(211) Sabbaten, såvel som alle aftener i ugen, blev brugt særligt til møder med Kristiania-menigheden. Da missionsmarkerne i dette nye land lige var åbnet op for mig, fik jeg vist at nogle ting i alle missions forgreninger behøver en anderledes form; der var brug for at højne standarden i denne menighed, før en korrekt og frelsende indflydelse kan nå ud til andre steder. Der er dyrebare talenter i menigheden i Kristiania, men Gud kan ikke bruge disse brødre før de er omvendte. Der er nogle som havde evner til at hjælpe i menigheden, som først behøver at bringe deres egne hjerter i orden. Nogle havde indført falske kriterier, og havde gjort deres egne ideer og forestillinger til et kriterium, gjort meget ud af ubetydningfulde sager i kriterier for kristent fællesskab, og bundet tunge byrder på andre. Således er der komme en kritik og kværulerende og splid ind, som har været til stor skade for kirken. Og de ikke-troende fik indtrykket af at Sabbatsholdende adventister var fanatikere og ekstremister, og viste ved deres særlige tro at de var uvenlige, uhøflige og virkelig ukristne i karakter. Således forhindrede nogle få ekstremister sandhedens indflydelse i at nå folk. ret
(211) Nogle gør klædespørgsmålet til det mest betydningsfulde, kritiserer klæder som andre bærer, og står parat til at fordømme enhver som ikke præcis imødekomme deres idéer. Nogle få fordømte billeder, ansporer at de er blevet forbudt af det andet bud, og at alt af den slags burde ødelægges. ret
(212) Disse ensporede mænd kan ikke se andet end at presse det ned som de har i deres tanker. For flere år siden måtte vi mødes med denne samme ånd og dette arbejde. Mænd der stod op og hævdede at være sendt med et budskab der er fordømmende, og hævder at alt andet skal kasseres. De gik så langt at endog fordømme strømpemønstre med figurer og billeder på sig. Nu læste vi om en god samvittighed i bibelen; og der var ikke kun gode men også dårlig samvittighed. Der er en god samvittighed som vil føre alt ud til yderligheder, og gøre kristne pligter ligeså byrdefulde som jøderne gjorde sabbatsoverholdelsen. Den dadel som Jesus gav de skriftkloge og farisæerne gælder ligeså vel denne klasse: ”I giver tiende af mynte og rude og alle slags grønsager, men ret og kærlighed til Gud går I let hen over.” En fanatisker, som, med sin stærke ånd og radikale tanker, vil undertrykke deres samvittighed som ønsker at være på rette vej, gøre stor skade. Kirken behøver at blive renset for alle disse påvirkninger. ret
(212) Det andet bud forbyder afbillede-tilbedelse; men Gud har selv brugt billeder og symboler til at vise lektier, for sine profeter, som han vil have at de skal give folk, og som derved bedre kunne forstås hvis han giver dem på en anden måde. Han appellerer til den forståelse gennem øjnenes sanser. Profetisk historie blev vist til Daniel og Johannes i symboler, og dette skal vises tydeligt på borde, at han der læser må forstå. ret
(212) Det er rigtigt at der I det hele taget bruges for mange penge på billeder; ikke så få midler går til kunstneren, som burde betales til Guds kasse. Men det onde som menigheden vil ende i, og kommer fra denne ekstremistiske kurs, er langt større end det som de prøver at rette op på. Det er nogle gange vanskeligt at sige præcis hvor grænsen går, hvor det bliver en synd at lave billeder. Men de som elsker Gud og ønsker holde hans bud af hele deres hjerte, vil blive ledt af ham. Gud vil ikke have at de skal være afhængige af nogen er samvittighed for dem. Han som accepterer ideer og indtryk fra uafbalancerede mennesker, vil blive forvirret og vildført. Det er Satans mål at bortlede opmærksomheden fra den tredje engels budskab til underordnede spørgsmål, så menneskers sind og hjerter, som skulle vokse i nåde og sandhedens kundskab, bliver forklejnet og svækket, så at Gud ikke forherliges ved dem. ret
(212) Nogle få i Kristiania er gået så langt som at brænde de billeder de har, endog ødelægge portrætter af deres venner. Selvom vi ikke forstår disse fanatiske bevægelser, så råder vi til at dem, som har brændt deres billeder ikke at bekoste noget for at erstatte dem. Hvis de har handlet samvittighedsfuldt, bør de være tilfreds med at lade det ligge hvor det var. Men de bør ikke forlange at andre gøre som de har gjort. De må ikke driste sig til at være samvittighed for deres brødre og søstre. ret
(212) Der er nogle som forestiller sig at det er deres pligt at være menighedens alternative mænd. Det passer deres naturlige følelser at søge pletter og fejl hos andre; de der ihærdigt på lur for noget at dadle, og de får smallere og snævre idéer, indtil de er klar til at få nogen til at bryde et ord. Ved sabbatsmøderne, hvor alle hver især skal være med at tilbede Gud, får en anklagende ånd lov at komme ind, og den ene frembærer et vidnesbyrd imod hinanden. Denne ånd er helt imod Kristus, og fører til splid og kværulering. Gud accepterer ikke en sådan tilbedelse mere end han accepterede Kains offer. Der er ikke noget der forhindrer væksten i nåden mere end denne tilbøjelighed til at kritisere og fordømme andre. I vor erfaring har vi set denne anklagende ånd gradvist komme ind i menighedsmedlemmernes hjerter før den næsten har gennemsyret hele menigheden, og resultatet var at den lille virkelige gudsfrygt eller Kristi ånd forblev der. ret
(213) Tilbøjeligheden til splid, som er så vidtfavnende, er Gud til mishag. Hvis de der hengiver sig i uvenlig kritik eller tom snak erkendte at en Guds engel skriver deres ord ned, og at alt vil stå frem imod dem på dommen, vil de være meget mere forsigtige med, hvad der kommer ind i den optegnelsesbog. Hvordan vil ham der kværulerer til stadighed vise sig for de himmelske budbringere som sendes ned for at tjene Guds folk. Om alles øjne måtte åbnes, så de ser hellige engle vandre blandt dem. De vil visselig blive bevogtet; i stedet for at dømme deres brødre og søstre, og tale om deres svaghed, vil de søge Gud af hele hjertet. ret
(213) Da Kristus udpegede Peter til hans arbejde, vendte apostlen sig til en meddiscipel og spurgte: »Herre, hvordan skal det gå ham?« Jesus irettesatte ham venligt og sagde: »Hvad angår det så dig? Følg du mig!« Her er vort arbejde, - at se på Jesus, og efterligne hans karakter; og vi vil selv være meget ivrige, så vi ikke undlader at løfte den guddommelige standard. Jeg husker da vi ventede på Frelserens komme i 1844, hvor stor iver enhver havde for vide hvad der af hjertet var rigtigt over for Gud. Når vi samles, vil spørgsmålet stilles til hinanden: ”Brødre, har I set noget i mig som ikke er rigtigt? Jeg ved at vi ofte er blende i vore egne fejl, og hvis I har set noget forkert i mig, ønsker jeg at I siger det til mig.” Nogle gange vil fejlene blive peget ud, og vi vil alle bøje os for Gud og søge tilgivelse. Hvis der eksisterede strid eller fremmedgørelse, føler vi at vi ikke kan skilles før alle er i harmoni. Nogle gange ses brødre, som har vanskeligheder, gå bort sammen til et afsiddes sted for at bede til Gud, og de vil vende tilbage med deres hjerter knyttet i kærlighed. Fredens liflige ånd var i vore forsamlinger, og Guds herlighed var omkring os. De troendes ansigter skinnede af himlens lys. ret
(213) På denne store forsoningsdag for vort arbejde ydmyger enhver sjæl sig for Gud med hjerteransagelse, selvfornedrelse, og syndsbekendelse, og søger tilgivelse på vegne af sig selv. Førhen blev enhver sjæl, som ikke hjemsøgte sig på forsoningsdagen, afskåret fra folket. Gud vil have at vi arbejder på vor egen frelse med frygt og bæven. Hvis enhver vil søge og se hvilke synder skjuler sig i hans eget hjerte, der lukker Jesus ud, vil han få et arbejde at gøre, så han er rede til at værdsætte andre højere end sig selv. Han vil ikke længere forsøge at tage splinten ud af sin broders øjne, medens han har en bjælke i sit eget øje. ret
(213) Lad ingen kristne være brødrenes anklager. Satan er ham der bærer den titel; han anklager dem over for Gud dag og nat, han oprører vor tros fjender til at anklage os, og han tilskynder dem af lignende tro til at kritisere og fordømme hinanden. Vi skal ikke tage del I hans arbejde. Dette er trængselsdage med stor fare, og sjælefjenden er på sporet af alle og enhver; og når vi står frem adskilt fra verden, bør vi stå sammen i tro og kærlighed. Sammen er vi stærke, splittet er vi svage. ret
(214) Vi formanes til at elske som brødre, være venlige, høflige overbærende, sætte hinanden i ære. Kærlighed til Gud og hinanden udgør de guddommelige legitimationer som Guds børn bærer over for verden. »Derpå«, sagde Jesus »skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.« De som værner om denne kærlighed vil vogte hinandens tarv i hellighed. Der vil ikke fremføres nogen onde efterretninger; sladder og splid vil ophøre; Kristus og sandheden vil ophøjes. ret
(214) Ingen vil fortsætte med at gemme på en utilfreds, og kværulerende natur; For de vil ødelægge dens fred og harmoni. De vil efterlades uden for Guds stad, sammen alle der stifter oprør. De bør heller ikke få lov til at forblive i menigheden og forhindre enighed og ødelægge dets nyttighed. Lad dem blive irettesat, hvis de ikke ændrer deres kurs, lad dem blive udskilt fra menigheden. Men alle må, hvis de vil, vinde sejr over disse onde træk. Menighedens medlemmer bør love sig selv højtideligt at vandre sammen i harmoni. Enhver bør være på vagt over for sit eget hjerte, ikke lade ham tænke ondt om sine brødre, men tro på de bedste kvaliteter de har. Vi bør fylde sindet med Guds ords dyrebare løfter og belæringer. Når Satan prøver at bortlede opmærksomheden til unyttige ting, så skal vi tænke og tale om disse himmelske løfter, og fristeren vil overvindes. Ved at kæmpe sådan dag for dag, med alvorlig bøn og beslutsom tro, vil alle vinde sejr. De som har mest at overvinde, vil være ligesom den synder Kristus tilgav mest, og som elskede meget, og de vil til sidst stå nærmest tronen. ret
(214) Kristus er villig til at hjælpe alle som føler et behov for hjælp; men hvis nogen er tilfreds med sig selv, vil Frelseren gå dem forbi. Flavel har sagt: “Når Herren vil fylde et menneskes sjæl, tømmer han den først; Når han vil berige et menneskes sjæl, vil han først gøre ham fattig; når han har i sinde at ophøje en sjæl, gør han ham først følsom over for sine egen elendighed, mangel og intethed.” Jeg ønsker at vore brødre får en fornemmelse af deres forspildte eller ubenyttede anledninger, til at se at de var dværge i det religiøse liv, så de kan blive til kæmper. ret
(214) Det siges nogle gange at vi alle må komme ned på ét niveau, men det er ikke bibelsk lære. Så længe den kristne gemmer på ydmyghed og sagtmodighed, kommer han i forbindelse med Kristus når han lærer disse lektier, kommer op på et højere handlingsniveau. Herren vil have at indbyggerne i hans rige fremstiller deres ophavs karakter. Kristi religion fornedrer aldrig den som modtager religionen; han bliver aldrig ligeglad med sine klæder, forsømmelig i hans metoder og levevaner, eller rå og ubehøvlet i tale. Den ophøjer ham der modtager, forfiner hans smag, helliggører hans domme, renser tankerne, og gør handlingerne hellige; den bereder ham til at blive medlem i den store familie deroppe. ret
(215) Menigheden i Kristiania har ikke en tyvendedel af den indflydelse som de kunne have, hvis de havde udnyttet deres muligheder og privilegier. Deres tanker er i det hele taget for snævre. Enhver bør vende sin opmærksomhed til sig selv, og få det meste ud af alle fordele, så han kan blive en hjælp og styrke for menigheden. Gud har betroet dem hellige sandheder, hvorigennem de skal helliggøres og genspejle lys til verden. De skal vise hvad sandhed kan gøre endog for rå og ujævne stene ud af verdens stenbrud. Hvad disse brødre behøver er højere tanker, og ædel karakter. De behøver at gøre Bibelen til sin vejleder; studiet af Guds hellige ord vil styrke og udvide tankesindet. Men de må lære sandheden som den er i Jesus, ellers kan de aldrig tage imod den. Det er ikke bare verdens fortolkning der giver lys, men ordet vil åbnes for forståelsen og bruges i hjertet ved Guds Ånd. ret