Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 38fra side199

tilbage

Örebro

(199)  På vej til Kristiania, tilbragte vi to dage i Örebro, hvor der er en lille gruppe sabbatsholdere. Dette sted ligger i den centrale del af Sverige, midt i en frugtbar dal, hvor de blå bjerge er synlige langt mod vest. Den har henved tolv tusinde indbyggere, og et af de ældste byer i Sverige, har sandsynligvis været en by i tusinde år. ret

(200)  Vi kom til Örebro i stærk regn, og da der ikke var nogen kørevogne ved stationen,var vi nød tila t gå mere end en halv mil til søster Jakobsens hus i regn. Jeg var blevet dårlig, kunne spise nok mad for at få kræfter, og dette påvirkede mit hjerte, skabte en stærk smerte der foruroligede mig. Men der var en aftale om at jeg skulle tale den aften, og da vennerne fik samlet en gruppe, der kunne tage os til mødestedet, kunne jeg holde aftalen. ret

(200)  Vi blev meget skuffede over at se hvor lidt der var arrangeret for at bringe sandheden ud til folk i denne store by. Mødesalen bestod af møblerede værelser på anden sal i en privat bolig. Ligesom i mange private huse i Sverige, var indgangen på bygningens bagside. Det største værelse kunne rumme omkring halvtreds personer, og to mindre værelser, der stødte ud til dette, kunne have tyve sidepladser hver. Alle var udstyret med brede bænke, uden ryglæn. Vi havde to aftenmøder. Først talte jeg ud fra ordene »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« - og dernest over beredelsesarbejdet at møde vor frelser, min tekst var »Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.« Lokalerne var fyldt til det yderste. Herren hjalp mig med at tale, og der blev nået hjerter, vidste jeg med begyndende tårer, og så interessen i mange ansigter. Jeg vil nøje gøre mit for at bringe lyset frem for folk. Hvis mine brødre forsømmer deres pligt, vil det være deres ansvar, ikke mit. ret

(200)  I Örebro, såvel som i København, blev jeg overbevist om at vi kunne have en god lytterskare hvis vore brødre havde fået en passende hal, der kunne rumme folk. Men de forventede ikke så meget, og tog derfor ikke imod så meget. Vi kan ikke forvente at folk kommer for at høre upopulær sandhed, når møderne annonceres til afholdelse i kælder, eller i en lille sal, hvor der kun er plads til et hundrede personer. Karakteren og vigtigheden af vort arbejde bedømmes af det er gøres for få det frem for offentligheden. Gøres der kun noget i begrænset omfang, får man indtryk af at det budskab vi giver, ikke er bemærkelsesværdigt. Således kan vore medarbejdere nogle gange gøre arbejdet vanskeligt for sig selv, på grund af manglende tro. ret

(200)  Medens vi var her, fik jeg præsenteret sagen i en drøm. En af vore arbejdere stillede spørgsmålet: ”Hvor langt vil et lys sende sine stråler ud, hvis det sættes under en skæppe?” ”Ikke længere end skæppens omkreds,” var svaret. ”Hvor langt vil det skinne hvis det sættes under en seng?” ”Det vil ikke oplyse lokalet,” svaret han det var rettet til; ”det vil være for lavt og for afsides.” Så sagde spørgeren: ”Sæt da jeres lys på en lysestage, og det vil lyse for alle som er i huset. Jeres tanker må udvides og ophøjes. Folk har mistet en mulighed for at få det lys Gud ønsker at de skal have.” Når Herren sender sit folk til hjælp, vil de vise at de værdsætter den. De som står ved arbejdets hjerte i disse lande, bør være omhyggelige med at de ikke giver det for smal en form. Når de håndterer værket, så vil folk få et indtryk af dem, som fører det frem under deres fravær. Brødre vi behøver mindre af selvet og mere af Jesus. Vi bør gribe ethvert Gudsgivet privilegium og anledning, og vise det advarselsbudskabs betydning og vigtighed ved eksempel såvel som ord, som Gud sender til verden. ret

næste kapitel