ret(229) Efter at have forladt Erstfeld, en stor jernbanestation, begyndte opstigningen. Et tungere lokomotiv blev sat på toget, og vi indtog et klipperigt bjergpas, flankeret med stejle og knejsende bjerge. Ved kanten af disse bruser den skummende flod Reuss, danner smukke vanfald efter hinanden, og modtager utallige mindre kaskader som udspringer fra de højeste tinders toppe. Idet vi bevæger os fremad, begynder kløften at blive smal og bliver mere interessant. Det er som om den turbulente Reuss-flod, kun tænker på sig selv, har skøret et sted der er stort nok i sig selv gennem de solide klipper. Derfor må toget bane sig vej for sig selv inden i bjerget. Den største stigning på linjen er en fod ud af fire. Mange steder var det meget mindre end dette, ved brug af broer og kurvede tunneller, som vist i det vedlagte graverede billede. Der er tre af disse tunneller på nordsiden af bjergene, og fire på sydsiden. ret
(229) Den første af disse tunneller, Pfaffensprung, kører toget ind i siden af et bjerg, beskriver en fuldstændig stigende cirkel på over seksten hundrede fod, og dukker ud af bjerget, bjerget, krydser sig eget spor ethundrede og femten fod over det sted, hvor det kørte ind. Så krydser det den kogende Reuss-flod ved en umådelig jernbro, toget gør ind i Wattinger looptunnellen, hvori der gøres en stigning på seksoghalvfjerds fod. Den anden bro over floden, den Wasens anseelige landsby, og vi ryger ind i den tredje kurvede tunnel. Efter denne kører toget på kanten af bjergsiden, hvorfra der kan fås et stort udsyn af de kurver der lige er kørt på, langt ned. Denne jernbane har over halvtreds broer, de fleste af dem er jernkonstruktioner, og seksoghalvtreds tunneller. ret
(229) På grund af adskillelsen kaldes Den længste af disse for St. Gotthard. Denne ene tunnel er nienfjerdedel miles lang. I midten af den når banelinjen sit højeste punkt på 3787 fod over havet, og begynder at stige ned på den anden side. Denne tunnel blev bygget på syvethalvt år, med femogtyve hundrede arbejdsfolk i gennemsnit dagligt beskæftigelse, og nogle gange nåede de op på tretusinde og firehundrede. Boringen begyndte på begge sider af bjerget samtidig; og ingeniørkunsten viste sig nor folk samledes, varierede deres arbejde ikke en tomme. Entreprenøren Mr Louis Favre, overlevede ikke fuldendelsen af hans opgave, og døde af apopleksi i tunnelen tre år før den blev fuldendt. ret
(230) Det tog vort tog femogtyve minutter at køre igennem denne tunnel; men ventileringsarrangementet er så godt, at en strøm af frisk luft hele tiden gik igennem tunnelen, at vi fandt det unødigt at endog lukke vinduerne. Der var noget højtideligt ved at vi næsten var firetusinde fod over havet, hvor der stadig var seks til syv tusinde fod til den solide klippetinde over vore hoveder, og den klare Sella-sø lå tre tusindetrehundrede og halvtreds fod over os. Det var med en fornemmelse af lethed da vi kom ud af den mørke hule, dog for at fortabes i forundring igen, var det ikke så meget for arbejdsfolkenes mægtige arbejde, som det er for Guds mægtige værker. ret
(230) Hurtigt efter at have forladt St. Gotthard, kom vi til Airolo, den første Italiensk-Schweiziske landsby. Herfra falder banelinjen ned til Ticino-dalen ved adskillige snoninger, og ved lige og cirkulære tunneller. Hurtigt skød et umådeligt bjerg sig ind i dalen, øjensynlig med ønske om at bremse den ivrige og hurtigtflydende Ticino-flod: men ved noget hjælp lykkes det floden at forcere en passage igennem den, og falde ned i en række vandfald gennem en vild, og klipperig kløft til en lavere region i dalen, medens jernbanen udfører nedstigningen ved to cirkulære tunneller, Piano Tondo og Travi, den ene under den anden i proptrækkerform. I begge disse tunneller er der en nedstigning på ethundrede og atten fod, og derved kan toget stige ned i en ellers uvejsom kløft. Fra dette punkt af begynder alen at udvide sig. Smukke kaskader kan ses udgydes over klipperne på begge sider, og indflettet blandt klipperne er pæne kastanjer, valnødder, morbær og figentræer. ret
(230) I Bellinzona omkring klokken fire om eftermiddagen blev vort tog delt, og en del af vogne og passagerer vred deres vej blandt bjerge på bjergsiden mod Milano, medens vi fortsætte vor vej mod Torino, langs grænsen til den smukke Maggiore-sø. Her kom vi klokken ti om aften, og fandt en fremragende husly i et hotel nær stationen. Efter en god nats hvile, var vi parate til at fortsætte vor rejse, fra et tidligt tidspunkt. ret
(230) Omkring tredive miles vest for Torino forlod vi de store sletter, som “strakte sig som en have i to hundrede miles langs fødderne for Alperne,” og, passerede gennem en smal åbning i lavtliggende bjerge, kom vi ind til Pedmont-dalene. Kun en af disse dale, det var Lucerne, går der en jernbane igennem. Efter at være kommet ind i denne dal, spredte de andre sig hurtigt ud som en fan, nogle til højre for os andre til venstre. Men det er i denne centrale og største del, ved jernbanens endestation, at Torre Pellice ligger, og dertil er vor vej lagt hvor vi, om muligt, kan opmuntre den lille gruppe, som kæmper under store vanskeligheder for at adlyde Gud. Vi nåede dette sted fredag, omkring ni om formiddagen, og blev budt velkommen til pastor A.C. Bourdeaus gæstfrie hjem, der blev stemt til at placere sig her, med sin familie, ifølge det Europæiske råd. ret