(191) Sverige er et skrøbeligt og tilsyneladende uvæsentligt land, i sammenligning med nogle af sine kraftfulde naboer; men dens historie er ikke uden spændende begivenheder. Det var fra Sverige at Tyskland blev udfriet fra sin frygtelige kamp mod pavedømmets hære i under trediveårs krigen. Kejserens styrker fejede over Tysklands protestantiske stater, til Østersøens kyster, og så over dets vande til en sejr som ville brede pavemagen over til nordens lande. Kristendommens religion og frihed blev på det punkt trådt ned. Fordærvelsesarbejde har i årevis været i gang. Andre nationer så på, men løftede ikke hænderne for at lægge sig imellem. Endog England stod på afstand. Og i Tyskland selv havde nogle af de protestantiske fyrster mistet reformationens ånd så meget at de kun gjorde sig med appeller og protester, og lånte ikke deres brødre hjælp, til at kæmpe imod en så frygtelig overmagt. ret
(192) Så var det at Gustavus II., lille Sveriges konge, kom for at udfri de fortrykte nationer. Det var en hård opgave som de havde påtaget sig. Med små midler og en lille hær, måtte han bekrige en fjende som besat uanelige ressourcer og utallige styrker. Men troen at Gud, hvis sag han påtog sig, ville støtte ham, fik ham til at gå frem og blive en protestantismens forsvarer. ret
(193) “Som en døende mand bragte han sit hus I orden,” og bad om et højtideligt farvel til staterne, som han aldrig skulle se igen. Med sin lille styrke kom han til Tysklands kyster den 25. juni 1630, præcis et hundrede år fra den dag hvor Augsburg var blevet aflagt til Charles V. Kejser Ferdinand hørte hånlig ligegyldigdigt om Gustavus ankomst. Vins stolte hofmænd ”så i statens almanak for at se hvor den lille gotiske konges land lå.” Selv de protestantiske fyrster kunne ikke se deres befrielse i så ydmyge klæder. De håbede på assistance fra en mægtig nation, men hvordan kunne et småligt rige som Sverige hjælpe dem? Men Herren udfrier hverken ved få eller ved mange. Ferdinands hære kunne ikke modstå Gustavus angreb. Sejr efter sejr fulgte de protestantiske hære. Under succesens højeste tidevandsbølge faldt Gustavus; men hans folk fortsatte, i tro mod det fortsæt hans blod blev udgydt for, og fortsatte kampen indtil freden var vundet, og befriede hele Nordeuropa fra det papistiske åg. ret
(193) I det gamle Riddarholms kirke i Stockholm ligger Gustavus lig begravet. Denne inskription står nær hans hvilested: ”Han påtog sig vanskelige ting; han elskede fromhed; han besejrede sine fjender, udvidede sit rige, ophøjede svenskerne, og befriede de fortrykte; og han sejrede i døden.” ret