Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 48fra side220

tilbage

Tilbage til Schweiz

(220)  Den 16. november forlod vi Kristiania, på vej tilbage til Schweiz. William var stødt fra os nogle dag tidligere, og taget over Nordsøen til England, og derfra til Amerika, for at deltage i Generalkonferensen. Vi så sagernes behov på den forskellige europæiske marker, og havde indtryk af stort behov for midler og medarbejdere; og da vi nærmede os tiden til generalkonferensen, følte han at det var hans pligt at deltage; så han kunne tjene sagen ved at han personligt kunne præsentere disse missionsmarkers behov, og hjælpe med ordne nogle forretningssager til missions forlagshuse. Da jeg først fik at vide at han tog af sted, ville jeg ikke gå med til det; men bøn og overvejelse overbeviste mig om at Gud havde lagt dette i hans sind, og jeg ville ikke påbyde han at blive. Således forlod han os i Kristiania, og bror H W Kellogg ledsagede vort selskab tilbage til Basel. ret

(220)  På vor tur fra Kristiania til Gøteborg i Sverige, mindende det vilde bjerge os om nogle steder i Colorado. Men hverken høje bjerge eller det storslåede landskab lignes med Colorado. Vi kørte igennem udbredte fyrskove; men træerne vokser sig ikke så store; de er små og står tæt sammen. Jorden er klippeagtig og gold. Vi så ind imellem tegn på rigdom og velstand, men de fleste boliger er små og fattige. Folk kan kun opnå levebrød ved stadig industri og sparsommelighed. ret

(220)  I dag var vi heldige at se den herligste solnedgang, som jeg nogen sinde havde fået lov at beskue. Sproget kan ikke beskrive og skildre dens skønhed. De sidste stråler af den nedgående sol, sølv og guld, rødviolet, gyldent og højrødt, spredte deres herlighed udover himmelhvælvingen, der blev klarere og klare, og rejste sig højere og højere over himlene, indtil det var som om at portene til Guds stad blev ladet på klem, og den indre herligheds glimmer strålede igennem. Denne forunderlige pragt fortsatte i to timer med at oplyse den kolde nordiske himmel, - et billede malet af den store Mesterkunstner på himlenes foranderlige lærred. Det var som om Guds smil var over alle jordiske hjem, over klippefremsprungne sletter, de rå bjerge, de ensomme skove, som vi rejste igennem. ret

(221)  Det var som om nådens engle hviskede: ”Se op. Denne herlighed er kun et glimt at det lys som skinner fra Guds trone. Lev ikke alene på jorden. Se op, og besku himmelhjemmets boliger i tro.” For mig var dette sceneri som løftes bue til Noa, så jeg kunne gribe forsikringen om Guds ufejlbarlige omsorg, og se frem til himlens hvile ventede den trofaste medarbejder. Lige siden den gang følte jeg at Gud bevilgede os dette tegn på hans kærlighed til vor opmuntring. Så længe hukommelsen varer kan jeg aldrig glemme dette smukke syn, og den trøst og fred det gav. ret

(221)  I Gøteborg gik vi ombord på en lille båd, som skulle føres over kanalen til Danmarks kyst. Her blev fik jeg en kahyt med to sofaer, og lukket inde af tunge gardiner, - et logi som vi mente var knapt nødvendigt for en dagsrejse på kun seks timer. Vi fik dog mulighed for at ændre denne mening før vi nåede land. De første time tilbragte vi på dækket, i det lyse og veludstyrede dame lukaf. Vandet var behageligt, havet roligt, og vi mente det blev en behagelig rejse. Men efter at kaptajnen var gået igennem vort område, rådede han os til at gå ned og lægge os med det samme, for vi kom ud i oprørt vand. Det gjorde vi selvom vi ikke havde lyst. Kort tid efter begyndte båden at vippe voldsomt; vi kunne knapt holde vor position på sofaerne. Jeg blev meget syg, svedte nu rigeligt, som om alle organer kæmpede imod den frygtelige sygdom, og blev da overvundet af dødelig søsyge. Det var det som jeg frygtede da vi krydsede Atlanten, frygtede effekten af voldelig ryk i mit hjerte. Den gang undgik jeg det lykkeligvis, men nu led jeg alt det jeg havde forventet. ret

(221)  Vandene lod til at piske i raseri af nådesløse vinde. Båden vristede og knirkede som om den gik i stykker. Når vi prøvede at rejse os op, blev vi kastet tilbage med stor kraft. Endog vor trofaste steward kunne få fodfæste, blev kastet over værelset fra side til side, idet båden rullede og kastede sig. Idet jeg lå hjælpeløs og udmattet, med lukkede øjne og blegt ansigt, frygtede McEnterfer at jeg var død. Hun kunne ikke selv forlade sin sofa, men kaldte mig ved navn fra tid til anden, for at sikre at jeg stadig levede. Døden virkede meget nær, men jeg følte at jeg kunne klynge mig, med troens faste greb, til Jesu hånd. Han som holder vandene i sine hule hænder kunne bevare os i stormen. Det store dybs bølger adlød hans røst: »Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!« Jeg tænkte hvordan Jesus beroligede sine disciples frygt idet han stilnede det stormfulde Galilæa, og skulle jeg være bange for at stole på Hans beskytelse som havde givet mig mit arbejde? Mit hjerte var helt i fred fordi det blev ved ham. Den lektie i tillid jeg lærte på disse få timer, var meget dyrebare. Jeg har set at jeg har fået alle livets trængsler for at lære en ny lektie i min egen afhængighed, og stole på min himmelske Fader. Vi må tro at Gud er hos os alle steder, og holde fast i den hånd som har al magt, i enhver prøvende strund. ret

(221)  Klokken tre om eftermiddagen kom vi til Frederikshavn, og var glade for at forlade båden, og mærke fast grund igen under fødderne. Det var et velkommende skift til vor kupe i togvognen, og togets nænsomme og glidende bevægelse. Vi lå ned på sæderne, og sørgede kun for at nyde hvilens overdådighed. Vi sov sundt, da toget stoppede klokken tre om morgnen, og konduktøren informerede os at vi havde nået Tysklands grænser, og måtte gå igennem toldhuset. Det var skærende koldt, og bror Kellogg gik til embedsmanden og spurgte om tilladelse til at damerne kunne blive i vognen, sagde at en af dem var syg, og ikke måtte forstyrres. Men nej, intet hjalp; syg eller ej, vi måtte vise os for inspektionen. To embedsmænd kom til vogndøren, og de andre damer i selskabet begyndte straks at forlade vognen, men de var lige trådt ud på perronen, da embedsmanden sagde: ”Det er godt nok; I kan gå tilbage.” Men de var ikke helt tilfreds med den berygtede syge kvinde. Idet jeg lå dækket med svøb og tæpper, fortænkte de tydeligvist at jeg kunne have nogle bylder med manufakturvarer som vort selskab prøvede at smugle til Tyskland. Da tolderen igen kom til døren, glimtede deres lanterners klare lys ind i kupéen, rejste mig hurtigt op og sagde: ”Her er jeg, gentleman, se venligst, og se at jeg er en levende kvinde.” Jeg ved ikke om de forstod mine ord, men de brast i hjertelig latter, og sagde på tysk: ”Alt i orden”, og lod os lægge os til rette for at sove igen, hvis vi kunne efter denne ubetimelige afbrydelse. ret

næste kapitel