Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 5fra side129

tilbage

Den kristnes styrke

(129)  Mandag formiddag, 21. september.
”Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.” Romerne 10,10 ret

(129)  Ifølge dette, er der noget at tro på, også noget at bekende. Hjertet må acceptere sandheden som den er i Jesus. Dette er grundlaget for sand religion. Overbevisning om synd begynder at kunne mærkes, den synds-syge sjæl, der mærker sit behov for en læge, kommer til Jesus af Nazareth efter tilgivelse. Han tager krigen op imod fjenden, og ser på Jesus for styrke til at modstå fristelse. Han våger i bøn, og ransager skrifterne. Bibelsandhederne ses i nyt og meget interessant lys, og Guds Ånd åbner deres alvorlige betydning sig op for ham. Han studerer Kristi liv, og ser Frelserens pletfrie renhed meget klarere, des mindre tillid har han til sin egen godhed; jo mere vedholdende og nøjere ser han Jesus, des mindre opdager han sin egen fuldkommenhed. Hans selvretfærdighed forsvinder, og han falder helt hjælpeløs og brydes på Klippen Kristus Jesus. Han vil presses smerteligt af fristeren, og kan til tider føle sig modløs, og fristes til at tro at Gud ikke accepterer ham; men tager han Gud på hans ord, og bønfalder om hans sikre løfter, presses han gennem mørket til Kristi kærligheds klare sollys. ret

(129)  ”Med munden bekender man til frelse.” Hvis hjertet faktisk Kristi nådes og kærligheds forrådskammer, vil dette udtrykkes i ord og optræden. Han vil hele tiden tiltrækkes til Kristus. Alle vil blive prøvet; eftersom der er brug for guddommelig nåde, og sund religiøs tro og principper. Læberne bør helliggøres, så de ord der siges er få og velvalgte. ret

(130)  Ofte pådrager bekendende kristne sig selv stor åndelig svaghed når der dvæles ved deres prøvelser og klager. Det bliver ikke kun værre hver gang det gentages, men de vil visselig adskille sig fra Jesus, når de tillader overtrædelse i netop dette. Satan forsøger at drage deres opmærksomhed til sig selv, og blive ved den tanke, at de ikke er værdsat. De begynder at medynk og forståelse for sig selv, og mister tro og tillid til Jesus; og som resultat går de fra ham, som beder dem kaste deres byrder på ham. ret

(130)  Til disse vil jeg sige: Se tilbage på hvad Gud har gjort for dig. Fortæl Satan at du ikke stoler på din egen retfærdighed, men på Kristi retfærdighed. Hav tankerne fyldt med de dyrebare løfter der findes i Bibelen, og når Satan kommer ind som en flodbølge der overvælder dig, så mød ham med de våben som Gud ord har givet: ”Der står skrevet.” Dette vil bryde hans kraft og give dig sejr. ret

(130)  Gør det ikke tydeligt for alle at vejen til himlen er en ubehagelig sti. Vis ved dine ord og handlinger at selvom denne vej er for ligetil og smal at indtage med verdens byrder, stolthed og egenkærlighed, så er det en dyrebar vej, der er manet for Herrens genløste at vandre på. Selvom den er markeret med prøvelser og modløshed, kan den ved tro og beslutsomme anstrengelser for at bekende fjenden, gøres til en sejrrig vej. ret

(130)  Vi er pilgrimme og fremmede i denne verden; men vi rejser mod et himmelsk land. Vi vil møde skuffelser; men det er vort privilegium at vende alle synlige nederlag til sejr. Satan vil kmpe for vor sjæle hvert skridt ad vejen; men hvis vi ser hen til Jesus, vor nærværende hjælp når vi behøver det, vil han opløfte os til en standard imod fjenden. I stedet for at beklage os over alle vanskeligheder, skal vi kæmpe troens gode strid, udholde hårdhed som Kristi kors’ gode soldater. Sårene og skrammerne i vort velbefindende vil være som sejrstrofæer, ligesom det var for Paulus. ret

(130)  Denne morgen er jeg så taknemmelig over at vi kan overgive vore sjæles varetægt til Gud som til en trofast Skaber. Nogle gange presser fjenden sine fristelser og sit mørke på mig, når jeg er ved at tale til folk. Jeg har en sådan følelse af svaghed at det virker næsten umuligt at stå frem for forsamlingen. Men hvis jeg skulle give efter for mine følelser, og sige at jeg ikke kan tale, vil fjenden vinde sejr. Det tør jeg ikke gøre. Jeg handler lige fremad, tager min plads på talerstolen, og siger: ”Jesus jeg hænger min hjælpeløse sjæl på dig; du vil ikke lade mig blive forvirret,” og Herren giver mig sejr. ret

(130)  Dette var tilfældet sidste sabbat, og det ar jeg erfaret igen og igen. Hvorfor dette? Gud ærer min tro. Jeg beder om hans løfter, og han hjælper mig. Jeg følte nogle gange at jeg falder død om når jeg taler, og dette måske er den vej jeg skal. Hvordan dette så bliver, ønsker jeg at dø på min post. Jeg skal ikke tale tvivl og vantro; jeg vil heller ikke dvæle ved vine svagheder. Jeg vil tale om Jesus og hans kraft til at frelse. Det er ”ikke ved kraft, ejheller ved styrke, men ved min Ånd, sier hærskareres Herre.” ret

(131)  Oh om jeg ville indprente alle med vigtigheden af at udvise tro øjeblik for øjeblik, og time for time! Vi skal leve troens liv, for ”uden tro er det umuligt at have hans velbehag”. Vor åndelige styrke beror på vor egen tro. Når jeg ved dette, hvordan kan jeg så tie med et sådant emne. Verdens genløser siger: »Det skal ske jer, som I tror!« Når I sætter jer ned i tungsind og fortvivelse, synder I imod Gud, fordi det viser at I ikke tror på Jesus. Det viser sig for dem omkring jer, at I ikke tager Gud på hans ord. Når han har gjort så meget for at bevise sin kærlighed til jer, hvor stor må den synd så ikke se ud i hans øjne! ”Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” ret

(131)  Vi ved ikke hvad tro virkelig er før vi prøver at udøve den. Vi behøver mere af den faste og udholdende tro som Jakob udviste, da han brød med englen på den begivenhedsrige nat. Kun få indser hvor hårdt hans tro blev prøvet den gang. Han skilte sig selv ud fra alle jordiske venner, så han kan være alene med Gud. Alle som har sit liv dyrebart for blev udsat for fare og for død. Den bitreste dråbe i hans vredesbæger var tanken at hans egen synd havde pådraget denne store fare over hans hustruer og børn, som var uskyldige i den synd som han var skyldig i. Han besluttede at tilbringe natten i ydmyghed og bøn. Gud kunne blødgøre sin broders hjerte. Gud var hans eneste tilflugt og styrke. På et afsiddesliggende sted, hærget af røvere og mordere, bøjede han sig i dyb fortvivlelse til jorden. Hans sjæl var revet i stykker af pine, og med alvorlige råb blandet med tårer sendte han sin bønner frem for Gud. En stærk hånd lagde sig pludseligt på hans skulder. Han holder fast på sin overmand, for han føler at dette angreb er en plan for hans liv; at han er i en røvers eller morders hænder. ret

(131)  Kampen er hård; ingen siger et ord; men Jakob bruger alle sine kræfter, og slapper ikke af et eneste øjeblik. Således fortsætter kampen, indtil det bliver daggry, hvor den fremmede sætter sin finger på Jakobs lår, og han straks forkrøbles. Nu ser patriarken karakteren af hans store modstand. Han ved at han har været i kropslig kamp med en himmelsk budbringer, og at det er derfor hans næsten overmenneskelige anstrengelser ikke lader ham sejre. Han er nu invalideret, og har de stærkeste smerter; men han vil ikke slippe sit greb. En besejret fjende, angrer helt og bryder sammen, falder han om englens hals. ret

(131)  Den guddommelige budbringer prøver at løsne ham fra Jakobs greb. Han beder ham indstændigt: »Slip mig, thi morgenen gryr!« Men Jakob bad om Guds løfter; han gav sit løfteord så inderligt, som er ligeså ufejlbarlig som hans trone; og nu vil dette syndige, fejlbarlige dødelige menneske, tale med denne himmelske budbringer i ydmyghed, anger og overgivelse: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!« Hvilken frimodighed viser der sig ikke her! Hvilken højtidelig tro! Hvilken udholdenhed og hellig tillid! Var dette et skrydende og formasteligt forlangende, ville Jakob straks være udslettet. Men det var hans forvisning som indtrømmer sin svaghed og uværdig, alligevel stoler på Guds trofasthed til at opfylde hans løfte. Den fejltagelse som havde ført til Jakobs synd for at at få fødselsretten ved svig, blev nu åbnet op for ham. Han havde ikke stolet på Gud og hans løfter, sådan som hun burde. Var han blevet utålmodige, og søgt ved egen møje at fremkalde det som Gud kun udrette så overmådeligt på sit eget tidspunkt og måde. ret

(132)  Englen spurgte Jakob: “Hvad er dit navn?” Og Jakob svarede, han sagde: »Dit navn skal ikke mere være Jakob (udstikker), men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!« Jakob fik den velsignelse som hans sjæl havde lægtes efter, og hans synd som stikker og bedrager blev tilgivet. Krisen i hans liv var ovre. Den måde Gud behandlede Jakob på, at han ikke vil se igennem fingre med de mindste af hans børn; ej heller kaste af eller fortvivlse og ødelægge dem som bedrages, og fristes og forrådes i synd. Tvivl, rådvildhed og samvittighedsnag optog Jakobs liv; men nu er alt forandret, og hvor liflig var hvilen og freden i Gud, i den forvisningen om hans genoprettede gunst. ret

(132)  Det er enhvers privilegium, ligesom Jakob, at sejre i Gud. Men spørgsmålet kommer. Hvordan kan vi tro at vi vil få de ting vi beder om, når vi ikke får noget bevis for dette? Guds ord har lovet det. Er det bevis nok? Hvis vi griber løfterne i levende tro, stoler helt på Jesus, vil velsignelsen komme i rette tid. De vil ikke komme på den måde vi forventer det, men de vil komme på den måde Gud styrer, og ved hjælp af det han vælger at bruge. Satan kan friste dig til at tro at Herren har glemt dig; Men fortæl ham at Herrens ord står ved magt, med dette segl: »Herren kender dem, der hører ham til« og fortsæt med at bede. ret

(132)  Og atter: Satan prøver at friste dig til at sige at Gud ikke ynkes over dig og lytte til dine bønner, fordi er en sådan synder. Lyt ikke til hans beretning; sig vor Frelsers ord direkte op i hans ansigt: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.” Hvis vi ikke er syndere, vil vi ikke have behov for en Frelser. Vi er syge af synd fra top til tå, og det er derfor vi behøver en Læge. Selvom vi ikke kan nærme Guds trone i selvretfærdighed og selvtilstrækkelighed, tror at vi har nogen godhed at anbefale os for ham; og vi dog ikke glemme vor svaghed og syndighed, er det samtidig vor pligt at tro at Jesus vil tildele os sin helbredende og styrkende kraft. Vor tro må gribe det evige. Vi må handle ud fra princip, ikke se på de synlige ting, men på de usynlige. ret

(132)  Det er vanskeligt at udvise levende tro når vi er i mørke og modløse. Men dette er af alt andet i denne tid hvor vi skal udøve tro. ”Men,” siger nogen, ”jeg føler det nogle gange at jeg ikke beder i tro.” Nuvel, du vil lade Satan vinde sejr, kun fordi du føler at du ikke modsætter dig ham? Når han ser at du har det største behov for guddommelig hjælp, vil han prøve at slå dig tilbage fra Gud med de hårdeste slag. Der er ingen større synd end vantro. Og når der er vantro i hjerte, er der fare for at den vil komme til udtryk. Læberne bør holdes i tøjle, for at du ikke kun udtrykker denne vantro til skade for andre, og sætter dig selv på fjendens grund. ret

(132)  Hvis vi tror på Gud, bevæbnes vi med Kristi retfærdighed; vi griber fat i hans styrke. Løftet er: ”Lad ham gribe fat i min styrke, så han kan få fred med mig, og han skal danne fred med mig.” Vi ønsker at tale med vor Frelser som om han var lige ved vor side. Vi må have vore tanker fæstnet ved ham. Vi bør ikke have samfund med ham så længe vi vandrer på vejen, og så længe vore hænder er i gang med at arbejde. Hvis I vil gøre dette, vil I ikke vanære jeres Genløser ved at tale til enhver om jeres mørke og uværdighed. Gå, fortæl det til Jesus, og han vil løfte en standard op for jer imod fjenden, og vil få glædens lys og glæde til at komme i jeres hjerter. ret

(133)  Det er vort privilegium at tage vore trods legitimationer med os, - kærlighed, glæde og fred. Når vi gør dette, skal vi kunne bringe Kristi kors mægtigste argumenter. Når vi lærer at vandre i tro og ikke ved følelser, skal vi få hjælp fra Gud netop når vi behøver det, og hans fred vil komme ind i vore hjerter. Det var dette enkle liv i lydighed og tillid som Enok levede. Lærer vi denne lektie om enkel tillid, kan det vidnesbyrd som han gav blive vort, som behagede Gud. Da skal vi istedet for knurren og bitre beklagelser, gøre melodien i vore hjerter til Herren. “I verden har I trængsel;” siger Kristus, ”men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” ret

næste kapitel