(205) Præsteskabets magt var opildnet mange steder til at forhindre forkyndelsen af adventsandheden, fandt Herren det rigtigt at sende budskabet gennem små børn. Da de var under den alder hvor statens lov ikke kunne betvinge dem, og de fik lov at tale frit og uforulempet. Således kom advarslen om den snarlig kommende dom ud til folk. Dette fortsatte i omkring ni måneder. Derefter erklærede myndighederne at den indflydelse børnene var under var sygdom, og nogle af dem blev taget til hospitaler; men deres munde blev ikke stoppet; for de forkyndte ligeså længe som Gud valgte at bruge dem som vidner. ret
(205) Bevægelsen begyndte i efteråret 1842, og fortsatte igennem vinteren 1843. Et øjnvidne der fortæller om hvad der udrettet gennem disse børn, siger: ”Vejret var lykkeligvis meget godt den vinter. Der var lidt sne, men marsk, søer og floder var frosset så at de kunne bruges som hovedveje, og folk kom i massevis til steder, hvor disse børneprædikanter var, som for det meste var fra fattige husmadssteder. En lille pige begyndte at prædike kun nogle få mil fra der hvor jeg boede, og da nyhederne om den forunderlige bevægelse blev udråbt, gik jeg i tro med min hustru for at selv se og høre hende. Da vi kom til husmandsstedet, var det fyldt med folk. Barnet, som var seks eller otte år gammelt, bevægede sig blandt dem, og de stillede hende spørgsmål, som besvaret som de sædvanligvis gør. Folk samles sig, indtil huset var omgivet af rigtig mange. Da de sidste kom, forandredes hendes optræden helt, både i frimodighed og bevægelser, viste klart at han var bevæget af en usynlig kraft, og ikke ved hendes egne naturlige gaver. Da hun begyndte at tale, forandrede hendes stemme sig også. Hun sagde: ”Frygt Gud, og giv ham ære; for hans domstime er kommet.” Hun dadlede synder, som at drikke, sjæle, ægteskabsbrud, svære, og bagtale, og irettesatte også kirkegængere for at gå i kirke med verdslig forretning for øje, i stedet for at lytte til Guds ord og tilpasse deres liv efter det. Hendes stemme og ord gav indtryk. Mange græd og sukkede. De fik at vide at tiden var kommet til at angre, men de må gøre det straks, og ikke fralægge det. ret
(206) “Vi gik med slåede og skælvende hjerter. Jeg følte at jeg måtte tage min Bibel, som jeg mente at have studeret nøje, og søge den endnu dybere. Jeg kunne knapt nok arbejde efterfølgende uge. Mine tanker kredsede hele tiden om Guds ord, og de skarpe irettesættelser og formaninger jeg havde hørt fra det lille barn, som sandsynligvis ikke en gang havde lært at læse. ret
(206) “Et stort vækkelsesarbejde begyndte blandt folk. Mange drankere blev ædruelige mænd; tyve gav stjålne ejendomme tilbage, og bekendte deres synder; der blev spurgt om tilgivelse for det der var gjort forkert. Et arbejde var blevet udrettet som ingen lært og talentfuld prædikant kan udrette.” ret
(206) “En pige som bor i Ljung Parish fortsatte også med at prædike lige så længe som den første engels budskab blev proklameret. Da dette ophørte, blev hun besjælet med en bønnens ånd, og gik ofte ud i skovene og andre afsides steder, og disse alvorlig mennesker hjemsøgte Herren for at få nåde over menneskehedens faldne slægt. Hun var meget stille og tilbageholdne, og viste at hun elskede Frelseren ved sin kristne vandring og omgang, og prøvede at leve i lydighed mod Guds hellige forlangender. ret
(206) For flere år siden, blev det første budskabs værk præsenteret for mig, og jeg fik vist lignende forhold, som dem der fortælles ovenfor. Det var Guds vilje at nyhederne om Grelserens komme skulle gives i Sverige, og når hans tjeneres stemmer blev fortiet, lægger han sin Ånd over børnene, så arbejdet må udrettes. Da Jesus nærmede sig Jerusalem, ledsaget af glade skarer, som bebudede Davids Søns komme med sejrsråb og svejende palmegrene, opfordrede de skinsyge farisæere ham at lade dem tie; men Jesus svarede at alt dette var opfyldelsen af profetien, og hvis disse skulle tie ville stenene råbe. Folket der blev skræmt af præsternes og herskernes trusler, ophørte deres glædelige proklamation, idet de indtog Jerusalems porte; men børnene i tempelgården tog derefter refrainet op og råbte, idet de svejede med grenene: »Hosianna Davids søn!« Da blev farisæerne hårdt utilfredse og sagde til ham: »Hører du ikke, hvad de siger?« Jesus svarede: »Jo, men har I aldrig læst de ord: »Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?« Idet Gud arbejde gennem børn på Kristi tid, ligeså arbejder han gennem dem, ved at give det første budskab. Guds ord må opfyldes, så at proklamationen om Kristi nære komme gives til alle folk, tungemål og folkeslag. ret
(206) Gud taler til folk og til byer, sender dem barmhjertighedsbudskaber, som vil redde dem fra store ulykker, hvis de accepteres. Hvis de vil ledes ved hans stemme, vil han være deres beskytter, deres ydervagt og deres bagvagt. Men ligesom jøderne kendte de ikke deres hjemsøgelsestid. Med deres stolte hjerter nægtede de hans ledelse, og overlades til at vandre efter deres egne råd, og høste det som de selv har sået, ligesom Guds gamle folk. ret