(198) Vi besøgte en lutheransk kirke, en gammel bygning som tilsyneladende havde stået uændret i hundredvis år. Den var bygget af bjælker, væggene såvel som taget var dækket af firkantede tækkespån, og malet i mørkerødt. Dørene er lave. Indersiden af bygning er hvælvet og med loft over. Det virkede som en fængsel; vi kunne mærke en særlig underjordisk kulde, og de tætstående kirkebænke, med deres smalle sæder og høje og lige bagsider, antydede tortur. Det sted hvor talerstolen står i vore kirker, var et alter, men ikke ophøjet over gulvet. Det var omgivet på afstand af et cirkulært rækværk, uden for, og uden for dette var et lavt sæde som nadverdeltagerne kunne knæle på, når de tog de hellige oblater. Til højre for alteret, befæstet til en fremstående søjle, var en lille kasselignende prædikeskol, der bestiges af trapper. Et timeglas gav stedet et endnu mere antikt udseende. Præstens studierum bagud var oplyst af små tilgitrede vinduer. Det indeholdt et bort og stol, og to små skrin med bøger, og var i overensstemmelse med resten af bygningen. Jeg kunne ikke se et mere sørgeligt sted. Denne gamle bygning lod til at være et levn fra den Mørke Tidsalder, som om præst og folk havde sovet i hundredvis af år. Jeg kunne blot tro at dette passede til kirkens tilstand. ret
(198) Præsterne nød at drikke øl og ryge, og klynge sig lige så ivrigt til gamle former og skikke, som de skriftlærte og farisæerne havde det med deres forhold til reformer. De er den klasse Kristus fordømte, som dem der har nøglen til kundskab, som de ikke selv vil indtage, og dem som de forhindrer. De er så bange for at noget skal indføres, som vil vende folk væk fra deres bekendelse og dogmer, og føre midlerne over i andre kanaler, så de ikke sparer på at vække fordomme, og ty til lovbud og trusler der forhindrer deres medlemmer i at høre bibelforkyndelsen. Der ser mistænkeligt på alle som ikke understøtter deres kirke fuldt ud, og erklærer dem for kættere som underviser folk i bibelsandhed. Når de udstilles som arbejdende imod kirkens interesser, oprører de autoriteterne imod sig. De påberåber sig lutheranernes nav, og peger tilbage til Luther, til hans arbejde og hans vidnesbyrd, men de værner ikke om hans ånd. De prøver ikke deres lære med Bibelen, sådan som Luther gjorde, men med deres trosbekendelse, deres kirkes skikke og Fædrenes praksis. Deres såkaldte Lutherisme er lidt bedre end Katolicisme med Luthernavnet på sig. ret
(199) Et trossamfunds moralske ståsted er afhængig af bibelkendskabens udbredelse og sand religions vækst. Hvor de religiøse lærer forhindrer folk i at få lys fra Skrifterne, kan vantro, skeptisme og hedenskab ikke andet end få overhånd. Og med de eksempler som disse pastorer giver, som prøver at hjælpe sig selv og ikke deres hjord, er det ikke underligt at folk bliver selvforherligende, fornøjelseselskere og sensuelle. Men Herren vil få sandhedens lys til at skinne ud i det moralske mørke; og de som modtager sandheden bør være omhyggelige med at fremstille dens helliggørende kraft i deres liv og karakter korrekt, og vise modsætningen mellem sandhedens indflydelse og vildfarelsens indflydelse. ret