(203) I Sverige, såvel som i andre lande, kom den bitreste modstand mod reformation fra præsteskabet. Eftersom reformatorerne vandt terræn, og protestantismen blev til statsreligion, blev de mere intolerant og undertrykkende. Sveriges præster besad stor indflydelse, selvom de havde begrænset myndighed. Der var et kirkeråd i enhver by, som har magt til at frobyde al forkyndelse, som betragtes som farlig for statskirken, eller som vi skabe splid i den. I dette råd er præsten medlem; men selvom han kan ønske at gennemføre loven, kan har ikke gøre noget hvis andre medlemmer i rådet er imod. Nu er loven meget upopulær, og gennemføres ikke så ofte. Der er en stærk offentlig holdning for tale- og samvittighedsfrihed, men som vi har set, er det luteranske præsteskab nidkær mod al indflydelse som svækker deres greb på folk, og intolerancens og forfølgelsens ånd er ikke væk. ret
(203) Forfølgelsen af det første budskab i Sverige oprørte megen modstand, og deres erfaring som tog del i den bevægelse er yderst interessant. Budskabet kom til dette land fra England. Det begyndte sin proklamationer i Örebros provins i år 1843, af flere lægfolk, kaldet ”råbere.” Det forkyndte med stor alvor at Guds domstime var kommet, og der blev vækket en udbredt interesse blandt folk. I efteråret samme år, blev to unge mænd bevæget til at give advarslen. Folk blev forsamlet i store skarer for at lytte til deres forkyndelse, og møderne fortsatte både dag og nat, nogle gange i private huse, og nogle gange i skovene. Mange blev vækket op af deres ubekymrede sikkerhed, og ledes til at bekende deres synder og søge barmhjertighed og tilgivelse i Jesu navn. Men jo større interesse, des større modstand og forfølgelse. Der var nogle som erklærede prædikanterne for vanvittige, eller arbejder under nogle besynderlige sygdomme. Præsten fra statskirken gjorde flere forsøg på at stoppe forkyndelsen, og få folk til at sove igen; men uden at det lykkes. Til sidst blev politiet beordret til at arrestere dem, og de søgte efter dem i skovene i seks uger, men forgæves. ret
(204) Gennem præstens bestræbelse, blev de til sidst arresteret og sat i fængsel. På grund af dette kommer en af de unge mænd med en beretning, som følger: ”Til sidst stævnede præsten os at komme til ham. Som svar på denne stævning begav fyrre af os, mest unge mænd og kvinder os til hans hus. Efter nogle spørgsmål, mærkede han efter om vi var påvirket af sygdom. Vi forvissede ham at vi var sunde nok. Så blev han vred, og afkrævede en begrundelse for vor optræden. Dette gav vi ham fra Bibelen. Da vi var færdig med at vise vor tro, bemærkede vi at næsen alle tilstedeværende græd. Alle, undtagen min ledsager og jeg selv, fik lov at gå hjem igen. Den næste morgen blev vi arresteret af politiet, og kastet i fængsel i Örebro, hvor vi sat i celle blandt tyvene. ret
(204) “Da vi blev bragt frem for inspektøren for at blive undersøgt, ville han vide med hvilken myndighed var blev sendt for at prædike. Vi henviste til Joel 2 og Åbenbaringen 14,6-8, og fortalte ham derudover at Guds Ånd kom over os med en sådan kraft, at vi ikke kunne modstå dette. Efter flere spørgsmål sagde han vredt: ”Jeg vil kurrere jer for jeres tåbelighed.” Så piskede han os til han ikke havde kræfter mere, og kastede pisken hen til hans private sekretær, og beordrede ham til at fortsætte piskene. Efter at blevet straffet hårdt på den måde, blev vi sendt tilbage til vor celle. Den samme behandling blev gentaget næste dag. Inspektøren sagde til sidste: ”Hvis I ikke holder op med at forkynde, vil jeg lukke jer inde hvor hverken sol eller måne nogen sinde kan skinne på jer.” ret
(204) “Næste dag blev vi taget til hospitalet for at blive undersøgt af lægerne. To læger, to prædikanter og en kammerherre var til stede. Vi blev bedt om at bevidne om vor tro, og vi imødekom dette spørgsmål. Da vi talte, forlod kammerherren lokalet, med tårer ned af øjnene. Prædikanterne og en af lægerne trak sig snart efter uden et ord. Tilbage var lægen som kaldte sin tjener ind, og bad ham at barbere vore hoveder, men efterlade noget hår på det der dannede et kors. Da det var sket, blev vi næste dag taget til et sindssygehospital. ret
(204) “Her blev vi sat i et lokale hvor tidligere beboere havde efterladt det i en snavset tilstand at det ikke kun var usundt men uanstændigt. Om morgnen blev vi ført til et forværelse og udsat for kraftig strøm af koldt vand. Vi prøvede at beskytte vore hoveder, ved at dække dem med vore hænder; men ligeså snart vi løfte vore hænder i dette, slog vore ledsagere os på hovedet. Til sidst faldt min kammerat til gulvet af besvimelse, og da han faldt, slog hans krykke [han var lam] mig på siden med en sådan kraft at jeg også faldt, fuldstændigt udmattet. Vi lå i vandet indtil vi fik styrke, da samme behandling blev gentaget. Da dette skete, blev vi gen taget frem til doktoren, som bemærkede at vi rystede af kulde og udmattelse og sagde: ”jeg vil snart varme jer op.” Han lavede et stort bundt kæppe, og slog os med dem til han ikke kunne længere. ret
(205) “Den anden dag efter dette, kom vi ud af rettergangen, og fik at vide at vi ville blive pisket indtil vi var tvunget til at sværge. Efter at have rådført sig med hinanden gentog vi forbandelserne der står nævnt i 5. Mos 28,15-20, som Gud sagde imod dem som ikke ville adlyde hans røst. Den forstående vagtmand bragte dette frem til inspektøren, at vi havde opfyldt formaningen, og vi blev sat fri.” ret
(205) De fik lov at vende hjem, men den hårde behandling de havde fået pådrog de begge svære sygdomme, som det i en tid frygtes at ville være fatale. Begge kom sig dog, og forkyndte efterfølgende med større kraft end før. Hundredvis folk kom til deres møder, og naboskabet blev oprørt milevidt omkring. Mange forhærde og onde personer blev ledt til at søge Gud, og skjulte synder og forbrydelser blev bekendt. ret
(205) Der blev igen arbejdet på at arrestere dem; men personer som sympatiserede med dem appellerede til kongen for dem, og fik en ordre at de ikke skulle forulempes. Fra den tid fortsatte deres arbejdet uforstyrret. Omkring midten af år 1844, forlod den kraft dem som de ellers havde. De sandheder som de bragt, viste sig som klare og overbevisende som altid; men advarslen var givet, Guds Ånds særlige manifastation som var blevet tildelt dem til at fremhjælpe proklameringen, den ophørte. ret