evighedens uendelige tider. ret