(215) Så længe nogen påfører deres menneskegjorte prøver på folk, er der taget meget let på det fjerde buds krav. Vi ved at Guds velsignelse ikke kan hvile på denne kirke, før der er en reformation på dette vigtige punkt. De, der beklæder ansvarsfulde stillinger, bør se nøje til, at deres tale og eksempel er af den art, at det vil kunne lede menneskene til rigtige anskuelser og sædvaner. De bør sørge for, at de ikke på nogen måde forklejner Guds fordringer. Fordi det fjerde bud så almindeligt lades uænset, bør vi med større alvor og bestemthed søge at hædre denne forskrift i Guds hellige lov. Den tredje engels budskab er, hvad vi skal fremholde for verden. Her har Gud en prøve for os, og dersom vi holder os til idealet, vil vi være et særskilt folk. Enhver, som adlyder det fjerde bud, vil finde, at der trækkes en skillelinie mellem ham og verden. Sabbaten er en prøve, ikke et menneskeligt krav, men en Guds prøve. Det er dette, som vil sætte skel mellem dem, der tjener Gud, og dem, der ikke tjener ham; og om dette punkt vil den sidste kamp i striden mellem sandhed og vildfarelse komme til at dreje sig. ret
(215) Blandt vort folk i disse lande har sabbaten i almindelighed ikke indtaget den ophøjede stilling, som Gud gav den. Verden er det middel, der sigter menigheden og prøver dens medlemmers ægthed. Verden frembyder tillokkelser, som, hvis de bliver modtaget, bringer den troende i en stilling, hvor hans liv ikke svarer til hans bekendelse. Nogle af vore brødre, der beskæftiger sig med forretning, har ikke holdt sabbaten i overensstemmelse med budet. Nogle har været i kompagniskab med vantro mennesker, og indflydelsen fra disse omgangsfæller, der bryder sabbaten, har haft sin indvirkning på dem. Nogle har været så forblindede, at de ikke kunne indse faren ved sådanne forbindelser; men den er kun så meget større, fordi den ikke mærkes. Medens den ene kompagnon bekender sig til at holde sabbaten, driver den anden sammen med de andre ansatte arbejdere firmaets forretning. Skønt den, der holder sabbaten, ikke er optaget med udvortes beskæftigelse, kan han ikke holde sine tanker borte fra forretningssager. Medens han forsøger at holde sabbaten, holder han den ikke. Herren betragter ham som en overtræder. ret
(215) Selv ikke i forretningsforhold kan vi forene os med dem, der ikke er tro mod Gud, uden at principper spiller ind. Hvad den ene af parterne føler, at samvittigheden forbyder, kan den anden tillade; og det ikke alene i religiøse anliggender, men også i det forretningsmæssige. Den ene handler på grundlag af egoistiske motiver, uden hensyntagen til Guds lov eller til sjælens frelse; og hvis den anden oprigtigt elsker Gud og sandheden, må der enten gives afkald på principper eller opstå hyppige og pinlige uoverensstemmelser. Det vil koste ham en uafbrudt kamp at modstå den gudløse medarbejders verdslige indflydelse og eksempel. Han har store vanskeligheder at møde; for han har stillet sig på fjendens grund. Den eneste sikre fremgangsmåde er at give agt på det inspirerede påbud: »Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?« »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer. ret
(216) Nogle af vore medlemmer har sendt deres børn i skole om sabbaten. De var ikke nødsaget til at gøre det; men skolemyndighederne gjorde indsigelse imod at optage børnene, medmindre de kom til stede seks dage. I nogle af disse skoler undervises der ikke alene i de almindelige skolefag, men der gives tillige undervisning i forskellige slags arbejde, og til sådanne skoler har de, der bekender sig til at holde sabbaten, sendt deres børn. Nogle forældre har forsøgt at forsvare deres handlemåde ved at anføre Kristi ord om, at det er tilladt at gøre vel på sabbatens dag. Men det samme argument ville bevise, at menneskene kan arbejde om sabbaten, fordi de må fortjene brød til deres børn; og der er ingen grænse, ingen skillelinie til at vise, hvad der bør gøres, og hvad der ikke bør gøres. ret
(216) Havde disse brødre været i besiddelse af større åndelighed, og havde de indset Guds lovs bindende krav, således som enhver af os bør indse det, ville de have forstået deres pligt og ikke vandret i mørke. Det var meget svært for dem at se, hvordan de kunne handle anderledes. Men Gud spørger ikke vor behagelighed til råds, når det gælder hans befalinger. Han venter, at vi adlyder budene, og at vi lærer vore børn dem. Vi har Abrahams, de troendes faders, eksempel foran os. Himmelens Gud siger: »Jeg kender ham, at han skal byde sine børn og sit hus efter sig, at de skal bevare Herrens vej.« 1 Mos. 18, 19 [overs. af 1871]. Dette var grunden til, at så store velsignelser blev udtalt over ham og hans efterkommere. ret
(216) Vore brødre kan ikke vente Guds bifald, når de stiller deres børn hvor det er umuligt for dem at lyde det fjerde bud. De søger at træffe en ordning med myndighederne, således at børnene fritages for skolegang på den syvende dag. Hvis dette ikke lykkes, er det deres klare pligt at lyde Guds krav, hvad det end måtte koste. På visse steder i Mellemeuropa er folk blevet idømt bøder og fængsel, fordi de ikke sendte deres børn i skole om sabbaten. På et sted hændte det, efter at en broder tydeligt havde fremholdt sin tro, at en lovens embedsmand kom til hans dør og tvang børnene til at gå i skole. Forældrene gav dem en bibel i stedet for deres sædvanlige skolebøger, og børnene brugte tiden til at læse i denne. Men hvor som helst det lader sig gøre, bør vort folk oprette deres egne skoler. Hvor de ikke kan gøre dette, bør de snarest mulig flytte til et andet sted, hvor de kan få frihed til at holde Guds bud. ret
(216) Nogle vil hævde, at Herren ikke er så nøje i sine fordringer, at det ikke er deres pligt at holde sabbaten strengt med så stor opofrelse eller at indtage et standpunkt, der vil bringe dem i konflikt med landets love. Men netop her er det, prøven kommer, ,hvorvidt vi vil hædre Guds lov fremfor menneskelige krav. Det er dette, der vil skille mellem dem, der ærer Gud, og dem, der vanærer ham. Her er det, vi skal vise vor troskab. Beretningen om Guds handlemåde med sit folk gennem alle tider viser, at han kræver nøjagtig lydighed. ret
(217) Da ødelæggelsens engel var i begreb med at skulle gå igennem Ægyptens land og ihjelslå den førstefødte både af mennesker og dyr, fik israelitterne pålæg om at samle børnene omkring sig i huset og at stryge blod på dørstolperne, og ingen måtte forlade huset; for alle, der blev fundet sammen med ægypterne, ville blive ødelagt sammen med disse. Antag, at en israelit havde forsømt at anbringe blodets tegn på sin dør og sagt, at Guds engel ville være i stand til at skelne mellem hebræerne og ægypterne - ville så de himmelske vagtposter have stået der for at beskytte dette hus? Denne lærdom bør vi lægge os på hjerte. Ødelæggelsens engel vil igen komme til at gå igennem landet. Der skal sættes et mærke på Guds folk, og dette mærke er overholdelsen af hans hellige sabbat. Vi skal ikke følge vor egen vilje og vort eget skøn og smigre os med, at Gud vil gå ind på vore betingelser. Gud prøver vor tro ved at give os noget at gøre i forbindelse med hans indgreb til bedste for os. På dem, der efterkommer betingelserne, vil hans løfter opfyldes; men alle, der vover at afvige fra hans undervisning for at følge en vej, som de selv vælger, vil omkomme sammen med de gudløse, når hans straffedomme hjemsøger jorden. ret
(217) Dersom forældre tillader, at deres børn får en opdragelse sammen med verden, og gør sabbaten til en almindelig dag, kan Guds segl ikke blive sat på dem. Børnene vil omkomme sammen med verden; og vil ikke deres blod hvile på forældrene? Men hvis vi med troskab lærer vore børn Guds bud og leder dem til at underkaste sig forældrenes myndighed og så i tro og med bøn overlader dem til Gud, vil han samarbejde med vore bestræbelser; for det har han lovet. Og når engang den susende svøbe farer igennem landet, vil de sammen med os kunne finde skjul i Herrens hemmelige paulun. ret
(217) Gud førte sit folk Israel ud fra Ægypten, for at de måtte kunne holde hans sabbat, og han gav dem særskilte anvisninger om, hvorledes de skulle holde den. De ti forskrifter, som blev udtalt med hans egen røst fra Sinaj, og de instrukser, der blev givet Moses, blev nedskrevet til gavn for alle, der skulle komme til at leve på jorden indtil tidens ende. Gud har givet menneskene seks dage til arbejde, men han har forbeholdt sig selv den syvende, og han har udtalt en velsignelse over dem, der holder den hellig. Dagen forud for sabbaten skal være en forberedelsens dag, for at alt kan være færdigt til de hellige timer. »Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge!« »I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren.« Gud har i sin barmhjertighed forordnet, at der skal sørges for de syge og lidende; det arbejde, der kræves af hensyn til deres bekvemmelighed, er en nødvendighedsgerning og er ingen sabbatsovertrædelse. Men alt unødigt arbejde bør undgås. Småting, der burde have været udført på beredelsesdagen, bliver af mange på grund af ligegyldighed udsat, til sabbaten begynder. Dette bør ikke forekomme. Alt arbejde, som bliver forsømt indtil sabbatens begyndelse, bør forblive ugjort, indtil sabbaten er forbi. ret
(218) Der bør våges over ord og tanker. De, der på sabbaten drøfter forretningssager og lægger planer, betragtes af Gud, som om de udførte virkelige forretningshandlinger. For at kunne holde sabbaten må vi ikke engang tillade vort sind at dvæle ved ting af verdslig art. ret
(218) Søndagen benyttes almindeligt som en dag til spisen og drikken og fornøjelse; men Herren ønsker, at hans folk skal give verden et højere og mere helligt eksempel. Om sabbaten bør familien højtideligt hellige sig til Gud. Buddet indbefatter alle, som er inden for vore porte; alle tilhørende vor husstand må lægge deres timelige beskæftigelse til side og anvende de hellige timer gudhengivent. Lad alle forene sig i at ære Gud med glad tjeneste på hans hellige dag. ret
(218) I vort arbejde med Kristiania-menigheden gav vi dem nøje de vidtrækkende krav I Guds lov, og deres store behov for grundig anger og vende tilbage til Herren. Under vore møder, kom den dyrebare Frelser helt nær til os igen og igen. Et godt arbejde var påbegyndt. Vi kaldte dem frem til bøn flere gange, og heri kom en ny erfaring for dem, hvor der kom en hurtig og hjertelig reaktion. Der blev gjort alvorlige og hjertefølte bekendelser. Flere havde mistet modet og faldet fra på grund af den anklagende ånd der blev vist, og mangel på kærlighed til Gud og til hinanden. Disse bekendte ydmygt deres egne fejl, idet de lod deres tro på Gud og sandheden svækkes. Nogle havde opgivet sabbaten af frygt for at de ikke kunne underholde deres familier. Andre anerkendte at de havde givet efter for kritik og kværulanti. Mange sagde at de aldrig havde set vigtigheden i sandheden som nu og den indflydelse den må have på deres liv og karakter. Ikke så få bevidnede med tak at de havde taget imod Guds velsignelse som aldrig før. ret
(218) Vi er taknemmelig over alle de tegn på at dette kære folk fik en fornemmelse af deres egentlige tilstand. Men nogle som burde være personligt interesserede, så på som om intet stod på spil for dem. De vidnesbyrd som Herren gav dem virkede ikke til at blive modtaget. De brød ikke de bånd som holdt dem under Guds Ånds dom. Frelseren bankede på deres hjerters dør, men de var uvillige her og der til at fjerne det skrald som spærrede for at han kunne kom ind. Herrens tid var ikke deres tid. Havde de ryddet vejen, ville Herren have givet dem en erfaring af højeste værdi. Men vi ved at sjæle har taget imod den sandhed, som aldrig har mærket Kristi nådes forvandlende kraft. Vi håber at dette ikke vil være Guds Ånds sidste indbydelse til dem. Vi gjorde alt vi kunne for disse kære sjæle: Vi ophørte ikke med at advare og bønfalde dem indstændigt, og vil tilbragte mange timer i bøn for dem, medens andre sov. Hvis dem som lod deres gyldne anledning gå forbi, havde taget afgjort standpunkt for sandheden, besluttede sig for at dele krigen, selvfornægtelsen og skammen med menigheden, og dele den endelige sejr, ville der være sket en vækkelse med vidtrækkende indflydelse udover menigheden. ret
(218) Gud kalder på medarbejderne i denne mission at nå en højere og helligere standard. Kristiania er et vigtigt sted for vore missionsmarker, det er det store center at arbejde for det skandinaviske folk. Fra dette sted blev der udsendt publikationer, og medarbejdere går ud for at proklamere Guds bud, og det er af største vigtighed at en rigtig indflydelse udbredes af denne menighed, bade ved forskrift og eksempel. Standarden må ikke sættes så lavt at de der accepterer sandheden skal overtræde Guds bud, skønt de bekender at overholde dem. Det vil bedre, langt bedre, at efterlade dem i mørke, indtil de kan modtage sandheden i sin renhed. ret
(219) Der er de som overvåger dette folk, for at se om sandhedens indflydelse er over dem. Denne verdens børn er klogere i deres slægt, end lysets børn; når det fjerde buds kraft bringes frem for dem, prøver de at se hvordan det betragtes af dem som bekender at adlyde det. De studere og den karakter den forsvarer, og lærer om disse er i harmoni med deres trosbekendelse, og når meningerne formes sådan, er mange påvirket rigtigt meget ved at acceptere eller afvise sandheden. Hvis dette folk vil tilpasse deres liv til Bibelstandarden, vil de faktisk være et lys i verden, en by der står på et bjerg. ret