Historiske skildringer af syvendedags adventisternes udlandsmissioner kapitel 54fra side231

tilbage

Arbejdet i Piedmont dalene

(231)  Den næste dat om sabbaten, talte jeg til brødre og søstre i den lejede sal, hvor de holdt deres regulære sabbatsmøder. På grund af en forsinkelse for at holde aftalen, var kun nogle få ud over vore egne folk til stede. Men jeg nærede den samme interesse for at tale til få, som jeg føler for at tale til hundredvis personer. Jeg valgte teksten Esajas 56,1-7, prøvede jeg at indprente dem med betydningen af at adlyde Gud og vandre i lyset, uanset verdens anskuelse eller kurs. ret

(231)  »Så siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærd! Thi min Frelses komme er nær, min ret skal snart åbenbares. Salig er den; der gør så, det menneske, som fastholder dette: Holder sabbatten hellig og varer sin hånd fra at øve noget ondt. Ej sige den fremmede, som slutter sig til Herren: »Herren vil skille mig ud fra sit folk!« og gildingen sige ikke: »Se, jeg er et udgået træ!« Thi så siger Herren: Gildinger, som holder mine sabbatter, vælger, hvad jeg har behag i, og holder fast ved min pagt, dem vil jeg give i mit hus, på mine mure et minde, et navn, der er bedre end sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, et navn, der ikke skal slettes. Og de fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbatten og holder fast ved min pagt, vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus; deres brændofre og deres slagtofre bliver til behag på mit alter; thi mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.« ret

(231)  Hos nogle rejser spørgsmålet sig hvorfor vi som et folk skiller os ud fra verden i små grupper. Vi svarer: Det er ikke fordi vi vælger at skilles os ud fra dem omkring os, men fordi vi ser nødvendigheden af at adlyde alle Guds krav. Hvis nogen føler at det ikke har nogen betydning om vi adlyder alle hans bud eller ej, skal de blot se tilbage til Edens have, for at se hvilke sørge resultater det gav for Adam og Eva på grund af ulydighed. Det er op til os at vælge om vi vil gå over den samme grund som de i overtrædelsen, eller om vi vil vandre i det lys som har skinnet på os, og som vor himmelske Fader finder i os på den ydmyge lydhedssti. Hans velsignelser og løfter er til dem der elsker og adlyder ham. ret

(231)  Nogle påstår at det ikke har nogen betydning om vi holder Sabbaten eller ej, men vi siger at ud fra et bibelsk synspunkt har sagen stor betydning. Var det ikke vigtigt, ville Gud ikke have arbejdet på en så forunderlig måde, at udfri hans folk fra det ægyptiske trælåg. Det var fordi han så at de ikke kunne adlyde hans bud i deres trældom, at han åbenbarede sin mægtige arm og føre dem ud til et sted hvor de kunne tjene ham. Da de kom til Sinai, benyttede han lejligheden til erindre dem om han hans krav. Kristus og Faderen, står side om side på bjerget, i højtidelig majestæt og proklamerer de ti bud, sætter sabbatsbudet lige midt af tibudsloven. Herren fortalte folket igen og igen at hvis de ville holde hans Sabbat, ville han tage dem til sig at være hans udvalgte folk; og de fik igen og igen pådraget sig sorg og skam, fordi de ikke holdt den. Han sagde også at sabbaten skulle være et tegn mellem ham og dem for altid, så de vil vide at han var Herren deres Gud. Derfor er det af stor vigtighed at sabbaten betragtes i overensstemmelse med buddet. ret

(232)  Vi ønsker at kende sandheden, hele sandheden som den er i Jesus. Vi kan ikke tillade os at gemme på vildfarelse på nogen punkter. De som tager fast ståsted på sandheden, vil vide hvad pinsel og forfølgelse er. Få i nutiden har en erfaringsmæssig kendskab til hvad de er. De kan tro at de har en vanskelighed, men Gud prøver dem enkelt for at se om de har rod i sig selv. Han forsøger dem, ligesom han forsøgte Adam og Eva i Edens have, for at se om de vil adlyde ham. ret

(232)  “Nuvel,” siger en, “hvis det var passende, vil jeg holde Sabbaten; men som det er, er det for stort at kors i forbindelse med det.” Paulus siger: »Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden.« Her er et dobbelt kors. Idet den samvittighedsfulde kristne tager sit ståsted på bibelsandheden, er der altid dem som nægter at acceptere den, og vælger verden. Hustruen kan tage sit ståsted for sandheden, medens manden kan modsætte sig den. Her kommer prøvelsen straks, prøvelsen at skille i tro og følelse. Skal vi sige til den hustru: ”Du skal forlade din mand fordi han ikke holder sabbaten?” Nej, Slet ikke. Hvis hun er en trofast hustru, før hun accepterede sandheden, og hvis hun ser dem, i hendes venner, som Kristus døde for, vil hun prøve at udføre sine pligter, med endog større flid efter at hun har accepteret sandheden, som hun om muligt han lede dem til at se lyset. ”Men”, spørges der, ”skal den troende hustru så vise sin pligtsskyldighed på grund af hendes mands vantro?” På ingen måder; fordi Kristus er hendes Herre og Mester. Hun kan ikke tilsidesætte de krav den højre Himmel har på hende. Det samme for den oprigtigt troende mand eller barn. ret

(232)  Arbejdet med at overvinde er et personligt arbejde. Vor eneste sikkerhed er at tage fast ståsted for Guds ord; for det er det eneste fundament som vil stå prøven. Og når vi så prøver at vandre på den ydmyge lydighedssti, må vi forvente at møde prøvelser. De vil komme over os fra steder vi forventer dem mindst. Men vi må huske at alle som har adlydt Guds ord, har haft korset at løfte; og når det løftes hjælper de andre til at løfte det. ret

(232)  Hvis vi har korrekte idéer om Kristi mission på jorden, og hvad vort arbejde er, mister vi ikke modet fordi vi er få. Kristus sagde, da han blev spurgt om der er nogle få som skal frelses: ”Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den.” Derved giver han denne begrundelse: ”Snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.” Når I er nogle få på dette sted, brødre og søstre, er der ingen grund til at I mister modet. Når jeg ser på de tårnhøje bjerge der omgiver jeres daler, tænker jeg at har I boet på dette sted, vil jeg bemærke den plet hvor så mange har lidt i tider for sandhedens skyld, at havde jeg boet her, ville jeg bemærke den plet hvor så mange mange har lidt i tidligere tider for sandheden, og taget modet fra dem, ville korset blive løftet og sandheden adlydes for enver pris. Når jeg tænker på dem som har ofret deres liv for sandheden, er det tydeligt for mig, hvad Gud har åbenbaret angående sit folk: ”De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.” ret

(233)  Gud giver os ikke martyrernes ånd I dag, for vi er ikke kommet dertil hvor det er et martyrium. Han prøver os nu med mindre trængsler og kors. Når det til tider virker at fristelsens bølger kommer over vore hoveder, så lad os huske at Guds øjne våger over os, og lad os gerne klare alle de prøvelser som han mener at der skal sendes. ret

(233)  I et helligt syn så Johannes en gruppe stå omkring den store hvide trone, enhver af dem havde hvide klæder på. Spørgsmålet blev stillet: Hvem er disse, hvorfra kommer de? Og svaret er: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. »De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.« Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og »Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.« Hvis I ønsker at at være i denne gruppe, må I studere hvordan I kan undgå dette livs prøvelser. Tænk okke hvilken gruppe I er, men hold jeres øjne fæstnet på Jesus. Ordene fra hans egne læber ringer helt op til vor tid: »Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd; og den, som ikke tager sit kors og følger efter mig; er mig ikke værd. « ret

(233)  Jesus forlod himlens kongelige sale, iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, og blev fattig for vor skyld, så vi ved hans fattigdom kan blive gjort rige. Spørgsmålet for ham var ikke: Er det behageligt for mig at gøre dette? Sådan skal det heller ikke være med os: Er det behageligt at adlyde Gud og holde sabbaten? Spørgsmålet burde hellere være: ”Er det min pligt? Hvad siger Skrifterne? Herren siger i min tekst ord: “Salig er den; der gør så, det menneske, som fastholder dette: Holder sabbatten hellig og varer sin hånd fra at øve noget ondt.« Løftet lyder atter: »Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet.« ret

(233)  Alt hvad vi behøver, er at kende Mesterens vilje. Han siger, »Gå fremad.« Vi bør adlyde, om så det Røde Hav var foran os. Han har lovet at være en nærværende hjælp for os i enhver tid der behøves. Lad os da ikke ligge under for trængsler, eller lade dem skille os fra Jesus. Idet vi ser på de evige bakker omkring os, må de minde os om at Gud har en kamp med folkene, og at alle som har mistet deres liv for sandhedens skyld, vil komme frem hvorfra de er faldet, for at belønnes med evigt liv i Guds stad. Uden for byen vil de være de som forfulgte ham. Idet de ser det store lys skinne på de trofaste fra Jesus, vil de ønske at de var blevet forfulgt i stedet for forfølgerne. Hvilken pine vil komme over dem, når de hører sejrssangen runge og genlyde igennem himlens sale, og erkende at de foragtede og forfulgte endelig er accepterede af Gud! ret

(234)  Men hvad vil det gavne en person hvis han, efter at have klaret forfølgelsen, opgiver sandheden? Kristus gav sit liv for os, og vi bør, om nødvendigt, give vort liv til ham. Vi er hans, for han har købt os; og vi bør ikke berøve ham det, som han har gjorte dette til et uendeligt offer. Den tredje engel repræsenteres som en flyvende engel gennem himlen, der forkynder Guds bud og Jesu tro. Dette budskab skal berede et folk til Kristi komme. Hvis mennesker afholder sig fra at proklamere det, må disse stene råbe det ud. Folket må advares. Profetens ord er: »Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!« Vi har et højtideligt arbejde at gøre med at proklamere dette advarselsbudskab til verden. Vi går ind i dette arbejde? Vil mennesker ikke rejse sig ved dommen og sige: ”Du har aldrig fortalt mig at disse ting er sådan”? Vil portene til Guds stad lukkes omkring os, eller skal vi dvæle ved Jesus gennem evighedens uophørelige tider? Vi ønsker a give Gud alt det der er af os. Det er kun til de trofaste arbejdere at Frelseren siger: »Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt. « ret

(234)  Kære venner. Jeg beder jer indstændigt at holde fat ved sandheden og pligten. Prøvelser kommer tættere og tættere på; men Jesus vil lede jer, hvis I vil lade ham gøre det. Bed meget. Vær klar til at skille jer af med alt som adskiller jer fra Gud. Så vil han på trængslens dag komme og udfri jer, og vil skjule jer under hans vingers skygge. Når jeres navne stødes ud som ondt, og venner vender sig imod jer, så husk på hvordan Jesus blev truet på jorden. Spioner var hele tiden på sporet af ham, forsøgte at gribe ham i hans ord, så de kan finde noget at anklage imod ham. Kan hans efterfølgere forvente en bedre behandling end den han fik? Peter følte at det var for stor en ære at lagt i døden, ligesom hans Herre blev, og bad om at han måtte blive korsfæstet med sit hoved nedad. Han betragtede det som en ære at lide for Kristus. Hvorfor skal vi ikke? ret

næste kapitel